# Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

## Part 20

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/mit-liv-og-levned-som-jeg-selv-har-forstaaet-det-46335/index.md

Af Vilhelm Marstrand havde jeg iøvrig i det Aar megen Morskab; for han var mærkelig i Retning af Hjærteanliggender. I et Brev, fra Juli 1849, fortæller jeg Amalie, som var paa Broksø, derom: Vilhelm M. havde lovet at komme og følge mig udaf Porten, men han udeblev da, som jeg nok havde ventet, saasom han er utilregnelig paa Grund af visse Sorger. Jeg har siddet længe hos ham i Formiddag, og vi fik som sædvanligt mangfoldige Materier afhandlede. Men alle slap de ud til, at Skjebnen har udseet sig ham til det Offer, hvori den vil fremstille det sørgelige Ideal for alle Pebersvende. Tragedien synes virkelig at nærme sig sit Høidepunkt. Han kan ikke male, han gider ikke at reise, han driver fortvivlet om som en Fugl uden Mage. Først troede jeg, det var den almindelige Sommerkjedsommelighed i Byen, og foreslog ham, at reise over til Armeen, hvor der upaatvivlelig for Tiden maa være godt Selskab for Malerøine. Men da han ved Ordet Armeen slængte Cigaren, og begyndte at lade sit Lune gaae ud over Selskab af lutter Mandfolk, blev jeg virkelig ængstelig for Tilfældet, og forsøgte at studere Patientens Tilstand ved at fremføre for hans Blikke nogle af de mange kvindelige Modeller, jeg har Hovedet fuldt af, idet jeg dog viselig gik udenom Dronningen for dem alle, at han ikke skulde blive mig farligere, end han allerede er. Men ak, jeg fandt, at Sygen er værre end jeg havde troet, den er allerede reflecteret. Han begyndte at filosofere og han inddelte: »See, af dem, der er i en Alder, som passer sig for mig, er de ypperste naturligvis allerede tagne« -- jo, min er det, det kan du lide paa, tænkte jeg -- »og de, der er tilbage, har let Hensigter« -- jeg frydede mig i Stilhed over dem, jeg veed, ingen Hensigter har -- »Saa de ganske unge, saadan paa en 17-18 Aar, en af dem kunde man dog ikke forsvare at tage, om man ogsaa kunde faae hende. En Pige maa dog have Tid til at nyde sin Ungdom, og skal ikke lænkebindes til en gammel Mand. Synes du vel?« -- Nei, det syntes jeg ikke, og tænkte paa vor søde Frede, mens jeg holdt en kraftig Tale om, at Lykken i det Kapitel er bedre end Forstanden: Skyd Hjærtet op i Livet, og drag ud blandt Kvindefolket, saa flyer Lykken dig nok den Himmelsendte, som hverken er for gammel eller ung. Han vred sig ærgerlig, og malte i nogen Tid taus løs paa sit Lærred. Saa begyndte han igjen: »Hvor skal jeg finde dem? Hvor er der Kvinder, der henriver En? Jeg kjender ingen.« -- Jeg blev bange for at han skulde forlange min Hjælp, og udtalte mig, synes mig, meget net om, at i det Stykke duer Anvisning ikke, skal man tage med sit eget Hjærte, maa man ogsaa see med sine egne Øine. Men altid kom hans sædvanlige Grubleri igjen. Han reiste sig, gik noget omkring, fik saa fat paa et Papir og et Blyant og begyndte at tegne: »Det er netop Ulykken,« forklarede han, »at jeg allerede er kommen til den Alder, da Følelsen ikke har den Friskhed længer. Hvergang jeg seer en Pige, som jeg tænker, kunde blive en god Kone for mig, er Følelsen dog ikke stærkere, end at jeg ligesaa godt kunde lade det Forhold falde igjen, som jeg kunde pleie og frede det, og saa maaskee faae noget ud af det, naar jeg vilde. Og det er utaaleligt, der maa være en Nødvendighed, som binder og tvinger, ellers vil Forstandens Betænkeligheder strax ødelægge mig.« -- Meget vel, mente jeg, det skader heller ikke, at Forstanden er en stadig Følgesvend, derfor kan Følelsen dog blive lige stærk og ærlig. Jeg sagde det just ikke, men jeg kjender hans svage Side, et eller andet selvlavet Ideal løber saa let af med ham, og jeg er ikke ganske uden Frygt for, at han en af Dagene kunde komme med noget han ikke er tjent med. Under alt dette sad han og tegnede den ene kostelige Frierscene efter den anden, Ting der, om han gad opbevare dem, gjerne kunde komme til at smykke Samlingerne. Der var ogsaa Tid dertil, for jeg har naturligviis kun angivet Samtalens vigtigste Led, men med al Udførlighed varede den vel et Par Timer, og havde mange morsomme Episoder, som nok kunde fortjene at gjengives.

Saa ringede det, og med det Udraab: »Nei, det er ikke til at udholde at leve alene!«, foer han op og løb mod Døren, med saa vidt udstrakte Arme, som om han vilde fange sig en rigtig Hjærtenskjær. Døren gaaer op, og hvem træder ind? -- Onkel Theodor (Suhr) med sin stive Ryg og imponerende Knirkestøvler, men skinnende af Galanteri og Behagelighed -- »Om han maatte have den Ære og Glæde at see Hr. Professoren paa Sølyst, hans Vogn stod til hans Raadighed, den skulde hente ham, han vilde træffe Professor Heiberg og Frue osv.« -- Overgangen var saa brat, at jeg formelig maatte sunde mig paa, hvem han mente, om Akademiets høithædrede Professor virkelig var den samme som min morsomme Elskovsjæger. Men hvem kan vide, hvad Tegnet betyder? Skulde Sølyst være Stedet? Tag Jer iagt, for min Ven er nok istand til at tage, hvem han vil.

Jeg har havt mange Samtaler af dette Slags med ham baade i hans tidligere Kjærlighedsperiode og senere, men de er gangne mig af Minde; man kommer jo ikke let til at optegne sligt. Men det Brev, hvoraf dette er et Stykke, er skrevet samme Dag. Det kan da nok fortjene at tages med som et frisk og paalideligt Vidnesbyrd om den geniale Mands fast utrolige Oprigtighed og elskværdige Naivitet.

Imidlertid brugte han virkelig baade Øine og Hjærte og Forstanden med, han kunde nok have Ret i, vel ogsaa Erfaring i, at Hensigter var det, han mest maatte være bange for. Saa kunde jeg endelig under 19. Februar 1850, melde min Moder en Begivenhed, som det efter mit Syn paa Sagen ikke var let at tale alvorligt om:

»Kjæreste bedste Moder! Iaften faaer du den glædeligste Nyhed. Vor Ven Malermesteren har fæstet sig en Hjærtenskjær, som skal være en overmaade elskelig, forstandig og kunstfærdig Kvinde, og hedder Grete Weidemann, af Hjemstavn Vesterbro og af en Familie, som ikke er ukjendt i det Verdenshjørne.

Jeg har endnu ikke seet ham, han er ikke til at fange. Jeg forsøgte det Kl. 8 imorges, men ogsaa da var han allerede ude, jeg kan tænke for strax at leie Værelser og bestille Bryllup. Skade, for han maa være meget fornøielig at betragte. Om Aftenen er han naturligvis endnu mindre at faae at see, for hun spiller og synger saa uforligneligt deiligt, at hans musikalske Øre nødvendigvis maa lytte til det langt ud paa Natten. Imidlertid gjør jeg for ham, hvad jeg kan. Jeg har netop idag maattet forsøge mig i de udførligste Skildringer af denne mærkelige Mester, da man her hos Langes er meget nysgjerrig efter at erfare, hvorledes det Vidunder af en Mand seer ud, som med Storm har kunnet indtage et i deres Øine saa høitstaaende og af alle i deres Kreds saa beundret Væsen, som denne kunstforstandige Dame skal være. -- --«

Man maa ingenlunde tage min lystige Tone for Satire. Med tilbørligt Hensyn til min daværende Maade at udtrykke mig paa, maa jeg netop ansee det for det bedste Bevis paa, hvor glad jeg var ved denne »lykkelige Begivenhed.«[13]

[13] I Manuscriptet følger her en vidtløftig Beskrivelse (120 Sider) af en Norges-Reise, som Fibiger i dette Aar foretog sammen med L. Ussing.

FJERDE BOG.

ÆGTESTAND.

FØRSTE KAPITEL.

BRYLLUP.

De første tredive Aar af mit Liv nærmede sig deres Ende, det var sent nok at begynde paa at tjene sit Folk og skaffe sig en Arne. Men jeg har altid været noget sent paafærde, det var da ogsaa tidlig nok, forat naae det Maal, jeg har naaet.

Da jeg kom tilbage fra Norge, var jeg uden Erhverv, og det var i Sandhed en fattig Kjæreste, min trofaste Brud tog under Armen, da hun den Morgen i al sin Glorie mødte mig i Grønningen. Fattigdommen trykkede mig dog ikke, den var jeg vant nok til; jeg havde jo hende, og hun forlod mig forvist ikke, om jeg saa aldrig blev til noget. Jeg maa dog formodentlig have tænkt paa at blive til noget. Idetmindste tænkte jeg paa at gifte mig.

For det første havde jeg dog nok med at udkramme alt, hvad jeg hjembragte fra det nordiske Land. Vi reiste til Roskilde, men der fandt jeg ikke megen Indgang for min Tale, alt var i feberagtig Bevægelse over Aarets voldsomme Begivenheder, og hvad der skulde komme. Seiren ved Isted havde mere med Skræk end med Svøbe fordrevet den største Del af den tyske Embedsstand fra Slesvig, og den Stilling, som Søren Thrige havde været udseet til allerede før Krigen, havde igjen aabnet sig for ham. Han var allerede udvalgt til Rector i Haderslev, og Talen var kun om at besætte de øvrige Pladser ved den nye danske Skole. Jeg talte med derom som om enhver anden Sag, men, da han sagde til mig: »Har du Lyst til at være med?« veed jeg med Sikkerhed, at jeg ikke før havde tænkt derpaa. Men jeg pleier heller ikke at bruge Tid til at tænke over en Beslutning og svarede øieblikkelig: »Hvorfor ikke!« Og Sagen var afgjort.

Amalie og jeg kunde da strax gaa over til vor egen Side af Sagen og dens nærmere Omstændigheder. Kanonerne tordnede jo endnu paa Dannevirke, og ingen kunde sige med Sikkerhed, om de tydske eller danske Aviser havde Ret i, hvem der skulde blive Herrer i Slesvig. Det var Galskab ikke at afvente de europæiske Tilstandes Opklarelse. Vinteren maatte idetmindste gaa hen, før vi kunde tænke paa at sætte Bo under kvindeligt Regimente. Holm fandt dertil, at de 700 Rdl., jeg kunde faae i Løn, selv om alt gik godt, ikke var nok til en Families Fornødenheder, og Suhr, for hvem al Livet var Vinter, indsaae ikke, at een Vinter fortjente en Tanke, saameget mere som alle Elskere, undtagen han selv, for ham var nogle Narre.

Disse Betragtninger havde nu aldeles ingen Plads fundet paa vor Fantasis righoldige Blade. Min Brud fandt Embedsgagen stor nok, og det var hende, der forstod den Sag, ikke jeg; den Mad, hun vilde sætte for mig, kunde jeg sagtens spise. Kanonerne var høist tillokkende, det var interessant at faae dem at høre. En ren Umulighed var det at være Vintren over alene, idetmindste for mig.

Enden blev altsaa, at da jeg den 17. September havde faaet at vide, at Madvig, der forestod den tilkommende slesvigske Lærdom saavelsom al anden Lærdom, havde indstillet mig, og han log mig vide, at jeg kun skulde holde mig færdig til Afreise, saa tog Fader Holm mig under Armen, og førte mig i Egenskab af snarlig Brudgom til Suhr, hvis Velsignelse efter alt, hvad han havde gjort for Amalie, var nødvendig. Den stive Kjøbmand og Skeptiker i alle Kjærlighedssager viste sig overvunden, og da han havde ladet os berøre de kolde Ender af sine Fingre, havde han endogsaa i sin anden Haand et Papir, hvorpaa var optegnet under Livsforsikkringsanstaltens Haand og Segl, hvorledes han rigelig vilde forsørge Amalie som Enke. I Sandhed en uhyre Tanke, men det var nu hans Maade at være fornuftig paa, og alt ordentlig betænkt, kunde jeg da heller ikke blive gift uden det. Han fortrak ikke en Mine derved, men jeg har ingen Tvivl om, at hans Hjærte var stærkt i Bevægelse i Retning af den egenvillige Dame.

Med idel Solskinsforhaabninger forlod jeg saa Kjøbenhavn den 23. September efter den Tids Maade om Aftenen. Der var kun Jærnbane til Roskilde, og i Selskab med min Rector reiste jeg Natten igjennem med Deligencen, naaede næste Middag Odense, og fik der ~Edvard Lembcke~ ind til os i Vognen, saasom han var den nye Skoles Conrector. Det var den bedste Medgift, det var muligt at faae til det lidet lovende Omgangsliv i en lille By, og til den Skolegjerning, der endnu laa indhyllet i Jævndøgnsveirets Regnskyer. Vi tog øieblikkelig til paa fødte Aandrigheders Maader at behandle alt, hvad der ligger mellem Himmel og Jord. Saaledes er vi da ogsaa omtrent bleven ved alle de Dage og Nætter, jeg har havt den Lykke at kunne skifte Ord med den elskelige Mand. Der var kun en Sag, hvori jeg blev nødt til at gjøre nogen Indskrænkning i vor Fortrolighed. Han hadede Tydskerne af hele sit glødende Hjærte, alle som een lige til Barnet i Vuggen -- det vilde han dog ikke spidde, kun tage det og opdrage det paa Dansk, saa det ikke skulde lære en Stavelse af sit Modersmaal. Men i alt andet smeltede vore Meninger sympathetisk sammen lige fra det Øieblik vi kom paa Siden af hinanden.

Der blev ogsaa Leilighed til at gjøre en grundig Begyndelse. Vi var nødt til at være sammen fra Morgen til Aften i en Uges Tid eller mere, da ingen af os havde Hus og Hjem eller noget at bestille, Skolen kunde ikke begynde endnu. Vi var en mørk Regnveirsaften bleven sat af i en skummel gammel Gjæstgivergaard med klippede Lindetræer udenom, forsaavidt godt nok, det mindede om gamle Kolding. Men jeg har altid været en Hader af Værtshusliv, og min sædvanlige Udvei at forvandle Værtshuset til et Hjem ved at slutte Venskab med Værtens Familie, lod sig for det første ikke udføre, saasom Værten i sin Egenskab af Fører for Byens Hjemmetydskere, maalte os, som om det havde været hans Hverv at arrestere os. Ligefuldt blev dog denne frastødende Vært siden min Ven. Han var Forstander for det Hospital, hvorved jeg strax efter blev Præst, og naar han bragte mig min maanedlige Løn, forsømte jeg ikke at holde ham fast til en Samtale, og han viste sig da som en forstandig og brav Mand. Vi var heller ikke uden familiære Berøringspunkter, det er man da ikke let i vort Land, selv om man tager Hertugdømmerne med. Han var Morbroder til de Søskene Thygesen, som var Amalies Venner, og det behagede i høi Grad min Collega »Agenten« at tale om denne sin lærde og aandrige Familie. Hans Svoger, Bonden, var forresten dansk, og naar den politiske Strid kom paa Tale, yttrede han med et stramt Smil: Ja, der er forskjellige »Ansigter« i vor Familie.

Mit Venskab med ham maatte nu helst blive en Hemmelighed, da han var en af dem, vor strenge Øvrighed helst vilde strax have jaget over Grændsen. Men jeg fik andre Venner med ildesete »Ansigter«. En Snedker, hos hvem jeg efter i Selskab med Lembcke at have afsøgt adskillige borgerlige Huse, endelig fik leiet den fortryllende Ting, som de Nygiftes Rede er, var ogsaa af den hjemmetydske Art, og derfor ikke til at tale om, men desto mere til at føle for, saasom han var en »Christen«, det vilde der i Egnen sige en Christiansfelder Ven, en hernhutisk Pietist, i Virkeligheden en høist rørende Sværmer, der med et Suk over Verdens Forfængelighed gjorde mig det fortryllende Sted i Orden, men gjorde det med samvittighedsfuld Forsynlighed og til redelig billig Pris.

Det var Snedker Holgersens gode Tid -- efter Verdens Tankegang. Efterat jeg var flyttet fra ham, gik det stærkt tilbage for ham. Han blev mer og mer forfalden til mystiske Grublerier og tabte sin Arbeidskraft. Da jeg lærte ham at kjende, havde han endnu et Møbelmagasin i Salen ovenpaa, men efterhaanden forsvandt det, han leiede hele Forhuset ud og trak sig tilbage til Baghuset. Da jeg sidste Gang besøgte ham i 1859 for at tage Afsked med ham, fandt jeg en udmagret krumbøiet Skikkelse i en stribet Nattrøie i et lille daarligt Værksted siddende over en gammel Postil. Han vendte aandsfraværende glasagtige Øine mod mig, rakte mig saa med Salvelse sin knoklede Haand, og begyndte en underlig Tale om at være eet med Gudfader og i Forløserens Blod at bære Korset for alle hans Skabninger, og ønskede mig Velsignelse til den Gjerning som noget, der skulde gjøres, men som han ikke lod til at tiltroe mig Naadegave nok til. Han sukkede ikke længer, men med et Suk skiltes jeg fra dette levende Billede paa gammel tydsk Haandværkermystik. Dette var mit første Indblik i Borgerstandens aandelige Liv i den slesvigske By, og det viste mig strax, at her var adskilligt andet at gjøre end at drive national Storpolitik.

Jeg leiede altsaa Mystikerens Værelser ovenpaa, paa Salen nær, som han formedelst Verdens Forfængelighed endnu ikke kunde undvære, og nu begyndte et uendeligt Skriveri til den Dame, som havde lovet mig at tage de tre pæne Stuer med Kjøkken, Pigekammer og andre udvortes Bekvemmeligheder under sin Varetægt. Rigtignok ikke som i tidligere Dage hver Dage et Breve, for Brevene var dengang endnu dyre, men man kunde jo gjøre dem desto længere, og det blev fra begge Sider ikke forsømt.

Brylluppet blev feiret med fuld Glands den 29. November 1850 i Suhrs gamle Gaard paa det kjære Gammeltorv. Skjønt min Familie, som gjæstfrit nok blev tagen med, var aldeles fremmed der, havde vi dog ikke kunnet negte Amalies gamle Venner, i Særdeleshed den trofaste Tante Caroline den Glæde at gjøre en glimrende Fest for os. Tryde holdt sin kjærligste og skjønneste Tale ved Frue Kirkes Alter, Vennerne sang til Peter Heises Toner, Etatsraad Suhr udbragte med Værdighed Brudeparrets Skaal, gamle Tante Møller skinnede blidelig ved hans Side som en Romantikens dalende Sol, jeg takkede det bedste, jeg i min Stil formaaede for alt det Venskab, jeg havde nydt i det rige Hus, og en skjøn Frostaften, vendte vi saa, som Stjernerne begyndte at blinke, de længe nok slidte Gader Ryggen.

ANDET KAPITEL.

SKOLELIV OG PRÆSTESTAND.

Skolen blev aabnet den 7. October. Det laa ganske i Thriges Væsen, hurtig og uden mange Ord som han er, heller ingen høitidelige Ord at spilde paa denne store nationale Sag. En Regnveirs Mandagmorgen gik vi hen i den sorte skumle Bygning, som ligger paa Kirkepladsen, og efterat en Svamp havde fuldbragt Nationalitetsforvandlingen ved at afviske, hvad der med store Kridtbogstaver stod paa Kathedertavlen: Tod allen Dänen! tog vi uden Indledning 24 danske Drenge under Behandling, for det første fordelte i fire Rum.

Min Bestilling blev det først og fremmest at lære dem Christendom, og altsom vi fik en øverste Klasse, hvilket vi det første Aar ikke havde, som Kronen paa Værket at foredrage Kirkens Historie; saa og at danne mulige Theologer ved at læse Evangeliet paa Græsk og første Mose Bog paa Hebraisk. Dernæst at lære dem at skrive ordentlig Dansk og give dem Begreb om dansk Litteratur. Men da dermed endnu ikke Timernes Antal var fyldte, og ingen anden Lærer fandtes, blev jeg ogsaa Tegnelærer, endog en Tid Skrivelærer. Tegningen beholdt jeg altid, dels af Lyst og dels fordi det var mig en Hvile efter de andre noget anstrengende Fag.

Hvorvidt jeg nu kan have vakt noget dybere religiøst Liv hos mine Disciple, har jeg ingen bestemte Beviser paa. Jeg søgte ikke at fremavle christeligt Væsen, det har jeg aldrig ønsket. Det var dengang som nu min Mening, at skal Troen have Magt med Mennesker, maa den være inderlig forenet med hele deres Livsbetragtning, og hos litterært dannede Folk med deres videnskabelige Overbevisning. Jeg bredte derfor mine hellige Tanker udover den øvrige Lærdom, og fremhævede navnlig i Litteraturhistorien Psalmedigtningen langt stærkere end vore Litterater pleie at gjøre.

En Skole er en behagelig Republik, naar den tages med Velvillie, og det gjorde vi alle under vor yderst forekommende Rectors Anførsel. Der var ikke Tale om nogen anden Stemning, heller ikke mellem Lærerne indbyrdes. Vi var ikke ganske efter Nutidens Tugt, vi var kun paa Overgangen. Vi vilde noget ordentligt og intet Sløseri, men vi vilde det dog efter gammel gemytlig Skik.

At blive Præst havde jeg, da jeg drog til Slesvig, ikke gjort mig andre Tanker om, end at det maatte gaae, som Gud vilde. Det kom ogsaa som en Guds Gave, uden at jeg søgte det. Et Hospital for halvhundrede gamle Kvinder havde sin egen lille Kirke, og Tjenesten ved den havde været forbunden med Diakonatet ved Byens Hovedkirke. Men Frederik Helweg, som var Diakonus, havde ikke Lyst til dette Annex, saameget mere som dermed ogsaa var forbunden Sjælesorg og Prædiken i Byens Arbeids- og Sygehus. Han foreslog derfor mig at overtage disse Bestillinger, og jeg pleier ikke at gjøre mig Betænkeligheder ved Arbeide, der bydes mig, skjønt Gud veed, der kunde være Betænkeligheder nok ved at faae to Kirker foruden Skolearbeidet, jeg fik det da ogsaa at føle.

Der var ingen Formaliteter, som der i det Hele ikke var i Slesvig i de Dage. Jeg begyndte min Kirketjeneste midt i December, og lod Øvrigheden sørge for saadanne Ting som Kaldelse, Ordination og høitidsfuld Indsættelse. Det blev ogsaa besørget derefter. Jeg var allerede bleven en kjær Præst og Ven for mine alderstegne Søstre, da jeg først den 26. Januar 1851 blev ordineret, derefter kaldet til Præst den 31. Januar, og endelig, efter tre Maaneder den 16. Marts indsat af Provsten.

Min Ordination var en mærkelig Høitidelighed. Superintendent i Nord-Slesvig var, førend Bispedømmet for hele Slesvig blev oprettet, en gammel Landsbypræst i Jordkjær ved Aabenraa, hed Jens Hansen, en stor svær Mand med et knoldet Hoved. Da han den Vintermorgen, jeg var ankommen til Præstegaarden, viste sig i sin Dagligstuedør med de gule Uldstrømper op over Buxerne, de store Lædertøfler og hvid Nathue, saae han mindst ud som en Biskop, mest som Landsbyens Møller. Han satte sig strax ved sin Morgenpibe til at underholde mig med, hvad der vel er den fornemmeste Kunst. Det er Regnekunsten, men den rigtige Regnekunst er ikke saadanne Barnagtigheder, som de har for henne i Skolen, nei, det er ordentlige Knuder, som ikke kan løses efter Regnebogen, men som der skal et grov stærkt Hoved til, og dem knækker man lige med eet -- han slog begeistret ud med Haanden -- ved en Indskydelse! »Kan De for Ex. sige mig, naar man siger: I tyve Gjæs! Og de svarer: Vi er ikke tyve, men var vi en hel Gange saa mange og en halv Gang saa mange, og en hel Gaas og en halv Gaas og en Gase, saa var vi tyve. Hvormange var der da? Kan De see, De kan ikke!« Nei, jeg kunde ikke, jeg stirrede forbauset paa hans knudrede Hovedknub, hvor Nathuen var skubbet tilbage over de strittende Haar. »Saadanne Nødder skal der Geni til at knække«, -- og han opgav mig Nød paa Nød. Men jeg befandtes aldeles intet Geni at være, jeg følte mig lille, da han reiste sig i sin imponerende Høide og sjokkede ind at stoppe sig en ny Pibe.

Den mindre fornemme Kunst, hans Theologi, viste sig dog ikke at være nær saa farlig. Hans Bispeexamen bestod i, at han flyede mig et Par Opgaver, som jeg om Eftermiddagen skrev adskilligt om i Gjæstekamret, mens jeg inde i Storstuen hørte ham med en underlig syngende Gravrøst, der forekom mig at vare ligesaa længe som jeg skrev, vie et Par Folk. Mine Papirer lagde han i sin Skuffe med den Bemærkning, at dem vilde han læse en anden Gang, for næste Morgen skulde vi holde Ordination. Og hvad mundtlig Examen angaaer, saa fik den at være: »De Herrer Kjøbenhavnere kommer altid med noget nyt, det kan vi ikke indlade os paa.«

Ordinationen forekom mig, Gud forlade mig det, som en Slags Spøgelsesscene. Det var en kold mørk Vintermorgen, og medens jeg stod i den lille skumle Kirkes Chor første Gang iført min nye Præstekjole, saae jeg lydløst skride op ad Gangen en tre fire underlige Bjørneskikkelser. Det var Nabopræster, som over deres Samar[14], som de kaldte Præstekjolen, havde svære Pelse og Sivsko paa Fødderne. I Stolestaderne sad der et Par Rækker Bønderfolk, der udaf Pontoppidans gamle Psalmebog sang med saa kraftig Røst, at hvergang der kom et R lød det, som rullede en Vogn gjennem Kirkens Mure. Har nogen hørt den rette Udtale af Affenr-r-rô (Aabenraa), vil han forstaae det. Ordinationstalen var ikke ilde; thi Superintendenten var en alvorlig Christen, men jeg kunde ikke faae mig selv fra at sammenblande den med den mystiske Brudevielse fra Aftenen før, ligesom jeg havde sammenblandet denne med mine theologiske Reminiscenser. Og da jeg holdt min Prædiken, var det mig fast, som jeg havde en Flok Gjengangere fra forrige Aarhundrede for mig.

[14] Jeg gad vidst, om denne underlige Benævnelse skriver sig fra Spansk, hvor Zamarro betyder en Faarepels.

Da jeg allerede i et Par Maaneder forinden havde gjort præstelig Gjerning, og ikke engang blev rigtig Præst derefter, forsaavidt det endnu varede sex Uger, inden jeg blev indsat, er det ikke at undres over, at min Ordination ikke fik nogen afgjørende Betydning for mig.

Det første, jeg havde at gjøre, eller rettere allerede fra først af havde gjort, var da at gaae ned til ~Hospitalet~ -- man gaaer ned ad en temmelig høi Bakke i Byens Søndergade og over Broen, saa ligger det strax sønden for Aaen -- og fra Stue til Stue underholde mig med min fattige alderstegne Menighed, saa broderligt som muligt om alle deres Skrøbeligheder.