# Pelle Erobreren 2: Læreaar

## Part 1

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-2-l-reaar-76723/index.md

PELLE EROBREREN. II

M. ANDERSEN NEXØ

PELLE EROBREREN. LÆREAAR

ROMAN

FOLKEUDGAVE

KØBENHAVN OG KRISTIANIA GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG 1907

OPLAG 2500 EKSEMPLARER

FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI KØBENHAVN

I

En saadan Tilfældighed som det, at gamle Klavs Herman netop skumplede af Sted til Staden i sin Møgvogn for at hente Gødning, den højluftede Majdag Pelle kastede sig ud af Reden, blev bestemmende for Drengens Livsstilling. Mere kunde der ikke afsés til det Spørgsmaal: Hvad skal Pelle være?

Han selv havde slet ikke stillet sig det — han drog blot frem i Dagen med Sindet aabent mod den lyse Verden. Det han skulde være, naar han naaede derud, det var noget saa ubegribeligt, at det simpelt hen var Tosseværk at gætte. Derfor gik han bare fremad.

Nu var han naaet til det yderste af Højdedraget. Han laa i Grøften og pustede ud efter den lange Vandring, træt og sulten men i fortræffeligt Humør. Dernede for hans Fødder, kun en halv Mil borte, laa Staden og lyste festligt, fra de hundrede Arnesteder snoede Middagsrøgen sig op i den blaa Luft, de røde Tage lo skælmsk op i Dagens fornøjede Ansigt. Pelle gik straks i Gang med at tælle Husene, han havde kun anslaaet dem til en Million for ikke at overdrive, og var allerede naaet til over hundrede.

Midt i Tællingen sprang han fra — hvad mon de fik til Middag dernede? De levede nok godt de! Mon det var fint at blive ved til man var helt mæt, eller lagde man Skeen paa Halvvejen — ligesom Proprietærens naar de var til Gilde? For en der var sulten altid var det et meget alvorligt Spørgsmaal.

Der var stærk Færdsel paa Landevejen, de drog forbi kørende og gaaende, Folk med Kisten bag i Vognen, og andre der bar deres Grejer i en Sæk paa Nakken lige som han selv. Pelle kendte nogle af dem og nikkede velvilligt; om dem alle vidste han Besked. Det var Folk som skulde ind til Staden — hans Stad. Nogle skulde videre fort over Havet — til Amerika eller over og tjene Kongen; man kunde se det paa Udhalingen og de stivnede Ansigter. Andre skulde bare ind og slaa Lønnen ihjæl og holde Skiftedag — de kom trallende i hele Klynger, med frie Hænder og løssluppent Humør. Men de egenlige det var dem der havde Kisten med sig paa en Trillebør eller kom bærende med den én i hver Hank. De var røde i Kinderne og febrilske i deres Bevægelser; det var Folk der havde sagt sig løs fra Landet og den tilvante Levemaade, og valgt Staden lige som han selv.

Der kom en Husmand trillende med en lille grøn Kiste, bred i Bunden var den og med nydelige hjemmemalede Blomster. Ved Siden af ham gik Datteren; hun var hed i Kinderne og havde Øjnene ude i det ubekendte. Faderen talte, men hun saa ikke ud til at høre det. „Ja nu tager du saa Ansvaret for dig selv, husk paa det og kast dig ikke bort. Staden er god nok for den, der vil frem og kan staa paa egen Fordel; men den tager det ikke saa nøje med om noget trædes ned. — Tro heller ingen for godt du — derinde er de forfarne i Forførelseskunsten. — Men mild og venlig maa du være!“ — Hun svarede ikke; hun var nok mere optaget af, at hun ikke kom til at gaa udad paa de ny Sko.

Der gik en Strøm udad ogsaa; hele Formiddagen havde han mødt Svenskere, der var kommet med Damperen om Morgenen og søgte ud paa Landet efter Tjeneste. Der var gamle udslidte Folk og Smaapoge, Piger saa vakre som Lyse Marie, og unge Arbejdere der havde Alverdens Slagkraft liggende i Lænd og Muskler. Det var Livet der strømmede til andet Steds fra for at udfylde Pladsen efter de bortdragende Skarer — men det angik ikke Pelle. Allerede for syv Aar siden oplevede han alt det, der nu fyldte deres Ansigter med Uro; den Ronde de nu begyndte paa, havde han bag sig. Der var intet at se sig tilbage efter.

Men dér kom Kaasegaardens gamle Forkarl vandrende, helt amerika-udstyret med Vadsæk og Silketørklæde og den aabne Frakkes Inderlomme struttende af Papirer. Saa havde han endelig bestemt sig, og rejste efter Kæresten som i tre Aar havde været derhenne.

„Holla!“ raabte Pelle. „Skal det nu være?“

Karlen kom hen og satte Vadsækken paa Grøftekanten.

„Ja nu skulde det jo være,“ sagde han, „Lavra vil ikke vente paa mig længer. Saa faar jo de gamle se at klare sig Søn foruden; nu har jeg gjort Sagerne for dem i tre Aar. Bare de nu kan hjælpe sig selv.“

„Det kan de nok,“ sagde Pelle erfarent „— og ellers faar de leje Hjælp. Der er ingen Fremtid for unge Folk paa det Hus.“ Han havde hørt de ældre sige det og slog overlegent i Græsset med sin Kæp.

„Nej og Lavra vil heller ikke være Husmandskone. — — Naa, farvel med dig!“ Han rakte Pelle Haanden og forsøgte et Smil, men Trækkene gik deres egen Vej, og det blev kun til noget forpint. Han stod lidt og saa ned paa sine Støvler, Tommelen gik famlende hen over Ansigtet som vilde han stryge det pinagtige til Side; saa tog han Vadsækken og gik. Det var nok ikke stort bevendt med ham.

„Jeg kan godt overtage Billeten og Kæresten for dig!“ raabte Pelle overgivent og strakte sig voksent; han var i knusende stort Humør.

Den Vej Pelles eget Blod viste, vandrede Alverden i Dag — hver en Karl med lidt Skub i, hver Tøs der saa godt ud. Vejen var ikke ledig for Færdsel et Øjeblik, det var som et stort Opbrud — bort fra de Steder, hvor enhver vidste han var dømt til at dø nøjagtig paa den Plet han fødtes, og ud i den spændende Uvished. De smaa Teglstenshuse, der laa spredt ud over Byvangen, eller stod opmarsjeret i to enkle Rækker hvor Landevejene løb ind i Byen — det var Bondelandets smaa Hytter der havde sagt sig løs fra alt derude og klædt sig i Købstaddragt og vandret nedover. Og nede ved Stranden stod Husene maset sammen i Klynge omkring Kirken; de var ikke til at hitte Rede i, saadan pakkede de paa. Det var saa Skarerne, som var paa Vandring udad drevet af deres Udlængsel — og saa havde Havet stoppet dem.

Pelle selv var ikke til Sinds at lade sig stoppe af noget. Kanske fandt han ikke Behag i Byen men gav sig til Søs. Saa en Dag traf han en Kyst der behagede ham, steg i Land og slog sig paa Guldgraveriet. Derude gik Pigerne jo nøgne og skjulte deres Skam med blaa Tatoveringer; men Pelle han havde Kæresten siddende hjemme og vente trofast. Hun var vakrere endnu end Bodil og Lyse Marie tilsammen, og altid var der Rend i hendes Fodspor; men hun sad trofast hen og sang Kærlighedsklagen:

„En Elsker jeg havde som ogsaa forsvandt; han sejled over Bølgen den grumme. Tre Aar er det siden jeg talte med ham, og intet Brev mon jeg bekomme!“

Og bedst som hun sang, kom Brevet ind ad Døren. Men hvert Brev Lasse modtog, faldt der en Tikrone ud af; og en Dag saa var Billeterne der til dem begge to. Saa duede Viserne ikke længer, for i dem omkom de altid paa Overfarten, og den stakkels Yngling stod paa Stranden Resten af sine Dage og spejdede i Vanvids Mørke efter hver bovnende Sejler. Men Lasse og hun kom rigtigt frem — efter mange Besværligheder forstaas — og Pelle stod paa Stranden og tog imod dem. Han havde bare uglet sig ud som en Vild, og lod som han vilde æde dem før han gav sig til Kende.

Hovsa! Pelle stod paa sine Ben. Oppe fra Vejen lød en Skramlen, som om mindst tusende Leer var raget i Klammeri, og en Fjællevogn vaklede langsomt ned mod ham, trukket af to Lyngkrikker saa usle som han endnu aldrig havde set dem. Paa Sædefjælen sad en gammel Bondemand og dinglede lige saa faldefærdigt som alt det øvrige. Om det var selve Vognen eller de to knokkelfyldte Skind foran, der gjorde saa vældig Staahej ud af Skridtgangen, vidste Pelle ikke saa lige. Men da Køretøjet langt om længe naaede ned til ham og den gamle Bonde holdt an, kunde han ikke modstaa Indbydelsen til at sidde op. Hans Skulder værkede endnu af Sækken.

„Du skal til Staden mossen?“ sagde Gamle Klavs og pirkede til hans Ejendele.

Til Staden ja! Det var et Greb lige ind i Pelles overfyldte Hjærte, og før han saa sig for havde han udleveret sig og hele sin stolte Fremtid til den gamle Bonde.

„Naa ja — ja vist saa ja — — naturligvis det ja!“ faldt Klavs nikkende ind, alt som Pelle skred frem. — „Ja det forstaar sig! Mindre kan skam ikke gøre det! — Og hvad har du saa tænkt at ende som — Amtmand eller Konge?“ han saa drævende op. — — „Ja til Staden ja, den Vej stryger de jo, alle de som mener sig kaldede til noget. Saa snart en Hvalp faar lidt Kræfter i Lemmerne eller en Skilling i Lommen, til Staden maa han og lægge det dér. Og hvad kommer der saa fra Staden? Møg og ikke andet! Andet har jeg da aldrig kunnet opdrive derinde, og nu er jeg fem og tres. Men hvad nytter det vel at snakke? ikke mere end at sætte Bagen til og blæse imod Vejret. Det kommer over dem lige som Kneb over Spædekalve, og hu hej af Sted maa de — ind og besørge noget stort. Saa kan Klavs Herman køre det ud igen efter dem! Plads har de ikke, nogen Slægt at ty ind til heller ikke; men stort er det altid, det der venter dem. For derinde staar jo Sengene opredte paa Gaden, og Rendestenene flyder over med Mad og Penge. — Eller hvad har _du_ tænkt dig? lad os engang høre.“

Pelle blev ildrød. Han var endnu ikke naaet frem til Begyndelsen, og man greb ham allerede i at være en Torsk.

„Naa ja ja,“ sagde Klavs godmodigt — „du er jo ikke større Nar end alle de andre. Men vil du lyde mit Raad, saa ting dig i Lære hos Skomager Jeppe Kofod; jeg skal netop ind til ham efter Gødning, og jeg ved han søger en Dreng. Saa behøver du ikke flyde om i det uvisse, og du bliver kørt lige til Dørs — som andre Herskabsfolk.“

Det gav et Sæt i Pelle — var der noget han aldrig kunde tænke sig at blive saa var det Skomager. Selv ude paa Landet hvor de saa op til Haandværkerne, hed det altid naar en Dreng vantrivedes: Skidt der kan altid blive en Skomager eller Skrædder af ham! Men Pelle var ingen Krøbling, der maatte søge Stillesidden for at klare sig — han havde Kræfterne og den gode Vækst. Hvad han skulde blive — ja det laa i Lykkens gode Hænder; men saa meget havde han paa Fornemmelsen, at det skulde være noget raskt noget med meget Slag i. Og han havde i al Fald udmærket Rede paa, hvad han ikke vilde være.

Men da de trillede gennem Staden, og Pelle — imødekommende mod den store Verden — tog Huen af for enhver uden at nogen hilste igen, faldt hans Mod og en Følelse af egen Ubetydelighed listede ind paa ham. Det usle Køretøj, som Købstadfolkene leende pegede Fingre ad, bidrog vel ogsaa sit dertil.

„Det var ogsaa noget Pak at tage Huen af for,“ snærrede Klavs. „Se engang hvor oppustede de ter sig, og saa har de dog stjaalet alt hvad de har fra os andre. Eller hvordan — kan du se om de har faaet Foraarssæden i Jorden endnu?“ Han stirrede haanligt ud over Gaden.

Nej paa Stenbroen voksede ingenting, og alle disse Smaahuse der laa og trykkede hinanden ud og ind tog efterhaanden Vejret fra Pelle. Her var jo Mennesker i tusendvis om det forslog, og al blind Tillid maatte vige for det simple Spørgsmaal, hvor de fik Føden fra. Dermed var han igen hjemme i sin kendte fattige Verden, hvor ingen Rus forslog blot til Anskaffelsen af et Par Sokker. Han blev med ét saa inderlig myg og erkendte, at det kunde holde haardt nok for ham at faa Føden her mellem disse Sten, hvor man ikke paa naturlig Vis avlede den frem af Jorden men fik den — ja hvordan?

Gaderne var fulde af Tjenestefolk. Pigerne stod i Klynger med hinanden om Livet og stirrede med tændte Øjne paa de udstillede Bomuldsstoffer; de vuggede sagte frem og tilbage som om de drømte. En rødskoldet Tjenestedreng paa Pelles Alder gik midt ad Gaden og aad af et stort Hvedebrød som han holdt i begge Hænder; han havde skorpede Øren, og Hænderne var tykke af Kulde. Bønderkarle kom halende med et rødt Knytte i Haanden og Overfrakken daskende paa Læggene. De stansede brat paa et Gadehjørne, saa sig vagtsomt om og pilede saa ned ad en Sidegade.

Uden for Butikerne gik de Handlende frem og tilbage i bart Hoved; naar nogen stansede ved deres Vindu, bød de ham indenfor i de høfligste Vendinger — og blinkede i Smug til hinanden over Gaden.

„I Dag har de Handlende nok ordenlig faaet Varerne frem,“ mente Pelle.

Klavs nikkede. „Ja ja gon, i Dag har de faaet alt det frem, der ikke ellers kan afsættes — for i Dag er Tosserne kommet til Markeds. Det dernede det er Værtshusholderne,“ han pegede ned i Sidegaderne. „De ser saa længselsfuldt herop ad, men deres Tur kommer ogsaa nok. Vent til i Aften, og gaa saa omkring og spørg de forskellige, hvor meget de har igen af sidste Aars Løn. Jo Staden er en herlig Plet — fi for den Lede!“ Klavs spyttede væmmet.

Pelle havde sat hele sit blinde Mod over Styr. Han saa jo ikke én der foretog sig noget af det, hvorved han selv kunde tjene Føden. Og hvor meget Mod han end havde paa at høre med til denne ny Verden, vove sig op i noget, hvor han maaske uden at vide af det var med til at trække Klæderne af sine gamle Fæller, det kunde han ikke. Ribbet for al sin Dygtighed og med en ynkelig Følelse af, at selv hans eneste Rigdom Hænderne var værdiløs herinde, lod han sig viljeløst skumple med ud til Mester Jeppe Kofods Værksted.

II

Der stod aabent gennem Forstuen ud til Gyden hvor Folk kom og gik — Madam Rasmussen som altid havde travlt, Gamle Skipper Elleby, Kontrollørens Pige i hvid Kappe, gamle Aftægtsbønder som tog deres Livrente bort fra Gaarden og aad den op herinde, gigtsvage Skippere som havde sagt Søen Farvel. Spurvene holdt et syndigt Spektakel derude paa den toppede Stenbro, de laa med udposede Fjer og gassede sig i Hestepærerne, sloges saa det røg om dem og skreg overstadigt.

Der stod ogsaa aabent ud til Gaarden. Alle fire Vinduer var slaaet op, og det grønne Lys sivede ind og lagde sig over Ansigterne. Men lige meget hjalp det; der rørte sig ikke en Vind — og desuden, Pelles Hede kom indefra. Det var af Angst han svedte.

Forresten trak han godt i Beget — undtagen lige naar noget udefra tog hans pinte Sind og førte det ud i Solskinnet.

Alting derude formelig plaskede i Solskin; herinde fra det skumle Værksted tog det sig ud som en gylden Flod der strømmede forbi mellem Husrækkerne, stadig i samme Retning, ned mod Søen. Der kom et hvidt Dun sejlende paa Lyset, og hvidgraa Tidselfnug, hele Myggesværme og en stor Humlebi, bred og vuggende. Det hvirvlede lysende forbi Døraabningen og blev ved, som var der noget det hele løb efter — et Ulykkestilfælde eller kanske Fest.

„Sover du Klør?“ sagde Svenden skarpt. Pelle jog sammen og sled videre i Beget, holdt det i det hede Vand og æltede løs.

Inde hos Bageren — Gamle Mesters Broder — var de i Færd med at hejse Melsække op. Trissen peb ynkeligt, og ind imellem hørte man Mester Jørgen Kofod regere med Sønnen i høj Fistel. „Du er et Fæ Søren, et forpinenes Drog — hvad skal det dog blive til med dig? Har vi ikke andet at tage Vare du tror, end at løbe til Bønnemøder midt om Hverdagen? giver det til Føden kanske? Nu bliver du her — eller Gud forlade mig jeg slaar dig til Krøbling.“ Saa knebrede Konen ind med, og der blev pludselig stille. Og lidt efter kom Søren strygende som en Skygge under Genbomuren derovre, med Sangbogen i Haanden. Han lignede Tudeper, krøb langs med Murene, og klippede sammen i Haserne naar nogen saa hvast paa ham. Han var 25 Aar og tog Prygl af sin Far uden at kny. Men naar det galdt de gudelige Forsamlinger, trodsede han Folkesnak og Prygl og Fadervrede.

„Sover du Klør? Jeg skal vel komme og sætte Liv i dig?“

Ellers talte ingen paa Værkstedet — Svenden tav jo, og saa havde de andre at holde Mund. Hver hang over sit Arbejde, og Pelle trak Beget saa langt han kunde, æltede Fedt i og trak videre. Ude i Solskinnet daskede en og anden Gadedreng forbi. Idet de fik Øje paa Pelle, satte de en knyttet Haand under Næsen, nikkede forjættende ind og sang:

„Skomageren med sin begede Tud, jo mere han tørrer, des værre ser den ud!“

Pelle lod som han ikke saa dem, men mærkede sig i Smug hver enkelt. Det var hans oprigtige Hensigt at udrydde dem alle af Jordens Overflade.

Pludselig satte de i Løb op ad Gaden, hvor en mægtig enstonig Stemme løftede sig og strømmede udover. Det var den gale Urmager, der stod paa sin høje Trappe og raabte Fordømmelsens Dom ud over Verden paa maa og faa.

Pelle vidste godt, at Manden var gal; de Ord han drev saa vægtigt ud over Staden, var der slet ingen Mening i. Men underlige lød de ikke des mindre, og _Begprøven_ hang over ham som noget af en Dommedagsstemning. Han kom uvilkaarligt til at fryse ved denne advarende Røst, der vejede Ord ud saa tunge at de slet ingen Mening rummede — lige som de stærke Ord i Biblen. Dette her var simpelthen _Røsten_, forfærdelig som den kunde lyde ud af Skyen, saa det kvak i baade Moses og Paulus, skæbnesvanger som Pelle selv havde lyttet sig den ud af Stengaardens Mørke, naar Straffedommen stod paa.

Kun Tanken om Lille Nikas’ Spanderem afholdt ham fra at springe ret i Vejret og lade sig falde lige som Paulus. Den var et Stykke uafrystelig Virkelighed midt i alle Fantasier; paa to Maaneder havde den lært ham, aldrig helt at glemme hvor og hvem han var. Han tog sig ogsaa nu i Nakken og nøjedes med at lægge al sin Tristhed ind i Bearbejdelsen af dette Beg, som det ellers kunde været saa fristende at ligne ved Helvedes Begpøl hvori han skulde martres. Men saa hørte han Unge Mesters lyse Stemme ude i Gaarden, og det hele veg. Helt farlig kunde Prøven vel heller ikke være, siden de andre her havde bestaaet den — han havde da set drabeligere Karle i sin Tid!

Jens sad og dukkede Hovedet, som om han ventede en oven i det — det var Hjemmets Forbandelse der hang over ham bestandig. Han var saa langsom i det, Pelle kunde allerede arbejde ham agterud; et eller andet sad hæmmende i ham som en Forgørelse. Men Peter og Emil var raske Gutter — de vilde bare gærne slaa.

Inde under Æbletrærne legede den tidlige Sommer, og lige op ad Værkstedsvinduerne stod Grisen og smaskede i sit Trug. Denne Lyd var som et varmt Strøg om Hjærtet; fra den Dag Klavs Herman rystede den hvinende Pattegris ud af Sækken, begyndte Pelle at slaa Rod; saa forladt den ogsaa skreg den første Tid, noget af hans Forladthedsfølelse bares bort med dens Hvin. Nu skreg den blot fordi den blev slet fodret, og Pelle saa sig godt gal paa det Roderi — en Gris skulde spise op, det var den halve Trivsel. Man kunde ikke saadan rende og slaa oven i og oven i hvert femte Minut — naar Varmen rigtig meldte sig, vilde den faa sur Vom. Men der var ikke Menneskeforstand i de Byboer.

„Bestiller du noget Klør? jeg synes du snorker.“

Unge Mester kom hinkende ind, tog sig en Slurk og begravede sig i Bogen. Mens han læste smaafløjtede han til de andres Hammerslag. Lille Nikas gav sig til at fløjte med, og de to ældste Drenge der bankede Lær hamrede sig ind i Takten; de slog Mellemslag saa det gik som Kæp i et Hjul. Svendens Triller blev voldsommere og voldsommere for at følge med — det ene tog det andet; og Mester Andrés havde rejst Hovedet lyttende fra Bogen. Han sad og stirrede langt ud, i hans Blik hang slørede Syner efter Læsningen. Og saa i et Ryk var han nærværende og midt op i det hele, Øjnene spillede skalkagtigt hen over dem alle — han _stod_ op, Stokken sad støttende under den daarlige Hofte. Mesters Hænder dansede slapt i Luften, Hovedet og hele Skikkelsen vred sig fjollet under Rytmens Tvang.

Svup slog de dansende Hænderne ned over Tilskærekniven, og Mester svøbte Tonerne ud over den skarpe Æg med Hovedet paa Siden og lukkede Øjne — det hele Udtryk borte i indadvendt Lytten. Men saa pludselig straalede Ansigtet op i Lyksalighed, hele Skikkelsen krøb rund i fjoget Nyden, den ene Fod greb desperat i Luften som slog han Harpen med Tæerne — Mester Andrés var baade Musikidioten og den musikalske Klown. Og smæk laa saa Kniven paa Gulvet, og han havde det store Bliklaag i Haanden — tjim-da-da-da; tjim da-da-da! Fløjten var i et Trylleslag forvandlet til Tromme og Bækken.

Pelle lo saa han brast sammen, saa forskrækket til Spanderemmen og brød ud igen; men ingen ænsede ham. Mesters Fingre og Haandled dansede Djævledans paa Bliklaaget, og pludselig fór Albuen til og huggede sig i det, saa Laaget sprang — _maatte_ springe — lynsnart ned mod Mesters Knæ, om mod hans Klampehæl som stak bagud, i Hovedet paa Pelle, rundt paa de umuligste Steder dum, dum i vild Besættelse over Svendens Fløjtetoner. Det var ikke til at begaa sig; Forbundteren gav sig frækt til at fløjte med, først varsomt og da intet fløj i Hovedet paa ham, for fuld Kraft. Og næstyngste Dreng Jens — Musikdjævlen som Mester kaldte ham fordi alting blev til Toner mellem Fingrene paa ham — han greb saa kejtet i Rispen han stod og strøg, at den gav sig til at løbe nynnende hen under alting, stigende og faldende paa to-tre Noder, som en velbehagelig Brummen der bar det hele. Derude paa Æblegrenene kom Fuglene hoppende; de lagde Hovedet nysgærrigt paa Siden, skurede Fjerene forrykt ud fra Kroppen og kastede sig op i dette Orgie af Jubel, der var foraarsaget af en Stump knaldende blaa Himmel. Men saa fik Unge Mester sit Hosteanfald, og det hele gik i Staa af sig selv.

Pelle sled i Beget, æltede og kom Fedt i. Naar den sorte Masse var ved at stivne, jog han begge Hænder i det hede Vand saa det sprængte i Fingerspidserne. Gamle Jeppe kom trippende ind fra Gaden, i en Fart fik Mester Andrés Tilskærebrædtet lagt over Bogen og strøg flittigt sin Kniv.

„Det var ret,“ sagde Jeppe — „i Varmen med Beget, des bedre binder det.“

Han havde trillet Beget i Kugler og smidt dem i Blødebaljen, nu stod han tavs; han havde ikke Mod til selv at melde klar. De andre havde pustet Begprøven op til det uformelige, der groede alle Rædsler ud af dette gaadefulde der nu ventede ham; og var det ikke fordi han vidste med sig selv at han var en rask Gut — ja saa var han rent fra det hele. Men nu _vilde_ han tage sin Tørn, hvor galt det saa blev — han maatte blot have Tid til at svælge først. Saa fik han vel Bonden brændt eftertrykkeligt af sig, og Haandværket laa aabent med dets Sang og Vandreliv og fikse Svendeklæder. Værkstedet her var nok nærmest et beklumret Hul, hvor man sad og sled i sure Transtøvler; men han forstod, at man maatte igennem det for at naa ud til den store Verden, hvor Svendene gik med Laksko til Hverdag og syede Skotøj til selve Kongen. Den lille By havde foreløbig givet Pelle en Anelse om, at Verden var næsten uoverkommelig stor; og denne Anelse fyldte ham med Utaalmodighed. Det var hans Agt at overkomme det hele!

„Nu er jeg færdig,“ sagde han resolut; nu skulde der en Afgørelse paa, om han og Haandværket stod til hinanden.

„Saa kan du slaa en Risp op — men lang som et ondt Aar!“ sagde Svenden.

Gamle Mester var Fyr og Flamme. Han gik og passede paa Pelle med Tungen ud af Munden, traadte helt ungt i det og udbredte sig om sin egen Læretid for 60 Aar siden i Kongens København. Det var Tider det! Da laa Drengene ikke og snuede til Kl. 6 Morgen, eller hev Arbejdet fra sig saa snart den var otte — bare for at komme ud og bisse. Nej op Kl. 4, og saa blive ved saa længe der var noget. Dengang kunde Folk arbejde — og da lærte man noget; hver Ting blev sagt én Gang og saa — Spanderemmen. Saa var Haandværket ogsaa i Anseelse, selv Kongerne skulde lære en Haandtering dengang. Det var ikke som nu Fusk og Godtkøbskram og Skulken sig fra det hele!

Drengene blinkede til hinanden, Mester Andrés og Svenden tav; man kunde lige saa godt give sig til at kævles med Naadlemaskinen fordi den snurrede. Jeppe fik Lov at løbe i Bund af sig selv.

„Du beger vel godt?“ sagde Lille Nikas — „det er til Svinelær.“

De andre lo, men Pelle strøg Rispen med en Fornemmelse, som tømrede han sit eget Skafot.

„Nu er jeg færdig,“ sagde han med lav Stemme.

Det største Par Mandslæster kom ned fra Hylden, de blev bundet i Rispens ene Ende og anbragt helt ude paa Fortovet. Derude stoppede Folk op og blev staaende for at glo. Pelle maatte helt op paa Forhøjningen og bøje sig godt forover, Emil som ældste Dreng lagde ham Rispen over Nakken. De var alle paa Benene undtagen Unge Mester; han tog ikke Del i Morskaben.