Part 5

Alle hans glade Dage laa derovre i Skipperens Have; og en underlig Verden var det som nok kunde holde Sindet fangen. Pigerne havde udenvæltske Navne, som Faderen havde bragt med hjem fra Langfarten: Aïna, Dolores, Sjermanna! tunge røde Koraller havde de om Halsen og i Ørerne. Og rundt om i Haven laa der vældige Konkylier, hvoraf man kunde lytte sig selve Oceanets Kogen til, Skildpaddeskaller saa store som Lispundsbrød, og hele Koralblokke.

Det var altsammen nyt, men Pelle lod sig ikke derfor gaa paa. Han indlemmede det hurtigst muligt i sin selvfølgelige Verden og forbeholdt sig til enhver Tid Ret til at møde noget endnu større og mærkeligere.

Om Aftenen skuffede han dem let og strøg ud i Byen hvor det egenlige Liv foregik — til Havbakkerne og Havnen. Saa stod de ved Gærdet og hang, kedede sig og mundhuggedes. Men om Søndagen mødte han trofast saa snart han var færdig paa Værkstedet, og de bredte Legen vidt ud i Bevidstheden om at have en lang Dag for sig. Der var Lege i Hundredevis, og Pelle var Midtpunktet i dem alle; han kunde bruges til alt: Ægteherre og Menneskeæder og Slave. Han var som en tam Bjørn i deres Hænder; de red paa ham, trampede paa ham, undertiden kastede de sig over ham alle tre og „myrdede“ ham. Og han maatte ligge stille og finde sig i, at de gravede Liget ned og udviskede alle Spor. Troværdigheden krævede, at han var helt dækket med Jord, kun Ansigtet slap — fordi det nu ikke kunde være andet — og fik Lov at nøjes med visne Blade. Græd han saa bagefter for sit pæne Konfirmationstøj, kunde deres Hænder blive saa nænsomme til at børste ham af; og vilde han slet ikke lade sig trøste, kyssede de ham alle tre. Mellem dem hed han aldrig andet end Mannas Mand.

— — —

Saadan gik Dagene for ham. Han var mere forsoren end just glad af Sind — han følte jo selv dunkelt hvorledes det gik baglæns, og havde ingen at støtte sig til. Men ufortrødent fægtede han videre mod denne By, han havde den i Hovedet Dag og Nat, han sloges med den i Søvne.

„Kommer der noget paa, saa har du jo Alfred og Albinus, de hjælper dig nok til Rette,“ havde Farbror Kalle sagt dengang Pelle gjorde Afskedsvisit; og han var ikke sen til at søge dem op. Men Tvillingerne var de samme smidige vigende Fyre nu som paa Vogtemarken; de vovede ikke Pelsen hverken for sig selv eller andre.

Ellers var der Fremfærd nok i dem. De havde søgt herind fra Landet for at komme frem, og begyndte med at tage Tjenestepladser, til de fik sparet saa meget sammen, at de kunde komme i Vej med noget anseligere. Albinus var saa blevet hængende i det, fordi han ikke havde Lyst til noget Haandværk. Han var en skikkelig Fyr, der gærne lod andre om alting, blot han fik Lov at dyrke sine Akrobatkunster. Altid gik han og balancerede med et eller andet og vilde have Ting anbragt paa den umulige Ende. Han havde ingen Forstaaelse af Naturens Orden, sine Lemmer gik han og krængede rundt i alle Stillinger; og naar han hev en Ting op i Luften, forlangte han, at den skulde blive deroppe saa længe mens han foretog sig noget andet. „Tingene maa jo kunne dresseres lige saa godt som Kreaturerne,“ sagde han og blev ufortrødent ved. Pelle lo, han kunde godt lide ham men regnede ham ikke.

Alfred havde taget en hel anden Retning. Han befattede sig ikke med at slaa Hovedspring mere, men gik anstændigt paa sine Ben, havde bestandig travlt med at skubbe Flip og Mansjetter til Rette og var i én Angst for sit Tøj. Han var i Malerlære nu men havde Skilning i Panden som en Butikssvend og købte Sager hos Materialisten til at smøre i Haaret. Naar Pelle sluttede sig til ham paa Gaden, sørgede Alfred altid for et Paaskud til at ryste ham af igen; han omgikkes helst Butiksdrenge og havde altid travlt med at hilse til højre og venstre — paa Folk der var højere paa Straa end han selv. Alfred var simpelt hen en Vigtigper som Pelle nok en Dag gav en Dragt Klø!

Deri lignede Tvillingerne fremdeles hinanden, at der ingen Haandsrækning var at vente fra den Kant. De udleverede gladelig sig selv til Latteren, og naar nogen haanede ham lo de med.

Let var det ikke at bjærge sig. Han havde lyst Bonden eftertrykkelig hjem, men nu var det selve Fattigdommen det var galt med. Han havde sorgløst tinget sig i Lære for Kosten; lidt Klæder havde han jo paa Kroppen, og andre Behov vidste han ikke af for den der ikke svirede eller rendte med Tøser. Men saa kom Byen og krævede, at han skulde takle sig om. Søndagstøjet var ikke en Smule for godt til Hverdag herinde; han maatte se at bjærge sig en Gummiflip — der havde den Fordel at man selv kunde vaske den — og sætte Mansjetter som et fjærnt Maal. Penge skulde der til, og den vældige Sum af fem Kroner, som han mødte op med da han kom for at tage det hele med Storm eller i værste Fald købe det, dem havde Byen listet fra ham før han saa sig for.

Lige til nu havde Far Lasse taget alt Hovedbrud paa sig, og nu stod han der og maatte selv om det hele. Nu var det ham og Tilværelsen, og Pelle klarede sig langt som den Knop han var. Men undertiden brød han sammen paa det. Og det lagde sig hæmmende under alle hans barnlige Livsytringer.

Paa Værkstedet gjorde han sig nyttig og søgte at staa sig godt med dem alle. Han vandt lille Nikas ved at tegne hans Kæreste i forstørret Skikkelse efter Fotografi. Ansigtet vilde ikke rigtig træde frem, det saa ud som nogen havde traadt i det; men Kjolen og Halsbrosjen var udmærkede. Billedet hang paa Værkstedet en Uge og gjorde megen Lykke; Karlsen, der gik Bud for Stenværket, bestilte to store Billeder af sig og sin Kone til 25 Øre Stykket. „Men du maa sætte lidt Krøller paa Haaret,“ sagde Karlsen, „for Mor har altid ønsket saa meget at jeg havde haft krøllet Haar.“

Pelle kunde ikke love Billederne før om et Par Maaneder, det var sent Arbejde, naar det skulde gøres akkurat.

„Naa ja — før kan jeg føje afse Penge til dem heller. For i denne Maaned har vi Lotterisedlen, og i næste staar Huslejen for Døren.“ Pelle forstod det nok han, for Karlsen tjente 8 Kroner om Ugen og havde ni Børn. Men strække sig videre med Prisen syntes han ikke han kunde.

Pengene flød sandelig ikke herinde. Og fik han saa en Skilling mellem Hænder, hændte det at den tog rejsaus lige for Næsen af ham, bedst som han gik og brød sit Hoved med hvordan han nyttigst skulde give den ud — som dengang han i et Høkervindu opdagede en uimodstaaelig Pibe af Form som en Skaftestøvle.

Naar de tre Piger kaldte ham over Gærdet, fik hans Barnesind sit; saa glemte han for en Stund Kampe og Sorger. Han generede sig lidt ved at lade nogen se at han smuttede derover; Pelle var ikke beæret af den fine Omgang — og Skørter var det. Han følte sig blot lykkelig herovre hvor de sælsomste Ting brugtes til at lege med, kinesiske Kopper, Vaaben fra Sydhavsøerne. Manna havde en Perlekrans af hvide Tænder, spidse og knudrede mellem hinanden; hun paastod det var Mennesketænder og turde bære dem paa den bare Hals. Og Haven var fuld af vidunderlige Planter — Majs, Tobak og meget andet, der andre Steder i Verden skulde gro tæt som Kornet herhjemme!

De var finere i Huden end andre Mennesker og duftede af Verdens sælsomste Egne. Og dem legede han med, de saa op til ham i Beundring, rimpede paa hans Tøj naar der var kommet en Flænge, gjorde ham til Midtpunktet i al deres Leg — ogsaa naar han ikke var til Stede. Der var en dulgt Oprejsning i det, skønt han tog det som en Selvfølge, det var jo noget af alt det Skæbnen og den gode Lykke havde forbeholdt ham, et lille Forskud paa Livets ubegrænsede Æventyr. Han forlangte at regere uindskrænket over dem, og naar de var paastaaelige, gjorde han sig gal i Hovedet saa de faldt til Føje. Han vidste vel, at enhver ordenlig Mand underlægger sig Kvinden.

Forsommeren sled sig hen med det, den døde Tid rykkede frem. Byboerne selv havde forsynet sig med Sommerbehovet allerede til Pinse, og ude paa Landet havde de andet at tænke paa nu end at age til Staden med Arbejde til Haandværkerne; den tilstundende Høst optog alle Sind. Det mærkedes overalt, helt ind i Kroge hvor de ikke udrettede noget for Bønderne, hvor afhængig den lille By var af Landet. Det var som Byen med ét Slag havde glemt al sin Overlegenhed; Haandværkerne saa ikke længer ned paa Bondelandet men stod og kiggede langt ud efter Markerne, talte om Vejr og Høstudsigter og havde glemt alle Byinteresser. Kom der en sjælden Gang en Bondevogn gennem Gaden, løb man til Vinduet for at kigge. Og da Høsten stod for Døren var det, som gamle Mindelser fik dem alle til at rejse Hovedet; enhver der kunde krængede Bylivet af sig og drog tilbage til Landet paa Høstarbejde. Fra Værkstedet var baade Svenden og de to ældste Drenge ude, Jens og Pelle kunde magelig overkomme Arbejdet.

Pelle mærkede ikke til nogen Dødhed; han var fuldt optaget paa alle Kanter med at hytte sit Skind og faa det bedst mulige ud af Tilværelsen. Der var Tusender af modstridende Indtryk af godt og ondt, der skulde samles og forliges til et Hele — til denne mærkværdige Ting _Staden_, som Pelle aldrig vidste om han skulde velsigne eller forbande, fordi den altid holdt ham svingende.

Og midt under Optagetheden kunde Lasses Skikkelse dukke op og gøre ham ensom i Hvirvlen. Hvor var Lassefar henne? skulde han aldrig mere høre fra ham? Hver Dag havde han ventet at se ham stolpre ind ad Døren, i Tillid til Karnas Ord; og naar det famlede ved Haandtaget, var han vis paa det var ham. Det blev til en stille Sorg i Drengens Sind, en Tone i alt hvad han foretog sig.

V

En Lørdag Pelle løb ud ad Østergade, kom et Flyttelæs dinglende ind fra Landet. Han havde meget travlt, men maatte have det med; Kusken sad nede foran Læsset, helt fremme mellem Hestene, han var stor og rødmusset og forsvarlig indbunden trods Varmen. Hov det var jo Svoger Due, Kalles Svigersøn! og oppe midt i Skramlet sad Anna og Børnene og dinglede. Halløj! Pelle svang Kasketten, i et Spring havde han Foden paa Hammelen og sad ved Siden af Due, der lo over hele Ansigtet ved Mødet.

„Ja nu er vi saa blevet trætte af Bondelandet, og skulde prøve om det vil forme sig bedre herinde,“ sagde Due paa sin stille Maade. „Og her farter du om saa hjemmevant!“ der var Beundring i Stemmen.

Anna kom krybende frem over Læsset og lo ned til dem.

„Har I nyt fra Lassefar?“ spurgte Pelle hende. Det var hans evige Spørgsmaal naar han traf Kendinge.

„Ja vi har — han er i Færd med at købe Gaard inde i Lyngen. Kan du være ordenlig din Dævl!“ Anna tjattede bagud, et Barn gav sig til at græde. Saa kom hun frem igen. „Og saa skal vi hilse saa meget fra Far og Mor og dem alle.“

Men Pelle havde ikke Tanke for Farbror Kalles.

„Er det oppe ved Stengaarden?“ spurgte han.

„Nej det er bedre Øster efter, ind imod Troldstuerne,“ sagde Due. „Det er en stor Lod men ikke meget andet end Sten. Bare han ikke gaar i Stykker paa det — der skal være gaaet to før ham. Han har jo saa bosat sig med Karna.“

„Farbror Lasse ved nok hvad han gør,“ sagde Anna. — „Det er vel saa Karna der har sat Pengene i, hun havde jo noget paa Kistebunden.“

Pelle maatte af — hans Hjærte var blevet saa sprælsk ved denne Efterretning. Forbi var det med al Uvished og alle forfærdende Muligheder — han havde faaet sin Far igen! Og Lasse havde faaet sin Livsdrøm opfyldt og sad nu med Foden under eget Bord! Gaardmand var han tilmed blevet naar man ikke saa for nøje paa det; og Pelle selv — ja han var jo Gaardmandssøn.

Ved Nitiden om Aftenen havde han alting til Side og kunde begive sig paa Vej; hans Blod bankede af Spænding. Var der Heste? — ja naturligvis, men skulde der Folkehold til? Var Lasse blevet Husbonde, der udbetalte Lønninger ved Flyttedag og kom kørende til Staden om Lørdagen med Pelskraven op om Ørerne? Pelle saa dem tydeligt komme op ad Trappen den ene efter den anden, stryge Træskoene af og banke paa Kontordøren — ja de skulde nu gærne bede om Forskud paa Lønnen. Og Lasse kløede sig i Nakken, saa betænkeligt paa dem og sagde: Nej vist ikke, I svirer det jo bare op! Men han gav dem alligevel, naar det kom til Stykket — én er jo tossegod! sagde han til Pelle.

For Pelle havde givet Skomageriet en god Dag og gik hjemme som Gaardmandssøn. Egenlig var det jo ham der styrede — det maatte blot ikke hedde sig. Og ved Julegilderne svang han de trinde Gaardmandsdøtre. Der blev Hvisken i Krogene naar Pelle traadte ind; men han gik lige over Gulvet og bød Præstens Datter op til en Svingom, saa hun tabte Vejret og mere til og bad ham gifte sig med hende lige med det samme. — —

Han løb og drømte; Længslen drev ham fremad, og før han vidste af det havde han tilbagelagt de Par Mil Hovedlandevej. Sognevejen han nu slog ind paa førte ind gennem Lyngbakker og Naaleskov; Husene blev fattigere herinde, der var langt imellem dem.

Pelle tog efter bedste Skøn en Bivej fat lidt fremme, og løb med udslagne Sanser. Sommernatten lod ham kun skimte alting halvt, men det hele var ham saa fortroligt som Stopningerne i Far Lasses Vesteryg, skønt han aldrig havde været her før. Det fattige Landskab talte til ham med Moderstemme; saa trygt som her mellem disse lerklinede Hytter, hvor fattige Rydningsmænd sloges med Klippen om en Haandfuld Muld, var der ikke noget andet Sted i Verden. Gennem mange Slægtled var alt dette hans, lige til Kludene i Ruderne og det gamle Skrammel der var slæbt op paa Straataget for at holde det fast. Her var ikke noget at bryde sit Hoved med som andre Steder i Verden — man lagde sig trygt ind og hvilede. Men bygge og bo i alt dette skulde han ikke have noget af. Det var han vokset fra, som man vokser fra Mors Skørter.

Bivejen blev efterhaanden til et dybt Hjulspor der snoede sig mellem Klipper og Mose. Pelle vidste han skulde holde Øster efter, men dette gik snart syd- snart nordpaa. Han blev ked af det, satte omhyggeligt sin Retning og gav sig markløst ud. Det var drøjt at arbejde sig frem, Maanelyset narrede Øjet saa han snublede og sank i Huller, Lyng og Enebær gik ham til Livet og hæmmede hver Bevægelse. Saa blev han stædig ogsaa og vilde ikke søge tilbage til Hjulsporet, men masede paa saa han dampede, kravlede op over skraa Klippepander der var slibrige af Duggens Fald paa Mosset, og lod sig dumpe ud over Kanten paa maa og faa. Lidt for sent følte han Dybet under sig, det gik som kold Træk gennem Maven og fik ham til at gribe vildt i Luften efter Støtte. Lassefar! sagde han klagende, og blev i det samme opfanget af de vældige Brombærranker, og sank langsomt nedad gennem dette Flætværk hvor Ranke efter Ranke klaskede tusend Klør i ham og trevent leverede ham videre. Til han nænsomt blev sat af dybt nede mellem de skarpe Sten paa Bunden af en Klev, og gysende maatte takke sin gode Skæbne for alle disse Torne, der barmhjærtigt havde flaaet hans Skind for at han ikke skulde flække Skallen. Han maatte saa lede sig frem gennem Mørket og det lydende Vand dernede, til han fandt et Træ og kunde klatre op til Overfladen.

Dermed var Retningen tabt, og da det gik op for ham tabte han Hovedet ogsaa. Af den sikre Pelle var der intet igen, han løb blindt frem for at naa op paa den høje Knude. Og da han befriet sprang frem paa Toppen for at tage Kending af Klipperne, brast Jordsmonnet og lukkede sig over ham i et rædselsfuldt Uvejr, Luften blev sort og fuld af Larm, han kunde ikke se en Haand for sig. Det var som en Kæmpesprængning — opstaaet ved hans glade Stamp i Klippen, Landene blev slynget til Vejrs og opløstes til Mørke, og Mørket selv skreg af Rædsel og hvirvlede rundt. Hjærtet sprang med i hans Bryst og røvede hans sidste Vid; han sprang selv i ubændig Rædsel og brølede besat. Over hans Hoved flakkede de sorte Masser, saa han maatte dukke sig, lysende Flænger kom og forsvandt; det susede som Brænding deroppe og skreg bestandig — i et helvedes Virvar af Lyd. Saa kastede det sig pludselig til Side, drev Nord over, og faldt. Og Pelle forstod, at han var kommet midt op i Raagernes Nattelejr.

Han fandt sig selv bag en stor Sten. Hvordan han var kommet der vidste han ikke, men han vidste at han var en stor Torsk. Hvor magelig kunde han ikke have maset halvhundrede Raager, bare ved at kyle nogle Stene til Vejrs!

Han fulgte langs Aasen, uhyre modig i sin Beslutning men vag i Knærne. Langt henne paa en Klippe sad en Ræv og gøede sygt i Maanelyset, og ude i Nord og Syd saa han Glimt af Havet. Det var heroppe de Underjordiske holdt til; naar man traadte i Klippen gungrede det hult. Pelle begyndte at gaa stille.

I det sydlige Udsnit laa Havet i Sølvglans af Maanen, men da han igen saa derned var det borte; Lavlandet dernede var forsvundet i hvidt. Til alle Sider gik Landet under, Pelle saa undrende, hvordan Havet langsomt steg og fyldte alle Lavninger. Det tog Smaabakkerne ogsaa — hver i en Mundfuld — og tog den lange Aas i Øst, saa kun Grantoppene ragede op. Fortabt gav han nu ikke, bag alle rædde Tanker laa en utydelig Forestilling om Ararats Bjærg og holdt ham oppe. Men saa blev det besynderlig koldt, Bukserne klæbede mod Kroppen. „Det er _Vandene_,“ tænkte han og saa sig angst om: Fjældet var forvandlet til en lille Holme, der flød med ham i Oceanet.

Pelle var en lille haandfast Realist, der havde været ude for adskilligt. Men nu havde Rædslen engang gennemsyret hans Blod, og han tog imod det overnaturlige uden Protest. Jorden var simpelt hen gaaet under, og han var i Drift — ud i det forfærdelig kolde Verdensrum! Far Lasse og Værkstedet, Manna og Unge Mesters lysende Øjne — alt var det forbi med. Han sørgede ikke men følte sig forfærdelig ensom. Hvor førte det hen — og var det Døden mon? Slog han sig maaske ihjæl før, da han faldt ned fra Klippen — og var nu paa Rejse bort til de Saliges Land? Eller var det selve Verdens Undergang, som han havde hørt saa forfærdelig omtalt saa langt tilbage han kunde huske? Han drev maaske om paa den sidste Stump, og var den eneste der var i Live? Det skulde ikke undre Pelle, om han kom ovenud hvor alt andet gik til Grunde; selv i dette Forsagthedens Øjeblik fandt han det inderst inde ret naturligt.

Han stod aandeløs stille, lyttende ud mod det endeløse; han hørte Stempelslagene fra sine Pulse, saadan lyttede han. Og saa hørte han noget mere; langt derude i det syngende Intet som kogte mod hans Øren, fangede han en Antydning af Lyd, den svirrende Tone fra noget levende. Saa uendelig fjærn og fin den var, Pelle følte den saa det trillede igennem ham. Det var en Ko der gnavede med Lænken; han kunde følge hvorledes den gned Halsen op og ned ad Stolpen.

Han sprang ned over Klipperne, faldt og var paa Benene igen — og videre; Disen havde slugt ham, uden at han vidste af det. Saa var han nede i Rydning, saa ude i noget der mærkedes som kendte Striber under Fødderne — Jord der engang havde været pløjet og var faldet i Lyng igen. Lyden voksede og blev til alle de hjemligste Natlyde fra en aaben Kostald — og der dukkede et forfaldent Bondehus frem af Taagen. Det var nu ikke det Pelle søgte — Far Lasses var en rigtig Gaard med fire Længer! Men han gik ind alligevel.

Ude paa Landet laaste de ikke ængsteligt for alting saadan som i Staden — han kunde gaa lige ind. Saa snart han fik Døren op til Stuen, bølgede Glæden frem i ham. Den hyggeligste Lugt han kendte slog ham i Møde, selve Grundlaget for al Lugtning — Far Lasses Lugt!

Der var mørkt i Stuen, Nattens Lys kunde ikke trænge ind gennem de lave Vinduer. Han hørte dyb Aande af sovende, og vidste at de ikke var vaagnet — Døgnet havde altsaa ikke vendt sig endnu! „Godaften!“ sagde han.

Saa gav en Haand sig til at famle efter Tændstikker. „Var der nogen?“ spurgte en søvngaaet Kvindestemme.

„Godaften!“ udbrød han igen og traadte frem i Stuen — „det er Pelle!“ Han gav Navnet fra sig som en Opsang.

„Jasaa — er det dig Pøjke?“ Lasses Stemme skjalv, og Hænderne kunde ikke faa Ret paa Tændstikkerne; men Pelle gik frem efter Lyden og fik fat om hans Haandled. „Og hvordan har du fundet her helt op i Ødemarken — ved Nattetider til og med? Ja ja, nu skal jeg saa staa op!“ gentog han og forsøgte stønnende at rejse sig.

„Nej bliv du dog liggende og lad mig staa op,“ sagde Karna som laa inde ved Væggen — hun havde forholdt sig tavs, mens Mandfolket førte Ordet. — „Han har jo det Lændeværk — dermedsaa!“ sagde hun og grenede ud paa Gulvet.

„Ja jeg har taget lidt for haardt fat herinde. Saadan vil det jo let gaa, naar én faar sit eget at raade med — det er ikke nemt at holde op igen. Men det gaar vel over det ogsaa, naar først jeg kommer godt i Gang — Arbejde er god Smørelse for Lændeværk. — Og hvordan har du det saa? Jeg var lige ved at tro, at du havde omkommet dig derude.“

Pelle maatte sidde ned paa Sengekanten og fortælle om alting i Staden — Værkstedet og Mesters halte Ben og det hele. Men sin Modgang sprang han over; det var ikke noget for Mandfolk at dvæle ved.

„Men saa er du jo kommet godt efter det i det Fremmede!“ sagde Lasse henrykt. „Og ansét er du vel?“

„Ja—a!“ Pelle trak lidt paa det. Foreløbig var Anseelse ikke det han havde erhværvet sig mest af — men hvorfor synge om sin Elende: „Ja Unge Mester kan godt lide mig; han snakker ofte med mig hen over Hovedet paa selve Svenden.“

„Ja—ha, ser vi det! Jeg har saamænd tidt undredes paa hvordan du var faren, og om ikke vi snart spurgte stort Nyt fra dig; men der skal jo Tid til alt forstaas! — Og som du ser, jeg har jo forandret en hel Del paa mig.“

„Ja du er jo blevet Storbonde du!“ sagde Pelle og lo.

„Fan ja, det maa jeg nok bekende!“ Lasse lo med men gav sig ynkeligt over Lænden. „Om Dagen naar jeg slider, har jeg det godt nok; men saa fort jeg kommer hen og ligger er det der. Og noget Djævelstøj er det — ret som om Hjulene af en svært belastet Vogn gik frem og tilbage over min Lænd, eller hvad én nu kan finde paa. Naa, naa! morsomt er det nu at have sit eget! For saa underligt er det kommet over mig, at bart Brød ved eget Bord smager mig bedre end — ja jeg kunde min Sjæl faa Sind til at sige Kyllingesteg ved fremmed Bord. Og saa det at kunne staa paa sit eget og spytte i hvad Retning man vil, uden først at spørge om Forlov. Og Jorden her er slet ikke ilde, om end det meste aldrig har været under Menneskehaand; den har ligget og samlet sig Ydeævne fra Tidernes Skabelse. — Men hvad Købstadboerne, er de store paa’et?“

Aa Pelle havde ikke noget at klage paa. — „Naar er I blevet gift?“ spurgte han pludselig.

„Ja se —“ Lasse begyndte at stolpre i det, han havde ventet sig just det Spørgsmaal af Pøjken. — „Gift paa det Vis er vi just ikke, for der skal Penge til, og Bedriften gaar forud for alt. Men det er jo vor Mening forstaas — saa snart Raad og Lejlighed er der.“ Lasses ærlige Mening var nu den, at man lige saa godt kunde spare den Udgift; i alt Fald til der kom Børn og paakrævede at være redelig født. Men han saa paa Pelle, at det ikke vilde smage ham; Pøjken var den samme pertentlige Fanden som altid naar det galdt Ærbarheden. „Saa snart vi har Høsten i Hus, byder vi til stort Gilde,“ sagde han resolut.

Pelle nikkede ivrigt. Nu var han Gaardmandssøn, og det kunde der slaas et Slag med over for de fattigfine Købstaddrenge. Men saa skulde han ikke have noget af at faa revet i Næsen, at hans Far levede sammen med et Kvindfolk.

Karna kom ind med Spisning — hun saa svært saa mildt til Drengen. „Værsgod og forsmaa ikke vor fattige Mad, Søn,“ sagde hun og rørte venligt ved hans Arm; og Pelle huggede i sig med god Appetit. Lasse hang halv ud af Alkoven og frydede sig.

„Din Madlyst har du nu ikke sat over Styr derinde!“ sagde han. „Faar I noget ordenligt at leve ved? Karna mente, det var men smaat.“

„Det gaar nok an med det,“ svarede Pelle haardnakket. Han fortrød nu, at han havde plapret fra sig til Karna den Aften — i sit triste Humør.

Madlysten kom op i Lasse, han listede lidt og lidt ud af Alkoven. „Du sidder saa ensom,“ sagde han og satte sig til Bords i Nathue og Underbukser; han havde lagt sig en strikket Nathue til, Spidsen faldt flot ned over det ene Øre. En rigtig gammel Bondemand lignede han — en med Penge i Sengehalmen. Og Karna, som gik fra og til mens Mandfolkene aad, havde en trind fedtet Mave og en stor Brødkniv i Haanden. Hun saá saa tilforladelig ud som nogen Gaardmandskone.