# Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

## Part 8

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/mit-liv-og-levned-som-jeg-selv-har-forstaaet-det-46335/index.md

Jakob Scavenius Fibiger var en lille, høiskuldret Knub, som hans Brødre kaldte Kanonproppen fordi han var Artillerist, og paa Grund af hans tilbageholdende og noget ubehjælpsomme Væsen, fra først af ikke holdt høit i Ære. Men han var langtfra at fortjene det. I hans store og smukke Hoved boede der lige saa store og smukke Tanker, og med sin overordentlige Grundighed, Samvittighedsfuldhed og rolige Flid arbeidede han sig efterhaanden frem til at blive sin Tids ypperste Mathematiker og Artillerist her i Landet. Han talte ikke meget, men havde dog en Del Vid, og den hjærtelige Latter tilfælles med min Fader; var ligesaa rødmusset, lys og glad, som Fader var bleg, sorthaaret og tung af Sind. Saa kjærlig og trofast en Sjæl som man vel kunde see; ligesaa trykket af Næringssorg som Broderen -- hvor kunde i Frederik den sjettes Tid en Officer, der havde giftet sig som Lieutenant og havde otte Børn, vel være andet? Men ligefuldt den lyksaligste Ægtemand, alle Dage en henrykt Brudgom med sin lille ligesaa elskværdige Hustru; og med sine Døttre, for den Sags Skyld ogsaa andres Døttre, hængende om sin Hals. For alle unge Piger var det en afgjort Sag, at han var sød. Han sad helst i Dagligstuen, og regnede sine Formler med den ene Haand, mens den anden legede med Pigebørnene. Naar han saa pustede efter et uendeligt Algebrastykke, bredte han Armene vidt ud efter dem, og sang med travesteret Rørelse en mozartisk Elskovsarie, og han kunde dem alle, han var ligesaa musikalsk som min Fader. Et andet Talent havde han udviklet paa sine Reiser; han var bleven en dygtig Kunstkjender og havde bragt smukke Ting med hjem.

Hans Hus blev mig efterhaanden et andet Hjem, de kjære Gamle, og Børneflokken, der havde arvet deres Hjærtelag, var det en ublandet Nydelse at sidde hos. Der var ikke det Aandens Fyrværkeri som hos den ulykkelige Broder, men der var solid Grund under. Man stredes ikke om Brokkerne af de Vises Sten, men man lo, spillede og dandsede af sit fulde glade Hjærte. Naar vi Unge kom paa det dengang yndede Thema, hvad et Geni kunde tillade sig, saae Onkel op fra sit Arbeide, sled sig med begge Hænder i Haaret og raabte: »Et Geni, det vil da sige et Bagbæst!« Brast saa ud i høi Latter over sin Paradox.

Medens disse Familier var mine kjæreste, fandt jeg ogsaa i Møllers Hus, hvor jeg boede i de to første Aar, en Del Ungdom af min Mødreneslægt, men ingen af disse lønner det sig at omtale. Det smukke Hjem, min Tantes moderlige Forsorg, hendes Bogskab, fyldt med engelske Romaner, mest i tydsk Oversættelse -- hvorvel jeg i den Tid ogsaa lærte Engelsk af min Ven Lægen Jens Blicher -- og Landstedet om Sommeren, først paa Frederiksberg, siden paa Nygaard udenfor Østerfælled, og mine stadige Vandringer ved Nat og ved Dag derud i det Frie, var mit vigtigste Udbytte deraf.

Ungdommen er Venskabets Tid, og andre Venner fandt jeg paa Universitetet. Vi havde, som litterære Ungersvende sædvanlig have, en lille Forening, hvori vi skrev Afhandlinger, foredrog og gjennemdiscuterede dem. Der var intet sandseligt derved, Studenterkommers, Drik og sligt var i det Hele kommen saa stærkt i Dekadence i denne ideelle Periode, at der paa Regentsen kun fandtes Thekopper, ingen Glas. Vi kom sammen i Auditoriet paa Borchs Collegium ganske nøgtern, men desmere berusede af Kastale og dens moderne Afløbsrender. Nogle leverede abstract Filosofi, som ingen af os forstod, andre sproglig Lærdom, som kjedede mig, jeg var ubegribelig heldig med engang at finde, hvad der laa for mig. Jeg skrev en lang saare dybsindig Afhandling, en Sammenligning mellem Homer og Ossian, og saameget andet der end er forsvundet for mig, har jeg tilfældigvis Concepten endnu. Naar jeg seer i den, kan jeg ikke finde andet end at den, paa nogle Ungdommeligheder nær, er omtrent ligesaa god, som jeg kunde skrive den endnu. Jeg forstaaer ikke, hvor jeg har faaet alle de Tanker fra, de stemmer ikke med, hvad jeg ellers mindes fra en Tid, da jeg ikke havde stort andet end Skolelærdommen at tage til. Jeg burde mere have dyrket den Kunst, men har ikke gjort det.

De andre forstod mig bedre, og jeg troer, at hvad der af dette Slags kunde flyde ind i min ivrige Tale, har erhvervet mig mine bedste Venner. I Foreningen vare vi atter en mindre Kreds, som forelskede sig i hinanden. Ringere Udtryk kan der aldeles ikke bruges, naar man vil holde sig til historisk Virkelighed og ikke være fornem. Det var navnlig tre foruden min Uværdighed. Hvorfor jeg siger saa, kommer vi siden til.

Der var Ludvig Mynster, Biskoppens Søn, et Særsyn af et Menneske. Spinkel med en spæd Stemme, følelsesfuld indtil Kvindelighed, henrykt over alt, hvad der havde poetisk Klædebon, selv om Lemmerne derunder, som han ikke saae, var prosaiske nok, en Stueplante, der ikke kjendte til djærvere Natur, men et rivende Hoved, der gik gjennem enhver Examen med Udmærkelse, og en Hukommelse, som jeg ikke har kjendt Mage til. Naar han hurtigst muligt havde slugt en Digtsamling, kunde han recitere hele Sider af den udenad. Men naar han besang den bly Martsviol, og vi drillende spurgte ham, om han havde seet den i Marts og fundet den bly, kom han i Forlegenhed, han kjendte den kun fra Digterne. Foruden Theologie studerede han Mennesker, og morede os med de Træk, han havde observeret, der var omtrent af samme Natur, som om han var gaaet paa Opdagelse i en Skov, og ikke lært de forskjellige Træsorter at kjende, men fundet, at de svaiede med Grenene til en eller anden Side, uden at have bemærket, at det var Vindens Retning, der gjorde det. Skuespillerinder sværmede han stærkt for, ogsaa Skuespillere, men forestilte sig dem som rene poetiske Metaforer. Imidlertid var der nogen, om hvem Ordet elskværdig, kunde bruges bogstavelig, var det ham, vi elskede ham som en Kvinde; men koket var han langtfra; snarere sky. Man tilgive mig dette Udtryk, ogsaa mellem Mandfolk kan der drives en Del Koketteri.

Siden blev han en gammel sygelig Pebersvend, tungt at sige, hans Liv har været ulykkeligt. Hans svage Legeme hæmmede hans Aand, han led meget. Men hans Character forandrede sig ikke, uden forsaavidt Eiendommeligheder med Alderen antage et mere stivnet Præg. Han studerede stedse Litteratur med Lidenskab, studerede ogsaa Mennesker, helst litterære, og forstod dem paa sin Maade. Et lille Skrift mod S. Kierkegaard viser, at han ikke har forstaaet ham.

Han beboede i sin Faders Tid et Kvistværelse i Bispegaarden, og det var med en høitidelig Fornemmelse, at jeg sneg mig op ad den store hieroglyf-besatte Trappe for at kaste mig i hans Arme som ved et Stevnemøde. Da var det en Egenskab hos ham, at naar han hørte nogen udenfor, gjemte han hurtig sit Arbeide som en ung Pige, der overraskes ved noget ganske uskyldigt, men som hun dog rødmer over. Men strax var han inde i en høitsvævende Samtale, og jeg gik aldrig fra ham uden at have lært noget af Poesiens Mysterier, og hvad der for mig var meget mere, uden at have nydt fuld lykkelig Kjærlighed.

I hans Familie kom jeg ikke. Saa fortræffelige Mennesker det end var, havde de dog deres aristokratiske Anstrøg, som Ludvig ganske var fri for. Enkelte Gange er jeg bleven bedt ned til Aftensbordet, og Biskoppen converserede som altid behagelig og passende, men fjern. Eengang ogsaa bedt til Bal, men der var jeg mindst hjemme. Jeg dandsede vel saa godt som de andre, men havde Følelsen af -- hvad skal jeg kalde det? -- ikke at være godt nok klædt. Den Bevidsthed at være fattig har længe forfulgt mig.

En Ven i en anden Stil havde jeg i hans Fætter, Emil Mynster. Han var min Skolekammerad, og skjønt han ogsaa var »rigere« end jeg, det vil sige, jeg saae op til ham i Henseende til Stilling, gjorde dog det gamle Skoleforhold strax en Forskjel. Vort Forhold var ligesaa inderligt, men han var mere overlegen, han var min Mentor. I Overlegenhed havde han ligesaa store Evner som den gamle Biskop, hvem han ogsaa legemlig lignede saameget, at jeg kan tænke mig, at han vilde være kommen til at see ud ganske som det Portræt, der staaer foran i Mynsters Levnet -- Ordenerne ikke at forglemme -- hvis han havde opnaaet den Alder. Han var tre Aar ældre end jeg, og to Aar ældre Student, var desuden tidlig udviklet, og havde en ældre Mands Væsen. Med sit fuldklare Hoved, sin overordentlige Flid og Regelmæssighed var det ham en let Sag at blive theologisk Candidat tidligere end andre, men det hjalp ham ikke. Han forstod bedre Filosofiens Væsen end vi andre, og havde fuldkommen gjort sig Rede for, at den ikke førte til nogen Christendom. Dog kunde han ikke opgive dens imponerende Bygning, og var kommen til det Resultat, som hedder: Lykkelig den, der kunde blive en Troende. Dette var hans korte Livs Motto. Med sine kjærlige, men forstandige Følelser værnede han om os andre som Planter, det vilde være hans Livs Lykke at kunne vende mod det hellige Sollys, om han end selv med et Suk maatte staae i Skyggen. Han havde dannet sig en sokratisk Forestilling om, hvad han i Guds Navn -- Nei! »hvem der dog kunde tro paa en levende Gud!« -- i ~Evighedens~ Navn (det hed jo det Absolute) maatte gjøre for hver Sjæl, der kom ham nær. Og han udførte det med en urokkelig Samvittighedsfuldhed, med ligesaa fin Forstand som rørende Kjærlighed, kun talende det Nødvendige, rolig i Væsen, men i Dybden med en Helgens Sværmeri. Naar han var bevæget, kunde hans Ansigt faae et helt forklaret Udtryk. Jeg veed ikke at have seet noget saa henrykt inderligt som Glandsen i hans store blegblaae Øine og det vemodige Smil paa de smalle Læber i saadanne Øieblikke. Jeg elskede ham af al den Styrke, jeg dengang formaaede, og han gjorde den selv til endnu mere, end jeg havde kunnet tænkt mig. Han gjorde den til et Vendepunkt i mit Liv.

Min i Virkeligheden nærmeste og fortroligste Ven var imidlertid Andreas Peter Lunddahl, en Kjøbenhavner fra Metropolitanskolen, men visselig ikke med Hovedstadens Væsen. Høi, stærktbygget, bleg, meget lys- og glathaaret, med det freidigste Udtryk, behageligt nok, skjønt ikke hvad man kalder smuk, med alle Bevægelser, Ansigt og Lemmer saa mærkværdig betegnende, at man bestandig maatte baade lee og røres derover, var han saa overfyldt med Kjældermænd og andre latterlige Talemaader, at han knap kunde aabne Munden uden at de faldt ud af ham. Men han var tillige det alvorligste Menneske, der saa dybt som nogen blev rystet af, hvad der kan røre.

Jeg kan næppe huske, hvor jeg først fandt ham og Ludvig Mynster, vi var hverken Skolekammerader eller Studenter sammen. Det maa have været i mit første Studentaar, thi da jeg tog Filosoficum, sad Ludvig og hørte spændt til, høilig oprømt over, som han siden fortalte, at jeg var kommen saaledes i med Sibbern, at vi syntes lige ivrige begge to. Og da jeg næste Sommer gjorde en Feriereise med Lunddahl til Møen, hvor vi drev vidtgaaende Abekattestreger med det Smithske Selskab og derfra til Fods over Falster til Berritsgaard, og siden til Maribo, hvor hans Familie hjalp os til at afsøge den yndige Sø tillands og tilvands, da var vi allerede saa gamle Venner, at vi snart intet mere havde at betroe hinanden, hvilket vel vil sige, at vi havde kjendt hinanden et Aarstid. I min Skoletid har jeg rimeligvis set ham i min Onkel Adolfs Familie, da han, saavidt jeg veed, i den omtalte Komedie paa den militære Høiskole gav Gedske Klokkers.

Det var Mode blandt de unge Filosofer systematisk at bevise, at Tiden var forbi for Poesie og Kunst, det umiddelbare Stadium var man ude over, kun Reflexionen var tilbage. Dette anfegtede imidlertid ikke vor Kreds, om det i det Hele har anfegtet nogen. Maaskee dog Emil Mynster, men for Ludvig var Poesien en Hovedsag i Livet, for mig var Livet endnu saa ubekjendt, at jeg ikke havde noget at vente eller frygte, og Lunddahl var en ligesaa troende Æsthetiker som Christen. Han var tre Aar ældre end jeg og havde allerede oplevet meget. Hans større Livserfaring i Forening med hans Styrke i kraftig at udhæve Modsætninger og gaae til Bunds i hvad der har Værd for Livet og stille det Uværdige blot, har væsentlig bidraget til at udvide mit Blik i enhver Retning og fæstne mine Tanker under al den Aandernes Strid.

Vi gik meget i Theatret sammen, og jeg tvivler om, at jeg fattige Stakkel saa ofte havde faaet skrabet tre Mark sammen til en Parterrebillet, havde han ikke rykket i mig. Men det kom igen, hvad jeg har talt om ved min Drengetid. Naar min Ven var henreven af den tragiske Høihed hos Øhlenschlæger, er jeg bange for, at min Følelse ikke er slaaet til.

Han fik mig ogsaa med paa Concert, og gjorde mig til et uværdigt Medlem af Musikforeningen, thi han var en fin Kjender, Ven med Tidens Musikere, og havde selv en herlig Sangstemme. Forunderligt nok gjorde Musiken, som jeg intet forstod af, stærkere Indtryk paa mig end Tragedien.

Han var ogsaa en Kjender af Billedkunsten, og vidste paa det nøieste ethvert Sted og enhver Tid, hvor man kunde finde Kunstværker. Christiansborg Galleri bestod dengang af ligesaa mange Sale, som de, der nu optages af den ældre Kunst, men der var mange Gange flere Malerier. Fra Loft til Gulvet var Væggene tæt behængte til enhver Krog, vistnok mange Kopier eller af saa tvivlsomt Værd, at Høyen har gjort Ret i at sætte største Delen ud, men ligefuldt var der meget at lære deraf. Vi lærte det ogsaa saaledes, at ikke et eneste Billede undgik vor Kritik. Jeg kunde det vidtløftige Katalog fuldstændig udenad. Det samme var Tilfældet med det Moltkeske Galleri, der var anbragt i et daarligt Baghus oven over et Snedkerværksted, uden at det syntes at være gaaet op for Besidderen, at et eneste af dets Malerier kunde være mere værd i Penge end et ordentligt Lokale.

Det maa erindres, at i den Tid var Billedkunsten saa tilsidesat i Kjøbenhavns toneangivende Kredse, at f. Ex. Heiberg kunde yttre, at han aldrig havde set Christiansborg Galleri. Forstaaer sig, han havde seet Paris's Kunstskatte og savnede derfor ikke vore; men ligefuldt vidner det ikke om Kjærlighed til Kunst, og at en Mand, der var en Fører og Mester i en Tid, hvor æsthetiske Interesser overstraalede alt andet, ikke havde Sands for, hvorledes det stod sig med hans Fædreland i den Retning og hvad det besad eller ikke besad, er dog eiendommeligt.

Indtil Thorvaldsens Musæum blev aabnet, var der ingen anden Samling af Skulptur at faae at see end Kunstakademiets Gibsafstøbninger af Antiker, snavset og daarlig nok holdt. Den gik med i Kjøbet, naar man tog Billet til Udstillingen. Men da studerede vi den ogsaa saaledes, at indtil det flygtigste Træk og den letteste Muskel var der intet, der undgik os. Ægineterne var der, men foruden dem og Diskoskasteren naaede vi efter den tidligere Tids Maade ikke længer tilbage i Tiden end til Laokoon og Apollo fra Belvedere. Canovas Perseus stod ved Siden af, men de bedste helleniske Sager vare endnu ikke erhvervede.

Ifølge alt dette var det da intet Under, at jeg i denne Retning ikke fandt Sympathi hos andre af mine Venner end Andreas Lunddahl. Jeg kjendte endnu ingen Kunstnere, den første, han førte mig til, var Landskabsmaleren Gurlitt[3], en net trind lille Mand, der med sin tydske Accent var meget veltalende, og ligesaa bevandret i den tydske Poesie som vi andre. Jeg tilbragte mangen sværmerisk Time i hans Atelier, og hørte ham ikke blot udbrede sig med stor Tænksomhed over Kunstens Theorie, men ogsaa, mens han flittig malede, i dyb Rørelse fortælle sine forskjellige Kjærlighedshistorier. Naar han kom i Lidenskab, foer han hen og hentede Breve frem af sin Kommodeskuffe, smed sig i Sofaen og læste, for at jeg skulde høre, hvor skammelig hans utro Gjenstand havde behandlet ham. En Dame, som jeg siden saae i en meget høi og værdig Stilling, havde just slaaet op med ham.

[3] En Holstener. Gik efter 48 til Tydskland, hvor han blev en bekjendt Maler. Død for et Par Aar siden, høit i Firserne. Han bevarede en vemodig Kjærlighed til Danmark og navnlig en sværmerisk Erindring om Marstrand. Udg. Anm.

En Dag vi gik paa Gaden, mødte vi Oldgranskeren Thomsen. Lunddahl, som kjendte alle Mennesker, standsede og hilste paa ham. Den snurrige Mand nikkede betydningsfuldt, mumlede noget halvforstaaeligt, som -- Nu skal I see noget -- Jo! -- og trak af med os. Ved Frederiksholms Kanal steg vi op paa et tarveligt Kvistværelse, hvor der sad en lille sygelig udseende Maler og arbeidede paa et større Landskab, hvis Bag- og Mellemgrund var temmelig færdig, men i Forgrunden var der kun hensat nogle smukt udførte store Planter. Det var første Gang jeg saae min siden saa kjære Ven Skovgaard. Jeg gik derfra til Gurlitt og fortalte ham, hvad jeg havde seet. Men han udtalte sig fornemt om dette Detaillemaleri, der ikke forstod sig paa de store Linier, og hvorledes man fra en bred Forgrund maa ile dybt ind i Billedet. Vilhelm Marstrand, som jeg kjendte paa Familieskabets Vegne, var endnu i Italien, og Adolf, hos hvem jeg kunde have fundet fuld Glæde over Kunst, var i sin holstenske Forvisningsstand.

Vi var Theologer, og vi gik stadig i Kirke, men ogsaa der var det den nye Skole, som vi mest fandt værd at hylde. Jeg har ofte hørt Tidens store Prædikant, Biskop Mynster, men hans skjønne følelsesfulde Tale og pompøse Gesticulationer, der ganske rigtig havde alle de Fortrin, han selv har skildret bedre end nogen anden, gjorde ikke det Indtryk paa mig som paa de fleste andre. Jeg savnede Troen paa ham. Derimod havde jeg, ligesom Lunddahl, der dog ogsaa var meget henreven af Mynster, i høi Grad Tro paa Stiftsprovst Tryde. Han var bleven Clausens Eftermand i 1838, og optraadte under lignende Auspicier som Martensen, som den der speculativt haabede at løse Christendommens Gaader. Det var Frugten af hans videnskabelige Studier, og indtil sin Dødsdag bevarede han en stærk Tro paa den tydske Filosofie, altid fordybet i dens nyeste Værker. Medens denne Side af ham ikke ganske laa for mig, og medens hans Ivrighed i en theologisk Dispyt vel kunde støde mig, maaske ogsaa fordi jeg ikke ganske var istand til at forstaae ham, tiltrak mig destomere hans overordentlig elskværdige Personlighed. Man kunde ikke see noget mere livsgladt, redeligt og kjærligt Aasyn, indtil Henrykkelse stod hans Hjærtelag malet i hans spillende Træk og klare Øine, og kom tilsyne i alle hans raske Bevægelser.

Jeg hørte Tryde saa ivrig, at jeg opskrev hans Prædikener efter Hukommelsen, naar jeg kom hjem, og naar jeg vilde have dem endnu nøiagtigere, gik jeg hjem til ham og bad ham om hans Concept. For at hylde vor Prædikant, satte vi en Subscription i Gang for at lade ham male af Datidens mest renommerede Portrætmaler, Gertner; men vi var ikke ganske fornøiede med Billedet. Da jeg var med blandt Indbyderne, kom jeg ved denne Leilighed førstegang i Stiftsprovstens Hus. Til egentlig Omgang førte dette dog først efterat Lunddahl var bleven forlovet med hans yngste Datter, Efteraaret 1841. Foruden Venskab med en høist elskværdig Familie, bragte dette mig i Aarenes Løb desuden den Frugt, at jeg der saae en stor Del af Stadens betydeligste litterære Personligheder, i Særdeleshed Brødrene Paludan-Müller, der var af Familien, den geistlige desuden gift med Provstens ældste Datter. I de endog ofte glimrende Selskaber, som jeg saaledes undertiden blev et beskedent Medlem af, maatte jeg da finde det smukt, at Tryde i sit store Hovedstads-Hjem saavidt muligt holdt paa den Tarvelighed, der bedst sømmer sig for en Præst. Han samlede alt hvad der havde et Navn eller blot et Haab om et i Aandens Verden, men han beværtede sit Selskab foruden med den høitflyvende Samtale kun med almindelige Retter og Rødvin.

TREDIE KAPITEL.

CHRISTENDOM.

Naar man med høie Tanker i Panden og med megen sammenskrabet om end overfladisk Læsning, dertil er overmodig af Naturen og aabenmundet, og fristet af egen Daarlighed og Samfundets Tone har vænnet sig til en haanlig Maade at omtale andres Meninger paa, og til stivsindet at forsvare sine egne, kan det ikke ventes andet, end at en saadan Person maatte blive betragtet med noget mistænkelige Blikke af sine Omgangsvenner, selv om han end har nok saa meget Hjærte for dem, og noksaa meget er oplagt til at gaae i sig selv, naar han møder berettiget Modstand. Thi det var jeg tiltrods for mit vigtige og overlegne Væsen. Jeg var virkelig en trofast Sjæl, og i Stilhed mere ydmyg, end jeg saae ud til. Jeg kunde ikke andet, af den Grund, at jeg dog aldrig ophørte med at see op til de andre.

For dog ikke at være uretfærdig mod mig selv, vil jeg anføre en Udtalelse derom fra dette Aar. Det er det Brev, hvormed jeg besvarede min Moders Lykønskning til min Fødselsdag 27. Januar 1840.

»Kjæreste lille Moder! den bedste i Verden! Jeg kan da ikke noksom takke dig for dit Brev, den kjæreste Gave, du kunde bringe mig. Jeg seer, at du tænker paa mig, ikke blot for det udvortes Befindendes Skyld, men paa hvad jeg er og virker og hvad der i Grunden ligger mig nærmest. Dersom jeg har bragt dig nogen Glæder og Haab om flere, saa er det ogsaa min kjæreste Tanke, om jeg paa denne Maade kunde gjengjælde dig, hvad du er for os, hvad der ellers ikke staar i min Magt. Men naar du taler om mine Kundskaber, mit Hoved og min Villie, saa føler jeg mest, hvorlidt sandt der er i andres Ros, om det end er fra en Moder. Jeg har Gud skee Lov al Grund til at se tilbage paa det forrige Aar, det var vistnok det lykkeligste i mit Liv; jeg kan ikke negte, at jeg i det er rykket uendelig langt frem, dog staaer jeg nu med ligesaa store Savn, Følelse af mine egne Mangler og Haab om Fremtiden, som ifjor, da næsten hele min Bane var mig ubekjendt. Om min gode Villie og mine moralske Pligter vil jeg ikke tale, i den Henseende kjender du mig udentvivl nok saa godt som jeg selv, for en Moder forstaaer altid en halvkvædet Vise. Men hvad Kundskaber og intellektuelle Kræfter angaaer, som du vist oftere har hørt mig prale af end klage over, saa er det min herlige Videnskabs mindste Sag at lære mig, hvorlidt de betyde. Vistnok har jeg lært meget godt og glemt meget daarligt siden min Skolegang, og naar du betænker, med hvilke sørgeligt ødelagte Sjæle den gode Prof. Bloch sendte sine Disciple bort, kan du jo vel sige, at det allerede er store Ting, men det viser dog kun hen paa de mange Mangler. Jeg gjennemgaaer i denne Tid min Dogmatik, og du kan troe, den theologiske Philosophie er en underlig Videnskab. Hver Mand troer, og Philosopherne vil gjerne indbilde Folk, at de veed mer end andre Mennesker, men tvertimod, af Philosophien faaer man intet at vide. Den siger kun, hvordan man skal komme til at vide noget, og paa hvad Maade man skal begribe det, saa maa man selv see til at gennemføre dens Regler gjennem sin Kundskabsrække. Den siger os ikke, hvad vi skulle troe og sætte vor Lid til, men hvordan vor Tro skal være, naar den i Sandhed skal tilfredsstille. Kundskaben og vort eget Indhold kan vexle med vor Udvikling, og paa ethvert nyt Trin maa Videnskaben belyse nye Ting. Men fordi den selv er tom og dog vil omfatte alt, er den en farlig Gjæst, thi intet er lettere end at bære dens Methode med sig som om det var en dyb Indsigt, skjønt der dermed intet virkeligt endnu er tænkt eller følt, hvorfor der da ikke er noget mere satanisk end det Raad, Mephistopheles giver Studenten, kun bravt at studere Metaphysiken. Hermed har jeg, kjæreste Moder, villet antyde vor Videnskabs store Fortrin og store Fare. Den viser os al Verdens høieste Lyksalighed, men ogsaa vor egen ringe Plads; paa den kan der være Tomhed og Misfornøielse med sig selv, dog staar det høie aldrig naaede Ideal for Øie. Thi en fuldkommen Theolog vilde være et Menneske, som havde fattet den hele Verden, og dog ikke taget Skade paa sin Sjæl.