# Pelle Erobreren 1: Barndom ## Part 4 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-1-barndom-76563/index.md Da Lasse hørte hvad der var overgaaet Drengen, tog han en Hammer og gik rundt for at slaa Landvæsenseleven ihjæl. Den gamle Mand saa saadan ud af Øjnene, at ingen havde Lyst til at stille sig i Vejen for ham. Eleven havde imidlertid fundet det klogest at forsvinde; og da Lasse ikke fik Afløb for sin Vrede, faldt han i rystende Graad og Frysninger. Han blev helt syg, saa Karlene maatte kvikke ham op med en god slurk Brændevin. Den tog med ét Slag Koldfeberen, og Lasse blev igen sig selv og kunde nikke fortrøstningsfuldt til den forskræmte snøftende Pelle. „Bare roligt Pøjke,“ sagde han trøstende — „bare roligt du! Endnu har aldrig noget Menneske kunnet løbe fra sin Straffedom, og Lasse skal knuse Skallen paa den lange Halvsatan, saa Hjærnen skal sprøjte ham ud af Snudeskaftet, vær vis paa det.“ Ved Udsigten til denne kraftige Oprejsning lysnede det over Pelles Ansigt, og han krøb op paa Stænget for at vælte Hø ned til Kreaturernes Middagsmaal. Lasse, der ikke var saa glad ved at krybe til Vejrs, gik paa Fodergangen og fordelte Høet. Han gik og smaatyggede paa noget, Pelle hørte ham stadig tale højt med sig selv. Da de havde syslet af, gik Lasse ind til den grønne Kiste og hentede et sort Silkeklæde frem som havde været Bengtas Stadsklæde; han saa højtidelig ud da han kaldte paa Pelle: „Spring over til Karna med det og bed at ikke hun forsmaar! For nok er vi ikke saa fattige heller, at vi lar Godheden selv gaa tomhændet fra os. Men du skal ikke lade nogen anden se det, at de ikke skal faa ondt af det. Mor Bengta vil sikkert ikke fortryde paa det dér hun ligger i sin Grav; hun havde foreslaaet det selv hun — i Fald hun kunde sige fra. Men hun har jo Muld i Munden, Stakkel!“ Lasse sukkede tungt. Han stod endnu en Stund og vejede Tørklædet i Haanden, inden han gav Pelle det at løbe med; han var ikke slet saa sikker paa Bengta som hans Ord lod, den gamle Mand vilde gærne forskønne hendes Minde baade for sig selv og Drengen. Nægtes kunde det vel ikke, at hun helst stillede sig krængd i et Tilfælde som dette her — sjalu som hun var; og kanske faldt hun paa at gaa igen over det Tørklæde. Men Hjærte havde hun alligevel haft baade for ham og Pøjke, og som oftest sad det hvor det skulde sidde — det Lov maatte de give hende. Saa fik Gud Herren dømme hende saa mildt han kunde. * * * * * Om Eftermiddagen var der stille paa Gaarden. Folkene var næsten alle ude, hvor de nu var henne — til Kros vel eller inde hos Stenhuggerne paa Værket. Herskabet var ogsaa ude, straks efter Middag lod Proprietæren spænde for og kørte til Staden, og en halv Time efter trillede Fruen af Sted i Ponyvognen — hun skulde ud og passe paa ham sagde Folkene. Gamle Lasse sad oppe i en tom Baas og bødede Pelles Tøj, Drengen gik paa Fodergangen og legede. Han havde fundet en gammel Støvleknægt i Røgterkamret, den satte han under Knæet og lod som han gik paa Træben. Imens pludrede han sorgløst med Faderen. Han var dog ikke saa højrøstet som ellers, Formiddagens Oplevelse sad endnu i Kroppen paa ham og virkede dæmpende; den sad der nærmest som noget af en Bedrift han havde udført og nu var benovet over. En Omstændighed til gjorde ham højtidelig stemt — Forvalteren havde været ovre og sagt, at Kreaturerne skulde ud næste Dag. Pelle skulde vogte Ungkvæget, og dette blev altsaa den sidste Fridag, kanske for hele Sommeren. Han stoppede op ud for Faderen: „Hvad slaar du ham ihjæl med Far?“ „Med Hammeren kan jeg tro.“ „Slaar du ham helt pladask ihjæl — saa død som en Hund?“ Lasse nikkede ildevarslende: „Ja for alt!“ „Men hvem skal saa læse Navnene for os da?“ Den Gamle rokkede betænkeligt paa Hovedet. „Da var det ogsaa et sandt Ord!“ udbrød han og kløede sig saa ét Sted saa et andet. Hver Ko havde sit Navn staaende med Kridt over Baasen, men ingen af dem kunde læse. Forvalteren havde rigtignok gaaet Navnene igennem med dem én Gang; men det var ikke til at huske halvhundrede Navne for den ene Gang — end ikke for Pøjken som havde saadan en masakrerende god Hukommelse. Slog Lasse nu Eleven ihjæl, ja hvem skulde saa hjælpe dem at tyde Navnene? Forvalteren taalte saa vist ikke at man kom til ham og spurgte anden Gang. „Vi faar vel hellere nøjes med at piske ham,“ sagde Lasse grundende. Drengen legede en Stund, saa kom han igen hen til Lasse: „Tror du ikke Svenskerne kan prygle alle Folk i Verden, Far?“ Den Gamle saa betænkelig ud: „Ja — jo, det er vel troligt.“ „Ja for Sverig er meget større end hele Verden, det er det du!“ „Ja stort er det,“ sagde Lasse og gjorde et Forsøg paa at forestille sig dets Udstrækning. Der var 24 Len, deraf var Malmøhus bare et og Ystadtrakten en liden Del af det igen. I det ene Hjørne af Ystadtrakten laa saa Tommelilla, og en verdsens liden Del af Tommelilla det var hans Torp, som han engang syntes var saa vældigt med sine fire Tønder Land! Ak ja, Sverig var stort — ikke større end hele Verden forstaas, for det var jo bare Barnesludder det, men nok større end hele den øvrige Verden tilsammens. „Ja det er stort! — Men hvad er det du bestiller Pøjke?“ „Jeg er jo en Krigskarl der har faaet det ene Ben skudt af ser du vel!“ „Ja saa du er en Invalid. Men det skulde du ikke, for Gudfader lider ikke saadan noget; du kunde let blive til en rigtig Krøbling, og det var ondt og ilde.“ „Aa, han ser ikke det, for han er jo i Kirkerne i Dag!“ svarede Drengen men var dog saa forsigtig at holde op. Han stillede sig i Stalddøren og fløjtede men kom pludselig sættende i stor Iver: „Far nu er Landvæsnet der, skal jeg springe hen efter Pisken?“ „Nej vi maa vel lade det være. Han kunde dø mellem Hænderne paa os, saadant fint Skidt holder ikke at slaa paa. Han kunde dø af Skrækken alene.“ Lasse skelede betænkeligt til Drengen. Pelle saa meget skuffet ud: „Og hvis han nu gør det igen?“ „Nej han slipper ikke fra dette her uden Skrækken. Jeg skal tage ham i stive Arme og lette paa ham, saa han hænger og dingler i lyse Luften og ber ynkeligt for sit kære Liv; og saa skal jeg sætte ham lige saa roligt ned paa Jorden igen. For Lasse kan ikke med at være ond, Lasse er et skikkeligt Fæ!“ „Saa skulde du lade som du tabte ham, naar du holder ham helt højt oppe i Luften. Saa skreg han vist og troede han skulde dø, og de andre kom og lo ad ham.“ „Nej, nej, du maa ikke friste din Far heller! Maaske jeg da fik Sind til at smide ham i Jorden, og det var et Mord det og Slaveri paa Livstid! Nej jeg maa hellere skælde ham Huden fuld, det bider bedst paa saadan en fin Gavflab.“ „Ja og saa skulde du kalde ham en tyndskanket Knoldsparker, det gør Forvalteren naar han er gal paa ham.“ „Nej det gaar vel ikke det heller. Men jeg skal nok tale et Alvorsord med ham som han ikke glemmer saa snart igen.“ Pelle var velfornøjet. Der var ingen som Faderen — heller ikke naar det galdt at tale Donner naturligvis. Han havde aldrig hørt det, og glædede sig mægtigt til det mens han gik og stavrede med Støvleknægten. Han brugte den ikke længer som Træben for ikke at æske Guds Straffedom; men holdt den under Armhulen som en Krykke og støttede den mod Fodmurskanten fordi den var for kort. Hvem der gik paa to Krykker ligesom Præstens Søn hjemme! — han kunde springe over de længste Vandpytter. Lys og Skygge fik pludselig travlt oppe under Loftet, og da Pelle vendte sig om, stod der en fremmed Dreng i Døren ud til Marken. Han var jævnstor med Pelle, men Hovedet var næsten som en voksen Mands. I første Øjeblik saa det ud som han var skaldet over det hele; men saa drejede han sig i Solen, og det bare Hoved glinsede som af Sølvskæl. Det var dækket af tyndt hvidligt Haar, der var ganske smaat og temmelig jævnt fordelt over Ansigt og det hele; Huden var lyserød og det hvide i Øjet ogsaa. Ansigtet vaandede sig under Lyset og var dækket af gamle Rynker; Baghovedet ragede stærkt frem og saa ud til at være altfor tungt. Pelle stak Hænderne i Stiklommerne og gik hen til ham. „Hvad hedder du?“ spurgte han og sprøjtede en Straale Spyt ud mellem Fortænderne ligesom Gustav plejede. Kunststykket mislykkedes desværre, Spyttet slap ikke men løb ham ned ad Hagen. Den fremmede Dreng grinede. „Rud,“ sagde han tilsløret, hans Tunge var noget tyk og uregerlig. Han stirrede misundeligt paa Pelles Stiklommer. „Er det din Far?“ spurgte han og pegede paa Lasse. „Det er klart,“ sagde Pelle vigtigt — „og han kan prygle alle Mennesker.“ „Men min Far kan købe alle Mennesker, for han bor deroppe.“ Rud pegede over i Retning af Stuehuset. „Saa-aa gør han det mon?“ sagde Pelle vantro. „Hvorfor bor du saa ikke med der?“ „Jeg er jo en Horeunge — det siger Mor selv.“ „Fy fan siger hun det!“ Pelle skottede til Faderen i Anledning af den lille Ed. „Ja naar hun er arrig — og saa banker hun mig. Men saa stikker jeg fra hende.“ „Naa det gør du?“ faldt en Stemme i udefra; Drengene fór sammen og trak sig dybere ind i Stalden. Et stort fedt Kvindfolk kom frem i Stalddøren og jog sine gale Øjne ind i Halvmørket; da hun fik Øje paa Rud skældte hun videre, hendes Tonefald var svensk: „Ih, saa du render dit Hvidkaalshoved — ja saa? Bare du vilde løbe saa langt da, at du ikke fandt tilbage igen, saa var en anden fri for at gaa her og tæske sig angpusten paa saadan et ledt Skabelse! I Helvede ender du saamænd alligevel, saa det skal du ikke græde for! — — Saa er det vel Drengens Far?“ afbrød hun sig selv da hun fik Øje paa Lasse. „Ja det er nok saa,“ svarede Lasse roligt — „og det skulde vel aldrig være Skolelærer Johan Pihls Johanne fra Tommelilla — hun som rejste af Lande for nærved 20 Aar siden?“ „Og det skulde vel aldrig være Smedens Hankat fra Sulitjelma, han som fik Tvillinger med en gammel Træsko Aaret før i Forfjor?“ spurgte det store Kvindemenneske vrængende. „Ja ja, I maa være for mig, hvem I vil!“ sagde Lasse krænket. „Jeg er ikke Politispion.“ „Da skulde man tro det, siden I holder Forhør. Ved I naar Kreaturerne skal ud?“ „I Morgen om alt gaar vel til. Det er kanske jer Pøjke, der skal hjælpe Pelle ind i Sagerne? Forvalteren talte om én, som kunde følge med ud og anvise Vogtepladsen.“ „Ja det er ham Søren Skidthas dér — kom frem og lad os se ordenlig paa dig din Følfod! Naa Fyren er væk — ja ja. — Faar jer Dreng mange Prygl?“ „Aa ja ibland faar han jo“ svarede Lasse, som skammede sig ved at tilstaa at han aldrig straffede Drengen. „Jeg lægger heller ikke Fingrene imellem! der skal noget til om der skal blive Folk af det Skrabsammen — Prygl er halve Maden. Saa jager jeg Hvalpen herop i Morgen tidlig — men pas paa at han ikke viser sig i Gaarden, for saa er Fanden løs.“ „Fruen taaler ikke at se ham kan jeg vel tænke?“ sagde Lasse. „Nej akkurat — hun har jo ikke lagt Redskab til, det halvgale Spektakel. Ellers skal Gud vide der ikke var noget at misunde én. Men jeg kunde været Gaardmandskone den Dag i Dag og haft en pæn Mand til, om ikke han Stolthenrik heroppe havde lagt sig ud efter mig. Vil du tro det dit gamle sprukne Overlær?“ Hun klaskede sin Haand i hans Hofte og lo. „Det vil jeg godt tro du kunde“ sagde Lasse. „For du var den vakreste Pige dengang du tog hjemme fra.“ „Æv — du med dit hjemmefra,“ vrængede hun. „Ja ja da, jeg kan jo nok baade se og forstaa, at du helst vil jævne Fodsporene til efter dig. Og jeg kan saamænd godt lege Fremmede, i hvor vel jeg har holdt dig paa mit Skød mere end engang, da du var en liden Tøs. — Men ved du ellers af, at din Mor ligger og drages med Døden?“ „Ih nej, ih nej!“ udbrød hun og saa paa ham med et Ansigt, der forskød sig mere og mere. „Jeg tog jo Farvel med hende, inden jeg forlod Hjemmet nu for en Maaned siden godt og vel — hun var meget simpel. Farvel du Lasse — sagde hun — og tak for godt Naboskab gennem alle Aarene. Og træffer du Johanne derovre saa hils hende — sagde hun. Hun er jo kommet rent forskrækkeligt ud i det efter hvad én har hørt — men hils hende alligevel fra hendes Mor. Johannebarnet, lille Barn! hun var sin Mors Hjærte næst, derfor kom hun til at træde paa det! Kanske var det vor egen Skyld. Vil du hilse hende det fra hendes Mor, vil du Lasse? Det var de Ord hun sagde — og nu er hun saavist død, saa maadelig som hun var.“ Johanne Pihl havde ikke Raadighed over sig selv. Hun var nok ikke i Vane med at græde, saa forfærdeligt det rev og sled i hende. Taarer kom der ingen af, og hun pintes som kunde det være Fødselsveer. „Lille Mor, lille lille Mor!“ sagde hun ind imellem og sad og rokkede paa Krybbekanten. „Saa, saa, saa!“ sagde Lasse og klappede hende paa Hovedet. „Jeg sagde jo nok til dem at de var for haard ved dig. Men hvad skulde du nu ogsaa krybe ind ad det Vindu for — sejstenaars Barn og midt om Natten! én kan ikke undres paa om de glemte sig selv et Gran. Saa meget mere som han jo tjente for Føde og Klær, og var en daarlig Fyr der altid kom fra sin Plads i Utide.“ „Jeg holdt jo af ham,“ sagde Johanne grædende — „han var den eneste jeg nogensinde har holdt af. Og jeg troede at han ogsaa holdt af mig, skønt han aldrig havde set mig — saa dum var jeg.“ „Ak ja du var et Barn — jeg sagde det jo til dine Forældre. Men at du kunde hitte paa noget saa uanstændigt!“ „Der var ikke noget ondt i det, jeg mente blot at vi to maatte søge til hinanden, saadan som vi holdt af. Nej jeg tænkte ikke det engang, jeg krøb bare ind til ham — uden at gøre mig nogen Tanker ved det. Vil du tro det, at jeg var saa ren dengang? Der skete heller intet ondt!“ „Der skete ikke engang noget?“ sagde Lasse. „Men det er jo forfærdeligt, saa trist at tænke paa som det er gaaet. Og det tog din Fader sin Død over.“ Det svære Kvindfolk gav sig til at græde hjælpeløst; hun var som en Klud syntes Lasse, og han var lige ved at komme i Graad han ogsaa. „Ak ja jeg skulde vel aldrig sagt det, men jeg troede jo du havde hørt om det!“ sagde han fortvivlet. „Han mente vel han som Skolelærer havde Ansvaret for saa mange, og derfor aad det sig ind i ham, at du havde kastet dig hen paa den Maade — med en fattig Tjenestekarl til og med. For vel omgikkes han paa lige med os Fattigfolk, men Æren er der jo alligevel; og det tog haardt paa ham, da de fine Folk ikke vilde se til ham mere. — Og saa var det hele tomt Mundsvejr, der skete ingenting? Men hvorfor sagde du da ikke det til dem?“ Johanne græd ikke mere, hun sad og saa forgræmmet hen til Siden, Trækkene dirrede bestandig paa hende. „Jeg sagde det, men de vilde ikke høre. Man traf mig jo dér! Jeg skreg om Hjælp, da jeg blev klar over, at han ikke engang kendte mig, men blot var vigtig over at jeg kom, og vilde tage mig ind til sig! Saa kom de andre løbende og traf mig dér. De lo, og ved du hvad de sagde til hinanden? — at jeg havde skreget, fordi min Uskyldighed sprang! Mine Forældre mente det samme kunde jeg forstaa; selv de kunde ikke taale at der ikke var sket noget, hvad saa det andet Rak? — Saa betalte de ham for at rejse hertil, og mig sendte de bort til nogen Familie.“ „Ja ja, og saa gjorde du dem den Ulykke at rømme bort.“ „Jeg fulgte bagefter ham, jeg tænkte han maatte komme til at holde af mig, naar blot jeg var i hans Nærhed. Han havde taget Tjeneste her paa Stengaarden, og her tog jeg saa ogsaa Tjeneste som Stuepige. Men han saa kun til mig for én Ting, og det vilde jeg ikke, naar han ikke holdt af mig. Han gik saa og gjorde sig til af, at jeg var løbet hjemme fra for hans Skyld — og det andet ogsaa som var Løgn; saa enhver troede de kunde gaa og tage paa mig og byde sig til. Kongstrup var nygift dengang, men han var ikke anderledes end de andre. Jeg fik Pladsen i Utide, fordi den anden Stuepige maatte søge hen et Sted og ligge, saa jeg tog mig vel i Agt. Han fik hende siden gift med en Stenhugger inde ved Værket.“ „Saa han er den Slags Mand,“ udbrød Lasse — „ja jeg har jo nok haft mine Tvivl om’et. Men hvad blev der af den anden Kalurius?“ „Han tog ind paa Stenværket og arbejdede, da vi havde tjent sammen et Par Aar og han havde gjort mig al den Fortræd han kunde. Deroppe laa han og svirede og sloges det meste af Tiden. Jeg opsøgte ham ofte, for jeg kunde ikke slaa ham af Hovedet — og fuld var han altid. Tilsidst kunde han ikke være der og stak af, og saa hørte vi, at han laa henne Nordlands, i Klipperne ved Blaaholt, og huserede. Han tog nok hvad han havde Brug for, hvor der var nærmest til det, og slog Folk ned for et godt Ord. Og en Dag sagde de, at Øvrigheden havde erklæret ham fredløs, saa hvem der vilde kunde slaa ham ihjæl. Jeg havde en stor Fortrolighed til Proprietæren, som alligevel var den eneste der vilde mig vel; og han trøstede mig med, at saa galt blev det vel ikke; Knud skulde nok hytte sig.“ „Knud — var det Knud Engstrøm?“ spurgte Lasse. „Se se, da har jeg jo hørt om ham. Han huserede som en Djævel sidst jeg var her paa Landet, og tastede Folk an paa Landevejene midt paa Dagen. En Mand slog han ihjæl med en Hammer, og da de fangede ham havde han skaaret sig en Flænge fra Nakken ned helt til Øjet. Det havde den anden gjort sagde han — han selv havde blot værget for sig. De kunde ingenting gøre ham saa. — Saa det var ham! men hvad var det saa for en han levede sammen med da? — de sagde, at han den Sommer boede i et Skur midt oppe i Lyngen og havde et Kvindfolk hos sig.“ „Jeg løb af Tjenesten her og bildte de andre ind at jeg rejste hjem — jeg havde hørt om hvor elendigt han laa i det; hele Hovedet var flækket paa ham sagde de. Saa tog jeg op og passede ham.“ „Saa gav du dig alligevel til Slut,“ sagde Lasse og blinkede skælmsk. „Han pryglede mig hver Dag!“ svarede hun hæst. „Og da han ikke kunde faa Magt med mig, jog han mig tilsidst bort. Jeg havde nu sat mig i Hovedet at han skulde holde af mig først.“ Hun var blevet grov og haard i Mælet igen. „Da fortjente du ogsaa Pisk i din bare Bag, at du kastede dit Behag paa saadan en haard Bøddel. Og vær du glad at din Moder ikke fik noget at vide om det dér — hun havde vist ikke overlevet det.“ Ved Ordet Moder gav det et Sæt i Johanne. „Enhver faar holde til det han kan!“ sagde hun haardt. „Jeg har holdt til mere end Mor, og se hvor tyk og fed jeg er bleven.“ Lasse rystede paa Hovedet: „Du er vist ikke god at bides med længer. Men hvordan gik det dig saa siden da?“ „Jeg søgte tilbage til Stengaarden igen ved Fistje. Fruen vilde ikke fæste mig paany, for hun saa hellere min Hæl end min Taa; men Kongstrup trumfede igennem at jeg blev her som Malkepige. Han blev ved at være lige mild imod mig, skønt jeg havde modstaaet ham i ni Aar nu. Men saa var’et at Øvrigheden blev ked af at have Knud gaaende længer, han uroede for meget; og de holdt Jagt paa ham deroppe i Lyngen. De fik ikke fat paa ham, men han maa have søgt tilbage her til Stenværket for at skjule sig da det kneb; for en Dag de sprængte deroppe, kom hans Krop frem mellem Klippestykkerne — helt smadret. De kørte Stumperne her ned til Gaarden, og jeg blev saa syg ved at se ham komme til mig paa den Maade, at jeg maatte krybe til Sengs. Jeg laa og rystede i Sengen Dag og Nat, for jeg syntes, at han var søgt hen til mig da det kneb værst for ham. Kongstrup sad nede hos mig og trøstede mig naar de andre var i Marken, og han misbrugte sig af min Elendighed til at faa sin Vilje. „Der var en yngre Broder til Bakkebonden som godt kunde lide mig, han havde været i Amerika i sine unge Dage og havde Penge nok. Han brød sig Katten om hvad Folk sagde, og hvert eneste Aar gjorde han mig Tilbud — præcis paa Nytaarsdag. Han kom igen det Aar ogsaa, og nu Knud var død kunde jeg jo ikke gøre bedre end at tage ham og blive Madmoder paa en Bondegaard. Men jeg maatte sige nej til det alligevel, og du kan tro, det var drøjt da jeg gjorde den Opdagelse. Kongstrup vilde tilmed have mig bort, da jeg satte ham ind i det; men det satte jeg mig imod. Jeg vilde blive og føde mit Barn her paa Gaarden hvor det hørte til. Han brød sig ikke en Smule om mig mer, Fruen satte sine onde Øjne paa mig hver Dag, og der var ingen som var god ved mig. Dengang havde jeg ikke det gale Sind som nu, jeg maatte gaa og gøre mig haard for ikke at græde altid. „Jeg blev ogsaa haard. Naar der var noget i Vejen bed jeg Tænderne sammen, for at ingen skulde haane mig. Jeg var i Marken den Dag det skete ogsaa, jeg fødte Drengen midt i en Roerække og bar ham selv hjem til Gaarden i mit Forklæde. Han var allerede saadan vanskabt dengang — Fruens onde Øjne havde forgjort ham. „Saa skal de sku ogsaa have Skiftingen for Øje til enhver Tid!“ sagde jeg til mig selv og nægtede at rejse min Vej. Ligefrem smide mig ud kunde Proprietæren vel ikke faa sig til, og saa anbragte han mig i Huset hernede efter Stranden.“ „Saa gaar du maaske paa Arbejde her paa Gaarden i den travle Tid?“ spurgte Lasse. Hun blæste haanligt: „Gaa paa Arbejde — synes du jeg skulde behøve det? Kongstrup maa vel nok kunne betale mig noget for at opdrage hans Søn, og saa for Resten kommer der Govenner til mig, saa én og saa en anden, og har lidt med — naar de da ikke har drukket det op. Du kan komme ned og besøge mig i Aften, jeg skal være rigtig saa venlig imod dig.“ „Nej Tak!“ sagde Lasse alvorligt. „Vel er jeg et Menneske jeg ogsaa, men jeg tyr ikke til den, der har redet paa mit Knæ som kunde hun været mit eget Barn.“ „Har du Brændevin da?“ sagde hun og stødte haardt til ham. Lasse troede ikke der var mere, men gik for at se. „Nej du, ikke en Draabe!“ sagde han og kom med Flasken. „Men her skal du se hvad jeg har til dig, din Mor bad mig give dig det til et Minde — det var dog godt jeg kom i Tanke om det.“ Han rakte hende en Pakke og saa helt lykkeligt paa hende mens hun pakkede ud, han glædede sig paa hendes Vegne. Det var en Salmebog. „Er den ikke fin du?“ sagde han. „Guldkors og ægte Spænde — og saa er det jo din Mors.“ „Hvad skal jeg med den?“ spurgte Johanne — „jeg synger ikke Salmer.“ „Naa ikke?“ sagde Lasse stødt. „Men din Moder har vel ikke vidst bedre end at du endnu holdt paa din Barnetro — saa du faar tilgive hende for denne ene Gang.“ „Er det alt hvad du har til mig?“ hun stødte til Bogen saa den fløj. „Ja det er,“ sagde Lasse dirrende og tog den op. „Hvem skal have Resten?“ „Ja Huset var jo fæstet, og Sager var der ikke mange til Rest, det er længe siden din Far døde — husk paa det! Dér hvor du skulde have været, har Fremmede maattet gaa i Barns Sted; og de der har passet hende, skal vel have det der er, saa vidt jeg kan forstaa. Men kanske var der Tid endnu — om du tog med første Damper.“ „Nej tak du! Komme der hjem og være overbegloet og angergiven — nej tak! Lad saa hellere Fremmede trække af med Stumperne. Og Mor — har hun levet uden min Hjælp, kan hun vel ogsaa krepere den foruden. Naa jeg skal vel hjemad! — hvor har nu den tilkommende Stengaardsbonde gjort af sig?“ Hun lo af fuld Hals. Lasse turde gøre sin Saligheds Ed paa at hun intet fejlede i den Retning, og alligevel dinglede hun paa Benene da hun gik bag om Kalvehusene for at lede efter Sønnen. Han havde paa Læben at spørge, om hun saa ikke skulde have Salmebogen med sig, men opgav det. Der var saa meget oppe i hende nu; hun kunde falde paa at spotte Gud. Saa pakkede han nænsomt Bogen ind og gemte den i den grønne Kiste. * * * * * Nede i Hjørnet af Kostalden var der skilt et Rum fra med Brædder; det havde ingen Dør, og der var en tommebred Aabning mellem hver Brædde saa det lignede et Træmmebur. Det var Røgterkamret. Et bredt Sengested optog det meste af Pladsen; det var tømret op af raa Brædder, og Kamrets Stengulv gjorde det af for Sengebund. Paa et tykt Lag Rughalm laa nogle Sengeklæder hulter til bulter, de tykke stribede Uldvaar var stive af skorpet Kosnavs, hvori der strittede Fjær og Halmstraa. Midt i Sengen laa Pelle og krøb sammen, han havde Dynen op om Nakken og laa og gassede sig. Paa Sengekanten sad Lasse og rodede i den grønne Kiste mens han snakkede halvhøjt hen for sig.