# Pelle Erobreren 2: Læreaar

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-2-l-reaar-76723/index.md

Bjerregravs Krykker stod bag Døren, selv sad han henne ved Forhøjningen i stiveste Begravelsespuds; han havde et hvidt sammenlagt Tørklæde mellem de foldede Hænder og tørrede jævnlig Øjnene.

„Var det en Paarørende af Bjerregrav kanske?“ spurgte Unge Mester lunt.

„Nej men det er saa trist for dem der bliver tilbage — Kone og Børn. Nogen er der jo altid som sørger og savner. Mennesker fører en underlig Tilværelse du Andrés!“

„Ja og Kartoflerne er daarlige i Aar Bjerregrav.“

Nabo Jørgen fyldte hele Døraabningen. „Ih men der har vi jo salig Bjerregrav!“ udbrød han — „og i stiveste Stads. Hvad staar der paa med dig i Dag — gaar du paa Kvindeveje?“

„Jeg har _fulgt_,“ svarede Bjerregrav stille.

Den store Bager gjorde en uvillig Bevægelse, han holdt ikke af uforvarende at blive mindet om Døden: „Du skulde være Ligvognskusk du Bjerregrav — saa arbejdede du da ikke omsonst!“

„Omsonst er det vel ikke, fordi om de er døde,“ stammede Bjerregrav. „Jeg Stakkel duer heller ikke til saa meget, og ingen har jeg der staar mig nær. Der gaar ikke noget fra nogen levende, fordi jeg følger dem der dør. — Og saa kender jeg jo dem alle og har fulgt dem i Tankerne fra de blev født,“ føjede han undskyldende til.

„Naar du saa endda blev bedt til Gildet og fik noget med af den gode Mad. Saa kunde jeg bedre forstaa det,“ blev Bageren ved.

„Æde Maden fra en stakkels Enke, som sidder med fire smaa Børn og ikke ved hvor hun skal faa Føden fra til dem — nej det gjorde jeg alligevel ikke! Hun har maattet sætte sig i 300 Kroners Gæld for at holde anstændigt Ofrøl over Manden.“

„Det skulde ved Lov forbydes,“ sagde Mester Andrés. „Saadan én med Smaabørn har ikke Lov at smide Penge væk paa de døde.“

„Hun viser sin Husbond den sidste Ære,“ sagde Jeppe tilrettevisende. „Det er enhver god Hustrus Pligt.“

„Vist saa,“ svarede Mester Andrés — „noget maa der sku gøres! Som nu omme paa den anden Side Jorden; der kaster Konen sig ogsaa paa Baalet, naar Manden er død og skal brændes.“

Bager Jørgen rev sig paa Laarene og grinede: „Der sagde du en god Løgn, du Andrés — det fik de aldrig noget Kvindfolk til, kender jeg Fruentimmerne ret.“

Men Bjerregrav vidste, at Unge Mester ikke løj, og tog ud i Luften med sine tynde Hænder som vilde han holde sig noget usynligt fra Livet. „Gud ske Lov én har set Lyset her paa Øen,“ sagde han sagte. „Her sker der dog kun kendte Ting — hvor forkerte de end kan være.“

„Kan undres paa hvor hun har faaet Pengene fra?“ sagde Bageren.

„Laant dem vel,“ sagde Bjerregrav i en Tone, som vilde han have Spørgsmaalet slaaet hen.

Jeppe blæste haanligt: „Hvem skulde vel laane en fattig Styrmandsenke 300 Kroner, det var da lige saa godt som at smide sine Penge i Havet.“

Men Bager Jørgen traadte helt ind paa Livet af Bjerregrav. „Du har givet hende dem har du — ingen anden kunde være saa asensdum!“ sagde han truende.

„Lad mig være,“ stammede Bjerregrav, „jeg har ikke gjort jer noget. Og hun har en glad Dag midt i Sorgen.“ Hans Hænder rystede.

„Du er en Torsk,“ sagde Jeppe kort.

„Hvad tænker nu Bjerregrav, naar Bjerregrav staar saadan og ser ned i Graven?“ spurgte Unge Mester for at aflede.

„Jeg tænker: Nu drager du hen hvor du faar det bedre end her!“ sagde den gamle Skrædder troskyldigt.

„Ja for Bjerregrav _følger_ jo kun Staklerne han,“ sagde Jeppe lidt haanligt.

„Jeg kan nu ikke lade være at tænke — hvis han nu bliver narret,“ vedblev Mester Andrés. „Hvis han nu kommer og har glædet sig til en hel Del — og saa der ingenting er! Derfor holder jeg ikke af at se Lig.“

„Ja se det er jo Sagen — hvis der nu ingenting er?“ Bager Jørgen vred sin tykke Krop. „For her gaar vi og bilder os en hel Del ind; men hvis det nu var Løgn det hele?“

„Det er jo Vantroens Aand,“ sagde Jeppe og stampede haardt i Gulvet.

„Vorherre bevare min Mund for Vantro,“ svarede Bror Jørgen og strøg sig højtideligt over Ansigtet — „men tænke kan én vel ikke godt blive fri for. Og hvad ser én om sig? Sygdom og Død og Halleluja. Vi lever og vi lever, skal jeg sige dig Bror Jeppe — og vi lever for at leve! Men jeg siger Herre Jøs for de Stakler som ikke er fødte endnu!“ Saa faldt han i Tanker — som sædvanlig over Lille Jørgen der ikke vilde komme til Verden og tage hans Navn og hans Persons Lignelse og føre det videre for ham. Der laa nu hans Tro paa Tingen — der var ikke noget at stille op. Og de andre gav sig til at tale sagte for ikke at forstyrre ham i hans Andagt.

* * * * *

Pelle tumlede med alt mellem Himmel og Jord, og havde sine strittende Øren ude efter hvert Ord der faldt, men naar Talen var om Døden gabede han. Han havde aldrig selv været alvorlig syg; og siden Mor Bengta slap, havde Døden ikke gjort noget Greb ind i hans Verden — lykkeligvis, for dér var det alt eller intet, Pelle havde kun Far Lasse. For Pelle var den haardhændede Død slet ikke til, han begreb ikke, at Folk kunde lægge sig hen med Næsen i Vejret, saa meget her var at tage Vare — Byen gav nok at bestille endda.

Allerede den første Aften jog han ud og opsøgte de andre Drenge — lige ind hvor Sværmen var tykkest. Der var ikke noget at vente efter, Pelle var vant til at tage Tyren ved Hornene — og han længtes efter at gøre sig gældende.

„Hvad er det for en Sut?“ sagde de og stimlede sammen om ham.

„Jeg er Pelle,“ sagde han og stod støt midt i Flokken og saa paa dem alle. „Jeg har været paa Stengaarden fra jeg var otte Aar, og det er den største Gaard paa Nordlandet.“ Han havde Hænderne i Lommen og spyttede ligegyldigt, for dette her var jo ingenting imod hvad han endnu sad inde med.

„Saa er du en Bonde da?“ sagde en, og de andre lo. Rud var imellem dem.

„Ja,“ sagde Pelle, „og jeg har prøvet at pløje — og slaa Blandsæd til Kalvene.“

De blinkede til hinanden: „_Er_ du en Bonde da?“

„Ja vel er jeg det,“ svarede Pelle forvirret — de betonede Ordet paa en egen Maade opdagede han nu.

Saa brast de alle i Latter. „Han tilstaar det selv. — Og han er fra den største Gaard — — han er Landets største Bonde.“

„Nej Bonden han hed jo Kongstrup,“ sagde Pelle beskedent — „jeg var bare Vogterdreng!“

De brølede op af Latter. „Han forstaar det ikke engang — han er sku den største Bondetamp!“

Pelle tabte nu ikke Hovedet, han havde vægtigere Skyts, og nu skulde han slaa et Slag. — „Og dér paa Gaarden var der en Karl som hed Erik. Han var saa stærk, at han kunde prygle tre Mand; men Forvalteren var stærkere endnu, for han slog Erik til Idiot!“

„Saa, hvordan bar han sig ad med det? — Kan man ogsaa slaa en Bonde til Idiot? — Hvem har saa slaaet dig til Idiot da?“ Spørgsmaalene regnede ned over ham.

Pelle gik tæt ind paa Livet af den, der stillede det sidste Spørgsmaal — med Øjnene i hans. Men Fyren veg. „Pas paa dit pæne Tøj,“ sagde han leende — „og krøl ikke Mansjetterne.“

Pelle havde en renvasket blaa Busserunne under Trøjen, Hals- og Haandlinninger gjorde det af for Kravetøj; han vidste netop med sig selv, at han var ren og pæn. Og nu bed de sig fast dér!

„Og sikken et Par Plader han har paa, Herre Jøsses ogsaa, de dækker jo halve Havnepladsen!“ Det var Kongstrups Sko, Pelle havde endda kviet sig ved at tage dem paa en søgn Aften.

„Hvornaar har du holdt Flyttegilde?“ spurgte en tredje — det var én til Pelles tykke røde Kinder.

Nu var han ved at gaa ud af sit gode Skind; han jog Øjnene søgende rundt efter noget at slaa fra sig med; for dette endte nok med Kamp mod hele Flokken. Naa, Pelle havde før haft alle imod sig.

Men saa traadte en lang tynd Fyr frem. „Har du nogen køn Søster?“ spurgte han.

„Jeg har ingen Søskende,“ svarede Pelle kort for Hovedet.

„Det var sku kedeligt. Forstaar du at lege Skjul da?“

Ja det forstod Pelle nok!

„Naa, kan du saa staa!“ Den lange gav ham Huen for Øjnene og drejede ham med Ansigtet mod Plankeværket. „Du tæller til hundrede — og ikke noget Snyderi, det vil jeg sige dig.“

Nej Pelle skulde ikke snyde — hverken kigge eller springe over — saa meget afhang jo af denne Begyndelse. Men han lovede sig dyrt og helligt at bruge sine Ben, de skulde blive taget hver eneste én. Han var færdig med at tælle og tog Huen fra Øjnene — ikke en Lyd. „Kuk engang!“ raabte han, men ingen svarede. Saa ledte Pelle en halv Time mellem Tømmer og Vareskur, derpaa luskede han hjem og i Seng. Men om Natten drømte han at han fangede dem alle, og de kaarede ham til Anfører for al Fremtid. —

Byen var ikke den aabne Favn, han lige kunde kaste sig ind i med sin barnlige Tillid for straks at blive baaret frem. Her tav man nok med alle de Bedrifter, der andre Steder gav et Menneske Rygstød — de vakte bare haanlig Latter. Han forsøgte sig igen og igen, altid med noget nyt! men Svaret var bestandig — _Bonde!_ Hele hans lille Person struttede af god Vilje — og han blev vist ynkeligt hjem.

Pelle saa snart hele sit opsparede Fond smuldre bort mellem Hænderne paa sig; alt hvad han havde tilkæmpet sig af Respekt derhjemme paa Gaarden og i Lejet, ved sin Dristighed og gode Vilje — det blev til ingenting her. Her galdt andre Bedrifter, en ny Jargon; Klæderne var andre, man satte Fødderne paa en anden Maade. Alt hvad han havde sat højt, blev gjort latterligt — lige til den smukke Kasket med Negene og Høstredskaberne paa. Han kom saa trygt hvilende i sig selv — og gjorde den smærtelige Opdagelse, at han var en latterlig Foreteelse. Hvergang han vilde være med, blev han skubbet til Side; han havde ingen Ret til at tale med — bagest i Rækken værsgod!

Der var ikke andet for end at slaa _Tilbage_ over hele Linjen, til man befandt sig paa Bunden af det hele. Og saa haardt det holdt for en rask Dreng, der brændte af Lyst til at sætte _sit_ Præg paa alting — Pelle gjorde det og beredte sig trøstig paa at kravle opad igen. Hvor meget han saa plukkedes for, bestandig blev der tilbage en haardnakket Følelse af eget Værd; den kunde ingen tage fra ham.

Han var overbevist om, at det ikke var ham selv men kun alle mulige Ting ved ham det var galt med, og gik rastløs i Gang med at udfinde de ny Værdier og føre Udryddelseskrigen mod sig selv. For hvert Nederlag gik han sig ufortrødent efter, og næste Aften fór han ud igen — beriget med _saa_ mange Erfaringer — og tog sit Nederlag paa et nyt Punkt. Han _vilde_ sejre — hvad der saa skulde ofres! Han vidste ikke noget prægtigere end at marsjere drønende gennem Gaden, med Bukserne stoppet ned i Skafterne paa Lasses gamle Støvler — det var Indbegrebet af Mandighed. Men han var Mand for at lade det være ogsaa — siden man her ansaa det for bondsk. Haardere holdt det at bide sin Fortid i sig; den var saa uadskillelig fra Lassefar, at han fik Følelsen af Forræderi! Men der var intet Udkomme; vilde han begaa sig, maatte han krænge sig ind i det alt baade Meninger og Fordomme. Til Gengæld lovede han sig selv, at brænde dem det hele i Synet saa snart han kom ovenpaa.

Det der trykkede ham mest var Faget — der var saa lidt Anseelse ved det! Hvor meget han saa satte sig for at udrette, var og blev Skomageren dog en Stakkel med beget Tryne og for stor Bagdel. Her forslog den personlige Ydelse ikke, man maatte se at bjærge sig over i noget andet snarest muligt!

Men i Staden var han, og som en af dens Indbyggere — det kunde der ikke rokkes ved. Og Staden virkede baade stort og festligt paa ham, selv om den ikke holdt til de æventyrlige Forestillinger, han havde fra dengang han og Faderen steg i Land her. De fleste gik i deres Søndagsklær, og mange sad og tjente sig store Penge, uden at man begreb paa hvad. Her mundede ogsaa alle Veje ud, og Staden sugede alt til sig: Svin og Korn og Mennesker — her havnede det hele før eller senere! Soen boede her med Rud, som var i Malerlære, Tvillingerne var her! Og en Dag saa Pelle en stor Dreng staa og brøle op ad en Port med Armene for Ansigtet, mens nogle Smaadrenge pryglede løs paa ham; det var Tudeper, han sejlede som Kokkedreng paa en Galease. Hid stævnede det hele!

Men Far Lasse var her ikke!

IV

Byen havde det ved sig, at det var tungt at gaa i Seng og tungt at komme op. Herinde steg intet Gry gysende over Jorden og vækkede alting op, Husene spærrede for Morgenens aabne Ansigt. Og den svindende Dag gød ikke sin Aftenmødighed tungt i Lemmerne og drev dem mod Lejet, Livet her gik i omvendt Retning, Folk blev livlige mod Natten.

Klokken halv seks dunkede Mester, som laa nedenunder, i Loftet med sin Stok. Pelle der havde Ansvaret, rejste sig mekanisk over Ende og dunkede i Sengesiden med den knyttede Haand, saa faldt han tilbage igen bestandig sovende. Lidt efter gentog det sig. Men saa tabte Mester Taalmodigheden. „For Satan, vil I slet ikke op i Dag,“ brølede han. „Skal jeg maaske komme med Kaffe paa Sengen til jer!“ Pelle tumlede søvndrukken ud paa Gulvet. „Op, op!“ raabte han og ruskede i de andre. Jens kom let paa Benene, han vaagnede altid med et Udtryk af Rædsel og dækkede for sit Hoved; men Emil og Peter som var i Løbetiden var ikke til at ruske Liv i.

Pelle skyndte sig ned og gjorde i Stand, fyldte Blødebaljen og lagde en Sandbunke paa Forhøjningen til Mester at spytte i. Han undredes ikke paa de andre længer, han var selv morgensur; de Dage han maatte krybe lige ind paa Skrikken uden først at løbe Morgenærender, behøvede han Timer til at tø op.

Han undersøgte, om han den foregaaende Aften havde sat Kridtkryds noget iøjenfaldende Sted, for saa var der noget der bestemt skulde huskes. Det kneb med at huske — derfor havde han gjort denne geniale Opfindelse. Saa galdt det bare om, ikke at glemme hvad Krydsene betød — for saa var man lige nær.

Naar Værkstedet var i Orden løb han for Madammen efter Kaffebrød til „dem selv“. Han fik en Krydder til sin Kaffe og drak den ude i Køkkenet, mens den gamle Kone gik og gnavede. Hun var tør som en Mumie og bevægede sig stærkt foroverbøjet, naar hun ikke brugte sine Hænder gik hun med den ene Underarm trykket ind mod Mellemgulvet. Alting var hun utilfreds med og talte om Graven i det uendelige. „Mine to ældste har jeg over Havet — i Amerika og Avstralien; dem ser jeg aldrig mere. Og herhjemme gaar to Mandfolk og stolteserer, bestiller intet og skal vartes op. Andrés den Stakkel er syg, og Jeppe duer ingenting til mere, han kan ikke engang holde sig varm i Sengen. Men stille Fordringer kan de, og mig lader de gaa og træde uden Hjælp og gøre alting selv. Jeg skal rigtig takke Gud, den Dag jeg ligger i min Grav. — Hvad staar du nu dér og gaber for — se du kommer af Sted med dig!“ Saa bar Pelle Kaffen med det brune Sukker ud til Værkstedsvinduet.

Det var smaat med Arbejdslysten om Morgenen, saa længe Mester ikke var oppe; de var søvnige og saa en lang sur Dag i Møde. Svenden drev ikke paa, han maatte sørge for at der blev noget til ham selv. Saa sad de og nussede, slog nu og da nogle Hammerslag paa Skrømt, mens en og anden sov videre ind over Disken. De fór op naar det pikkede de tre Slag i Væggen til Pelle.

„Hvad laver I? Jeg synes der er saa dødt derude?“ kunde Mester spørge og stirre mistroisk paa Pelle. Men Pelle havde mærket sig hvad de hver for sig burde have i Hænde, og nævnede det. — „Hvad er det i Dag — Torsdag? Død og salte Salighed, sig til Jens at han øjeblikkelig slipper Mannas Galosjeringer og tager fat paa Lodsens Støvler — de var lovet til i Mandags.“ Mester drog trist efter Vejret: „Aa jeg har haft en drøj Nat Pelle, en rigtig modbydelig Nat med Hede og Sus for Ørerne. Det ny Blod er saa pokkers uregerligt, det staar og koger i Hovedet paa mig bestandigt — som Sodavand. Men godt er det jo at jeg faar det, ellers var jeg min Salighed snart kaput du. — Tror du paa Helvede? Himlen er noget godt Sludder, hvad skulde vi vel kunne vente af godt andre Steder naar vi ikke engang kan have det ordenligt her! Men tror du paa Helvede? Jeg drømte at jeg spyttede den sidste Stump Lunge op og kom i Helvede. Hvad Satan vil du her Andrés? sagde de til mig, du har jo Hjærtet helt endnu — de vilde ikke have mig. Men hvad nytter det? Hjærtet kan jeg jo ikke trække Vejret med, jeg kreperer ligefuldt. Og hvad bliver der saa af mig, vil du sige mig det? — Der er jo noget der hedder gaa i sin Mor igen — naar en endda kunde det, og saa komme til Verden som et nyt Menneske med to gode Ben. Saa skulde du se mig forsvinde over Havet i en Fart — vupti! jeg gik nok ikke længe her og rodede. — Har du set din Navle i Dag? Ja du griner dit Skabelse, men det er Alvor! Der gik nok ikke ret meget forkert for dig, om du altid begyndte Dagen med at se din Navle.“

Mester var halv alvorlig halv skælmsk. „Naa men kan du hente mig min Portvin da, den staar i Hylden inde bag Kassen med Lidserne — jeg fryser saa nedersaksisk.“

Pelle kom igen og meddelte at Flasken var tom. Mester kiggede godlidende paa den.

„Faa saa fat i en anden da! Men jeg har ingen Penge, du faar sige — ja find selv paa noget du — du er jo ikke dum.“ Mester saa paa ham med dette Blik, der tog ham om Hjærtet, saa han stundom var ved at briste i Graad. Pelles Verden havde været ret lige ud ad Landevejen — han begreb ikke dette Spil af Vid og Elendighed, Skælmeri og Dødsens Tristhed. Men han følte noget af den gode Guds Ansigt, og det skjalv inden i ham — han kunde gaa i Døden for Mester.

Naar det var sludfuldt Vejr, havde Mester svært ved at komme op — Kulden knugede ham. Naar han saa kom ud paa Værkstedet, nyvasket og med vaadt Haar, stillede han sig ved den kolde Kakkelovn og stod og hakkede Tænder — ganske indfalden i Kinderne. „Jeg har saa lidt Blod for Tiden,“ sagde han saa, „men det ny er i Anmarsj, det synger mig for Ørerne hver Nat.“ Saa hostede han en Tur. „Der har vi min Sjæl igen et Stykke Lunge,“ sagde han og viste en geléagtig Klump til Pelle, der stod ved Kakkelovnen og børstede Sko. — „Men der vokser nyt ud igen!“

„Nu er Mester jo snart de tredve Aar,“ sagde Svenden. „Saa er den farlige Tid overstaaet.“

„Ja for Pokker saa længe maa jeg vel kunne hænge sammen — et halvt Aar kun,“ sagde Mester ivrende og saa paa Pelle, som havde _han_ det i sin Magt — „seks Maaneder bare! Saa fornyr hele Kadaveret sig — ny Lunger — alting nyt. Men nyt Ben faar jeg min Salighed aldrig.“

Der kom en egen hemmelig Forstaaelse mellem Pelle og Mester, som ikke byggedes paa Ord og Udtalelser, men føltes af Blikke og Tonefald og hele deres Væsen. Det var som selve Mesters Skindtrøje udstraalede varm Følelse, naar Pelle stod bag hans Ryg. Pelles Øjne søgte Mester naar og hvor han kunde, og Mester var anderledes mod ham end mod alle andre.

Naar han kom hjem fra Byærender og drejede om Hjørnet, havde han det glade Syn af Unge Mester der stod i Gadedøren; med det halte Ben i Hvilestilling og Haanden fast om Stokken stod han og flyttede Blikket i sin Udlængsel. Det var hans Plads, naar han da ikke sad inde og læste i de æventyrlige Bøger. Men Pelle ønskede, at han stod der. Og naar han saa smuttede forbi dukkede han sig undseligt. For det hændte ofte, at Mester krammede Haanden i hans Skulder saa det sved, ruskede ham frem og tilbage og sagde inderligt: „Din Halvsatan!“ Det var det eneste Kærtegn Tilværelsen havde i Behold for ham, og han solede sig i det.

Pelle begreb ikke Mester — ikke det Suk forstod han af ham. Mester kom aldrig ud, kun en enkelt Gang naar Kræfterne var gode hinkede han hen til Ølhansens og fik et Parti, ellers var hans Rejse ikke længer end ud i Gadedøren. Der stod han og kiggede lidt, og kunde saa komme hinkende ind med dette smittende Humør, der forvandlede det skumle Værksted til en Lund fuld af Fuglekvidder. Ude havde han aldrig været og følte nok heller ingen Trang; men alligevel kom og gik den store Verden i hans Væsen og Tale, saa Pelle kunde blive helt syg af Udvé. Andet end Sundhed krævede han sig ikke af Fremtiden, og saa var han omflagret af Æventyrlighed; man fik det Indtryk, at al Lykke maatte dale ned og sætte sig paa ham. Pelle forgudede ham men begreb ham ikke. Mester der kunde drive Gæk med sit halte Ben og i næste Nu helt glemme at han havde det, eller spille skælmsk med sin Armod som var det glade Guldpenge han kastede med — det var ikke til at forstaa. Og Pelle blev ikke klogere, fordi han stjal sig til at læse i de Bøger, der tog Vejret fra Mester Andrés; han kunde nøjes med mindre end Nordpolen og Jordens Indre, blot han fik Lov at være med selv.

Han fik ikke Lejlighed til at sidde stille og fange Griller, hvert Øjeblik hed det: Pelle spring! Alting blev købt ind i Klatkøb, skønt det blev taget paa Kredit. „Saa løber det ikke saa stærkt op,“ sagde Jeppe — Mester Andrés var for saa vidt ligeglad. — Dér kom Værkførerens Pige farende, hun maatte bestemt have de Sko til Frøkenen — de var lovet til i Mandags. Mester havde helt glemt dem. „Vi har dem under Arbejde,“ sagde han frejdigt — „Jens for Satan!“ Og Jens fik travlt med at slaa Læster i Skoene, mens Mester Andrés fulgte Pigen ud og kiksede med hende ude i Gangen for at faa hende mildere stemt. „Bare en Øretæve, saa de kan hænge sammen,“ sagde Mester til Jens. Og saa — „Pelle af Sted med dem i en lynende Fart! Sig saa at vi henter dem i Morgen tidlig og gør dem rigtig i Stand. Men løb som om Fanden var i Hælene paa dig.“

Pelle løb, og naar han vel var kommet hjem og havde smøget sig i Forklædet, maatte han ud af det igen. „Pelle, spring hen og laan lidt Messingstifter — saa slipper vi for at købe i Dag! Gaa til Klavsen — nej gaa hellere til Blom; hos Klavsens var du jo i Formiddags.“

„Bloms er gnavne over den Skrueblok,“ sagde Pelle.

„Ja Død og salte Plage — den maa vi se at faa gjort i Stand igen — og afleveret; husk og tag den med til Smeden! — Hvad i Alverden gør vi saa?“ Unge Mester stirrede hjælpeløst fra den ene til den anden.

„Skomager Marker,“ foreslog Lille Nikas.

„Marker laaner vi ikke hos,“ Mester rynkede Panden — „han er en Lus!“ Marker havde fedtet sig ind hos en af Værkstedets ældste Kunder. — „Han ejer jo ikke engang Salt til et Æg.“

„Hvad saa da?“ spurgte Pelle lidt utaalmodigt.

Mester sad lidt. „Saa tag den da!“ udbrød han fortrydeligt og smed en Krone til Pelle, — „jeg faar jo ikke Ro for dig saalænge jeg har en Øre — dit Skabelse! Køb en Pakke og lad saa Klavsens og Bloms faa dem vi har laant.“

„Men saa ser de, at vi har en hel Pakke,“ sagde Pelle der ogsaa kunde handle med Omtanke. — „Og for Resten skylder de os saa meget andet de har laant.“

„Sikken en Skurk,“ sagde Mester og satte sig til at læse „— ih du Alstyrende sikken en Gavtyv!“ Han saa velfornøjet ud.

Og lidt efter lød det saa igen: Pelle spring!

Dagen gik med at løbe Ærender, og Pelle var ikke den der gjorde dem kortere end de var — han længtes ikke efter den skumle Værkstedskrog med Trebénen. Der var saa meget der skulde afsøges, han opfattede det nærmest som sin Pligt at være allevegne hvor han ikke havde noget at gøre, han strejfede om som en Hundehvalp og havde Næsen i alting. Byen havde allerede nu ikke mange Hemmeligheder for ham.

Der var i Pelle en ærlig Drift til at underlægge sig det hele. Men foreløbig havde han kun Nederlag at opvise, han havde ofret og ofret af sit eget medbragte uden hidtil at faa noget igen. Sin Skyhed og Mistro havde han krænget af sig herinde, hvor det galdt om at aabne sig til alle Sider; sine solide Egenskaber var han i Færd med at ofre som bondske paa Byens Alter. Men han vandt i Uforknythed, jo mindre Dækning han ejede des mere uforfærdet gik han paa — Byen _skulde_ jo tages. Han var lokket ud af sin sikre Skal, og vilde være let at fortære.

Byen har slaaet ham ud af hans sikre Leje, forøvrigt er han den samme prægtige Gut — de fleste vil ikke kunne se anden Forskel end den, at han er løbet i Vejret. Men Far Lasse vilde sikkert græde Blod, om han fik Øje paa Pøjke som han nu dukker op i Gaden, fuld af Usikkerhed og Efterlignelsestrang; med den bedste Trøje til Hverdags — og uordenlig i Tøjet alligevel.

Han gaar og slænger med et Par Støvler, har Fingrene i Stropperne og fløjter forsorent. Af og til skærer han Ansigt og gaar forsigtigere — naar Bukserne rører de ømme Striber nedad Laarene.