# Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

## Part 24

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/mit-liv-og-levned-som-jeg-selv-har-forstaaet-det-46335/index.md

»Det er nutildags ved adskillige Herrens Tilskikkelser bleven en Anfegtelsens Tid for christne Folk. Det skal nu prøves, om vi ere sikkre paa vor Tro. Jeg for min Del haaber vistnok paa, at vi gjennem Prøvelserne skulle renses til nye Mennesker, men ligesaa vist anseer jeg det dog for, at vi ikke blive det, om vi ikke gjøre dobbelt Alvor af at bekjende vor Tro for hverandre. Jeg har derfor tænkt under ovenstaaende Titel[17] hver Uge at byde Dannevirkes Læsere et Par christelige Ord som Indgang til Helligdagen.

[17] Løverdags Læsning.

»Vor Tro »er en fast Overbevisning om det, som ikke sees;« det Usynlige, som er evigt, skulde have meget mere Magt over os end det Synlige, som er timeligt. Men enhver af os veed ret vel, at vi agte langt mere paa vore daglige Forretninger og Fornøielser end paa vor Synd og Frelse, og det bliver til vor Fordærvelse. Var blot Straffen for vore Synder en borgerlig Straf, skulde vi nok ræddes for den.

»Tænke vi os for Ex., at en af os var greben paa fersk Gjerning, og blev nu hentet af Retstjeneren og ført langs ad Gaden, ligbleg af Angst og skjælvende som et Espeløv baade af Angst og Skam, dertil hulkende som et Barn, fordi vi ikke engang havde den Opreisning, at vi led uskyldig; og Gangen nu gik til Raadstuen, hvor Vand og Brød, Pidsk eller andet deslige ventede os, medens vor Ære, og med den vor borgerlige Næring eller Embedsstilling for bestandig gik i Løbet. -- Ja, det er et meget stygt Billede, men ikke styggere, langt fra saa stygt, som naar en Sjæl i den evige Verden bliver slæbt bort af onde Aander. Dog vil ogsaa dette skee, som Herren siger det i Matth. 5, 25-26 og 18, 34-35. Tænke vi os altsaa, at dette skete, og skete med rette for det onde og bedrageriske Sind, der er i vore Tanker, og alle de onde og løgnagtige Ord, der er i vor Mund, og alt det Syndeskarn, enhver af os daglig vælter sig i, og vi nu bleve førte langs ad Gaden, medens Vinduerne vare fyldte af medlidende eller spottende Ansigter, da skulde vi vel ræddes for vor Synd og for hvad den fører til, mener jeg. Men tænke vi os dernæst, at en medlidende Sjæl traadte frem, og sagde: Nei, stands! tag mig istedetfor dette stakkels Menneske. Han har vistnok fortjent den Straf, men jeg kan ikke udholde at see det, jeg vil lide for ham. Og nu tog Rettens Tjenere denne opoffrende Mand istedetfor mig, og nu blev han slæbt afsted til samme Straf, og fik næppe Tid til at raabe tilbage til mig: Glem mig dog ikke, elsk mig blot lidt for hvad jeg gjør for dig! Da vilde dog vel mit stridige Hjærte blive rørt for Alvor engang, mener jeg. Men dette er jo dog ganske det samme, som vor Frelser har gjort for os, nøiagtig det samme; blot paa det nær, at han endnu har gjort langt mere, som han selv siger i Matth. 20, 28.

»Dette er vor Tro; men nu vore Gjerninger? Kunne vi, fordi vi ere frelste af Troen, tage os det let med dem? Vi behøve blot at tænke os, at om vi ved den opoffrende Mands Hjælp vare blevne frigivne paa Veien til Raadstuen, gik hen og begik den samme Forbrydelse igjen. Var dette da hans Mening? Var det derfor, han havde skaffet os løsgivne? Derom taler han for Ex. i Matth. 18, 32 fl.

»Maaskee nu En og Anden kunde finde, at dette er en haard Tale, der ikke stemmer med Evangeliets kjærlige Aand. Jeg mener dog, at det netop er Evangeliets ligefremme Mening. Derfor gjør vi bedst i at tage det alvorligt med vor Synd og Frelse.«

Jeg har anført dette Stykke som en Prøve paa, i hvad Stil jeg mente helst at kunne virke i den Retning, jeg havde foresat mig. Da nu S. Kierkegaard døde den 11. November 1855, fandt jeg det var nok, og sluttede med en Oversigt og Forklaring af hvad jeg havde ment, og med et Fred over den døde Profet. (24. November).

Det er nu saa, at Evangeliets dybestgaaende Ord er det ikke let at tage imod selv for de frommeste Christne, selvfølgelig ogsaa for mig selv. Mine hellige Venner af jævne Lægfolk vare i det Hele bedst tilfredse med mig, skjønt ogsaa de kunde yttre deres Misfornøielse over, at jeg ikke talte i deres Tone. Men de stærke Ord var dem dog til Behag. I det Hele lod man mig med Fred gjøre min lille Gjerning. De der var forfærdede over Kierkegaard, læste sig til bedre Klarhed, og det var jo dem, jeg nærmest skrev for; og de der lige til Kirkens Omvæltning fulgte ham, lod mig være den lille Mand, der ikke mægtede mere end han gjorde. Jeg fik mange af de mest modsatte Yttringer om Stemningen, baade mundtlige og skriftlige -- en af dem sluttede med: »Luk De Deres Kirkedør og skriv udenpaa: Her vrøvles ikke mere af J. Fibiger, Sjælemyrder.« -- men jeg havde foresat mig intet Hensyn at tage dertil. Embedsbrødrene af den gamle Skole vare vistnok meget misfornøiede, da de ikke kunde see det anderledes end en Fordømmelse af deres Færd. Endogsaa en af mine kjæreste Venner, Præsten i Moltrup, Hertel, den fromme redelige og kjærlige Sjæl, varm Fædrelandsven og slesvigsk Fører, gik saa vidt, at han sagde, hvad jeg skrev, var ikke af Gud, men af Djævelen og gjorde Mennesker fortvivlede. Men det var heldigvis til Redactøren, han havde sagt det, ikke til mig, saa jeg behøvede ikke at høre det.

Hvad der derimod var mig det sværeste, var hvorledes det ville blive optaget af dem, jeg mindst af alle vilde fjernes fra, de Elskede derhjemme. Min tro Hustru behøvede jeg nu ikke at frygte for. Med sin rige Aand og sit store Hjærte har hun altid fulgt mig, naar det kunde lykkes mig at gjøre noget, der duer. Er hun ikke med, maa jeg sande, at det ikke duer. Saaledes ogsaa med dette. Ogsaa Søster Edle var altid hjemme i alt, hvad christeligt er; og de andre gjemte helst paa deres Følelser. Men der var endnu een, hende det allermest kom mig an paa, min Moder. Hun vilde altid det inderligste og høieste med mig, men nu fik hun en svær Strid i sin Sjæl. Hun tilhørte en anden Tid, og havde havt sit Livs Støtte i andre christelige Toner, dem hun da endelig ogsaa kunde finde i Evangeliet, det er rigt nok dertil. Nu skete det, hvad hun tidtnok havde frygtet, at jeg fjernede mig fra hende, dette kunde hun ikke udholde.

»Ak, Johannes! skriver hun: Du har kastet et Bjerg imellem os, men vi maa see at nærme os hinanden. Vore Veie maa ikke være adskilte. Kjærlighedens Gud vil bære over med os begge, hvor vi ere faret vild.«

Det var iøvrig, som Moder sagde, at de rigtige Hellige var ikke meget at stole paa, de var og blev aandløse. De kunde ikke paa nogen Maade finde sig i, at jeg ikke fordømte Dands, Skuespil osv., og ikke mere indskjærpede Sabbathen. Og jeg kunde ikke finde mig i den usande Lovtjeneste. Jeg vidste saa klart som noget, at jeg tilhørte den modsatte Leir. Det vilde være ligesaa dumt for mig at forsøge paa at blive Pietist, som det nu vilde være at give mig til at være Venstre-Bonde. --

Ogsaa med Kirkens synlige Smykke havde jeg i disse Aaringer en Del at skaffe. Det var den Side af mit Væsen, som efter mine hellige Venners Mening var af den syndige Verden, og efter Kierkegaards Mening hørte til Forbrydelserne, mit æsthetiske Selv, som skaffede mig den Ære og det Besvær at blive benyttet dertil.

Paa Kunstvenners Anmodning havde jeg allerede ved den altid over al Maade velvillige Conferentsraad Holms Hjælp skaffet Byen en smuk Udstilling af en vigtig Samling Gibsafstøbninger fra Thorvaldsens Musæum i fuld Størrelse og ellers meget vanskelige at faae.

Min anden Deltagelse i disse Sager var at skaffe Alterbilleder til de nye Kirker. Det blev en lang Historie. Jeg havde imidlertid i min Ven Roed baade en paalidelig Kunstner, en praktisk og en kirkelig Mand at henvende mig til, hvorfor Sagen mærkværdig nok virkelig kom til en god Ende, idet jeg allerede 1855 fik Lov til at bestille tre store Alterbilleder hos Roed til god anstændig Pris, som han endog paa sin sindige Maade efterhaanden fik betydelig forhøiet. Kunstneren var tilfreds, han fik lang Tids Arbeide, og jeg havde den Glæde i den Anledning at see den kjære Ven flere Gange hos os, naar han skulde tage Pladsen til sine Billeder i Øiesyn. Saaledes blev efterhaanden Øddis, Thyrstrup og Stenderup Kirker forsynede med virkelig betydelige Kunstværker, og da det af dem, der gjorde mest Lykke, Ecce homo, blev malet to Gange, tillige Sommersted Kirke.

For mig var det skjønne Aar, jeg fik saa meget udrettet. Men ogsaa overordentlig svære. Foruden mit Skolearbeide og mine stærke Anstrengelser til Bedste for min Døber, som jeg ikke gjerne forsømte nogen Dag, havde jeg et mangengang overvældende Besvær med Sjælesorg. Jeg var saa anstrengt, at jeg virkelig var meget nær ved at segne under Byrden. Mit Helbred var yderst svækket, ofte ligesaa meget som før jeg blev gift; og ingen maatte vide det. Det klæder en Præst ilde at tale om selv at være syg, det er jo de andre, der er det. Jeg fik da heller ikke Lov til at være det. Engang jeg meldte mig syg ved et Convent, fik jeg mange Skjænd, og man vedtog i den Anledning, at den der udeblev blev mulkteret.

Mine Embedsbrødre forlangte bestandig min Hjælp i deres Kirker, og det var mig en christelig Æressag aldrig at sige Nei. I Vintren til 1855 maatte jeg under Vacancen i Gammel Haderslev besørge Confirmandundervisningen med tilhørende Confirmation. En Del af Sommeren 1856 og hele 1858 maatte jeg alene bestyre dette Embede, medens Kofoed-Hansen sad i Sjælland og betænkte sig paa, om han under sine Kierkegaardske Anfegtelser turde vende tilbage til sit Præstedømme. Saa var der Forfald paa Landet. Tre Præster, Ludvig Møller i Starup, og efter hans Død hans Efterfølger Tolderlund og Egede Glahn i Sommersted havde efter hinanden længere Sygdomme, og hvem skulde gjøre deres Arbeide uden jeg? Eller der var intet Forfald, blot de ønskede en Fridag eller en Høitidsdag, jeg var ogsaa deres Skriftefader.

Ogsaa i Byen var der kun altfor meget at gjøre. Den Sommerske[18] Bevægelse vilde ikke lette sig, og alle de stakkels Almuesfolk, som han havde skræmmet fra Kirken, men dog ikke kunde undvære den, søgte til mig. I langsommelige Samtaler maatte jeg Dag ud og Dag ind gjennemgaa deres sværmeriske og dybt rystede Tanker med dem, og jeg behøvede i Sandhed al den Sagtmodighed og Besindighed, jeg kunde opdrive, for ikke at skaie ud hverken af Utaalmodighed eller Fortvivlelse over den daarlige Hjælp vore kolde Kirker i Virkeligheden bød dem, hvorover jeg da selv var mismodig nok. Man kunde let nok sige: hold en rigtig bevæget Gudstjeneste! Men naar der ingen kom i Kirke?

[18] En antikirkelig hellig Bevægelse (Karikatur af den Kierkegaardske) reist af den føromtalte Skolelærer Mogens Sommer, hvis Personlighed Manuscriptet helliger en halv Snes Sider, som desværre maatte gaa ud. U. Anm.

Da der saaledes var rigelig Anledning til at erfare, at det oversteg mine Kræfter paa eengang at være Præst og Overlærer i den høie Lærdom, henrykt Digter og flittig Videnskabsmand, aandrig Selskabsmand og kjærlig Ægtemand, og at det navnlig truede stærkt med at gaae ud over det sidste, som dog var den første Pligt, gav jeg efter for Hustrus og Families Raad, og søgte af og til Præsteembeder baade i Slesvig og Kongeriget. Men jeg var kommen frem i en Tid, da der var stort Overflod paa geistlige Ansøgere, og da mine Indtægter allerede var ganske gode, henved 2000 Rdl., var en rigeligere Stilling endnu ikke at opnaae, og en ringere vilde jeg ikke have, ihukommende, hvad Kierkegaard saa smukt havde indskjærpet, da han kaldte Præsterne de jævnt avancerende. Hvilket jeg udlagde derhen, at en Præst skylder sin Hustru og sin Familie at have et smukt og gjæstfrit Hjem, og naar han tillige er benaadet med at være Æsthetiker, skal han ikke kaste Skylden paa sin Hustru; han skylder, efter selve Kierkegaards Exempel, ogsaa sig selv det. Alt naturligvis efter at »Indrømmelsen« er gjort. Eller om man vil have en bedre christelig Grund: jeg har en ganske god Erfaring i, hvor kvalfuldt det er, ikke at have noget at tage til, naar Næsten trænger. Jeg selv har været fattig nok i mine Dage, men jeg duer ikke til at forlange det af andre. Jeg seer af Breve, at jeg i den Tid maatte forstrække Broder Caspar med 600 Rdl. -- Vi blev altsaa endnu nogle Aar, hvor vi var, indtil jeg blev sat ind i en Stilling, jeg mindst duede til, en Guds Prøvelse, som jeg ikke bestod.

SJETTE KAPITEL.

SLUTNING AF LIVET I HADERSLEV.

Under alle disse aandelige Brydninger glædede jeg mig dobbelt over at have Freden inden Døre. Som jeg havde vidst fra den første Dag jeg kom ind i deres Kreds, havde jeg foruden min mærkelige Hustru faaet en rig Medgift i hendes Søskene. Søstrene var nu hos os, og udfyldte saa skjønt som dette kan gjøres den Tomhed, et barnløst Hjem ellers maa friste. De gjorde det som gode Engle efter det kjærlige og trofaste Sind, som er dem eget. Aldrig mindes jeg at have hørt et haardt Ord af dem, aldrig seet saameget som en uvenlig Mine, saa meget end mit ustyrlige Væsen kunde opfordre dertil. Jeg begriber ikke, hvorledes det er muligt at forene en saa uafbrudt Venlighed med en saa fuldkommen Troskab mod Sandheden. Af Brødrene har Vilhelm samme fredelige Væsen, men Olaf ligner mere Amalie.

Edle havde sin indre Historie. Men hvor stærk en Lidenskab hun end havde at brydes med, naar hun sad taus, og hvor bittre Taarer hun end kan have fældet, naar hun var ene, har jeg dog aldrig seet den Styrke svigte hende, hvormed hun i Stilhed bar sin egen Byrde, og i det aabenbare bar andres; og det aabenbare var den Fred, som Kjærlighed i Gud breder over et Ansigt.

Frederikke var under Lykkens Blomsterregn. Var hun i Kjøbenhavn, blev hun forkjælet af sin Svigerfader (Conferentsraad Holm). Var hun hjemme, hvilket mest kun var om Sommeren, var der sørget efor, at Elskeren saameget som muligt kunde være tilstede, og ved sit friske, veltalende og aandfulde Væsen var han Glandsen i vor Kreds.

Kun 1856 var en Fastetid. Ensomhed i Hjemmet, Edvard Holm var paa sin store Udenlandsfærd, og Brevene udsatte for Skjæbnens Luner, hvad punktlig Ankomsttid angaaer. Det var ogsaa en kold og mørk Sommer, hvor Hjærtevarmen nok kunde behøves. Høyen besøgte os i Juni Maaned, og da vi vilde vise ham den skjønne Egn ved Thorning Mølle, sneede det. I den Sommer giftede min Broder Christian sig. Han havde efter Krigen flakket om i forskjellige militære Stillinger, medens hans Hjærte altid var bundet til vor Tante Møllers Adoptivdatter, en livlig blond jydsk Pige, vi var voxede op med som vor Cousine. Det var et haardt Slag for ham, da hun forsmaaede hans redelige Hjærte og tog den cavallermæssige Officier. Ogsaa den kjære Tante bedrøvede det, da hun i ham mindedes sin Ungdoms Elsker, vor Fader. Sorgen blev endnu større, da hendes Datter døde Aaret efter i Barselseng. Christian var dengang i Aarhus som Læge ved Dragonregimentet, og kjed af Mangel paa hjemligt Tilhold, søgte han sig noget hidsig en Brud. Den han fandt, var den nu som Forfatterinde bekjendte Fru Elfride.

Vi drog da til Aarhus for at feire hans Bryllup, og forefandt hos Elfrides Forældre, Justitsraad Møller, et lidet hyggeligt Hus, men blev ellers modtagne venligt og festligt nok. Jeg viede dem i Domkirken, og Gildet stod med behørig Pomp, forhøiet ved, at jeg fik min gamle Ven og i høi Grad samstemmende Aandsfælle, Troels Smith, ved min Side.

Vi fulgte de Nygifte til Silkeborg, hvor Christian var bleven Districtslæge. Veiret var hundsk, saa Naturnydelse var der ikke stort af. Jeg fornyede Bekjendtskabet med Hostrup, vi var jo Studenter fra samme Aar, og havde ligget paa Regentsen sammen. Men han var tilbageholdende og ordknap. Jeg syntes dog, jeg var aaben og hjærtelig nok. Chr. Richardt, som jeg forefandt hos ham, var ligedan. Jeg maa ikke have været efter deres Smag, og det er da deres Maade intet at sige, hvad vel ogsaa kan være det rigtigste, men morsomt er det ikke. Jeg synes dog, jeg forstaaer mig paa alle Retninger, men jeg har maattet gjøre den Erfaring, at andre Retninger ikke synes om mig.

Det var et byrdefuldt Aar ogsaa i det huslige. Vor smukke Bolig i Gammel Haderslev med Have ned til Søen var bleven os opsagt, og da den nye, jeg havde leiet ved Siden af Skolen, endnu ikke var færdig, maatte vi for Vinterhalvaaret foreløbig flytte til et iøvrigt ogsaa kjønt Hus paa Naffet. Det var dobbelt Flytning, Vintren blev som de to foregaaende meget streng, jeg var vexelvis ophidset af Hede og knuget af Kulde, og Legemet havde ondt ved at holde ud. Dog foer jeg afsted i en tynd Mandarin, og jeg husker, hvor glad jeg saae mig om, da alt var stillet tilrette i den nye Bolig.

Langt værre var det, at Amalies Helbred ogsaa var meget svagt, og medførte til Tider Tungsind, det var svært for os begge at arbeide os igjennem. Jeg finder fra det Aar adskilligt i mine Optegnelser, som levende minder mig om vort dybeste Samliv. Saaledes:

»Netop som jeg havde skrevet den sidste Linie af fjerde Handling i min Døber, kom Amalie ind, og som hun desværre oftere gjør, udtalte hun sin dybe Melankoli over som barnløs intet at have at leve for, og som en aandsfraværende Mands Hustru heller ikke meget at støtte sig til. Da hun ikke følte Lindring ved min sædvanlige Trøst, blev jeg desværre heftig og skjærpede den til en Tale om afgjort at leve for Evigheden. Hun svarede mig, som Hiob kunde svare, med at afdække Sorgens umaadelige Dyb og at gaae i Rette med Gud, som var saa streng mod hende. Jeg maatte betvinge mit utidige Døber-Mod, og med Kjærlighed drage hende til det christelige Haab. Og saa velsignet en gudhengiven Kjærlighed hun har, at jeg aldrig har havt større Glæde end af den Inderlighed, hvormed hun tolkede sin Bedrøvelse over sig selv, og sin Længsel efter Frelsen. Vor Aftenbøn fik meget at betyde.«

Det sidste angaaer den Skik, jeg fra vort Ægteskabs Begyndelse havde indført, at hver Aften, naar vi var komne i Seng, bad jeg med hende foruden Fadervor en Bøn for os selv, vore Kjæreste, Menighed, Fædreland og Hus og Hjem. Ogsaa ved Middagsbordet havde jeg indført Bøn.

* * * * *

Det var atter et Dødsens Aar, dette 1857, Pest og Elendighed, og for os mærket ved, at vi begge kom i Livsfare. Med mig dog for intet at regne, kun en Smule Forskrækkelse[19], men Amalie maatte lide blandt Aarets Offre.

[19] En Snestorm paa Storebelt, paa Reise til København. Skibet var lige ved at forlise. Udg. Anm.

Den stærke og tørre Hede havde gjort sin Gjerning. Blodgangssoten var udbrudt med en Styrke, som endnu overgik Jammeren i 1853. Jeg fik i Sandhed baade Hjærte og Hænder fulde af bedrøvelig Gjerning, alle de samme Scener foregik som i det tidligere Aar, og det var forsaavidt sværere som Folks Mod var meget sunket. Sygdommen var i hvert Hus, ogsaa i vort, underneden hos Værtens, og min Søsters Børn i Skolebygningen ved Siden af kom meget nær til Døden. Men jeg selv holdt mig ligesaa godt som forrige Gang, mit eget Besvær var for intet at regne. Nei, det Forfærdelige, som hang mig over Hovedet, var at Amalie, som allerede havde lidt af Overanstrængelse paa Reisen, blev svagere og svagere, og maatte sidst i October gaae til Sengs, dog ikke af Blodgangen, men af den endnu værre Tyfus, som fulgte i dens Spor.

Vor Bolig laa paa Solsiden med høie Vinduer, men snævre Stuer. Der var hedt og trangt, og eftersom Sygdommen skred frem og blev farlig, blev det os tungt at skaffe den rette Pleie. Jeg havde kun Frederikke til Hjælp, Edle var i Kjøbenhavn. Vi delte Arbeidet, saagodt vi kunde, jeg vaagede den halve Nat, og hun den halve, men ingen af os var rigtig kyndige i Sygepleie. Der var svære Tanker at bære, naar jeg i Nattens Ensomhed sad i den anden Stue bag den aabne Dør og lyttede til den Syges Aandedræt. Som jeg altid er forud med mine Tanker, udmalede jeg mig til den mindste Omstændighed, hvad der vilde blive af mig, om jeg mistede min Elskede, og den Fremtid, jeg saae ind i, blev saa elendig som muligt. En skrækkelig Nat staaer uforglemmelig for mig. Det var meget varmt, og overtræt havde jeg lagt mig paa min Seng i Sygestuen, men uden at sove. Hun begyndte at stønne stærkere og raabte: »Jeg vil op! Lad mig komme ud!« Det kolde Omslag om hendes Hoved var gledet bort, og Heden var stegen. Jeg foer ned i Gaarden efter frisk koldt Vand, men da jeg kom med Spanden, sad hun henne i en Krog paa Gulvet, sammenkrøben og forvildet. Aldrig har jeg fundet mig saa hjælpeløs. Dog hjalp det kjølende noget, og jeg fik hende til lidt Ro igjen.

Jeg finder optegnet fra 10. November:

»Daglig at være omgiven af Lidende, Døende og Døde kan tilsidst forvandle den hele Jord for Ens Øine til et Lig, der fortæres. Paa mig har det dog ikke gjort den Virkning. Det bæres med høit Mod i Gud, han maa have Æren. Nei, med mig er det ingen Ting, men min Hustru, min Elskede! Hun har nu ligget i fjorten Dage, ingen Hvile Nat eller Dag, lige forpint i Hoved som i Lemmer, og frister kun Livet ved koldt Vand og Medicin. Dog bærer hun det fromt og stille, og styrker sig indenfra ved høie Syner. Naar jeg sidder over hende Natten igjennem, har jeg for at holde mig vaagen ved en let Beskjæftigelse taget Kuglers Arkitektur-Værk frem. Det er ikke noget betydeligt, hvad deri findes, men naar jeg drømmer mig ind i alle disse Underværker af Kirkebygninger, bliver Verden lys for mig som saadant et himmelstræbende Chor. Hun veed det ikke, men har dog lignende Syner. Forleden blev hun ført gjennem lysskinnende Hvælvinger og ledet op til Altret ved Præstens Haand. En anden Gang steg Englen med Døbefonten fra Fruekirke i Kjøbenhavn frem ved Siden af hendes Seng, og det tyktes hende, at der var slet intet andet at tænke derved end: »Alle skulle de toes i Lammets Blod.« Idag bad hun mig dog at love hende snart at søge Forflyttelse herfra, hun kunde ikke trives i denne pestbefængte By. Det har ganske oprevet hende at være Vidne til disse Scener.«

Saaledes gik det hen indtil Jul, altid mellem Angst og Haab. Imidlertid var Edle, som var bleven opholdt hos sin Bedstemoder, der den Vinter laa paa det sidste Leie, endelig kommen, og det var os en væsentlig Støtte.

Endelig Juleaften, da vi i al Tarvelighed havde pyntet et lille Julebord, og jeg havde telegraferet efter det glædeligste af alle Mennesker, Broder Olaf, havde jeg den usigelige Trøst at kunne tage min Elskede som et Barn paa mine Arme, og bære hende ind paa Sofaen i Dagligstuen. Vemodigt nok, hun var saa let. Saaledes gik det endnu en Maanedstid, hver Dag maatte jeg lægge mine Arme ind under hende, løfte hende varsomt, og bære hende ind og lægge hende forsigtig paa Sofaen, for atter paa samme Maade at bringe hende tilbage, naar hun begyndte at blive træt. Dog saa underligt kjært at have hende paa mine Arme, og at mærke, at hun efterhaanden blev tungere. Mod Foraaret begyndte det endelig at blive ordentlig bedre. Hun kunde nu gaae, og i Sommerens Løb kom vi saa vidt, at vi igjen turde vove os paa Reise; skjøndt hendes Ben vedbleve at være svage, og som det gjerne gaaer efter saadan svær Sygdom, aldrig gjenvandt Ungdommens Lethed.

Imidlertid havde jeg fuldført mit store Værk, Johannes den Døber, og havde under Amalies Sygdom faaet det trykt. Forhandlingerne derom, Arbeidet derved, endelig endog den for mig saa afgjørende Begivenhed, at det nu traadte frem til al Verdens Bedømmelse, hvad jeg saa længe havde taust baaret hos mig selv, berørte mig langt fra saa stærkt, som naturligt var, at det maatte gjøre. Jeg vilde ikke engang kunne erindre noget af de Ting, hvis jeg ikke endnu havde de skriftlige Mindesmærker derom.

Hvad Virkning eller ikke Virkning, Bogen har gjort, har jeg, ligesom ved mine andre Bøger, ikke faaet synderligt at vide om. Hvad der har været skrevet derom, fik jeg kun flygtigt læst noget af og har forlængst glemt. Om hvorledes det gaaer mig dermed har jeg allerede talt ved Jeremias (3. B. S. 233). Jeg kan da kun afskrive, hvad jeg forefinder i mine Gjemmer fra den Tid.