Part 20

Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var næsten opgiven af Lungebetændelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa ind, at jeg havde hørt af en Læge, at netop Jøder havde en stærk Livskraft til selv i høi Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.

Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol, sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke. Det var saa sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig ligegyldigt og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og havde en Følelse af, at jeg maatte gjøre det bestandig, at det vilde blive kjedeligere og kjedeligere, indtil Døden tilsidst tog En. Jeg havde gjerne byttet med Hertz, -- hvis man overhovedet kunde have sagt, at der var Noget, som jeg gjerne vilde.

Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde:

-- Han har kjendt mig -- Fader er ved sin Bevidsthed, -- kom med ind.

Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære Fenger!« -- »Minna,« mumlede han kort efter.

-- Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.

-- Saa vil hun spille for Dem, føiede jeg til, skjøndt det var mig, som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.

-- Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øinene.

Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede hun; Thermometret var sunket til lidt under 41° C.

Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var Anskuelsesformer, men Sjælen var en »Ding an sich«, en Substans, et Noumenon -- Intelligibile -- disse Ord blev han ved at gjentage.

Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som syntes at dreie sig om Døden, greb hans Haand og sagde:

-- Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig.

-- Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere sammen, sagde Fru Hertz.

-- Imorgen! sukkede han -- med en ganske eiendommelig Betoning.

Fru Hertz vendte sig bort: --

-- Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi.

-- Noumenon, sagde den Gamle.

-- Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde paakaldt en Helgen -- eller maaske en af Propheterne.

Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være med at trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end Hertz selv have moret sig over den Humor, som laa i denne Feiltagelse, men han var allerede død for Omverdenen.

Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hørte jeg ham sige: »Der skal ikke ringes« -- hvad jeg mente skrev sig fra den Børshistorie, som han sidst havde fortalt os. Jeg saae hele den hyggelige Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjæret fra Spritflammen flakkende over Minnas kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse.

Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Søvn inde i Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke veg fra hans Seng eller havde Øinene fra ham, kunde sige, naar Døden var indtraadt.

Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind.

III

Hertz blev begravet tre Dage efter paa »Der weite Kirchhof«.

Jeg veed ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde sig strengt til den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlængst var traadt ud af Synagogen. Dengang tænkte jeg ikke derover, jeg tænkte over Intet, -- jeg sandsede neppe. Jeg har derfor heller ingen Anelse om, hvorvidt der blev holdt Tale, eller om det var en jødisk eller christen Præst, som forrettede Ceremonien -- vil et Øienvidne paastaa, at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gjerne. Det Hele staar for mig som en forvirret Drøm. Jeg husker, at Kjæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at nogle Smaafugle kvidrede i det skarpe, kjølige Sollys. Og saa ser jeg, lidt foran mig tilhøire, Minnas sortklædte Skikkelse. Det var for mig -- for hende med, kan jeg tro -- ikke saa meget den gode, gamle Ven, vi begravede, som vort eget korte og lykkelige Samliv, hele vor Kjærlighed. Ved Kirkegaardsporten trykkede vi hinanden i Haanden fast og længe -- for sidste Gang i mange Aar.

Minna havde fortalt Fru Hertz Alt.

-- De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig. Men det gjør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende.

Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte jeg kun paa at komme bort. Min Onkel havde ikke Noget imod, at jeg kom allerede nu, og en Uge efter gamle Hertz's Død var jeg reisefærdig.

Fru Hertz forærede mig ved Afskeden det lille Manuskript af Heines Digt -- hvor bittert sandt passede det nu paa mig! og dog var det mig saa dyrebart. Jeg har bevaret det som en Helligdom, hvis Ufalbarhed bragte engelske Samlere til Fortvivlelse.

* * *

Der gik Aar hen efter Aar med anspændt, næsten rastløs Virksomhed. I Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg neppe saae Andre end Fabrikkens Arbeidere og Funktionærer, -- derefter var det blevet mig til en Vane, som tiltalte mig. Med min Onkel kom jeg godt ud af det, uden at vi dog blev fortrolige. Han fandt Behag i min Arbeidsdygtighed. Efter et Par Aars Forløb frygtede han, at jeg skulde overdrive den, blive »Forretnings-Pebersvend«, som han kaldte det. Han opfordrede mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en saadan Stilling bør skabe sig Forbindelser.

Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis noget.

Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader i Hyde-Park eller om Ferieren paa Herregaarde, men jeg lærte en Del brave Borgerfamilier at kjende -- næsten alle velstaaende Fabrikanter. De unge Damer vare ikke Arvinger til Millioner, men ikke mindre smukke for det -- de, der #var# smukke -- og tomhændet vilde Ingen af dem komme til at gaa ind i Ægteskabet. Forresten behagede den langagtige engelske Type mig ikke særlig -- jeg havde et andet Ideal i Hjertet -- og min Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den for Hykleri.

Endelig lærte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist Indtryk paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at hun ikke var ligegyldig overfor mig, -- en Paastand, som unægtelig smigrede mig i høi Grad. Hun var eneste Barn af en Klæde-Fabrikant, som var mer end velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen Venlighed om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Villie maatte kunne vinde hendes Hjerte med tilhørende Haand, men jeg tænkte mig Muligheden deraf. Jeg ønskede det halvveis og begyndte at glide over i et mindre »selskabeligt« Forhold.

Det var lige efter Jul -- den fjerde, efter at jeg havde forladt Dresden.

Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven blev præsenteret for en tydsk Musiker, som vel kunde være et Par Aar ældre end jeg, maaske ogsaa mer.

Han havde spillet en Violin-Cavatine, -- det var en mindre, halvt privat Concert; paa større Concerter optraadte han sjelden, skjøndt han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde sit rigelige Udkomme ved at undervise i Violin- og Claverspil. I hans Ydre var der noget Distingveret og ikke saa lidt Slapt.

Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tydskeren var meget snaksom, han gjorde tykt Nar ad de gode Englænderes Musikalskhed og fortalte med en Del Humor flere Anekdoter, blandt Andet om en ung, rig Miss, der havde indfundet sig hos ham for paa otte Dage at lære at spille »Maaneskinssonaten« (naturligvis første Sats) -- hun havde aldrig rørt et Claver.

Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte Ale. »Prost,« sagde jeg og drak ham til, -- »det er dog en herlig Drik!« -- »Saamænd,« brummede Tydskeren og strøg et Par Draaber af Knebelsbarten -- »men jeg siger dog: Hvem der sad i »Drei Raben« med et godt Glas Spaten-Bräu foran sig, som jeg paa denne Tid af Døgnet har gjort mangen god Gang.« -- »De er kjendt i Dresden!« foer det ud af mig. Drei Raben! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for mig. -- Tydskeren smaalo: »Det skulde jeg mene, men jeg vidste ikke af, at De havde været dèr. Længere Tid?« -- »Et Par Aar, jeg gik paa Polytechnicum -- det er nu fire Aar siden jeg tog derfra«. -- »Hm. Jeg var der et Par Aar før -- spillede hos Lauterbach .... Det var noget Andet end London -- saadan en Opera! Ak ja, ja, ja!«

Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drømmende ud for sig: »Opvarter -- Johannisberger Schloss! -- til tydske Minder, tydsk Vin!«

Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. -- Han hænger ogsaa ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad kunne de være imod mine!

Vinen kom; han skjænkede i: »En Skaal for vore Elb-Florentiske Dage!« Vi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse hen for os.

»De kom vel ogsaa tidt hos Renner -- i »Drei Raben«, mener jeg?« spurgte han i en aandsfraværende Tone. -- »Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang. Maaske boede De i Nabolaget?« -- »Ja, lige tæt derved.« -- »Hvor?« foer det ud af mig -- mit Hjerte bankede stærkt. -- »Hvis De kan huske en lille Gade -- Röhrhofsgasse.« -- »Röhrhofsgasse!« gjentog jeg og stirrede paa ham. Han smilede: »Har De maaske ogsaa boet dèr? det var et underligt Træf!« -- »Nei, boet dèr har jeg just ikke, men jeg havde dèr min jevnlige Gang -- jeg kom til en Familie dèr.« -- »Ja saa! Hm! .... i disse Smaagader kjender jo Alle hinanden, maaske har De tilfældigvis hørt Noget om de Folk, som jeg logerede hos, -- det var en Gymnasiallærer --.« »Jagemann!« udbrød jeg. Musikeren førte just et fyldt Glas til sine Læber og spildte, saa de gyldne Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. »Ja, det var hos dem jeg boede,« sagde han og tørrede sig omhyggelig. Nu vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første halvt-barnlige Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« sagde jeg; »det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren.« -- »Minna, -- det var en smuk Pige!« Vi stirrede begge ned i vore Glas, som om vi med Heine saae Alt deri --

vor Allem aber das Bild der Geliebten, das Engelköpfchen auf Rheinweingoldgrund.

»Veed De, om hun -- Minna Jagemann -- om hun siden -- er bleven gift?« spurgte han endelig.

Jeg fortalte, at hun havde ægtet en dansk Maler, gjorde nogle Bemærkninger om hans Stilling og Omstændigheder og berettede det Lidet, jeg havde hørt om dem gjennem Bekjendte -- at hun havde faaet en Datter, som var død for et Aarstid siden.

Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tømte hyppig sit Glas og huskede ikke altid at skjænke for mig -- han havde bestilt en Flaske til og indviet den med et Glas for »Die schöne Jagemann«. Ogsaa jeg tav -- »wir schwiegen uns aus«, som Schumann en Gang skal have sagt. --

Da jeg denne Nat lagde mig til Hvile, var jeg paa det Rene med, at jeg havde været i Færd med halvt i Sløvhed at begaa en Uhæderlighed og en Dumhed, skjøndt Ingen vilde have kaldt det det første og Alle vilde have kaldt det klogt. Fra den Dag af trak jeg mig tilbage fra Klædefabrikantens Hus.

Min Onkel besværede sig over min lunefulde Opførsel. Jeg klagede over Hjemve, -- trængte til at besøge mine gamle Bekjendte. -- En Uge derefter var jeg i Kjøbenhavn.

* * *

Mine Bekjendte i Danmark vare ikke mange, og Ingen af dem havde direkte Omgang med Stephensens. Men takket være vor Hovedstads Sladderagtighed, hørte jeg dog en Del om dem paa anden, tredie Haand. At jeg spurgte mig for om en Dresdener-Bekjendts Skjæbne i Danmark, kunde neppe være paafaldende, og hvis Nogen anede en dybere Interesse, saa bekymrede jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide Besked.

Den almindelige Mening var, at de levede lykkelig sammen, det var jo et Passions-Giftermaal, en Ungdoms-Kjærlighed -- maaske en første. Men Andre sagde, at hans Courmageri -- en skarp Tunge kaldte det Liaisoner -- neppe kunde undgaa hendes Opmærksomhed, og at hun rimeligvis var meget lidenskabelig og heftig. Tvertimod, paastod Enkelte, hun var blid, men enfoldig. »Enfoldig!« udbrød Flere, »hun kan jo sprudle af originale Indfald, -- men de er ikke altid behagelige for Alle, hun har et meget skarpt Blik for Folks Feil.« »Hun er i alt Fald interessant,« sagde en ældre Mand. »Men hun er uden Interesser,« bemærkede en yngre Litterat. Men en Dame, der boede ovenover Stephensens, oplyste, at hun i alt Fald var en passioneret Musik-Elsker, da hun som oftest spillede den halve Dag. Det forundrede Alle, da de aldrig i Selskaber havde hørt hende røre Claveret, og hun kun sjelden viste sig ved Concerterne. Hendes Ydre var man temmelig enig om at beundre.

Jeg havde snart været i Kjøbenhavn i fjorten Dage, og endnu ikke seet et Glimt af hende. Skulde jeg ligefrem gaa op og besøge hende? Jeg overveiede dette Spørgsmaal for Gud veed hvilken Gang, da jeg temmelig sent om Aftenen traadte ind i Café à Porta. I det forreste Værelse var der kun et Par Gjæster. Idet jeg saae mig om for at vælge min Plads, hørte jeg fra Side-Cabinettet en Stemme, der ikke var til at tage Feil af: det var Stephensens -- kun en Grad mere læspende sød end tidligere. Jeg satte mig, saa stille som muligt, dèr, hvor jeg bedst maatte kunne overse Cabinettet.

Af det livlige Selskab derinde kjendte jeg kun -- Minna, som jeg saae i Profil -- en Smule »tabt« Profil, neppe en halv Snes Skridt fra mig. Stephensen maatte sidde inde i en Hjørnesopha, der kun viste sig med Lidt af det fjerneste Armlæn. En lattermild Blondine støttede sin Arm paa det, og underholdt sig aabenbart med ham; hendes Ansigt havde en vis vulgair Skjønhed; hvert Øieblik lagde hun Hovedet paa Siden, saa det rødlige Haar rørte ved hendes halvblottede Skulder, der dæmrede under en bred Bort af sorte Kniplinger. De smilende Blikke, som hun bestandig lod spille ind imod det skjulte Hjørne, hvorfra Stephensens Røst lød, vidnede om, at hun var -- jeg vil ikke sige just i Solskinshumeur, men snarere i en Tilstand af elektrisk Illumination. En af Herrerne tiltalte hende med et Navn, som jeg allerede havde hørt Sladderen sætte i Forbindelse med Stephensen. Minna sad tilbagelænet og syntes at se ned for sig, men det var aabenbart, at hun hele Tiden holdt Øie med dem. Opvarteren traadte hen til mig for at modtage min Bestilling. Jeg var i Forlegenhed, da jeg frygtede for, at min Stemme strax skulde blive kjendt af Minna. Men netop nu brast hele Selskabet -- undtagen Minna -- i en Latter af den Art, der pleier at lønne mindre smagfulde end træffende Vittigheder, -- og dækket af denne Støi fik jeg uden at røbe mig opfyldt min Pligt som Cafégjæst.

En høi, skjægget Mand, der sad ved Siden af Minna, havde strax været mig paafaldende. Hvo kjendte ikke -- i alt Fald fra Billeder -- vor store Lyrikers Kjæmpeskikkelse og Vikingeaasyn? Paa Selskabets Vegne forargede han sig over Minnas Tilbageholdenhed, men paa en jovial Maade, der endogsaa havde noget Hjerteligt ved sig: -- »Hvorfor sidder De her midt imellem os som en smuk Billedstøtte, Fru Stephensen? Tag det bredt og vær ingen tydsk Philister .... De er jo mellem Kunstnere .... Tøm Deres Glas.« -- »Jeg er blot træt,« sagde Minna. -- »Saa skal De netop drikke.« -- »Men jeg kan ikke lide Champagne.« -- »A ha! for fransk, let og spirituøs -- ikke for Dem. Men Rhinskvin maa De da kunne lide? .... hvad? .... Godt! .... Karl!« -- Opvarteren styrtede derind. -- »Lad det nu være nok med de Narrestreger!« sagde hun, halvt uvillig, halvt leende. -- »For Alvor? jeg maa ikke --?« -- »Nei, men jeg takker for den gode Villie .... Lad mig blot sidde og skjøtte mig selv -- jeg er saa træt og har Hovedpine.« -- »Du vil da ikke allerede hjem?« lød Stephensens Røst -- denne Gang meget gnaven. Minna svarede ikke, men gabede i sit Lommetørklæde, lænede sig tilbage og saae ned til Siden. Hun saae virkelig ud, som om hun var træt -- ikke med en akut, men med en chronisk Træthed. Ansigtet var næsten uforandret, kun var Kinden lidt mindre rund. Jeg havde bemærket, at hun talte overraskende rent Dansk, -- den fremmede Accent var ganske let.

Conversationen rundt om hende blev nu meget livlig. Den dreiede sig om Æsthetik, -- hvis man vil kalde den saaledes. Navne som Ibsen, Zola, Dostojewskij, Wagner, Berlioz, Millet, Bastien-Lepage, ja endogsaa videnskabelige som Darwin og Stuart Mill formelig smældede En om Ørene. Skjøndt det gik usædvanlig broget til, undrede det mig endda ikke saa meget, da jeg under mit korte Ophold her havde lært Tonen noget at kjende. Ganske vist, i Begyndelsen havde den imponeret mig overordentlig: Du gode Gud, hvad maa de Folk ikke have læst og hørt, saadan en Dannelse og Indsigt og saa mange Interesser! Men snart blev jeg mere kritisk, jeg anede, at de, der snakkede mest, interesserede sig mindst, og at mange, der æsthetiserede høit, ikke engang stak saa meget dybere end jeg selv, der havde haft Andet at bestille end at »følge med«, og hvis Læsning ved det engelske Liv var bleven henvendt paa ganske andre Forfattere end dem, der var Mode i Danmark. Jeg havde endogsaa en Mistanke om, at dette var Tilfældet med den gode Stephensen selv, der nu blev mer og mer veltalende; han vilde formodentlig gjerne glimre for Blondinen, der virkelig ogsaa syntes at være ved at daane af Beundring. Den Herre, der havde villet bestille Rhinskvin til Minna -- en førladen Mand med et prægtigt blondt Skjæg -- ophidsede ham til en bestandig mere yderliggaaende Radikalisme, og syntes mig overhovedet at have det ganske Compagni tilbedste.

Stephensens veltalende Replikker udartede endelig til en fuldstændig Harangue om Fremtidskunsten. Han slog om sig med Floskler som »den demokratiske Formel i Kunsten« -- »en videnskabelig Illustration af Livet -- i Modsætning til dekorativ Luxus«, om at Penslen skulde i den sande Kunstners Haand være en Sonde i Samfundssaaret. --

-- Saa vil jeg raade dig til at skylle dem godt rene, indskjød Lyrikeren.

Latterens Bølger overskyllede en Tid Diskussionen, men Stephensens hule Svada flød ovenpaa som Kork. Minna hævede sit Blik og saae paa ham. -- Skulde hun virkelig lade sig imponere af dette Gallimathias? tænkte jeg; Udtrykket i hendes bortvendte Øie kunde jeg ikke se. Men saa dreiede hun Hovedet om i mer end Profil med halvt sænket Blik -- og jeg blev næsten forskrækket over det Smil af kold Foragt, der laa om Læberne og den Uvillie, som formørkede Panden og lyste ud af Øinene. Saaledes havde hun betragtet ham og havde vendt sig bort, fordi hun mærkede, at disse Følelsers Udtryk blev for synligt. Lidet anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der kunde læse dets Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, medens hine Andre høist kunde tyde et Par Ord af dem, der ere ens i alle Sprog. »Pjalt,« hviskede disse faste Læber, »Løgner, Floskelmager!« raabte denne aabne Pande, »Troløse!« udbrød de klare Øine, der kunde se saa ømt og nu stirrede saa haardt, men hele det forgræmmede Ansigt sukkede: »og #han# var min Ungdoms store Kjærlighed!«

-- Men Rafael? indvendte et ungdommeligt Medlem af Selskabet -- ham kan man da ikke saadan helt -- --

-- Bah! Rafael -- en Distanceblænder, lød det forklarende fra det store, godmodig smilende sorte, lidt graasprængte Vikingeskjæg. Aarhundredernes Afstand, det er det, der gjør det. Lad blot Stephensen ligge et Par hundred Aar i Blød, saa skal du bare se, hvad han bliver til for en Karl.

-- Ja, men -- udbrød Blondinen -- saa maatte jo ogsaa alt dette -- det vi nu -- #vor# Kunst -- den maatte jo ogsaa blive forældet, ligesom den gamle er det nu --?

-- O Logik! raabte den Skjæggede, -- dit Navn er _simplicitas profana_! Ak ja, Frøken! Alt er relativt! selv vor store Stephensen er ikke helt absolut -- tag Dem derfor i Agt for at tage ham #for# meget _au sérieux_!

-- Aa du, med dine Flauser, sagde Stephensen. Ja, lad Alt være relativt, -- men #vi# --

Da bragtes han til Taushed -- endog han! -- af en Latter, der syntes at gjennemisne hele Selskabet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var Minna, der lo. Hun reiste sig, holdt Lommetørklædet for Munden og brast igjen ud, idet hun vendte sig bort fra Selskabet.

-- Hvad er der dog at le saadan ad? lød Stephensens Stemme, dybt irriteret.

-- »Nein, es ist #zu# drollig!« mumlede Minna. I det samme gled hendes Blik henover mig, men hvis det standsede, var det et saadant Tids-Atom, at det ikke var mig muligt at afgjøre, om hun havde set og kjendt mig. Hun gik langsomt ind imod det tilstødende tomme Værelse, hvor Gassen allerede var slukket.

-- Hvor gaar du hen? spurgte Stephensen.

-- Man kvæles jo herinde, svarede hun og forsvandt i det mørke Rum. Jeg hørte hende lukke et Vindue op.

Den utrættelige Stephensen tog fat paany. Strax efter reiste Digterens Kjæmpeskikkelse sig og gik ind i det mørke Værelse. Jeg tog min Pels paa -- ogsaa jeg kvaltes herinde. Idet jeg betalte Opvarteren, kaldte en stærk Mands-Stemme fra det yderste Værelse: »Karl! et Glas Vand.«

Strax efter traadte Digteren ind til Selskabet:

-- Lad det nu være nok med det Præk, Stephensen. Din lille Kone er ikke vel, og hun er sgu mere værd end hele din »Fremtidskunst«.

* * *

Den næste Dag fik jeg et Brev fra min Onkel, hvori han bad mig om, naar jeg kunde rive mig løs fra Danmark, at tage til Stockholm og St. Petersborg, hvor han havde Forretningsvenner, som han gjerne vilde have mig gjort bekjendt med.

Ja, jeg kunde rive mig løs fra Danmark, jeg havde seet mer end nok, -- hjelpe kunde jeg ikke. Flygte fra Stedet kunde jeg, men ikke fra det fortvivlende Indtryk, som jeg havde modtaget; det fulgte mig Dag og Nat. Kun Søsygen paa den bottniske Bugt havde Ur-Styrke nok til at overvinde det for en Nat. I St. Petersborg blev jeg en Maanedstid, kjørte i Troika paa Newa og var hveranden Nat i Selskab til Klokken tre om Morgenen. Jeg beklagede, at mit Hjerte ikke var frit, saa jeg kunde tabe det til en af disse russiske Damer -- de behagede mig i Grunden mer end Englænderinderne.

Det faldt næsten af sig selv, at jeg, inden jeg vendte tilbage til Øriget, skulde besøge en Del Fabrikker i Tydskland. Saaledes kom jeg ogsaa til Sachsen, og Dresden tiltrak mig uimodstaaelig; -- jeg undskyldte mig med, at jeg vilde bese »Kunstgewerbe-Schule« og slutte Forbindelse med dens Bestyrelse.

Paa Veien besøgte jeg Immanuel Hertz i Leipzig. Han var gift med en fyldig Jødinde, der havde skjænket ham flere Børn. I hans Væsen var der kommet noget mere Forjaget; -- for Resten var han den samme bløde Fyr. Han fik Taarer i Øinene, naar han talte om Moderen, der havde boet hos ham og var død for et halvt Aar siden, hvad han allerede havde tilskrevet mig. Hun laa begraven i Dresden ved Siden af sin Mand.

»Og Minna?« spurgte han. -- »Vi havde Brev fra hende, da Moder var død, men dèr talte hun saa lidt om sig selv. Har du seet hende?« »Kun i Forbigaaende, hun bemærkede mig ikke.« »Hm. Troer du, hun -- er lykkelig?« »Det er hun vel nok. Det vil sige, hun har haft Sorg -- mistet et Barn.« -- »Ja -- den Gang skrev hun til Moder! Ak ja, det maa være skrækkeligt for en Moder!« -- Derpaa gav han sig til at tale om en liberal Avis, som han var Medeier af, og om Oppositionen mod Bismarck. --

IV

I Dresden gik jeg strax hen i Røhrhofsgasse. Fru Jagemann var forlængst flyttet derfra, og Folk i Huset vidste ikke længer, hvor hun boede. Jeg kastede et vemodigt Blik paa Lysthuset i den lille Have -- hvor Alt var uforandret -- og gik hen i »Zur Katze« for at spørge, om Enkefru Jagemann ikke kom der mer. Her vidste de bedre Besked: Minnas Moder var død for et Par Aar siden.