Part 14

Han vilde straks i Gang med at vende op og ned paa alle Begreber. Blot fordi han var avlet inde i Klipperne af en gammel slidkrøget Stenhugger, teede han sig straks som Stenens Herre, satte gammel velfunderet Erfaring til Side og halede ny Fremgangsmaader ud af sit eget Hoved. Stenen var som forgjort under hans Hænder, blot man lagde en Tegning foran ham, huggede han baade Djævlehoveder, Underjordiske og den store Søslange — alt det som ellers maatte udføres af Kunstnerne ovre. Gamle veltjente Stenhuggere saa sig pludselig sat til Side og kunde lige saa godt give sig til at slaa Skærver, en forløben Knægt sprang lige hen over deres mangeaarige Erfaring. De forsøgte saa det ældste af alle Midler til at lære Ungdommen Beskedenhed; men ogsaa der kom de tilkort, Peter Jørgensen havde tre Mands Kræfter og Mod for ti. Det var ikke til at hamle op med en, som havde ranet Ævner fra Gud selv og maaske stod i Forbund med Satan. Saa underkastede de sig, hævnede sig ved at kalde ham _Kraften_ — og satte deres Lid til Ulykken.

At følge hans Bane var at vove sig ud i det halsbrækkende, saa tidt de skikkelige Borgere end gjorde Rejsen, altid blev der nok af Svimmelhed tilbage. Om Natten sad han og tegnede og regnede, saa ingen begreb hvor han fik Søvn fra; og om Søndagen naar ordenlige Folk gik i Kirke, kunde han staa og hugge de løjerligste Ting ud i Sten uden at faa en Øre for det. Det var ved de Tider, den verdensberømte Billedhugger kom fra selve Tysklands Hovedstad for at hugge en stor Løve ud i Granit — til Ære for Friheden saagu! Men han kunde ingenting udrette med sit Smørstikke-Redskab, Stenen var for haard for en der var vant til at staa og pille i Marmor. Og fik han endelig en Bid af den, var det paa urette Sted.

Saa meldte _Kraften_ sig, og tog sig paa at hugge Løven efter noget Ler den anden klaskede sammen! Enhver var vis paa han vilde knække sammen paa det Stykke Arbejde; men saa fræk var han i sin Begavelse, at han udførte det til fuldeste Tilfredshed. Han fik en god Sum Penge for det, men det var ham ikke nok — han vilde have den halve Ære ogsaa og omtales i Bladene lige som selve Kunstneren. Og da der ingenting blev af det, smed han Værktøjet og vilde ikke arbejde for andre mer. „Hvorfor skal jeg gøre Arbejdet, og de andre tage Anseelsen?“ sagde han og mødte op ved Licitationer over Stenarbejder. I sit ustyrlige Hovmod vilde han skubbe dem til Side, der var født til at staa i Spidsen for Tingene. Men Hovmod staar for Fald, Straffen laa allerede og lurede paa ham.

Han havde givet laveste Bud paa den søndre Bro, og de kunde ikke komme uden om ham. Saa prøvede de at lægge alle mulige Hindringer i Vejen for ham, lokkede Arbejderne fra ham og hindrede ham i at faa Materiale. Byfogden som var med i det, krævede Kontrakten overholdt; og _Kraften_ maatte arbejde Nat og Dag med sine resterende Par Mand for at blive færdig til Tiden. Naa smukkere Bro havde ingen set, men han maatte sælge Skjorten af Kroppen for at dække sine Forpligtelser.

Han boede dengang i et pænt lille Hus som var hans eget. Det laa ude ved Østre Landevej og havde Spir paa Kvisten — Jens og Morten havde levet deres første Barndom der. Der var en lille Have foran med pæne Gange, og en Grotte der lignede et helt Klippeparti. Jørgensen havde anlagt det hele selv. Det blev taget fra ham, og de maatte flytte hen i Fattigmands Bydel hvor de hørte hjemme, og leje sig ind. Men det knækkede ham ikke, glad var han ligefuldt og endnu større af Væsen end før. Han var ikke nem at faa Ram paa!

Men saa gjorde han Bud paa den ny Ophalebedding. Man kunde have nægtet ham Gyldighed, da han ikke raadede over Kapital, men nu skulde han rammes! Han fik Sparekassekredit til at komme godt i Gang for, og Materialer og Arbejdere meldte sig til hans Raadighed. Saa midt i begyndte det samme igen, og denne Gang _skulde_ han knække Halsen — rig og fattig, hele Byen stod sammen om den Ting. Nu forlangte man sin Tryghed tilbage, den af Gud selv indstiftede Orden med høj og lav, ussel og fornem skulde overholdes. _Kraften_ var af ringeste Herkomst, han fik roligt gaa ind i det han var født til!

I Stykker gik han, den retmæssige Bygherre overtog et godt Stykke Arbejde for ingenting, og Stenhugger Jørgensen stod med et Par flækkede Træsko og en Gæld han aldrig vilde kunne indfri. Det glædede enhver at se ham gaa ind i Daglønnerens Tilværelse igen, men han gjorde det ikke roligt; han slog sig paa Drik, og af og til fór han op og rasede som en Djævel. Kvit blev de ham ikke, han lagde sig over alle Sind som en ond Knurren, selv naar han gik skikkelig i sin Dont, maatte de beskæftige sig med ham. I denne Tilstand ødede han de sidste Stumper, og de flyttede ud i Hytten ved Lossepladsen, hvor ingen anden vilde bo.

* * * * *

Han var blevet en anden siden Bevillingen til det store Havneprojekt var gaaet igennem. Han rørte ikke Spiritus; naar Pelle kom derud, sad han gærne henne under Vinduet og tumlede med Tegninger og Tal. Konen gik og smaagræd, og den gamle skældte ud; men Jørgensen vendte sin brede Ryg mod dem og passede i Tavshed sit. Han var igen ikke til at rive ud af sin Selvsikkerhed.

Moderen tog imod dem ude i Køkkenet, naar hun hørte dem komme støjende. „I faar gaa lidt varligt — Far regner og regner, den Stakkel. Aldrig faar han da Hvile i sit Hoved, siden det er blevet til Alvor med den Havn; bestandig arbejder Tankerne i ham. Saadan skal dét være! siger han — og saadan dét! Bare han dog vilde falde til Ro blandt sine Lige og lade de store passe deres.“

Han sad henne ved Vinduet midt i Søndagssolen og lagde nogle indviklede Tal sammen; han hviskede halvhøjt og lod den sprukne Pegefinger, hvis yderste Led var sprængt væk, løbe ned langs Tallene. Saa stødte han til Bordet. „Aa — at man ingenting har lært!“ stønnede han. Solen legede i hans mørke Skæg, Sliddet havde ikke formaaet at stivne ham i Leddene og rakke ham af, Drikkeriet havde ikke gjort ham noget — han sad og lignede Styrken selv. Den store Pande og Halsen var helt solbagte.

„Se her du Morten,“ udbrød han og rettede sig imod dem — „kig engang paa de Tal.“

Morten saa paa dem: „Hvad er det du Far?“

„Hvad det er — vor Fortjeneste for sidste Uge! Du kan nok se Tallene er store!“

„Nej hvad er det?“ Morten tog med sin tynde Haand i Faderens Skæg.

_Kraften_ blev mild i Øjnene ved dette Kærtegn. „Det er et Ændringsforslag! — de vil beholde Indløbet paa det gamle Sted, og det er galt; Havnen kan jo ikke søges i Paalands Vejr. Indløbet skal herud og Ydermolen bøje saadan,“ han viste paa sine Tegninger. „Enhver Fisker og Sømand vil give mig Ret — men de høje Herrer Ingeniører er jo saa kloge.“

„Vil du give Tilbud da — igen?“ Morten saa forfærdet paa ham.

Faderen nikkede.

„Men de tager dig jo ikke for god — du ved det jo! De ler bare ad dig.“

„Denne Gang bliver det nok mig der ler,“ svarede Jørgensen, lidt formørket ved Minderne om al den Haan der var overgaaet ham.

„Vist ler de ad ham,“ sagde den gamle henne fra Kakkelovnskrogen og rettede sit Rovfuglehoved imod dem — „men saa har han dog noget at lege med. Peter skal lege Storkarl.“

Sønnen svarede hende ikke.

„Du skal jo være dygtig til Tegning Pelle,“ sagde han rolig, „kan du ikke faa lidt Ret paa dette her? Det dér er Bølgebryderen, naar vi tænker os Vandet borte, og dette her Bassinet — skaaret igennem forstaar du nok! Men jeg kan ikke faa det til at se naturligt ud — Maalene er rigtige nok! Her over Vandlinjen skal der være store Kopsten, og neden for staar Brudfladen.“

Pelle gav sig i Lag med det men var for omhyggelig.

„Ikke saa nøjagtigt,“ sagde Jørgensen — „slaa kun lidt stort paa!“

„Ja slaa bare stort paa,“ gentog den gamle.

Saadan sad han bestandig naar de kom. Gennem Konen fik de at vide, at han alligevel ikke indgav noget Tilbud, men vilde gaa til den der overtog Arbejdet med sine Planer og tilbyde ham Makkerskab. Hun havde helt mistet Troen paa hans Planer nu og var altid urolig. „Han er saa underlig, bestandig optaget af dette ene,“ sagde hun frysende. „Drikker gør han aldrig — eller raser mod Alverden, saadan som tidligere.“

„Men det er jo bare godt,“ sagde Morten beroligende.

„Ja du snakker godt — hvad forstaar du vel? Naar han gaar i sit daglige, ved én da hvad der er; men saadan som nu — jeg er saa angst for Tilbageslaget, naar han faar hentet sit Nederlag. Tro kun ikke han har forandret sig — det blunder bare i ham. Mod Karen er han den samme som altid, han taaler ikke at se hendes Vanførhed — den minder ham om for meget, der ikke er som det skulde være. Hun maa ikke gaa paa Arbejde, siger han, men hvor skal vi undvære den Hjælp — leve skal vi jo dog! Jeg tør knap lade hende komme ham for Øje. Det er jo sig selv han vredes paa, men Barnet lider under det; han er den eneste hun bryder sig om.“

Karen var ikke vokset i de forløbne Par Aar men var blevet endnu mere vanfør, Stemmen var helt tør og skarp, som havde den passeret frosne Ødemarker inden den naaede frem. Hun holdt af at sidde og se paa Pelle og høre ham tale; naar hun formodede at han kom om Aftenen, skyndte hun sig hjem fra sin Plads. Men hun blandede sig aldrig i Samtalen eller tog Del i noget, ingen kunde vide hvad der foregik i hende. Moderen kunde pludselig jage sammen og briste i Graad, naar hun kom til at se hen paa hende.

„Hun skulde jo snart være fri for den Plads,“ sagde Moderen ofte. „Men Doktoren bliver ved at faa smaa, og saa ber de saa mindeligt, om hun maa blive bare et halvt Aar til. De gør meget af hende, for hun er saa paalidelig mod Børnene.“

„Ja var det Pelle saa tabte han dem nok.“ Karen lo knækkende. Andet sagde hun ikke, hun bad aldrig om at blive fri, beklagede sig heller ikke. Hendes Tavshed virkede som en stum Anklage, og tog al Hyggen naar hun var til Stede.

Men en Aften kom hun hjem og smed nogle Smaapenge paa Bordet. „Nu er jeg fri for at komme til Doktorens mere,“ sagde hun.

„Hvad saa da? har du gjort noget galt?“ spurgte Moderen forfærdet.

„Doktoren gav mig en paa Øret, fordi jeg ikke bar Anna over Rendestenen — hun er saa tung.“

„Du blev vel ikke jaget bort, fordi han havde slaaet dig? Du maa have svaret igen — dit Sind er saa haardt!“

„Nej men saa kom jeg til at vælte Barnevognen med lille Erik, saa han faldt ud. Hans Hoved er som et mostet Æble.“ Hun fortrak ikke en Mine.

Moderen brast i Graad: „Men hvor kunde du dog bære dig saadan ad? Barn dog.“ Karen stod og saa udfordrende ud — pludselig greb Moderen fat i hende:

„Du gjorde det da ikke med Vilje? gjorde du Karen?“ Karen vendte sig fra hende med et Ryk og gik op paa Loftet uden Godnat. Moderen vilde løbe efter hende.

„Lad hende gaa,“ sagde den gamle fjærnt — „hende faar du ingen Ret paa. Hun er undfanget i Haardhed!“

XV

Hele Vinteren havde Jens smurt sin Overlæbe med Hønsegødning; nu kom Skæget, og han fik sig en Kærest, hun var Barnepige hos Konsulens. „Det er forfærdelig Sjov,“ sagde han — „du skulde ogsaa faa dig en. Naar hun kysser, stikker hun Tungen frem lige som et lille Barn.“

Men Pelle skulde ingen Kærest have — for det første vilde nok ingen have ham, brændemærket som han var, og forresten havde han Sorg.

Naar han hævede Hovedet fra Arbejdet og saa tværs over Møddingen og Grisehuset, havde han det grønne Halvlys inde under Æbletrærne at drømme hen i. Det var som en fortryllet Verden, med grønne Skygger og stumme Bevægelser; utallige gule Orme hang og svingede frem og tilbage i hver sin tynde Traad, Gulspurve og Bogfinker kastede sig ustanselig fra Gren til Gren og snappede en Orm bort i hvert Kast, men lige mange var der igen. De rullede sig ned fra Grenene uden Ophør, hang der indbydende gule og vuggede for Dagens bløde Aande, og ventede paa at blive spist.

Og dybere inde i det grønne Lys — som paa Bunden af et Vand — gik tre lysklædte Piger og legede. En Gang imellem skottede de to yngste over, men tog straks Øjnene til sig naar han saa paa dem; Manna gik saa voksent og behersket som var han slet ikke til.

Manna var jo forlængst konfirmeret, hun gik med halvlang Kjole, og spaserede adstadigt hen ad Gaden med Veninderne under Armen. Hun legede heller ikke mere, allerede længe havde hun staaet der med en næsten voksen Erkendelse af, at dette ved Gud ikke gik an. Paa faa Dage sprang hun fra Pelles Side ind i de voksnes Lejr; hun henvendte sig ikke mere til ham paa Værkstedet, og naar han hilste paa Gaden, saa hun den anden Vej.

Manna kom ikke længer farende som en Vildkat og rev Pelle af Stolen, naar hun skulde have noget lavet, men gik pænt op til Unge Mesters Plads med Skoen indpakket i Papir. Men i Smug kendte hun endnu sin Legekammerat, naar ingen saa det kunde hun knibe ham i Armen rigtig haardt og bide Tænderne sammen, idet hun gik forbi.

Men Pelle var for tung til at fatte Overgangen og for meget Barn til at kunne gøre Springet med ind i det lyssky. Han stod ene tilbage og grundede uforstaaende paa den ny Tingenes Tilstand.

Men nu kendte hun ham ikke i Smug heller — han var slet ikke til for hende. Og Dolores og Aïna havde slaaet Haanden af ham; naar han saa ud, vendte de Hovedet den anden Vej og slog med Skulderen: Uf! De skammede sig over, at de nogensinde havde haft noget med saadan en at gøre. Han vidste vel hvorfor.

Et eget blødt Behag havde der været ved at blive tumlet med af saa fine nænsomme Hænder — han havde mange hyggelige Minder derovre fra. Det havde været rigtig rart at sidde med aaben Mund og blive proppet med Lækkerier af dem alle tre, saa han var lige ved at kvæles! Han maatte ikke synke, de vilde se hvor meget der kunde gaa i ham; saa lo de og dansede om ham, og de buttede Pigehænder tog fra hver sin Side om hans Hoved for at presse Munden til. — Naa, Pelle var efterhaanden groet en hel Alen i borgerlig Forstaaelse; han vidste godt, at han var af meget simplere Stof end de, og at dette maatte faa en Ende — ogsaa uden det med Raadhuset.

Men ondt gjorde det alligevel, det var som at sidde besvegen hen — og egenlig burde han ikke tage Føde til sig. For Manna — var hun ikke Kæresten naar alt kom til alt? han havde blot aldrig tænkt over det! Det var Kærlighedskval — og saadan saa den altsaa ud! Mon de følte anderledes, som tog Livet af sig i ulykkelig Kærlighed? Tristheden var nu ikke saa stor; naar Unge Mester sagde en Vittighed eller bandte paa sin malebariske Maade, kunde han godt le. Det var værst med Skammen! — —

„Du skulde tage dig en Kærest,“ sagde Jens. „Hun er saa blød som en Fugleunge, og saa varmer hun gennem Klæder og alting.“

Men Pelle havde andre Ting for — han vilde lære at svømme. Han vilde kunne alt, hvad Bydrengene kunde, og erobre sin Plads blandt dem tilbage. Nogen Førerstilling drømte han ikke længer om. Saa holdt han sig til Flokken, hummede sig lidt naar de skosede altfor stærkt — og kom igen; tilsidst blev de vant til ham.

Hver Aften satte han i Løb mod Havnen. Syd for det store Bækken, som man nu var i Gang med at pumpe tomt, var der altid fuldt af Læredrenge i Skumringen; de sprang nøgne om mellem Stenene, og svømmede i sladrende Flokke ud mod Vest hvor Himlen endnu glødede af Solnedgangen. Langt ude var der en Undervandsklippe hvor de lige kunde bunde, der hvilede de inden de gjorde Turen tilbage; deres mørke Hoveder rugede paa det røde Vand som sladrende Søfugle.

Pelle gjorde Turen med udad for at vænne sig til Dybet, der endnu bestandig vilde nappe ham i Benene. Naar Havet blomstrede var det som at svømme blandt Roser; hele det let slimede Blomsterflor, som Dybets Vækster havde slynget op paa Overfladen, glødede i Aftenskæret og gled lindt om hans Skuldre, og langt ude i Vest laa Lykkelandet i en mægtig Lysport, eller med gyldne Sletter der strakte sig helt ind i Uendeligheden. Det laa og lyste med en egen Dragen, saa han glemte sine Ævners Begrænsning, og svømmede længer ud end han havde Kræfter til. Og naar han vendte om og i for voldsomme Tag skød det blomstrende Lag til Side, gloede Vandet sort paa ham og Dybets Rædsel slog sammen over ham.

En Aften var de onde ved ham, en af dem paastod han endnu kunde se Mærker paa Pelles Ryg efter Rottingen. „Pelle har aldrig faaet Rotting!“ raabte Morten opbragt. Pelle selv svarede ikke men fulgte „Eskadren“; der var noget sammenbidt over hans Væsen.

Der gik lidt Sø som maaske havde slaaet dem ud af Retningen, maaske var det over daglig Vande — de kunde ikke finde Hvileklippen. En Stund plaskede de søgende rundt og satte Kræfter til, saa styrede de Kursen indefter. Pelle saa paa dem med underlige Øjne.

„Læg dig paa Ryggen og hvil!“ raabte de i Forbifarten; saa strøg de indefter, der var lidt Panik i dem alle. Pelle forsøgte at hvile men havde ikke Øvelsen, Bølgerne slog over hans Ansigt — saa arbejdede han sig efter de andre. Inde paa Land var der Staahej, han undredes paa hvad det galdt; Morten som aldrig tog Del i Badningen var sprunget op paa en Sten og stod og raabte.

Nogle af de første var i Behold. „Her kan du bunde!“ raabte de og stod med oprakte Arme i Vand til Munden. Pelle arbejdede ufortrødent, men var vis paa det var ørkesløst; han gjorde kun smaa Fremskridt og laa dybere og dybere. Hvert Øjeblik overrumplede en Sø ham og fyldte ham med Vand. De raskeste var ude igen, de svømmede omkring ham og søgte at hjælpe, det gjorde blot galt værre. Han saa Morten løbe skrigende ud i Vandet med Tøjet paa, og det gav ham lidt Kræfter. Men saa lammedes Armene igen, han laa og rodede paa samme Sted, kun Øjnene var fri af Vandet.

Pelle havde fløjet saa tidt i Søvne, og altid var der noget der holdt om hans Ben og hæmmede Flugten. Men nu var det Virkelighed, han hang oppe i den blaa Luft og dalede paa udspilede Vinger. Og dernede fra Mørket hørte han en Stemme, „Pelle“ kaldte den — „Pellepøjke!“ — „Ja Lassefar!“ svarede han og foldede lettet sine trætte Vinger sammen; han sank i hvirvlende Fart, det kogte i hans Øren.

Saa følte han pludselig en voldsom Smærte i sine Skinneben, Hænderne greb i groende Tangplanter. Han stod ret op i et Sæt, og Lys og Luft væltede ind over ham som fra en ny Tilværelse. Derinde løb Drengene forfærdet om med ét Ben i Bukserne, og her stod han paa en undersøisk Klippe, i Vand til Brystet, og gylpede Søvand op i Pottevis. Rundt om ham laa Svømmere og plaskede og var midt i Dykkeøvelser for at hente ham op fra Bunden. Det hele var nærmest grinagtigt, og Pelle hævede Armene højt over Hovedet som en Hilsen til Livet og tog Søen i langt Hovedspring. Et godt Stykke inde dukkede han op og kom huggende over Bølgerne som en Tumler, i kaade Spring. Men inde paa Stranden faldt han i Søvn som Vorherre havde skabt ham — lige med den ene Strømpe over Stortaaen.

Fra den Dag kendtes Drengene igen ved ham. Han havde ikke just udrettet nogen Bedrift, men Skæbnen havde et Øjeblik hvilet paa hans Hoved — det var nok. Pelle selv stak for Fremtiden altid Strygestaalet til sig og lagde det paa Stranden med Spidsen visende mod Land — han havde dog nok Lyst til at leve lidt endnu. Ellers lod han sig ikke afskrække men gik paa.

Naar Stormen stod ind, saa de ikke kunde svømme ud gennem Brændingen, laa de i Havstokken og lod sig tumle af Bølgerne. Saa kom hele Havet i fejende Flugt Vester fra for at styrte sig over dem; det jog frem som Horder af vilde Heste med de graa Maner fygende skraat ud. Stejlende kommer de, fejer Søen med den hvide Svans, hugger vildt i Luften med Hovene og gaar under. Andre sprænger frem over dem i sluttet Række, de ligger fladt ad Vandet og jager frem, Blæsten river dem det hvide Skum af Mulerne og fører det ind over Stranden hvor det hænger sig i Buskene og blinker ind til ingenting. I Havstokken sprænges de og synker døde sammen. Men derude stormer ny Horder frem som skulde Landet løbes ned, de rejser sig fraadende og hugger efter hinanden, springer fnysende og skælvende lige i Luften og brister af Panik — aldrig faar det Ende. Langt ude gaar Solen ned i brandrød Os, en Skystribe ligger derovre og breder sig langt ind i Uendeligheden. Som en gloende Steppebrand klammer den Horisonten ind og jager Horderne foran sig i panisk Skræk; og paa Stranden hujer den nøgne Drengeflok. Frem og tilbage springer de med udbredte Arme og jager raabende de vilde Heste i Havet igen!

XVI

Det gik ikke godt ude i Drengenes Hjem. Jørgensen havde ikke faaet noget ud af sine Planer, alle andre end netop han selv vidste at det vilde gaa saadan. Folk vidste ogsaa Besked om, at Ingeniøren havde budt ham et Hundrede Kroner for dem, og da han ikke vilde tage imod det men forlangte Del i Ledelsen og Æren, blev han vist Døren.

Saa roligt havde han aldrig før taget noget, han fór ikke op med store Ord og Spektakel, men tog fat i almindeligt Dagleje paa Havnen som enhver anden Arbejder. Sit Nederlag nævnede han ikke og tillod ingen at røre ved det, over for Konen lod han som ingenting. Men hun maatte igen se ham lukke sig inde i sin Stumhed, uden at vide hvad der foregik i ham; hun anede det forfærdelige og klagede sin Nød for Drengene. Scener lavede han aldrig, skønt han nu og da var beruset; han aad i Tavshed og gik i Seng, den Tid han ikke var paa Arbejde sov han hen.

Men da Planerne rullede sig saa vidt ud, at de blev bekendt for enhver, var det forbi med hans Arbejden. Ingeniøren havde taget af Jørgensens Planer hvad han havde Brug for, enhver kunde se det, og der stod nu _Kraften_ med tør Mund, bare fordi han læssede mere paa Skeen end han kunde gabe over. De fleste undte ham det godt og gav sig god Tid til at drøfte det; Byen var vant til at forsømme sit eget for at kaste hele sin Vægt paa denne trodsige Nakke. Men nu var han da bøjet i Støvet, alle havde været paa Havnen for at se _Kraften_ gaa og trille Jord som en almindelig Sjover i sit eget store Projekt. De undredes blot paa saa stille han tog det; det var lidt af en Skuffelse, at han ikke vred sig under Dødvægten og gav sig til at rase i sin Afmagt.

Han nøjedes med at drikke, men det gjorde han ogsaa til Gavns; bestandig gik han i en Taage af Spiritus, og arbejdede kun lige det nødvendige til at holde Rusen vedlige for.

„Saadan har han aldrig været før,“ sagde Konen grædende. „Han tager ikke paa Vej og raser, men er saa jævnt ond at det ikke er til at være i Huset. Alting tilsætter han med sin Ondskab og jager med den stakkels Karen, saa det er Synd. Ingen har han Respekt for undtagen sin gamle Mor, og Gud ved hvorlænge det varer. Han arbejder ikke men drikker blot; mine surt fortjente Skillinger stjæler han af Kjolelommen og køber Spiritus for; der er ikke Skam i ham længer — saa ærekær han før har været. Og sin Rus kan han ikke bære længer som forhen, men gaar og falder; forleden kom han hjem helt blodig og havde slaaet Hul i Hovedet. Hvad har vi da ogsaa gjort Vorherre, at han skal hjemsøge os saadan?“

Den gamle sagde ingenting men flyttede sit knappe Blik fra den ene til den anden og tænkte sit.

Saadan var det fra Uge til Uge. Drengene blev træt af at høre paa Moderens Klynken og holdt sig borte fra Hjemmet.

En Dag Karen skulde gaa et Ærende for sin Moder, blev hun borte. Hun kom heller ikke næste Dag, Pelle fik det at vide nede ved Baadehavnen, hvor hun sidst var set. De laa og søgte efter hende med Dræg, men ingen turde fortælle Jørgensen det. Hen paa Eftermiddagen kom de med hende, op forbi Værkstedet; Pelle vidste hvad det var, da han hørte de mange tunge Fødder ude paa Gaden. Hun laa paa en Bærebør, og to Mand bar hende; foran hende trillede Høstvinden de første fejende Blade, og hendes tynde Arme hang ned til Stenbroen som vilde de gribe dem. Det skæmmede Haar hang ogsaa, Vandet drev af hende. Bagefter Baaren gik _Kraften_ og var døddrukken. Han holdt Haanden for Øjnene og mumlede som i Andagt, hvert Øjeblik løftede han Pegefingeren. „Hun har faaet Fred,“ sagde han tykt og søgte at se aandfuld ud — „den Fred som overgaar — —“ han kunde ikke komme efter Ordet.

Jens og Pelle løste Mændene af ved Baaren og bar hende hjem, de var angst for det der forestod.

Men Moderen stod i Døren og tog stille imod dem, som havde hun ventet dem — hun var bare hvid i Ansigtet. „Hun har jo ikke kunnet holde det ud,“ hviskede hun blot til dem og knælede ved Barnet.