Part 18

Nu laa det hele ved Bakkens Fod, og han kunde træde til Side og rette lidt paa sig, med Samvittigheden i Orden og en lidt forhutlet Glæde over Friheden i Overskud. Penge til at rejse havde han ikke, og Klæderne var i en slem Forfatning; men foreløbig angik det ikke ham. Han trak blot Vejret og saa Tiden an. Mesters Død havde efterladt saa megen Tomhed i ham. Han savnede det sjælfulde Blik, der havde faaet ham til at føle sig som stod han i en Idés Tjeneste; Omverdenen var blevet saa underlig gudsforladt, nu det ikke længer hvilede halv klart og halv uudgrundeligt paa ham. Og denne Stemme der altid gik ham til Hjærtet, baade naar den var vred og overvættes mild eller kaad! — hvor den havde lydt, mødte hans Øre nu Ensomheden.

Han gjorde ikke noget for at tage sig op men gik og drev. En og anden Mester havde Fingrene ude efter ham, de vidste han var en flink og paalidelig Arbejder, og vilde gærne have ham som Forbundter for 1 Krone om Ugen og Kosten. Men Pelle vilde ikke, han følte at dér var Fremtiden ikke. Ud over det vidste han ingenting men ventede blot, underlig dumpt, paa at noget skulde ske — et eller andet. Han var slaaet ud af sin faste Tilværelse og havde ikke selv nogen Trang til at gribe ind. Fra sit Vindu kunde han se ned i Havnen, det store Foretagende var i fuld Gang igen efter den strænge Vinter. Der steg en Summen fra Arbejdet op til ham, de huggede, borede og sprængte, Tipvognene vandrede op over Skinnerne i lange Rækker, kastede deres Indhold af ude i Havstokken og kom tilbage. Hans Lemmer higede efter strængt Arbejde med Hakke og Skovl, men Tanken søgte ikke den Vej ud alligevel.

Naar han kom paa Gaden, vendte de stræbsomme Borgerfolk Hovedet efter ham og vekslede Bemærkninger, højt nok til at han kunde opfange det. „Der gaar Mester Jeppes Dreng og flyder,“ sagde de til hinanden — „ung og stærk er han, men han gider nok ingenting. Han bliver nok en hel Sut skal vi se!“ — „Ja var det ikke ogsaa ham der fik Ris paa Raadstuen for sin raa Opførsel? Hvor er der saa andet at vente?“

Saa holdt Pelle sig hjemme. Han fik et og andet Stykke Arbejde af Kammerater og Fattigfolk han kendte, kludrede sig igennem med det uden Redskaber, og gik ud til Jens naar det ikke kunde lade sig gøre. Jens havde lidt Læster og Kulisser. For Resten sad han og frøs ved Vinduet og stirrede ud over Havnen og Søen. Han saa Skibene takle til og stikke i Søen, og for hvert Skib der gled ud af Havnen og forsvandt i Horisonten, var det som en sidste Mulighed gled fra ham; han følte det saadan, men det rørte ham ikke. Han trak sig helt tilbage fra Morten, og gik ikke mere ud blandt andre Mennesker; han skammede sig over at gaa løs og ledig mens alle andre arbejdede.

Maden havde han indrettet sig praktisk med, levede af Mælk og Brød og brugte kun nogle faa Øre om Dagen. Han kunde lige holde sig den værste Sult fra Halsen, Brændsel blev der ikke noget til. Naar han sad og hang nød han med en vis Skamfuldhed sin Hvile, ellers rørte der sig ikke stort i ham.

Solskinsmorgener stod han tidlig op og listede ud af Byen. Hele Dagen luskede han om i de store Naaleskove, eller laa paa Strandbakkerne og lod Havets Mumlen gaa ind i sin Halvdøs. Han aad som en Hund hvad han stødte paa af spiseligt, uden at tænke over hvad det bestod af. Solens Glitren paa Vandet og de stærke Dufte fra Naaletrærne og Foraarets begyndende Raaddboblen gjorde ham ør og fyldte hans Hjærne med halvvilde Forestillinger. Dyrene skræmmedes ikke af ham, men stansede blot et Øjeblik og tog Lugt ind; saa levede de sorgløst videre og udrullede deres daglige Liv for hans Øjne. Det forstyrrede ham ikke i hans Halvdøs, men naar menneskelige Væsner nærmede sig, luskede han af Vejen og gemte sig med en fjendtlig næsten hadsk Fornemmelse. Han følte et Slags Velvære herude, ofte fornam han en Tilskyndelse til at opgive sin Bolig derinde og krybe ind under en eller anden Gran for Natten.

Han vendte først hjem naar Mørket skjulte ham, smed sig saa paa Sengen med Klæderne paa og laa og faldt hen. Han hørte fjærnt sin Nabo Dykkeren Strøm komme op over Loftet med vaklende Skridt, og give sig til at rode med Madsagerne. Madosen, der blandet med Sovelugt og Tobaksrøg altid trængte ind gennem den tynde Bræddevæg og hang kvalmende fed over hans Pande, blev stærkere nu; hans Tænder løb i Vand. Han lukkede Øjnene og tvang sig ud i andre Forestillinger for at døve Sulten. Saa lød de kendte lette Skridt i Loftstrappen og nogen bankede paa Døren — det var Morten. „Er du hjemme Pelle?“ spurgte han. Men Pelle rørte sig ikke.

Pelle kunde høre, hvorledes Strøm bed af Maden i brede Hug og tyggede smaskende. Og ind i Tygningen løb pludselig en underlig Lyd, en kvalt Brølen, der afbrødes hvergang han tog sig en Mundfuld; det lød som naar et Barn æder og skraaler paa engang. Dette at et andet Menneske græd, smæltede noget i Pelle og gav ham lidt levende Følelse; han rejste sig paa Albuen og lyttede. Mens Frysning paa Frysning listede sig op over hans Ryg, laa han og hørte, hvorledes Strøm sloges med det forfærdelige.

Der sagdes, at Strøm var her paa Grund af noget han i sin Ungdom havde begaaet hjemme; og Pelle glemte sit eget og lyttede stiv af Rædsel til denne Kamp med de onde Magter, der begyndte med, at Strøm taalmodigt, med tyk graadblandet Tale førte Biblens Ord imod de vrimlende Smaadjævle. „Kanske det kan faa jer til at tage Halen mellem Benene?“ udbrød han naar han havde læst et Stykke. Der var en egen Brede over hans Stemme, en Trang til Fredsommelighed. — „Ja saa!“ udbrød han lidt efter — „I vil have mer, I Satans Hallunker? Hvad siger I til dette da? — Jeg Herren din Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud —“ Strøm jog Ordene ud, det brød ondt under hans Stemme. Og pludselig tabte han Taalmodigheden, han hev Bogen og tørnede ud over Gulvet. „Saa skal da den Lede annamme jer!“ skreg han og slog om sig med Sagerne derinde.

Pelle laa og faldt i Sved ved den besættende Kamp; det var med en befriende Følelse han hørte Strøm slaa Vinduet op og hive Djævlene ned over Tagene. Dykkeren udførte den sidste Del af Kampen med et vist Humør, han gik og lokkede smigrende ind i Krogene: „Ak din lille Smaadjævel, sikken blød Pels du har — Strøm faar have Lov at klappe dig lidt! — Ah saa, det havde du nok ikke ventet, var vi dig for kloge hva’? — Skal du bide din Djævleunge! — Dér, bræk nu ikke Øjenbrynene!“ Strøm slog Vinduet i med en inderlig Klukken.

Han gik lidt og gottede sig. „Strøm er vel Mand for at rydde Bulen selv,“ sagde han tilfreds.

Pelle hørte ham gaa i Seng og sank selv hen. Men om Natten vaagnede han ved, at Strøm laa og huggede Hovedet taktfast mod Bræddevæggen og grædende sang: Ved Babylons Floder! —

Midt i Sangen tav Stenhuggeren og stod op, Pelle hørte ham famle omkring og gaa ud paa Loftet. Rædselsslagen sprang han ud af Sengen og tændte Lys. Derude stod Strøm og var i Færd med at lægge en Løkke over Bjælken. „Hvad vil du?“ sagde han ondt — „kan jeg nu ikke være i Fred for dig heller?“

„Hvorfor vil du lægge Haand paa dig?“ spurgte Pelle trist.

„Der sidder en Kvinde og et lille Barn og græder mig i Øret altid — jeg kan ikke holde det ud!“ svarede Strøm og knyttede videre paa Rebet.

„Tænk saa paa det lille Barn da,“ sagde Pelle fast og rev Rebet ned. Saa lod Strøm sig viljeløst lede ind og krøb i Seng. Men Pelle maatte blive inde hos ham, han turde ikke slukke Lyset og ligge ene i Mørket.

„Er det Djævlene?“ spurgte Pelle.

„Hvad for Djævle?“ Strøm kendte ikke noget til nogle Djævle. „Nej det er Naget du,“ svarede han, — „Barnet og dets Moder anklager mig bestandig for min Troløshed.“

Men i næste Øjeblik kunde han springe ud af Sengen, og staa og fløjte ind under den som lokkede han ad en Hund. I et rask Greb havde han noget i Nakken, lukkede Vinduet op, og hev det ud. „Saa det var det,“ sagde han befriet. „Nu er der ikke fler af den Djævleyngel!“ Han langede efter Brændevinsflasken.

„Lad den staa,“ sagde Pelle og tog Flasken fra ham; han fik Vilje op i sig ved den andens Elendighed.

Strøm krøb i Seng igen, han laa og kastede sig og klaprede Tænder. „Hvis jeg bare maatte faa én Mundfuld,“ sagde han bedende. „Hvad kan det gøre du — naar det nu er det eneste som hjælper? Hvorfor skal man gaa og pine sig selv og spille Peter Anstændig, naar man kan faa Fred i Sjælen for saa godt Køb? Giv mig en Slurk du.“

Saa rakte Pelle ham Flasken.

„Du skulde selv tage dig en, det opper! Tror du ikke jeg kan se, at du er forlist du ogsaa? Fattigmand har saa let ved at gaa paa Grund, der er saa lidt Vand under Kølen. Og hvem tror du der hjælper ham flot, naar han kaster Vrag paa den eneste Godven? Tag dig en Slurk du, det sætter Djævlen op i én og frisker op paa Tilværelsen.“

Nej Pelle vilde i Seng.

„Hvorfor skal du nu gaa? Bliv her du, vi har det saa hyggeligt. Hvis du kunde fortælle noget, som kunde jage den forbandede Lyd ud af Øret paa mig for en Stund blot! Der er en ung Kvinde og et lidet Barn som tuder mig Ørerne fulde bestandig.“

Pelle blev og prøvede at adsprede Dykkeren. Han greb ind i sin egen tomme Sjæl, og vidste ikke hvad han skulde finde paa, saa fortalte han om Far Lasse og deres Liv paa Stengaarden — løst og fast mellem hinanden, hvor han tilfældig fik fat. Men Minderne satte sig op i ham selv ved Fortællingen, og stirrede saa sørgeligt at de vakte hans lammede Sjæleliv. Pludselig følte han Smærte over sig selv og gav sig hjælpeløst hen.

„Hvad er nu det?“ sagde Strøm og lettede Hovedet — „skal du tage Turen du ogsaa? Du har kanske Nederdrægtigheder at angre? — Eller hvad skader dig?“

„Jeg ved det ikke.“

„Du ved det ikke? Det er akkurat som naar Fruentimmerne tuder — det hører med til deres Morskab! Men Strøm er ingen Dødbider; han skulde nok lade Glæden fuldkommes, om ikke der var et Par Barneøjne bebrejdende paa ham altid — og en ung Kvindes Anklage! De to sidder hjemme i Smaaland og vrider deres Hænder for det tørre Brød, og her gaar Forsørgeren og lægger sin Fortjeneste paa Værtshusene; kanske er de døde ogsaa fordi han forlod dem. Se det er riælt, der er ingen Barnesavl ved den Ting! — Men en Snaps kan du ligegodt faa.“

Pelle hørte ikke, men sad og stirrede blindt hen. Med ét begyndte han at sejle paa Stolen, han var daanefærdig af Sult. „Giv mig en Snaps da — jeg har ikke smagt Mad i Dag!“ han smilede skamfuld over sin Tilstaaelse.

— —

Saadanne Nætter havde Pelle flere, de dybede hans Verden ud i Retning af Mørket. Naar han kom sent hjem og famlede sig frem over Loftet, gik han i en hemmelig Gru for at tørne mod Strøms afsjælede Legeme; han aandede først op, naar han hørte ham snorke eller regere derinde. Han saa gærne ind om, inden han lagde sig.

Strøm var altid glad for ham og bød ham Mad, men Brændevin vilde han ikke ud med. „Det er ikke noget for en ung en som dig,“ sagde han. „Du kan tids nok faa Smag for det.“

„Du drikker jo selv,“ sagde Pelle paastaalig.

„Ja vist, jeg drikker for at døve Naget. Men det behøver du vel ikke.“

„Jeg er saa tom indvendig,“ sagde Pelle — „kanske Brændevinen kunde sætte noget op i mig. Jeg er ligesom jeg ikke var noget Menneske men en død Ting, et Bord for Eksempel.“

„Du maa tage dig en Beskæftigelse — ellers bliver du en Slusk! Jeg har set saa mangen af vort Slags gaa i Hundene; vi har ikke saa meget at staa imod med.“

„Jeg er ligeglad, hvad der bliver af mig!“ svarede Pelle sløvt. „Jeg blæser i det hele.“

XXIII

Det var Søndag, og Pelle havde Trang til lidt ud over det sædvanlige. Først var han ude hos Jens’s, men de havde været uenige og i Totterne paa hinanden. Pigebarnet var kommet til at vælte Stegepanden med deres Middagsmad i Ilden, og Jens havde givet hende en paa Øret; hun var bleg og sygelig endnu efter Aborten. Nu sad de i hver sin Krog og skumlede som to Børn; de fortrød begge to, men ingen af dem vilde give den anden det første Ord. Pelle fik dem forsonet, og de vilde have han skulde blive til Middag. „Vi har Kartofler og Salt endnu,“ sagde Jens — „og en Pægl kan jeg laane inde hos Naboens.“ Men Pelle gik, han kunde ikke holde ud at se dem hænge halv flæbende over hinanden og slikke og bede om Forladelse i det uendelige.

Saa søgte han ud til Dues. De var flyttet hen i en gammel Købmandsgaard, hvor der var Plads til Dues Spand Heste, og lod til at have god Fremgang. Det sagdes, at den gamle Konsul havde fattet Godhed for dem og hjalp dem at komme i Vej. Pelle gik aldrig ind men søgte over i Stalden til Due, traf han ikke ham hjemme, gik han igen — han var ikke velkommen hos Anna. Due selv tog venligt imod ham. — Naar han ikke var ude at køre, gik han gærne i Stalden og puslede om Hestene; han holdt ikke af at være inde. Pelle gav ham en Haandsrækning med at skære Hakkelse og hvad der ellers faldt for, og de fulgtes ad ind i Stuen. Due var ligesom et andet Menneske, naar han havde Pelle ved Siden — han traadte sikrere i Gulvet. Anna fik mer og mer Overtaget over ham. Hun var den samme ferme og holdt Huset i god Orden. Lille Marie havde hun ikke mere hos sig, sine to Drenge holdt hun velklædte og havde faaet dem i en Betalingsskole for Smaabørn. Hun var nydelig at se paa og forstod at klæde sig, men undte ikke andre noget godt. Pelle var hende ikke fin nok, hun trak paa Næsen ad hans simple Klæder. For at smæde ham talte hun altid om Alfreds fine Forlovelse med Købmand Laus Datter. „Han gaar ikke og driver sin Tid hen — og snuser ved Folks Døre for et Maaltid Mad,“ sagde hun. Pelle smilede blot, ingenting bed rigtig paa ham mere.

Smaadrengene gik udenfor og kedede sig i deres pæne Tøj, de maatte ikke lege med Gadens fattige Børn og ikke grise sig til. „Kom og leg lidt med os Onkel Pelle,“ sagde de og hængte sig paa ham. „Er du ikke ogsaa vor Onkel? Mor siger du ikke er. — Hun vil have vi skal kalde Konsulen Onkel, men saa løber vi bare. Hans Næse er saa ækel rød.“

„Kommer Konsulen hos jer da?“ spurgte Pelle.

„Ja han gør — han er derinde nu!“

Pelle kiggede ind i Gaarden — den pæne Vogn var borte. „Far er kørt til Aakirkeby,“ sagde Drengene. Saa luskede han af hjem. Han stjal en Mundfuld Brød og en Snaps inde hos Strøm, som ikke var hjemme, og smed sig paa Sengen.

Da Mørket kom drev han ud og hang frysende paa Gadehjørnerne, han havde en dump Trang til at faa Del i noget. Folk spaserede pyntede op og ned ad Gaden, adskillige af hans Bekendte var ude at røre Kæresten; han undgik at hilse paa dem men opfangede halvhøje Bemærkninger og hørte dem le. Saa sløv han var, havde han bestandig en lyttende Sans bagude; det stammede helt fra den Gang han blev brændemærket paa Raadhuset. Folk havde gærne et og andet at sige hinanden, naar han var passeret; deres Latter kunde endnu faa det til at klippe nervøst i Haserne paa ham, som en dulgt Tilskyndelse til Flugt.

Han luskede ned i en Sidegade; den tynde Trøje havde han knappet stramt om sig og smøget Kraven op. Inde i Portenes Halvmørke stod Karle og Piger i fortrolig Hvisken, der gik Varmebølger ud fra Pigerne, deres hvide Smækforklæder lyste i Mørket. Pelle krøb rund i Kulden, og vidste endnu mindre hvor han skulde gøre af sig selv; han fablede om at tage sig en Kærest.

Paa Torvet mødte han Alfred Arm i Arm med Frøken Lau, han bar Lapsestok og brune Handsker og høj Hat. „Den Kæltring han skylder mig halvtredje Krone — dem faar jeg aldrig,“ tænkte Pelle og følte et Øjeblik Trang til at kaste sig over ham og søle hans Stads i Skidtet. Alfred vendte Hovedet den anden Vej. „Han kender mig kun, naar han skal have noget lavet og ingen Penge har,“ tænkte Pelle bittert.

Han smaaluntede op ad en Gade for at holde Varmen, og havde Øjnene i Vinduerne. Derinde sad Bogbinderens og sang Jesussange; Manden bar Hovedet paa skraa hjemme ogsaa, det saas tydeligt paa Rullegardinet. Og inde hos Uldkræmmeren var de i Færd med at spise til Aften.

Længere oppe hos _Soen_ var der Leben som altid, Larm og Røgtaage kogte ud ad de aabne Vinduer. Hun holdt Bule for ledige Søfolk og tjente gode Penge. Pelle havde tidt faaet Indbydelse til at besøge dem, men altid holdt sig for god — han kunde heller ikke fordrage Rud. Men i Aften greb han med Begærlighed Erindringen om disse Indbydelser og gik indenfor — maaske vilde der falde en Bid Mad af.

Der sad nogle omtaagede Søfolk omkring et rundt Bord og raabte øredøvende i Munden paa hinanden. _Soen_ sad paa Knæet af en ung Fyr, hun laa halv ind over det store Bord og legede med Fingeren i noget spildt Øl; engang imellem skreg hun lige ind i Ansigtet paa dem der raabte højest. Hun var ikke blevet mindre kropsvær i de forløbne Aar.

„Nej se, er det dig Pelle?“ sagde hun og rejste sig for at give Pelle Haanden, hun var ikke helt ædru og havde svært ved at fange hans Haand. „Det er net af dig at komme her, — jeg troede saamænd du saa ned paa os. Sæt dig nu ned og faa en Drik, det skal intet koste.“ Hun nødte ham til at tage Plads.

Søfolkene var blevet tavse, de sad og stirrede sløvt paa Pelle, deres tunge Hoveder bevægede sig herreløst. „Er det en ny Kunde maaske?“ spurgte en, de andre lo.

_Soen_ lo ogsaa men blev pludselig alvorlig. „Ham skal I holde uden for jert Pjank,“ sagde hun, „for han er meget for god til at rages ind i noget. Nu ved I det.“ Hun sank ned paa en Stol ved Pelle og sad og saa paa ham, mens hun strøg sig over det fede Ansigt. „Som du er blevet stor og stadselig af Vækst, men Klæderne er det kun smaat med! overfodret ser du heller ikke ud til at blive! — Jeg husker dig jo endnu fra dengang du og din Far kom her til Landet, en liden Pog var du — og Lasse havde Salmebogen med til mig fra min Mor!“ Hun gik pludselig i Staa og blev tyk under Øjnene.

En af Søfolkene hviskede noget til de andre, der gav sig til at le.

„Lad vær med at le I Svin!“ raabte hun arrigt og gik over mod dem. „Ham her skal I ikke sylte til, han kommer som en Mindelse fra de Dage, da jeg var et ordenligt Menneske jeg ogsaa. Hans Far er den eneste levende, der kan bevidne, at jeg engang var en køn og uskyldig ung Pige som man handlede ilde med. Han har holdt mig paa sit Skød, da jeg var lille, og sunget Barnesange for mig.“ Hun saa udfordrende paa dem, hendes røde Ansigt skælvede.

„Dengang vejede du vel ikke saa meget som nu?“ sagde én og greb om hende.

„Ikke drille den lille,“ udbrød en anden — „ser du da ikke, at hun græder? Tag hende hellere paa Skødet og syng en Vuggesang for hende. Saa tror hun det er Lasse-Basse!“

Hun greb rasende en Flaske. „Ti dog stille med jer Spot,“ skreg hun — „eller I faar denne i Hovedet!“ Hendes fede Træk flød helt sammen i Opløsthed.

De lod hende i Fred, og hun sad og snøftede med Hænderne for Ansigtet. „Lever din Far endnu?“ spurgte hun. „Saa hils ham fra mig — hils ham bare fra _Soen_ du, du maa godt sige _Soen_! — og sig, at han er den eneste paa Jorden, jeg har noget at takke for. Han tænkte godt om mig, og bragte mig Dødsbudskabet fra Mor.“

Pelle sad og lyttede anstrængt til hendes Graadtale, med et tomt Smil. Tarmene sved i ham af Tomhed, og Øllet gik ham til Hovedet. Han huskede alle Enkeltheder fra den Dag paa Stengaarden, han første Gang saa dette Menneske og Far Lasse drog hendes Barndomshjem frem for hende. Men han forbandt ikke noget med det. Det var længe siden — og — „mon hun ikke giver mig noget Mad?“ tænkte han og lyttede tomt til hendes Snøften.

Søfolkene sad og gloede anstrængt paa hende, der var højtidelig Tavshed over deres taagede Ansigter, de lignede fulde Folk om en Grav. „Saa lad det nu være nok med den Spulen Dæk — og lad os faa noget at drikke,“ sagde langt om længe en gammel Fyr. „En anden har jo ogsaa haft sine Besøg af disse Barndomsuskyldigheder, og jeg siger: al Ære at de vil kigge ind om Døren til et gammelt Djævelskab! Men lad Vandet blive udenbords siger jeg! Jo mere man skrubber paa en gammel Skude, des flere Skavanker kommer der frem! — Og lad os saa faa en Omgang og Kortene, Madam.“

Hun rejste sig og skænkede for dem. Sindsbevægelsen havde lagt sig, men hun var tung i Benene endnu.

„Det var ret — og saa maa vi have en Forestilling i Dag det er Søndag. Op med Kunsten Madam!“

„Det koster en Krone ved I nok,“ svarede hun leende.

De skillingede sammen, og hun gik om bag Disken og klædte sig af. Hun kom frem igen i bar Særk og med et tændt Lys i Haanden. Pelle saa sløvt, hvorledes hendes fede Krop bævrede under det sorte Linned, og hørte Søfolkenes hæse Raab og Latter; inde i hans venstre Øre kogte en endeløs Lyd, og under den slog Blodet sine Stempelslag. Det var som Larm fra en anden Verden fyldte hans Hoved og tog selve Ligevægten fra ham, han maatte holde sig ved Bordet for ikke at falde om. Fjærnt og uvedkommende saa han _Soen_ kravle op paa en Stol og stramme Særken bagover. En Sømand holdt Lyset hen til hendes Ryg, og hun viste dem, hvorledes Vinde kunde brænde med en blaalig Flamme.

Pelle luskede ud under de andres Optagethed. Han var ør af Sult og Raahed og døvet Skamfølelse, drev af Sted paa maa og faa, og vidste hverken ud eller ind. Han havde kun én Følelse, den af alle Tings Ligegyldighed. Enten det gik saadan eller saadan, enten han levede videre i slidsom Hæderlighed, eller sølede sig i Drik, eller omkom — ligegyldigt var det! Hvad Vægt laa der paa det, ingen bekymrede sig derom, heller ikke han selv. Ikke en Sjæl vilde fælde en Taare, om han gik i Hundene — jo Lasse, gamle Lassefar! Men tage hjem nu og vise sin Elendighed, saa meningsløst meget de havde ventet sig af ham — det kunde han ikke. Hans sidste Rest af Skamfølelse rejste sig her. Og arbejde — hvorfor? Drømmen var død, og han stod med den dumpe Følelse af Bundens Nærhed, der er saa skæbnesvanger for dem dernede. Aar efter Aar havde han holdt sig flydende ved en aldrig glippende Anspændelse, og med denne vanvittige Forestilling om at det gik opad. Nu fandt han sig lige nær ved Bunden af Tilværelsen — og var træt. Hvorfor ikke lade sig synke det lille Stykke ogsaa, og lade sig drive for Skæbnen? Der var sød Hvile i det efter saa vanvittig en Kamp med Overmagten.

Han vaktes lidt ved at høre Salmesang. Han var kommet ind i en Smøge, og lige for ham laa et stort bredt Hus med Gavlen til og Kors paa Gavlspidsen. Hundrede Stemmer havde i Tidens Løb søgt at lokke ham herhen, men han havde ikke haft Brug for det i sin Kækhed — hvad var vel her at finde for en kæk Dreng? Og nu var han havnet her udenfor alligevel! Han trængte til en Smule Omsorg, og følte det som en Haand havde ført ham.

Salen var fuld af fattige Familier. De sad saa underlig skubbet ind paa Bænkene, hver Familie for sig; Mændene sov for det meste, Konerne havde travlt med at faa de smaa til at være stille og sidde pænt med Benene stikkende lige ud. Det var Folk, som var komne for at faa lidt gratis Lys og Varme ind i deres triste Tilværelse; Søndagen i det mindste syntes de de kunde kræve noget af. De mest forkomne af Byens Fattige var det, og de tyede til her, hvor de ikke blev dømte men fik Løfte om Tusendaarsriget. Pelle kendte dem alle, baade dem han havde set før, og de andre med det samme druknede Udtryk. Han fandt sig straks hyggeligt hjemme blandt alle disse forpjuskede Smaafugle, der paa den stærke Vind havde ladet sig bære ud over Havet og nu kom drivende i Land paa Bølgerne.

En stor Mand med Fuldskæg og et Par gode Barneøjne rejste sig mellem Bænkene og foreslog en Sang — det var Smed Dam. Han sang for og stod og huggede sammen i Knærne til Takten; og alle sang de skælvende med, hver med sin egen Lyd af hvad der var gaaet hen over dem. Tonerne tvang sig forpint frem over de tørre hærgede Struber, de fødtes ynkeligt af Gravrust og Sprukkenhed og Skratten og krøb sammen, forskrækkede over at være kommet til Lyset. Nølende rullede de et Par spæde Florvinger ud og svang sig fra de rystende Læber ud i Rummet. Og under Loftet mødtes de med hundrede Søskende og strøg Forkommenheden af sig. De blev til en Jubel, stor og dejlig, over noget ukendt rigt, Lykkeland som var nær. For Pelle var det, som Luften var fuld af solbeskinnede Sommerfugle —:

„Saligt, saligt skal det Møde bli’, naar vor Sjæl fra Sorg og Savn er fri, og vi med Jesus samles udi Himlen vort rette Hjem.“