# Pelle Erobreren 1: Barndom

## Part 23

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-1-barndom-76563/index.md

Pelle lukkede rask op og gik ind. Der var ingen paa Kontoret, men der stod aabent ind til Dagligstuen, og derinde fra lød Kongstrups velbehagelige Pusten. „Er der nogen?“ spurgte han.

„Ja det er Lasse og Pelle,“ svarede Lasse med en Stemme der ikke lød helt tapper.

„Kan I komme herind?“

Kongstrup laa paa Sofaen og læste i en Almanak, paa Bordet ved Siden af ham stod en Stabel gamle Almanaker og et Fad med Smaakager og sligt.

Han tog ikke Øjnene fra sin Bog, ikke engang mens Haanden gik saa hjemmevant op til Fadet efter noget at putte i Munden. Han laa og sugede det i sig og smaasank alt mens han læste; dem havde han ikke Øje for — ikke et Spørgsmaal om hvad de vilde, eller noget som kunde sætte én i Gang. Dette her var som at blive sendt ud at pløje og ikke faa at vide hvor. Han var vel midt i noget spændende maaske.

„Naa hvad vil saa I?“ spurgte Kongstrup endelig med sin dvale Stemme.

„Ja — ja Proprietæren faar saa meget undskylde, at vi saadan kommer om noget som ikke angaar Bedriften. Men som Sagerne nu engang stiller sig har vi ingen anden at ty til, og saa er det jeg siger til Pøjken: Husbond vil sikkert ikke vredes, han har mangen god Gang vist Hjærtelag for os stakkels Lus — og saadér! Nu er det jo nok saaledes her i Verden, at omend man er et fattigt Skrog som ikke duer til andet end at tage Skidtet fra de andre, saa har Vorherre alligevel ikke nægtet én Faderhjærtet. Og ondt kan det jo gøre at se paa, at Faderens Synd skal ryge lige i Benene paa Sønnen.“

Lasse gik i Staa. Han havde paa Forhaand udtænkt det hele, og lagt det saaledes at det paa en snild og anselig Maade førte til selve Sagen. Men nu gik det i Urede lige som Sjæskens Lommetørklæde, og Proprietæren saa ikke ud til at have forstaaet et Suk. Han laa og greb til Smaakagerne og kiggede hjælpeløst til Døren.

„Det er jo ogsaa saaledes, at et Mandfolk kan blive træt af den enlige Stand,“ begyndte Lasse igen men opgav straks at gaa videre. Hvordan fan han saa bar sig ad, gik han rundt og rundt om Tingen og fik ikke Hold noget Sted — og nu gav Kongstrup sig til at læse igen. Et bitte lidet Spørgsmaal fra ham kunde have ført midt op i det hele; men han proppede bare Munden og gav sig til at tygge rigtig bredt.

Lasse var nedslaaet udvendig og gal indvendig, han stod og samlede sig sammen til at gaa. Pelle gloede op og ned paa Skilderierne og de gamle skinnende Mahognimøbler, han tog sit Skøn over enhver Ting.

Saa lød de energiske Skridt inde gennem Stuerne — de kunde følges helt nede fra Køkkenet. Kongstrup fik lidt Liv i Øjnene, og Lasse rankede sig. „Staar I to dér?“ sagde Fruen paa sin sikre Maade der tydede paa saa megen Omsorg „— men saa sid dog ned. Hvorfor har du ikke budt dem til Sæde Far?“

Lasse og Pelle kom til Sæde, og Fruen tog Plads henne ved sin Mand med Armen støttet paa hans Hovedgærde. „Hvordan er det med dig Kongstrup — har du faaet hvilet?“ spurgte hun deltagende og pillede ved hans Skulder. Kongstrup smaagryntede noget; det kunde være baade ja og nej og ingenting.

„Og hvad saa I to — trænger I til Penge?“

„Nej det er Pøjken — han skal vises væk,“ svarede Lasse ligetil. Over for Fruen blev man selv saa fast i det.

„Skal du vises væk?“ udbrød hun og saa gammelkendt paa Pelle, „hvad har du gjort da?“

„Aa jeg sparkede Præstens Søn.“

„Hvorfor gjorde du nu ogsaa det?“

„Fordi han ikke vilde staa for Næveslag men smed sig ned.“

Fruen lo og stødte til Kongstrup: „Ja vist saa — — — men hvad havde han gjort dig?“

„Han havde sagt fule Ting om Far Lasse.“

„Var det meget stygt det han sagde?“

Pelle saa fast paa hende — hun skulde nu ogsaa føle enhver Ting under Bunden. „Jeg siger det ikke!“ erklærede han bestemt.

„Ja ja da! Men saa kan vi jo heller ikke tage os af det.“

„Jeg faar vel lige saa godt sige det,“ faldt Lasse ind „— han kaldte mig for Madam Olsens Medhustru — efter Bibelhistorien kan jeg tro.“

Kongstrup kluklo modstræbende, som om nogen havde hvisket ham en Sjofelhed i Øret og han ikke kunde lade være. Fruen selv var alvorlig nok. „Jeg forstaar det vist ikke?“ sagde hun og lagde sin Haand dæmpende paa Mandens Arm. „— Lasse faar forklare sig.“

„Det sigter jo til, at jeg var Kærest med Madam Olsen i Lejet, som alle tog for at være Enke — og saa kom hendes Mand hjem nu forleden. Saa har de nok hæftet det Smædenavn paa mig ude omkring kan jeg forstaa.“

Kongstrup begyndte igen paa sin dulgte Latter, Lasse sad og missede helt forpint ved det.

„Værsgod og tag jer en Kage!“ sagde Fruen meget højt og skød Fadet hen til dem. Saa tav Kongstrup; han laa og fulgte deres Greb i Kagefadet med opmærksomme Øjne.

Fruen sad og stødte Langfingren ivrigt mod Bordpladen mens de tyggede. „Saa blev den skikkelige Pelle rasende og sparkede haandløst?“ sagde hun pludselig. Der var Ild i hendes Øjne.

„Ja det var jo det han aldrig skulde gjort!“ svarede Lasse klynkende.

Fruen satte et Par Øjne paa ham.

„Nej for fattig Fugl er ikke til andet end at hakke i.“

„Jeg lider nu bedst den Fugl, der hakker igen og forsvarer Reden saa fattig den er. — Ja ja nu faar vi se! — — Og han skal konfirmeres han her? Det er jo rigtig sandt ogsaa — at jeg kunde være saa glemmen! Saa maa vi nok til at tænke paa Stadsen.“

— —

„Det var to Sorger slukket det!“ sagde Lasse da de igen gik nede i Stalden. „Men bemærkede du ogsaa, hvor fint jeg lod hende vide at du skulde konfirmeres? Det var næsten saa hun kom paa det af sig selv. Nu bliver du nok som en Butikssvend i Tøjet skal vi se; Folk som Proprietærens ved hvad der skal til, naar først de faar aabnet Pungen. — — Nu fik de hele Sandheden i Synet, men fan — de er vel ikke mere end som Mennesker. — Naar bare én træder frit op —.“ Lasse kunde ikke glemme det heldige Udfald.

Pelle lod den Gamle skryde. „Tror du jeg faar Lærsko ogsaa af dem?“ spurgte han.

„Ja det faar du! Og troligt nok gør de Konfirmationsgilde for dig ogsaa. Jeg siger _de_, men det er jo hende som staar for det hele, lad os være glade for det. Bemærkede du at hun sagde _vi_ — vi skal nok og saadér — bestandig? Hun er fin hun, for han ligger jo bare og æder og lader hende om alting. Som han dog har det godt, jeg tror hun kunde springe gennem Ild for at tækkes ham. Men Kommandoen har hun sku! — Ja ja, vi skulde vel ikke sige ondt om nogen; dig er hun jo mod som kunde hun være din egen Mor.“ — — —

Fruen sagde intet om Udfaldet af sin Køretur til Præsten — hun havde ikke for Vane at føre Bagsnak om en Ting. Men Lasse og Pelle traadte igen trygt paa Jorden; naar _hun_ gav sig i Kast med en Sag var den paa Forhaand gaaet i Orden.

Hen i Ugen kom Skrædderen en Morgen haltende med en Saks, Alen og Pressejærn; Pelle maatte ned i Folkestuen, og der blev taget Maal af ham paa Kryds og tværs som kunde han være et Præmiedyr. Hidtil havde han altid faaet sit Tøj syet paa Slump. — Det var noget nyt, at der var Vanke-Haandværkere paa Stengaarden; siden Kongstrup kom for Styret, havde hverken Skomager eller Skrædder sat sin Fod i Folkestuen. Dette her var god gammel Bondeskik, som igen satte Stengaarden paa lige Fod med de andre Gaarde; Folkene gik og behagede sig i det, saa tidt de kunde var de nede i Folkestuen for at tage Luften ind dernede og høre en af Skrædderens Løgnehistorier. „Det er Fruen der har fat nu!“ sagde de til hinanden; i hendes Haand var der godt Bondeblod, hun førte Tingene tilbage til det gode gamle. — Pelle gik sin Gang til Folkestuen som en Herremand; han prøvede flere Gange om Dagen.

Han prøvede hele to Sæt, det ene var til Rud som ogsaa skulde konfirmeres. Det blev nok det sidste Rud og hans Mor fik dér fra Gaarden. Fruen havde sat igennem, at de blev sagt ud af Hytten til Maj. Paa Stengaarden vovede de aldrig at sætte deres Fod mere. Fru Kongstrup sørgede selv for, at de fik hvad de skulde have; men hun gav ikke rede Penge naar hun kunde slippe fri.

Pelle og Rud søgte for Resten aldrig hinanden mere — de fulgtes sjældent ad til Præsten. Det var Pelle der trak sig tilbage, da han blev træt af at være paa Vagt mod Ruds evige Bagtanker. Pelle havde vokset sig større og kraftigere end Rud, og hans Sind havde — maaske paa Grund af hans legemlige Overlegenhed over andre — taget aabnere Veje. I Ævne til at tilegne sig og lære udenad var Rud ogsaa den lille; til Gengæld kørte han rundt med Pelle og de andre Drenge, blot han fik fat med sin praktiske Menneskeforstand. — — —

Paa selve den store Dag kørte Karl Johan for Pelle og Lasse i den lille Enspændervogn. „Vi er fint kørende i Dag!“ sagde Lasse straalende; han var helt ør, skønt han ikke havde smagt stærkt. Der laa en Flaske Brændevin hjemme i Kisten, til at skænke for Karlene naar den hellige Handling var overstaaet; men Lasse var ikke den, som slog Spiritus paa sig inden han tog til Kirke. Pelle var _helt_ fastende — saa bed Guds Ord bedst.

Pelle straalede ogsaa trods sin Sult. Han var i flunkende nyt Firskaft — saa nyt at det slog Smæld hver Gang han gjorde en Bevægelse. Paa Fødderne havde han Fjedersko, som havde tilhørt selve Kongstrup. De var godt store, men „der er gode Raad for den Pølse der er for lang,“ som Lasse sagde. Han kom en tyk Saal i og Papir i Taaen, Pelle fik to Par Strømper paa — og Skoene sad som de var støbt til Foden. Paa Hovedet bar Pelle en blaa Kasket, som han selv havde valgt ud nede hos Landhøkerens. Den var til at vokse i, og red paa hans Slugøren, der i Dagens Anledning blussede som to Roser. Rundt om den løb et bredt Baand, hvori var vævet River, Leer og Plejle over Kors med Neg helt rundt.

„Det er godt du er med,“ sagde Pelle da de rullede op ved Kirken og befandt sig mellem de mange Folk. Lasse var jo nær ikke kommet med; den Karl der skulde tage sig af Kreaturerne saa længe, maatte i sidste Øjeblik af Sted til Dyrlægen. Men Karna kom og tilbød at vande og give Middagsmaal, skønt ingen af dem kunde sige med sig selv, at de havde været som de skulde mod hende.

„Har du nu Tingen du ved?“ hviskede Lasse inde i Kirken. Pelle følte til Lommen og nikkede, dér laa det lille runde Stykke Pokkenholt som skulde bringe ham over Dagens Vanskeligheder. „Saa svar du bare højt og frit ud,“ hviskede Lasse og skubbede sig ind paa en Bænk i Baggrunden.

Pelle svarede frit ud, hans Stemme lød helt vakkert i Rummet syntes Lasse. Heller ikke var der Tale om, at Præsten gjorde noget for at hævne sig, han behandlede Pelle præsist lige saa net som de andre. Da Handlingen var paa sit højtideligste, kom Lasse i Tanker om Karna, saa rørende hun var i sin Troskab. Han skammede sig selv ud med halvhøje Ord og gjorde et helligt Løfte. Hun skulde ikke forgæves gaa og sukke længer.

Lasse havde forresten en hel Maaned gaaet saa smaat og syslet med Tanker om Karna, snart for snart imod. Men nu i denne højtidelige Stund, da Pelle var i Færd med at gøre det store Skridt ind i Fremtiden og Lasses Sind var bevæget paa saa mangen Vis, brød Karnas Troskab ind over ham saa tungt som en Sang om forsmaaet Kærlighed, der endelig endelig kommer til sin Ret.

Lasse gav Pelle Haanden. „Til Lykke og Velsignelse!“ sagde han med skælvende Stemme. Ønsket omfattede hans egen Pagt ogsaa, og han havde Møje med at tie om sin Beslutning saa bevæget han var. „Til Lykke og Velsignelse!“ lød det til alle Sider; Pelle gik rundt og trykkede sine Kammerater i Haanden. Saa kørte de hjem.

„Det gik jo utroligt saa glat for dig,“ sagde Lasse stolt „— og nu er du en Mand du!“

„Ja nu faar du se dig om efter en Kærest!“ mente Karl Johan.

Pelle bare lo.

Om Eftermiddagen var de fri. Pelle maatte først op til Herskabet for at sige Tak for Tøjet og tage mod Lykønskning; Fruen trakterede med Ribsvin og Kage, og Kongstrup gav ham en Tokrone.

Saa gik de ind til Kalles ved Stenværket. Pelle skulde fremstille sig i sit ny Tøj og be’ Farvel med dem; der var kun et Par Uger til Majdag. Lasse vilde benytte Lejligheden til i al Hemmelighed at skaffe sig Oplysninger om et Hus, der var til Salg inde i Lyngen.

XXIV

Endnu blev der snakket om det hver Dag, den korte Tid der var igen! Lasse som bestandig havde gaaet med Opbruddet i sig, og kun var blevet og blevet gennem Aarene fordi Drengens Vel krævede det — han var saa træg i det nu da intet holdt ham tilbage. Han vilde jo nødig give Slip paa Pelle og gjorde alt for at holde paa ham; men begive sig ud i Verden igen vilde han ikke for nogen Pris.

„Bliv her du!“ sagde han overtalende. „Saa snakker vi med Fruen, og hun skal nok fæste dig for en ordenlig Løn. Du har jo baade Kræfter og Haandelag — og set venlig til dig har hun altid!“

Men Pelle vilde ikke tjene Bonden, der var ingen Anseelse og Fremgang i det. Et eller andet stort vilde han være; men her paa Landet var der ingen Udvej for noget — her fik man gaa bag Rumpen paa Kørne alle sine Dage. Han vilde til Staden — kanske videre fort over Havet til Kongens København.

„Du skulde tage med du!“ sagde han. „Des fortere bliver vi rige og kan købe os en stor Gaard!“

„Ja ja,“ sagde Lasse og nikkede langsomt — „du taler godt for din syge Mor! Men det gaar nok ikke altid til som Præst præker. Vi kan komme til at staa paa bar Bakke! hvad ved én vel om Fremtiden du?“

„Aa jeg skal nok —!“ Pelle nikkede fortrøstningsfuldt. „Kan jeg ikke tage fat paa hvad som helst maaske?“

„Jeg har jo heller ikke sagt op i Tide,“ undskyldte Lasse sig.

„Saa røm da!“

Men det vilde Lasse ikke.

„Nej jeg vil blive, og arbejde paa at faa mig noget for mig selv herinde omkring,“ sagde han — lidt vigende i Tonefaldet. „Det vil ogsaa være rart nok for dig at have et Hjem, du kan besøge iblandt. Og skulde det gaa skidt for dig derude, var det nok ikke det værste at have noget at falde tilbage paa! Du kunde blive syg, eller der kan hænde andet galt — Verden er ikke at lide paa. Derude faar én nok have haard Hud over det hele.“

Pelle svarede ikke. Det med Hjemmet lød hyggeligt nok; og han forstod godt, at det var Karnas Person der tyngede den anden Ende ned. Naa, hun havde gaaet alt hans Tøj efter nu til Udfærden, og et skikkeligt Skrog havde hun altid været — han havde ikke noget imod det!

Det vilde blive svært nok at leve borte fra Far Lasse, men Pelle maatte ud. Ud! — det var som Foraaret smældede ham om Ørerne med det Ord. Her kendte han hver Sten i Landskabet og hvert Træ — ja hver en Kvist paa Trærne med; her fandtes intet mere, der kunde fylde hans blaa Øjne og Slugøren og mætte hans Sind.

Dagen før Første Maj gik de og ordnede Pelles Udstyr. Lasse laa paa Knæ foran den grønne Kiste; hvert Stykke blev lagt omhyggeligt sammen og fik sine Bemærkninger, inden det kom i Lærredssækken der skulde tjene Pelle som Rejsekuffert.

„Husk nu, at du ikke gaar for længe med dine Hoser før du bøder dem!“ sagde Lasse og lagde Stoppegarn til Side. „Den der gaar sit Tøj efter i Tide, slipper for det halve Arbejde og hele Skammen.“

„Jeg skal nok huske det,“ sagde Pelle stille.

Lasse laa og vejede en sammenlagt Skjorte i Haanden. „Den du har paa har du jo lige faaet ren,“ sagde han tankefuld. „Men jeg kan ikke vide — — to Skjorter bliver vist for lidt i det Fremmede? Du faar have min den ene; jeg kan altid faa gjort Udvej til en ny, til jeg skal skifte. Og længer end fjorten Dage maa du aldrig gaa, at du ved det! Du som er ung og sund kunde let sanke Utøj — og blive til Spot og Spe for hele Staden; saadant taales ikke hos den der vil vinde frem til Anseelse. Skulde galt være faar du selv stille an med en lille Vask; du kan jo gaa til Stranden om Aftenen — om ikke andet!“

„Gaar man med Træsko i Staden?“ spurgte Pelle.

„Ikke de som vil frem til noget! Jeg tænker, du lader mig beholde Træskoene og faar mine Støvler i Stedet; de pynter altid sin Mand, om end de er gamle. Dem kan du saa bruge paa Vandringen i Morgen, og skaane de fine Sko.“

Det ny Tøj kom øverst i Sækken, med en gammel Bluse om for at det ikke skulde tage mod Snavs.

„Nu tror jeg nok, vi har faaet alting med,“ sagde Lasse og kastede et undersøgende Blik ned i den grønne Kiste; der var ikke meget tilbage i den. „Ja ja, saa binder vi i Guds Navn, og ber til at du maa komme godt frem — hvorhen Bestemmelsen nu er!“ Lasse bandt for Sækken, han var slet ikke glad.

„Du ber jo pænt Farvel med hver især paa Gaarden, at de ikke skal faa noget at rive mig i Synet bagefter,“ sagde Lasse efter en Stund. „Karna vilde jeg nu gærne, at du sagde lidt vakkert Tak, fordi hun har ordnet alting saa godt. Det var ikke enhver, der vilde have det Drav.“

„Ja det skal jeg nok,“ sagde Pelle sagte; hans Stemme vilde ikke rigtig bryde igennem i Dag.

* * * * *

Pelle var oppe og i Tøjet ved svageste Gry; der laa Taage over Søen og varslede godt for Dagen. Han gik omkring skuret og vandkæmmet og saa paa alt med et stort Blik; Hænderne havde han i Stiklommerne. Det blaa Tvistestøj han havde gaaet til Præsten i, var vasket og nyrullet; det klædte ham svært saa godt endnu. Og Stropperne paa de gamle Fedtlærsstøvler, der stammede helt fra Lasses Velmagtsdage, struttede omkap med hans Øren.

Han havde sagt sit: Farvel og Tak for alt godt! til enhver paa Gaarden — selv Erikmand; og et godt Flæskefoder havde han sat til Livs. Nu gik han i Stalden og summede sig, ruskede Tyren i Hornene og lod Fedekalvene patte paa sine Fingre — det var en Slags Afsked det ogsaa! Kørne satte Mulen helt ind paa ham og pustede langt af Velvære naar han gik forbi; Tyren slog overgivent efter ham med Hornene. Og lige i Hælene paa ham trippede Lasse; han talte ikke stort men holdt sig bestandig i Nærheden af Drengen.

Her var saa inderlig godt at være, og det sank blødt gennem Pelle, hvergang en Ko slikkede sig eller den varme Em slog imod ham fra frisk faldende Gødning. Hver en Lyd tog om ham som Moderkærtegn, og hver en Ting var et fortroligt Stykke Legetøj, hvormed den lyseste Verden kunde bygges. Rundt paa alle Stolper var der Billeder han havde skaaret ud; Lasse havde klinet dem til med Kogødning igen, for at Proprietæren ikke skulde komme og sige at de ødelagde alting for ham.

Pelle tænkte ikke men gik og døsede; det sank saa varmt og tungt gennem hans Barnesind. Han havde faaet Kniven frem og tog fat om Tyrens Horn som vilde han skære noget i det. „Det finder han sig ikke i,“ sagde Lasse forundret. „Prøv hellere med en af Studene.“

Men Pelle stak Kniven i Lommen igen, han havde ingenting villet. Han gik og sjanglede paa Fodergangen uden Maal eller Med. Lasse kom hen og tog ham i Haanden.

„Du skulde hellere blive her en Tid endnu,“ sagde han. „Vi har det jo saa hyggeligt.“

Men saa levede Pelle op. Han fæstede sine store trofaste Øjne paa Faderen og gik saa ned i Kamret.

Lasse kom bagefter. „I Guds Navn da, saa skal det vel være?“ sagde han tonløst og tog i Sækken for at hjælpe Pelle den paa Nakken.

Pelle gav Haanden. „Farvel og Tak du Far — for alt godt!“ sagde han blødt.

„Ja, ja; ja, ja!“ sagde Lasse og rokkede med Hovedet; mere kunde han ikke faa frem.

Han fulgte med ud forbi Smaahusene, dér blev han staaende. Pelle gik videre langs Digerne med sin Sæk paa Nakken — op mod Landevejen. Et Par Gange vendte han sig og nikkede; Lasse stod sammenfalden og stirrede, med Haanden over Øjnene — saa gammel havde han aldrig før set ud.

Ud over Agrene kørte de med Sæddækkeren — Stengaarden var tidlig efter det i Aar. Kongstrup og Fruen vandrede Arm i Arm ned langs en Grøft; hvert Øjeblik stansede de og hun pegede — de snakkede nok om Avlingen. Hun lænede sig ind til ham, naar de gik — hun havde rigtig fundet Hvile i sin Kærlighed nu!

Nu vendte Lasse sig og gik ind — saa forladt han saa ud! Pelle følte en hastig Trang til at smide Sækken og løbe tilbage for at sige ham et godt Ord; det kom som en Mindelse og gled bort i den friske Morgenbrise. Hans Ben bar ham videre den lige Vej, ud, ud! — Oppe paa en Bakkekam gik Forvalteren og skridtede en Ager af; Erik gik lige bag ham og abede ham efter med tossede Fagter.

Oppe i Højde med Klippebrynet stødte Pelle til den store Landevej. Her vidste han, vilde Stengaarden og dens Jorder blive borte for Synet, og han satte Sækken fra sig. Dér stod Klitterne mod Havet med hver en Trætop synlig; dér var Granen som Guldspurven altid byggede i, Aaen løb mælkehvid efter det stærke Tøbrud, og Engen var ved at grønnes. Men Dyssen var borte, skikkelige Folk havde i Smug fjærnet den, da Niels Køller druknede og Pigen ventedes hjem fra Slaveriet.

Og Gaarden laa klart fremme i Morgenlyset, med sit høje hvide Stuehus, de store Ladelænger og alle Smaahusene. Hver Plet dernede lyste saa fortrolig mod ham; hvad ondt han havde døjet meldte sig ikke — eller var med til at danne Hyggen det ogsaa.

Pelles Barndom havde været lykkelig i Kraft af alt; en graadblandet Sang til Livet havde den været. Graaden gaar paa Toner saa vel som Glæden, hørt paa Afstand bliver den til Sang. Og som Pelle stirrede ned over sin Barndoms Verden, var det kun gode Minder, der flimrede op til ham gennem den lyse Luft. Alt andet var ikke, havde aldrig været.

Han havde set nok af ondt og uheldigt, men var kommet ovenud af alting; ingenting bed paa ham. Med Barnets Graadighed havde han forbrugt det alt til at vokse sig stærk paa. Og nu stod han her sund og kraftig — udstyret med Profeterne, Dommerne, Apostlene, Budene og 120 Salmer! — og satte en aaben, svedig Erobrerpande ud mod Verden.

Foran ham laa Landet i rigt Fald Sønder efter, indgærdet af Havet. Langt nede stod to høje sorte Skorstene mod Havfladen, og endnu længer mod Syd laa jo Staden! Bort fra den løb Havets Veje mod Sverig og København! Dette her var Verden — selve den store vide Verden!

Pelle blev skrubsulten ved Synet af den store Jord; og det første han tog sig for var at sætte sig ned paa Bakkekammen med Udsigt baade tilbage og frem, og æde al den Mad Karna havde givet ham med til hele Dagen. Saa havde Maven da Ro for det!

Han rejste sig vel tilpas, fik Sækken paa Nakken og vandrede nedad for at erobre Verden, mens han af fuld Hals galede en Sang ud i den lyse Dag:

„En Fremling faar jeg være blandt Engelskmændene; blandt afrikanske Negre mit Selskab dertil er! Og dertil find’s paa Jorden Portugisere ogsaa! Og alle Slags Nationer under Himmelen den blaa.“

Afskriverens bemærkninger

I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent.

Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter):

[p. 26]: ... Trist, saa trist var det men denne stadige Kvindegraad, ... ... Trist, saa trist var det med denne stadige Kvindegraad, ...

[p. 43]: ... Helvede ender du saamænd alligevel, saa del skal ... ... Helvede ender du saamænd alligevel, saa det skal ...

[p. 94]: ... og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved krævte ham, ... ... og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved at krævte ham, ...

[p. 293]: ... og Proprietæren sáa ikke ud til at have forstaaet ... ... og Proprietæren saa ikke ud til at have forstaaet ...