# Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

## Part 11

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/mit-liv-og-levned-som-jeg-selv-har-forstaaet-det-46335/index.md

Det havde stillet sig saa i vor Tankegang, at Kjærlighed var en Helligdom, ikke en blot menneskelig Følelse, men et Liv i Gud. Vi forvexlede naturlig Elskov med christelig Kjærlighed, og forestillede os, at siden vor Hjærtens Dame ikke tilstrækkelig sank i vore Arme, var det Kjærlighed i Gud, hun manglede. Jeg siger, i vore Arme, thi vi elskede hende alle. Vistnok vilde kun een af os have hende til Hustru, men vi andre attraaede dog ogsaa en dybere Kjærlighedens Forstaaelse, en saadan som den vi vedligeholdt i vort Vennelag. Vi satte derfor jævnlig ind paa hende med høie Ord og med dybtgaaende Strid om Følelsers Værd og Ægthed, forat bringe hende til at forstaa os, som vi forstode hinanden, for at faae hende til at overgive sig til os. Engang kom det saa vidt, at hun grædende forlod Stuen, og der kom stort Oprør og Forlegenhed i Leiren. Da E. Mynster om Eftermiddagen kom til mig paa Regentsen, foreholdt jeg ham saa skarpt, at han var gaaet for vidt i at trænge ind paa hende, at ogsaa han forlod Stuen, efterat have svaret mig med faae sagtmodige Ord.

Nu var ogsaa jeg fortvivlet, jeg foreholdt mig selv den Uret, at jeg havde saaret min Ven ved at svigte ham i den gode Strid, og jeg tog Sagen paa mig. Jeg skrev strax et Brev til min Kusine, hvori jeg paa min Maade søgte at opklare den forefaldne Scene, udlagde alt som det varmeste og trofasteste Venskab, og talte i de Toner, jeg pleiede, om en hellig Kjærlighedsflamme, der troer alt, haaber alt og fordrager alt, og ønskede i alt Helligts Navn, at hun maatte dele den. Brevet kunde jeg ikke lade være først at forelægge Emil, og han fandt, at der burde gjøres endnu mere. Mine Breve til ham, alle mine extatiske Udgydelser, maatte følge med som det egentlige Sprængstof, og han skrev, hvad han kaldte en Indledning til dem, hvori han fortalte, hvad der var foregaaet mellem ham og mig. Hun fik altsaa hele min religiøse Bevægelse ligesom kastet ind over sig.

Ilia var dengang under sin høie Dannelses og skarpe Forstands fulde Herredømme, og i vore aandelige Forhandlinger altid slagfærdig, men hun var en inderlig kjærlig Sjæl, ogsaa from overfor det Hellige, kun endnu ikke kommen til det bestemte Trin af christelig Bevidsthed, hvori hun siden satte sin Styrke. Hun svarede mig med et udførligt, smukt og hjærteligt skrevet Brev, hvori hun som gode Kvinder pleie, udtalte paa en naturlig, men noget uklar Maade, at hun ikke var uden Tro, havde megen Følelse for Christendom, og haabede paa, at Gud ikke var saa streng, at han vilde forkaste hende, fordi hun ikke var kommen videre, men maatte holde sig til hvad der i Religionen gik hende til Hjærte.

Dette Brev tiltalte ikke mig, jeg havde haabet at faae hende videre. Jeg viste Lunddahl det, og paa ham gjorde det den overraskende Virkning, at fra det Øieblik var det forbi med hans Forelskelse. Efter at have hørt saadanne Ord af hende, var hun ham ikke længer den, over hvem han havde sagt, at han aldrig havde seet nogen Kvinde saa stor. Men han forblev fremdeles hendes trofaste Ven, og hjalp hende siden redelig i hendes store Sorg. Saaledes lagde dette Forhold sig smukt tilrette, uden at nogen af dem havde behøvet at erklære sig. »Over Evne« er dog altid godt for noget.

Det viste sig ogsaa snart, i hvilken Grad han havde taget feil. Jeg har allerede omtalt Stiftsprovst Trydes Virkning paa os, og det, i alt Fald hvad aandelige Herligheder angaaer, glimrende Hjem, som Provstegaarden dengang var. Og medens han i min Tantes Hus maatte opgive en haabløs Kjærlighed, tændtes her en haabefuld Flamme for ham. Inden Sommeren var ude, var han forlovet med Trydes yngste Datter, en aaben, livsglad og kjærlig Pige, den mest overgivne af den livlige Flok, i alle Maader en Modsætning til Ilias tragiske Skikkelse.

Det omtalte Angreb paa Ilia var foretaget endnu i Vintertiden, og jeg vedblev i nogen Tid at forhandle med hende i samme Tone. Under 11. Februar melder jeg til E. Mynster: »Idag skrev jeg, efterat jeg mundlig havde meddelt hende min Hensigt, et Brev til hende, hvori jeg saa inderlig og dog kraftig, som jeg aldrig har talt til nogen, thi jeg elsker hende høit, bad hende at følge Gjenfødelsens Vei. Nu venter jeg atter, og haaber paa et godt Udfald.« Men der kom intet videregaaende Udfald, kunde heller ikke dengang komme. Hendes Liv var saa tynget af Sorg for hendes Kjæreste, at hun ikke kunde tage sig selv for i den Grad, som vi forlangte. Hun skulde først fuldkommen nedbrydes af Familiens frygtelige Nemesis, før Gud kunde vinde hendes Liv.

Hendes Broders Helbred var paa Madeira bleven mere og mere elendigt, og hans Sjæls Tilstand var ligesaa sørgelig. I hans Ensomhed havde Fortvivlelsen over hans sammenstyrtede Idealer og Naget over de Lidenskaber, der havde gjort hans høitflyvende Gang saa forjaget, affødt en Livsbetragtning, der antog en dæmonisk Charakter. Det var sønderrevne Sjæles sædvanlige Klagemaal, der overfører deres egen Jammer paa al Verden. -- »Disse Mennesker kunne længe nok holde deres Forfængelighed og Hykleris Pjalter sammen om deres ækle Saar, de skal ikke narre mig. Jeg var ung og godtroende, og see, hvad der er kommen ud deraf! Jeg har gjennemskuet dem, jeg seer alle disse Narre, disse Slyngler, Løgnere og Vellystninger i al deres Nøgenhed. De sledske for hinanden og lyve, de krumme Ryg for fint at tage de Prygl de faae, de grine og maatte hellere skrige. Al Verden er en raadden Byld, uskyldige Børn er kun Lastens Frø, selv Naturen gider jeg ikke kalde skjøn, den lurer kun paa sit Bytte.« -- Det var Grundtonerne i de Betragtninger, han i det uendelige varierede.

Det eneste han endnu havde tilbage, var hans Kjærlighed til hans Moder og Søskene, en Følelse, der hos ham var ligesaa overstrømmende stærk som hos disse. Hvad han i sine Breve fortalte dem, var derfor endnu smukt og altid holdt i skjøn Stil, kun endte hver Scene gjerne med: Jeg vendte mig og græd. Men da han i Forsommeren kom hjem paa et Handelsskib, hvorpaa han havde lidt meget, brød hans grulige Stemning ud i fuld Maade, dødssyg som han var og afmægtig til at styre den.

Han havde samlet paa den, ligesom paa Sygdommen i flere Aar. Da han i Sommeren før laa i Kolding og Ilia var hos ham, havde Lunddahl, som der besøgte dem havt meget at fortælle om det Sprog han førte; vi fandt det dengang baade til at lee og græde over. Men som han sad hjælpeløs sammensunken i sin Lænestol, og i al den Tid, der levnedes ham af Hosten og Spytteskaalen, med sin frygtelige Veltalenhed gav sin Verdenslede frit Løb, smykket med de mest nærgaaende Lignelser, var det kun til at græde Blod over, saameget mere som han tog til heller ikke at spare sine Nærmeste. Naar hans Søster efter den Tids Skik en varm Sommerdag kom ind med en nedringet Kjole, kaldte han det frækt at vise sin Nøgenhed, og den stakkels Pige skyndte sig grædende bort. Da hans Farbroder havde faaet en Orden, og visselig ærlig havde fortjent den, beskrev han udførlig, hvilke Kjelttringestreger han havde begaaet for at faae den.

Saa faldt han atter hen i Klager over hvad Smærte det forvoldte ham at afsløre Sandheden. Og naar jeg talte ham christelig til, hvilket jeg ikke helt forsømte, skjønt jeg, overvældet som jeg var, ikke kunde gjøre det, som jeg vilde, kunde han under Taarer udmale, hvorledes al Religiøsitet systematisk var bleven ødelagt hos ham som alle hans Kammerader, ligefra den parodiske Undervisning de havde faaet paa Akademiet, til den frække Udhalertone, han havde mødt overalt, hvorhen han vendte sig i Livet.

Ak ja, det Sande var, at hans Liv nu var forspilt. Det eneste Haab for os var, at han dog ikke kunde mene alt hvad han sagde. Det havde altid været hans Maade at drive sine Betragtninger til den yderste Conseqvens -- endelig da ogsaa et Familietræk hos os alle --, og som han nu næppe var sig selv mægtig mere, kunde han ikke modstaae en Trang til at bruge sine sidste Kræfter til at bevise sine Paradoxer. Forat forstaa, hvad vi led derunder, maa man vide, hvor høit vi satte ham. Han havde altid været Familiens Afgud, og for sine Venner mer end en Ven, deres Elskede. Tiltrods for hvad vi maatte høre, troede vi endnu paa ham. Naar han med sine taarefyldte Øine rakte sine Hænder ud imod os, følte vi et ganske andet Hjærtes Slag i hans Bryst end hans Ord lød paa. Og jeg troer endnu paa, at vi ikke havde Uret.

Jeg kom daglig til ham, Lunddahl ogsaa, vi stod med hans Moder og hans Søster omkring hans Seng. Men disse rystende Scener bidrog væsentlig til, at min egen Sygelighed mer og mer tog Overhaand. Sædvanlig gik jeg derfra i en Tilstand, saa mine Ben næppe kunde bære mig hen til Rosenborg Have, hvor jeg kastede mig paa en Bænk, beredt paa at lade mit Liv under mit Hjærtes Hamren. Jeg holdt ud til hen i Juli Maaned, da kunde jeg ikke længer. Jeg maatte bort fra Byen, og kom i en sørgelig Tilstand til mit sædvanlige Sommerhjem, Berritsgaard paa Lolland. Der sad jeg i Ro og med god Forpleining hele August Maaned, og fik gjennem Lunddahl Efterretninger om, hvordan det gik i Kjøbenhavn.

Efter at han endnu i nogle Uger havde ligget hen, og hans mørke Betragtninger var gaaet over til Feberfantasier, fik min stakkels Fætter endelig udstridt samme Dag, han for et Aar siden havde forladt sit Fædreland, den 27. August, og Døden dækker over alt. Han har altid siden været mit Hjærte nær som min høit elskede uforglemmelige Ven. Det samme har han været for enhver, der har kjendt ham, som vi kjendte ham.

Samtidig laa Emil Mynster hen i en lignende Tilstand, men om hans Leie var der Fred. Der var igjen brudt Blod ud af hans Bryst, han var fuldkommen afkræftet og blev bragt paa Hospitalet. Hvad der foregik i hans Sjæl, kunde jeg til min Bedrøvelse ikke erfare, da han var berøvet Mælet. Men da jeg ingen Tvivl havde om, at han efter sin klare Tanke opgjorde sit Liv, søgte jeg i et Brev, jeg sendte ham fra Berritsgaard, at styrke ham til at see Døden imøde med Ro.

»Medens jeg var i Roskilde« -- skriver jeg, thi jeg besøgte Moder paa Veien til Lolland -- »fik jeg selv en Øvelse i at være syg, og da min Svaghed var foraarsaget ved det bestandige Ophold ved Adolfs Sygeleie, havde mine sygelige Tanker taget det Sving, at jeg syntes mig at gaae med Døden for Øinene. Især om Nætterne, naar jeg plagedes af Søvnløshed, beskjæftigede jeg mig ofte ret levende med at tænke mig Dødens Komme og berede mig paa den. Da tænkte jeg ogsaa paa dig. Naar jeg selv havde Mod til at møde, hvad der end kunde træffe, ønskede jeg ogsaa at kunne meddele det til dig. Men det varede kun kort for mig, jeg havde let ved at vedligeholde min Sindsro, ja endogsaa en glad Stemning, da jeg hver Dag havde de lykkeligste Timer.«

Det var kun lempeligt udtrykt, for ikke at ryste ham mere end fornødent. I Virkeligheden var disse Nætter noget af det gruligste, jeg har oplevet, og jeg har kun oplevet altfor meget af den Slags. Selvfølgelig udtrykte jeg mig ogsaa feil. Jeg beredte mig ikke til Døden, den kan ingen berede sig til, men til Evigheden. Jeg kjæmpede for at holde paa den salige Forvisning om nyt Liv, som jeg altid bar i mig. Om mine velmente Ord hjalp min Ven, veed jeg saameget mindre, som jeg ikke engang veed, om de kom til hans Kundskab.

Han havde sine Tvivl, eller rettere sine filosofiske Vanskeligheder. Om de har strakt ogsaa til Opstandelses Troen, veed jeg ikke, jeg erindrer ingen Udtalelser derom. Men jeg skulde troe det. Filosofie lærer altid det hvad den kalder at opgaae i det Uendelige, og plager sig selv i ufornøden Grad med Besvær ved at komme til individuel Personlighed, som om der var andet til end netop det individuelle. Nu laa han stille hen, og hans dybsindige Tale kunde saa lidt som hans ustandselige Pen sige os mere derom. Gud give ham, at det maa have været den Fred som overgaaer al Forstand, der har lagt sig over hans lidende Sjæl i den lange tause Tid.

»Emil Mynster, der var mig den bedste af mine Venner,« skrev jeg til Moder i September, »ligger hen som en Død. Jeg kommer daglig til ham, men det anstrenger mig for meget, at jeg maa tale til ham alene uden mindste Svar, som for et Speil.« Endnu staaer det saa tydeligt for mig som var det igaar, hvor usigelig vemodig han løftede sine klare Øine imod mig, og hvor skjønt hans Hoved var, med det lyse under Sygdommen langt voxede Haar redt tilside over den stærke blanke Pande.

Først sidst i November sov han hen, kun 23 Aar. For min Forestilling stod han dengang som en gammel Vismand. Den 1. December (1841) holdt Tryde den glødende Tale ved hans Grav, som jeg i Ludvigs Afskrift har endnu. Men jeg var ikke tilstede, jeg laa nu selv hjælpeløs hen.

Dette kan betragtes som Udgangen af den Periode i mit Liv, hvor Venskabets hele Flamme belyst af det evige Lys saa ganske rev mig hen, at den øvrige Verden blev mig lidet derimod. Jeg kan dog endnu ikke gaae over til den næste Omvæltning i mit stakkels medtagne Liv. Jeg er endnu ikke færdig med alt hvad der var at stride mig igjennem i dette for mig saa betydningsfulde og saa smertefulde Aar.

* * * * *

Min Broder Caspar havde endelig faaet sin Examen i November 1840. Han havde da været Student i 11 Aar, og hans Langsomhed havde ofte nok voldt Moder stor Bekymring. Han var et underligt Menneske, en Blanding af de største Evner og det barnligste Sind. Som ægte videnskabelige Naturer pleie, fortabte han sig i den Grad i enhver Gren af sine Studier, at han ikke mærkede, at Aarene gik. Hvad han skulde leve af, tænkte han ikke paa, uden forsaavidt han var høist tarvelig. Maden sørgede den gode Tante Møller for, det Øvrige blev bestridt af en lille Sum, han havde efter sin Fader. Men hvad han havde, vidste han ikke, selv hans Klæder maatte vi andre eftersee og skaffe ham nye, naar de gamle faldt af. Han lønnede os derfor med sit glade Sind, sin velgjørende Latter, sin redelige trofaste Sjæl og sin stærke Aand, men uden at han vidste det. Heller ikke, hvormeget vi vogtede paa, om han var glad eller bedrøvet eller manglede noget, vidste han.

Han havde i sit 23. Aar havt en lille Kjærlighedshistorie, som gik ham meget nær. Det var med hans Kusine Vilhelmine Smith paa Møen, jeg har allerede berørt det. For ham var det intet andet end den Nydelse at staae i et fortroligt Venskabsforhold til en aandrig Dame, men hun var lidenskabelig. Det endte med, at hun forraadte sit Hjærte i de heftigste Ord, og han trak sig tilbage, idet han selvfornegtende paatog sig hele Skylden.

Medens han led under Tvivl om det ikke var hans Pligt at binde sig til hende, da det, skjønt uden hans Skyld var kommet saavidt, betroede han sig til Moder, og gik da heri som i alt andet ikke feil hos hende. Han fik et Svar, »som jeg aldrig i mit Liv kan takke dig nok for,« siger han. Desværre har jeg ikke Svaret. Men hvad han i to lange Skrivelser havde fremlagt for sin Moder, er i Sandhed beundringsværdigt at læse. En saadan Forstand paa sig selv, en saadan Redelighed i at fremdrage ethvert lille Træk, ogsaa hvor han maatte skamme sig derover, og en saa dybtgaaende Undersøgelse af den forelskede Dames Charakter og Hjærtensstand, veed jeg ikke noget Sted at have seet gjort bedre. Hun glemte ham da heller aldrig.

Da han i sine første Studenteraar havde lidt meget af et epileptisk Tilfælde, som nedbrød hans Helbred og forsinkede hans Arbeide; og da han ved Siden af sit Fag bestandig drev grundige filosofiske Studier, ikke som vi andre, men saaledes at han blev en virkelig lærd Kjender af denne Videnskab, var der Grund nok til, at han ikke let kunde naae til nogen Afslutning paa sin Forberedelse til den filologiske Examen. Endelig besluttede han sig dog dertil.

Han havde en betydelig Lærdom, men denne Examen var dengang indrettet paa det umulige Maal at ville omfatte alle videnskabelige Fag, ogsaa Verdenshistorie, Theologie, Mathematik osv., i den Mening, at en Storfilolog maatte være en Lærd i enhver forefaldende Disciplin. Disse Bifag havde han ikke havt Lyst og Leilighed til at sætte sig ind i. Jeg maatte skyndsomst muligt læse Theologie og Hebraisk med ham, og hans Ven, Karl Berg, satte ham ind i Mathematiken. Endelig hører der som bekjendt til at tage Examen den Evne til et givet Øieblik at lade sit Lys skinne, en vis Fripostighed i at gjøre det mest mulige ud af hvad man veed, og Færdighed i at dække over hvad man ikke veed. Saadanne Egenskaber havde han efter sit samvittighedsfulde og beskedne Væsen mindst af alt, og det endte med, at han fik kun anden Charakter.

Han tog sig det meget nær, og han tyede igjen til Moder forat finde Trøst; og hun gjorde, hvad den kjære Moder altid gjerne gjorde, hun udøste sin Bekymring for mig. Jeg fik Brev paa Brev om, at jeg maatte »gjøre noget for Caspar,« hvilket ikke vilde sige mindre, end at, da hans Fremtidsbane, hvad Udsigten til at komme i god Embedsvei, nu saae mindre heldig ud, han selv ogsaa var ubestemt paa, hvorhen han skulde vende sig, skulde jeg gjøre Mit til at rydde hans Betænkeligheder tilside og bane Vei for ham.

Da jeg under mine filosofiske Samstudier med ham, var kommen efter, at hans Hovedinteresse var at udvide sine Sprogstudier til Undersøgelsen af Sprogenes fælles Rødder, sammenlignende Gramatik som det kaldtes, holdt jeg paa den Mening, at ingen maatte forurolige ham i at forfølge sin Vei. Moder holdt derimod paa, at det frem for alt var godt for ham at faae ham ud af de gamle Forhold, at han ikke skulde blive en ren Særling af en Bogorm; og vi blev enige om at begge Dele kunde forenes i, at han saae sig om i Udlandet paa en længere Reise. Men allerede at faae ham bestemt dertil, var svært nok, og jeg satte al min Veltalenhed paa at forestille ham det i det skjønneste Lys. Heldigvis var der ikke pecuniære Vanskeligheder, da han endnu havde den lille Capital, med hvis Rente han hidtil havde hjulpet sig. Jeg følte mig noget ved saaledes at skulle være min Broders Hovmester, min Iver og Vigtighed kan sees af et saadant Brev til Moder:

»Det gjælder om at give ham de for hans Charakter og dens Mangler fordelagtigste Begreber om en Reise. Thi endnu taler han om, at han ikke har nogen Lyst til eller engang ønsker at træde i nærmere Forbindelse med bekjendte Mænd eller at føres ind i deres Selskabskredse, han vil kun flittig høre Forelæsninger og studere, dertil trænger han for Øieblikket mest. Men da det nu er et Tryk for ham, at han i sit Forhold til Verden ingen Holdning har, skulde denne Reise være ham en lettere Vei til at opnaa dette, end han kunde finde hjemme, Overgangen maa skee gjennem selve Studierne, paa anden Maade er det ikke muligt, saadan er han nu eengang. Men dette kan ogsaa let og sikkert skee ved de berlinske Professorer. Thi i deres Selskabskredse, der let staae aabne for fremmede Studerende, finder han det mest dannede Selskabsliv forbundet med den stærkeste videnskabelige Interesse o. s. v. Med første Dampskib kjører han altsaa rystende og bævende herfra, men er han først hjemme ved det ene Universitet, flyttes han næsten uden at han veed af det efter den tydske Methode til det næste, -- og vi see ham igjen som en fuldkommen Jean de France.«

Efter saadan gammelklog Tankegang mente jeg i min Visdom at tjene min Broder. At det Hele var hen i Veiret, og at han meget bedre end jeg vidste, hvad han gik imøde, behøver næppe at siges. Han kom til Berlin, hvor han forefandt en større Coloni af danske Studerende, som levede et fornøieligt Liv med hinanden. Under den sammenlignende Sprogforskning fandt han snart, at det var ham nødvendigt først at bemægtige sig den store slaviske Sprogstamme, som den Tid var ganske ubekjendt hos os, og efter sin grundige Maade fordybede han sig saa ganske i denne, at den siden blev hans egentlige Fag. Efter to Aars Ophold i Berlin, gik han i 1843, efter at have moret sig fortræffelig ved at gjennemvandre Riesengebirge, til Krakau, hvor han i polske Selskabskredse lærte med Færdighed at tale dette velklingende Sprog, derfra til Wien, derfra til Pest og Prag, hvor navnlig Lingvisten Kheil blev hans Ven. Kom saa i Efteraaret 1845 hjem til os, ganske vist ikke som en Jean de France, men som en Videnskabsmand, der overalt hvor han kom frem, var bleven modtagen med Ære og med Gjæstfrihed og personligt Venskab, og alle sine Dage kunde vedligeholde en fortrolig Brevvexling med de betydeligste Notabiliteter af sit Fag.

Paa den Reise han, samme Aar han døde, for sit Helbreds Skyld gjorde til Carlsbad, besøgte han ogsaa Prag, men forefandt ikke længer sin gamle Ven Kheil ilive. Hans Søn modtog ham paa det venligste, og har gjort mere end dette. Efter hans Død sendte denne lærde Czecker os en Skildring af den »danske Slavophil,« som han til Ære for sin Faders Ven havde ladet trykke. Deri fremhæver han foruden hans litterære Fortjenester navnlig to Træk af hans Charakter; hans velvillige Opfattelser af Modstandere, idet han aftrykker et Brev om en russisk Sprogmand, der havde forfulgt ham med et næsten latterligt Had, og hans fuldkomne Mangel paa Ærgjerrighed, idet han med en pudsig Motivering af Tomheden og det i Grunden Fordærvelige i saadanne Æresbevisninger, nødig vilde modtage et Diplom, som Æresmedlem af Pragernes Akademi. Ingen af os selv kunde have givet en sandere og skjønnere Skildring af den kjære Broder. Jeg kan tilføie, at da han herhjemme fik Titel af Professor, tilbagesendte han ogsaa denne Titel, og da han blev Ridder, bar han aldrig sit Ordenstegn.

Hvem der altsaa i sin selvkloge Iver for hans Vel kom galt fra det, var sikkert nok mig. Jeg havde overseet, at han i sin Person besad en ganske anden Anbefaling end den nogen praktisk Verdensmand kunde give ham. Imidlertid mærkede jeg næppe selv min Feiltagelse. Det var en Egenhed ved vor Kreds, at vi satte vor Grundighed i at analysere Mennesker, for, naar deres nærværende Trin var nøiagtig bestemt, deraf at udlede den Fremgangsmaade, der maatte følges for at lede dem ind paa det næste. Jeg var deri en Discipel af E. Mynster, som var vor Mester i Kunsten. Hans og mine og Ludvigs Breve fra de Dage ere opfyldte af saadanne Kunststykker. Dog maa jeg sige til Emils Ære, at han selv kunde føle Faren derved, og naar han saae, han var gaaet forvidt, tog han udførlig til at udvikle os, hvorledes han til sin egen Bedrøvelse, sad fast i sine Knuder.

Endelig havde jeg ogsaa nogen Vanskelighed med min Broder Christian, skjønt dette ikke vilde have havt stort at betyde, havde jeg ikke været syg. Moder formanede mig idelig til at støtte ham, hvormed hun egentlig vel mente, at nu, da han var kommen hende selv noget fjernere, skulde jeg desmere pleie broderlig Omgang med ham. Jeg savnede visselig heller ikke Hjærtelag dertil, men det var ikke let.

Da han var aldeles opgaaet i sine medicinske og naturvidenskabelige Studier, og ikke delte nogen af mine religiøse og æsthetiske Sværmerier, var vi kommen temmelig langt fra hinanden, boede heller ikke mere sammen. Med sit eiendommelige Væsen, vexlende mellem støiende Overgivenhed og ubehjælpelig Forlegenhed passede han heller ikke i min temmelig forfinede Kreds. Vi mødtes kun, naar jeg søgte ham, og i hans Omgang var jeg atter en fremmed Fugl.

Da jeg i Begyndelsen af September vendte tilbage fra Lolland, hvor jeg foreløbig var bleven hjulpet noget op, fandt jeg Byen som ganske forandret. Det var som alt var sunket sammen for mig. Adolf var død, og hans Moders Hus, som var blevet mit egentlige Hjem, var opløst i Sorg. E. Mynster laa paa sit Yderste, og jeg blev syg, naar jeg saae til ham. Lunddahl tænkte kun paa sin Forlovelse og var ifærd med at afgaae til Frederiksborg, hvor han var bleven Adjunkt. Ludvig Mynster var svag og tilbageholdende; han besøgte ikke mig, og naar jeg kom til ham, hørte han kun paa min Tale, uden at give mig noget igjen. Moder var ogsaa syg, og havde ikke Leilighed til at see mig i Roskilde, og Caspar var forsvunden uden at lade høre synderlig fra sig. Endelig var gamle Onkel sovet hen det Efteraar efter sin lange apoplektiske Svaghed, og skjønt min Tante altid viste mig samme Godhed, var hun dog nødt til at indrette sig et mere indskrænket Hjem.