Part 10

Paa Værkstedet var der hyggeligt, naar Ilden spruttede i Kakkelovnen og Mørket stod og rev ondt i de nøgne sorte Vinduer. Disken var flyttet ind fra Vinduet, saa de alle fire kunde faa Plads om den, Mester med sin Bog og de tre Drenge med hver sin Reparation. Lampen hang og osede midt over Disken, den kunde lige rode lidt op i Mørket. Den Smule Lys den gav indsugedes af de store Glaskugler, som samlede det og kastede det ned paa Arbejdet. Lampen gyngede svagt, og Lyspletten flød som en Gople, frem og tilbage, saa Arbejdet hvert Øjeblik laa i Mørke. Saa bandte Mester og stirrede lidende ind i Lyset.

De andre fik blot ondt i Øjnene, men Mester var syg af Mørket. Hvert Øjeblik rettede han sig med en Gysen. „Fy for den Lede hvor her er mørkt, det er jo som om man laa i sin Grav — kan den da slet ikke lyse i Aften?“ Saa rodede Pelle med den, det blev ikke bedre.

Naar Gamle Jeppe kom trippende ind, saa Mester Andrés op uden at skjule Bogen; saa var han i Stridshumør. „Hvem er det?“ spurgte han og stirrede anstrængt ind i Mørket — „naa det er Far.“

„Er det skidt med Øjnene?“ spurgte den gamle spydigt. „Vil du have noget Øjenvand?“

„Fars Øjenvand — nej ellers Tak. Men den Satans Belysning ogsaa, én kan jo ikke se en Haand for sig.“

„Gab, saa lyser Tænderne,“ snærrede Jeppe arrigt. Det var deres evige Strid denne Belysning.

„Der er min Salighed ikke andre end os paa hele Øen der syr ved den elendige Belysning, at Far ved det.“

„Jeg har aldrig hørt Klager paa Lampen i min Tid,“ svarede Jeppe. „Og der er lavet bedre Arbejde ved Glaskuglen, end de nu præsterer med deres kunstige Paafund. Men ødes skal der jo — Ungdommen i vore Dage ved ikke af nogen større Fornøjelse end at kaste Penge hen til moderne Skidt.“

„Ja i Fars Tid — da var alting jo saa dejligt,“ sagde Mester Andrés. „Det var jo dengang Englene gik med hvide Pinde i Munden.“ — —

I Aftenens Løb kom den ene og den anden drattende for at spørge nyt og fortælle. Og naar unge Mester var i sit gode Humør blev de hængende. Han var jo Ilden og Sjælen som gamle Bjerregrav sagde — han kunde give Forklaring paa saa mange Gaader fra sin Læsning.

Naar Pelle løftede Øjnene fra Arbejdet var han blindet. Dernede paa Værkstedsgulvet hvor Bager Jørgen og de andre sad og talte, saa han kun dansende Lyspletter med sit Arbejde svævende midt i, og af sine Kammerater saa han kun Skødet. Men inde i Glaskuglen løb Lyset som legende Ild, derinde var der en hel Verden i evig Strømmen.

„Naa i Aften lyser hun jo udmærket,“ sagde Jeppe, naar en af dem kiggede til Lampen.

„Naa ikke det?“ svarede Mester Andrés krængt.

Men en Dag bragte Isenkræmmerens Karl noget i en stor Kurv — en Hængelampe med Rundbrænder; og i Mørkningen kom Isenkræmmeren selv for at forestaa den første Tænding, og sætte Pelle ind i hvordan Vidunderet skulde behandles. Han gik meget forsigtigt og omstændeligt til Værks. „Den _kan_ jo eksplodere forstaas,“ sagde han, „men saa skal man ogsaa fare haardt frem mod Mekaniken. Bare den tages med Fornuft og Varsomhed er der ingen Fare.“

Pelle stod hos og holdt Glasset, men de andre trak Hovedet bort fra Disken, og Unge Mester stod helt nede paa Gulvet og trippede. „Jeg vil min Salighed ikke fare levende til Himmels,“ sagde han med sit morsomme Udtryk „— hvor Satan tør du Pelle? du er en fræk Fyr!“ Og han saa paa ham med sit store forundrede Blik der rummede den dobbelte Bund af Spøg og Alvor.

Endelig straalede Lampen sit Lys ud, der var ikke den fjærneste Hylde under Loftet hvor man ikke kunde tælle alle Læsterne. „Det er jo en hel Sol,“ sagde Unge Mester og tog sig til Kinderne „— jeg tror min Sjæl den heder Luften.“ Han var ganske rød, hans Øjne tindrede.

Gamle Mester holdt sig paa Afstand til Isenkræmmeren var gaaet, saa kom han farende. „Naa I er ikke røget i Luften endnu?“ spurgte han i stor Forbavselse. „Det er et ækelt Lys den giver — et rigtig hæsligt Lys, fy da! Lyser ordenlig ud gør det ikke, men bider sig fast i Øjnene. Ja ja, ødelæg I kun jeres Syn!“

Men for de andre var Lampen en Tilgang af Liv; Mester Andrés gassede sig i dens Straaler. Han var som en soldrukken Fugl, bedst som han sad slog han ud i Jubel. Og til Naboerne, der kom for at se Lampen og drøfte dens Egenskaber, udbredte han sig i store Talemaader, saa Lyset flerdobledes for dem. De kom flittigt og blev lettere hængende. Mester lyste og Lampen lyste; som Insekter droges de mod Lyset — det dejlige Lys!

Tyve Gange om Dagen var Unge Mester ude i Gadedøren, men kom straks ind igen og satte sig til at læse paa Forhøjningen, med Klampestøvlen stikkende bagud. Han spyttede meget, Pelle maatte skifte Sand under ham hver Dag.

„Det er vel et eller andet Slags Dyr, som sidder og gnaver i Brystet paa dig?“ sagde Farbror Jørgen, naar Hosten var slem ved Andrés. „Nu ser du ellers saa rask ud. Du kommer dig vel, inden vi ser os om.“

„Ja min Salighed!“ Mester lo glad mellem to Anfald.

„Bare giv den Grovfilen du, saa kreperer den sku nok. Det er nu, du er ved de tredve, den skal kunne ødelægges. End om du gav den Konjak!“

Jørgen Kofod kom gærne trampende i store Træsko, og Jeppe gav ondt af sig. „En skulde ikke tro, du havde en Skomager til Bror,“ sagde han bidsk — „vi faar dog alt vort Rugbrød hos jer.“

„Men naar jeg nu ikke kan holde Fødderne varme i det forbandede Lærfodtøj! Og fuld af Gigt er jeg — det er rent elendigt.“ Den store Bager vred sig ynkeligt.

„Det maa være fælt med den Gigt,“ sagde Bjerregrav — „Selv har jeg aldrig haft den.“

„Skræddere faar vel ikke Gigt,“ svarede Bager Jørgen haanligt — „en Skrædderkrop blev vist noget trang at husere i. Der gaar jo tolv Skræddere paa et Pund, ikke bedre jeg ved.“

Bjerregrav svarede ikke.

„Skrædderne har deres egen omvendte Verden,“ blev Bageren ved — „dem tør jeg ikke sammenligne mig med. En vanskabt Skrædder, det er jo en der har sin fulde Førlighed.“

„Aa Skrædderne er vel altid lige saa højt paa Straa som Rugbrødsbagerne,“ stammede Bjerregrav febrilsk. „Bage Rugbrød kan dog enhver Bondekone.“

„Ja højt paa Straa — det tror nok Pokker. Naar Skrædderen syr en Hue, faar han Tøj til overs til et Par Bukser til sig selv; derfor er Skrædderne altid saa galante i Tøjet.“ Bageren talte ud i Luften.

„Det er ellers Møllere og Bagere der har Ord for at snyde.“ Gamle Bjerregrav henvendte sig til Mester Andrés og rystede af Hidsighed. Men Unge Mester stod og saa muntert fra den ene til den anden, hans halte Ben gyngede frit.

„Til Skrædderne forslaar der ingenting — jeg rummer for meget! sagde Skrædderen han kvaltes i en Ært. Som Ordet ogsaa gaar — det forslaar ikke mere end en Skrædder i Helvede. Det er Karle det! Vi kender jo alle Tilfældet med Konen der fødte en fuldvoksen Skrædder til Verden, uden at vide af hun var i Barnsnød.“

Jeppe lo: „Nu kunde I godt holde op; den ene har saamænd ikke noget at lade den anden høre.“

„Nej, og jeg har ikke i Sinde at træde nogen Skrædder ihjæl, for saa vidt det kan undgaas — de er jo ikke nemme at faa Øje paa.“ Bager Jørgen løftede varligt paa sine store Træsko. „Men de er ikke Mennesker — eller er der nogen Skrædder i Byen der har været over Havet? Der var heller ikke Mandfolk nærværende, da Skrædderne blev skabt — et Kvindfolk stod i Træk i en Gadedør, og saa blev hun med en Skrædder.“ Bageren kunde ikke holde op igen, naar han først havde begyndt at aale nogen; nu Søren var blevet gift havde han faaet hele sit Humør igen.

Bjerregrav kunde ikke klare sig. „Sig om Skrædderne hvad du vil,“ fik han endelig indført, „men Rugbrødsbagerne regnes ikke til Fagfolk — ikke mere end Vaskekoner gør! Skræddere og Skomagere det er dog ordenlige Lav — med Fagprøver og alting.“

„Ja se Skomager det er nu igen noget andet,“ mente Jeppe.

„Der gaar dog lige saa mange Mundheld om jer som om os,“ Bjerregrav klippede fortvivlet med Øjnene.

„Saa? Det er vist ikke længer siden end i Fjor, at Mester Klavsen blev gift med en Snedkerdatter! Men hvem maa en Skrædder tage til Kone? sin egen Tjenestepige.“

„At Far gider,“ sukkede Mester Andrés. „Det ene Menneske er lige saa godt som det andet.“

„Ja du vender jo op og ned paa alting! men mit Fag vil jeg have respekteret. Nu er det forløbne Agenter og Uldkræmmere og andre Rakkere, der slaar sig ned i Staden og fører det store Ord, men i gamle Dage var Haandværkerne Landets Marv. Selv Kongerne maatte lære et Haandværk dengang. Jeg stod min Lære ud i selve Hovedstaden, og paa det Værksted havde der en Prins lært Faget. Men jeg har pinedød aldrig hørt om nogen Konge, der lagde sig efter Skrædderiet.“

Saadan kunde de blive ved. Og bedst som de sad og kævledes gik Døren op, og Træbene-Larsen stampede ind og fyldte Værkstedet med frisk Luft. Han var i Stormhue og blaa Pjækkert. „God Aften Børn!“ sagde han muntert og hev en Bunke Lærhylstre og umage Støvler paa Forhøjningen.

Der kom Liv i dem alle: „Der har vi jo Spillemanden! Velkommen hjem! Har Sommeren givet godt?“

Jeppe undersøgte de fem Højrestøvler en for en, krængte Overlæret fra Randen og holdt Hæl og Saal i Flugt for Øjet. „Der har en Fusker haft fat i dem,“ brummede han og gik saa i Gang med Hylstrene til Træbenet. „Naa virker saa Filtlaget?“ Larsen havde det med at fryse om den amputerede Fod.

„Ja jeg har ingen Fodkulde mærket siden.“

„Fodkulde!“ Bageren slog sig paa Laarene og lo.

„Ja du kan sige hvad du vil; men hvergang jeg blev vaad om Træbenet fik jeg Snue.“

„Det var Bølens,“ udbrød Jørgen og rullede med sin store Overkrop som en Flodhest „— det var underligt.“

„Der er meget underligt til paa denne Jord,“ stammede Bjerregrav. „Dengang min Broder døde gik mit Ur i Staa i samme Øjeblik — jeg havde faaet det af ham.“

Træbene-Larsen havde været over hele Kongeriget med sin Lirekasse og maatte fortælle: Om Jærnbanetogene der kørte saa Landskabet løb rundt om sig selv, om Hovedstadens de store Butiker, og Forlystelsesstederne.

„Det er lige meget, til Sommer vil jeg nu en Tur til København og arbejde!“ sagde Mester Andrés.

„Jylland — der har de jo saa mange Vrag!“ sagde Bageren. „Det skal jo være Sand det hele! Jeg har hørt sige, at Landet vandrer Øster efter — under Fødderne paa dem. Er det sandt, at de har en Stolpe, som man skal klø sig paa før man faar Lov at sætte sig?“

„Min Søster har en Søn som er gift og bosat hos Jyderne,“ sagde Bjerregrav. „Ham saa du vel ikke noget til?“

Bageren lo: „Skrædderne de er store — de gaar med hele Verden i Vestelommen! — Hvad saa Fyns Land — der var du vel ogsaa? Det er dér Kvindfolkene er saa milde til Sinds! Jeg laa uden for Svendborg engang og tog Vand ind, men der var ingen Tid til at gaa i Land.“ Det lød som et Suk.

„Kan du nok holde ud at vandre saa meget?“ spurgte Bjerregrav bekymret.

Træbene-Larsen saa foragteligt til Bjerregravs medfødte Klumpfod — han havde selv faaet sit ved Helgoland, for en ærlig Kugle. „Naar man har sin Førlighed,“ sagde han og spyttede ud over Forhøjningen.

Saa maatte de andre fortælle om hvad der var hændt Byen i Sommerens Løb, om den finske Bark der var strandet nordude, og _Kraften_ der havde slaaet sig løs. „Men nu sidder han og kukkelurer bag Bolt og Slaa.“

Bjerregrav blev hængende ved Navnet og kaldte det Gudsbespottelse: „Kraften er kun én — som skrevet staar, og stakkels vi, om han slog sig løs over vore Hoveder.“

Træbene-Larsen mente nu, at Kraften ikke havde noget med Gud at skaffe men var af jordisk Stof; ovre brugtes den til at trække Maskiner — i Stedet for Heste.

„Jeg skulde holde for, at Kraften er Fruentimmerne,“ sagde Bager Jørgen „— for de regerer sku Verden. Og Vorherre bevare én naar de slaar sig løs! Men hvad mener du Andrés som er saa boglærd?“

„Kraften det er Solen,“ sagde Mester Andrés, „— den raader for alt Liv, og Videnskaben har fundet ud, at al Kraft udgaar fra den. Hvis den faldt i Havet og afsvaledes, saa blev hele Jorden til en Isklump.“

„Ja for det er Havet som er Kraften,“ udbrød Jeppe hoverende. „Eller kender I noget der kan bryde ned som det og rive alting til sig. Og fra Havet faar vi det hele igen. Dengang jeg fór paa Malaga —“

„Ja det er saagu sandt ogsaa,“ sagde Bjerregrav, „for de fleste finder Føden paa Havet, og mange Døden ogsaa. Og de Rigmænd vi har — fra Havet har de faaet deres Penge.“

Jeppe rettede sig og fik Glans i Brillerne; „Havet kan bære oppe hvad det vil, Sten og Jærn om endskønt det selv er blødt! de tungeste Byrder kan vandre paa dets Ryg. Og saa med et suger det alting til sig. Jeg har set Skibe sejle sig med Stævnen ret ned i Bølgerne og forsvinde, naar Kravet var der.“

„Jeg gad vidst, om Landene flyder eller de staar paa Havbunden. Ved du ikke det Andrés?“ spurgte Bjerregrav.

Mester Andrés mente de stod paa Havbunden, men Farbror Jørgen mente nej. „Saa stort som Havet er,“ sagde han.

„Ja stort er det, for nu har jeg været hele Øen over,“ sagde Bjerregrav selvfølende — „men aldrig truffet noget Sted hvorfra jeg ikke kunde se Havet. Alle Bornholms Sogne de grænser jo til Havet ogsaa! Men Bønderne har det vel ingen Magt over, for de hører jo Mulden til?“

„Havet har Magt over os alle,“ sagde Larsen. „Nogle viser det fra sig, der har faret paa det i mange Aar; saa faar de pludselig Søsygen paa deres gamle Dage, og nu er de varet ad. Det var derfor Skipper Andersen gik i Land. Og andre drager det til helt oppe fra Bondelandet! Jeg har faret til Søs sammen med saadanne, der hele deres Liv havde gaaet deroppe og set paa Havet men aldrig været nede ved det. Og saa en Dag tog Fanden ved dem, de slap Ploven og løb ned til Havet og tog Hyre. Det var ikke de daarligste Søfolk.“

„Ja,“ sagde Bager Jørgen — „og faret til Søs har vi alle her paa Landet, der farer Bornholmere paa alle Have saa langt Fartøj kan gaa. Jeg har ogsaa truffet den Slags, der aldrig havde været ved Havet før, og alligevel var de som hjemmevant paa det. Mens jeg førte Briggen Klara for Skipper Andersen, havde jeg saadan en som Jungmand. Han havde aldrig badet før; men en Dag vi laa for Anker og de andre var ude at svømme, kastede han sig Gud hjælpe mig ogsaa ud som om det kunde være i Moders Favn — han mente det fulgte af sig selv med Svømningen. Han gik jo lige til Bunds, og var halvdød inden vi fik ham op.“

„Satan forstaa sig paa Havet,“ udbrød Mester Andrés kortaandet. „Rundt buer det sig bestandig, og det kan rejse sig lodret paa Bagbenene og staa som en Mur, skønt det er flydende! Og saa har jeg tilmed læst i en Bog, at der findes saa meget Sølv i Havet, saa hvert Menneske paa Jorden kunde blive velstaaende.“

„Ih du forbarmende,“ udbrød Bjerregrav „— ih men nu har jeg da! Mon det skulde stamme fra alle dem som har forlist? — Ja Havet er pine mig Kraften!“

„Klokken er ti!“ sagde Jeppe. „Og Lampen tærer — det Fandenskab!“ Saa brød de hastig op, og Pelle slukkede.

Men længe efter at han havde lagt Hovedet til Puden, kørte det rundt derinde. Han havde slugt det hele, og Forestillingerne myldrede i hans Hjærne som Unger i en overfyldt Rede, skubbedes og trængtes for at finde en Plet at falde til Ro paa. Havet var stærkt, nu ved Vintertid havde han dets Kogen mod Klipperne i Øret bestandig. Men Pelle var ikke vis paa han gik af Vejen for det! Han nærede en ubevidst Uvilje mod at sætte sig selv Grænser, og Kraften de trættedes om sad til syvende og sidst inderst inde i ham selv, som en lys Følelse af at være uovervindelig trods alle Nederlag.

Undertiden maatte denne Følelse synligt frem og bære ham over Dagen. En Middag sad de og arbejdede, efter — som sædvanlig — at have slugt Maden paa fem Minutter; Svenden var den eneste der undte sig lidt Middagshvil, han sad og læste Avisen. Pludselig hævede han Hovedet og saa forundret paa Pelle: „Hvad i Alverden er det? Lasse Karlsson — det er jo din Far?“

„Ja,“ svarede Pelle tykmælet, og Blodet jog ham til Kinderne. Stod Lassefar nu ogsaa omtalt i Aviserne? — da vel ikke for nogen Ulykke? Han maatte have gjort sig bemærket paa en eller anden Maade ved sit Jordbrug. Pelle var ved at kvæles af Spænding men turde ikke spørge — og Lille Nikas sad blot og saa lukket ud. Han havde taget Unge Mesters Mine paa.

Men saa læste han højt: _Bortkommen!_ En Lus med tre Haler er løbet bort og kan tilbageleveres mod en god Dusør til Gaardejer Lasse Karlsson, Lynggaarden. Sammesteds købes brugt Rugbrød!

De andre slog en skraldende Latter op, men Pelle blev askegraa. I et Spring var han over Disken og havde faaet Lille Nikas under sig ned paa Gulvet; der laa han og masede med Fingrene om hans Hals for at kværke ham — til han blev overmandet. Emil og Peter maatte holde ham, mens Spanderemmen gjorde sit Arbejde.

Alligevel var han stolt, hvad betød nogle Prygl mod den Kendsgærning, at han havde slaaet Svenden i Gulvet og faaet Ram paa den kuende Respekt. De kunde lige prøve at komme med deres forløjede Hentydninger til dengang — eller drive Spot med Far Lasse! Pelle havde ikke i Sinde at lirke sig frem.

Og Forholdene gav ham Ret. Der blev taget mere Hensyn til ham for Fremtiden — ingen holdt af at faa ham og hans Værktøj i Hovedet, selv om de kunde prygle ham bagefter.

XI

I Skipperens Have var der øde, Trær og Buske var afbladede; man kunde fra Værkstedet se tværs gennem det hele, hen over andre Haver, helt over til Bagsiden af Husene i Østergade. Der var ingen Leg dér mere, Gangene laa hen i Frost og Søle, Koralblokkene og de store Konkylier, der med deres Rosenmund og Fisketænder sang saa mangfoldigt om de store Have, var taget ind for Frosten.

Manna saa han tidt nok. Hun kom farende ind paa Værkstedet med Skoletaske eller Skøjter; der var sprunget en Knap eller Skøjterne havde vrikket en Hæl løs. Der var frisk Blæst i hendes Haar og Kinder, Kulden fik hende til at blusse. „Der er Blod dér!“ sagde Unge Mester og saa sig helt glad paa hende; han lo og gjorde Løjer naar hun kom. Men Manna holdt sig paa Pelles Skulder og kastede Foden op i hans Skød for at han kunde knappe. Sommetider kneb hun ham i Smug og saa gal ud — hun var sjalu paa Morten. Men Pelle forstod ingenting, Mortens kloge milde Sind havde helt bøjet ham ind under sig og taget Styret. Pelle var et ulykkeligt Menneske, naar han havde en Time til sin Raadighed og Morten ikke var der. Saa sprang han med Tungen ud af Halsen for at lede ham op; alt andet fik være.

En Søndag Formiddag han gik og fejede Sne i Gaarden var de derovre; de gik og byggede Snemand.

„Aa Pelle!“ raabte de og klappede i Vanterne — „kom herover hvad! Saa kan du hjælpe os at bygge en Snehytte. Vi murer til for Døren og tænder Julelys — vi har Stumperne. Aa kom hvad!“

„Saa skal Morten være med — han kommer om lidt!“

Manna trak paa Næsen: „Nej Morten vil vi ikke have herover.“

„Hvorfor? han er da meget skikkelig,“ sagde Pelle stødt.

„Ja men hans Far er saa fæl — alle Folk er bange for ham. Og saa har han siddet i Hullet.“

„Ja for Slagsmaal — det er vel ikke saa farligt! Det har min Far ogsaa dengang han var ung. Det gør ikke noget — naar bare det ikke er for Tyveri!“

Men Manna saa paa ham med et Udtryk som Jeppe selv, naar han dømte nogen ud fra Borgeraanden. „Men Pelle! skammer du dig ikke? Saadan tænker kun de aller fattigste som ingen Skam har!“

Pelle blev rød over sin egen simple Tænkemaade. „Morten kan jo ikke gøre for, at hans Far er saadan,“ indvendte han spagt.

„Nej vi _vil_ ikke have Morten herover — Mor vil heller ikke have det. Hun siger det kan gaa med dig, men saa heller ikke flere. Vi hører jo til de fine,“ føjede hun forklarende til.

„Min Far har en stor Gaard — det er vel altid lige saa meget som en raadden Skude,“ sagde Pelle hovent.

„Fars Skib er slet ikke raaddent,“ svarede Manna krænket. „Det er det bedste her fra Havnen og det har tre Master.“

„Du er vel ikke andet end en Pjalt Tøs!“ Pelle spyttede ind over Gærdet.

„Ja men du er svensk!“ Manna klippede triumferende med Øjnene, Dolores og Aïna stod bagved og rakte Tunge.

Pelle havde den største Lyst til at springe over Gærdet og give dem nogen Tæsk; men saa begyndte Jeppes Kælling at gnældre inde fra Køkkenet, og han gik til sit Arbejde.

— — —

Nu efter Jul var der slet ingenting, Folk sled paa Overlæret eller gik med Træsko. Lille Nikas var sjælden paa Værkstedet, han kom til Maaltiderne og gik igen, var bestandig i sit pæne Tøj. „Han faar Føden let,“ sagde Jeppe. „Ovre der føder de ikke deres Folk om Vinteren, men furer dem saa snart der ikke er noget at bestille.“

Flere Gange om Dagen blev Pelle sendt en Omgang paa Havnen for at søge Skibene af. Mestrene stod dernede med Skødskind for og drøftede Søvæsen, eller løb til hinandens Døre for en Passiar; de havde af gammel Vane et Stykke Værktøj i Haanden.

Overalt sugedes der paa Labben, de hellige holdt Møder hver Dag, Folk havde Tid nok til at komme. Nu fik Byen ret Lejlighed til at vise, hvor let det hele var funderet; det var ikke som ude paa Landet, hvor man kunde gaa og gasse sig i Bevidstheden om at Jorden arbejdede for én. Her gjorde alle sig saa smaa og smaattærende som muligt for at knibe sig igennem den døde Tid.

Paa Værkstederne sad Drengene og knaldede billigt Fodtøj sammen paa Lager, hvert Foraar fragtede Skomagerne i Fællesskab en Skude og sendte Fodtøjet til Island — det gav altid lidt til Føden. „Giv det Øretæver,“ maatte Mester idelig gentage — „vi faar ikke meget for det.“

Med Stilstanden dukkede alvorlige Spørgsmaal frem. Mange Arbejdere var allerede ude for Elendigheden, og det hed sig, at Fattigvæsnet vilde faa svært ved at yde Hjælp til alle der henvendte sig. Velgørenheden var i fuld Virksomhed. „Og saa er det ingenting imod som ovre. Der skal Arbejdsløsheden tælle Titusender har jeg hørt,“ fortalte Bager Jørgen.

„Hvad mon de saa lever af alle de tusend Stakler, naar Arbejdsløsheden er saa stor?“ sagde Bjerregrav. „Det kan være galt nok med Nøden her paa Stedet, hvor dog hver Mester sørger for Føden til sine.“

„Her lider ingen Nød, naar ikke de selv vil,“ sagde Jeppe. „Vi har et velordnet Fattigvæsen.“

„Du er nok blevet Socialist du Jeppe,“ sagde Bager Jørgen — „du vil have det hele over paa Fattigvæsnet!“

Træbene-Larsen lo: „Det var en ny Forklaring den.“

„Ja hvad er’et de vil da? — for Frimurere er de jo ikke. Det hedder sig at de stikker Hovedet frem igen derovre nu.“

„Æh, det er noget der kommer og gaar med Arbejdsløsheden vel,“ sagde Jeppe. „Noget skal Folk jo tage sig til. Der kom en Søn af Sejlmagerens hjem i Fjor Vinter — han var det nok i Smug. Men Forældrene har aldrig villet vedgaa det, og han selv var jo klog nok til at tage Næsen til sig igen.“

„Var han min Søn, skulde han faaet sig et Maal fuldt Prygl,“ sagde Jørgen.

„Mon det ikke skulde være saadanne, der bereder sig paa Tusendaarsriget — dem har vi jo enkelte af her ogsaa?“ sagde Bjerregrav spagfærdigt.

„Mener du de stakkels Skrog der tror paa Urmageren med hans ny Tid? Ja det kan sku godt være,“ sagde Jeppe haanligt. „Men jeg har hørt at der skal være saa meget ondt i dem. Snarere er det vel Antikrist, som Skriften ogsaa forjætter om.“

„Jamen hvad vil de da?“ spurgte Jørgen — „hvad gaar deres Galskab ud paa?“

„Hvad de vil,“ Træbene-Larsen tog sig sammen. „Jeg har været sammen med ikke saa faa af de Folk ovre — saa vidt jeg kan forstaa, vil de have Retten til at lave Penge taget fra Kronen og givet til hvermand. Og det hele vil de have omstyrtet, det er sikkert nok.“

„Naa,“ sagde Mester Andrés, „det de vil er vist godt nok — men de naar det bare aldrig. Jeg kender jo ogsaa lidt til dem gennem Garibaldi.“

„Men hvad vil de da, naar de ikke vil omstyrte Verden?“

„Hvad de vil? — ja hvad vil de — at alle skal have lige meget vel?“ Mester Andrés var usikker.

„Saa skulde Skibsdrengen have lige saa meget som Kaptejnen, nej for Bølen da ogsaa!“ Bageren slog sig paa Laarene og lo.

„Kongen vil de nu ogsaa have væk,“ sagde Træbene-Larsen ivrigt.

„Hvem Satan skal saa regere os — saa kom Tysken nok springende med det samme! — Det er ligevel det værste — at danske Folk kan ville overgive deres eget Land til Fi-enden! Jeg undres paa hvorfor man ikke skyder dem ned uden Lov og Dom! Her paa Bornholm vinder de nu aldrig Indpas.“

„Det er ikke godt at vide!“ Unge Mester lo.