Part 2

„Træk saa!“ befalede Svenden som ledede den højtidelige Handling. „Saadan — lige ned efter Fødderne!“

Pelle trak, og de tunge Læster skumplede frem over Stenpikningen; men han gik i Staa med et Gisp — Rispen havde løbet sig varm over hans Nakke. Han stod og traadte som et Dyr, der bliver sparket og ikke begriber Meningen med det, løftede varsomt paa Fødderne og saa forpint paa dem.

„Træk, træk!“ befalede Jeppe. „Du maa holde Bevægelsen oppe, ellers klæber det i!“ Men det var for sent, Beget var stivnet i de fine Nakkehaar — dem Far Lasse havde kaldt Svinelykke og spaaet ham saa stor en Fremtid af — og der stod han og kunde ikke rokke Rispen af Stedet, alt det han sled. Han skar fjollede Grimasser af Pine, det flove Vand løb ham ud af Munden.

„Hæ, han kan jo ikke engang tumle et Par Læster,“ sagde Jeppe spotsk. „Det er bedst han kommer ud paa Landet og tørrer Bagen paa Kørne igen.“

Saa rykkede Pelle til i Vrede, han maatte lukke Øjnene og vride sig, idet det gav los. Noget klistret passerede hans Fingre sammen med Rispen, det var nok blodigt Haar; og over Nakken brændte Rispen sig sin Vej frem i en Skure af Blodvand og smæltet Beg. Men Pelle mærkede ingen Smærte længer, det kogte blot beskt oppe i hans Hoved, han følte en underlig uklar Drift til at tage en Hammer og hugge dem alle ned, løbe ned ad Gaden og hugge alt det i Skallen han traf paa. Men saa tog Svenden Læsterne af ham, Smærten var der igen og hele hans Usselhed. Han hørte Jeppes skrattende Stemme, og saa Unge Mester der sad og dukkede sig uden at turde hævde sin Mening — han fik med et saa ondt af sig selv.

„Det var Ret,“ brummede Jeppe, „en Skomager maa ikke være bange for at bege Skindet lidt. Hvad? jeg tror det har trukket dig Vandet ud af Øjnene! Nej dengang jeg var Dreng, da var der Begprøve — vi maatte slaa to Gange Tøm om Halsen, før vi fik Lov at trække til. Hovedet hang og dinglede i en tynd Traad naar vi var færdige. Det var Tider det!“

Pelle stod og trippede for at bekæmpe Graaden; men fnise maatte han af ren Skadefryd — ved Tanken om Jeppes dinglende Hoved.

„Saa skulde vi vel prøve, om han kan staa for én paa Kassen,“ sagde Svenden og satte sig i Slagstilling.

„Nej lad det kun vente, til han har fortjent det,“ faldt Mester Andrés hastig ind. „Der melder sig jo nok en Anledning.“

„Beget klarede han jo,“ sagde Jeppe — „men hvordan er det, kan han sidde? Ja for der er dem der aldrig lærer den Kunst.“

„Det maa jo prøves, før han tages for god,“ svarede Lille Nikas gravalvorligt.

„Er I snart færdige med jerre Tossestreger?“ spurgte Unge Mester vredt og gik sin Vej.

Men Jeppe var langt inde i sit; han havde Hovedet fuldt af Ungdomserindringer — en hel Kæde af smaa djævelske Paafund til at gøre Indvielsen højtidelig med. Dengang da brændte man Faget uudsletteligt ind i dem, de løb aldrig fra det, men holdt det højt i Ære saa længe de trak Pusten. Men nu var Tiden blødagtig og fuld af Skaberi, den ene kunde ikke taale dét, den anden dét; der var Læderkolik og Siddesyge og Gud ved hvad. Hver anden Dag havde man dem rendende med Attest for Siddebylder, og saa kunde man begynde forfra. „Nej i min Tid da fór vi frem paa en anden Maade — Knægten nøgen over en Trebén og to Mand i Gang med Spanderemmene! Det var Lær imod Lær, og de lærte sku at taale Stolesædet!“

Svenden gjorde et Tegn.

„Naa er der nu læst over Stolesædet — ja saa kan du gaa hen og sætte dig.“

Pelle gik sløvt op og satte sig — han var ligeglad nu. Men han fór op med et Angstskrig og saa sig hadefuldt om, han havde faaet en Hammer i Haanden. Den faldt fra ham igen, og nu græd han af alle Sluser.

„Hvad Satan gør I da ogsaa ved ham?“ Unge Mester kom ansættende inde fra Tilskærekamret. „Hvad har I nu fundet paa for Nederdrægtigheder?“ Han lod Haanden løbe hen over Stolesædet, det var besat med knækkede Sylspidser. „I er nogle helvedes Barbarer; man skulde tro, man var mellem de Vilde.“

„Æh Øllebrødspjat,“ snærrede Jeppe. „Nu har man nok ikke engang Lov at tage en Dreng ordenlig i Lære og pode ham lidt mod Bylderne. De skal vel salves med Honning baade for og bag lige som Israels Konger? Men du er jo Fritænker kantro!“

„Far skal gaa,“ skreg Mester Andrés ude af sig selv, „Far skal gaa!“ Han rystede og var ganske graa i Ansigtet. Saa sjokkede Gamle Mester af uden at have givet Pelle Skulderslaget og lyst ham ordenlig ind i Haandværket.

Pelle sad og summede sig — han var nærmest flov. Af alle de forblommede Hentydninger var der groet noget frygteligt — men ogsaa imponerende — frem. Han havde fantaseret Prøven op til noget af dette der sætter de store Skel i Livet, saa man kommer ud paa den anden Side som en helt anden; noget i Retning af Biblens gaadefulde Omskæring — en Indvielse til det ny. Og saa var det hele blot en ondskabsfuldt udtænkt Tortur!

Unge Mester smed et Par Barneforsaalinger hen til ham; optaget i Faget var han altsaa og skulde ikke længer nøjes med at lave Risp til de andre. Kendsgærningen vilde blot ikke slaa ud i Glæde. Han sad og kæmpede med noget meningsløst noget, som blev ved at vælde op fra Bunden af ham; naar ingen saa det vædede han Fingrene i Spyt og strøg hen over Nakken. Han følte sig som en halvdruknet Kat, der har krænget sig ud af Strikken og nu sidder og slikker sine Tjavser tørre.

Ude under Æbletrærne svømmede Sollyset gyldent og grønt, og langt inde i det — ovre i Skipperens Have — gik tre lysklædte Piger og legede; de lignede Væsner af en anden Verden: Lykkebørn paa sollyse Strande — som der stod i Visen. Nu og da kom en Rotte frem bag Svineboen og vadede raslende om i den store Bunke Glasskaar. Og Grisen stod og gnaskede fordærvede Kartofler i sig, med denne desperate Lyd der fik Pelle til at afhænde alle stolte Fremtidsdrømme og længes — aa saa urimeligt.

Saa skulde ogsaa alt muligt vælte sig ind paa ham i dette Øjeblik, hvor han egenlig burde føle sig som Sejrherre: alle Prøvetidens Trængsler her paa Værkstedet, Gadedrengene, Læredrengene der ikke vilde godkende ham, alle hans egne Kanter som idelig tog imod her i det fremmede. Saa selve dette skumle Værksted hvor der aldrig kom en Solstraale — og Respekten! Respekten som han bestandig kom til kort paa.

Naar Mestrene ikke var til Stede nedlod Lille Nikas sig undertiden i Passiar med de ældste Drenge. Saa kunde der falde Ytringer som aabnede ny Vidder for Pelle — og han maatte spørge; eller de talte om Landet derude som Pelle kendte bedre end dem alle tilsammen — og han plumpede ud med en Berigtigelse. Klask var Lussingen der, saa han trillede i Krogen; han havde at holde sin Mund til man henvendte sig til ham. Men Pelle, som brugte Øjne og Øren og havde gaaet og pludret for Lassefar om alt mellem Himmel og Jord, han _kunde_ ikke lære at holde Mund.

De inddrev med haard Haand hver sit Kvantum Respekt, fra Drengene til Gamle Mester der var revnefærdig af Fagstorhed; kun Pelle havde ikke Krav paa noget, han maatte skatte til dem alle. Unge Mester var den eneste, der ikke lagde sig som et Aag over Drengens Barnesind. Lys som han var, kunde han sætte ligeglad hen over Svend og det hele og træffe til at dumpe ned, hvor Pelle sad og følte sig lille.

Derude brød Solen paa en egen Maade i Trærne, der kom en ejendommelig Tone i Fuglenes Kvidder — det var ved den Tid Kreaturerne rejste sig efter Eftermiddagens Drøv. Og der kom en Dreng ud af de smaa Graner, han skraalede en Vise af fuld Hals og slog de lystigste Knald med Klaffen — Generalen for det hele, Pellepøjken som ikke havde en Kæft over sig. Og den Skikkelse der kom stolprende ned over Agrene for at flytte — det var jo Lasse.

Far Lasse ja!

Han kunde ikke gøre for det, men der brast et Hulk ud af ham — det kom saa meningsløst bag paa. „Hold Kæft!“ udbrød Svenden truende. Saa var han helt leveret, han gjorde ikke engang Forsøg paa at holde igen.

Unge Mester kom hen og tog noget fra Hylden over hans Hoved, han lænede sig fortroligt paa Pelles Skulder, det svage Ben hang frit og dinglede. Han stod lidt og stirrede ud i Luften — dvælende; og denne varme Haand paa Drengens Skulder talte ham til Ro.

Men glad kunde der ikke være Tale om at blive, nu han tydelig vidste at det hele var Lassefar — saa forfærdelig en Længsel. Han havde ikke set Faderen siden hin lyse Morgen, han selv drog ud og lod den gamle synke tilbage i Ensomheden; hørt fra ham havde han heller ikke — knap nok haft en Tanke ude efter ham. Der var selve det at bjærge sig helskindet gennem Dagen og læmpe sig til; en hel ny Verden var der at afsøge og finde sig til Rette i. Pelle havde ganske simpelt ikke haft Tid; Byen havde slugt ham.

Men i dette Øjeblik steg det frem for ham som den største Troløshed Verden endnu havde kendt. Og i hans Nakke blev det ved at smærte — han maatte af Vejen hvor ingen saa ham. Han gjorde sig et Ærende ud i Gaarden, helt ned bag Vaskehuset, og krøb sammen i Brændehullet ved Brønden.

Der laa han og krøb rund i sort Fortvivlelse over, at han havde svigtet Lassefar saa skændigt for alt dette ny og fremmede. Ja og dengang de gik sammen, var han jo heller ikke hverken saa god eller omhyggelig som han skulde være. Det var nok snarest Lasse der — saa gammel han var — ofrede sig for Pelle, lettede hans Arbejde og tog Byrderne paa sig, skønt Pelle havde de unge Skuldre. Lidt for haard havde han ogsaa været, dengang det med Madam Olsen brød sammen over Faderen; og hans hyggelige Gammelmandssnak, som Pelle nu vilde givet Liv og Velfærd for at gaa og lytte til, bar han dengang saa lidt over med. Han huskede altfor tydelig baade det og det Tilfælde hvor han havde bidt efter Lasse — faaet ham til at køre fast i et Suk. For Lasse bed jo ikke igen — tav bare saa trist.

Nej hvor var det forfærdeligt! Pelle kastede al Drabelighed over Bord og gav sig Fortvivlelsen i Vold. Hvad skulde han her, naar gamle Lasse gik ensom blandt fremmede og ikke kunde hytte sig? Der var ingen Trøsten sig, intet udenom, Pelle erkendte brølende at dette var Svig. Og som han laa og rev fortvivlet i Tingene og brølede sig læns, groede en helt mandig Beslutning frem i ham: han maatte opgive alt sit eget — Fremtiden og den store Verden og alting — og vi sit Liv til at gøre Tilværelsen hyggelig for den gamle. Han maatte hjem igen til Stengaarden! Han glemte at han kun var et Barn og lige kunde tjene Maden til sig selv. Dække gamle affældige Lassefar paa alle Punkter og gøre ham Livet let — det var lige det han vilde. Og Pelle var ikke den, der tvivlede om at han orkede det. Midt i sit Sammenbrud tog han alle en stærk Mands Pligter paa sig.

Som han laa dér og legede forgræmmet med noget Pindebrænde, skiltes Hylden bag Brønden og et Par store Øjne stirrede forundret paa ham. Det var bare Manna!

„Har de slaaet dig — eller hvorfor græder du?“ spurgte hun alvorligt.

Pelle vendte Ansigtet bort.

Manna rystede Lokkerne til Side og saa fast paa ham:

„Har de hvad? hvad du? — For saa gaar jeg derover og skælder dem ud.“

„Hvad kommer det dig ved?“

„Saadan svarer man ikke — saa er man ikke dannet.“

„Aa hold Mund!“

Saa fik han Fred; ovre i Havens Baggrund klatrede Manna og de to mindre Søstre i Espaliéet, der hang de og stirrede uforstaaende over efter ham. Men hvad kom det ham ved — han skulde ikke have noget af at beklages af Skørter og have dem til Fortalere. Det var nogle næsvise Tøser, selv om deres Far sejlede paa de store Have og tjente mange Penge; havde han haft dem her, skulde de faaet nogle Tæsk! Nu maatte han nøjes med at række Tunge.

Han hørte deres forfærdede Udbrud — men hvad saa? Han skulde ikke over og lege med dem mere i Haven med de store Konkylier og Koralblokkene! Han skulde ud paa Landet og forsørge sin gamle Fader! Bagefter naar det var overstaaet vilde han selv ud at sejle efter de Ting — hele Skibsladninger!

Henne fra Værkstedsvinduet blev der kaldt; — „hvor i Alverden er Bæstet blevet af?“ hørte han dem sige. Det gav et Sæt i ham — han havde helt glemt, at han var i Skomagerlære. Men nu kom han paa Benene og ind i en Fart.

— —

Pelle blev hurtig færdig med Oprømningen efter Fyraften. De andre var fløjet ud paa Kommers, han stod ene oppe paa Loftkammeret og samlede sine Ejendele i Sækken. Der var en hel Samling Herligheder: Dampskibe af Blik, Jærnbanetog og Heste som var hule inden i — alt hvad han havde været i Stand til at erhværve sig af Byens uimodstaaelige Vidundere for fem blanke Kroner. Det kom inden i Linnedet for ikke at tage Skade, Sækken smed han gennem Gavlvinduet ned i det smalle Gænge. Saa galdt det om selv at slippe ned gennem Køkkenet uden at Jeppes Kælling anede Uraad; hun havde Øjne som en Heks, og Pelle syntes, enhver maatte kunne se paa ham hvad han havde for.

Men det gik. Han slentrede saa behersket det var ham muligt op til nærmeste Gadehjørne, for at enhver skulde tænke det var Vask han gik med. Saa satte han i fuldt Løb — der var Hjemdrift i ham. Et Par Gadedrenge hujede op og smed Sten efter ham, men Pelle var ligeglad blot han slap væk. Han var sløv over for alt andet; Anger og Længsel havde gaaet haardt hen over hans Sind.

Det var over Midnat, da han aandeløs og med hakkende Milt stod ude mellem Stengaardens Udhuse — han lænede sig til den forfaldne Smedje og lukkede Øjnene for bedre at falde til Ro. Saa snart han havde faaet sin Pust igen, gik han bag ind i Kostalden og op mod Røgterkamret. Gulvet paa Fodergangen føltes saa kendt under Fødderne, og dér kom han forbi den store Tyr i Mørket. Den tog Luft ind fra hans Legeme og pustede langt ud — mon den kendte ham endnu? Men Lugten i Røgterkamret var ham fremmed. „Far Lasse forsømmer sig vist,“ tænkte han og trak Dynen fra den Sovendes Hoved. En fremmed Røst begyndte at give ondt af sig.

„Saa er det ikke Lasse da?“ sagde Pelle; Knærne rystede under ham.

„Lasse —?“ udbrød den ny Røgter og satte sig over Ende — „sagde du Lasse? Er det dét Guds Barn, du er ude for at afhente din Djævel? De har allerede været her efter ham fra Helvede, lyslevende blev han ført did — han var for god for denne Verden ser du. Gubben Satan var her selv og tog Fruentimmermaalet af ham; saa dér faar du søge ham op. Det er ligeud til du møder Fandens Oldemor, siden spørger du dig bare frem til det Lodne.“

Pelle stod lidt i den nedre Gaard og overvejede. Ja saa, Far Lasse var rømt! — Og skulde giftes, eller var det kanske allerede — Og med Karna kunde han forstaa! Han stod ret op og ned og faldt hen i Hygge; den store Gaard laa nedsænket i Maanelys — i bredt Blund; og rundt om spandt Erindringerne kælent i Søvne — med denne hyggelige Snurren fra hans Barndom, naar Killingerne sov paa hans Hovedgærde og han lagde Kinden ind til det bløde dirrende Legeme.

Pelles Sanser havde dybe Rødder. En Gang oppe hos Farbror Kalles havde han lagt sig i den store Tvillingvugge og ladet de andre Børn vugge sig — han var vel ni Aar dengang. Da de havde vugget ham lidt, magttog Situationen ham; han saa et røget Bjælkeloft der ikke var Kalles, slingre højt oppe over sit Hoved, og havde Fornemmelsen af at en indbundet ældre Kvinde sad som en Skygge bag Hovedgærdet og traadte Vuggen. Vuggen humpede i stærke Stød, og hvergang Foden smuttede af Gængen, slog den mod Gulvet med en Lyd af sprukken Træsko. Pelle sprang op — „den humper jo,“ sagde han forvirret. — „Saa? da har du vist drømt.“ Kalle kiggede leende under Gængerne. — „Humper,“ sagde Lasse — „det skulde ellers være noget for dig det! Dengang du var liden, kunde du ikke sove naar Vuggen ikke humpede — vi maatte gøre Gængerne helt firkantede. Den var næsten ikke til at træde, Bengta traadte mangen fin Træsko itu for at være dig og dit Paafund til Maade.“ — —

Gaarden her var ogsaa som en stor Vugge, der gik og gik i det glippende Maanelys, og da Pelle først havde givet sig op i den, var der ingen Ende paa alt det der steg frem af Barndomsaarene. Hele Tilværelsen maatte frem og vakle over hans Hoved som dengang, og Jorden maatte aabne sig til Afgrunde overalt, hvor der blot var en mørk Plet. Og Graaden silede ud — skæbnesvanger — og overgød det hele, saa Kongstrup luskede bort som en vaad Hund, og de andre slog sig onde og krængte. — Og Lasse — — ja hvor var Lassefar?

Pelle stod med et Sæt i Bryggerset og bankede paa Døren til Pigernes Kammers.

„Er det dig Anders?“ hviskedes der inde fra, saa gik Døren op, et Par Arme greb varmt om ham og trak ham ind. Pelle stødte fra sig, hans Hænder sank i en nøgen Barm — det var nok Lyse Marie det!

„Er Karna her endnu?“ spurgte han. „Kan jeg faa Karna i Tale?“

De var glade for at se ham igen, Lyse Marie tog ham helt varmt om Kinderne — det var alt det hun ikke kyssede ham ogsaa. Karna kunde ikke komme sig af sin Overraskelse, saadan en Byføring han havde. „Og nu er du saa Skomager paa Stadens største Værksted — — jo vi har spurgt det, Slagter Jensen har faaet det at vide inde paa Torvet. Og stor er du blevet — og byfin! du bær’ dig godt du!“ Karna trak i Klæderne.

„Hvor er Lassefar henne?“ spurgte Pelle blot; det tyknede i hans Hals, naar han nævnte Faderen.

„Ja ja, giv nu Stunder saa skal jeg følge dig paa Vej. — Saa galant du dog er blevet i Klæderne, jeg kunde vist ikke have kendt dig igen. Hvad mener du Marie?“

„Han er en sød Unge — det har han altid været,“ sagde Marie og stødte efter ham med den ene svaje Fod — hun var i Seng igen.

„Det er det samme Tøj jeg har haft hele Tiden,“ sagde Pelle.

„Ja, ja, men saa bærer du det anderledes — derinde fører de sig jo som Grever alle. Skal vi saa gaa?“

Pelle sagde venligt Farvel til Lyse Marie, han huskede at han havde hende meget at takke for. Hun saa egent paa ham og vilde trække hans Haand med ned under Dynen.

„Hvad saa Far da?“ sagde han utaalmodigt, saa snart de var udenfor.

Ja Lasse var jo saa rømt! Han kunde ikke holde det ud, da Pelle var borte; Arbejdet var ogsaa for svært for én. Hvor han opholdt sig i Øjeblikket, vidste Karna ikke saa lige — „han ligger og farter rundt for at se paa Landejendom,“ sagde hun stort. „Kanske har du hans Besøg derinde i Staden en Dag.“

„Hvordan staar Sagerne ellers her?“ spurgte Pelle.

„Jo Erikmand har faaet Talens Brug igen og begynder ligesom at blive lidt Menneske — han kan da kræve sig. — Og Kongstrup og Fruen de svirer omkap de.“

„Svirer de sammen du? ligesom Træskomanden og hans Kælling?“

„Ja — og det saa de stundom ligger og svømmer i Stuerne deroppe og ikke kan se hinanden for Spiritustaage. Her gaar alting skidt nu, kan du vel forstaa — herreløs er vaareløs siger et gammelt Ord. Men hvad skal én sige til’et — andet har de jo ikke at mødes i! For det bedste kan jo ikke finde Sted mellem dem mere. — Men jeg er ligeglad, for saa snart Lasse har fundet noget, rømmer jeg.“

Pelle forstod nok det han — han havde ikke noget imod det.

Karna saa undrende op og ned ad ham mens de vankede: „I faar vel en farlig fin Levemaade derinde?“

„Ja pivsur Søbe og harsk Flæsk — vi levede meget bedre her.“

Hun værgede for sig — det lød altfor taabeligt: „Men hvad saa alt det de har i Butikerne af Madvarer og Bagning og søde Ting — hvor gaar det saa hen da?“

„Det ved jeg ikke,“ svarede Pelle mut — han havde selv grundet over det Spørgsmaal. „Jeg faar det jeg kan æde; men Vask og Klæder skal jeg selv holde mig med.“

Karna havde svært ved at komme sig af sin Forskrækkelse — hun havde nok set paa det som var Pelle taget levende op i Himlen. „Men hvad saa da — det kan jo blive drøjt nok for dig det,“ sagde hun bekymret. — „Ja ja, saa snart vi faar Foden under eget Bord, skal vi nok hjælpe til, det lidet vi kan.“

Oppe ved Hovedvejen skiltes de, og Pelle gik træt og nedslaaet i Gang med Tilbagetoget. Det var næsten Dag da han kom tilbage, han slap ind og i Seng uden at nogen opdagede Flugtforsøget.

III

Lille Nikas havde gnedet Sværten af Ansigtet og var i sit pæne Løbetøj; han skulde hen paa Torvet med en Byldt Vasketøj som Slagteren fra Aaker skulde tage med hjem til hans Moder, og Pelle gik bag ham og bar Byldten. Lille Nikas hilste paa mange milde Tjenestepiger oppe omkring i Husene, og Pelle fandt, at det var morsommere at gaa ved Siden af ham end bag — man var vel to for at følges ad. Men hvergang han traadte frem ved Siden af Svenden, skubbede denne ham i Rendestenen. Til sidst faldt Pelle over et Rendestensbrædt, og saa opgav han det.

Oppe i Gaden stod den gale Urmager paa Kanten af sin høje Trappe og svingede med et Lod; det hang i en lang Snor, og med Fingeren fulgte han Pendulsvingningerne som om han talte Tiden. Det var meget spændende, men der var Fare for at Svenden ikke skulde faa Øje paa det.

„Urmageren eksperimenterer nok bare han,“ sagde han livligt.

„Hold Kæft!“ udbrød Lille Nikas kort. Saa huskede Pelle at han ikke maatte snakke, og klemte Munden fast i.

Han gik og trykkede paa Byldten for at danne sig et Skøn over dens Indhold. Øjnene havde han inden for alle Vinduer og ned ad Sidegaderne; hvert Øjeblik førte han den hule Haand til Munden som om han gabede — og slugte en Luns Rugbrød han havde hugget i Køkkenet. Selerne var itu, og han maatte hele Tiden stemme Maven ud; der var hundrede Ting at tage Vare — og Kulhandlerens Hund, som maatte have et Spark bagi, mens den i god Tro stod og snusede til en Hjørnesten.

Der kom et Ligtog imod dem, Svenden passerede det med blottet Hovede, og Pelle gjorde som han. Sidst i Toget kom Skrædder Bjerregrav paa sine Krykker; han fulgte til alle Begravelser og var altid bagest, fordi hans Gangart krævede saa stort Spillerum. Han stod stille og saa ned i Jorden, mens det øvrige Følge fjærnede sig nogle Skridt, satte saa Krykkerne frem, flyttede sig et Spand — og stod igen stille. Saadan kom han fremad paa sine daarlige Ben bare ved at staa og se paa de andre og tage et Skridt i Ny og Næ; han lignede en langsomt vandrende Passer, der maalte de andres Bane.

Men det morsomste var, at han havde glemt at knappe Smækken paa sine sorte Begravelsesbukser; den hang ham ned over Knærne som et Skødskind. Det var ikke helt sikkert, at Svenden havde opdaget det.

„Bjerregrav har glemt —“

„Hold Kæft!“ Lille Nikas gjorde et Ryk bagud, og Pelle dukkede Hovedet og pressede Haanden fast mod Munden.

Men oppe i Staalegade var der stort Halløj, et vældig fedt Fruentimmer stod og skændtes med to Sømænd. Hun var i Natkappe og Skørt, og Pelle kendte hende han.

„Det er Soen,“ sagde han oprømt — „hun er en ordenlig Dundre! Paa Stengaarden —“

Svup var Lille Nikas over ham med en Lussing, saa han satte sig ned paa Billedskærerens Trappe. „En, to, tre, fire — kom saa!“ han talte ti Skridt frem og satte sig i Bevægelse. „Men Gud hjælpe dig om du ikke holder Afstanden!“

Pelle holdt redeligt Afstanden; men gal i Hovedet var han og opdagede hurtigt, at Lille Nikas ligesom Gamle Jeppe havde altfor stor en Bagdel. Det kom nok af at sidde saa meget — man blev krum i Rørene! Han satte Bagen godt ud og slog et Læg paa Trøjen over Lænden, lettede sig koket paa Fodbalgen og stoltserede af Sted med den ene Haand paa Brystet. Naar Svenden kløede sig, gjorde Pelle det ogsaa — og slog de samme flotte Sving med Kroppen; hans Kind brændte, men han var inderlig tilfreds med sig selv.

Saa snart han var sin egen Herre, søgte han rundt til Landslagterne for at opspørge Nyt om Lasse, men ingen vidste noget. Han gik fra Vogn til Vogn og spurgte. „Lasse Karlsson?“ sagde en — „naa det var jo ham Røgteren fra Stengaarden!“ Saa raabte han til en anden og spurgte om Lasse — ham den gamle Stengaardsrøgter! og _han_ raabte igen til en tredje; de kom alle hen til Vognen for at drøfte Spørgsmaalet. Det var Folk som bestandig rakkede Øen rundt for at købe Kreaturer op; de kendte Gud og Hvermand men kunde ingen Oplysninger give om Lasse. „Saa er han heller ikke mer paa Landet,“ sagde den første helt afgjort. „Du faar lægge dig en anden Far til min Dreng.“

Men Pelle var ikke oplagt til Spøg og luskede bort fra Vognen. Forresten maatte han hjem til Arbejdet; Smaamestrene, der vimsede ivrigt fra Vogn til Vogn og følte paa Kødet, skelede allerede til ham. De hang sammen som Ærtehalm, naar det galdt om at holde Læredrengene i Ørerne — ellers var de nidske nok paa hinanden. — —