# Pelle Erobreren 1: Barndom

## Part 8

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-1-barndom-76563/index.md

I Dag var det Alvor, Gustav og Lange Ole havde paataget sig Aftensyslerne. Pelle glædede sig allerede fra tidlig Morgen — han var oppe hver Dag Kl. halv fire. Men som Lasse plejede at sige, den der synger paa fastende Hjærte kommer til at græde inden Aften.

Efter Middag stod Gustav og Ole og sleb Hakkelseknive nede i den nedre Gaard. Truget var læk, og Pelle maatte hælde Vand paa Stenen af en gammel Kedel. Han var saa glad, at enhver kunde se det paa ham.

„Hvorfor er du saa glad?“ spurgte Gustav. „Dine Øjne skinner jo som Katteskidt i Maaneskin.“

Pelle fortalte det.

„Jeg er nu bange, I ikke kommer af Sted!“ sagde Ole og blinkede til Gustav. „Vi faar ikke skaaret Hakkelse saa betids at vi kan røgte. Fan ogsaa som den Slibesten er tung at trække, havde bare Selvtrækkeren ikke været itu!“

Pelle spidsede Øren.

„Selvtrækkeren hvad er det for noget?“ spurgte han.

Gustav hoppede rundt om Slibestenen og slog sig paa Laaret af bare Grin:

„I Gud, i Gud hvor du er dum dit Frø! kender du ikke engang Selvtrækkeren? Det er en Indretning, man bare behøver at slippe løs paa Slibestenen, saa trækker den det hele selv. — De har forresten en ovre paa Kaasegaarden,“ vendte han sig til Ole „— bare det ikke var saa langt.“

„Er den tung?“ spurgte Pelle lavmælt — alting afhang af Svaret. „Kan jeg løfte den?“ hans Stemme rystede.

„Nej ikke saa farlig tung heller — du kan nok bære den! Men det er fine Sager.“

„Jeg kan godt springe over efter den — jeg skal nok bære den forsigtigt.“ Pelle saa paa dem med et Ansigt der maatte indgyde Tillid.

„Ja ja, da. Men tag saa en Sæk at have den i — og vær varsom værre end Fan, du! Det er dyrebare Sager.“

Pelle fik en Sæk fat og sprang af Sted over Markerne, han var henrykt som et ungt Kid. Han nappede i sig selv, i alting under Løbet og sprang i kysende Sæt ud til Siden for at skræmme Kragerne — Lykken stod ham ud af Halsen. Her reddede han da Turen for sig og Far Lasse! Gustav og Ole var gode Mennesker! — han skulde være saa hurtig tilbage, at de blev fri for at slide mere med at trække Slibestenen. — „Hov, er du allerede dér!“ sagde de og gjorde store Øjne. „— Da har du vel ikke slaaet den dyrebare Mekanisme i Stykker paa Vejen?“ Saa tog de den forsigtigt ud af Sækken — hel og holden var den. „Det var dog et Herrens Vidunder af en Dreng det! En hel Prins!“

Ovre paa Kaasegaarden vilde de have ham ind til en Julemad mens Indretningen kom i Sækken; men Pelle sagde nej og stod fast ved det — han havde ikke Tid. Saa fik han en kold Æbleskive ude paa Trappen, for at han ikke skulde bære Julen ud. De var saa milde i Øjnene derovre og kom allesammen til, da han fik Sækken paa Nakken og slæbte sig hjemad. Ogsaa de anbefalede ham stor Forsigtighed og lod bekymrede — som om han ikke nok vidste hvad han havde mellem Hænder.

Der var en god Fjerdingvej mellem Gaardene, men det tog halvanden Time inden Pelle kom hjem, og da var han segnefærdig. Han turde ikke sætte Sækken ned for at hvile, men dinglede sig frem Skridt for Skridt; kun en Gang hvilede han sig ved at læne sig til et Stengærde. Da han endelig ravede ind i Gaarden, kom alle Folkene til for at se Naboens nye Selvtrækker; og Pelle var sig sin Betydning bevidst, da Ole varsomt løftede Sækken af ham. Han sank et Øjeblik over mod Muren inden han fandt Ligevægt — Jorden var saa underlig at træde paa nu han var af med Byrden — den skød ham fra sig. Men hans Ansigt straalede.

Gustav aabnede for Sækken der var forsvarligt lukket, og rystede dens Indhold ud paa Stenbroen — det var Murbrokker, et Par gamle Plovskær og lignende. Pelle stirrede forvildet og angst paa Skramlet, han saa ud som var han lige dumpet fra en anden Klode ned paa Jorden. Men da Latteren brød ud fra alle Sider, forstod han Sammenhængen; han rullede sig sammen som en Klump og skjulte sit Ansigt. Han vilde ikke græde, ikke for nogen Pris — den Fornøjelse skulde de dog ikke have. Nede i ham hulkede det, men han kneb Munden sammen. Det gik sygt gennem hans Blod af Raseri. De Djævle — de onde Sataner — de! — Pludselig sparkede han Gustav over Benet.

„Ho, ho, saa han sparker!“ udbrød Gustav og løftede ham op i Luften. „Vil I se Gubben Satan fra Smaaland, han har lige holdt Flyttegilde og flyttet Bagen op i Ansigtet“ — han viste Pelles tykke Kinder frem. Pelle søgte at dække sit Ansigt med Armene og sparkede for at komme ned; han gjorde ogsaa et Forsøg paa at bide. „Aj saa han bider, Djævleungen!“ Gustav maatte tage haardt paa ham for at kunne tumle ham. Han holdt ham i Kraven og satte Knoen ind i Kværken paa ham saa han gispede, mens han talte med haanende Mildhed. „Rask Unge det, han er ikke tør bag Ørerne endnu og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved at krævte ham, det saa ud som pralede han af sine overlegne Kræfter.

„Ja nu har vi jo saa set at du er den stærkeste,“ sagde Forkarlen endelig „— lad du ham nu gaa!“ Og da Gustav ikke straks hørte, fik han en knyttet Næve mellem Skulderbladene. Saa slap Drengen løs og kom over i Stalden til Lasse, der havde set det hele men ikke turde nærme sig. Han kunde intet udrette, og hans Nærværelse vilde blot skade.

„Ja og saa den Turen du,“ forklarede han undskyldende, mens han trøstede Drengen. „Jeg skulde vel kunne prygle en saadan Hvalp som Gustav, men saa var vi ikke kommet af Sted i Aften, for saa havde han ikke syslet for os. Og ingen af de andre heller — for de hænger sammen som Vikkehalm. — Men du kan jo selv! Tror jeg ikke du sparkede selve Satan lige paa Klumpfoden! Ja ja, godt var det, men én faar nu være forsigtig og ikke skyde med skarpt for Plasér heller! Det betaler sig ikke.“

Drengen var ikke saa nem at trøste længer. Langt inde i ham sad det og gjorde ondt, fordi han havde handlet i saa god Tro; de havde ramt ham i hans aabne glade Tillid. Det skete sved haardt til hans Ærgærrighed ogsaa; han var gaaet i en Fælde, havde løbet Nar for dem. Denne Oplevelse brændte sig dybt ind i ham og fik stor Indflydelse paa hans videre Udvikling. Det var hændt før at Menneskers Ord ikke var til at stole paa, og han havde gjort kejtede Forsøg paa at komme bag om dem. Nu stolede han ikke uden videre paa nogen mere; og han havde opdaget hvordan man kom efter Hemmeligheden — man skulde blot se efter Folks Øjne naar de sagde noget. De havde set saa underlige ud baade her og paa Kaasegaarden ved den Selvtrækker, som om de grinede indvendig. Og Forvalteren havde lét dengang han lovede dem Flæskesteg og Rabarbergrød hver Dag; de fik næsten aldrig andet end Sild og Søbe. Folk talte med to Tunger, Far Lasse var den eneste der ikke gjorde det.

Pelle blev opmærksom paa sit eget Ansigt. Det var Ansigtet der talte; derfor gik det ham uheldigt, naar han vilde knibe sig fra Prygl med en lille Nødløgn. Og det var Ansigtet der var Skyld i Dagens Ulykke — var man glad maatte man ikke vise det. Han havde opdaget Faren ved at lade sit Sind ligge aabent; og hans lille Organisme tog rastløs fat paa at udskille haard Hud til at trække over de ædlere Dele.

— — — —

Efter Aftensmaaltidet travede de af Sted over Markerne, Haand i Haand som altid. Ellers gik Munden ustanselig paa Pelle naar de var ene sammen, men i Aften var han mere stille; Eftermiddagens Begivenhed sad ham i Kroppen, og Besøget fyldte ham med højtidelig Spænding.

Lasse havde et rødt Knytte i Haanden, deri var en Flaske med Sødt — Solbærrom — som de havde faaet Per Olsen til at købe i Staden i Gaar han var inde for at sværge sig fri. 66 Øre havde den kostet, og Pelle gik og var i Bekneb med noget, men vidste ikke om det gik an.

„Far, maa jeg ikke bære den lidt?“ spurgte han endelig.

„Hyst er du galen Dreng, jeg tror du raser — det er dyrt Kram! Du kunde tabe den.“

„Jeg taber den nok ikke — men bare holde den lidt da? Aa du Far hvad? Snilde Far!“

„Iss, sikke nu et Paahit! Du kan blive god du, om ikke man siger Stop i Tide. Jeg tror Gud forbaske mig du er syg, saa urimelig som du bliver!“ Lasse gik og vrissede en Stund, men saa stansede han og bøjede sig over Drengen.

„Hold den saa da, dit Narrehoved, men tag varligt du! Og du maa ikke gøre et eneste Skridt med den at du ved det.“

Pelle klemte Flasken ind til Kroppen med Armene, han turde ikke stole paa sine Hænder; Maven skød sig langt frem for at bære med. Lasse stod og holdt Hænderne parat nede under Flasken for at gribe den om den faldt.

„Saa, nu er det nok!“ sagde han febrilsk og tog Flasken.

„Den er tung den!“ sagde Pelle beundrende og gik tilfreds videre med sin Far ved Haanden.

„Men hvorfor skulde han sværge sig fri?“ spurgte han med ét.

„Fordi han havde Skylden for at have gjort en Pige med Barn. Har du ikke hørt det?“

Pelle nikkede:

„Har han saa ikke gjort det da? Alle siger det jo.“

„Det tør én vel ikke tro; det vilde jo være visse Helvede for Per Olsen. Men Pigen siger jo det er ham og ingen anden, forstaas. Ak ja det er farligt Legeværk de Piger — du faar passe paa naar din Tid kommer. For de kan rage den bedste Karl i Ulykke.“

„Hvordan sværger man da — er det _Fan hakke_?“

Lasse maatte le:

„Nej det var nok ikke saa vel for dem som sværger falsk. Nej, se inde i Retten der sidder hele Guds høje Øvrighed om et Bord, der er præcist som en Hestesko, og inden for igen er der et Alter med selveste den korsfæstede Kristus paa. Paa det Alter ligger der en stor stor Bog som er gjort fast til Væggen med en Jærnkæde, for at den Onde ikke skal føre den væk ved Nattetider — og det er Guds hellige Skrift det. Den som sværger skal lægge sin venstre Haand paa Bogen, og den højre skal han række i Vejret med de tre Fingre fri — som er Gudfader, Søn og Helligaand. Men om han sværger falsk kan Landshøvdingen straks se det, for saa er der røde Blodpletter i Skriftens Blade.“

„Og hvad saa da?“ spurgte Pelle spændt.

„Ja saa visner jo hans tre Fingre, og det æder sig videre ned i Kroppen paa ham. Saadanne Folk lider forfærdeligt, de raadner helt op.“

„Kommer de ikke i Helvede da?“

„Jo det gør de ogsaa. Undtagen naar de melder sig selv og tager deres Straf, saa skal de kunne fri sig i det andet Liv. Men visne hen kan de ikke blive fri for.“

„Hvorfor tager Landshøvdingen dem ikke af sig selv og straffer dem, naar han kan se i den Bog at det var falskt?“

„Nej for saa slap de jo for Helvede. Og det er en Akkord med Satan, at han skal have alle dem der ikke angiver sig selv, forstaar du vel.“

Pelle gøs, en Stund gik han tavs ved Faderens Haand. Men saa havde han glemt det hele.

„Farbror Kalle han er vel rig?“ spurgte han.

„Rig er han vel ikke, men han er dog Jordejer. Det er ikke Smaating det!“ — Lasse var aldrig selv naaet længer end til at leje Jord.

„Naar jeg bliver stor, vil jeg have en vældig Gaard,“ erklærede Pelle afgjort.

„Ja det faar du nok,“ sagde Lasse smaaleende. Men det var ikke for det, han ventede sig ogsaa noget stort af Drengen — om ikke just en Proprietærgaard. Skønt hvem vidste, kanske en eller anden Gaardmandsdatter kunde træffe at forsé sig paa ham — der var Kvindetække i Familien. Flere af Mandfolkene havde bevist det opefter, som nu Farbroderen der pyntede selve Præstens Pande. Saa galdt det for Pellefyren at klippe til, saa ikke Familien kunde sætte sig imod det for Skammen. Og Pellen var god nok; han havde det her Koslik i Panden, fine Haar ned under Nakken og et Modermærke paa Lænden — det betød altsammen Lykke. Lasse gik og smaasnakkede med sig selv; han gjorde Drengens Fremtid op med store runde Tal — og der faldt lidt af til ham ogsaa. For hvad der nu end skulde komme af stort, saa kom det altid saa betids, at Lasse kunde være med og glæde sig ved det paa sine helt gamle Dage.

De gik markløst opefter mod Stenværket, fulgte Stengærder og tilsneede Grøfter og arbejdede sig op gennem det slaan- og enebærbevoksede Bryn bag hvilket Klipperne og _Lyngen_ laa. De kom inden om de dybe Stenbrud og søgte i Mørket efter hvor Rosset blev kastet; dér maatte Skærvebanen ligge.

Ovre fra Banen lød der Hammerslag, og de opdagede Lys paa flere af Pladserne. Under en skraa Halmskærm, hvorfra der hang en Lygte ned, sad en lille bred Mand og hamrede løs paa Brokkerne. Han arbejdede med en egen Appel: slog tre Slag og strøg til Side, tre Slag igen og til Side med det. Og mens den ene Haand skød Skærverne til Side lagde den anden en ny Brokke til Rette paa Stenen — det gik saa flittigt og jævnt som et Urs Dikken.

„Jagu om det ikke er Bror Kalle der sidder!“ sagde Lasse med en Stemme som var dette Træf et Himmerigs Jærtegn. „God Aften Kalle Karlsson, hvordan staar det til?“

Skærveslageren saa op.

„Ja saa, dér har vi jo Bror,“ sagde han og rejste sig besværligt; de to hilste paa hinanden som havde de sidst set hinanden i Gaar. Kalle samlede Værktøjet sammen og lagde Skærmen ned over det, mens de snakkede.

„Du slaar Skærver ogsaa, giver det noget til Føden?“ spurgte Lasse.

„Aa aller bedst er det jo ikke. Vi faar tolv Kroner Favnen, og naar jeg arbejder ved Lygte Morgen og Aften kan jeg slaa en halv Favn om Ugen. Det er ikke til Øllet, men saa lever vi da. Men et liderlig surt Arbejde er det — ikke til at holde Varmen paa. Og stiv bliver man i Skrævet af at sidde femten Timer paa den kolde Sten, saa stiv som var man Far til hele Verden ene Mand.“ Han skridtede møjsommeligt foran de andre ind over Lyngen mod et lavt skutrygget Bondehus.

„Se nu kommer Maanen, nu én ikke længer har Brug for den!“ sagde Kalle der begyndte at blive i Humør. „Og jøs hvor ser han ud den Søvnetryne — Skidtklatter i Øjenkrogene og surt Vand i Munden! Han har nok været til Nytaarsgilde hos Vorherre.“

Husets Væg skød sig ud i en stor Knude paa den ene Side; Pelle maatte hen og beføle den. Det var helt mystisk hvad dér kunde være indenfor — et hemmeligt Rum kanske? Han rykkede spørgende i Faderen.

„Det dér, det er jo Ovnen hvor de bager deres — Brød,“ sagde Lasse. „Den ligger saadan for at skaffe Plads.“

„Ja og det dér er Banken, hvor vi anbringer hvad vi faar til overs,“ sagde Kalle og viste Pelle et lille faldefærdigt _Hus_. „Har du Lyst at gøre Indskud saa værsgod.“ Lasse lo.

„Du er den samme glade Fanden som i gamle Dage,“ sagde han.

„Ja hvad, Humøret er snart det eneste én faar gratis. — Men gaa nu indenfor, værsgod!“

Kalle stak Hovedet ind ad en Dør der førte fra Køkkenet til Kostalden. — „Hov Marie du faar sætte det lange Ben foran,“ raabte han dæmpet. „Jordemoderen er her!“

„Hvad Skam vil hun? — du lyver gør du din gamle Tokke.“ Man hørte atter Mælken straale i Spanden.

„Lyver — saa det gør jeg. Nej men du maa gaa ind og lægge dig; hun siger, at det er paa høje Tid. Du gaar alt for længe i Aar! — Pas paa din Mund“ hviskede han ud i Stalden, „for hun er her virkelig! Og skynd dig lidt.“

De kom ind i Stuen, og Kalle gik og famlede for at tænde Lys. Han havde to Gange fat i Svovlstikkerne og smed dem igen for at tænde ved Kakkelovnen, men der var daarlig Ild i Tørvene, „Skidt!“ sagde han saa og strøg resolut en Svovlstik — „det er ikke hver Dag én faar Fremmede.“

„Du er nok dansk gift,“ sagde Lasse beundrende. „Og Ko har du ogsaa!“

„Ja her er ingen smalle Steder,“ svarede Kalle og brystede sig. „En Kat hører der ogsaa til Besætningen — og Rotter saa mange den vil æde.“

Nu kom Konen forpustet ind og saa forbavset paa de Fremmede.

„Ja Jordemoderen er gaaet igen,“ sagde Kalle, „hun havde ikke Tid, vi fik opsætte det til en anden Gang. Men det dér er store Fremmede, saa du maa snyde Næsen med Fingrene før du giver Haand!“

„Aa du Narrifas, jeg er vel ikke noget Barn heller. — Det er Lasse kan jeg vide, og Pelle!“ hun gav Haanden. Hun var lille ligesom Manden, smilede bestandig og havde krogede Arme og Ben ligesom han. Sliddet og det gemytlige Sindelag gav dem begge et rundt Udseende.

„Her er da Børn i Guds Velsignelse!“ sagde Lasse og saa sig om. Der laa tre i Slagbænken under Vinduet: to mindre i den ene Ende og en lang 12-aars Dreng i den anden; hans sorte Fødder stak frem mellem Smaapigernes Hoveder. Desuden var der redt paa Stole, i et gammelt Dejgtrug, og paa det bare Gulv.

„Ja—ha, nogle Unger har vi jo faaet skrabet sammen,“ sagde Kalle og løb forgæves rundt efter noget til Gæsterne at sidde paa — alt var taget i Brug til Natteleje. „I faar spytte en Klat og sætte jer i,“ sagde han leende.

Men nu kom Konen ind med en Vaskebænk og et tomt Ølanker.

„Værsgod og lad Hvilen falde paa jer,“ sagde hun og anbragte Sæderne om Bordet. „Og saa maa I saa meget undskylde, men Børnene skal jo ogsaa have et Sted at være.“

Kalle skød sig ind og tog Sæde paa Kanten af Slagbænken. „Ja nogle har vi jo faaet skrabet sammen,“ sagde han igen „— én maa tænke paa sine gamle Dage mens Kræfterne er der. Vi har Dusinet fuldt og lagt Begyndelsen til det næste. Det var nu ellers ikke Meningen, men Mor gik hen og narrede os.“ Han kløede sig i Nakken og saa uhyre fortvivlet ud.

Konen stod midt paa Gulvet med Hænderne hvilende paa sin Mave; Skørterne kortede betydeligt foran. „Bare det nu ikke bliver Tvillinger denne Gang ogsaa,“ sagde hun leende.

„Ja se det vilde nu være en stor Besparelse, naar vi alligevel skal have Bud efter Madamen,“ mente Kalle. „Folk siger jo om Mor, at naar hun har lagt Børnene i Seng maa hun tælle dem, for at holde Rede paa om de er der alle. Men det er nu Løgn, for hun kan ikke tælle længer end til ti.“

Inde i Alkoven begyndte en Lille at klynke. Moderen trak den frem og satte sig hen paa Kanten af Slagbænken for at give den Bryst. Hun sad imod dem med Brystet blottet og kildede den Lille paa Næsen med Brystvorten for at faa den til at le. Kalle saa forelsket paa hende. „Marie har altid været saa skær i Huden som en Præstedatter,“ sagde han og saa stolt paa de andre.

„Det er saa Mindsten!“ sagde Moderen og holdt den Lille hen imod Lasse. Han stak en kroget Finger ned efter dens Hals.

„Sikken en Tyksak!“ sagde han med sløret Stemme — han var glad for Børn. „Og hvad hedder saa den?“

„Den hedder Dusine Sluttine — for dengang mente vi jo det skulde være forbi. Og den er den tolvte, dermedsaa.“

„Dusine Sluttine det var da et gudsforbasket fint Navn,“ udbrød Lasse. „Det lyder livagtig som kunde det være en Prinsesse.“

„Ja og den forud hedder Ellen — af elleve forstaas — hun ligger der i Dejgtruget,“ sagde Kalle. „Den forud igen hedder Tilius, og saa Nikoline, og Otto. De foregaaende har ikke faaet Navn paa den Maade, for da tænkte én jo ikke paa, at der skulde blive saa mange. Men det er Mors Skyld det, bare hun skal sætte en Lap paa mine Arbejdsbukser er det straks galt fat.“

„Du skulde rigtig skamme dig skulde du, at skulke dig fra det paa den Maade,“ sagde Konen og truede ad ham. — „Det er ikke for det,“ vendte hun sig til Lasse, „de andre har saamænd heller ikke noget at klage over hvad Navnegivningen angaar. Albert, Anna, Alfred, Albinus, Anton, Alma og Alvilda — lad mig se, jo der var de alle — de kan aldrig komme og sige, der er blevet gjort Uret mod dem. Far havde det med A dengang, det skulde rime paa A altsammen. Han har altid haft saa let for Verset.“ Hun saa beundrende paa ham.

Kalle klippede med Øjnene af Undseelse. „Nej men det er da det første Bogstav ved jeg — og kønt lyder det,“ sagde han beskedent.

„Ja han har jo Snille til at finde paa — han kunde godt have gaaet den studerendes Vej. Mit Hoved kunde nu aldrig have holdt til saadan noget. Han vilde saamænd have, at Navnene baade skulde begynde og ende med A, men det sidste vilde ikke gaa med Drengene; der maatte han lige godt give fortabt. Men han er jo ikke boglærd heller.“

„Nej ved du hvad Mor, fortabt gav jeg ikke; jeg havde lavet et Navn til den første Dreng som godtnok havde sit A i Enden ogsaa. Men saa gjorde Præsten og Degnen Vrøvl, og jeg maatte lade det fare. De sagde jo imod ved Dusine Sluttine ogsaa, men saa slog jeg i Bordet — for Kalle kan ogsaa blive gal i Hovedet om han tirres for længe. — Jeg har nu altid holdt af, at der var en Sammenhæng og Mening i alting; og det er ikke ilde, at der er noget at udfinde ogsaa for dem som søger dybere. — Har Bror Lasse bemærket noget særligt ved et Par af Navnene?“

„Nej“ svarede Lasse usikkert, „jeg ved i det mindste ikke af det at sige. Men jeg har ikke Hoved for saadant heller.“

„Jo se Anna og Otto giver akkurat det samme, om man læser dem forfra eller bagfra — præcist det samme. Her skal du se.“ Han tog en Barnetavle der hang paa Væggen med en Stump Griffel ved, og begyndte møjsommeligt at skrive Navnene. „Her skal du bare se, Bror.“

„Ja jeg kan jo ikke læse,“ sagde Lasse og rystede opgivende paa Hovedet. „Jasaa det giver det samme paa begge Vis? — det var Satans, gu var det mærkværdigt!“ han kunde ikke komme sig af sin Forundring.

„Men nu kommer det som mærkværdigere er,“ sagde Kalle og saa over Tavlen hen paa sin Bror, med et Blik som en Tænker der overskuer hele Verdenssystemet. „Otto som kunde læses paa begge Leder, betyder jo otte; men tegner jeg et Ottetal, saa kan det ogsaa vendes paa Hovedet og giver dog det samme. Se her du!“ Han skrev et Ottetal.

Lasse drejede Tavlen op og ned og kiggede:

„Ja Gud min Sjæl er det det samme, vil du se her Pelle! Det er ligesom Katten det, der altid kommer ned paa Benene hvordan én saa smider med’en. Kors i Herrens Fryd hvor maa det være skønt at kunne bogstavere, hvor har du lært det Bror?“

„Aa,“ sagde Kalle overlegent — „jeg har jo siddet og set lidt til, naar Mor har lært de smaa ABC-ten. Det er slet ingenting, naar én bare har Mønningen i Orden.“

„Nu skal Pelle jo snart til at gaa i Skole,“ sagde Lasse overvejende „— saa kunde jeg kanske ogsaa — — for skønt vilde det jo være. Men jeg har vel ikke Hoved til det? Nej jeg har saavist ikke Hoved til det.“ Det lød helt fortvivlet.

Kalle lod ikke til at ville sige ham imod. Men Pelle satte sig for, at han engang skulde lære Faderen at læse og skrive — meget bedre end Farbror Kalle kunde det.

„Men vi glemmer nok helt at vi har en Juleskænk med!“ sagde Lasse og løste Tørklædet op.

„Sikken en Kraftkarl!“ udbrød Kalle og gik henrykt rundt om Bordet hvor Flasken stod. „Da var det ligegodt det bedste du kunde give os Bror — den bliver god at have til Barselgildet. _Solbærrom_ — og med Forgyldning omkring — det syner det!“ han holdt Etiketten op mod Lyset og saa sig om med glade Øjne. Saa aabnede han nølende Vægskabet.

„De Fremmede skulde da smage deres egen Skænk,“ sagde Konen.

„Ja jeg staar netop og pines i det!“ sagde Kalle og lo fortvivlet rundt, „— for det skulde I dog helst. Men kommer der først Hul paa den, saa ved én nok hvordan det lister væk.“ Han rakte langsomt op efter Proptrækkeren paa Sømmet.

Men Lasse tog for sig med begge Hænder; han vilde ikke for sit Liv smage Drikken. Var det noget for en Lus som ham at give sig til at drikke Solbærrom — og paa en Hverdag tilmed? Vist ikke!

„Ja og I kommer jo til Barselgildet I to,“ sagde Kalle lettet og stillede Flasken ind i Skabet. „Men en „Gjøk“ vil vi nu have, for her er en Slat Brændevin fra Juleaften, og jeg tænker Mor trakterer med Kaffe.“

„Jeg har Kaffen ovre,“ svarede Konen lunt.

„Ja har én nu kendt Mage til Kælling; aldrig kan man faa Lov at ønske sig noget før det allerede er der!“

Pelle savnede sine to Vogtekammerater Alfred og Albinus, de var ude i deres Sommerpladser for at faa Del i den gode Julemad og kom ikke igen før _Knud_. „Men denne her er heller ikke at foragte,“ sagde Kalle og pegede paa den lange Knægt i Slagbænken, „— skal vi se paa ham?“ Han trak et Halmstraa frem og kildede Drengen i Næsen med det: „Kan du nu komme op min rare Anton og spænde for Trillebøren, vi skal ud og køre i Stads.“

Drengen fór over Ende og gav sig til at bearbejde sine Øjne — til stor Fornøjelse for Kalle. Endelig opdagede han at der var Fremmede, og trak i Tøjet der havde tjent ham som Hovedgærde. Pelle og han blev straks gode Venner og kom i Gang med at lege, og saa hittede Kalle paa, at de andre Børn ogsaa skulde have Del i Festen; han og de to Knægte gik rundt og kildede dem vaagne alle seks. Konen protesterede, men det var ikke videre bevendt; hun lo hele Tiden og hjalp dem selv i Tøjet, mens hun gentog: „Ih sikke dog noget Pjank, jeg har forlade mig aldrig kendt sligt! — Saa skal denne her heller ikke staa tilbage!“ sagde hun pludselig og trak den mindste ud af Alkoven.