# Pelle Erobreren 1: Barndom

## Part 18

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/pelle-erobreren-1-barndom-76563/index.md

Den faldt paa den 26. Juni og hed Pelagius i Kalenderen. Om Morgenen kyssede Faderen ham og sagde: Til Lykke og Velsignelse Pøjke! — og saa laa der altid en lille Ting i Lommen naar han skulde trække i Bukserne. Faderen var lige saa spændt som han selv, og stod inde hos ham mens han trak i Tøjet, for at faa Del i hans Overraskelse. Men Pelle havde det med at trække i Langdrag naar der forestod noget hyggeligt — des større blev Glæden. Han gik med Vilje uden om den spændende Lomme, mens Lassefar stod og trippede og ikke kunde nære sig. „Nej hvad er det med den Lomme du? den er mig saa tyk! Du har vel aldrig været ude og stjaalet Hønseæg i Nat?“ Saa maatte Pelle have Tingen frem — en stor Bylt Papir — og til at pakke ud, Lag efter Lag. Og Lasse var himmelfalden. „Hæ, det er jo ikke andet end Papir! Det var ogsaa noget Skidt at gaa og fylde Lommerne med.“ Men inderst inde var der en Svanekniv med to Blade. Tak! hviskede Pelle saa og havde Taarer i Øjnene. „Aa fan, det er fattig Skænk det!“ sagde Lasse og klippede med sine røde vippeløse Øjenlaag.

Ud over det mødte der ikke Drengen mere godt den Dag end ellers, men alligevel var han højtidsstemt hele Dagen. Det fejlede aldrig at Solen skinnede — saa sjælden klart endogsaa; og Kreaturerne saa vist paa ham mens de laa og gumlede. „Det er min Fødselsdag i Dag du!“ sagde han og hængte sig om Halsen paa Studen Nero — „kan du sige til Lykke?“ Og Nero pustede varm Aande ned paa hans Ryg sammen med grøn Saft fra Tygningen. Saa gik han lykkelig om og stjal grøn Sæd til den og sin Yndlingskalv, holdt den ny Kniv — eller hvad det nu var blevet — i Haanden den udslagne Dag, og lagde en egen højtidelig Dvælen ind i alt hvad han tog sig for. Hele den lange Dag kunde han faa til at svulme af Højtidsstemning; og naar han kom i Seng laa han og kæmpede med Søvnen, for at Dagen skulde blive endnu længere.

Men St. Hansaften var paa sin Vis større Festdag alligevel — den havde i al Fald Skæret af det uopnaaelige over sig. Den Dag tog alt hvad der kunde krybe og gaa op til Almindingen; der var ikke det Tyende paa hele Øen saa usselt at det fandt sig i at blive nægtet Frihed den Dag — ikke andre end netop Lasse og Pelle.

Hvert Aar havde de set Dagen komme og gaa uden at faa Del i dens Glæde. „Nogen maa der sku blive hjemme!“ sagde Forvalteren bestandig, „eller mener I maaske jeg kan gøre det hele for jer?“ De var for magtesløse til at hævde sig. Lasse var med til at pakke Vognrummene med lækker Mad og Drikkevarer og hjælpe de andre vel af Gaarde — for saa at gaa mismodig derhjemme, ene Mand om alt Arbejdet. Pelle saa fra Marken deres glade Udfart og den lyse Støvstribe langt bort bag Klipperne. Og ved Maaltiderne hørte de dem halve Aar efter opfriske Drik og Slagsmaal og Kærlighed — hele Festen.

Men nu var det Slut. Lasse var ikke den Mand som blev ved at lade sig træde paa Tæerne; han havde en Kvindes Kærlighed — og Hus i Ryggen! han kunde sige op hvad Dag det skulde være. Nu var Øvrigheden vel nok i Gang med den foreskrevne Efterlysning af Madam Olsens Mand, og saa snart den lovbefalede Frist var udløben vilde de sammen.

Lasse gik ikke af Vejen for en Opsigelse længer. Allerede i Vinters havde han sat Forvalteren Stolen for Døren og kun ladet sig fæste igen paa den udtrykkelige Betingelse, at de to kom med paa Almindsturen — der var Vidner paa det. Dérinde hvor al Kærlighed holdt Stævne den Dag, skulde Lasse og hun saa ogsaa mødes, men det vidste Pelle ikke noget om.

„I Dag kan vi sige i Overmorgen, og i Morgen kan vi sige i Morgen,“ gik Pelle og gentog for Faderen to Aftner før Dagen; han havde holdt Regnskab med Tiden lige siden Majdag ved at sætte Streger for alle Dagene indvendig paa Kistelaaget og krydse dem ud én for én. „Ja og i Overmorgen siger vi i Dag,“ sagde Lasse og kastede ungdommeligt med Benene.

Saa slog man sine Øjne op i en ubegribelig tindrende Verden, og opdagede først bagefter at dette var Dagen. Lasse havde taget fem Kroner op af sin Løn, og han havde faaet en gammel Husmand til at røgte for sig — for 50 Øre og Føden. „Det er jo ingen stor Dagløn,“ sagde Husmanden, „men giver jeg dig en Haand, giver Vorherre maaske mig en igen.“

„Ja vi har ikke andre end ham at holde os til, vi fattige Lus,“ svarede Lasse. „Men jeg skal takke dig i min Grav.“

Husmanden kom allerede Kl. fire, og Lasse kunde gaa og holde helligt fra Morgenstunden. Hvergang han vilde tage en Haand i med, sagde den anden: „Nej lad det være; du har vist ikke for ofte fri du!“

„Nej dette er første rigtige Fridag, siden jeg kom her til Gaarden,“ sagde Lasse og rankede sig som en Greve.

Pelle var i Stadsen fra Morgenstunden, han gik omkring og smilede, vandkæmmet og i Skjorteærmer; Stadshuen og den pæne Trøje maatte ikke tages paa før de skulde køre. Naar Solen faldt i hans Ansigt, tindrede det som dugslaaet Græs. Der var slet intet at bekymre sig om, Kreaturerne var i Løkken, Forvalteren vilde selv tilse dem.

Han holdt sig nær op ad Faderen der jo havde fremtvunget dette — Lassefar var mægtig han! „Det var nok godt du truede med at sige op,“ udbrød han hvert Øjeblik.

Og Lasse svarede hvergang det samme: „Ja én faar anvende den haarde Haand, om man vil opnaa noget her i Verden!“ — og nikkede magtbevidst.

De skulde køre Kl. 8, men Pigerne kunde ikke blive færdige med Tillavningen. Der var Krukker med Stikkelsbærgrød, store Stabler Pandekager, et haardkogt Æg til Mands, kold Kalvesteg og en Uendelighed af skaaren Mad. Vognrummene kunde langtfra tage imod det, der blev skubbet store Kurve ind under Sæderne. For i Vognen kom et Anker Øl, dækket med grøn Havre for at Solen ikke skulde falde i det; en hel Lejl Brændevin var der, og tre Flasker kold Puns. Hele Bunden i den store Lastfjedervogn var næsten dækket, det kunde blive vanskeligt nok at faa Plads til Benene.

Fruen havde alligevel det rette Sind for Folkene naar hun selv vilde; hun gik som en god Madmoder og saa efter, at alt var pakket godt hen og der ingenting manglede. Det var ikke som med Kongstrup, der altid skulde have en Forvalter mellem sig og de andre. Hun skæmtede saamænd og gjorde sit bedste, det var tydeligt at hun undte Folkene en glad Dag — hvad der saa ellers kunde være at sige hende paa. At Ansigtet var lidt trist kunde én ikke undres paa, da dog Proprietæren til Morgen var kørt ud med den unge Slægtning.

Saa endelig var Pigerne færdige, og man steg til Vogns — i højt Humør. Karlene satte sig af Vanvare paa Skødet af Pigerne og fór forskrækket i Vejret. „Av, av! jeg kom nok for nær til en Kakkelovn!“ sagde den Gavtyv Mons og gned sig bagpaa. Selve Fruen maatte le.

„Skal Erik ikke med?“ spurgte hans gamle Kærest Bengta, som blev ved at have en Slat til overs for ham.

Forvalteren fløjtede skarpt et Par Gange, saa kom Erik langsomt luskende inde fra Loen, hvor han havde staaet og holdt Øje med sin Herre.

„Vil du ikke med i Skoven i Dag Erikmand?“ spurgte Forvalteren gemytligt. Erik stod og vred paa sin store Krop, han mumlede noget som ingen kunde faa Meningen af, og stødte uvilligt med den ene Skulder.

„Det er bedst du kommer med!“ sagde Forvalteren, og lod som han vilde tage ham og sætte ham op i Vognen. „Jeg faar saa se hvordan jeg overvinder Savnet.“ De paa Vognen lo. Men Erik tøflede af ned gennem Gaarden med sit Hundeblik rettet ufravendt bagud paa Forvalterens Fødder. Han stillede sig bag Staldhjørnet og stod og kiggede spejdende frem; Huen holdt han paa Ryggen, som Drenge gør naar de leger Røver.

„Han er snedig han!“ sagde Mons. Saa styrede Karl Johan forsigtigt ud af Porten, og de satte i Vej med et Knald.

Langs alle Veje arbejdede Køretøjer sig frem mod Øens Top, overlæssede med glade Mennesker der sad paa Skødet af hinanden og hang helt ud over Fadingen. Støvet steg fra Køretøjerne og stod hvidt i Luften, det angav i milelange Striber hvordan Vejene laa som Eger i et Hjul og pegede mod Midten af Landet. Luften summede af glade Menneskestemmer og Harmonikaer; nu savnede man Gustavs Spilleværk. Ja og Bodils vakre Aasyn, der kunde skinne saa velsignet mildt en saadan Dag.

Pelle havde Aars Appetit paa den store Verden og slugte alt med Øjnene. „Se dér du Far! Se nu bare dér!“ — intet undgik ham. De andre saa sig glade paa ham, saa rød og køn han var. Han havde en nyvasket blaa Busserunne under Vesten, den saas i Halsen og ved Haandleddene og gjorde det af for Kravetøj. Men Lyse Marie bøjede sig bagover fra Kuskesædet hvor hun sad ene med Karl Johan, og bandt ham et rigtig hvidt Klæde om Halsen; og Karna, der vilde vise sig moderlig, gik hans Ansigt efter med Snippen af sit Lommeklæde, som hun vædede paa Tungen. Hun var ude om sig; men det var forresten troligt nok, at Drengen allerede havde griset sig til igen efter den grundige Morgenvask.

Bivejene hældte stadig deres Indhold ud paa Landevejen, og det blev til en hel Flod af Vogne. Saa langt man kunde se frem og bagud var der Køretøjer; én skulde føje tro der fandtes saa meget Køreværk i hele Verden. Karl Johan var en god Kusk at have, bestandig pegede han med Pisken og fortalte; hvert et Hus vidste han Rede paa. Gaardene og Agerlandet var det forbi med; men inde i Lyngen hvor selvsaaet Birk og Asp stod og flimrede uroligt i Sommerdagen, laa der øde Nybyggerhuse med nøgne klinede Vægge og uden saa meget som en Bulmeurt i Vinduet eller en Stump Gardin. Markerne omkring dem var saa stenede som en nyskærvet Vej, og Sæden skreg gudsjammerligt til Himlen; den var kun 2-3 Tommer høj i Straaet og allerede i Aks. Folkene herinde var allesammen svensk Tyende som havde sparet sig lidt sammen og nu sad her som Jordejere; Karl Johan kendte ikke saa faa af dem.

„Det ser helt trist ud,“ sagde Lasse, som i Tankerne sammenlignede Stenene her med Madam Olsens fede Lod.

„Aa ja“ svarede Forkarlen „aller bedste Vare er det jo ikke. Men noget giver Jorden dog,“ han pegede paa de store pyntelige Bunker Skærver og tilhuggen Sten der omgav hver Hytte. „Om det ikke just er Korn, bliver det dog til Brød. Og saa er det vel den eneste Jord, der er til at overkomme for Fattigfolks Pengepung.“ Han og Lyse Marie tænkte selv paa at bosætte sig herinde, Kongstrup havde lovet at hjælpe dem til et Tohestesavl naar de giftede sig.

Inde i Skoven var Fuglene midt i deres Formiddagskvidder — de var senere efter det her end nede i Klitplantningen lod det til. Luften tindrede saa festligt, og fra Skovbunden var der noget usynligt der steg — her var ligesom i en Kirke, naar Solen skinnede ned gennem høje Vinduer og Orglet spillede. De drejede om Foden af en stejl Klippevæg med fremvældende Løvmasser for oven, og kom ind under Trærne.

Det var næsten ikke til at sno sig frem for Heste og fraspændte Køretøjer; man maatte holde Ørerne godt stive, vilde man ikke ødelægge Remedierne for sig selv og andre. Karl Johan sad og kiggede efter begge Forhjul og ledte sig frem Fjed for Fjed; han lignede en Kat i Tordenvejr saa visser var han. „Hold Kæft,“ sagde han skarpt, naar nogen paa Vognen aabnede Munden. Endelig fandt de Plads nok til at spænde fra; der blev slaaet Reb fra Træ til Træ i en Firkant, derinde blev Hestene bundet. Saa fik man Kardæsker frem — jøsses hvor det havde støvet! Og endelig — ja der var ingen der sagde noget, men de stod alle afventende med halv Retning mod Forkarlen.

„Vi skulde vel saa en Tur i Skoven og se paa Udsigten!“ sagde han.

De smagte paa det, mens de drev ørkesløst rundt om Vognen og skelede til Fødevarerne. „Bare den kan holde sig,“ sagde Anders og tog i en Madkurv. „Jeg ved ikke — jeg er saa besynderlig i Maven i Dag,“ begyndte nu Mons. „Det skulde vel ikke være den tærende Syge?“

„Kanske vi skulde smage paa Madvarerne først da?“ sagde Karl Johan.

Ja — jo — der kom det endelig!

I Fjor havde de spist i det Grønne — det var Bodil der fandt paa det, hun var jo altid saadan lidt paa Tæerne. I Aar var der ingen der turde lægge Person til et saadant Forslag. De saa lidt paa hinanden — afventende; saa krøb de op i Vognen og indrettede sig dér ligesom andre skikkelige Mennesker. Maden var jo dog den samme naar det kom til Stykket.

Pandekagerne var store og tykke som et Grydelaag — det mindede om Erikmand der i Fjor havde spist ti. „Skade han ikke er med i Aar!“ sagde Karl Johan, „han var en glad Fanden.“

„Han har det godt nok,“ mente Mons — „faar Føden og Klæden og bestiller ikke andet end gaar og aber i Hælene paa Forvalteren. Og tilfreds er han altid nu — jeg skulde gærne bytte med ham.“

„Og løbe om som en Hund med Snuden i Jorden og snuse efter sin Herres Fjed — fy fan!“ sagde Anders.

„Hvordan siden Snakken gaar, saa faar I huske, at det er Vorherre selv der har taget hans Forstand i Forvaring,“ sagde Lasse advarende. De var en Stund helt alvorlige ved det.

Men saa havde ogsaa Alvoren faaet hvad den kunde tilkomme. Anders skulde klø sig paa Benet, men tog fejl og kneb Raske Sara i Læggen saa hun hvinede; saa blev hans Haand helt forfjamsket og kunde ikke finde op, men fór rundt dernede og gjorde Ulykker. Mons rejste sig og spurgte højtideligt, om nogen vilde se Præsten paa Prækestolen. De lo og holdt Kommers.

Karl Johan tog ikke rigtig Del i Lystigheden, han sad nok og funderede paa noget. Endelig brød han overtvært og trak Pengepungen frem. „Skidt jeg giver Øl!“ sagde han kækt — „Bajerskøl at I forstaar det. Hvem vil hente?“

Mons sprang hurtig af Vognen: „Hvor mange?“

„Fire“ — Karl Johan lod Blikket løbe tællende ud over Vognen. „Nej tag kun fem du, det giver en Spids til hver!“ sagde han flot. „Men se nøje til, at det er rigtigt Bajerskøl de giver dig.“

En Spids — saa det hed en Spids? Der var nu ingen Ende paa alt det, den Karl Johan havde Rede paa. Og Ordet Bajerskøl udtalte han lige saa let som andre vendte Skraaen i Munden. Men han var jo betroet Mand paa Gaarden nu, og kørte ofte Ærende til Staden!

Det gav Humør og Spænding — de fleste af dem havde aldrig smagt Bajerskøl før. Lasse og Pelle vedgik aabent deres Uerfarenhed; men Anders lod som han havde drukket sig fuld i det mere end én Gang, skønt enhver vidste det var Løgn.

Mons kom varligt balancerende med Øllet i Favnen — det var dyrebare Sager. Drikken blev skænket op i de store Snapseglas som var til Punsen — i Staden drak man jo Øllet af vældige Krus, men Karl Johan fandt at det var noget svinsk Fylderi. Pigerne vægrede sig ved at drikke og var henrykte alligevel. „Saadan er de altid naar én byder dem det bedste,“ sagde Mons. De blev røde i Hovedet af Begivenheden, og troede de var fulde. Lasse skyllede sit Øl ned med en Snaps Brændevin — det smagte ham rent ud sagt ikke. „Jeg er bleven for gammel,“ sagde han undskyldende.

Maden blev pakket ned, og de begav sig ud i sluttet Trop for at se paa Udsigten. Man maatte arbejde sig gennem en hel Vognborg for at naa op til Paviljonen. Overalt vrinskede Heste og slog bag op saa Barken røg af Trærne, Karle væltede sig ind paa dem og flaaede dem i Mulen til de blev skikkelige igen; Kvinderne skreg og løb hid og did som forskrækkede Høns, med løftede Skørter.

Oppe fra Højen tog de et Skøn over Menneskemængden, ned ad Højens Sider og ind i Skoven hinsides Vejene — overalt var der tæt med Køretøjer. Og nede ved Trekanten hvor de to store Landeveje mødtes, svingede bestandig nye Læs ind. „Her er langt over tusend Par Heste i Skoven i Dag,“ sagde Karl Johan. Ja langt over! — her var en Million om det forslog, tænkte Pelle. Han var fast besluttet paa at faa saa meget som muligt ud af alting i Dag.

Dér holdt Brogaardsvognen, og dér kom Folkene fra Hammersholm helt ude paa det yderste af Nordlandet. Her var Folk fra Strandgaardene ved Dueodde, og Rønnebo og Neksøbo i Mængde — hele Øen var her. Men det var ikke Tiden nu at falde i med Kendinger. „Vi ses i Eftermiddag!“ raabtes der paa Kryds og tværs.

Karl Johan førte an paa Turen — det hørte med til en Forkarls Pligter at vide Vej i Almindingen. Lyse Marie holdt sig trofast ved hans Side, enhver kunde se hvor stolt hun var af ham. Mons gik med Raske Sara i Haanden, de gik og slængede og lignede et Par glade Børn. Bengta og Anders havde lidt svært ved at forliges, de trættedes hvert Øjeblik men mente forresten ikke større med det. Og Karna gik og gjorde sig til.

Ned i en Mose kom man, og op igen ad stejle Sider hvor de vældige Trær stod med Tæerne i Nakken paa hverandre. Pelle sprang som et Kid til alle Sider. Inde under Granerne var der Myretuer saa store som Høstakke, Myrerne havde brede trampede Veje, der løb som Fodstier bort mellem Trærne og ingen Ende vilde tage; det var Hærskarers Mangfoldighed der vandrede frem og tilbage paa de Veje. Under nogle smaa Graner var et Pindsvin i Færd med at angribe en Hvepserede; det løb Snuden ind i Reden, trak sig hastigt tilbage og nyste. Det saa fortærende grinagtigt ud, men Pelle maatte videre — efter de andre. Og snart var han langt forud for dem, og laa paa Maven i en Grøft hvor han havde lugtet Skovjordbær.

Lasse kunde ikke holde Trit med Ungdommen op ad Bakke, og Karna gik det ikke bedre. „Vi er halvgamle vi to,“ sagde hun, mens de pustende slæbte sig opad.

„Ja saa, er vi det mon?“ svarede Lasse som følte sig helt ung i Sindet — det var blot Pusten det kneb med!

„Det gaar vel dig som mig: Nu har én stræbt for andre i saa mange Aar og føler Trang til at faa sit eget.“

„Ja det kan jo nok være,“ sagde Lasse undvigende.

„Helt tomhændet kom én jo heller ikke ind til det — hvis at det var.“

„Ja saa.“

Karna blev ved med sit, men Lasse kneb bestandig bag om Ord til de naaede hen til _Rokkesten_, hvor de andre stod og ventede. Højsa, det var en ordenlig Blok! tusend Skippund sagde man den vejede. Men Mons og Anders kunde rokke den ved at stikke et Spær under dens ene Ende.

„Saa skulde vi vel til Røverborgen,“ sagde Karl Johan; og de travede videre — op og ned bestandig. Lasse masede paa for at blive paa Siden af de andre, han var ikke rigtig tapper ved at være ene med Karna. Det var dog en ukristelig Masse Trær, og Skoven var ikke ensartet som andre Steder i Verden. Der var Birk og Gran, Bøg og Lærk og Røn mellem hverandre — og Kirsebærtrær i lange Baner. Forkarlen førte dem hen over et lille sort Vand, der laa under Klippen og stirrede op som et ondt Helvedesøje. „Her var det, Liden Anna druknede sit Barn — hun som blev besvangret af sin Husbond!“ sagde han dvælende. De kendte alle Historien og stod tavse over Vandet, Pigerne havde Taarer i Øjnene.

Som de stod der tavse og ofrede Liden Annas triste Skæbne en alvorlig Tanke, steg en usigelig blød Tone op til dem efterfulgt af en lang hjærtevarmende Hulken. De flyttede sig og tyede nærmere ind til hinanden. „Jesus“ hviskede Lyse Marie frysende „nu græder Barnesjælen.“ Pelle stod stivnet i Lytten, Kulden gik i Bølger over hans Ryg.

„Det er jo Fjælstavnen“[1] sagde Karl Johan „kender I ikke engang den? Der er hundetykt af den her i Skoven, og den synger midt om Dagen.“ Det virkede befriende paa de voksne, men Pelle kunde ikke saadan slippe sin Gru. Han havde stirret dybt ind i den anden Verden, og enhver Forklaring prellede af paa ham.

Men saa kom Røverborgen som en stor Skuffelse. Han havde tænkt sig den befolket af Røvere; og saa var det ikke andet end nogle Kampestens Ruiner, der laa paa et lille Bjærg midt i en Mose. Han gik paa egen Haand neden om det hele for at se, om der ikke skulde være en hemmelig underjordisk Gang som førte ned til Vandet. Hvis der var, vilde han i al Stilhed faa fat paa Faderen og trænge ind og lede om Pengekisterne — ellers blev de for mange om at dele. Men det strøg forbi, for en egen Duft fangede ham ind. Han dumpede ned i en Skovbund, der var saftdrivende grøn af Konvaller som blomstrede svagt endnu — og af vilde Jordbær. Her var saa mange, at han maatte hen og kalde paa de andre.

Saa glemte han ogsaa det, mens han banede sig Vej gennem Rankerne for at slippe op. Han havde tabt Stien og forvildet sig ind i det klamme Mørke under Klippen. Ranker og Tjørn flættede sig ind i de overhængende Grene til et lavt tungt Loft; der var ikke Dag at skelne til nogen Side, men Løvet gød sælsomt grønt Lys gennem Flætværket. Bunden var slibrig af Væde og forraadnet Kryb; under Klippevæggen hang dirrende Bregner med Toppen nedad; der sivede Vand fra dem som fra dryppende Haar. Vældige Trærødder laa udspændte over Klipperne, og lignede nøgne sorte Djævlekroppe der vred sig for at komme løs. Et Sted lidt fremme slog Solen tværs gennem Mørket i brændende Ild, udenom dampede det blaaligt og tonede — som fra et Tærskeværk langt borte.

Pelle stod og samlede sig Rædsel til, saa hans Haser klippede. Saa sprang han som en besat, tusend Skyggehænder rakte efter ham i det samme; han sled sig gennem Tjørn og Ranker med en svag Tuden. Dagslyset kom som et Slag imod ham, og bagved havde nogen et fast Tag i hans Klæder; han maatte raabe paa Far Lasse af al sin Nød før det slap.

Saa stod han midt ude paa Mosen, og dér højt oppe over hans Hoved sad de, paa en Klippespids midt i Løvmasserne. Deroppe fra saa det ud som Verden var lutter Skovtop, der steg og faldt igen i det uendelige; det var Løv dybt nede under ens Fødder og ud saa langt Øjet rakte, op og ned. Man kunde fristes til at kaste sig ud i det, saa indbydende blødt saa Dybet ud. Karl Johan maatte til Advarsel for de andre fortælle om Skræddersvenden, der sprang lige ud fra en Klippespids her i Almindingen — netop fordi Løvet saa saa fristende blødt ud. Mærkværdig nok slap han levende fra det, men det høje Træ han faldt igennem klædte ham fuldstændig af.

Mons havde staaet og drillet Sara med, at han vilde springe ned, nu trak han sig forsigtigt tilbage. „Jeg vil ikke vove Konfirmationstøjet,“ sagde han og forsøgte at se gemytlig ud.

Det mærkværdigste af alt var alligevel Rytterknægten med Kongemindet. Alene det Taarn — ikke en Stump Træ var der benyttet til det, men bare Granit; og saa gik man rundt og rundt i en Uendelighed. „I tæller vel Trinene?“ sagde Karl Johan manende. Ja da, de talte indvendig alle sammen.

Det var klart Vejr, Øen bredte sig under dem i al sin Frodighed. Karlene skulde først og fremmest prøve, hvordan det var at spytte ned, men Pigerne var svimle og stod sammen i en Klynge midt paa Platformen. Kirkerne blev talt under Karl Johans kyndige Vejledning, og alle de kendte Steder peget ud. „Dér har vi jo Stengaarden ogsaa,“ sagde Anders og viste paa noget langt borte mod Havet. Det var ikke Stengaarden, men Karl Johan kunde paa en Prik sige, bag hvilken Bakke den skulde ligge, og Stenværket fik de da draget Kending paa.

Lasse tog ingen Del i det, han stod helt stille for sig selv og stirrede over mod Sverigs Kyst, som traadte blaanende frem langt borte bag det lysende Vand. Synet af Hjemlandet gjorde ham veg og gammel; hjem kom han vel aldrig mere, skønt han skulde have svært Mod paa at se Bengtas Grav engang endnu. Ja ja, og det bedste der kunde times én, var vel at faa Lov at hvile sig ved hendes Side, naar alting andet var slut. I dette Øjeblik angrede han paa, at han var gaaet i Landflygtighed paa sine gamle Dage — Kungstorpet hvordan mon det saa ud nu? mon de nye Folk holdt Jorden i nogenlunde Drift? Og alle de gamle Kendinger — hvordan mon de trivedes? Gammelmands Minderne kom saa stærkt op i ham, at han for en Stund glemte Madam Olsen og alt hendes. Han lod sig vugge hen af alt det gamle, og græd indvendig som et lille Barn. Ak ja, det var ødt at være borte fra Hjemstavn og alting paa sine gamle Dage. Men maatte det blive til Velsignelse for Pøjken paa en eller anden Vis, saa var alt jo godt og vel.

„Det er vel saa Kongens København man ser derovre?“ spurgte Anders.

„Det er Sverig,“ svarede Lasse stille.

„Sverig, saa saa? Men det laa jo til den Side i Fjor om jeg ret mindes.“

„Ja naturligvis! Hvad gik Jorden vel ellers rundt for?“ udbrød Mons.

Anders var lige ved at tage det for gode Varer, men opfangede en Grimasse Mons lavede til de andre. „Ak din fule Abekat,“ udbrød han og sprang efter Mons der satte ned ad Stentrappen, det buldrede hult efter dem dernede som i en vældig Tønde. Pigerne stod lænede til hinanden og vuggede svagt, i tavs Stirren mod det lysende Vand, der fjærnt ude slog sig om Øen. Svimmelheden havde løsnet deres Legemer.