# Minna ## Part 19 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/minna-33562/index.md Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mæssige Uhygge ophævede Begrebet »Omgivelser« og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dèr paa min Seng -- Sophaen var for radbrækkende -- og holdt Revue over disse tæt sammentrængte utallige Minder, som en døende Alexander, der tager Afsked med sine Soldater; -- de ledsagede mig som et Sørgefølge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede sig til ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, -- og da jeg endelig sov ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. -- Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, og modløs imødesaae jeg denne Hær af Plageaander, som jeg havde besvoret og ikke kunde mane bort igjen. Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen. »Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,« tænkte jeg, »eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker.« Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab. Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte »De tre Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig. Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op, som laa paa Disken. Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«. »Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt dog alle hans Betænkeligheder« -- jeg husker Sætningen ordret endnu. Jeg bladede om, slog op hist og her -- næsten overalt Minna: -- hun seilede paa en Bjergsø i Maaneskin -- -- klædte sig paa til Bal -- sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme. »Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom med Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne med hjem. Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet efter, -- baade det og Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min Rathener-Roman et sandt Mesterværk i Sammenligning hermed, og jeg vilde ganske vist have slængt den bort efter at have læst en Snes Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu læste jeg den trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjørende Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, der vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker borte. Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for at gaa hen til Hertz's. -- Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige, der lukkede op. -- Vist gjør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, svarede den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at gaa ind i Dagligstuen, Hr. Fenger, -- jeg skal kalde paa Fruen, det vil glæde hende, at De er kommet. Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrækket fra det aabne Vindue havde blæst et aabent Brev ned paa Gulvet. -- Hvor naturligt end Alt dette var, saa forøgede det dog den uhyggelige Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede Væsen; en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle Slags Kjøretøier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet. Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede -- maaske forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa Læberne. -- Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, -- det er slet ikke godt med ham. -- -- Er det blevet værre? -- Ja, Feberen er taget til -- han har ogsaa Smerte i Siden, naar han hoster -- den ene Lunge er angrebet. -- Min Gud! -- men De troer dog ikke, at der er Fare --! Jeg blev ganske kold af Skræk -- ikke saa meget, fordi den gode Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, der havde konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kjærlighed. »Du gode Gud,« tænkte jeg, »skulde han dog dø, og skulde jeg miste Minna?« Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et inderligt Blik, idet hun svarede: -- -- Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det værste. Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig. -- Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg troer ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig ganske anderledes skræmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tænker nu ved Dem selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes sønderknust vilde jeg da ikke være, -- hun maa dog have et koldt Hjerte. Jeg saae ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes faldt hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende paa Læberne, Ord, som paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst: -- -- Vist ikke -- hvor kan De tro! -- noget Saadant er aldrig faldet mig ind. -- Se, nu har De allerede Taarer i Øinene! udbrød hun og klappede mig moderlig, -- De er meget følsom -- ualmindelig, men skam Dem ikke over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god Ægtemand .... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at tænke saaledes; men hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med Minna, og I begge var graanet i Kjærlighed -- det kan man nemlig, uden at den tager Skade deraf -- tro mig, saa vilde Døden forekomme Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja neppe det engang, -- -- ja, De er vel ikke Materialist, Fenger? -- Materialist -- nei, det kan man vist ikke kalde mig, -- men -- -- Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar, saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands Øine. Skulde jeg dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at jeg skulde lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for en gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive hygget om og sørget for -- vi Kvinder veed nu en Gang bedre at skjøtte os, -- saa har jeg jo ogsaa Immanuel -- Gud ske Lov! -- -- Det er kjærligt og smukt tænkt af Dem, Fru Hertz --, men I vil nok begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres Ønske jo endda blive opfyldt. -- Maaske. -- Kommer Minna nu snart hjem? -- Jeg veed ikke. -- Har De ikke haft Brev endnu? Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte være aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru Hertz lo: -- Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort, saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra Dem, hvordan Hertz havde det, da De var her sidst? -- Nei, -- jeg -- har virkelig endnu ikke faaet skrevet. -- Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger. Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, og dersom hendes egen Bekymring ikke havde optaget hende saa stærkt, havde min Forlegenhed ganske sikkert røbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig. Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede. -- Jeg vil netop skrive iaften, -- jeg opsatte det, til jeg havde været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt. Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hører direkte fra Dem, hvorledes det staar, -- hun vil sikkert strax komme -- øieblikkelig. -- -- Jeg ønsker meget, at hun kom, -- men det er mig for pinligt at kalde hende hertil som for at tage Afsked -- jeg #tør# ikke, det er maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Væggen. -- -- Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme --? Alt mit Haab flammede op, jeg øinede en ufeilbar Vei til Frelse, naar jeg inden Afgjørelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her tale min Sag -- stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? -- En syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende til at søge Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod mig sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være et Fingerpeg af Skjæbnen. -- Ja, skriv, kjære Ven! Men de maa sørge for ikke at overdrive Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjære Barn! det vil gaa hende nær! Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, hvad hun skal gjøre, træng derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer -- maaske hendes Cousine trænger endnu mer til hende. -- -- Aa, det har vist ikke saa meget at sige. -- Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England? -- Jeg har -- iaften vilde jeg netop skrive det -- jeg kunde dog ikke kalde hende hjem den næste Dag -- men begge Efterretninger vil jo nu faa hende til at komme strax -- iovermorgen formodentlig .... Siig mig nu, kan jeg ikke hjælpe Dem med Noget -- hente Medicin -- ikke? men maaske komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham? -- Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone -- en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile -- De maa være overanstrengt, Kjære! det er vel for at forjage Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men det maa De ikke, hører De! Farvel! Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet. Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende! Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse i mit Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medførte. Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage, indtil hun havde truffet sin Afgjørelse, og saa -- naar hun havde bestemt sig for mig -- fortalt hende det mundtlig. Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det. Skjøndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Følelser Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig Tone i Brevet, der røbede hele min fortvivlede og angstfulde Længsel efter hende. Det slog mig ved Gjennemlæsningen, at jeg var glad derover. -- Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i en Brevkasse. Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig derfor. Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's. Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af, som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen -- Fru Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen høre derhen. Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: -- »Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... Der gaar sikkert endnu Tog hertil fra Meissen -- (jeg fik Avisen hos Værtinden og forvissede mig derom) -- og hun har kun en halv Mils Vei at kjøre til Stationen. -- Maaske -- ja, sandsynligvis -- kommer hun altsaa i Aften -- og det er muligt -- ja, det er næsten sikkert, at jeg vil træffe hende hos Hertz's, -- hun vil nok strax ile derhen .... Hun vil blive stærkt bevæget -- den moderlige Fru Hertz vil behandle os som Forlovede -- maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig over at se os sammen. -- Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun hjem, jeg følger hende naturligvis -- det er jeg jo ligefrem nødt til -- og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været nogen Stephensen til. Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, -- aldrig maaske har en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den Dag. Men de gled sporløst forbi, -- efter den sidste Termin aandede jeg op, som en Befriet. Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til Hertz. Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til Dem,« sagde Pigen og stak noget Hvidt ind. Jeg blev ganske stiv af Skræk -- paa denne Tid, det er jo umuligt! Brevet var meget stort og stift, -- det beroligede mig. Hurtig strøg jeg en Svovlstik af -- og gav i det samme et Skrig fra mig: det var Minnas Haand. FEMTE BOG I Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand fik Lampen tændt. Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død -- eller hvad der syntes mig langt herligere og uendelig skrækkeligere end Livet og Døden. Et Øieblik havde jeg størst Lyst til at løbe min Vei. Saa rev jeg febrilsk Omslaget af. Det første, der mødte mit Blik, var Blyantstegningen af Minna. Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede Bassanio hans lykkelige Valg, -- ligesaa pludselig forkyndte disse elskede Træk mig min usalige Lod. Stuen dreiede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen og greb hendes Brev. Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par Minutter, inden jeg kunde læse: Min kjære, inderlig elskede Ven! Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv. Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig igjen, at efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og forresten veed du det altsammen. Der er kun een Ting, som jeg maa sige, for at du ikke skal misforstaa mig. Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod -- nei, det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, -- maaske har du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til mig selv, der har bestemt mig, og -- ja, jeg mener især -- det var derfor, jeg skrev »tvertimod«! -- at hvis der ingen Fortid var, ingen Bebreidelser at føle eller, kort sagt, hvis det var noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg være langt sikrere paa at blive lykkelig med dig end med ham. Men, ser du, #nu# -- som det en Gang er -- vilde jeg ikke kunne gjøre dig lykkelig, som du fortjener. Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min første Kjærlighed; -- det er sandt, at denne Følelse maaske kunde fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde du da komme til at lide usigelig derunder. Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger om Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebreide mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed meget vel, at han ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjøndt han virkelig elsker mig lidenskabelig, -- men maaske vilde jeg dog gjøre ham ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det er vanskeligt at gjøre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan let synes at være forfængelig, indbildsk eller overvurdere min Indflydelse -- skjøndt nei, du tænker jo endnu langt bedre om mig, end jeg fortjener, maaske tænker du til Gjengjæld for ringe om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et Samliv med mig -- og #kun# med mig -- maa virke forædlende (jeg skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes -- kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt for en Kunstner, ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme hans Kunst -- jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok -- men den Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her, og jeg haabede, at han vilde ægte mig) den Gang hævdede han altid, at en Kunstner maatte være fri, uden saadanne Baand, han havde saa meget at kjæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: -- nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret -- siger han -- at han ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har Intet at leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand har selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump -- og nu skulde jeg --! nei, nei! -- Du ser, det er min Pligt, det er min Bestemmelse, -- ja, min Bestemmelse. Gud give, at vi kunde træffes og være sammen -- om mange Aar, naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke berøre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden. Men du kommer vel til at leve i Udlandet, -- det var for megen Lykke at have dig i Nærheden som Ven. Farvel -- min elskede Ven -- Farvel! Minna. Jeg læste Brevet flere Gange igjennem. Dets kjærlige Tone beroligede min Smerte, ja, der var endogsaa et Øieblik, da det indgjød mig en vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax. * * * * * -- »Nei, jeg vil ikke -- jeg anerkjender ikke denne Afgjørelse! Hvad er det dog? #mig# er det jo, som hun elsker -- mig! Det med ham er jo kun Riminiscens, og Pligt -- ja og »Bestemmelse«. En deilig Bestemmelse: at lægge sit friske, varme Liv som et Plaster paa hans blasserede Tilværelse .... Forresten er det altsammen min Skyld -- hvorfor har ikke #jeg# taget Afgjørelsen paa mig? -- Hvor jeg har været en Pjalt -- al denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for, at Vind og Sol blev skiftet lige -- det var jo ikke Andet end Skalkeskjul for Mangel paa Villie -- og jeg lod mig imponere dertil af ham. Men han havde saamænd »talt sin Sag«, som hun sagde den Dag; han kan ikke undvære hende -- nei, det troer jeg, naar han er bleven led ved de facile Piger og narret af Koketterne -- saa er han kommen i Tanker, om ikke »den Bedste skulde være tilfals« -- for gamle Minder, -- eller blot: han kunde ikke taale, at en Anden fik hende, det er nok Sagen! .... Ja, jeg har været en Pjalt, en dum Dreng! vilde maaske en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?« Saaledes hudflettede jeg mig selv, -- ja, jeg bebreidede mig endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og havde forlokket hende -- saa vilde hun have været min, og intet Valg stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for at dette kunde være sket, maatte vi begge have været andre Naturer. Thi jo mere en Handlemaade synes at ligge den modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den Naturel-Hindring, der skiller dem. Men nu -- hvad var der at gjøre? Opsøge hende, tage Alt tilbage, binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt -- Fortid og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende? Det var sandsynligt, at hun allerede ikke længer var i Meissen -- eller at jeg i alt Fald imorgen ikke vilde finde hende dèr. Mit Hoved værkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk hid og did. Det var mig ikke muligt at holde Noget fast. Hvor jeg trængte til at raadføre mig med En, helst en ældre, overlegen Person! Min moderlige Veninde, Fru Hertz, syntes mig den eneste Tilflugt. Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax. II I dette Øieblik gik Døren op, og Immanuel Hertz traadte ind. Hans skikkelige, men uskjønne Ansigt havde et høist bestyrtet Udtryk. -- Hertz -- er du her! Din Fader er da ikke -- -- Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra Moder -- lige tidsnok til at komme med Toget .... Fader kjendte mig, men han laa i stærk Feber -- jeg er bange -- at han -- gaar bort. Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger paa Dødsleiet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser. -- Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem, Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glæde Fader at se dit Ansigt -- Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas Billede. -- Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske dig til Lykke, du forstaar nok -- i et saadant Øieblik -- men nu gjør jeg det af Hjertet -- for det kan jeg jo -- det er ikke et af de Tilfælde, hvor man siger det saadan tomt hen -- Minna -- ja, det kan man rigtignok kalde Lykke! Han trykkede min Haand som i en Skruestik. -- Tak, kjære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage Skjær, som Lygten kastede ind i Værelset, -- det er saa kjønt af dig, at du midt i din Bekymring -- jeg veed jo, hvor meget du tager Del -- -- Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas Fortræffelighed. »Naa,« tænkte jeg, »du gjør rigtignok ingen Røverkule af dit Hjerte.« Og det gjorde han virkelig ikke; -- aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos Andre: -- -- Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig -- Minna -- saadan en Pige! hvor jeg misunder dig -- ja, det vil sige, ikke egentlig misunder, skjøndt ganske vist -- ja, Minna har vel nok sagt dig, at jeg holdt meget af hende -- mer end blot som en Ven --? -- Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget -- hun har overhovedet talt meget lidt om dig, skjøndt jeg veed, at hun kan godt lide dig, -- men jeg maa tilstaa -- da du nu selv berører det -- at jeg har haft en Anelse -- -- Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklæret mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nei, jeg -- holdt min Følelse for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var den Gang ikke modtageligt for saadanne Følelser -- hendes Fader var nylig død, for Resten var der ogsaa Andet -- men maaske veed du bedre Besked med det .... Min Moder, som jeg betroede mig til, -- det kan jo heller ikke nytte at skjule Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja -- hende kan man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa af den Mening, -- hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende til Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det netop er dig, som hun faar. Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjørnet, hvor Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa forandret, han havde seet ud, ganske hulkindet! Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru Hertz -- eller snarere mærke paa hende -- at hun ikke havde meget Haab. -- Han laa bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende høit.