Part 16

Hver Gang han kom ud paa Værkstedet, gled han ind i det samme Æmne og stod og vendte det forsmaaede Fodtøj mellem Hænderne. Saa kritiserede han det: „Vi maa gøre os mere Umag med det til næste Vinter.“

„Far glemmer, at vi er færdige med de fyrre,“ svarede Unge Mester træt.

Saa tav den gamle og sjokkede af, men lidt efter var han der igen og fingrede ved Fodtøjet for at finde Fejlen. Hans Tanker kredsede bestandig om dette ny, der steg ingen Lovsang til Faget over hans Læber mere. Naar de yngre Mestre kom og bejlede til hans Hjælp i et vanskeligt Tilfælde, sagde han nej; han følte ingen Trang til at triumfere over Ungdommen med de gamle Kunstgreb men gik og faldt sammen. „Og alt det vi har sat højt hvad det?“ kunde han spørge. „For Maskinerne laver vel ikke Mesterstykke og Medaljearbejde? Hvor bliver Dueligheden saa af?“

Unge Mester saa ikke saa langt, han tænkte mest paa de Penge de nu stod og manglede. „Hvordan Pokker svarer vi enhver sit Pelle?“ spurgte han trist.

Lille Nikas fik se sig om efter noget andet, der var ikke Raad til at holde Svend. Han besluttede saa at gifte sig og nedsætte sig som Mester nordude. Baptisternes Skomager var netop død, og han kunde nok faa Kunderne ved at læmpe sig over i Sekten — han løb allerede til deres Forsamlinger. „Men far varligt,“ sagde Jeppe — „ellers gaar det ikke.“

Det var et haardt Stød for dem alle. Klavsen gik fallit og maatte tage Arbejde ved den nye Havn; Blom stak af og efterlod Kone og Børn, de maatte søge hjem til Forældrene. Paa Værkstedet havde det længe gaaet tilbage, nu kom dette og satte Tilbagegangen haandfast i Øjnene paa en. Men Unge Mester skød det fra sig. „Nu er jeg snart helt rask,“ sagde han — „saa skal I bare se mig slaa Forretningen op igen.“ Han laa mere til Sengs og var modtagelig for al Slags Vejr. Pelle maatte tage sig af alting.

„Spring og laan!“ sagde Mester bare. Og naar Pelle kom hjem med Nej, saa han paa ham med sit store forundrede Blik. „Sikke nogen Plimsollere!“ udbrød han. „Saa maa vi pløkke Saalerne paa.“

„Paa Dame-Laksko, det gaar ikke,“ erklærede Pelle bestemt.

„Det gaar sku nok — vi pudser Bunden til med sort Voks.“

Men naar det sorte var slidt af, kom Frøken Lund og de andre og var vrede — de var ikke vant til at gaa med pløkkede Sko. „Det er en Misforstaaelse,“ sagde Mester, den klare Sved stod ham paa Panden; eller ogsaa gemte han sig og pudsede Pelle paa dem. Naar det var overstaaet, pustede han af Udmattelse og langede op efter Hylden. „Kan du skaffe mig noget, Pelle?“ hviskede han.

En Dag de var ene tog Pelle Mod til sig og sagde, at det vist ikke var sundt med den Spiritus, Mester kastede saa meget op.

„Sundt?“ sagde Mester — „nej saa gu min Salighed er det ikke sundt; men Dyrene kræver det jo! I Førstningen kunde jeg næsten ikke faa Sprut ned — især Øl, men nu har de vænnet sig til det. Hvis jeg ikke fodrede dem, skulde de snart vælte sig over mig selv og æde løs.“

„Fortærer de det da?“

„Om de gør! — lige saa meget du bare vil hælde paa dem. Eller har du nogensinde set mig beruset? Jeg kan slet ikke blive det, Tuberklerne tager det hele — og det er den rene Gift for dem. Den Dag jeg igen bliver fuld, skal jeg takke Gud, for saa er Bæsterne kreperet og Sprutten maa igen gaa løs paa mig. Saa er det Kunsten at holde op igen, ellers gaar Forstanden sig sku en Tur.“ — — —

Kosten var blevet endnu sløjere siden Svenden rejste, Mesters havde ikke haft Raad til at købe Gris i Foraaret, saa der var ingen til at tage Affaldet, de maatte spise alting selv. Mester Andrés var aldrig ved Bordet, han tog næsten ikke Føde til sig mere: et Par Stykker Smørrebrød nu og da var alt. Frokosten Kl. halv otte spiste de alene, den bestod af Spegesild, Fedtebrød og Søbe. Søben var lavet af alle Slags Brød- og Grødlævninger samt Skillingsøl, den var gæret og uspiselig. Hvad der lævnedes den ene Frokost, kom i en stor Krukke som stod i en Krog paa Køkkengulvet, og varmedes næste Dag med lidt Tilsætning af friskt Øl; saaledes blev det ved Aaret rundt. Indholdet blev kun fornyet, naar en eller anden kom til at sparke Krukken i Stykker. Drengene holdt sig til Spegesilden og Fedtebrødet, Søben benyttede de til at fiske i. De havde deres Spas af at kaste et og andet ned i den og genfinde det dér halve Aar efter.

Jeppe laa endnu og sov i Alkoven, med Nathuen paa Skøns ned over det ene Øje. I Søvne havde han fremdeles dette komiske Drag af Selvfølelse. Stuen var tyk af Dunster, den gamle trak Vejret paa en egen Maade — aandede ind med en lang Snorken og lod det løbe rumlende igennem sig. Naar det blev for galt, larmede Drengene op; saa vaagnede han og skældte ud.

De længtes vildt efter Middagen; saa snart Jeppe havde raabt sit „skaffe!“ ind ad Døren, smed de alting, ordnede sig efter Alderen og tumlede efter ham, de holdt hinanden bagi og gjorde stumme Grimasser. For Bordenden tronede Jeppe i Kalot og søgte at holde stram Bordskik; ingen maatte begynde før han, eller blive ved efter at han var holdt op. Saa tog de Skeen, slap den igen med et forskrækket Blik paa ham, og var ved at forgaa af indeklemt Grin. „Ja jeg er meget sulten i Dag, men det behøver I jo ikke bryde jer om,“ varskoede han gærne naar de var kommet godt i Gang. Pelle blinkede til de andre, og de blev ved at spise, tømte Ting efter Ting og blev ved. „Der er ingen Respekt,“ brølede Jeppe og slog i Bordet. Men naar han ræbede, fór Disciplinen pludselig i dem, og de ræbede alle efter Tur. Mester Andrés maatte sommetider gøre sig et Ærende gennem Stuen, naar de blev for slemme.

Den lange Arbejdstid, Kosten og den daarlige Værkstedsluft satte sine Spor i Pelle. Hans Godhed for Mester Andrés var uden Grænser, han kunde sidde og arbejde til Midnat uden Vederlag, naar et eller andet var lovet færdigt. Men for øvrigt gled han umærkeligt ind i de andres Slendrian, og fik deres Syn paa Dagen som noget endeløst surt, man maatte se at liste hen over. Det var fysisk nødvendigt at slaa halv Kraft, og han blev træg i de enkelte Bevægelser, mindre rask til at handle i det hele taget, mere grublende. Halvmørket i det solforladte Værksted blegede hans Hud, og fyldte ham med usunde Fantasier.

For egen Regning tjente han ikke stort, men han havde lært at holde Hus med lidt. Hvergang han fik fat i en Tiøre købte han et Sparemærke for den, og havde paa den Maade Hold i Skillingerne saa der kunde blive et Beløb ud af det. Nu og da fik han ogsaa lidt Hjælp af Lasse, der for Resten havde vanskeligere og vanskeligere ved at undvære noget. Og i øvrigt havde han lært at slaa sig til Ro i sin Fattigdom.

XIX

Den gale Urmager slog Værkstedsdøren op. „Bjerregrav er død,“ sagde han højtideligt. „Nu er der kun én til at sørge over Elendigheden!“ Saa gik han videre og raabte sit Budskab ind til Bager Jørgens; de hørte ham gaa fra Hus til Hus Gaden igennem.

Bjerregrav død? endnu i Aftes sad han jo her paa Stolen neden for Forhøjningen, og Krykkerne stod i Krogen ved Døren! Han kom og gav Haanden rundt paa sin sædvanlige naive Maade, denne altfor bløde Haand som de alle følte Ubehag ved at røre, fordi den var saa nærgaaende næsten hudløs i sin Varme, som havde man uforvarende taget et Menneske paa det nøgne eller blottet noget. Pelle maatte mindes Lassefar, der heller aldrig lærte at pansre sig men blev ved at være den samme troskyldige godlidende Sjæl, som haarde Erfaringer ikke bed paa.

Den store Bager væltede sig som sædvanlig ind paa ham — han blev raa ved Berøring med dette barnlig hudløse, der lod Hjærtet brænde helt ud i et Haandtryk. „Naa Bjerregrav, har du saa prøvet det du ved nok, siden sidst vi saas?“ spurgte han og plirede til de andre.

Bjerregrav blev rød i Hovedet. „Jeg er tilfreds med den Erfaring, Vorherre har forbeholdt mig,“ svarede han missende.

„Vil I tro det, han er over halvfjerds, og ved ikke engang hvordan et Kvindfolk er beskaffent!“

„Naar jeg nu altid har befundet mig bedst ved at være enlig — og saa har jeg jo Klumpfoden ogsaa.“

„Det er derfor han gaar og spørger paa alle Ting, som ellers ethvert Barn ved,“ sagde Jeppe kry. „Bjerregrav har aldrig sluppet Barndommens Uskyld.“

Endnu da han gik hjem og Pelle hjalp ham over Rendestenen, gik han i Staa i sin evige Undren. „Hvad mon det er for en Stjærne,“ sagde han — „den har et andet Lys end de andre. Den ser mig saa rød ud — bare vi ikke gaar en stræng Vinter i Møde med haard Jord og dyrt Brændsel for de Fattige.“ Bjerregrav sukkede. — „Maanen skal du ikke stirre for meget paa, Skipper Andersen fik sit bare af at ligge og sove paa Dækket med Maanen lige i Ansigtet. Han er Idiot nu!“

I Aftes ganske som ellers — og nu død! Og ingen havde vidst eller tænkt det, saa de kunde være lidt gode mod ham paa det sidste. Han døde i sin Seng med deres sidste Haan i Sindet, og det lod sig ikke gøre at skikke Bud og sige: Bryd dig ikke om det Bjerregrav, vi mente det ikke som noget ondt! — Kanske havde det forbitret ham hans sidste Stund; her stod de i al Fald Jeppe og Broder Jørgen og kunde ikke se hinanden i Øjnene, med det uoprettelige tungt over sig.

Og en Tomhed mere var det — som naar Klokken gaar i Staa i Stuen! Det trofaste Drøn af hans Krykker trak ikke længer ned mod Værkstedet ved Sekstiden. Unge Mester blev urolig ved den Tid, han kunde ikke gøre sig fortrolig med Tanken. „Døden er noget fælt noget,“ sagde han saa naar Sandheden gik op for ham „— noget elendig modbydeligt noget. Hvorfor skal én gaa bort og intet efterlade sig? Nu lytter jeg efter Bjerregravs Krykker og faar kun Tomhed i Øret; og naar nogen Tid er gaaet, er der ikke det engang. Saa er han glemt, og kanske en til som kom efter ham — og saadan kan det blive ved. Hvad sund Mening er der i det hele — Pelle for Satan? Himlen siger de nok, men hvad bryder jeg mig om at komme op paa en vaad Sky og sidde og synge Halleluja? Jeg vil meget hellere gaa her og tage mig en Spids — især naar jeg havde haft et godt Ben.“

Fra Værkstedet fulgte Drengene ham til Graven — Jeppe vilde have det for at gøre Uretten god igen. Jeppe og Bager Jørgen gik nærmest Kisten i høj Hat, ellers fulgte kun fattige Koner og Børn som sluttede sig til af Nysgærrighed. Kusk Due kørte Ligvognen, han havde faaet sig et Par Heste selv nu, og dette var hans første Stadstur.

Ellers flød Livet trægt og begivenhedsløst af Sted, Vinteren var der igen med sit Dødvande, og Islandsindustrien var jo ødelagt. Skomagerne arbejdede ikke ved Lys, der var ikke Arbejde nok til at dække Forbruget af Petroleum. Saa blev Hængelampen hængt til Side og den gamle Bliklampe taget frem, den var god nok at sidde og sladre ved. Naboer og Genboer kom gærne i Mørkningen; naar Mester Andrés var gaaet i Seng listede de af igen, ellers sad de og hang til Jeppe meldte Sengetid. Pelle havde begyndt at kaste sig over Snittearbejde igen, han holdt sig saa nær Lampen som muligt og lyttede til Passiaren, mens han arbejdede paa en Benknap der skulde skæres ud som en 25-Øre. Morten skulde have den til Humbugsnaal.

Samtalen drejede sig om Vejret, og det heldige i at Frosten ikke kom og lukkede af for det store Havnearbejde. Saa gled den let hen over _Kraften_ og fra ham til Gale Anker og videre til Fattigdommen og Utilfredsheden. Socialisterne ovre havde længe beskæftiget Sindene, hele Sommeren var der kommet foruroligende Meddelelser; det var klart nok at de havde Fremgang — men i hvad? Noget godt var det i al Fald ikke. „Det skal være de allerfattigste som gør Oprør,“ sagde Træbene-Larsen, „saa deres Tal maa være stort.“ — Det var som at høre Drønet af noget ude i Horisonten, og ikke vide hvad der foregik. Helt forvrænget naaede Ekkoet af Underklassens Rejsning ind; man forstod netop saa meget, at de nederste vilde vende op og ned paa Guds lovlige Orden og se at komme ovenpaa — og skottede uvilkaarligt til de Fattige her. Men de gik i deres vanlige Døs, arbejdede naar der var noget og slog sig ellers til Taals. „Det manglede ogsaa blot,“ sagde Jeppe — „her hvor vi har et saa velordnet Fattigvæsen.“

Bager Jørgen var den ivrigste — hver Dag kom han og havde noget nyt at berette. Nu havde de truet selve Kongen paa Livet! — Og nu havde Militæret været udkommanderet!

„Militæret —!“ Unge Mester blæste. „Det skal godt hjælpe! Blot de kaster en Nævefuld Dynamit ind iblandt det, bliver der ikke en Bukseknap hel. Nej nu tager de nok Hovedstaden.“ Hans Kinder brændte, han havde allerede Begivenheden i sig.

„Hvad saa da — saa plyndrer de vel Kongens Mønt?“

„Saa — nej saa kommer de herover — — hele Kvadriljen!“

„Her? nej saa Satan! Vi byder hele Væbningen op og skyder dem ned fra Stranden. Jeg har gjort Bøssen i Stand.“

En Dag kom Marker løbende. „Nu har Konditteren paa Torvet faaet ny Svend ovre fra — og han er Sjosjalist!“ raabte han forpustet. „Han kom med Dampskibet i Aftes.“ — Bager Jørgen havde ogsaa hørt det.

„Ja nu har I dem over jer,“ sagde Jeppe ildevarslende. „I har gaaet og leget med den ny Tidsaand allesammen. — Det maatte ellers været noget for Bjerregrav — han med sin Fattigynk.“

„Lad Skrædderen have Fred i sin Grav,“ sagde Træbene-Larsen forsonende — „han skal ikke bære Skylden for de onde Magter der kan være oppe i Tiden. Han vilde kun det gode! Og kanske vil disse her ogsaa det gode?“

„Det gode —“ Jeppe var lutter Haan. „De vil kuldkaste Lov og Orden og sælge Fædrelandet til Tysken. Det forlyder, at Summen er aftalt og alting.“

„Han skal lukkes ind i Hovedstaden ved Nattetid, naar vore egne sover,“ sagde Marker.

„Ja,“ sagde Mester Andrés højtideligt, „de har forraadt at Nøglen ligger under Maatten — de Halvsataner!“

Saa brast Bager Jørgen i Latter; han fyldte hele Værkstedet naar han først fik begyndt.

De gættede paa, hvad den ny Svend kunde være for en Karl, endnu havde ingen set ham. „Han har nok rødt Haar og Skæg,“ mente Bager Jørgen. „Det er Vorherres Maade at mærke de Folk paa som har forskrevet sig til den Onde.“

„Gud ved hvad Konditteren vil med ham,“ sagde Jeppe. „Den Slags Folk kan jo ikke bestille noget men bare kræve ind! Jeg har hørt, at de skal være Fritænkere til Hobe.“

„Satan til Komedie!“ Unge Mester skuttede sig fornøjet. „Han bliver vist ikke gammel her.“

„Gammel?“ Bageren løftede sin tunge Krop. „I Morgen den Dag gaar jeg til Konditteren, og forlanger at han skal jage ham væk. Jeg er Formand for Væbningen, og jeg ved at alle Borgerne tænker som jeg.“

Drejer mente, at det kunde være klogt at bede fra Prækestolen — lige som i Pestens Tid og det strænge Aar med Markmusene.

Næste Formiddag gik Jørgen Kofod forbi paa Vej til Konditteren. Han havde faaet den gamle Væbningsfrakke paa, ved Bæltet hang endnu Lærpungen, hvori Flintestenene til Bøsselaasen for mangfoldige Aar siden bares. Han fyldte godt i Klæderne, men kom tilbage med uforrettet Sag; Konditteren roste sin ny Svend over al Maade og vilde ikke høre Tale om at skille sig af med ham. „Han var helt forgjort. Men saa handler vi ikke der mere — det maa vi alle holde fast ved. Og ingen ordenlig Familie bør omgaas ham for Fremtiden, den Landsforræder!“

„Saa Farbror Jørgen Svenden?“ spurgte Mester Andrés ivrigt.

„Ja vel saa jeg ham — paa Afstand altsaa! Han havde nogen væmmelig stikkende Øjne. Men mig skal han ikke forgøre med sit Øgleblik.“

Om Aftenen strejfede Pelle og de andre om paa Torvet for at faa et Glimt af den ny Svend at se — der var mange Folk, de gik der og drev for det samme. Men han holdt sig nok inde.

Men en Dag henad Aften kom Mester hinkende ind. „Skynd jer for Pokker!“ raabte han stakaandet — „nu gaar han her forbi!“ De smed alt og stormede gennem Gangen ind i Stadsstuen, der ellers ikke maatte betrædes. Det var en høj kraftig Mand med fyldige Kinder og stort kækt Overskæg lige som Mesters. Han havde udspilede Næsebor og skød Brystet stærkt frem, Vest og Frakke stod aaben som trængte han til megen Luft. Bagefter ham luskede nogle Gadedrenge i Haab om en eller anden Oplevelse; de havde tabt deres sædvanlige Frejdighed og færdedes stille.

„Han gaar som om hele Byen allerede var hans,“ sagde Jeppe haanligt. „Men her skal han snart blive færdig.“

XX

Der løb en forbi ude paa Gaden, og en, og en til; det blev til et helt Tramp af Fødder. Unge Mester pikkede i Væggen: „Hvad i Alverden er det Pelle?“ Det var ikke hans Agt at staa op den Dag.

Pelle løb for at skaffe Besked. „Det er Jenses Far som har faaet Delirium,“ sagde han — „han har ryddet hele Havnen og truer alle paa Livet.“

Mester lettede Hovedet: „Jeg tror min Salighed jeg staar op,“ hans Øjne lyste. Lidt efter var han i Tøjet og hinkede af Sted, de hørte ham hoste stygt i Kulden.

Gamle Jeppe stak sin Retsvidnekalot i Lommen inden han rendte — kanske blev der Brug for Øvrighed. Drengene sad lidt og stirrede mod Døren som syge Fugle, saa stak de ogsaa af.

Ude var det hele i Oprør, der gik de vildeste Rygter om, hvad Stenhugger Jørgensen allerede havde bedrevet. Ophidselsen kunde ikke været større, om en fjendtlig Eskadre var ankret op og havde givet sig til at beskyde Byen. Enhver slap hvad han havde mellem Hænder og pilede mod Havnen. De smalle Gyder var ét Træk af Børn og Kællinger og Smaamestre med Skødskind for; gamle gigtsvage Søfolk krøb ud af deres Aldershi og hev sig af Sted med Haanden bag paa Lænden og smærteligt fortrukket Ansigt.

„Futti, futti, futti føj, for de begede Tryner!“

Et Par Gadedrenge tillod sig denne lille Afstikker, da Pelle og hans Lærekammerater kom løbende, ellers var al Opmærksomhed opslugt af det ene: _Kraften_ havde atter slaaet sig løs!

Der var en vis Fest over Folks Ansigter som de løb af Sted — en lys Forventning. Der havde været stille om Stenhuggeren længe; han gik der og trællede som et andet Kæmpedrog, udslukt og død at se til, sled som en Bjørn og bar stille sine to Kroner om Dagen hjem. Det var næsten flovt at være Vidne til, og der lagde sig skuffet Tavshed over ham. Og nu sprængte han pludselig det hele saa det kvak i Hvermand!

Han fik læst og paaskrevet, mens de pilede af Sted. Enhver havde forudset at det maatte komme saaledes; han havde længe gaaet og skumlet og samlet ondt op, et Under var det blot at det ikke var kommet før. Saadanne Folk burde ikke have Lov at gaa fri, men skulde spærres inde paa Livstid! — Og de gennemgik hans Løbebane vel for hundrede Gang — fra den Dag han ung og fræk kom masende ned i sine Pjalter og vilde gøre sine Kræfter gældende, til han drev Barnet i Søen og faldt hen som en anden Idiot.

Nede paa Havnen var der fuldt af Folk, alt hvad der kunde krybe og gaa var mødt. Der var Humør i Folk trods Kulden og de smalle Tider, de stampede og sagde Vittigheder, Byen havde med et Slæng rystet Vinterdvalen af sig. Folk krøb op paa Klippeblokkene og hang tykt i de sammenhuggede Tømmerrammer som skulde forsænkes til Moler; de strakte Hals i nervøse Ryk, som kunde noget komme uforvarende og kappe Hovedet af dem. Jens og Morten var der ogsaa, de stod henne til en Side og krøb sammen, triste saa de ud med deres sky forpinte Ansigter. Og henne hvor den store Bedding løb skraat ned mod Bækkenets Bund stod Arbejderne i Flokke, de trak op i Bukserne af Ørkesløshed, skelede fjoget til hinanden og svor.

Men nede paa Bunden af det store Bækken gik _Kraften_ alene og rodede. Han syntes saa uvidende om Omverdenen som et Barn der er optaget af sin Leg; han havde sine egne Formaal, men hvilke var ikke godt at sige. I den ene Haand holdt han et Bundt Dynamitpatroner, med den anden støttede han sig til en svær Jærnstang; han var langsom og jævn i sine Bevægelser som en tungtvandrende Bjørn. Naar han rettede sig op, raabte Kammeraterne galdesygt til ham: de vilde komme og pille ham i Smaastykker, skære hans Mave op saa han skulde lugte sine egne Indvolde, ridse ham med deres Tolleknive og gnide Helvedessten i Saarene — om ikke han smed sit Værge og lod dem komme til deres Arbejde.

_Kraften_ værdigede dem ikke noget Svar, kanske hørte han dem slet ikke. Naar han løftede Ansigtet, gik Blikket langt ud, ladet med en underlig Tynge som ikke var menneskelig. Det forfærdelig dødstrætte Ansigt viste længer bort i sin Tristhed end nogen kunde følge. „Han er vanvittig,“ hviskede de — „Vorherre har taget hans Forstand.“ Saa bøjede han sig igen over sin Syssel, det saa ud til at han anbragte Patronerne under den store Mole — den han selv havde givet Forslag til. Af alle Lommer halede han Patroner frem — det var derfor de strittede saa besynderligt!

„Hvad Djævlen agter han — sprænge Molen i Luften vel?“ sagde de og forsøgte at snige sig ned bag Slisken for at komme bag paa ham. Men han havde alligevel Øjnene med sig; ved den mindste Bevægelse de gjorde, var han der med sin Jærnstang!

Dér laa hele Arbejdet! To Hundrede Mand stod løse og ledige Time efter Time, de knurrede og truede med Død og Djævel men vovede sig ikke frem. Formændene løb raadvilde om, og selve Ingeniøren havde tabt Hovedet — det hele var i Opløsning. Byfogden gik frem og tilbage i fuld Uniform og saa uudgrundelig ud; hans blotte Nærværelse var jo betryggende, men han foretog sig intet.

Der fremkom det ene Forslag vildere end det andet, man skulde lave en vældig Skærm og skyde foran sig — eller en mægtig Tang af lange Bjælker til at fange ham med. Men ingen prøvede at udføre dem; de maatte være glade, han overhovedet lod dem staa hvor de stod. _Kraften_ kunde slynge en Dynamitpatron med saadan Styrke at den eksploderede og fejede alting væk omkring sig.

„Tipvognene!“ raabte en. Det var der endelig Mening i, i en Fart blev de fyldt med væbnede Arbejdere, og man slog Stoppen fra. Men Vognene gled ikke, _Kraften_ med sin Satans Forstand var kommet de andre i Forkøbet; Kæden uden Ende vilde ikke vandre, han havde klaveret den. Og nu slog han Underlaget fra et Par af Stiverne, for at de ikke skulde sætte Vognene ned paa ham med Haandkraft.

Delirium var det ikke — saadan havde i al Fald ingen set Delirium ytre sig før. Og han rørte jo ikke Spiritus, siden den Dag de kom slæbende med Datteren! Nej dette var kommet som den roligste Beslutning af Verden; da de rejste sig fra Frokostpavsen og drev ned ad Slæbestedet, stod han der med sin Jærnstang og bad dem roligt holde sig herfra — Havnen var hans! Der vankede jo en og anden Lussing, før de begreb at det var Alvor; men ellers ond var han ikke — man kunde formelig se at han pintes ved at slaa. Det var vel Djævlen som red ham — mod hans egen gode Vilje.

Men hvad det end skrev sig fra — nu kunde det være nok! Nu ringede den store Havneklokke til Middag, ganske latterligt lød det, som en Haan mod ærlige Folk der intet hellere vilde end søge til deres Arbejde igen. Spilde hele Dagen havde de ikke Lyst til, og vove Liv og Helbred for en gal Mands Tossestreger heller ikke; selv stærke Bergendal havde glemt sin Dødsforagt hjemme i Dag og nøjedes med at mudre lige som de andre.

„Vi maa slaa Hul paa Dæmningen,“ sagde han. „Lad saa Dyret omkomme i Bølgerne!“

De greb straks Værktøjet for at gaa i Gang. Ingeniøren truede dem med Dom og Øvrighed, det vilde koste Tusender at faa Havnen tømt igen. De hørte ham ikke; hvad vedkom han dem, naar han ikke engang kunde skaffe dem Ro til at arbejde!

De vandrede om mod Gattet med Hakker og Jærnstænger for at slaa Hul paa Dæmningen; Ingeniøren og Betjentene blev skubbet til Side. Nu galdt det ikke længer Arbejdet, det drejede sig om hvorvidt to Hundrede Mand skulde lade sig spille paa Næsen af en gal Djævel. Nu skulde Belisarius ryges ud, _Kraften_ skulde faa Lov at komme op dernede fra — eller omkomme i Bølgerne!

„I skal faa fuld Dagløn!“ raabte Ingeniøren for at stanse dem — de hørte ingenting. Men da de kom rundt, stod _Kraften_ nede ved Foden af Dæmningen og svang sin Hakke, saa det drønede i Bassinets Vægge. Han lyste af Hjælpsomhed for hvert Hug; det svage Sted hvor Vandet silede ind havde han udsét sig, og de saa forfærdet hvilken Fremgang der var i hans Slag. Det var jo det rene Vanvid han var i Færd med.

„Han fylder Havnen for os den Djævel!“ raabte de og smed Sten ned i Hovedet paa ham. „Og saadan et Arbejde det har kostet at faa den tømt!“

_Kraften_ dækkede sig under en Stiver og huggede videre.