Part 15

Hun laa med Hovedet ned over det lille forkomne Legeme og hviskede utydeligt, nu og da stoppede hun Barnets Fingre ind i Munden for at kvæle sin Hulken. „Og du skulde gaa Ærende for Mor,“ sagde hun og rystede smilende paa Hovedet — „du er en net Pige, kan ikke engang købe to Dukker Traad. Og Pengene du fik med da — dem har du vel saa kastet væk?“ Hendes Tale kom mellem Smil og Graad og lød som en Nynnen. „Har du kastet dem væk? — det gør ikke noget — du kunde jo ikke gøre for det. Lille Pige, lille Pige.“ Saa brast det for hende, hendes sammenpressede Mund brød adskilt og lukkede sig igen, og saadan blev hun ved og lullede med Hovedet, mens hendes Haand gravede ivrigt i Barnets Lomme. „Gik du da ikke Ærende for Mor,“ klynkede hun, hun trængte til at faa noget bekræftet midt i alt dette — en eller anden Ligegyldighed blot — og gravede i Pungen. Der var nogle Øre og en lille Strimmel Papir.

Da rejste hun sig pludselig, forfærdelig haard i Ansigtet, og vendte sig mod Manden der stod og sejlede op ad Væggen. „Peter!“ skreg hun i Angst — „Peter! Ved du da ikke hvad du har øvet? — Om Forladelse Mor — staar her, og fire Øre af de 13 har hun brugt til at købe sig Brystsukker for! Se her du, hendes Haand er ganske klistret endnu!“ Hun aabnede den knyttede Haand, der var lukket om noget klæbrigt Papir. „Aa det stakkels forfulgte Barn, hun har trængt til at forsøde sig Tilværelsen! for fire Øre Brystsukker — og saa i Stranden! Saa megen Glæde er der lævnet til et Barn her i Huset. — Om Forladelse Mor, siger hun endda som havde hun forbrudt sig — alt hvad hun gjorde var jo ogsaa galt! Og saa maatte hun gaa sin Vej! — Karen, Karen, jeg er jo ikke vred paa dig — du maatte jo gærne — hvad gør det vel med de Par Skilling. Jeg mente det jo slet ikke, naar jeg bebrejdede dig at du gik hjemme. Men jeg vidste ingen Udvej for Føden, han drak jo det lidet op — han dér!“ Hun vendte Ligets Ansigt mod Faderen og pegede.

Det var første Gang _Kraftens_ Kone vendte sig anklagende mod ham, men han opfattede det ikke. „Hun har faaet Fred,“ mumlede han og prøvede at rette lidt paa sig — „den Fred som.“ Men saa rejste den gamle i Krogen sig — hun havde ikke rørt paa sig før. „Ti stille du!“ sagde hun haardt og satte sin Stok for Brystet af ham — „eller din gamle Mor skal forbande den Dag hun satte dig til Verden.“

Han stirrede dæmrende paa hende, det var som Taagen lettede fra hans Blik. En Stund stod han og kunde ikke faa Øjnene fra Liget, det saa ud som vilde han kaste sig ned ved Siden af sin Kone, der igen laa bøjet og hviskede. Saa gik han ludende ovenpaa og lagde sig.

XVII

Det var Fyraften da Pelle kom hjem, men han havde ikke Lyst til at løbe til Stranden og bade. Billedet af den druknede Pige blev ved at forfølge ham, og for første Gang mødte Døden ham med sit uhyggelige Hvorfor? Han fandt ikke noget Svar, og efterhaanden glemte han det for andre Ting. Men Uhyggen selv blev ved at dvæle i ham og gjorde ham ræd uden nogen Aarsag, saa han maatte aabne sig anende mod selve Tusmørket. De hemmelige Kræfter, der slaar ud fra Himmel og Jord idet Lys og Mørke mødes, greb efter ham ogsaa med deres gaadefulde Uro, rastløst søgte han fra et til andet, som maatte han være allevegne for at kunne møde dette ufattelige, der stod truende bag alt. For første Gang følte han Ubønhørligheden uden Iklædning af dette eller hint han selv havde forbrudt, aldrig før havde selve Livet lagt sig over ham med sin tunge Vægt.

Pelle syntes der var noget der kaldte, men kunde ikke klargøre sig hvor. Han krøb fra Vinduet ud paa Taget og op paa Husryggen — kanske var det Verden. Byens hundrede Tegltage laa og sugede Purpur af Aftenhimlen, der steg blaa Røg op, og Stemmer løftede sig af det hede Mørke under Husene. Han hørte ogsaa Gale Ankers Raab, som et sygt Dyrs Klagen var dette evindelige Varsel om noget meningsløst! Havet derude og de tunge Fyrreskove i Nord og Syd — han havde kendt det hele længe.

Saa sang det i hans Øre — og ude i det Fjærne; og bag ham stod nogen og stødte hed Aande frem om hans Nakke. Han vendte sig langsomt, mørkræd var han ikke mere, og han vidste paa Forhaand der intet var. I hans dagklare Sind var Tusmørket sluppet ind med sin gaadefulde Puslen af Væsner, der ikke lod sig fastslaa med nogen Sans.

Han gik nede i Gaarden og drev, der var dyb Ro allevegne. Katten Peers sad paa Regnvandstønden og mjavede sygt efter en Spurv paa Tørresnoren, Unge Mester hostede inde i sin Stue, han var allerede i Seng. Pelle hang over Brøndkarmen og kiggede tomt ind over Haverne; han var hed og ør, men der steg Kulde op fra Brønden og lagde sig lindrende om hans Hoved. Flagermusene gled som Aander gennem Luften, kom hans Ansigt saa nær at han mærkede Luftdraget, og vendte saa med et lille Smæld. Han havde den inderligste Trang til at græde.

Oppe mellem de høje Solbærbuske var der noget der rørte sig, og Frøken Sjermannas Hoved kom til Syne. Hun gik forsigtigt og kiggede, da hun fik Øje paa Pelle kom hun hurtigt hen.

„God Aften,“ hviskede hun.

„God Aften!“ svarede han lydt — henrykt over at faa et Menneske tilbage.

„Hys! Du maa ikke raabe saadan op!“ sagde hun bydende.

„Hvorfor dog?“ Pelle hviskede ogsaa nu, han var blevet forskrækket.

„Fordi du ikke maa — Klods! Kom skal jeg hviske dig noget — nej nærmere endnu!“

Pelle stak sit Ansigt ind i Hylden. Pludselig havde han begge hendes Hænder om Hovedet, hun kyssede ham voldsomt og stødte ham tilbage. Han ledte fortumlet efter Fodfæste, men hun stod og lo, hendes Ansigt glødede i Mørket. „Du hørte det jo ikke,“ sagde hun hviskende, „kom skal jeg sige dig det!“

Denne Gang lo han over hele Ansigtet og rakte sig ivrigt ind i Hylden. Men i samme Nu havde han hendes knyttede Haand i Ansigtet, hun lo foragteligt.

Han blev staaende i Stillingen, lammet; Munden holdt han fremstrakt som ventede han bestandig paa sit Kys. „Hvorfor slaar du mig?“ spurgte han og stirrede brustent paa hende.

„Fordi jeg ikke kan udstaa dig! Du er en rigtig ækel en — saa simpel.“

„Jeg har jo aldrig gjort dig noget du.“

„Saa? Men det er rigtig godt til dig — du kunde ladet være at kysse mig!“

Pelle stod og stammede hjælpeløst, hele hans Erfaringsverden ramlede sammen under ham. „Det — det var nok ikke mig,“ fik han endelig sagt; han saa uhyre dum ud.

Manna efterabede hans Udtryk: „Bøh—møh! Pas paa du ikke fryser fast til Jorden du, og bliver til en Lygtepæl. Her ved Gærdet er der ikke noget for din Forstand at lyse efter.“

I et Sæt var Pelle over Gærdet, Manna tog ham hastigt ved Haanden og trak ham ind mellem Buskene. „Aïna og Dolores kommer lige straks — saa vil vi lege,“ forklarede hun.

„Jeg troede ikke, de maatte være ude om Aftenen,“ sagde Pelle og lod sig viljeløst føre.

Hun svarede ikke men saa sig om efter noget at traktere ham med lige som i gamle Dage. I sin Nød rispede hun en Haandfuld Ribsblade af og proppede i Munden paa ham. „Der tag det og hold Mund!“ Hun var helt den gamle Manna, og Pelle lo.

De var kommet hen i Lysthuset, Manna badede hans hovne Kind med vaad Muld mens de ventede.

„Gjorde det meget ondt?“ spurgte hun deltagende og lagde Armen over hans Skulder.

„Det gør slet ikke noget — pyt, en Lussing,“ svarede han mandigt.

„Det er ikke det jeg tænker paa. Det du ved nok — gjorde det meget ondt?“

Pelle saa tungt paa hende, hun saa nyfigen ud. „Var det her?“ sagde hun og lod Haanden glide ned ad hans Ryg.

Han rejste sig stille for at gaa, men hun tog ham om Haandleddet: „Om Forladelse,“ hviskede hun.

„Kommer de ikke snart?“ spurgte Pelle haardt; han tænkte paa at gøre sig vred lige som i gamle Dage.

„Nej de kommer slet ikke — jeg narrede dig. Jeg vilde tale med dig!“ Manna snappede efter Vejret.

„Jeg troede ikke, du vilde have noget med mig at gøre mere.“

„Det vil jeg jo heller ikke. Jeg vilde jo blot —“ hun kunde ikke finde det og traadte vredt i Jorden. Saa sagde hun langsomt og vægtigt, med et Barns hele Alvor: „Ved du hvad jeg tror? — jeg tror jeg elsker dig du.“

„Saa kan vi jo gifte os, naar vi bliver gamle nok,“ udbrød Pelle glad.

Hun saa et Øjeblik paa ham, maalende. „Raadhuset, Ris!“ tænkte Pelle; han var klar over at nu slog han. Men saa lo hun ud.

„Aa hvor du er et kosteligt Fæ,“ sagde hun og lod som i Tanker den vaade Muld rinde ned paa hans Ryg.

Pelle pønsede et kort Øjeblik paa Gengæld, stak saa i Kaadhed Haanden ned paa hendes Barm. Den faldt blødt hen, i myg forundret Følen; en ny Erkendelse vældede op i ham og fik ham til at gribe stærkt om hende.

Hun saa forfærdet paa ham og vilde blidt fjærne hans Haand, men det var for sent. Drengen havde gjort det store Spring over til hende.

Da Pelle sneg sig hjem, var han overvældet men ikke glad. Hans Hjærte hamrede vildt, og i Hjærnen var der Kaos. Rent instinktmæssigt gik han meget stille. Længe laa han og kastede sig uden at kunne falde i Søvn; hans Sind havde opladt sig for det gaadefulde, og nu opdagede han det levende Blod inden i sig. Det sang sin Sang i hans Øre, sugede ind og ud til Hjærte og Kinder, smaasnakkede rundt om i utallige Pulse, saa hans Legeme vibrerede. Stærkt og hemmelighedsfuldt færdedes det overalt i ham og fyldte ham med varm dyb Undren — aldrig før havde han vidst alt dette.

I den kommende Tid var Blodet hans hemmelige Medvider i alt; han følte det som et Kærtegn, naar det fyldte ud i Lemmerne og gav rund spændt Følelse ved Hals og Haandled. Han havde sin Hemmelighed nu og forraadte ikke med en Mine, at han nogensinde havde kendt Sjermanna. Hans lyse Dage havde med et Slag forvandlet sig til lyse Nætter. Han var Barn nok endnu til at længes efter den gamle Tid med dens aabne Daglege, men noget fik ham til at lytte fremefter og bøje Sjælen søgende mod det hemmelighedsfulde. Natten havde gjort ham delagtig i sine Mysterier.

Manna talte han ikke oftere med. I Haven kom hun aldrig, og mødte han hende, drejede hun om ad en anden Gade. Over hendes Ansigt laa bestandig en rød Flamme som var den brændt ind. Snart efter kom hun ned paa en Gaard paa Østlandet, hvor hun havde en Onkel boende.

Men Pelle sansede intet og var ikke ked af noget. Han gik i en Døs, alting stod uklart, sløret for ham; han var helt fortumlet af alt det der foregik inden i ham. Derinde hamrede og arbejdede det paa alle Kanter; Forestillinger som var for spinkle blev brudt ned, og stærkere sat op der kunde bære Manden. Lemmer hærdedes, Muskler blev staalede, han fik en Almenfølelse af Brede over Ryggen og dump Styrke. Stundom vaktes han af Døsen til et Øjebliks Forbavselse — naar han følte sig Mand paa et eller andet Omraade. Saaledes en Dag han hørte sin egen Stemme. Den havde faaet en dyb Klang, der lød helt fremmed i hans Øre og fik ham til at lytte, som om det var en anden der talte.

XVIII

Pelle stred imod Tilbagegangen paa Værkstedet. Der var kommet ny Dreng, men alt det vanskelige besørgede han fremdeles, klarede Laaneriet og bjærgede paa Kredit; han maatte til de utaalmodige Kunder og se at stille dem tilfreds. Han fik sig rørt, men lærte ikke noget ordenligt. „Løb ned om paa Havnen med det samme,“ sagde Mester gærne — „kanske er der Arbejde at hugge.“ Men Mester interesserede sig mere for Nyhederne dernede fra.

Pelle søgte derned ogsaa uden Opfordring. Til Havnen skulde enhver i Byen saa tidt han kom ud, den var Hjærtet, alt kom og gik over den — Penge og Fantasier og deres Tilfredsstillelse. Hvermand havde sejlet og havde sine bedste Minder udad og sine haardeste Tørn. Den Vej ud maatte Drømmene, Havet laa dér bagved og sugede Tankerne til sig — for de unge som vilde ud at røre sig, og for de gamle som mindedes. Det var som Sangen i alles Sind, og som Gud inderst inde i Sindene; Livets Overskud søgte den Vej, alt det uforklarede og mystiske. Tusenders Blod havde Havet drukket uden at forandre Farve, Livets Gaade rugede i dets hvileløse Vande.

Fra Dybets Bund steg Skæbnen op og pegede sin Mand ud paa kort Sigt; han kunde redde sig i Land som Bager Jørgen, der aldrig tog paa Søen mere efter at den havde varet ham ad — eller staa op i Søvne og spasere lige ud over Skibssiden som Baadsmand Jensen. Derned hvor de druknede færdedes, sank Skibe for at bringe dem hvad de behøvede; Havets blodløse Børn steg nu og da op paa Stranden for at lege med Børn der var født om Søndagen, og bringe Lykke eller Død over dem.

Over Havet kom Damperen tre Gange om Ugen og bragte Bud fra Kongens København. Og der kom Skibe ind som var helt overisede, og andre som hang paa Pumperne eller havde Lig om Bord. Og store Skuder som løb paa Varmen og havde rigtige Negre blandt Besætningen.

Dernede stod de gamle som havde forladt Søen, og stirrede Dagen lang ud over deres Manddoms Tumleplads til Døden tog dem. Havet havde aandet Gigt i Lemmerne paa dem, de havde slaaet sig vinde og skæve, og Vinternætter kunde man høre dem brøle som vilde Dyr af Smærte. Hernede hang alt Rosset — Invalider og affældige og dovne. Og de som var driftige, jog frem og tilbage over Havnen med piskende Skøder for at støve Profitten op.

Ungdommen tumlede sig altid hernede — det var som at komme Fremtiden i Møde at lege her ved det aabne Hav. Mange kom aldrig videre; men mange lod sig gribe og hvirvle ud i Uvisheden — som Nilen. Da Skibene taklede, kunde han ikke mere; han ofrede to Aars Læretid og rømte om Bord i en Langfarer. Nu var han langt ude i Passaten — paa Vej Syd om Amerika efter Rødtræ.

Og med hver Damper var der nogle der drog ud. Pigerne var de frejdigste til at sige sig løs, de dampede rask af Sted og trak tunge Mænd efter sig i tyk Forlibelse. Og Mænd søgte ud for at prøve noget der gav mere end det hjemlige.

Pelle havde mødt alt dette engang før — den samme Higen — og havde selv Trækket i sig. Ude paa Landet var det alle Fattiges Drøm at kæmpe sig frem til Staden, og de dristigste vovede det en Dag med hede Kinder, mens de gamle talte advarende om Byens Fordærv og om at kaste sig hen. Og herinde var der denne Drøm om Hovedstaden — København det var Lykken! De der var modige hang en Dag over Skibssiden og vinkede Farvel, med dette usikre Strøg over Øjnene af at spille højt Spil; derovre skulde man jo tage det op med de dygtigste. Men de gamle rystede paa Hovedet og talte om Hovedstadens Fristelser og Fordærv.

Nu og da kom én hjem og gav dem Ret. Saa løb de tilfredse fra Dør til Dør — hvad sagde vi ikke! Men andre kom hjem ved Højtiderne og var saa fine, at der ingen Ende var paa det. Og en og anden Pige var det gaaet saa altfor godt, at man maatte æske Træbene-Larsens Mening.

De der blev gift derovre — ja de var jo forsørgede. De kom hjem til Forældrene med lange Aars Mellemrum, rejste paa Dækket blandt Kreaturerne og gav Jomfruen en 50-Øre for at blive nævnt i Avisen som Kahytspassagerer. Tøjet var fint nok, men Ansigterne talte med i deres Smalhed. „Der er nok ikke Mad nok til alle derovre,“ sagde de gamle Koner.

Men Pelle interesserede sig ikke for de hjemvendende, alle hans Tanker var med dem der drog bort; Hjærtet sled smærteligt i Brystet, saadan var Flugten oppe i ham. Havet naar det kogte eller laa dovent hen fyldte bestandig hans Hoved med dette Sus af Verden derude — en dump forblommet Sang om Lykken.

En Dag han var paa Vej derned, mødte han gamle Tækkemand Holm fra Stengaarden. Holm gik og saa op og ned ad Husene, han løftede Benene højt af bare Forundring og smaasnakkede med sig selv. Paa Armen havde han en Spaankurv med Mellemmad og Snaps og Øl.

„Naa der er da endelig én,“ sagde han og gav Haandslag. „Jeg gik netop og undredes paa, hvor alle de bliver af som drager herind mellem Aar og Dag — og om de er kommet frem til noget. Mor og jeg har ofte snakket om, at det kunde være rart at vide, hvordan Fremtiden saa har artet sig for den ene og den anden. Og saa i Morges mente hun, at nu var det bedst jeg tog overtvært, før jeg helt glemte Rede paa Gaderne. Jeg har jo ikke været herinde paa tiende Aar. — Naa efter det jeg hidtil har set, har Mor og jeg ikke noget at fortryde fordi vi blev derhjemme ved; der gror ikke andet end Lygtepæle her, og dem forstaar Mor sig vist ikke paa at dyrke. Noget Straatag har jeg heller ikke set — herinde under de vist ikke Tækkemanden Føden. — Men Havnen vil jeg se, inden jeg tager hjem.“

„Saa følges vi ad,“ sagde Pelle. Han var i godt Humør over at træffe Folk fra Hjemegnen, Landet derude ved Stengaarden stod bestandig for ham som Barndomshjemmet. Han snakkede og viste.

„Ja jeg har nu været paa Havnen to-tre Gange før,“ sagde Holm. „Men Damperen har jeg aldrig faaet Held til at se. Der gaar ellers stort Ord af den. Det hedder sig, at alle vore Produkter nu føres til Hovedstaden med den.“

„Den ligger her i Dag,“ sagde Pelle ivrigt — „den skal gaa i Aften.“

Holm fik stærkt Liv i Øjnene: „Saa faar jeg den Krabat at se ogsaa! Røgen har jeg jo tidt nok set vandre over Havet derhjemme fra Bakkerne, og det gav adskilligt at tænke paa. De siger at den æder Kul og er af Jærn.“ Han saa usikkert paa Pelle.

Det store tomme Havnebækken hvor et Par Hundrede Mand var i Arbejde optog ham meget. Pelle udpegede _Kraften_, der nu gik og trællede som en anden Idiot og lod dem lægge det sværeste Arbejde paa sig.

„Saa, er det ham,“ udbrød Holm. „Jeg har kendt hans Far. Det var en Mand, som vilde noget ud over det almindelige, men han naaede det ikke. — Og hvordan gaar det din Far? ikke allerbedst har jeg hørt.“

Pelle havde været hjemme for ikke saa længe siden; det gik ikke godt, men det tav han med. „Karna skranter lidt,“ var det eneste han sagde. „Hun har nok taget for haardt fat og forløftet sig.“

„Det forlyder at de har svært ved at klare sig — de har nok taget sig for meget paa,“ blev Holm ved. Pelle svarede ikke; og saa tog Damperen hele Opmærksomheden, Holm glemte rent at bruge Munden — snakkesalig som han ellers var.

Den var i Færd med at tage Stykgods ind, ved begge Luger sang Dampspillene og hvæste hvergang der blev slaaet ny Retning. Holm blev saa let i Benene, han stod som paa Naale; naar Bommen svingede ind over Kajen og Kæden jog raslende ned, søgte han helt over under Pakhuset. Pelle vilde have ham med om Bord, men det var der ikke Tale om. „Det er jo som et ondskabsfuldt Udyr,“ sagde han, „saadan nyser det og tér sig.“

Henne paa Kajen ved Forlugen laa en Bunke fattigt Bohave hulter til bulter. En Mand stod og holdt et Mahonispejl — den eneste Værdigenstand — i Favnen; hans Mine var mørk, man kunde se af den Maade han snød Næsen — med Knoen i Stedet for med Fingrene — at han var ude i noget usædvanligt. Hans Blik hang ufravendt ved de fattige Ejendele, og fulgte ængsteligt hvert skrøbeligt Stykke paa dets Rejse til Vejrs og ned i Skibets Mave. Konen og Børnene sad paa Brystværnet og spiste af en Madkurv. De havde nok allerede siddet her i Timer, Børnene var pyldrede og trætte. Moderen snakkede godt for dem og lagde dem hen at sove paa Stenene.

„Skal vi ikke snart rejse?“ spurgte de bestandig klynkende.

„Jo nu gaar Skibet snart, men saa maa I være søde — ellers vil det ikke have jer med. Og saa kommer I til Hovedstaden, hvor man spiser Franskbrød og gaar med Lærfodtøj bestandig. Dér bor Kongen selv, og alting har de i Butikkerne dér.“ De fik hendes Sjal under Hovedet.

„Men det er jo Per Ankers Søn fra Blaaholt!“ udbrød Holm, da han havde staaet lidt og kigget paa Manden. „Hvad — vil du til at forlade Landet?“

„Ja jeg har tænkt saa,“ svarede Manden stille og famlede sig over Ansigtet.

„Jeg mente det gik dig rigtig godt. Kom du ikke ned paa Østlandet og overtog et Gæstgiveri?“

„De fik mig jo lokket til det — og nu har jeg sat alting overstyr.“

„Du skulde have set dig for — det koster ikke andet end Ulejligheden.“

„Naar de nu lagde falske Bøger for mig, som viste større Overskud end der virkelig var. Reder Monsen stod nok bagved, sammen med en Ølbrygger ovrefra som havde overtaget Hotellet for Gæld.“

„Men hvordan kunde de store faa _dig_ opsnuset?“ Holm kløede sig i Hovedet, han begreb ikke det hele.

„Aa de hørte vel om de ti Tusend jeg tog i Arv efter Far, saadan nogen har jo deres Garn ude. Og saa en Dag pudsede de en Kommissionær paa mig. Ti Tusend, det var lige til Udbetalingen — og nu har de overtaget Hotellet igen. De lod mig af Medlidenhed beholde dette Skrammel her — men jeg er lige glad med det hele.“ Han vendte pludselig Ansigtet bort og græd. Saa kom Konen hurtigt hen.

Holm trak Pelle med sig. „De vil vist helst være i Fred for os,“ sagde han stille.

Han blev ved at gaa og smaasnakke om Mandens triste Skæbne, mens de drev langs Molen, men Pelle hørte ikke paa ham. Han havde faaet Øje paa en lille Skonnert som krydsede udenfor, og blev mer og mer urolig.

„Jeg tror det er Islandsskonnerten,“ sagde han endelig — „saa maa jeg hjem!“

„Ja spring kun du,“ sagde Holm — „og Tak for god Vejledning. Og hils saa Lasse og Karna!“

Oppe paa Havnebakken mødte Pelle Mester Jeppe, og længere oppe Drejer og Klavsen og Blom. Islandsskipperen havde ladet vente paa sig i flere Maaneder; det var allerede rygtedes at han var i Farvandet, og alle Byens Skomagere pilede af Sted — for at høre endnu inden Landgangen var lagt, om han havde gjort god Handel. „Nu er Islandsskipperen der,“ sagde Købmand og Læderhandler naar de saa dem rende. „Nu maa vi jage til at skrive Regninger ud, for nu kommer Skomagerne til Penge.“

Men Skipperen havde det meste af Fodtøjet i Lasten, og kom med det forfærdelige Bud, at der ikke kunde afsættes mere Fodtøj paa Island. Vinterindustrien var ødelagt for Skomagerne.

„Hvad skal det betyde?“ spurgte Jeppe bittert — „du har dog ellers været længe nok om det. Har du lagt dig en ny Fremtræden til derovre? De andre Aar har du jo kunnet sælge Rub og Stub.“

„Jeg har gjort hvad jeg har kunnet,“ svarede Skipperen mørkt — „budt ud til de Handlende i større Partier, og ligget og drevet Løshandel fra Skibet. Hele Vestkysten har jeg forsøgt, men der er ikke mere at gøre.“

„Hvad saa da?“ sagde Jeppe forfærdet. „Vil Islænderne til at gaa uden Fodtøj?“

„Fabrikkerne,“ svarede Skipperen.

„Fabrikker, Fabrikker!“ Jeppe lo haanligt men med et Stænk af Uvished. „Og vil du kanske bilde mig ind, de kan lave Sko paa Maskine — skære til og pinde op, binneje, sy Saal paa og alting? Nej det kan pinedød kun Menneskehaanden ledet af Menneskeforstanden — sy Skotøj er kun Menneskearbejde. Jeg skulde vel kunne erstattes af en Maskine — et Par Hjul der snurrer rundt basta! En Maskine er død ved jeg, og kan ikke tænke eller gøre sig større Umag — saadan skal _den_ Fod have det for der er ømme Tær! eller — her vil jeg give Saalen det Snit i Svangen for det ser smukt ud! eller — nu maa der passes paa ellers skærer man i Overlæret!“

„Der gives Maskiner som kan lave Fodtøj, og de gør det billigere end I — altsaa,“ sagde Skipperen kort for Hovedet.

„Det gad jeg se — kan du ikke vise mig en Sko, der ikke er lavet af Menneskehaand?“ Jeppe lo spydigt. „Nej der stikker noget andet under gør der — en eller anden vil nok pudse os.“ Skipperen gik fornærmet sin Vej.

Jeppe blev ved at paastaa, at der var Snyderier bag, men det med Maskinerne spøgede alligevel i ham — han blev ved at komme tilbage til det. „De skal vel snart til at lave Mennesker ogsaa paa Maskine,“ udstødte han arrigt.

„Nej der tror jeg alligevel den gamle Fremgangsmaade holder sig,“ sagde Bager Jørgen.

En Dag traadte Skipperen ind ad Værkstedsdøren, smed et Par Sko paa Forhøjningen og gik igen; de var købt i England, og tilhørte Styrmanden paa en Bark der lige var kommet ind. Unge Mester kiggede paa dem, vendte dem i Haanden og kiggede igen; saa kaldte han paa Jeppe. De var durknejede — voksne Mandssko og durknejede! — til Overflod stod der Fabriksstempel i Gelænget.

Jeppe lævnede dem ikke Ære for to Skilling, men selve Tingen kunde han ikke komme udenom.

„Saa er vi jo overflødige,“ sagde han skælvende, al hans Storhed var borte — „for kan de det ene paa Maskine kan de det andet ogsaa! Saa er Faget dødsdømt, og vi er alle brødløse en Dag. Naa — jeg har gudskelov ikke langt igen!“ Det var første Gang Jeppe vedgik, at han skyldte Vorherre en Død han ogsaa.