# Pelle Erobreren 1: Barndom

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-1-barndom-76563/index.md

Manden svarede ikke men blev ved at ligge bøjet. Endelig rejste han sig og spyttede Skraasovs ud.

„Jeg beder til ham som skal dømme os alle,“ sagde han og saa vist paa Pelle.

Pelle kendte det Blik igen, der var det samme Udtryk som hos Manden forleden — ham som var udsendt af Gud. Der var blot ingen Bebrejden i det.

„Har du kanske ingen Seng at sove i?“ spurgte Pelle — „jeg læser altid min Aftenbøn under Dynen. Han hører det alligevel han! Gud Herren ved alting.“

Den unge Mand nikkede og gav sig til at flytte med Dyssens Sten.

„Den maa du ingen Fortræd gøre,“ sagde Pelle bestemt, „for der ligger et lidet Barn begravet.“

Knøsen vendte et underligt Ansigt imod ham.

„Det er ikke sandt!“ sagde han med tyk Stemme, „for Barnet ligger oppe paa Kirkegaarden, i rigtig viet Jord.“

„Ja-saa?“ sagde Pelle med Faderens langtrukne Tonefald — „da var det vel nok Forældrene som druknede det ved jeg — og begravede det her.“ Han var for stolt af sin Viden til saadan uden videre at opgive den.

Manden saa ud som han vilde slaa, og Pelle trak sig lidt af Vejen; der stod han og lo aabenlyst, han var sikker paa sine Ben. Men den anden ænsede ham ikke længer, han stod sløvt og saa hen forbi Dyssen. Saa kom Pelle igen hen.

Manden fór sammen ved hans Skygge og hentede Vejret i et dybt Suk. „Er du dér?“ sagde han tonløst uden at se paa Pelle, „hvorfor kan jeg ikke være i Fred for dig?“

„Det er _min_ Eng,“ svarede Pelle „for jeg vogter her. Men du maa gærne være her naar du lader være med at slaa. Og Dyssen skal du lade være, for dér ligger et lille Barn begravet.“

Den unge Mand saa alvorligt paa Pelle: „Det er ikke sandt du siger, hvor tør du lyve saadan? Gud kan ikke lide Løgn. Men du er kun et godtroende Barn, og jeg skal fortælle dig hvordan det gik til uden at skjule noget — saa sandt jeg kun ønsker at vandre helt for Guds Aasyn.“

Pelle saa uforstaaende paa ham: „Hvordan det gik til ved jeg vel nok selv, naar jeg kan hele Visen udenad. Jeg kan godt synge den for dig, hvis du vil have det; den gaar saadan.“ Pelle begyndte at synge, lidt usikker i Stemmen af Undseelse:

Saa lykkelig er vi i Barndommens Aar og kender ej Sorrig og Synd; vi leger og aner ej, Vejen vi gaar os fører i Fængselet ind.

Helt mangen maa mindes med klagende Røst den Lykke han ejed engang. For Tiden at lette i Fængslet saa trist vil jeg nu fremføre min Sang.

Jeg leged med Fader og leged med Mor, og Barndommens Aar de gled hen. Hver Dag skinned Solen — og da jeg blev stor, saa legede jeg med min Ven.

Jeg gav ham min Dag og jeg gav ham min Nat, og tænkte slet ikke paa Svig. Men da jeg ham sagde hvordan det var fat, saa var det med Legen forbi.

„Jeg elsked dig aldrig“ han svarede fort, „kom ikke for Øje mig mer!“ Han vendte mig Ryggen, saa vred gik han bort. Da var det at Morder jeg blev.

Pelle holdt forundret inde, den voksne Mand var sunket helt forover og sad og hulkede. „Ja det var ondt,“ sagde han — „for saa dræbte hun sit Barn og kom i Tugthuset.“ Han talte med en vis Ringeagt, han kunde ikke lide grædende Mandfolk. „Men det er da ikke noget for dig at græde over,“ henkastede han lidt efter.

„Jo for hun havde jo ingenting gjort, det var Barnets Fader der slog det ihjæl. Det var mig der gjorde det forfærdelige; ja ja jeg tilstaar jo at jeg er en Morder. Vedgaar jeg da ikke aabent nok min Brøde?“ Han vendte sit Ansigt opad som talte han mod Gud.

„Ja saa det var dig?“ sagde Pelle og rykkede lidt bort fra ham. „Slog du dit eget Barn ihjæl? — det kunde Far Lasse aldrig gøre. Hvorfor er du saa ikke i Slaveriet da? Løj du kanske og skyldte _hende_ for det?“

Disse Ord havde en egen Virkning paa Fiskeren. Pelle stod og iagttog ham lidt, saa udbrød han: „Du snakker saa underligt: blop-blop-blop ligesom du kunde være fra et andet Land! Og hvorfor kradser du saadan i Luften med Fingrene og græder? faar du da Prygl naar du kommer hjem?“

Ved Ordet _græder_ brast han helt i Graad, Pelle havde aldrig set noget Menneske græde saa løssluppent, Ansigtet var helt i ét.

„Vil du have et Stykke Mad?“ spurgte han for at trøste. „Jeg har med Rullepølse paa.“

Fiskeren rystede paa Hovedet.

Pelle saa hen paa Dyssen, han var stædig og vilde ikke give sig.

„Det _er_ nu begravet der,“ sagde han. „Jeg har selv set Sjælen brænde oven paa Stenene om Natten. Det er fordi den ikke kan komme i Himlen.“

Der trængte en uhyggelig Lyd ud af Fiskerens aabne Mund, et dumpt Brøl der fik Pelles lille Hjærte til at hoppe i Livet paa ham. Han gjorde selv nogle Spring i Angst, og da han besindede sig og stansede, saa han Fiskeren løbe stærkt foroverbøjet ned over Engen og forsvinde i Klitterne.

Pelle stirrede forundret efter ham og gik langsomt hen til Madkurven — hans Resultat var foreløbig Skuffelse. Han havde sunget for en vildfremmed, det var unægtelig en Bedrift — saa svært det kunde være blot at svare ja eller nej til én man aldrig havde set før. Men han var brændt inde med de fleste af Versene, og det enestaaende laa dog navnlig i at han kunde hele Visen uden ad. Nu sang han den for sig selv fra først til sidst, idet han holdt Tal paa Versene med Fingrene. Og han tog den drabeligste Oprejsning ved at skraale op saa det kunde høres vidt og bredt.

Om Aftenen drøftede han som sædvanlig Dagens Oplevelse med Faderen; og da forstod han et og andet som for en Stund fyldte hans Sind med Uhygge; Far Lasses var endnu den eneste menneskelige Røst Drengen helt forstod. Den Gamles blotte Suk og Hovedrysten havde en overbevisende Magt som ingen anden Tale.

„Ak ja,“ blev han ved at gentage — „ondt og ondt allevegne, Sorg og Nød hvor man saa vender sig hen! Han gav nok gærne sit Liv hen for at slide Slavelænken i hendes Sted — nu det er for sent! — Saa han løb sin Vej dengang du sagde dét til ham? Ja ja, Guds Ord i en Barnemund er heller ikke godt at staa for, naar Samvittigheden har taget Skade. Og et daarligt Levebrød er det at handle med andres Lykke. — Men tag du nu og to dine Fødder Pøjke.“ — — —

Livet gav nok at tage i, og bakses med — og adskilligt at grue for. Men værre end alt det der vilde Pelle selv ondt, var næsten de Glimt der nu og da steg op til ham fra Menneskedybet; over for dem var hans Barnehjærne magtesløs. Hvorfor græd Fruen saa meget og drak i Smug? hvad foregik der dérinde bag Ruderne i det høje Stuehus? Han begreb det ikke, og hvergang han brød sit lille Hoved med det, gloede blot Uhyggen ud paa ham af alle Ruder, og stundom lukkede den sig over ham med det ufatteliges hele Rædsel.

Men Solen gik højt paa Himlen, Nætterne var lyse, Mørket laa sammenkrøbet under Jorden og havde ingen Magt. Og han besad Barnets lykkelige Ævne til at glemme paa en Studs — og sporløst.

VI

Pelle havde en hurtig Puls og megen Fremfærd; der var altid noget hans rastløse Higen maatte forsøge at vinde ind paa — om ikke andet saa selve Tiden. Nu var Rugen under Tag, nu forsvandt den sidste Stak af Marken, Skyggerne blev længere for hver Dag. Men en Aften overraskede Mørket ham inden hans Sengetid, og han blev betænkelig. Han skyndede ikke længer paa Tiden men søgte at holde igen, ved mange smaa Solemærker.

En Dag gik Folkenes Middagshvile ind. De spændte for igen saa snart de havde sat Middagen til Livs, og Hakkelseskæringen blev forlagt til om Aftenen. Hestegangen laa paa den udvendige Side af Staldbygningen, og ingen af Karlene havde Lyst til at traske rundt derude i Mørket og køre for Maskinen — saa maatte Pelle til det. Lasse protesterede og truede med at gaa til Storbonden, men det hjalp ikke; hver Aften maatte Pelle derud et Par Timer. Det var hans bedste Timer man tog fra ham: de Timer hvor han og Far Lasse smaanussede i Stalden og sorgløst snakkede sig gennem alle Dagens Genvordigheder ind i den fælles lyse Fremtid — og Pelle græd. Naar Maanen jog Skyerne og han kunde se alting tydeligt omkring sig, gav han sine Taarer frit Løb. Men i de mørke Aftener tav han og holdt Vejret. Naar Regnen drev kunde det være saa mørkt, at Gaarden og alting var borte, og da saa han hundrede Væsner som Lyset ellers skjulte. De traadte frem i Mørket derude, forfærdelig store, eller kom glidende paa deres Bug hen imod ham. Han stivnede i Stirren og kunde ikke rive sit Blik til sig; inde under Muren søgte han Ly og sad og hyppede paa Hesten derfra — og en Aften løb han ind. De jog ham ud igen, og han lod sig jage; han var da det kom til Stykket mere angst for dem derinde end dem herude. Men en bælgmørk Aften var han særlig ilde stedt, og da han saa opdagede at Hesten, hans eneste Trøst ogsaa var angst, slap han alt og løb ind for anden Gang. Han var ikke til at true ud igen, og Knubs hjalp heller ikke. Saa tog en af Karlene ham i Favnen og bar ham derud. Men da glemte Pelle alt og skreg saa det rystede i Gaarden.

Mens de baksede med ham kom Proprietæren til. Han blev gal i Hovedet, da han hørte hvad der var i Vejen, og skældte Forkarlen Hæder og Ære fra. Saa tog han Pelle ved Haanden og fulgte ham ned til Kostalden. „Sikken et Mandfolk, der er bange for lidt Mørke!“ sagde han spøgende — „det maa du se at vænne dig af med. Og hvis Karlene gør dig Fortræd saa kom kun til mig.“

Over Markerne gik Ploven Dagen lang og gjorde Jorden tung i Farven, Løvet blev broget, og der var mange Sluddage. Toet rejste sig paa Kreaturerne, de blev langhaarede og forskød sig i Ryggen; Pelle døjede ondt, og hele Tilværelsen blev en Skygge alvorligere. Hans Klæder blev ikke tættere og varmere med Kulden som Kreaturernes; men han kunde slaa Knald med Klaffen der i heldigste Tilfælde lød som smaa Skud, han kunde prygle Rud naar det gik helt ærligt til, og springe over Aaen hvor den var smallest. Det gav altsammen Varme i Kroppen.

Han vogtede nu ud over Gaardens Jorder, overalt hvor der havde været tøjret; Malkekørne stod inde. Eller ogsaa var han inde paa Mosen hvor alle Gaardene havde hver sit Stykke Græsmark. Herinde stiftede han Bekendtskab med Vogterdrengene fra de andre Gaarde og saa ind i en helt anden Verden, hvor der ikke styredes med Forvalter og Landvæsenselev og Prygl, men hvor alle spiste ved samme Bord og Madmoderen selv sad og spandt Garn til Strømper til Vogterdrengen. Men derind kunde han aldrig komme, for de tog ikke Svenskere paa de smaa Gaarde — de indfødte vilde heller ikke tjene sammen med dem. Det gjorde ham ondt.

Saa snart Efteraarspløjningen var i Gang oppe paa Agrene, nedlagde Drengene efter gammel Skik Skellene og lod alle Kreaturer gaa sammen — det kaldtes at vogte over Luvt. De første Dage gav det mere at bestille, Dyrene kæmpede inden de blev fortrolige med hinanden. Og helt blandede blev de aldrig; de græssede stadig i Pletter, hver Gaards Besætning for sig. Madkurvene blev ogsaa slaaet sammen, og en Dreng efter Tur taget ud til at passe hele Flokken. De andre Drenge legede Røvere oppe i Klipperne, eller turede rundt til Lundene og Stranden. Naar det var rigtigt koldt, tændte de Baal op, byggede Ildsteder af flade Sten og stegte Æbler og Æg som de stjal paa Gaardene.

Det var et herligt Liv, og Pelle var lykkelig. Ganske vist var han den mindste i Flokken, og der hæftede det ved ham at han var svensk; bedst som de legede kunde de andre give sig til at vrænge efter hans Maal, og naar han blev vred, spurgte de hvorfor han ikke trak Kniv. Men saa var han fra den største Gaard — og den eneste der havde Stude i sin Besætning; han stod ikke tilbage for dem i Legemsfærdigheder, og ingen af dem kunde snitte som han. Og naar han blev stor, var det hans Agt at prygle dem allesammen.

Foreløbig maatte han læmpe sig frem, smigre sig ind hos de store, hvor han opdagede der var en Sprække i Forholdet, og være tjenstvillig. Han maatte tage Tur oftere end de andre, og blev forfordelt ved Maaltiderne. Han tog det som noget uundgaaeligt og satte hele sin lille Person ind paa at faa det bedst mulige ud af Forholdene. Men han lovede sig som sagt en uhyre Oprejsning naar han blev stor.

Et Par Gange blev det ham for hedt, og han opgav Fællesskabet og holdt sig for sig selv. Men han søgte hurtig tilbage til de andre igen. Hans lille Krop var sprækfuld af Mod paa Livet og tillod ham ikke at skulke udenom; han maatte tage sin Chance — æde sig igennem.

En Dag kom der to nye Drenge til, som vogtede Kvæget fra et Par Gaarde inde til den anden Side Stenværket; de var Tvillinger og hed Alfred og Albinus. Det var to lange tynde Fyre som kunde se ud til at have sultet som smaa; de var blaalige af Hudfarve og stod daarligt for Kulde. Fodrappe og smidige var de, de kunde løbe den hurtigste Kalv ind, gaa paa Hænderne og ryge Tobak til, og slaa Luftspring uden at tage Næverne til Hjælp. Slaas duede de ikke meget til; de manglede Modet til at gaa paa, og deres Legemsfærdighed svigtede dem naar det kneb.

De to Brødre havde et komisk Skær over sig. „Der har vi Tvillingerne, Tolvlingerne!“ raabte hele Flokken dem i Møde den første Morgen de viste sig. „Naa hvor mange Gange har I saa faaet Smaa hjemme siden i Fjor?“ — De var tolv Søskende, og deriblandt var der to Gange Tvillinger, alene dette var en uudtømmelig Kilde til Spot — desuden var de halvsvenske. De kom til at staa halv Skade med Pelle.

Men der bed ingenting paa dem, de grinede ad alt og gav sig yderligere til Pris. Pelle kunde forstaa paa alting, at deres Hjem havde et latterligt Skær over sig ude i Sognet; men det var de ikke kede af. Det var navnlig Forældrenes Frugtbarhed Spotten hang sig ved, og de to Drenge udleverede med glade Miner Forældrene og gav sig til at fortælle om de lønligste Forhold i Hjemmet. En Dag Flokken var særlig ihærdig til at raabe Tolvlinger, fortalte de grinende, at Moderen gik med den trettende. De var usaarlige.

Hvergang de udleverede deres Forældre, gav det et Stik i Pelle, han havde selv sine helligste Følelser paa dette Punkt. Alt det han brød sit Hoved, begreb han dem ikke; han maatte til Faderen med det en Aften.

„Saa de gør deres egne Forældre til Spot og Grin?“ sagde Lasse — „da gaar det dem aldrig godt her paa Jorden; for man skal ære sin Far og Mor. Skikkelige Forældre som har sat dem til Verden med Smærte og maa slide haardt, kanske sulte og døje selv, for at skaffe Føde og Klæder til dem — ak hvor er det syndigt! — — Og de hedder Karlsson til Efternavn lige som vi siger du? — og bor inde i Lyngen bag Stenværket? Men saa maa det jo være Bror Kalles Sønner! ja Gud min Sjæl om jeg ikke tror det er det ogsaa! Spørg du dem i Morgen, om ikke deres Far har et Hak i det højre Øre. Jeg huggede det jo selv med et Stykke af en Hestesko dengang vi var Smaagutter — en Dag jeg var rasende paa ham, fordi han gjorde mig til Grin for de andre. Han var akkurat lige saadan som de to han; men han mente ikke større med det, der var ikke ondt i ham.“

Drengenes Far havde ganske rigtig et Hak i det højre Øre. Pelle og de var altsaa Søskendebørn, og det var baade til at le og græde over, saadan som de og Forældrene var til Grin. Det gik jo paa en Maade ud over Lassefar ogsaa, og den Tanke var næsten ikke til at udholde.

De andre Drenge opdagede hurtig hans Saarbarhed her og benyttede sig af den til deres Fordel; og Pelle maatte bøje af og finde sig i en Del for at holde Faderen udenfor. Alligevel lykkedes det ikke altid. Naar de var i det Hjørne, sagde de Ting helt hen i Vejret om hinandens Hjem; det skulde ikke tages for mere end det var, men Pelle forstod ikke Spøg paa det Punkt. En Dag sagde en af de største Drenge til Pelle: „Din Far, han har jo gjort sin egen Mor med Barn.“ Pelle forstod ikke Ordspillet i denne Raahed, men han hørte de andres Latter og blev blind af Raseri. Han gik løs paa den store Kammerat og sparkede ham saadan i Underlivet, at han maatte ligge hjemme i flere Dage.

De følgende Dage gik Pelle og var hed om Ørerne. Han turde ikke fortælle Faderen, hvad der var sket, da han saa vilde være nødt til at gentage Drengens grimme Beskyldning ogsaa; saa gik han der og gruede for de skæbnesvangre Følger. De andre Drenge havde trukket sig tilbage fra ham for ikke at faa Skyld med, hvis der kom noget op; Drengen var Gaardmandssøn — den eneste i Flokken — og de skimtede Øvrighed bag Historien, kanske Ris paa Raadhuset. Pelle gik saa for sig selv med sine Kreaturer og havde god Tid til at sysle med Begivenheden; den voksede sig større og større i sine Følger under hans livlige Indbildningskraft og var tilsidst ved at sprænge ham af Rædsel. Hver Vogn han saa køre hen ad Landevejen fik det til at krybe i ham; og drejede den op mod Stengaarden, saa kunde han tydelig skelne Politiet, der kom tre Mand stærk og med forsvarlige Haandjærn — lige som da Erik Erikson blev afhentet fordi han havde mishandlet sin Kone. Han turde knap drive hjem om Aftenen.

Saa en Formiddag kom Drengen drivende derovre med sine Kreaturer, der var en voksen Mand med, Pelle dømte af Klæder og det hele at han var Gaardmand — det maatte være Drengens Fader. En Stund stod de derovre og snakkede med Vogterdrengene, saa kom de over ad med hele Flokken i Hælene, Faderen holdt sin Søn ved Haanden.

Pelle sprang i Sved; han følte sig stærkt tilskyndet til at løbe sin Vej men tvang sig til at blive staaende. Far og Søn bevægede paa én Gang Haanden, og Pelle skød begge Albuer i Vejret for at afbøde to Lussinger.

Men de strakte blot Hænderne frem. „Om Forladelse,“ sagde Drengen og tog Pelles ene Haand; „Om Forladelse!“ gentog Faderen og lukkede hans anden Haand i sin. Og Pelle stod forvirret og flyttede Øjnene fra den ene til den anden. Straks troede han, at Manden her var den samme som ham der var udsendt af Gud; men det var alligevel kun Øjnene — de underlige Øjne. Saa brast han pludselig i Graad og glemte alt for at græde sig ud af den forfærdelige Spænding; og de to sagde nogle gode Ord og gik stille deres Vej for at lade ham være ene.

Siden blev han og Peter Kure gode Venner; og da Pelle lærte ham nøjere at kende opdagede han, at Drengen til Tider kunde have noget af det samme i Øjet som Faderen, den unge Fisker og Manden, der var udsendt af Gud. Begivenhedens mærkelige Forløb sysselsatte ham længe. En Dag kom hans Erfaringer til at ligge saadan Side om Side, at han opdagede Sammenhæng mellem dette gaadefulde Øjenudtryk og de mærkelige Handlinger; de, der havde set paa ham med de Øjne, havde alle tre handlet uventet. Og en anden Dag gik det op for ham, at disse Folk var de _Hellige_; Drengene var uenige med Peter Kure den Dag og brugte det som Skældsord mod hans Forældre.

En Ting var der som stod — og stod ovenud af alting — selve Sejren. Han havde bundet an med en Dreng, der var større og stærkere end han selv, og klaret sig — fordi han for første Gang i sit Liv slog hensynsløst til. Vilde man slaas, maatte man sparke dér hvor det gjorde mest ondt. Gjorde man blot det og forresten havde Retten paa sin Side, saa kunde man godt binde an selv med en Gaardmandssøn. Det var to betryggende Opdagelser, som indtil videre intet kunde rokke ved.

Saa havde han værget Faderen; det var noget ganske nyt og betydningsfuldt i hans Liv. Han krævede mere Plads nu.

Ved Mikkelsdagstid kom Kreaturerne ind, og de sidste Daglejere rejste. Der var sket flere Forandringer med Gaardens faste Tyende i Sommerens Løb, men nu til Flyttedag var der ingen der forandrede; Stengaarden havde det ikke med at skifte til de fastsatte Skiftetider.

Pelle hjalp saa atter Faderen med Indefodringen. Egenlig skulde han have begyndt at gaa i Skole, og der skete en spagfærdig Henvendelse fra Skolemyndighederne til Proprietæren. Men der var god Brug for Drengen hjemme, da én Mand ikke kunde overkomme Røgtningen, og saa blev der Stilhed om Spørgsmaalet. Pelle var glad det blev skudt ud; han havde tænkt meget paa Skolen i Sommerens Løb, og udstyret den med saa meget fremmedartet og stort, at han nu var helt bange for den.

VII

Juleaften kom som en stor Skuffelse. Det var Skik, at Vogterdrengene kom ud og tilbragte hele Julen paa den Gaard hvor de havde tjent om Sommeren, og Pelles Vogtekammerater havde fortalt ham om alle Julens Herligheder: Steg og søde Drikke, Julelege og Pebernødder og Bagværk — det var én endeløs Æden og Drikken og Legen Julelege fra Lille Juleaften til „Knud bar Julen ud“. Saadan var det paa alle de smaa Gaarde, den eneste Forskel var, at de der var hellige, ikke spillede Kort men sang Salmer i Stedet. Men Maden var ligegod.

De sidste Dage før Jul maatte han op Kl. tohalvtre og hjælpe Pigerne at plukke Fjærkræ og den gamle Tækkemand Holm at hede Ovnen. Dermed var hans Forhold til Julens Herligheder udtømt. Juleaften vankede der Klipfisk og Risengrød, og det smagte godt nok; men alt det øvrige manglede. Der var et Par Flasker Brændevin paa Bordet til Mandfolkene — det var det hele. Karlene var misfornøjede og krængde, de hældte Mælk og Grød i Skaftet paa Karnas Strikkestrømpe saa hun var fnysende gal den hele Aften, forresten hang de med hver sin Pige paa Skødet og skumlede over alting. De gamle Husmænd og deres Koner der var indbudt til at spise Julemad, snakkede om Død og Alverdens Elendighed.

Ovenpaa var der stort Gilde; hele Konens Slægt var indbudt, og det gik nok løs paa Gaasestegen. Gaarden var fuld af Køretøjer, og den eneste, der var i godt Humør var Forkarlen, han fik alle Drikkepengene. Gustav var nu i rent elendigt Humør, for Bodil var ovenpaa og vartede op. Han havde taget sin Harmonika over og spillede Kærlighedssange; Sindene blev blidere ved det, og det onde gled af Øjnene. En for en gav de sig til at synge med, og det var lige ved at blive helt hyggeligt hernede. Men saa kom der Bud ned, at de maatte være lidt stille. Saa opløste det hele sig, de gamle gik hjem, og de unge spredtes Par om Par som de i Øjeblikket var Venner til.

Lasse og Pelle gik i Seng.

„Hvorfor er det egenlig Jul?“ spurgte Pelle.

Lasse kløede sig betænkeligt paa Hoften.

„Det skal nu engang være saa,“ svarede han nølende. — „Ja og saa er der jo det med Aaret som vender sig og gaar opad ser du! — — Og i denne Nat blev Kristusbarnet jo ogsaa født forstaas!“ Det sidste var han længe om at skaffe til Veje, men det kom ogsaa helt sikkert. — „Det ene med det andet ser du vel,“ føjede han samlende til lidt efter.

Anden Juledag var der Sammenskudsgilde hos en foretagsom Husmand nede ved Lejet; det kostede 2½ Krone Parret for Musik, skaaret Mad og Brændevin midt paa Natten, og Kaffe hen paa Morgenen. Gustav og Bodil skulde med. Det var dog altid lidt af Julen, der drog forbi, Pelle var saa optaget af det som galdt det ham selv; Lasse havde ikke Ro for hans Spørgsmaal den Dag. Saa var Bodil altsaa alligevel Gustav god!

Om Morgenen de kom op, laa Gustav ude paa Marken ved Døren til Kostalden og kunde ikke hjælpe sig selv; hans pæne Tøj var i en sørgelig Forfatning. Bodil var ikke med ham. „Saa har hun sveget ham,“ sagde Lasse idet de hjalp ham ind. „Stakkels Gut, sytten Aar og allerede Hjærtesaar! Kvindfolkene bliver nok hans Ulykke engang, skal vi faa at se!“

Til Middag da Husmandskonerne kom for at malke, bekræftedes Lasses Formodning; Bodil havde slaaet sig paa en Skræddersvend inde fra Lejet og var brudt op midt paa Natten sammen med ham. Man lo medlidende ad Gustav, og der blev stiklet en Del i den følgende Tid til den kranke Lykke han gjorde; men over Bodil var Dommen enstemmig. Hun havde Lov at komme og gaa med hvem hun vilde; men saa længe hun morede sig for Gustavs Penge, burde hun have holdt sig til ham. Hvem vilde vel holde Haanden over de Høns, der aad deres Korn hjemme og lagde Æggene hos Naboens? — hvem andre end Naboens?

Der havde endnu ingen Lejlighed været til at besøge Lasses Broder inde bag Stenværket, men anden Nytaarsdag skulde det være. I Mellemjulen bestilte Karlene intet efter Mørkets Frembrud, og det var overalt Skik at de hjalp Røgteren med Aftensyslerne. Det blev der nu intet af til daglig, Lasse var for gammel til at gøre sig gældende og Pelle for liden; de maatte være glade, de ikke ogsaa skulde fodre for de Karle der gik i Besøg.