# Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

## Part 23

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/mit-liv-og-levned-som-jeg-selv-har-forstaaet-det-46335/index.md

»Jeg har faaet min Instrux for Hospitalet, og det eneste jeg kan sige, er at de kanskee kunde lede hele Landet rundt og ikke finde En, der passede mindre til den Post end jeg -- blandt skikkelige Folk da. Jeg skal see efter alle mulige Ting lige indtil Vaagekonernes Strømper, paasee »at de omgaaes forsigtig med Ild og Lys, handle sparsommelig med Tørv og Trækul, at Kjedler og andet behandles med Skaansomhed, at Patienternes The og Sukker ikke formindskes,« og Gud veed, hvad andet. Alt dette var dog muligt -- det vil sige, ikke for mig. Men den sidste Passus er næsten uudgrundelig. Jeg skal nemlig udtrykkelig være der »hele Natten« fra halvti til Morgen, og desforuden »komme der« flere Gange ogsaa om Natten. Jeg forsikkrer dig, da jeg læste det, havde jeg en Følelse, som om jeg hellere vilde være en af de Sindssvage, jeg skal passe paa, at Vaagekonen ikke »slaaer eller paa anden Maade molesterer,« end jeg vil være saadan en Politibetjent af Overvaagekone. Med Medicinen skal jeg ogsaa paasee alt det, som jeg slet ikke kan vide og ikke forstaaer. Regn nu dertil, at Mathilde baade aandelig og legemlig er næsten ødelagt af Hede, at jeg er overlæsset af Arbeide, og saa uskikket til at ordne mine egne Sager at jeg næsten ikke veed anden Udvei end at sætte mig paa min Skammel med Hænderne i Skjødet og lade fem være lige, til Fremmede forbarme sig over mig -- eller til Flyttekarlene kommer og læsse mit Tøi og mig selv hulter til bulter paa Børen og bære os hen paa Hospitalet -- regn det sammen, om du ellers kan regne i den Slags benævnte Tal, saa kan du tænke, at jeg er just ikke saameget lystig. Ja, hver har sit, den ene Sorg og den anden Bedrøvelse. Men et Par hundrede Aars Søvn kan gjøre godt for begge Dele.«

Imidlertid gik det altsammen, hun holdt ret godt tilfreds ud i denne ganske vist besværlige Stilling i hele sex Aar, og hendes Virksomhed har upaatvivlelig været til Velsignelse. Naar hun med sine lydløse Skridt og i sin Yndlingsdragt, hvid Kjole og et fint Kniplingsklæde over Hovedet svævede gjennem Sygestuerne i stille Nattetimer, og snart satte sig hos en, snart hos en anden Patient, og lagde sin Haand paa den Febersyges Pande og talte kjærlige Ord til den, der laa i Pine, har jeg hørt yttre af Folk, der selv havde nydt godt deraf, at det var dem, som om Gud havde sendt dem sin Trøstens Engel i de lange Nætter. Hun gjorde i Almindelighed to eller tre Runder hver Nat, og naar hun de samme lange Nætter igjennem sad i sin enlige Stue, mættede hun sin Sjæl med Kierkegaards klosterlige Visdom, og lod sin Pen løbe i Tragediens selvfølgelig uendelig subjective Repliker. Saa sov hun til om Eftermiddagen, og gik saa undertiden ud i Byen, naar Dagen hældede.

Saaledes maa jeg nu lade hende gaae til den næste Periode i hendes Liv, den endnu besværligere, der begyndte efterat jeg var forflyttet til Kjøbenhavn. Men siden jeg er ved Familien, vil jeg fortsætte med mine Tanker om hendes yngste Søster ~Mathilde~.

Ikke saa smuk hverken af Ansigt eller Bygning som Ilia, heller ikke saa betydelig en Personlighed havde hun dog den Lighed med hende, at hun vaklende mellem Ubehjælpsomhed i Livet og uimodstaaelig Trang til aandeligt Storværk, gav Stød til mere end hun selv magtede, og kunde ligesom Søsteren, naar den geniale Virksomhed slog hende feil, finde sig i et fattigt Liv og jævn Syssel. Men iøvrigt var der stor Forskjel paa dem. For Ilia var det Hovedsagen at være noget, som har evig Betydning for Gud og Mennesker. Poesiens Væsen var for hende ærlig Følelse, Kunstens Fordringer kom først i anden Række. Hos Mathilde var Formen Hovedsagen; hvad hun opnaaede skyldtes hendes glimrende Stil. Deri havde hun en mærkværdig Styrke, ethvert lille Brev var at læse som et Kunstværk ikke blot for Sprogets Skyld, men for det Væld af skjønne Følelser hun kunde udøse deri. Men større Indhold var der ikke just i hende, hverken af Ideer eller af Sands for Livets Begivenheder og raadende Personligheder. Da hun havde afleveret sine nærmeste Omgivelser og sine kritiske ikke meget omfangsrige Tanker, var hun i Virkeligheden færdig.

Mod havde hun nok af, og den dristige Optræden af en saa ung Pige er aabenbart det, der mest har moret Heiberg, da han blev hendes Impressario. Ogsaa havde hun et ganske godt Greb paa at ledsage sine spillende, dristige og, om det behøvedes, naivt tilslørede Repliker med Øiekast, der indeholdt, eller i alt Fald kunde tydes som de indeholdt en noget mere personlig Ild end den litterære Begeistrings. Og som æsthetisk Autoritet savnede Heiberg ingenlunde Smag for den Slags Kunstnydelse. Da saa hendes første Bog blev baaren frem af hans Fortale og af den overlegne Virkning Dommen i hans Kreds endnu havde, naaede hun strax, som min Ven Vilhelm Holm skrev: »en aldeles herostratisk Berømmelse, alle Mennesker tale om hende. Ministerkriser, Executionstropper, Regjeringscommisærer formaae intet mod hende. Du skulde høre Conversationen i en Kreds af kjøbenhavnske Damer -- stakkels Pige, og dog vil hun hæve dem til Ideen og et ideelt platonisk Ægteskab. Hun er alt udsolgt og udkommer i andet Oplag.« Det var i Vintren 1850 til 51.

Alle de Breve jeg fik var fulde af hende. Fru Roed, som ogsaa var et æsthetisk Centrum, skrev: »Vi drøfte to modsatte Vidundre: Sibberns venlige Bog (anden Del af Gabrieles Breve), og den berømte Amazone Clara Raphael, som har erobret den høie Fortjeneste at aabne Slusen for den Strøm, der suser os om Ørerne, Kvindernes Opdragelse.«

Larmen forøgedes ved at den traf sammen med den over Spandets Forslag om borgerlig Vielse, en Sag, der i den Grad opbragte alle gode Christne, at de mindre gode, som maa opfinde det Slagord, der altid hører til en Hovedstad, tog sig for at sige Spandet gale mig istedetfor Fanden gale mig.

En af dem, der stemte haardest mod Slusernes Aabning, var min altid conservative Ven B. J. Fog. Han udøste bestandig sit Hjærte for mig i lange Breve, og om min nysudsprungne Cousine finder jeg den for ham eiendommelige Udtalelse:

»Hun mangler ikke Familiens begavede Aand, men jeg troer ikke, hun er i Familie med dit Hjærte. Stakkels Clara Raphael! Det maa være forskrækkeligt at være forelsket i Ideen. Ja, i vor Ungdom talte man meget om de Ting, og jeg veed ogsaa af Erfaring, hvad det er for en ulykkelig Kjærlighed. Det er en ny Tantalus, Vandet staaer klart og læskende og kvægende op til Læberne, Frugterne hænger smilende og søde foran Øinene, og Vandet er til at drikke, Frugterne til at spise, de trække sig ikke tilbage, men Tantalus's Læber ere for stolte til at bøie sig mod Vandspeilet, Haanden for fornem til at række efter Frugterne, fordi man eengang har faaet det Indfald, at der først er Vand paa Bunden af Vandet, og Frugter der, hvor Livstræets Frugter høre op. Ak, jeg maa laane af mine Hedninger: Quod petis, hic est. Stakkels Pige! Det er en grusom Skjæbne, jeg kan have Medlidenhed med hende, jeg der forlængst har tilgivet vor Herre, ikke blot at han har skabt Ænderne i Gadekjæret, men endog, at han har skabt Mennesker i Verden.« -- Dette er forsaavidt ganske sandt, men det gaaer dermed som med mange af Fogs Betragtninger, at det kan bruges om alt hvad Nyt, Mennesker vil have frem i Verden. Man kan blive ved det Gamle og beundre og elske det, men man maa ikke fortænke Mennesker i, at det undertiden kan falde dem ind, at der kan gjøres et Skridt fremad.

Endelig ogsaa en Udtalelse fra »den af Publicum mindre fine Portion.« Den tager Sagen hverken æsthetisk eller filosofisk, men ømmer sig under de Hug, den faaer, og det er menneskeligt. Vor Farbroder Christian, Forpagteren paa Lolland skriver:

»Mathilde tilbragte et Aar eller lidt længere en halv Mil herfra os hos en meget agtværdig Skovriderfamilie. Hun blev optaget med al mulig Godhed og Velvillie i enhver Familie hvor Leilighed tilbød hende Adgang. At det samme var Tilfældet her i Huset, behøver jeg ikke at sige dig. Kort efter hendes Afreise her fra udkom Clara Raphael, hvori ikke alene vi, men de fleste, i hvis Hus hun havde været, faaer sit Testimonium paa graat Papir. Vi der kjendte Forholdene, kunde strax gjenkjende de Historier, hvoraf de fleste ere fortalte eller givne forud til Bedste her i Huset. Hun vil næppe blive vel modtaget her i Egnen mere.«

Ogsaa han havde Ret. Ganske vist maa man lade unge Forfattere have Lov til og det kan da hænde ældre med, at tage deres Modeller fra deres nærmeste Omgivelser. Karl Gjellerup beskrev ogsaa vor Præstegaard i sin første Novelle og det morede mig at finde mig selv kommende ind i Dagligstuen, naar Lysene blev tændte, med en buddistisk Foliant under Armen, og sætte min Pibe i Krogen, for først at ryge den, naar Damerne var gaaede i Seng. Men det kommer an paa, med hvad Hjærtelag Modellerne sees. Forpagtergaarden paa Lolland havde været Mathildes og hendes Sødskendes andet Hjem fra deres Barndom, og deres Farbroder og Moster der havde gjort nok saa meget for dem som deres egne Forældre. Der hører da mere end almindelig Hensynsløshed til at offre dem paa sin skarpe Satires Alter. Men det var nu disse Søskenes Egenhed, at det var dem i Kjødet baaret at see dybt ned paa deres landlige Slægtninge. Og saa var det den heibergske Periodes Program, at alle, hvem det ikke var lykkedes at bestige Aandrighedens høie Hest, hørte kun hen under Dyrehavsbakkens Publikum. Men Perioden var allerede saa temmelig vunden til Ende, derfor lod Recensenterne hende ogsaa haardt nok vide, at siden hun raabte saa høit paa Ideen, burde hun ikke seet feil ad, at en dygtig Landmand, som dertil er en kjærlig og from Sjæl, lever ogsaa for Ideen.

Ilia havde ogsaa sine Storhedstanker, men hun var ikke paa den Maade forfængelig. Jeg troer, det var ærligt ment, naar hun skrev om sin Æventyrbog: »Denne lille Bog sender jeg dig i sin simple Hverdagskjole, da den kun er til at gjemme hen. Jeg beder dig at tage venlig imod den, og see den med lidt bedre Øine end jeg, som virkelig ikke ret kan taale at see den trykt. Det er underligt, det gaaer mig i eet og alt stik modsat Mathilde, som altid har Clara Raphael liggende paa Bordet.«

Efter at hun havde forladt almindelig Hospital flyttede hun sammen med sin Søster. »Jeg er lidt beklemt derved, skriver hun, men det gaaer vel nok. Mathilde er til daglig Brug det nøisomste Menneske af Verden.« Det var hun ogsaa, men begge Søstre havde den Egenskab, at de ikke kunde udholde at boe sammen med andre. Det skulde da heller ikke holde ud mere end den Vinter.

Mathildes andre Bøger skal jeg ikke have nogen Mening om, da jeg ikke erindrer at have læst dem. »Et Besøg« var Ussing ret tilfreds med, men »Minona« kaldte han noget ynkeligt Vrøvl. Hun havde ingen Glæde mere af Forfatterskabet. Ved sin første Bog havde hun kunnet bære, hvad Satire der faldt af, da den gjorde saa stor Opsigt. Men da Heiberg, som ingen Sands havde for Kvindens Emancipation, havde opgivet hende, og hun under Corsarkritikens Behandling var bleven en parodisk Figur, som med vanlig Grovhed maatte paa Bræderne i Studenterkomedien, sank hendes Mod sammen, hvad Poesien angaaer. Som hun dog virkelig har givet det første og stærkeste Stød til hvad der nu kaldes Kvindesagen, samlede alle begeistrede Kvinder sig om hende, og foruden hendes virkelig glimrende Brevvexling[15], har hun af og til siden ladet »Ideen« komme til Orde i deres Blade.

[15] Nu udgiven af hendes Broderdatter Margrete.

Siden har hun havt en tung Skjebne. Hun maatte tage til sin første Gjerning for at underholde sig, og var flere Steder Lærerinde. Men det var vanskeligt, hun var bleven en altfor offentlig og pikant Person. Hvor hun kom frem, blev hun farlig for Mændene og ubehagelig for Husmødrene, hvad hun selv ikke havde noget imod, det gav Livet mere Indhold. Da der af den Grund var opstaaet noget Misforhold i jydske Præstefamilier, leiede hun sig en Bondestue i en øde Egn, og da hun ikke kunde holde længer ud der, drog hun til Kjøbenhavn forat uddanne sig til en lærdere Lærerinde. Der faldt hun i 1857 i en ondartet Feber, og medens hun gjennemgik denne paa Frederiks Hospital under sin Søsters Pleie, fattede hun en sværmerisk Kjærlighed til Overlægen, siden Ministeren Fenger, som ogsaa var Ilias Ven. Han viste hende en særdeles Godhed og var siden altid hendes Patron. Trængte hun til noget, bragte han hende det, en Paraply, et Uhr eller ogsaa blot Smaating til behagelig Erindring. Det morede da os andre at see hende altid bære disse Gjenstande hos sig, kysse dem og med et Suk: Det er Fengers! vendte Øinene mod Himlen. Hun havde allerede nu en gammel Jomfrus Manerer.

Samtidig med hendes Sygdom laa ogsaa Amalie dødssyg til ud paa Vinteren. Hun kjendte endnu ikke Mathilde personlig, men i sin lidende Tilstand tænkte hun meget paa, hvor hjemløs hun var, havde endog en drømmeagtig Indskydelse om, at hun skulde gjøre noget for hende. Hun bad hende derfor om, at komme over til os. Saa tilbragte hun Sommeren (1858) i Haderslev, kom sig godt, og syntes at befinde sig vel hos os, men forlod os dog i Efteraaret, nedsatte sig igjen i Kjøbenhavn og nærede sig meget smaat af noget Oversætterarbeide. Saa blev hun efter Fengers Raad og ved hans Hjælp Telegrafist, og var den første Kvinde, der fik en saadan Embedsstilling (1863). Hun var ansat ved flere Stationer, Haderslev, Nysted, Helsingør og tilsidst Aarhus, hvor hun i Juni 1872 døde af en Brystbetændelse, 42 Aar gammel. Heller ikke der havde hun dog kunnet undgaa at komme i sværmerisk Forhold til en Telegrafist af Amalies Fætterskab, vistnok et ganske uskyldigt Forhold, men hun var nu eengang af romantisk Tilbøielighed, og Jakob Stenstrups Hjærte var som hans Søskenes af noget vulkansk Natur. Han døde og hun lod sig lukke ind i Gravkapellet, hvor man fandt hende knælende ved hans Kiste. Jeg har derom to meget lidenskabelige Breve fra hende. Men naar hun udbryder: »Jeg kan ikke udholde det længere, naar min Vei skal gaae over Lig!« bliver man dog ikke klogere paa Forholdet mellem dem. Aaret efter fulgte hun ham i Døden.

Ualmindelig var hun som hele Slægten, og blev en Stridens Gjenstand, men der var ikke Ondt i hende, meget mere baade alvorlig Sandhed og dybt Hjærtelag. Af sin inderste Sjæl stræbte hun altid mod Ideen, som hun kaldte det, hvorved hun vel nærmest forstod et betydningsfuldt Liv, ophøiede Tanker og sværmeriske Følelser, men tog dog ogsaa Alvor og Redelighed i ethvert Forhold med. Derfor var hun ogsaa meget samvittighedsfuld i sin tarvelige praktiske Syssel, og tjente agtværdig sit Brød, da hun ikke længer kunde straale som Geni. Mig og min Hustru var hun en trofast Veninde, og tog meget smukt og selvfornegtende imod det, naar Amalie gav hende en Mindelse om ikke at lade sine smaa erotiske Anliggender gaae for vidt.

FEMTE KAPITEL.

KIRKELIGT.

Paa et Præstemøde i Aabenraa, St. Hansdag 1855, hvor vor Psalmebog med al ønskelig Nidkjærhed blev forhandlet[16], havde Leth anmodet mig om at prædike ved Gudstjenesten. Da jeg den Tid ikke godt kunde gjøre noget uden at strække mig adskilligt videre, end der behøvedes, skrev jeg tillige en Psalme, som jeg lod omdele i Kirken, for at hædre Festens Herre.

[16] I den udeladte Begyndelse af dette Kapitel, fortaltes om de nordslesvigske Præsters forgjæves Forsøg paa at faa et Tillæg til Psalmebogen indført.

Saa prædikede jeg om Døberen. Dog ikke om Daaben som Indgangen til Guds Rige, men om Forsagelsen som Betingelsen for at være derinde, som den omtalte Psalme sluttede:

Nei, ned i Tvætningsvandet, der Satans Væsen døer, ~Forsagelse~, ei Andet, er Rigets snevre Dør.

Jeg fremstillede Profeten som det levende Billede af denne tunge Betingelse, som den der vel er mindre end den mindste i Guds Rige, men ligefuldt er den Cherub, der vogter Indgangen; Forsagelsen staaer først i vor Bekjendelse, den kommer vi ikke udenom. Mig syntes, det var god kirkelig Orden, men det gik ikke.

Øverst i Kirken sad Grundtvigianernes Førere, og efter dem den Skare af Præster, som var vante til med Bæven see mod Grundtvigs Opdagelse. Nu at byde denne Kreds, at Loven skal et christent Menneske igjennem, dens Bud skal holdes, Loven, den man havde saa lidt Brug for, at Grundtvig sagde, Budene skulde ud af Katechismen, dette var jo ligefrem Oprør, og jeg fik visselig ingen Tak for den Dags Tjeneste.

Men for mig havde den desto mere Betydning. Det var første Gang, jeg fik Ordet om denne hellige Skikkelse og hans store Sag, den, der i det Aar mest af alt laa mig paa Hjærte. Jeg var begyndt paa min Johannes den Døber, og fik inden Aarets Udgang skrevet de tre første Handlinger. Dermed havde det endnu en anden Sammenhæng. Det var ikke fra Grundtvigs Leir, men ganske andetsteds fra, at den Aand kom, som for mig igjen løftede paa de Kunstens Vinger, der havde været saa yderlig modfalden siden mit Nederlag med min Jeremias.

Jeg havde i al den Tid, ~Søren Kierkegaard~ skrev, søgt min Aands bedste og frommeste Føde hos ham, uden at lade mig anfegte af hans underlig beregnende Fremgangsmaade. Nu var det det Aar, da hans sidste voldsomme Angreb paa alt Kirkevæsen faldt i den Grad forskrækkende over Landet, og først og fremmest over Præstestanden, at Fr. Boisen vel kunde have Ret, naar han kaldte ham den store Præstepiner. Bevægelsen i Haderslev blev saa stærk, at det kunde kaldes en aandelig Revolutionstid. Byens Redaktør forkyndte stadig i sit Blad, at Kirkens sidste Tider var komne; vor Provst pakkede ind for at gaae ud af Kirken, og en ung Skolelærer samlede hveranden Aften en vrimlende Mængde i et meget stort Lokale, og udmyntede for Almuen med profetisk Talestrøm Kierkegaards groveste Varer. De Troende saae forfærdede paa hinanden, de havde dog ment, at de var Christne, og de Vantroe gik i Klubben og gjorde Vittigheder om de Præster, hvis Præk man nu skulde nyde fuld Frihed for, al den Stund det var en Forbrydelse at gaae i Kirke, en Forbrydelse, man iøvrigt vidste sig godt nok fri for.

Redaktøren var Peder Christian Koch, en eiendommelig Datidens Figur; en falleret Kjøbmand, men en Mand med mange Slags Talenter. Han malede, han opfandt et nyt musikalsk System, og fremfor alt redigerede han som politisk Koryfæ og en af Stammerne for den nationale Bevægelse sit Blad Dannevirke saa aandrigt som ingen anden i den ganske Verden, seende ned paa Kjøbenhavnerne, som ikke forstode, hvad Land vi var komne til, nu ogsaa os Præster, som endnu mindre forstode den hellige Sag, som han tilligemed sine øvrige Fortrin, fremfor alle sad inde med. Han var Manden for den ægte gamle Christendom -- den sønderjydske Pietisme, som i mange Maader faldt sammen med det Kierkegaardske Oprør -- han havde levet med dens folkelige Profeter, og vidste, hvad Kamp mod den officielle Kirke var.

Da han nu en Dag i April 1855 var gaaet noget videre end sædvanligt i sine Angreb, idet han i sit Blad havde sagt, at Præsterne ~hverken kunde eller vilde~ røgte den Tjeneste, Herren har sat dem til, fandt jeg, at en Mand, der intet andet gjorde end at bruge store Ord, ikke burde gjøre det uimodsagt. Og da jeg just næste Dag prædikede i Provstens Kirke, og saae Koch sidde lige for mig, sluttede jeg min Tale med en ganske kraftig Udtalelse om at et Dagblad ikke burde belære Folket om, hvad det ingen Forstand har paa, og hvad der kunde skade Folket at faae at løbe med. Der var dog de Præster, der baade gjorde, hvad de kunde, og gjerne vilde gjøre mere, om Gud gav dem Naade dertil.

Jeg kunde see paa ham, at det gik ham nær, og gik derfor til ham om Eftermiddagen, og fandt ham ganske rigtig yderst opbragt. Bleg af Harme foer han op og ned ad Gulvet og raabte paa det uforsvarlige i at byde ham Sligt paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. Jeg forklarede ham ret sagtmodig, at i den Henseende var han dog ikke forfordelt, at han i sit Blad havde et langt kraftigere Vaaben end jeg i min Prædikestol. Men forøvrigt var jeg kommen for i al Venlighed at bede ham ikke at gjøre det. Det gjorde mig inderlig Ondt, at han var vred paa mig, hans Fjende vilde jeg for ingen Pris være.

Han var imidlertid ikke let at stille tilfreds, en hidsig og stolt Mand, som han var. Han blev ved sit, at det var skammeligt at angribe ham paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. »Nu, saa kan De jo lade mig sige min Mening i Bladet,« sagde jeg, »der har De god Leilighed til at svare.« Da han havde sundet sig noget derpaa, klarede det op for ham. Det var ikke blot det bekvemmeste, men det var ham altid det vigtigste at gjøre sit Blad saa betydningsfuldt som muligt. At faae et saadant Ordskifte ind i det, var altid noget, han havde ogsaa allerede aabnet sine Spalter for Indsigelser fra Grundtvigiansk Side. Boisen og Hagen havde ført deres Sag i hans Blad, og flere den Kierkegaardske.

At føre en Strid med ham, som der intet var kommet ud af, var derimod ikke min Mening. Da fik jeg en Tanke, som jeg har været taknemlig for som en Aandens Indskydelse, Gud gav mig. »Vi er mere enige, end De troer!« sagde jeg, »De seer i mig en af de Præster, der skal føle Svøben, ganske vist kan jeg ogsaa godt behøve den. Men forresten har jeg altid været af dem, der med Bæven sidde ved Kierkegaards Fod.« -- Han begyndte at ville omfavne mig. -- »Lad mig nu faae Lov til at lægge Folket denne vældige Kjæmpes Sag paa Hjærtet, saaledes som jeg forstaaer den, uden at De slaaer mig ned eller stopper Munden paa mig. Jeg kan jo fra Tid til anden skrive et Stykke og søge at lægge disse svære Dommedags Slag tilrette, saaledes at christne Mennesker kunne faae besindige Tanker om hvad det er, der skeer med os, at det dog ikke skal forstyrre dem saaledes, at de faae fortvivlede Tanker om sig selv og onde om deres Medmennesker.« Nu omfavnede han mig virkelig, og paa denne Grundvold enedes vi strax i denne Samtale om, at jeg, saavidt muligt skulde hver Uge sende ham et Stykke, der kunde læses som Indgang til Helligdagen.

Imidlertid var det heller ikke min Hensigt at indlade mig paa en saa mislig og af selve den vrede Profet saa forbudt Sag som at være hans Vaabendrager og Udlægger. Jeg har aldrig hverken havt Lyst til eller gjort mig Uleilighed for at efterspore hans mange hemmelighedsfulde Veie og kløgtig anlagte Løbegrave; dette hans Væsen ansaae jeg for at høre til hans verdslige, ikke til hans hellige Menneske. Heller ikke lagde jeg Vægt paa hans Trang til i Stormløb at omstyrte Kirken, og at tage enhver stakkels Sjæl ind i det Kammer, hvor Døren skulde holdes saa vel lukt, at ingen skulde kunne opdage, hvad man der har for med sin Gud. De Ting havde jeg saa tidt udfegtet med Ilia, at jeg vidste, man ingen Vei kommer med denne Slags Finheder. Hvad jeg vilde, var intet andet, end nu, da Sjælene var i Angst, med fornyet Alvor, men ganske ligefrem at fremlægge den gamle Sag, hvad der hører og hvad der ikke hører til et Menneskes Frelse. Om Kirken skulde staa eller falde, indlod jeg mig ikke paa, bestandig forvisset om, at den kan bygges paa mange Maader, men bliver dog ligefuldt aldrig andet end den, der nok staaer, om end Taarnene falde.

Jeg gik derfor udenom de forskjellige Partiers Sikkerhedsbreve paa deres Salighed, og fastholdt i Lighed med Kierkegaard, at der ingen Sikkerhed gives uden den inderste Menings Alvor med at gaae indad den Port, der er snever for Kjød og Blod, men aaben og let for den, der har Guds Aand at glæde sig over. Og kom saaledes igjennem uden anden Modstand end strax efter min første Artikel en hidsig Irettesættelse for at bruge for stærke Ord fra en Præst af den gamle Skole -- Johan Buntsen Koch -- som jeg i Fred lod være det, det var, og adskillig Larm, som P. Chr. Zahle af og til i forresten meget veltalende Artikler gjorde, om at alt Præsteskab skulde absolut »feies ud som Spindelvæv.« Grundtvigianerne talte dertil uden Hensyn til mig deres egen Sag om deres Daabspagt, og en nidkjær Lægmand, som kom Statskirken for nær, havde Ubehagelighed med Øvrigheden.

Jeg var begyndt med dette Arbeide den 11. April (1855) og fortsatte det til Advent. Mit første Stykke, det jeg blev saa haardt angreben for af en Embedsbroder, lød saaledes: