# Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

## Part 17

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/mit-liv-og-levned-som-jeg-selv-har-forstaaet-det-46335/index.md

Stemningerne skiftede stærkt. Der var foruden mit sædvanlige Mellemværende mellem de høiere og lavere Følelser, endnu i den Sommer en ganske naturlig og meget forstandig Tanke, der endelig ogsaa angik os begge, den hvad jeg duede til i Verden, og hvad jeg skulde blive til i den, som nok kunde ængste mig, skjønt jeg rigtignok ikke tog mig synderlig af den. En Adjunktplads i Sorø var bleven ledig, og jeg tænkte paa at søge den, men saa vidt jeg husker, gjorde jeg ikke noget virkeligt derved; maaskee har jeg indgivet en Ansøgning, men vist ikke fremstillet mig for nogen af de Styrende. Heller ikke Amalie yndede den Plan. Med disse Tanker skrev jeg d. 25. August:

»Du, hvis Psychevinger jeg trænger til forat løfte mig over Jorden, du vil jo nok have Taalmodighed med mig paa de kummerlige Veie, jeg har at gaae paa. Jeg er igjen iaften af de Tanker, du nok kjender hos mig, at jeg føler mig saa uendelig ringe. Ikke just afmægtig, men endnu kun ved Begyndelsen af Evighedens Bane. Andre vilde, om jeg sagde dem det, ikke betænke sig paa at kalde det et affectert Hængehovederi, jeg selv vilde ogsaa kalde det saa, om jeg ikke allerede var vant til, at det saa ideligt vender tilbage, at jeg ikke kan fornegte det. Men dig kan jeg gjerne sige det, du vil ikke spotte mig, du troer mig, naar jeg siger, det er sandt, om du end kan have Grund til at skamme mig ud.

Jeg traf i Eftermiddag paa Universitetet Carl Thomsen, som meget venlig kom hen og hilste paa mig. Jeg fortalte ham min Sorøske Plan; vi gik op i Lunddahls Værelse, som ikke var hjemme, og vi sad længe og talte sammen. Han fortalte mig meget om Sorø, især om Wegener, og i alt, hvad han sagde, var der en saadan Forstand og smuk Tænkemaade, dertil Lærdom og klar Dom, at jeg ganske indtagen i ham tænkte: See der igjen et Menneske, som er mig langt overlegen, skjøndt jeg maaskee af Naturen er ligesaa godt udrustet som han, bestemt til ligesaameget og burde have opnaaet ligesaameget. Og hvormeget mere er det ikke Tilfældet med de Mænd, han talte om? Den Tanke har jeg ikke kunnet slippe den hele Aften, og nu gaaer det som sædvanligt ud over dig, du min tro Ledsagerinde paa min Tankes forvildede Veie.

Hvor det er underligt at boe midt inde i et Kvarter af den travle By. Den silde arbeidende Snedker høvler og saver, Moderen synger sit Barn i Søvn, de større løbe og lege og skrige i Gaardene; paa den ene Side stiger en Violin til de høieste Toner, paa den anden gjør en Fløite sig forgjæves Flid med at faae en Vals i Takt. Mine pjaltede Gjenboere afvexlende klamres og synge rørende Kjærlighedsviser i stort Chor, og de arme Djævle lade formodentlig Flasken gaae rundt dertil. Kattene miaue Serenader, og altsom det bliver mere stille, hører jeg den evige Pladsken af Springvandet nede i Gaarden, hvortil Bagerens Faarekyllinger svare som Pibe til Tromme. Saa Klangen af Portklokken og Lyden af Vinduer, der hist og her lukkes, naar man gaaer i Seng; og i alt det dog den dybeste Ensomhed og en Slags Stilhed, der meget godt passer til min Stemning, naar jeg staaer i Vinduet og lader mine Øine søge de evige Stjerner, der gaae deres Baner, som da Kong Pharaos Vismænd udmaalte dem. Det var det med min egen Ringhed -- du maa ikke mistænke mig for, at jeg ikke vel nok og hjærteligt nok føler mit Broderskab med mit fattige Naboskab. Gud glæde dig med den grønne uskyldige Susen.«

Jeg boede i Kronprindsessegaden i et Baghus, hvis Ende vendte ud til Adelgadens Baghuse. Dertil svarede min forstandige Brud udaf sit redelige Hjærte:

»Jeg kan saa tydelig sætte mig ind i din hele Stemning og de Følelser, du omtaler, er mig ogsaa kun altfor vel bekjendte fra mig selv. Du har visselig Ret i, at jeg ikke vil spotte dig, tværtimod vil jeg optage enhver af dine Følelser i mit Indre, tænke over dem og forstaae dem, som det var mine egne. Da jeg læste dine Yttringer om dig selv og din egen Ringhed, kom jeg til at tænke paa, hvad Mynster saa smukt siger i en af sine Betragtninger, og som greb mig meget, da jeg læste det. Han omtaler den besynderlige Ustadighed hos Mennesket, at man undertiden kan føle sig hævet, lykkelig og tilfreds med sig selv, ja endogsaa næsten overmodig, og til andre Tider igjen saa ringe, saa ussel og ubetydelig, og begge Dele, siger han, er lige langt fra den sande Ydmyghed, som sætter al sin Lid til Gud, trofast strider til det Maal, og kun vil være noget ved ham og i ham. Dette udvikler han nu langt smukkere end jeg for Øieblikket kan huske det, men der har altid forekommet mig at være en stor Sandhed deri. Det er vist langt fra altid Beskedenhed, men der blander sig vist tidt en Del Forfængelighed i de Følelser, der bringe os til at føle os saa ringe overfor andre, ligesaa meget maaskee som i dem, der bringer os til at oversee andre. Men jeg veed i Grunden ikke, hvorfor jeg siger dig alt dette, som du dog veed og kan forklare langt bedre end jeg. Du maa da endelig ikke troe, jeg vil belære dig eller bebreide dig noget, men det er Ting, jeg tidt har sagt mig selv, og ved at læse dit Brev, kom de igjen frem for mig. Du veed jo forresten nok, at jeg slet ikke vil tillade dig at rive ned paa en vis Person ved Navn Johannes. For ham holder jeg af, og der er ingen, der bedre end jeg veed, hvor elskværdig og fortræffelig han er, og han staaer slet ikke tilbage for nogen af de andre. Du kan saa sige om dem, hvad du vil, fordi de er ældre og maaskee lidt mere lærde, det er ogsaa alt. Vil du nu bare see, du er artig, ellers skal jeg nok correxe dig, naar jeg faaer fat paa dig, kan du troe, din lille uartige Dreng! Men du er dog deilig alligevel, og jeg holder uhyre meget af dig.

Det er ellers forunderligt nok, at den Beskrivelse, du gjør over din Ensomhed midt i Byens Støi, netop svarer til de Tanker, der beskjæftigede mig, da jeg iaftes sad paa Bænken udenfor Gaarden paa den Tid i Tusmørket, som jeg holder saameget af, da der endnu er et Skjær af Aftenrøden i Luften, og Stjernerne begynde at komme frem. Jeg saae ud over Kjøbenhavn og tænkte paa, hvor du nu var. Det syntes mig saa underligt, at du sad alene derinde, og jeg ikke var hos dig. Det maa dog have været en egen sympathetisk Følelse, der har sagt mig det i det Øieblik. Troer du ikke det? -- --«

Ja, saameget har vi levet sammen, at vi tidtnok har moret os med at opdage, at vi tænke samtidig de samme Tanker. Hendes Alvorsprædiken til mig var da heller ikke andet end mine egne Tanker. Alligevel trænger jeg desværre til den endnu, faaer den ogsaa endnu.

Hun var i September i Hørsholm hos hendes Forældres gamle Venner, Birkedommer Neergaards Familie. De forstode at gjøre det godt for Mennesker, de indrettede en god gammeldags Tur til Dyrehaven, hvor Vilhelm Holm og jeg maatte mødes med dem og tilbringe en lang skjøn Dag i Skoven i det gladeste Selskab, og de fik siden mig ud til Hørsholm, at jeg i to Dage kunde nyde denne Sværmeriets klassiske Egn. Desuden gik Brevene hverdag frem og tilbage, et af dem anslaaer min høieste Tone:

»Min egen inderlig elskede Amalie! Tak for igaar, og mit Hjærtes daglige uudtømmelige Tak for det, du altid nærværende og fraværende er for mig. Du skulde have hørt den Prædiken, Fog holdt igaar, og som vel var saa overstrømmende frisk, fordi han om Morgenen havde holdt den for sin Hustru -- saa vilde du forstaae, hvad jeg mener ved det, den ene er for den anden. Han talte om, hvad Christus er for os, men herved er jeg desværre kommen til min sædvanlige Fantasi, at gjøre min Elskede til min Frelser. Dog, du vil tilgive mig, men du maa ikke gjøre det paa den Betingelse, at du anseer mine Ord for Spøg; derfor vil jeg aldrig have Ord om dig ansete, saa maa du hellere lade være at tilgive mig. Maaskee er det dig en forargelig Tale, eller i alt Fald en Hemmelighed, og en underlig Hemmelighed er det ogsaa, men derfor ikke mindre antastelig og hellig, da det er en Guds Hemmelighed. Jeg veed meget vel, at Frelsen er kommen til mig fra den længst Henfarne, der viste sig for fjerne Slægter, og er ikke at finde i et eller andet Menneske, men alligevel kan jeg ikke lade være at gjentage for mig de Ord: Lyksalige de Øien, der saae dig, de Øren, som hørte dig. For mig er altid det Nærmeste det først ret kraftige. Kan det da undre dig, at jeg søger mig min Frelsers Afbillede i hans mest benaadede Tjenerinde. Jeg kan ikke undvære ham, og priser da Gud, fordi han ikke er død, men opstanden for at leve i os og tage Bolig i dig. O, bliv for hans Skyld ikke vred og ikke kjed af mine underlige Paastande. Jeg vilde ikke sige det, om mit Hjærte ikke idelig strømmede over, og i dette Øieblik er saa fyldt af denne Følelse, at jeg ikke kan holde den tilbage. Og tro mig, jeg har dog stærkt gjort Vold paa mig selv for ikke at sige mere. Du kjære, kjære Pige, hvad var jeg dog bleven til, om jeg ikke havde mødt dig, eller om jeg ikke havde været værdig til din Tro, din Kjærlighed og dit Haab, da jeg mødte dig?«

Hun svarede:

»Min kjære, kjære Johannes! Du skal ikke vente paa Svar, jeg griber strax Pennen. Dit Brev glædede mig som sædvanligt. Du veed ikke, hvad det er for en Salighed for mig at høre dig tale saa varmt, jeg kan gjerne sige glødende, om din Kjærlighed til mig. Jeg føler mig saa ubeskrivelig lykkelig, men tillige saa ydmyg derved. Du maa dog love mig, at du ikke vil tale derom paa den Maade som i dette Brev. Du har Ret i, at det for mig næsten er en Hemmelighed, hvad du mener dermed, og uagtet jeg vil tilstaae, at jeg var svag nok til at ønske, at du havde skrevet alt, hvad du tænkte, da du siger, du har gjort Vold paa dig, for ikke at sige mere, saa føler jeg mig dog saa ængstelig tilmode derved; og jeg maa tænke ved mig selv, hvad er jeg dog, at han taler saaledes til mig? Hvor er det dog muligt, at jeg kan have den Indflydelse paa ham, som staaer saa høit over mig i enhver Henseende? Ak, jeg føler desværre, hvor meget jeg selv trænger til en Frelser, jeg er langtfra saa god og gudfrygtig, som jeg burde være. Jeg veed ikke selv, hvorledes det er, men jeg synes næsten, at jeg ikke mere saa levende trænger til at udøse mit Hjærte for Gud som før; jeg føler mig nu altid saa lykkelig, saa fuld af glade, ogsaa gode Tanker, og min Bøn bliver som oftest kun en Bøn for dig. Men det er dog ikke ret, og det maa ogsaa blive anderledes, føler jeg godt. Nu skulde vi hjælpe hinanden, ikke sandt? og gjensidig være hinanden en frelsende Ven. Saaledes synes jeg, det er smukt og godt, og vistnok den gode Gud behageligt, ham til hvem alle vore Tanker og Følelser maa stunde, og uden hvem vi dog intet ere. --«

Sommeren gik til Ende, og som fra een Side dens Begyndelse havde aabnet en ny Periode i mit Liv, gjorde dens Slutning det fra en anden.

Udbyttet af mine Undervisningstimer var for ringe, jeg trængte til en bedre Stilling. Jeg fik og modtog gjerne Tilbud om at blive Hovmester for den umyndige Lensgreve Christian Petersdorff, som, endnu kun 14 Aar, blev opdragen hos Overpræsident Lange i Kjøbenhavn. Første November 1846 begyndte jeg denne Virksomhed og tilbragte nu de fire næste Aar i Langes ligesaa elskværdige som høitdannede Familie. De beboede første Sal i den store Gaard paa Gammeltorv mellem Nygade og Klædeboderne, hvis Frontespice Abildgaard har decoreret, og jeg og min Elev havde to store smukke Værelser i Messaninen.

Lange var ingen almindelig Typus paa en Bureaukrat. En energisk Arbeider med et kjæmpestærkt Legeme havde han tidlig tjent sig op til Deputeret i Cancelliet, og var nu i samme Aar bleven Overpræsident. Han var let at tjene. Aldeles optagen som jeg var baade af min Kjærlighed og mine høitflyvende aandelige Udsigter, kunde jeg mangen Gang være altfor forsømmelig i min Hovmestergjerning. Han kunde da i Forbigaaende give mig en Paamindelse, men han gjorde det altid med en fin Følelse for, at ogsaa den letteste Berøring var mig tung at bære, og et velvilligt Blik for, at det kun daarligt stod i min Magt at forandre mig. I saa Henseende har jeg meget at takke ham for. Hans Døttre var kjærlige og aandfulde Sjæle, der havde en betydelig litterær Dannelse. De to ældste var allerede gifte, den yngste, der ogsaa var noget ældre end jeg, var hjemme, og gav Huset Glands med sin glimrende Conversation og ligesaa glimrende Fortepianospil. Hun var ikke smuk, men meget behagelig i Omgang, og er ikke bleven gift. Jeg havde alle meget kjær, særdeles den brave Moder, der saa venligt tog sig af mig.

Der var ikke Spor af fornem Fjernhed, vi omgikkes med al den Frimodighed, som godt Venskab, der er tryg til alle Sider, medfører, og da aandfulde Damers Selskab altid har behaget mig meget, kunde de Timer, jeg tilbragte i deres Stue, kun været til Glæde, men de var det ikke altid. Mine Lidenskaber gjorde mig ufornuftig, og om jeg end gjorde mig Umage for at bevare et net Væsen, heller ikke just veed, nogensinde at have ført mig upassende op, var min Stemning dog for min egen Fornemmelse jevnlig ikke til at raade med. Selv saa god Omgang var mig en Lænke, jeg sad mest som paa Naale af Længsel efter to Ting, enten at komme vel nedad Trappen forat kaste mig over Bog og Pen, eller at fare hen til min Elskede.

Min Bog var det gamle Testamente, og min Pen den Pensel, hvormed jeg malede den til Døden viede Jeftas Datter. Aldrig har vel nogen stridt med et mere smerteligt Æmne, og min Opgave var fuldkommen ubarmhjærtig at drive Fortvivlelsen til den yderste Hjælpeløshed -- Himlen lukt, og paa Jorden en Offerkniv. Var det da dette, der gjorde min Stemning saa trykket? Mindst af alt. Det tragiske har som Livets Høihed altid gjort et opløftende Indtryk paa mig, og Opløftelse, selv om det er Korsdød, der løftes til, havde jeg i mit Livs Korsgang vænnet mig til at føle som noget festligt. At falde ud af den løftede Stemning, var min eneste Plage, og Hverdagens Trivialitet min egentlige Fjende.

Saa kræsen var jeg, at ikke engang det kjedsommelige Slid med min tungnemme Elev var mig det sværeste; det kunde jeg komme igjennem som jævnt Arbeide, man knap behøver at have sine Tanker ved. Men hvad jeg kaldte min pligtmæssige Conversation med Damerne, løb jeg mig fast i. Hvad jeg i Øieblikket havde en virkelig Glæde af, kritiserede jeg i næste Øieblik afveien som dum Tidsspilde, og var i min Forvænthed nærved at ansee som Ulykke.

Sagen var ogsaa, at mit Helbred endnu var meget svagt, jeg led stærkt af min gamle Sygdom, og min Levevis gjorde den ikke bedre. Naar jeg var færdig med Læsetimerne, og det var kun et Par Formiddagstimer, løb jeg mig en Tur, men paa Veien bruste de høie Fantasier i mit Hoved, og naar jeg ør i Hovedet og med rystende Ben kom hjem, satte jeg mig strax til at forme paa de forfærdelige Scener, jeg havde udkastet. Trængte jeg til Hvile, tændte jeg mig hellere en Pibe Tobak, hvad jeg heller ikke havde godt af.

Det var, saavidt jeg mindes, den første Vinter, jeg var i Langes Hus, at de en Formiddag, da de vilde kalde mig op til Frokost, fandt mig besvimet paa Gulvet, og at jeg, medens Bevidstheden stred for at komme igjen, saae et overordentligt grimt, men yderst velvilligt Ansigt virre frem og tilbage for mine Øine. Det var en hæderlig Tante, Overpræsidentens Søster, der stænkede mig med Vand, men det kan ikke nægtes, at hun ogsaa med Ro beseet, lignede en Del efter en skikkelig Grib. Da jeg kjendte min Svaghed og før havde havt det Tilfælde, trøstede jeg den ængstelige Gruppe omkring mig med at tage Sagen fra den komiske Side, og takkede den gode Tante Lotte, fordi hun dog endelig engang holdt sit Hoved ordentlig paa sine Skuldre. Dette gav Anledning til meget dybsindige psychologiske physiologiske Undersøgelser ved Kaffebordet, uden at vi dog kom nærmere til de rette Bestemmelser om Forholdet mellem Sjæl og Legeme.

Mit tragiske Digt fik jeg færdigt til Jul 1856, og skulde da til at tænke paa at gjøre min Elskede delagtig i min Hemmelighed. Lade det trykke, faldt mig ikke ind. Jeg skrev det altsaa af saa pænt som muligt, og fik en Bogbinder, som jeg haabede ikke vilde læse det, til at sætte et Bind om det. Men det hjalp ikke stort paa Modet. Ganske vist pleiede jeg at betro Amalie alle mine Tanker, og hun havde rimeligvis allerede, mig selv uafvidende, faaet saamange ogsaa af de vildeste, at hun kunde tænke sig, jeg kunde finde paa det værste; men jeg haabede dog endnu at kunne gjælde for en anstændig theologisk Candidat. Lagde jeg nu dette for hende, kunde hun see mig med eet omskiftet til et vanvittigt Geni, og hvilket Slag vilde det ikke være for hende? Vinteren gik hen, jeg vendte og dreiede min lille Bog mellem Hænderne, og det blev ikke til andet end det, jeg saa tidt har tænkt ved, hvad jeg har skrevet: der behøver jo intet Menneske at see det, hvad er det saa andet end en Fantasi!

Endelig, da det var hendes Fødselsdag den sjette April, fik jeg Mod til at bringe min Elskede mit første forfærdelige dramatiske Arbeide -- »i det gamle Testamentes Stil«. Ak ja, den ulykkelige Stil, hvad har den ikke forvoldt mig! Imidlertid gjorde den mere Lykke, end jeg havde turdet haabe. Hun udfandt ganske rigtigt med sit dybe Sind, hvad jeg for at formilde mine Spøgelser havde sagt i det Tilegnelsesdigt, jeg nødvendigvis maatte lade følge med:

Forfærdes ei, min gode fromme Pige, for denne Bog, der lukt med Dødens Spænder, i Skrig begyndt, med kvalte Klager ender uden at unde os en Himmelstige.

Det er en Ørk, hvor Skjebnens Aander krige, og Mænd med Klingen mellem hvide Tænder vildt Buen spænde med de brune Hænder og ingen vil fra Hevn og Bytte vige.

Dog var din Aand der, og hvor den er, breder den Fredens Telt, saa blodbestænkte Heder maae ogsaa mildt i Aftengløden smile. Men peger ogsaa kjækt paa Gryets Lue -- Du selv, endnu et Barn, jo maatte skue al Dødens Gru, og fandt dog Sjælens Hvile.

Hun bar Bogen med sig som sin Skat og nød den i Stilhed, til hun blev saa fortrolig med alle dens vilde Fagter, at hun endog kunde finde dem skjønne, snart mere end jeg selv. Saaledes havde jeg da gjort al den Lykke, jeg dengang eftertragtede. I sit Hjærtes Uskyldighed tog hun den endog med til Sølyst, og læste den -- man tænke sig -- for Fru Heiberg; fik da ogsaa med Fruens fineste Smil den Bemærkning, man kunde vente: »Han skulde hellere skrive noget i en lettere Stil, saadan for Theatret.«

TREDIE KAPITEL.

MIN FAMILIE.

Min Moder var i samme Efteraar 1847 flyttet til Roskilde. Der havde hun nu begge sine Børn, Christine og Caspar, og havde Grund nok til at være træt af Kjøbenhavn, da hun, siden hun især for min Skyld drog dertil, havde ført et besværligt og uroligt Liv. Hun havde maattet støtte sine knappe Kaar ved at fylde sit Hus med Pensionærer, og hvorvel hun forsaavidt var heldig, som det var Familiens Børn, var det dog en mærkværdig Samling, hun havde at trækkes med.

Der var Johannes Tauber, den nu noksom bekjendte Demokrat og Rigsdagsmand. Han var den Tid theologisk Student, og jeg, som skulde sætte ham ind i de Mysterier, han havde en naturlig Sky for, har ved mit høitstigende Foredrag af Martensens Dogmatik vist bidraget min Del til at skræmme ham derfra. Han havde ondt ved at holde sit grinevorne Ansigt til Alvor, og naar Theologien tav, skyndte han sig at nyde sine i hans Øine over al Maade komiske Husfæller.

Disse vare de to Søskene Ilia og Otto Fibiger. Filologen Otto var i sin selvlavede Flegma vittig og skarp nok, men naar han i sin temmelig opskruede Pessimisme, som han af lignende Grunde havde tilfælles med sin afdøde Broder Adolf, men hos ham saae helt anderledes ud, gik tilveirs i en barsk Skildring af Livets modbydelige Jammer, var Johannes færdig at revne af Latter. Man kunde da ogsaa fristes dertil, naar man maatte høre en lang vranten Udvikling af, at naar man havde glemt, om man havde kommet Sukker i sin Kaffe, havde man en dobbelt Ulykke over sig, enten maatte man smage paa Kaffe uden Sukker eller paa noget med dobbelt Portion Sukker i, begge Dele nok til at tage Livet af sig. Forøvrigt lignede han Ilia meget, var udmærket begavet, og som hun havde han ganske forskjellige Sider. Trods hans forfløine Meninger var han et elskværdigt Menneske.

Ilia var ikke fri for paa lignende Maade at lave sit Væsen og med Behag at bære dette til Skue. Men det var hendes »uendelige Mangel paa alt det, de kalde praktisk«, hun mest agerede med. »Naar nogen blot vilde lægge i hendes Kakkelovn, skulde hun nok selv besørge det Arbeide at sidde hele Dagen med Hænderne i Skjødet og stirre ind i Ilden. Hvad skulde hun ellers, hun kunde jo ikke læse andet end Dansk, og det havde hun læst altsammen. Naar nogen vilde hjælpe hende med det, de kalde Abc, vilde hun dog prøve paa, om hun kunde finde et Ord i et fransk Lexicon.«

Paa Bunden af det pudsige Væsen, hvormed hun holdt os andre hen, laa der en sørgelig Tragedie. Hun var nedsunken i sit Tungsind, men talte man muntert til hende, dukkede hun let som en Fugl op deraf, og hendes hurtige Tale kunde da svirre som Lærkevinger med de raske Bemærkninger, hun ikke mente stort med. Kom hun en sjelden Gang i Selskab, som vel kun var hos Familien, viste hun sig som den fine aandfulde Dame, hun i Virkeligheden var og som lyste ud af hendes distingverede Skikkelse. Saaledes saae Amalie hende og beundrede hende.

Efterat det bevægede og i en underlig Knude af religiøst, æsthetisk og lidenskabeligt Væv sammenviklede Liv, som vi havde ført indtil 1841 i hendes Moders Hus, var endt med Elskeren Lunddahls Forlovelse, Skriftefaderen Emil Mynsters Død og min Sygdom og fleraarige Fraværelse, var hendes Moder mer og mer sunket sammen under sine Sorger og tæredes hen. Hendes ældste Søns sørgelige Skjebne, de Fortvivlelsens Aander, der sledes om ham paa hans Sygeleie og tog ham med i Døden, Sammenstyrtningen af alle de glimrende Forhaabninger, der havde fulgt hans raske Spor, kunde Moderen ikke bære, og de pinlige Tanker om Forholdet til den fraskilte Mand, som skulde, men daarligt kunde, underholde hende og Børnene, var vel istand til at gjøre Ende paa stærkere Kræfter end dem, hendes svage Væsen kunde byde over. Ilia var hendes Støtte og var i Sandhed Manden i Huset, de andre Døttre vare ikke til stort, og Sønnerne havde nok i at vare sig selv.

Under disse Forhold kom tilsyne, hvad der boede i min mærkelige Cousine, og enhver maatte indrømme, at det var sandt, hvad hun altid gjorde Fordring paa, at være ene i sit Slags -- en ren Undtagelse, som hun selv ikke vidste Reglen for, kaldte hun det. Hun besad en Styrke, som intet i Verden kunde bøie, heller ikke de Sorger, hendes Liv var saa rigt paa. Medens hun pleiede sin Moder Dag og Nat, og ved enhver Leilighed førte Kampen for hende overfor Faderen, havde hun dog nok af Munterhed til ikke at behøve at vise sig som den nedkuede. Hun havde sig selv saameget i sin Magt, at hun øieblikkelig kunde kaste sig ind i enhver Slags Stemning, ogsaa den lattermilde og vittig converserende lige indtil Kaadhed. Kun kunde hun vanskeligst holde Maade og have et Væsen som de andre, dertil var hun for opreven.

Ved Siden af den Kampstilling til Værn for den Ret, hun mente at have, og i alt Fald efter sin Natur ogsaa havde, gjemte hun paa et Dyb af Kjærlighed, selvforglemmende, opoffrende og fuldbevidst om, at det ikke var formeget at sætte Livet til derfor, som gjorde, at man altid maatte beundre hende, helst elske hende. Det var den skjønne Side af hendes Væsen, og blev siden hendes Storhed, Kilden til det Værk, som har sat hende et varigt Minde. Men den Tid flød dette Hjærteliv endnu i Familiekjærlighedens snævrere Kanal, og det er et Spørgsmaal, om det nogensinde i Virkeligheden kom synderlig udover den.