# Pelle Erobreren 2: Læreaar

## Part 9

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-2-l-reaar-76723/index.md

Due rakte hende Pengene, og hun kom dem i en gammel Kaffedaase. „Du maa slaa ud hos Inspektørens i Aften,“ sagde hun.

Due flyttede sig træt: „Jeg har været paa Færde siden halv fire i Morges,“ sagde han.

„Men jeg lovede det bestemt, saa det kan ikke blive anderledes! Og saa mente jeg nok, du vilde besørge Efteraarsgravningen for dem; nu Maanen er fremme kan du nok se — og ellers om Søndagen. Tager vi det ikke, faar en anden det — og de er jo gode Betalere.“

Due svarede ikke.

„Om et Aar eller to tænker jeg, du har Heste selv og ikke behøver at slide Føden sammen til fremmede,“ sagde hun og lagde Haanden paa hans Skulder. — „Mon du ikke skulde gaa og besørge Udslagningen nu med det samme? saa er det til Side. Jeg skulde ogsaa have et Par Pinde hugget inden du lægger dig.“

Due sad og klippede anstrængt med Øjnene, nu han havde spist faldt Trætheden over ham. Han kunde knap se, saa søvnig var han. Marie rakte ham hans Hue, saa endelig kom han paa Benene; han og Pelle fulgtes ad.

Huset Dues boede i laa øverst i den lange Gyde, der faldt temmelig brat ned mod Søen. Det var et gammelt Vandleje, endnu løb Vandet under stærke Regnskyl som en strid Bæk mellem Rønnerne.

Nede ved Strandstien mødte de et Hold Mænd der drog udad med Lygter i Hænderne, de var bevæbnet med tykke Stokke, én havde Morgenstjærne og en gammel Læderhat paa Hovedet — det var Natvægteren. Han gik forrest, men bagved det hele gik den ny Dagbetjent Pihl i sin skinnende Uniform; han holdt sig bag de andre for at skaane Uniformen og passe paa, at ingen af Vagtmandskabet kneb agterud. Halvfulde var de og gav sig svært god Tid; hvergang de mødte nogen stansede de og fortalte vidtløftigt, i hvad Anledning de rykkede i Marken.

Det var _Kraften_, der igen havde sin Tur. Hele Dagen havde han sviret, og Byfogden gav Ordre til at have et Øje med ham. Jo ganske rigtig, i sin Fuldskab mødte han Reder Monsen paa Kirkebakken og gav sig til at overfuse ham med Skælsord og Slag: „Er det dig der tager en Enke Brødet af Munden, hva? Du fortæller hende, at „Tre Søstre“ har lidt Havari og overtager saa hendes Aktier for næsten ingenting? — af pure Medlidenhed gør du det — hvad din Kæltring? Og Skibet var der det i Vejen med, at det havde sejlet for godt og vilde give stort Udbytte. Saa gjorde du den fattige Kone den Tjeneste hvad?“ Kæltring kaldte han ham, og for hvert Spørgsmaal slog han til Rederen saa han trillede. „Vi er allesammen Vidner paa det, og nu skal han i Hullet. En pjaltet Stenhugger skal ikke gaa her og agere Retfærdighed i Landet! — Gaa med og hjælp os at tage ham Due — du er jo stærk!“

„Jeg har ikke noget udestaaende med ham,“ sagde Due.

„Du gør nok ogsaa klogest i at holde dig af Vejen,“ sagde en af Mændene spydigt, „du kunde let faa hans Labber at føle ellers.“ Saa travede de videre med en haanlig Latter.

„De er ikke glade ved den Bestilling de har faaet,“ sagde Due leende, „derfor har de taget sig en høj Snaps til at sætte Modet op. _Kraften_ er et Svin, men jeg vilde nødig være den han langer til.“

„Bare de ikke fik fat i ham,“ sagde Pelle ivrigt.

Due lo: „De skal nok passe at holde sig dér hvor han ikke er. — Men han kunde passe sit Arbejde og lade være med at skabe sig ilde! Lad ham drikke sig en Rus og sove den ud hjemme — en fattig Djævel er han dog og skulde lade de store om at skabe sig tossede!“

Pelle saa nu anderledes paa den Ting. Fattigmand ja han gik stille ned ad Gaden og tog Huen af for Alverden, Smaamestre og det hele; hilste nogen igen, saa var han helt stolt og fortalte det som en Begivenhed til sin Kone naar de kom i Seng: Skriveren tog saamænd Hatten af for mig i Dag — ja han gjorde! Men Stenhugger Jørgensen saa ikke til nogen Side naar han var ædru — og i sin Fuldskab trampede han paa store Fødder hen over det hele.

Pelle brød sig ikke om Byens nussede Dom. Ude hvor han kom fra var Kræfterne alt, og her var én der kunde tage Stærke Erik og putte ham i Lommen. Han gik i Smug og maalte sine Haandled og løftede paa altfor tunge Ting, han havde ikke noget imod at blive som _Kraften_, der ene Mand holdt Byen i Aande baade naar han rasede og naar han laa død. Han kunde svimle ved Tanken om, at han var Kammerat med Jens og Morten, og begreb ikke at de bøjede sig saa tungt under Bydommen, naar det ikke var Fattigvæsnet man kunde rive dem i Næsen, men blot det at Faderen var en Kraftkarl. Jens krøb sammen ved bestandig at høre Faderens Navn paa alles Læber og undgik at se Folk i Øjnene, i Mortens aabne Blik satte det sig som navnløs Smærte.

— — —

En Aften midt i det allerværste tog de ham med hjem. De boede Østerude ved den store Lergrav hvor Byens Affald blev kørt ud. Konen gik og varmede Aftensmad i Kakkelovnen, i Ovnkrogen sad en rynket Gammelmor og strikkede. Der var meget fattigt.

„Jeg troede saamænd det var Far,“ sagde Konen frysende. „Har nogen af jer hørt noget til ham?“

Drengene fortalte, hvad de saadan havde hørt; én havde set ham dér, en anden her. „Folk er jo saa villige til at holde os underrettet,“ sagde Jens bittert.

„Nu er det fjerde Aften jeg varmer Mad til ham forgæves,“ vedblev Moderen. „Han plejer dog ellers at se hjem en og anden Gang, selv naar det er værst efter ham — men han kan jo komme endnu.“ Hun forsøgte at smile opmuntrende men slog pludselig Forklædet for Øjnene og brast i Graad. Jens gik omkring med tungt Hoved og vidste ikke hvor han skulde gøre af sig selv, Morten tog Moderen om den trætte Ryg og talte stille: „Saa saa, det er jo ikke værre end det saa ofte har været,“ han strøg hende over de fremstaaende Skulderblade.

„Nej men jeg havde jo glædet mig saadan til, at det var overstaaet. Et helt Aar snart har han ikke rørt paa sig, men ædt sin Mad i Tavshed naar han kom hjem fra Arbejdet, og saa krøbet i Seng. Ingenting har han slaaet i Stykker al den Tid men sovet og sovet bestandig; jeg troede til sidst han var blevet Idiot og var glad for hans Skyld — saa havde han da Fred for de forfærdelige Tanker. Jeg troede jo, han var faldet til Ro efter alle sine Nederlag og vilde tage Livet som det falder — lige som de andre hans Lige. Og nu rejser han sig igen i al sin Trods, og det hele begynder forfra!“ Hun græd ulykkeligt.

Den gamle sad og flyttede sit knappe Blik fra den ene til den anden; hun lignede en klog Rovfugl der er sat i Bur. Saa begyndte hendes Stemme at skride, lidenskabsløst og uden Tonefald:

„Du er en god Tokke, her gaar du og har Æggekage paa fjerde Aften til en Sviregast; bestandig saa er du tilreds med Kys og Klap. Ikke var det mig som forsødede min Mand Søvnen, om han omgikkes saa skammeligt med Hus og Hjem; sulten og tørmundet skulde han faa Lov til at lægge sig og staa op — saa kanske lærte han Orden. Men der er intet Bid i dig — det er Sagen; du tager al hans Storsind for gode Varer.“

„Skulde jeg ogsaa lægge Stene paa hans Vej da — hvem skal saa være god ved ham, naar hans stakkels Hoved trænger til at ligge blødt? Farmor skulde vide, hvor han trænger til et Menneske der tror paa ham. Og anden Gave har jeg ikke at give ham.“

„Ja ja, gaa du kun paa Arbejd og slid dig op, saa der kan være noget til Storkarl at lægge øde, naar Aanden kommer over ’en! — Men nu skal du gaa og lægge dig, saa skal jeg nok tage mod Peter og give ham Mad, hvis han kommer; du maa jo være udgaaet af Træthed dit Skind.“

„Der siges for et gammelt Ord, at Mands Mor er ikke Sønnekone god — men det passer ikke paa Jer, Farmor,“ sagde Drengenes Moder mildt. „Altid saa tager I mit Parti, skønt det slet ikke behøves. Men nu skulde I gaa i Seng! det er langt over Jer Sengetid, og Peter skal jeg nok tage mig af. Han er saa nem, bare han ved det er én som mener ham det godt.“

Den gamle lod som hun ikke hørte det og strikkede videre. Drengene kom i Tanke om, at de havde lidt i Lommen, der var et Kræmmerhus Bønner, lidt Kandis og nogle Boller.

„I gaar altid og klatter jere dyrebare Skillinger hen paa mig,“ sagde Moderen bebrejdende og satte Vand over til Kaffe, men hendes Ansigt lyste af Tak.

„De har vel endnu ingen Kærest at øde dem paa,“ sagde den gamle tørt.

„Farmor er saa gnaven i Aften,“ sagde Morten; han havde taget Brillerne af den gamle Kone og kiggede hende smilende ind i de graa Øjne.

„Gnaven — ja vist du! Men Tiden hun gaar skal jeg sige dig; og her sidder et Menneske paa Gravens Rand og venter paa, at hendes eget Afkom skal komme frem og øve noget Storværk, men der sker bare ingenting! Kræfterne ødes og gaar som Bækkevand i Havet, og Aarene spildes hen — eller er det Løgn hvad jeg siger? — Alle ville Herrer være, ingen vil paa Sækken bære; saa krænger de og rider paa hverandre for at komme det Gran højere til Vejrs. Og flot skal det være herinde, men Fattigdom og Svineri er der i hver en Vraa. Jeg tænker Vorherre snart har faaet nok af alt dette han! Ikke en Time gaar hen, uden jeg forbander den Dag jeg lod mig lokke bort fra Bondelandet; der groede dog Føden paa Marken for Fattigmand ogsaa, blot han vilde tage det som det faldt. Men her maa han møde med Skillingen i Niven bare han skal bruge lidt Grønt til en Suppe. Har du Penge kan du faa; har du ingen kan du gaa! — ja saadan er’et. Men herind maatte én jo — for at være med i Peters Lykke! stort tegnede det, og jeg Tokke har altid haft Mod paa at se mit eget Blod føre an. Og nu sidder jeg her som en anden Tiggeprinsesse; stort er det blevet, for jeg er Mor til Byens største Sviregast.“

„Saadan skulde Farmor ikke tale,“ sagde Drengenes Mor.

„Ja ja, men træt af alting er jeg og tør ikke tænke paa at dø alligevel! Jeg tør jo føje gaa hen og lægge mig, for hvem skal saa holde Styr paa Peter — _Kraften_!“ Hun sagde det haansk.

„Farmor kan rolig gaa hen og lægge sig; jeg kommer bedst til Rette med Peter, naar jeg er ene med ham,“ sagde Konen. Men den gamle rørte sig ikke.

„Faa du hende til at gaa Morten,“ hviskede Moderen, „du er den eneste hun tager efter.“ Morten snakkede for den gamle saa længe, til han fik hende lokket af Sted; han maatte love at gaa med og stoppe om hendes Fødder.

„Saa fik vi hende da til Side,“ sagde Moderen lettet. „Jeg er saa bange, Far engang skal glemme at hun er hans Mor. Han sanser jo ikke naar det er saadan fat, og hun tænker ikke paa at vige — det er haardt imod haardt. Men nu synes jeg, I skulde gaa ud hvor Ungdommen færdes og ikke sidde her og hænge!“

„Vi bliver og ser om Far kommer,“ erklærede Morten.

„Men hvad gaar der dog ad jer — ham kan I altid faa hilst paa. Gaa nu hører I — Far vil helst træffe mig ene, naar han saadan kommer og er glad. Saa tager han mig maaske i sine Arme og svinger mig, stærk som han er, saa jeg svimler som en ung Pige. Hu hej Tøs, her er _Kraften!_ siger han — og ler stærkt som i sin susende Ungdom. Ja det hænder ofte naar han har faaet tilpas i Hovedet, at han bliver saa stærk og munter igen som dengang han var i sin Magt og Vælde. Jeg er glad for’et, saa stakket det falder; men det er ikke noget for jer at overvære — I maatte hellere gaa.“ Hun saa bønligt paa dem, og jog sammen ved at det tog i Døren. Ude var det stygt Vejr.

Det var blot den yngste som kom hjem fra sin Plads. Hun kunde vel være 10-11 Aar og var lille af Vækst, alligevel saa hun ældre ud; hendes Stemme var haard og knækkende, det lille Legeme allerede groft og skæmmet af Slid. Ikke en Plet paa hende gav Lyset igen, hun lignede et eller andet jordslaaet Væsen der har forvildet sig op paa Overfladen. Hun gik dødt gennem Stuen og lod sig falde ned i Farmors Stol, der sad hun og hang til den ene Side og fortrak nu og da Ansigtet.

„Hun har jo den Skade i Ryggen,“ sagde Moderen og strøg hende over det tynde skæmmede Haar — „hun har faaet det af at slæbe paa Doktorens lille Dreng — han er saa stor og tyk. Men saa længe Doktoren ikke selv siger noget, kan der vel ingen Fare være. — Ja du er saamænd kommet tidlig ud mit Barn, men saa har du da din gode Føde og lærer at bruge dig. — Og dygtig er hun, hun passer ganske ene Doktorens tre Børn! Den ældste, der er paa Alder med hende selv, maa hun baade klæde af og paa. Saadanne fine lærer jo ikke at hjælpe sig selv.“

Pelle stirrede nysgærrigt paa hende. Han havde selv været med til en Del; men slæbe sig til Krøbling paa Børn, der maaske var kraftigere end én selv — det skulde der ingen komme og byde ham. „Hvorfor slæber hun paa de forædte Unger?“ sagde han.

„Passes skal de jo,“ svarede Konen — „og Moderen som var nærmest til det har vel ingen Lyst! — De betaler jo for det.“

„Var det mig, saa lod jeg de Unger falde — jeg tabte dem nok,“ sagde Pelle raskt.

Pigen flyttede sit sløve Blik hen paa ham, der lyste en lille Interesse ud af det nu. Men Ansigtet beholdt sin fastslaaede Ligegyldighed, det var umuligt at sige hvad hun tænkte, saa haardt og erfarent hendes Udtryk var.

„Du skulde ikke lære hende noget ondt,“ sagde Moderen — „hun kan have nok at strides med endda, hun har et haardt Sind. — Og nu skulde du gaa i Seng Karen“ — hun kærtegnede hende atter — „Far taaler jo ikke godt at se dig, hvis han kommer og har noget i Hovedet. — Han holder saa meget af dig,“ føjede hun hjælpeløst til.

Karen drog sig bort fra Kærtegnene uden at forandre en Mine; stum gik hun op paa Loftet hvor hun havde sit Natteleje, Pelle havde ikke hørt en Lyd af hende.

„Saadan er hun,“ sagde Moderen frysende — „ikke et Ord til Godnat engang. Ingenting bider paa hende mere hverken godt eller ondt — hun er blevet for tidlig klog paa Verden. Og jeg maa passe saadan paa, at hun ikke kommer Far for Øje naar dét er oppe i ham. Han kan blive som et vildt Dyr baade mod sig selv og andre, naar han faar Øje paa hvor skæmmet hun er blevet.“ Hun saa nervøst til Klokken. „Men gaa nu hører I! I vilde gøre mig en stor Glæde ved at gaa.“ Hun var lige ved at græde.

Morten rejste sig nølende, de andre fulgte hans Eksempel. „Slaa nu Kraven op om Ørerne og løb,“ sagde Moderen og knappede til om dem. Oktoberstormen gik i Stød mod Huset og piskede haard Regn mod Ruderne.

Idet de sagde Farvel lød der ny Larm udenfor, Yderdøren slog op mod Muren, de hørte Uvejret staa ind og fylde Forstuen. „Aa nu er det for sent,“ jamrede Moderen bebrejdende — „hvorfor gik I da ikke før?“ En uformelig Puslen naaede ind til dem, som af et vældigt Dyr der snuste op og ned ad Dørsprækkerne og søgte efter Dørgrebet med sin vaade Lab. Jens vilde springe til og aabne Døren. „Nej! du maa ikke!“ raabte Moderen fortvivlet og skød Slaaen for — hun stod ret op og ned og rystede over hele Legemet. Pelle kom ogsaa til at fryse; han havde Fornemmelsen af, at Uvejret lagde sig i Leje derude i Gangen som et stort uformeligt Væsen, der pustende af tungt Velvære laa og slikkede sig tør mens det ventede paa dem.

Konen stod foroverbøjet og lyttede i vanvittig Anspændelse. „Hvad vil han nu finde paa?“ mumlede hun fjærnt — „han er saa skælmsk!“ Hun græd det ud. Drengene havde hun vist glemt i Øjeblikket.

Saa blev Yderdøren hugget i, Uhyret stablede sig med vaade Klask op paa alle fire og gav sig til at kalde, med en fortrolig Brummen. Konen vred sig vaandefuldt, hun flyttede Hænderne raadløst foran sig, saa slog hun dem for Ansigtet. Men nu blev Kæmpedyret utaalmodigt, det slog kort i Døren og knurrede advarende. Konen jog sammen som vilde hun smide sig ned paa alle fire og svare igen; „aa nej, nej!“ klagede hun saa og tog sig i det. Saa sprængtes Døren for et tungt Slag, og Bamsen væltede sig ind over Tærsklen og søgte mod hende i kluntede Sæt, Hovedet holdt han lidt tilbage i Forbavselse over, at den lille Kammerat ikke sprang ham iltert bjæffende i Møde. „Peter, Peter — Drengene!“ hviskede hun og bøjede sig ned mod ham, men han daskede hende omkuld og lagde knurrende en tung Lab paa hende. Hun rev sig fra ham og kom op paa en Stol.

„Hvem er jeg?“ spurgte han med tyk Trolderøst og stillede sig over for hende.

„Den store Kraft!“ Hun maatte smile alligevel, saa tyk og bøs gjorde han sig.

„Og du da?“

„Den gladeste paa Jorden.“ Men da løb Stemmen ud i Graad igen.

„Og hvor skal _Kraften_ hvile i Nat?“ han tog efter hendes Bryst.

Hun sprang op med brændende Øjne. „Dit Dyr, aa dit Dyr!“ raabte hun og slog ham i Ansigtet, rød af Skam.

_Kraften_ tørrede sig forundret over Ansigtet for hvert Slag. „Vi leger jo blot,“ sagde han. Saa gav det et Ryk i ham, han fik Øje paa Drengene der stod trykket op i en Krog. „Naa staar I dér,“ sagde han og lo fjollet — „ja Mor og jeg vi leger lidt! Ikke sandt du Mor?“

Men Konen var løbet ud, hun stod ude under Skraataget og hulkede.

Jørgensen gik uroligt frem og tilbage. „Hun græder hun!“ mumlede han. „Der er ikke noget Sving i hende — hun skulde haft en Bondekarl. Hvad Satan — naar det nu skal ud! Det sidder heroppe og trykker, lige som én klemte Dupskoen ned i Hjærnen paa mig. Giv los _Kraft!_ giv bare los, saa faar du Fred for’et! siger jeg hver Dag. Nej lad vær! siger jeg saa — du maa dy dig, ellers gaar hun bare og græder! Og hun har aldrig gjort dig andet end godt! — Men for Satan naar det nu skal ud! Dér gaar man i Seng og siger: Gudskelov nu gik den Dag — og den Dag og den! De staar og glor — og venter; men lad dem vente, der sker ikke noget — for nu har _Kraften_ Taget i sig selv! — Og saa med ét er det der bag paa én: Slaa! midt i Flokken! lys dem ad Helvede til det Rak! Saa er én vel nødt til at drikke — for at holde Styr paa Kræfterne! — — Naa og dér sidder I! kan ingen af jer laane mig en Krone?“

„Jeg kan ikke,“ svarede Jens.

„Nej du! — det maatte være en god Dumrian som ventede sig noget af dig. Har jeg ikke altid sagt: Han slægter til den skidt Side, han ligner sin Mor? Hjærtelaget har I, men I fattes Ævnerne. Hvad kan du vel Jens? faar du pæne Klæder af din Mester og bliver behandlet som en Søn — og kanske ender med at overtage Forretningen som hans Svigersøn. Og hvorfor ikke om jeg tør spørge? din Far er vel lige saa anset som Mortens?“

„Morten bliver vel heller ikke Svigersøn — naar hans Mester ingen Datter har,“ mumlede Jens.

„Naa ikke? — men han kunde have haft en Datter, hva’? Men der har vi det, netop i det Svar — du mangler Omløb. Morten har det heroppe han!“ Han famlede sig over Panden.

„Saa kunde du ladet være med at slaa mig i Hovedet,“ svarede Jens mut.

„I Hovedet — ja vist! Men Forstanden har vel sit Sæde i Hovedet; det er vel nok dér man skal have det ind. For hvad nytter det vil jeg sige, at du gør en Dumhed med Hovedet og jeg saa giver mig til at slaa dig bagpaa? Dér har du vel ingen Forstand nødig? Men det har ogsaa hjulpet — du er blevet meget klogere. Det var for Eksempel slet ikke dumt sagt: Saa kunde du jo lade være at slaa mig i Hovedet.“ Han nikkede anerkendende. „Nej men her er Hoved som kan gøre Knuder — der er Forstandsknaster i det Træ hvad?“ Drengene maatte føle ham oven i Hovedet.

Han stod som et svajende Træ og lyttede med skiftende Udtryk til Konens hendøende Snøften; hun sad paa Komfuret lige uden for Døren nu. „Hun græder bare hun,“ sagde han medlidende — „det er nu Kvindfolks Maade at more sig paa. Livet har været haardt imod os, og hun er jo ikke Modgangen voksen den Stakkel. For nu siger jeg, at jeg faar Lyst til at slaa Kakkelovnen i Stykker,“ — han tog en tung Stol og stod og svingede med den i Luften — „straks giver hun sig til at flæbe. Til alting flæber hun. Men naar nu jeg kommer til Vejrs, saa tager jeg mig en Kone til — en som kan repræsentere! for dette her er skidt. Kan hun tage imod fine Fremmede maaske — og tale fint? pyh! Hvad Fanden nytter det saa, at jeg hæver os op af Skidtet? Men nu gaar jeg igen — for her er ikke morsomt.“

Konen kom hastigt ind: „Aa gaa ikke Peter! bliv her du!“ tryglede hun.

„Skal jeg maaske gaa her og høre paa din Flæben hva’?“ svarede han mut og slog med Skulderen. Han lignede en stor godmodig Dreng der gør sig udtilbens.

„Jeg flæber jo ikke, jeg er saa glad — bare du vil blive!“ Hun klyngede sig til ham og smilede taareblændet. „Se paa mig — er jeg ikke glad for dig? Bliv hos mig du _Kraft_ —“ hun aandede ham hedt ind i Øret. Kummeren havde hun strøget af sig og ranket sig, hun var helt smuk i sin Blussen.

_Kraften_ saa forelsket paa hende, lo fjantet som om han blev kildet, og lod sig trække frem og tilbage; han gjorde hendes Hvisken efter i den tomme Luft og spruttede af Humør. Saa nærmede han listigt Munden til hendes Øre, og da hun lyttede, truttede han hende ind i Hovedet saa hun jog sammen med et lille Skrig. „Bliv saa, du store Dreng!“ sagde hun og lo — „du faar slet ikke Lov at gaa, for jeg kan holde paa dig endnu.“ Men han krængede sig leende fra hende og løb sin Vej i bart Hoved.

Et Øjeblik saa det ud som hun vilde løbe efter ham, men saa faldt Hænder og alting paa hende. „Lad ham løbe,“ sagde hun træt, „saa faar det gaa som det kan. Der er alligevel ikke noget at stille op, saa døddrukken har jeg aldrig set ham før. Ja I ser paa mig, men husk paa han bærer en Rus anderledes end alle andre — han har alt sit for sig selv!“ Det sidste sagde hun med en vis Stolthed. — „Og Rederen lagde han straffende Haand paa — ham som ikke engang Byfogden tør røre ved. Vorherre selv kunde ikke være mere retsindig end han er.“

X

De mørke Aftener var der med det lange Arbejde ved Lys. Svenden gik allerede i Mørkningen, der var ikke stort til ham at bestille. Til November blev Forbundteren udlært. Han blev anbragt for sig selv inde paa Mesters Kammer, der sad han en hel Uge og arbejdede paa sit Svendestykke; et Par Søstøvler. Der maatte ingen komme ind til ham, og det hele var meget spændende. Da Støvlerne var færdige og synet af et Par Mestre, blev de hældt fulde af Vand og hængt op paa Loftet; der hang de et Par Døgn, for at vise om de var vandtætte. Saa blev Emil højtideligt Svend og maatte give sin Omgang paa Værkstedet. Han drak Dus med Lille Nikas, og om Aftenen var han ude og lavede Sold for Byens andre Svende — og kom døddrukken hjem. Alting gik som det skulde.

Næste Dag kom Jeppe ud paa Værkstedet: „Naa Emil nu er du saa Svend, hvad har du nu tænkt dig? Du skal vel ud at rejse vel? En nybagt Svend har godt af at komme ud og se sig om og lære noget.“

Emil svarede ikke men begyndte at samle sine Ting sammen. „Ja ja, det er jo ikke Livet om at gøre, vi smider dig jo ikke ud. Du kan komme og faa Lys og Varme her paa Værkstedet til du finder dig noget andet — det er gode Vilkaar ved jeg. Nej dengang jeg fik udlært da var det noget andet — det var Foden i Enden og ud af Døren værsgod! Og Ungdommen har godt af det — den har godt af det.“

Han kunde sidde paa Værkstedet og gaa alle de Mestre efter Øen over, der holdt Svend. Men det var nærmest en Spøg — det hændte aldrig at der blev nogen ny Svend antaget. Derimod vidste han og de andre paa en Prik, hvor mange nybagte Svende der dette Efteraar var sat paa aaben Gade.

Emil var ikke forknyt. To Aftener efter fulgte de ham til Dampskibet for København — „der er Arbejde nok dér!“ sagde han glædestraalende. „Du maa love at skrive efter mig om et Aar,“ sagde Peter, der var udlært til den Tid. Ja Emil skulde nok det.

Men inden Maaneden var gaaet, var Emil hjemme igen hørte de. Han selv skammede sig vel for at vise sig. Saa en Morgen kom han luskende ind paa Værkstedet, skamfuld. Jo han havde faaet Arbejde — flere Steder, men var straks blevet fyret igen — „jeg har jo ingenting lært,“ sagde han mismodig. Han gik og flød en Tid, kom og fik Lys og Varme paa Værkstedet, og fik Lov at sidde der med en og anden Reparation han havde kapret sig. Han holdt sig flydende til hen imod Jul, men saa opgav han alt og gjorde Faget den Skam at tage almindelig Sjoverarbejde paa Havnen.

„Jeg har ødelagt fem Aar af mit Liv,“ sagde han gærne, naar de traf ham. „Bryd ud mens det endnu er Tid. Ellers gaar det jer som mig.“ Paa Værkstedet kom han ikke nu af Frygt for Jeppe, der var vred paa ham fordi han havde vanæret Faget.