Part 21

„Han har altid været en ligeglad Fanden i Pengesager,“ sagde Lasse bekymret. „Han havde fem Kroner, dengang han drog her til Staden for at gaa i Lære — og dem kunde han daarlig gøre Rede for, hvad de blev givet ud til.“

Sort lo.

„Saa rejser jeg som jeg gaar og staar da,“ udbrød Pelle resolut.

Men det var ogsaa galt. De var ikke til at gøre tilpas de to — de var som to bekymrede Høns.

Linned var der nu gode Raad for, da Lasse først kom i Tanke om sine Gemmer, Karna havde sørget godt for ham. „Men det vil nok stumpe paa din lange Krop! Det er ikke som da du drog bort fra Stengaarden — da maatte vi lægge Læg paa mine Skjorter til dig.“

Skotøjet var det ogsaa galt med; det gik ikke for en Skomagersvend at stille med saadanne Ben, naar han søgte Arbejde. Sort og Pelle maatte til at sy et Par pæne Støvler. „Vi maa tage os Tid,“ sagde Sort — „husk paa de skal staa for Hovedstadens Dom.“ Pelle var utaalmodig og vilde gærne slaa til Arbejdet.

Saa var der kun et nyt Sæt Tøj. „Det tager du færdigt paa Kredit,“ sagde Sort — „Lasse og jeg maa vel nok være gode som Kavtionister for et Sæt Tøj.“ — — —

Aftenen før han skulde rejse, gik han og Lasse ud for at hilse paa Dues, de valgte den Tid for at være sikker paa at træffe Due selv, Anna brød ingen af dem sig stort om. Da de kom ned mod Huset, saa de en gammel fintklædt Herre gaa ind ad Gadedøren.

„Det er Konsulen,“ sagde Pelle — „han som har hjulpet dem i Vej! Saa er Due ude paa Langkørsel, og vi er vist ikke velkomne.“

„Skulde det være saadan fat,“ udbrød Lasse og stoppede brat op. „Saa ynker jeg Due, naar han faar set Sammenhængen. Han vil vist finde, at han har købt sin Selvstændighed for dyrt saa! Ak ja, Prisen er haard for dem som vil frem! — Maatte det nu gaa dig godt derovre Pøjke.“

De var kommet ned ved Kirken. Der holdt en Vogn udenfor med grønne Planter, to Mænd gik og bar dem ind i Vaaningshuset. „Hvad skal her gaa for sig af højtideligt?“ spurgte Pelle.

„Her skal være fint Bryllup i Morgen,“ svarede en af Mændene — „Købmand Laus Datter skal giftes med denne her Vigtigsnud — Karlsen er det nok han hedder. En fattig Fyr er han jo som en af os andre, men tror du han ser til saadanne som os? Naar Skidt kommer til Ære, ved det ikke hvordan det vil være! Nu er han jo gaaet ind i Forretningen ogsaa.“

„Det Bryllup vil jeg dog overvære,“ sagde Lasse ivrigt, mens de drev videre. „Det er dog morsomt at se, at nogen af ens Slægt kan naa frem.“ Pelle tog det som lidt af en Bebrejdelse men svarede ikke.

„Skal vi gaa lidt ned og se paa den ny Havn?“ spurgte han.

„Nej nu gaar Solen ned, og nu vil jeg hjem og i Seng. Jeg er gammel du! Men gaa du, jeg skal nok finde hjem.“

Pelle drev nedad, men drejede saa af og gik Nord efter — han vilde ud og sige Farvel til Marie Nielsen. Han skyldte hende et venligt Ord for al hendes Godhed, og hun maatte ogsaa gærne se ham lidt ordenlig i Tøjet for en Gangs Skyld. Hun var lige kommet fra Arbejde og var i Færd med at lave sin Aftensmad til.

„Nej da! kommer du her!“ udbrød hun glad. „Og saa fin du er blevet — du ligner jo en Prins.“ Pelle maatte blive og spise med.

„Jeg kom ellers bare for at sige dig Tak for din Venlighed — og Farvel! jeg rejser til København i Morgen.“

Hun saa alvorligt paa ham: „Saa er du nok rigtig glad!“

Pelle maatte fortælle, hvad han havde oplevet siden sidst. Han sad og saa sig taknemmeligt om i den fattige rene Stue, hvor Sengen stod saa kysk ved Væggen, dækket med et snehvidt Tæppe. Denne Duft af Lud og Renhed og hendes friske jævne Sind glemte han nok aldrig! Her havde hun lukket ham ind midt i al hans Elendighed, og ikke holdt sin hvide Seng for god til ham mens hun skrubbede Snavset af ham. Naar han kom til Hovedstaden, vilde han lade sig fotografere og sende hende sit Billede.

„Og hvordan lever du saa?“ spurgte han blødt.

„Ligesom sidst du saa mig — bare noget mere ensomt,“ svarede hun alvorligt.

Saa maatte han gaa. „Farvel og hav det nu rigtig godt du,“ sagde han og rystede hendes Haand — „og hav Tak for alt.“

Hun stod blot og saa stumt paa ham, med et vagt Smil. — „Oh nej, men jeg er jo ikke mere end et Menneske!“ brast det pludselig ud af hende; og hun slog hæftigt Armene om ham.

* * * * *

Saa var selve den store Dag der! Pelle vaagnede med Solen, og havde den grønne Kiste pakket før de andre kom op, siden gik han og vidste ikke, hvad han skulde gøre med sig selv for Uro og Spænding. Han svarede hen i Taagen, Øjnene var ude i lyse Drømme. Om Formiddagen bar han og Lasse Kisten til Dampskibet for at have frie Hænder om Aftenen; derfra gik de op i Kirken for at overvære Alfreds Bryllup. Pelle var helst fri — han havde nok i sit eget og følte ingen Deltagelse for Alfreds Gøremaal; men Lasse trængte paa.

Solen stod og stegte i de skæve Gader, saa Bindingsværket svedte Tjæren af sig igen og Rendestenene stank; nede efter Havnen hørte de Trommeslageren raabe om Sild og en Auktion. Folk pilede af Sted til Kirken, i stakaandet Samtale om dette Lykkebarn Alfred, der var kommet saa godt efter det.

Kirken var fuld af Mennesker. Den var festligt pyntet, og oppe om Orglet stod otte hvide Piger, der skulde synge: Det er saa yndigt at følges ad. Lasse havde aldrig overværet Mage til Bryllupshandling. „Jeg føler mig helt stolt du,“ sagde han.

„Han er en Vindhas,“ svarede Pelle — „han tager hende bare for Ærens Skyld.“

Saa gik Brudeparret op for Altret. „Det er dog fælt, saa Alfred har smurt sit Hoved ind,“ hviskede Lasse — „han ligner jo et slikket Kalvehoved! Men hun er vakker! Jeg undres blot paa, at de ikke har givet hende Myrtekransen paa — der er da vel ikke noget paa Vej for dem?“

„Hun har jo det Barn,“ svarede Pelle hviskende — „ellers havde han jo aldrig faaet hende.“

„Ak saa! — Ja ja det er nu godt gjort af ham alligevel at nappe sig en Finmandsdatter.“

Nu sang Pigerne — det lød ret som det kunde været Engle, der beseglede Pagten fra selve Himlen.

„Vi maa stille os saaledes, at vi kan ønske til Lykke,“ sagde Lasse og vilde trænge sig ud til Gangen, men Pelle holdt ham tilbage.

„Jeg er bange, han ikke kender os i Dag — Men hvad? dér er jo Farbror Kalle.“

Kalle stod indeklemt i den bageste Stol, han maatte holde sig dér, til alle var kommet ud. „Ja jeg skulde jo ogsaa have Del i denne store Dag,“ sagde han. „Jeg vilde haft Mor med ogsaa, men hun syntes ikke hun havde nogen anstændig Kjole at tage paa.“ Kalle var i nyt graat Hvergarn, han var blevet endnu mere liden og kroglemmet med Aarene.

„Hvorfor har du holdt dig hernede i Krogen, hvor du ingenting kunde se? Du skulde jo været paa første Bænk som Brudgommens Fader,“ sagde Lasse.

„Det var jeg ogsaa — saa du da ikke jeg sad ved Siden af Købmand Lau? Vi saa jo i Salmebog sammen. Her blev jeg bare skubbet ind af Trængslen. Nu skulde jeg jo saa hen og spise med, jeg er højtidelig indbudt til Gæstebudet — men jeg ved ikke!“ Han saa ned ad sig. Pludselig gjorde han et Kast og lo paa sin egen desperate Maade: „Fan skulde staa her og fortælle for dem, som ikke vil tro Løgn! — nej det er nok ikke for Svin at komme i Kancelliet. Jeg kunde sætte ilde Lugt ser I — Folk som os har jo ikke lært at svede Parfume.“

„Ja saa! han er for fin til at kendes ved sin egen Far — ptøj da! Gaa du saa med os hjem og faa noget i Livet.“

„Nej jeg er saa fyldt med Steg og Vin og Kager, at jeg ikke orker mere for denne Gang, nu maa jeg hjem og fortælle Mor om al Herligheden. — Jeg har ogsaa tre Mil at gaa!“

„Du er til Fods herinde tilmed. Seks Mil det er lidt for meget for dine Aar det!“

„Jeg havde jo regnet med at komme til at blive her i Nat. Jeg tænkte jo ikke — — naa skidt! Kan ens Børn vel naa højere end dertil at de ikke kender én længer? Anna hun er ogsaa godt paa Vej til at blive fin. Jeg undres paa, om jeg kendes ved mig selv ret meget længer! Fy fan Kalle Karlsson jeg er af fin Familie du! — Naa Farvel med jer.“

Han satte sig træt i Gang for Hjemturen, helt ynkelig saa han ud i sin Skuffelse. „Saa elendig har jeg aldrig set’en,“ sagde Lasse og stod og stirrede efter ham. „Der skal dog noget til, før Bror Kalle overgiver sig.“

Ved Aftenstid gik de ned gennem Byen til Dampskibet. Pelle tog lange drøje Skridt, en egen højtidelig Stemning gjorde ham tavs. Lasse trippede foroverbøjet ved hans Side; der var kommet noget klynkende op i ham igen. „Nu glemmer du vel ikke din gamle Far, du ogsaa?“ sagde han gentagende.

„Det har vist ingen Nød,“ svarede Sort. Pelle hørte ingenting, hans Sanser var paa Vandring.

Arnerøgen sank blaa ned i den snævre Gade. De gamle sad ude ved Trapperne og drøftede Dagens nyt, Aftensolen faldt i de runde Briller, saa de rynkede Ansigter stirrede frem med store Ildøjne. Der var dyb Aftenfred over Gaden. Men inde i de mørke Gyder puslede det, med denne evige dumpe Uro som fra et stort Dyr, der vender og vender sig og ikke kan falde hen. Nu og da blussede det op i et Skrig eller Barnegraad og tog saa fat igen — som et tungt arbejdende Aandedræt. Pelle kendte vel denne spøgelseagtige Puslen, der altid udgik fra Fattigmands mødige Leje. Det var Armodens Bekymringer, der sankede de onde Drømme ind for Natten. Men han lod denne Fattigverden, der blødte sit Liv saa uænset bort i Stilheden, dø bort i sine Tanker som en trist Sang — og stirrede ned mod Søen, der laa rødmende for Enden af Gaden. Nu drog han ud i Verden!

Gale Anker stod oppe paa sin høje Trappe. „Lev vel!“ raabte Pelle. Men Anker sansede ingenting, han vendte Ansigtet lige mod Himlen og sendte sit syge Raab ud.

Pelle sendte et sidste Blik til Værkstedet. „Derinde har jeg tilbragt mange gode Timer,“ tænkte han og mindedes Unge Mester. Gamle Jørgen stod uden for sit Vindu og legede med Lille Jørgen som sad indenfor i Karmen. „Tit tit, du lille,“ raabte han med sin høje Fistel og gemte sig og kom frem. Den unge Kone holdt Barnet, hun var rød af Moderglæde.

„Du lader vel høre fra dig?“ sagde Lasse endnu engang, da Pelle hang over Rælingen. „Glem nu ikke din gamle Far du!“ Han var helt hjælpeløs i sin Bekymring.

„Jeg skal nok skrive efter dig, saa snart jeg kommer i Vej,“ svarede Pelle vel for tyvende Gang. „Du skal ikke ængste dig bare.“ Han smilede sejrssikker ned til den gamle. Ellers stod de tavse og saa paa hinanden.

Endelig gik Dampskibet. „Lev nu vel!“ raabte han for sidste Gang, da de svingede ud om Havnehovedet, og blev ved at svinge Kasketten saa længe han kunde se dem. Saa gik han forud og satte sig paa en Rulle Tovværk.

Bag sig havde han glemt alt og stirrede blot vedholdende frem — som kunde den store Verden naar som helst dukke op foran Stævnen. Han gjorde sig ingen Tanker om, hvad der vilde komme og hvordan han vilde gribe det an — men længtes blot!

Afskriverens bemærkninger

I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent.

Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter):

[p. 27]: ... og stoltererede af Sted med den ene Haand ... ... og stoltserede af Sted med den ene Haand ...

[p. 161]: ... „Men vi maa ikke sla for stort paa,“ siger ... ... „Men vi maa ikke slaa for stort paa,“ siger ...

[p. 196]: ... ud. Pigerne var de frejdigste til at sige sige sig løs, ... ... ud. Pigerne var de frejdigste til at sige sig løs, ...