Part 7

Noget senere da han igen kom der forbi, gik en Mand bøjet og rev Tændstikker af nede ved Brostenene. Det var Rederen, Pelle fik en ejendommelig Kildren i Mellemgulvet. „Har De tabt noget?“ spurgte han ondskabsfuldt, han stod paa Spring for det Tilfælde det trak op til en Lussing. „Ja—ja en 25-Øre,“ stønnede Rederen uden at rette sig. „Kan du hjælpe mig at lede min Dreng.“

Naa det vidste han jo i Forvejen, at Monsen var blevet Byens rigeste Mand ved at proviantere med fordærvet Føde og rigge gamle Druknekasser til, som han holdt højt assureret. Han vidste ogsaa, hvem der var en Tyv og hvem Fallitenspiller — og at Købmand Lau blot omgikkes Smaamestrene fordi hans Datter var kommet galt af Sted. Pelle kendte Byens hemmelige Stolthed „Topgaleasen“, der ene repræsenterede Storstædernes Fordærv, de to Bondefangere og Konsulen med den ædende Sygdom. Det var altsammen tilfredsstillende Viden for en forsmaaet.

Han havde ikke i Sinde at lade Byen beholde nogen af de Herligheder, han i sin Tid havde udstyret den med, i sin bestandige Farten klædte han den af til Skindet. Dér laa Husene saa pynteligt til Gaden, lidt ud og ind, med snurrige gamle Døre og Blomster i alle Vinduer. De glinsede af Blanktjære fra Bindingsværket og var altid friske i Kalkfarven: okkergule eller blændende hvide, søgrønne eller blaa som Himlen. Paa Solskinsdage fik man Indtryk af Fest og Flagning. Men Pelle havde undersøgt Bagsiden af hvert Hus, og der var det Vasketude med langt slimet Skæg, stinkende Svinetønder og en stor Møddingkasse med en ram Hyld over. Stenbroen flød med Sildegjæl og Torskemaver, og Murene var skjoldede med grønt Mos forneden.

Bogbinderen og hans Kone de gik med hinanden i Haanden, naar de gik til de Helliges Møde. Men hjemme sloges de, og naar de sad i Forsamlingshuset og sang af den samme Salmebog, kneb de hinanden i Benene. „Se,“ sagde Folk, „det er saadan et pænt Par.“ Men Byen skjulte ikke noget for Pelle, han vidste Besked. Havde han blot vidst lige saa sikkert, hvor han skulde faa en ny Bluse fra!

Et lod sig ikke afklæde men blev ved at beholde noget af sin Æventyrlighed — Krediten! Først tog det helt Vejret fra ham, at Folk herinde fik alt hvad de behøvede uden Penge. „Vil De skrive det!“ sagde Folk naar han kom med Fodtøj, — „det skal skrives!“ sagde han selv naar han gjorde Indkøb for Mesters. Alle sagde de den samme Trylleformel, og Pelle maatte tænke paa Lassefar, der talte Skillingerne tyve Gange over inden han dristede sig til at købe for dem. Han lovede sig meget af denne Opdagelse, det var hans Agt at benytte sig rigeligt af Trylleformlen naar hans egne Midler slap op.

Nu var han naturligvis klogere end som saa. Han havde set, at netop de fattigste altid maatte stille med Skillingen i Næven, og for Resten kom der en Regnskabets Dag for de andre ogsaa. Mester talte allerede gruende om Nytaar; og Bedriften holdtes nede af dette, at han var i Lommen paa Læderhandleren og ikke kunde købe sine Materialer hvor de var billigst. Alle Smaamestre sukkede under det.

Men det æventyrlige var ikke udtømt dermed — her var dog en Maade at trække paa Lykken som lod vente paa sig, og paa Fremtiden som indfrir alle Veksler. Krediten var et Stænk af Fantasi ind i al denne Smaakravlen, her gik Folk omkring der var fattige som Kirkerotter og dog spillede Greve. Alfred var saadan et Lykkebarn, han fortjente ikke en rød Øre men var fin i Tøjet som en Butikssvend og nægtede sig aldrig noget. Fik han Lyst til et eller andet, gik han blot ind og tog det paa Klods — Nej fik han aldrig. Kammeraterne misundte ham og saa op til ham som en Lykkeprins.

Pelle og Lykken havde jo ogsaa et og andet Mellemværende — en Dag gik han rask ind i en Butik for at købe sig noget Undertøj. Da han forlangte Kredit, saa de paa ham som om han fejlede noget — han maatte gaa igen med uforrettet Sag. „Der maa stikke en Hemmelighed under, som jeg ikke kender,“ tænkte Pelle; han havde en dunkel Erindring om en anden Dreng, som heller ikke kunde faa Gryden til at koge Grød og Dugen til at dække sig — fordi han ikke kendte _Ordet_. Han opsøgte straks Alfred for at faa Klarhed.

Alfred stod i ny Patentseler og bandt Kravetøj paa sig, paa Fødderne havde han Tøfler med lodden Kant — de lignede Duer der kroede sig. „Dem har jeg faaet af en Mesterdatter,“ sagde han og koketterede med sine Ben — „hun er rent tosset efter mig. Sød er hun sku — men der er ingen Penge.“

Pelle fortalte om sin Nød.

„Skjorter! Skjorter!“ jublede Alfred og slog sig oven i Hovedet. „Han vil Gud døde mig tage Skjorter paa Kredit! Naar det endda var Mansjetskjorter!“ Han var ved at dø af Grin.

Pelle gik paa igen. Som den Bonde han fremdeles var havde han tænkt paa Skjorter først; men nu vilde han have Sommerfrak og Gummimansjetter. — „Hvorfor vil du saa have Kredit da?“ spurgte Købmanden nølende. „Venter du Penge noget Steds fra? eller er der nogen som kan sige god for dig?“

Nej Pelle skulde nok selv han — men nu havde han bare ingen Penge.

„Saa vent du til du faar nogle,“ sagde Købmanden gnavent. „Vi plejer ikke at klæde fattige Drenge op!“ Pelle maatte luske af som en vaad Hund.

„Du er en Torsk,“ sagde Alfred kort. „Du er lige som Albinus — han kan heller ikke lære det!“

„Hvordan bærer du dig ad da?“ spurgte Pelle lavmælt.

Bære sig ad — bære sig ad — — Alfred vidste ikke af nogen Fremgangsmaade at sige; det faldt ganske af sig selv. „Men jeg siger da ikke jeg er fattig. Naa lad du lige saa godt være — for dig skær den ikke!“

„Hvorfor sidder du saadan og kniber dig selv i Overlæben?“ spurgte Pelle mismodig.

„Kniber? Jeg snor jo mit Overskæg dit Fjols?“

VII

Pelle gik og fejede Gade Lørdag Eftermiddag. Det var henad Aften, i de smaa Huse var der allerede Ild paa Skorstenen; man hørte det brase baade hos Murer Rasmussen og Svenske Anders, og Lugten af stegt Sild fyldte Gaden. Konerne lavede lidt ekstra at stikke Manden, naar han nu snart kom hjem med Ugelønnen. Saa pilede de af Sted til Høkeren efter Snaps og Øl, Dørene lod de staa paa vid Gab efter sig — der var lige det halve Minut mens Silden stegte færdig paa den ene Side! Saa — Pelle snuste langt ind — nu var Madam Rasmussen faldet i Snak hos Høkerens! „Madam Rasmussen — Deres Sild brændes!“ hvinede en Stemme, saa kom hun skørtende og drejede skamfuld Hovedet fra Hus til Hus mens hun jog over Gaden og ind. Den blaa Røg sank ned mellem Husene, Solen faldt lavt ind og fyldte Gaden med Guldstøv.

Hele Vejen ned var de i Færd med at feje: Bager Jørgen, Vaskerkonen og Kontrollørens Pige. De tunge Morbærtrær ludede ud over Muren paa Gadens anden Side og rakte de sidste modne Bær ned til hvem der vilde plukke. Inde bag Muren gik nok den rige Hans Købmand og puslede i sin Have — han som havde giftet sig med Barnepigen. Han kom aldrig ud, og Rygtet gik, at han holdtes indespærret af Konen og hendes Slægt. Men Pelle havde haft Øret til Muren og hørt en nynnende Gammelmandsrøst gentage de samme og de samme Kælenavne, saa det lød som en af disse Kærlighedsviser der aldrig faar Ende; og naar han i Skumringen listede ud af sit Tagvindu og krøb op til Husryggen for at faa et Overblik over Verden saa han en bitte liden hvid Mand gaa dernede med Armen om en yngre Kvindes Liv. De lignede vankende Ungdom, og hvert Øjeblik maatte de stanse for at næbbes. Der gik de uformeligste Sagn om Hans Købmand og hans Penge — denne Formue der engang i Tiden var grundet paa et Brev Knappenaale, og nu var saa stor at der maatte hægtes en Forbandelse til den.

Inde fra Bagerens kom Søren smuttende ud med den gudelige Sangbog i Haanden. Han søgte straks over under Muren og strøg afsted; Gamle Jørgen stod og kluklo efter ham, med Hænderne foldet om Kosten.

„Det er ligegodt et Mandfolk det!“ raabte han hen til Jeppe, der sad inden for Vinduet og barberede sig i Mælkeskaalen. „Se hvor han halser af Sted — nu skal han hen og be’ Gud om Forladelse for Frieriet.“

Jeppe kom frem i Vinduet og tyssede paa ham, Bror Jørgens Fistel kunde høres over hele Gaden. „Har han friet? Hvordan fik du ham saa til at vove sig ud?“ spurgte han ivrigt.

„Aa det var mens vi sad og aad — jeg fik mit Anfald af Sørgmodighed, for jeg kom til at tænke paa det med Lille Jørgen. Der kommer saamænd aldrig nogen Lille Jørgen og bærer dit Navn videre, sagde jeg til mig selv, for Søren er en Klud, og andre har du ikke at falde tilbage paa! Og hvad Dag det er kan du ligge der med Næsen i Vejret — og saa er det hele blæst væk og omsonst. — Og saadan, som du nok ved jeg tænker, naar de Tanker er oppe i mig. Jeg sad og saa mig arrig paa Søren gjorde jeg; for dér sidder et rigtig prægtigt Stykke Fruentimmer lige over for ham, og han ser hende ikke. Saa med et hugger jeg Knoen i Bordet og siger: Nu Søren tager du Marie i Haanden og spørger om hun vil være din Kone — for nu vil jeg have en Afgørelse paa hvad du duer til! Søren skvat jo sammen og jog Haanden frem, og Marie er ikke ueffen. Ja det vil jeg! svarede hun og snubbede til, inden han fik Tid at besinde sig. Saa nu holder vi snart Bryllup.“

„Bare der saa maa blive Støvler af det Skind,“ sagde Jeppe.

„Aa hun har Varmen — saadan som hun er skabt! hun skal nok faa ham lunket op. Kvindfolk de kan de — han kommer ikke til at fryse i Sengen.“ Gamle Jørgen lo tilfreds og gik til sit Arbejde. „Ja de kan skam ruske Liv selv i Dødninge de,“ gentog han ude fra Gaden. — — —

De andre strøg ud i stiveste Puds, men Pelle havde ingen Lyst. Han var ikke glad i denne Tid, sin stædige Beslutning om at vise at han selv kunde holde sig ordenlig, havde han ikke ævnet at gennemføre, Bevidstheden om Nederlaget sad og gnavede i ham. Og disse Huller paa Strømperne, der nu var saa store at de ikke længer kunde stoppes, de gjorde sig gældende mod Huden paa en egen ækel Maade, saa han følte Lede ved sig selv.

Nu trak Ungdommen ud! Han saa Havet i Udsnit nede for Enden af Gaden, det laa i fuldkommen Hvile og tog Farver af Solnedgangen. Saa gik Trækket mod Havnen eller Havbakkerne, der blev Dans i det grønne, kanske Kamp om Pigerne! Og de paa Pelles Alder legede Røver i de smaa Graner! Men han skulde ikke have noget af at blive haanet væk fra Flokken som en skabet Hund — han gav hele Slænget en god Dag!

Han smed Forklædet og slog sig ned paa Ølankret uden for Laagen. Henne paa Bænken sad Gadens gamle og røg deres Piber, de smaasnakkede om løst og fast. Nu ringede Klokkerne Helligaften ind, og Madam Rasmussen bankede sit Barn og skældte i Takt. Pludselig stansede det hele, Barnets Graad blev tilbage som en mild Aftensang.

Jeppe nævnte Malaga — „dengang jeg fór paa Malaga!“ men Bager Jørgen laa endnu under for sit Savn og sukkede: „Aa ja, aa ja — hvem der bare kunde se frem i Tiden.“ Saa gav han sig med ét til at tale om Mormonerne. „Det kunde ligegodt være sjov at prøve hvad de har at byde paa,“ sagde han.

„Jeg troede jeg, at Farbror Jørgen virkelig var Mormon?“ sagde Mester Andrés. Den gamle lo.

„Noget har én jo oplevet i sin Tid,“ sagde han og saa ud i Luften.

Oppe i Gaden stod Urmageren paa sin Stentrappe, han vendte Ansigtet lige opad og slyngede sit vanvittige Raab ud. — „Den ny Tid! Jeg spørger om den ny Tid o Gud Fader!“ gentog han.

Der gik to mødige Havnearbejdere forbi. „Han vil have Fattigdommen væk af Jorden og skabe os en ny Tilværelse — det er det hans Galskab bakses med,“ sagde den ene med et sløvt Smil.

„Det er vel saa Tusendaarsriget, han har i Hovedet?“ svarede den anden.

„Nej han gør bare mod Maanen,“ sagde Gamle Jørgen efter dem, „vi faar vist Omslag i Vejret.“

„Han har det ikke godt i denne Tid — Staklen,“ sagde Bjerregrav frysende. „Det var ved denne Tid af Aaret han mistede Forstanden.“

Noget inde i Pelle drev paa ham: Sid ikke dér med Hænderne i Skødet, gaa op og efterse dit Tøj! Men han kunde ikke overvinde sig til det — det var blevet for uoverkommeligt. I Morgen kaldte Manna og de andre paa ham, og han kunde ikke springe over Gærdet til dem; de var begyndt at trække kritisk paa Næsen. Han forstod det godt — et Skumpelskud var han blevet, et Subjekt som ikke engang gad vaske sig ordenligt længer. Men hvad nyttede det; han kunde ikke blive ved at slaas med det uoverkommelige! Der var ingen der havde varskoet ham i Tide, og nu havde Byen spundet ham ind og overladt Resten til ham selv. Han kunde selv have Lov at sprælle Livet af sig!

Ikke et Menneske havde Tanke for ham! Naar Mesters vaskede, faldt Madamen ikke paa at tage noget af hans med, og Pelle var ikke den der meldte sig. Vaskerkonen var mere betænksom — hun gjorde det dog naar hun kunde se sit Snit, skønt der blev mere Arbejde for hende selv. Naa hun var jo selv fattig — de andre kunde blot _bruge_ ham! Herinde havde han ikke ét Menneske, der uegennyttigt tænkte blot saa meget paa hans Vel, at de gad aabne Munden og sige ham Sandheden. Det var en Følelse, der nok kunde gøre sin Mand mat i Knærne — selv om han var femten Aar og turde gaa løs paa den galeste Tyr! Mer end noget andet var det Forladtheden, der nedbrød hans Modstand. Han var hjælpeløst alene blandt disse Mennesker, et Barn der — blot han gjorde sin Nytte — selv maatte om, hvordan han bjærgede sig fra alt det, der angreb ham paa alle Kanter.

Han sad der og lod Sorgen komme og gaa i sig som den vilde, mens han lyttede til Livet omkring sig med et halvt Øre. Men pludselig følte han noget i sin Vestelomme — Penge! Det lettede voldsomt i ham, men Pelle sprang ikke — han listede inden for Laagen og talte dem. Halvanden Krone var der! Han var lige ved at betragte det som en Gave fra oven, noget Vorherre i sin Miskundhed havde stukket til ham — men kom saa i Tanke om, at det var Mesters Penge. Han havde faaet dem for et Par Dameforsaalinger i Gaar og ikke husket at aflevere dem, og Mester havde mærkværdig nok glemt at spørge.

Pelle stod paa Hovedet i en Balje ude ved Brønden og skrubbede sig, saa Blodet brændte. Saa fór han i Stadsen, han tog bare Ben i Skoene for at slippe for den pinlige Fornemmelse af de hullede Strømper. Gummiflippen blev — for sidste Gang — knappet paa den bare Skjorte. Lidt efter stod han hos Købmanden og saa paa nogle store Kravat, som lige var kommet i Handelen og kunde vende fire forskellige Sider op; de dækkede hele Brystaabningen, saa Skjorten ikke saas — nu var det forbi med den Forsmædelse! Et Øjeblik løb han frem og tilbage og tog Luft ind; saa vejrede han Retningen og satte i susende Fart mod Havbakkerne, hvor Ungdommen legede Sommernatten hen over det blege Hav.

— — —

Det var jo blot et Laan! Pelle havde et Par Sko til Forsaaling for en Bagerdreng, der arbejdede sammen med Nilen; saa snart de var færdige, betalte han Summen tilbage. Pengene kunde lægges inde paa Mesters Kammer, under Tilskærebrædtet; dér vilde Mester finde dem, kigge paa dem med et kosteligt Udtryk og sige: Hvad Satan er det? Saa vilde han banke i Væggen, levere Pelle en lang Sludder om sine Trolddomsgaver — og oprømt sende ham af Sted efter en halv Flaske Portvin.

Han fik nu ikke Penge for Forsaalingerne; det halve havde han faaet forud til Lær, og Resten havde det lange Udsigter med, for Bagerdrengen var en Sut. Men han tvivlede ikke om sin egen Hæderlighed — Mester kunde være saa sikker paa sine Penge som om de stod i Banken. Et Par Gange til glemte han at give Smaabeløb tilbage — naar en eller anden Fornødenhed hang uafviseligt over ham. Det var altsammen Laan — til den gyldne Tid kom. Og den var aldrig langt borte.

En Dag kom han hjem, Unge Mester stod i Gadedøren og stirrede ud mod de drivende Skyr; han krammede Haanden fortroligt i Pelles Skulder: „Hvordan var’et, Kæmnerens betalte jo ikke de Sko i Gaar?“

Pelle blev brændende rød, hans Haand fór til Vestelommen. „Jeg havde glemt det,“ sagde han lavt.

„Naa ja ja,“ Mester ruskede ham godmodigt — „det er ikke fordi jeg mistror dig. Men for en Ordens Skyld altsaa!“

Pelles Hjærte bankede løssluppent; han havde været lige ved at give de Penge ud til et Par Strømper nu paa Turen — hvad saa? Og Mesters gode Tro til ham! Med ét viste hans Adfærd sig for ham i hele sin skammelige Svig; hans Indre var ved at krænge sig ud, saa oprørt var han. Lige til nu havde han gennem alting bjærget Følelsen af sit eget Værd, nu brast den; uslere Menneske end han kunde ikke tænkes paa Jorden! Der kunde jo ikke noget Menneske tro paa ham efter dette, og han selv kunde ikke se nogen frit i Øjnene — ikke med mindre han gik lige til Mester og overgav sig og sin Skændsel paa Naade og Unaade. Anden Renselse vidste han der ikke gaves.

Men han var ikke vis paa, at Mester tog stort paa det og vendte alting til det gode — Æventyret havde han jo opgivet. Saa blev han simpelt hen jaget væk, kanske pisket paa Raadhuset — og det var ude med ham.

Pelle besluttede at beholde det for sig selv; mange Dage gik han og led under sin egen Usselhed. Men saa gik Nøden ham paa Struben og trængte alt andet til Side; for at skaffe sig det nødvendigste maatte han vove den farlige Udvej at sige det skulde skrives, naar Mester havde givet ham Penge med til et eller andet.

Og en Dag brød alting sammen over ham. De andre var ved at vælte Huset, de hev hans Sager ud af Kamret og kaldte ham et urent Dyr. Pelle græd, han var vis paa det ikke var ham men Peter, som altid holdt til med de skidneste Kvindfolk — men han kunde ikke skaffe sig Ørenlyd. Saa løb han sin Vej, med den Beslutning aldrig at komme igen mere.

Ude paa Havbakkerne blev han indfanget af Emil og Peter, som Gamle Jeppe havde sendt ud efter ham, for at han ikke skulde gøre en Ulykke paa sig selv. Han vilde ikke følge med tilbage, saa slog de ham omkuld og bar ham — en ved Hovedet, en ved Benene. Folk kom til Dørene og lo og spurgte ud, de to gav Forklaring, det var en skænselsfuld Færd for Pelle.

Saa blev han syg. Han laa inde under Tegltaget og ravede i Feber, dér havde de slængt hans Seng hen. „Hvad er han ikke oppe endnu?“ sagde Jeppe forbavset, naar han kom ud paa Værkstedet — „æh, han staar nok op, naar han bliver sulten.“ Det var ikke Skik at give syge Drenge Mad paa Sengen. Men Pelle kom ikke ned.

En Dag frigjorde Unge Mester sig og bar Mad op til ham. „Du gør dig latterlig,“ snærrede Jeppe — „du beholder aldrig Folk paa den Manér.“ Og Madamen skældte. Men Mester Andrés fløjtede, til han kom ud af Hørevidde.

Pellepøjken laa og muntrede sig i Vildelse. Hans lille Hoved kunde ikke holde til saa meget; nu havde det slaaet bak, og han laa og svælgede i alt det han havde manglet.

Unge Mester sad en Del oppe hos ham og blev klog paa et og andet. Han var ikke skrap til at tage sig af noget men fik dog sat igennem, at Pelle skulde have Vasken i Huset; og han sørgede for at der gik Bud efter Lasse.

VIII

Jeppe var noget nær i Slægt med den halve Ø, men det interesserede ham ikke altid lige stærkt at udrede Slægtskabet. Det var ham en nem Sag at begynde helt oppe ved Slægtens Stamfader og lede den ned gennem 200 Aar, følge de enkelte fra Landet ind til Staden, over Havet og tilbage igen og paavise, at Andrés og Byfogden maatte være Næstsøskendebørn. Men naar en og anden Smaamand saa sagde: Hvordan er det, var min Far og Mester Jeppe ikke Fætre? svarede Jeppe kort: Kan gærne være, men det bliver noget tyndt efterhaanden, det Slægtskab.

„Saa er De og jeg jo min Salighed Halvfætre — og De er i Familie med Byfogden ogsaa!“ sagde Mester Andrés, som gærne undte andre en Glæde. De fattige saa taknemmeligt paa ham, og syntes han havde saa gode Øjne — Synd var det at han ikke skulde have Lov at leve.

Saa var Jeppe ogsaa den ældste Haandværksmester i Byen, og blandt Skomagerne den der havde det største Værksted. Dygtig var han ogsaa — eller rettere havde været; han sad inde med den gamle Tids Haandfærdighed paa vanskelige Omraader, som Udviklingen var ved at lægge Vejen udenom eller sætte hen over med en Opfindelse. Tunge- og Fjederstøvlen havde gjort Valkningen overflødig; men der gik Ry af den gamle Kunst endnu. Og naar en eller anden sær gammel Støder kom til Mestrene og forlangte Fedeskinds Halvstøvler uden det nymodens Bras, saa maatte de til Jeppe — ingen anden kunde valke en Vrist som han. Ogsaa naar det galdt Behandlingen af det svære Fedtlær til Søstøvler var Jeppe Manden. Stædig var han ogsaa, og stampede haardnakket mod alt nyt hvor alle andre lod sig lokke med. Derved blev han endnu mere Bæreren af gammel Tid, og der stod Respekt af ham.

Drengene var de eneste der ikke respekterede ham, de gjorde alt for at ærgre Livet af ham til Gengæld for hans haarde Faghaand. Alting var lagt an paa at drille, de selvfølgeligste Ting udførte de paa en forblommet Maade for at gøre Gamle Jeppe mistænksom; naar han saa udspionerede dem, og greb dem i noget der opløste sig til ingenting, havde de en stor Dag.

„Hvad er det? hvor skal du hen uden Forlov?“ spurgte Jeppe naar en af dem rejste sig for at gaa ud i Gaarden; han glemte bestandig at Tiderne havde forandret sig. De svarede ikke, og saa fór han i Harnisk. „Respekt her!“ raabte han og trampede i Gulvet saa han var ved at falde i Støv. Mester Andrés løftede langsomt Hovedet. „Hvad er der nu med Far igen?“ spurgte han træt. Saa tumlede Jeppe ud, og rasede mod den ny Tid.

Naar Mester Andrés og Svenden ikke var til Stede, morede de sig med at sætte den gamle i Kulør; det var let nok, han saa Opsætsighed alle Vegne. Saa greb han en Spanderem og gav sig til at tjatte løs, mens Synderen skar de mærkeligste Ansigter og udstødte en besynderlig klukkende Lyd. „Dér tag det, skønt det gør mig ondt at gribe til haarde Midler!“ gispede Jeppe. „Og det med! — og det! For det maa til om Faget skal bestaa.“ Saa furede han Drengen med noget der svagt kunde minde om et Spark, og stod og hev efter Vejret. „Du er en vanskelig Dreng — vil du tilstaa det?“ — „Ja min Mor slog et Kosteskaft i Stykker paa mig hver Dag,“ svarede Peter den Skurk og snøftede. „Der kan du se! Men det kan rettes endnu — Grundlaget er godt!“ Jeppe trippede frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen. Resten af Dagen var han højtidelig stemt og gjorde Smaating for at udviske varige Spor af Straffen. — „Det var ment til jert eget Vel!“ sagde han forsonende.

Jeppe var kødelig Fætter til Gale Anker, men sprang det helst over; det var sin Sag at Manden var gal, men han levede forsmædeligt af at gaa og sælge Sand, — en faglærd Borger. Hver Dag saa man Ankers lange tynde Skikkelse i Gaden med en Sæk Sand paa den flade Nakke; han var i blaat Tvistestøj og hvide Uldhoser, Ansigtet var liggult. Der var ikke Kødtrævl paa ham. „Det kommer af at spekulere for meget,“ sagde Folk — „se til Adjunkten!“

Paa Værkstedet viste han sig aldrig med sin Sandsæk — han var bange for Jeppe der nu var Slægtens Ældste. Ellers gik han ind og ud i alle Huse med sine klaprende Træsko; og Folk købte af ham, siden de alligevel skulde bruge Gulvsand og hans var lige saa godt som nogen andens. Han brugte næsten intet til sit Underhold, Folk paastod, at han aldrig tog Føde til sig men næredes indvendig fra. For Skillingerne han tog ind købte han Remedier til _den ny Tid_; og hvad der blev til overs, hev han ud fra sin høje Trappe i sine store Øjeblikke. Drengene kom altid løbende, naar Raabet forkyndte, at Galskaben med den ny Tid var over ham.