Part 18

Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet. Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden. Jeg tænkte, at han vilde tegne Minna ved Claveret -- rigtignok saae han hende temmelig meget bag fra -- men snart mærkede jeg, at det var mig selv, der var Gjenstanden. Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men Stephensen smilede -- der kunde unægtelig være noget Indtagende i hans Smil -- og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, -- »det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne.

Det ene Præludium fulgte efter det andet. Hun spillede adspredt og langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man kunde neppe have ventet Andet, men jeg var kjed derover; for jeg var saa forfængelig paa hendes Vegne, at jeg gjerne havde seet, at hun havde glimret -- selv overfor Stephensen. Forøvrig var han neppe en synderlig opmærksom Tilhører, da han tegnede ivrig, idet han af og til bøjede sig frem for at se bedre eller maalte med Blyanten i Luften.

Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig imod os:

-- Maa det nu være nok? -- Uden at vente paa Svar, sprang hun op og udbrød: »Hvad er det I dèr har for?«

-- Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede Stephensen over Skuldren, -- det ligner nok. --

-- Saamænd -- hm.

-- Ih, nei -- se! Allerkjæreste! udbrød Moderen --

-- Naar blot -- jeg troer --

-- Hvilket? spurgte Stephensen og saae op.

-- Nei, maaske er det feil -- og det er saa anmassende.

-- Vist ikke! et frisk Øie opdager let Noget -- og du kjender jo Ansigtet bedre end jeg.

-- Jeg troer, at Hagen skal være større.

-- Virkelig! -- Stephensen maalte, viskede ud og rettede, bøiede sig frem for at se, rettede igjen. -- Ja vist blev det bedre, jeg troer endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du har et godt Blik, Minna! --

-- Maaske skulde du ogsaa lade Adams-Æblet træde lidt stærkere frem, det er saa karakteristisk for ham. -- Se nu, hvor det har hjulpet!

Jeg reiste mig, nysgjerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen var kun flygtig gjennemført, men sikker og let i Linierne. Da man ikke kjender sig selv i Profil, kunde jeg ikke have nogen synderlig Mening om Ligheden. Men Minna var tilfreds, og det glædede mig hemmelig, at hun havde haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil røbede den barnlige Glæde, som en Kunstner altid føler, naar Noget er lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, løsnede Bladet med sin Pennekniv og gav det til Minna.

-- Tak! sagde hun hjertelig, men uden at vise nogen Overraskelse. -- Det er jeg uhyre glad over! Der er dog noget mere Tilfredsstillende ved saadan en Tegning end ved et Photographi, -- mere Stemning, jeg veed ikke ret, hvori det bestaar, men jeg troer, det bringer mig til at tænke paa ældre Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photographier af sig i Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekjendte, og da Folk har været saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan en Afbildning af en Person, som de havde kjær.

-- Det er ikke før faldet mig ind, sagde Stephensen, -- for mig ligger det nærmere at tænke paa Kunstværdien, men der er Meget i, hvad du dèr siger.

-- Ganske vist, bemærkede jeg, det er den Afbildningsmaade, som altid har existeret, og den har ikke blot de mange Aners Aristokrati, men er ogsaa fri for den kjedelige demokratiske Egenskab, at Creti og Pleti har det samme Billede, der er os dyrebart.

-- Ak ja! udbrød Fru Jagemann, -- Verden er rigtignok gaaet frem, siden jeg var ung! Photographien er en mageløs Opfindelse, og den ligner jo ogsaa allerbedst.

Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke anede, at det stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, som det mente at slutte sig til.

-- Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrømmede Stephensen med sin smidige Villighed til at opløse Dissonanser, -- kun er der Noget i Photographkunsten, der hedder Retouchering, og som rigtignok kan frembringe mærkelige Resultater.

-- Har du aldrig forsøgt paa at tegne dig selv? spurgte Minna.

-- Endnu ikke. Der er -- mærkværdigt nok -- ikke kommet nogen Opfordring fra Uffici-Galleriet i Florents om at forøge dets enestaaende Samling af Selvportraiter.

-- Og naar jeg nu beder dig derom?

-- Saa skal jeg gjøre Forsøget -- i disse ensomme Aftener, hvis da ikke Hotelspeilet gjør mig altfor skjæv .... Men nu maa jeg tage Tiden i Agt og tegne dig.

-- Skal jeg virkelig #sidde#? det er Noget af det Værste for mig.

-- I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede Stephensen sagtmodig og med en sælsom vemodig Stemmeklang, der var ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: »og hvem veed, om jeg nogensinde mer kommer til det!«

Minna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par Gange Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne. Snart holdt han inde, misfornøiet med Lyset; jeg flyttede Lampen til Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret var bleven erstattet med en ny -- til Ære for Stephensen, som det syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde været saa øm over hans Skønhedssans, kunde der være Tvivl om. Det var sandsynligt, at Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis moderlig Ømhed fra den Tid, da han var deres Logerende. Hun tilkastede ham af og til kjærlige Sideblikke, medens hun rokkede det store Hoved over Strikkestrømpen, som om hun sagde ved sig selv: »Ak Gud, ja! sidder du nu her igjen! ja, Herregud! hvorfor kom du ikke før?« --

Jeg nærede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhængt af hende, kunde jeg ligesaa godt være gaaet strax. Og skjøndt jeg vel vidste, hvor langt Minna var fra at ville raadføre sig med hende, og at hun imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst.

Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge paa en naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, -- som om det slet ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes imellem sine to Beilere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes Fremtid. Ligesom hun neppe havde ytret sin Glæde over at have en Tegning af mig, før hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge -- Samtalen dreiede sig om tydsk Theater og Skuespilkunst, -- men da hun blev tegnet i halv Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.

Kun da han tegnede det vigtige Parti om Munden, maatte hun sidde tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den gamle Tid ved Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde været nogen synderlig Theatergængerske, men hun havde sværmet for Devrient, som hun havde seet mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og hvad hun havde hørt af Andre, der havde mere Sands for Kunst, blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen med det Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel.

-- Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde De have seet vores Theater, Hr. Stephensen! Davison -- ja, ham har De da hørt om? De veed nok, den smukke Villa, som han byggede -- lige overfor den bøhmiske Banegaard -- den Gang var det noget Nyt -- nu er der jo saa mange. Ja, han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene værd. Som Mephistopheles -- rystende -- nu turde jeg ikke se det for aldrig det -- han blev for Resten ogsaa vanvittig, veed De nok. Og saa Emil Devrient -- aa! det var nu paa en hel anden Maade -- ophøiet, idealsk -- Max i Wallenstein -- man blev løftet -- det kan Nutiden slet ingen Forestilling gjøre sig om -- det sagde ogsaa salig Jagemann -- han vilde slet ikke meer gaa i Theatret -- De husker nok, naar De roste Noget, som De havde seet her, saa sagde han altid: nei, da skulde De have seet #den# og #den#. #Hans# Sværmeri var nu Madam Schrøder-Devrient, -- ja, hende husker jeg da ogsaa -- storslaaet tragisk -- Plastik -- klassisk Plastik, sagde salig Jagemann, han forsømte aldrig en Aften, naar hun spillede -- det var før vi blev gift -- hun kom fra Theatret før halvtreds -- ak Gud, ja -- saadanne Kunstnere -- det var rigtignok en Glandsperiode.

-- Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark siger ogsaa den ældre Generation, at den ikke længer kan holde ud at gaa i Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt Komediespil at se.

-- Nu ja, der seer De, -- daarlige Tider, Hr. Stephensen! .... Nei, det var noget Andet den Gang -- da var der godt her i Dresden -- da saae man ikke alt dette stive preussiske Militair -- der var ikke al den Told og de mange Skatter -- ak, hvad kunde man ikke faa for Pengene -- Kjødet er nu blevet over en Trediedel dyrere -- ej, ja, ja!

Og hun reiste sig hovedrystende, med et dybt Suk, -- og gik henimod Døren.

Minna lo og reciterede: --

-- Wie Lieb' und Treu und Glauben verschwunden aus der Welt, und wie so theuer der Kaffee, und wie so rar das Geld. --

-- Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen.

-- Ih nei, udbrød hun ivrig.

Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab, og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. Stephensen lagde Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under Nakken.

Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det var at konversere os fra den.

Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen Appetit, som vor Taushed kunde tyde paa. --

Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog Stephensen fat igjen.

-- Saa, nu faar det være godt, -- det er ogsaa snart sent, og Minna skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter at have tegnet et Kvarters Tid.

Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udført som den af mig, men selve denne Ængstelighed gav det en vis elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var givet næsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det Sete.

-- Det kunde blive bedre -- men selv om der var Tid, vilde jeg frygte for en »Besser-Machen«.

Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.

-- Og hvem skal saa have #det#? spurgte Minna.

Stephensen rakte hende det:

-- Du, -- for at give det til den af os, som du mener kommer til at trænge mest dertil.

Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrækkede os næsten -- ham selv maaske ikke mindst -- men jeg i det mindste glædede mig strax derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løiet os bort fra Alvoren, men et enkelt Sekund seet den lige i Øinene: -- det var som en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en vis Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Følelse deri -- Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg forsøgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, -- det var sket paa en keitet, stødende Maade og havde kun efterladt pinlig Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag. Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være »tabu«. Dette Held beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den tause Tilstaaelse -- den pinligste af alle overfor en Medbeiler --: at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv, at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv; men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt.

Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette Naboskab som et godt Varsel.

Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa Tapetpapiret -- den var ved denne Belysning ikke saa let at finde -- for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjælling, fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for dem.

Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; hun forstod Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk:

-- Allerkjæreste -- Ak Gud, ja -- det kan man rigtignok kalde Talent.

Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, -- for at forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs.

Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben.

Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten af, strakte han den høire Haand ud imod mig.

-- De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se, nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle ønsker ham Lykke -- for hendes Skyld.

-- De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel!

Vi gik hver til sit.

Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands.

VIII

Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.

Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven Efterretning om Faderens Befindende. -- Den gamle Mand laa i Sengen; han hostede og havde lidt Feber.

Hertz spurgte strax efter Minna -- hvorfor hun ikke var med?

-- Vi mente, I var uadskillelige, tilføiede Fru Hertz.

Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven paafaldende. Jeg syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, og at Veiret gik fra mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende.

De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke engang vidst Noget derom!

-- Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. -- Cousinen ønskede saa meget, at hun skulde komme strax -- hun var ikke rask -- Humeursyge troer jeg.

-- Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen; Minna er altid saa mageløs, naar Nogen feiler Noget.

-- Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, klagede Hertz. -- Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen i disse Dage, hun havde nok spillet lidt for mig, -- Døren kunde staa paa Klem ind til Dagligstuen -- hun spiller saa kjønt.

Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg havde ventet.

-- Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. -- Ja, Dresden er som et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden reiser. Kun saadanne gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her. Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var en meget lærd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden .... Naa, De er jo ung og maatte ud at virke -- et Aarstid før eller senere.

-- Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt at sige, bemærkede Fruen.

-- Ja, Minna -- stakkels --. Han afbrødes ved et Anfald af den tørre Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale.

-- Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, -- den Tanke allerede at skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tænkt meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne Bestemmelse. --

-- Nei, nei, kjære Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte Haanden ud -- ikke det -- Arbeidet kan ikke rette sig efter -- efter vor Tilbøielighed .... Pligten først -- Virksomhed jo før jo heller -- Mandens Kjærlighed arbeider -- og Kvindens bier. --

-- Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men saaledes er det, -- ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin Tid .... Vær ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til Dem .... De kan tro, hun vil komme lettere gjennem Ventetiden, end De nu tænker Dem.

-- Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, at De altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna, og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan Adskillelse.

-- Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, -- for Minna -- vil det falde tungere .... Men -- vi maa alle kjæmpe -- hver med sit -- og det bliver til vort eget Bedste. --

-- I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i, sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der er at frygte, og Strabadserne, veed De nok, kommer man over. -- Og eet kan De være vis paa, at vi skal være Alt hvad vi kan for den kjære Pige, og hun kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk som vi kan være det.

-- Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er mig det mest beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kjære Minder, som vi har sammen.

Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.

-- Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, -- jeg vilde ønske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer hjem, skriver jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen.

-- Ja, hils ham -- og -- at han ikke gjør sig Bekymringer, -- jeg mener, -- han er jo saadan en kjærlig Søn, -- men De ser selv, det er ikke Noget -- af Betydning.

Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.

-- Det er kjønt af Dem, at de strax tænker paa at fortælle Immanuel det, -- nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og han holder meget af Dem, -- De maa besøge ham paa Veien.

-- Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! --

Jeg havde under denne Samtale et Øieblik glemt den frygtelige Usikkerhed, hvori min Kjærlighed nu levede. Men skjøndt denne Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog ringere, og jeg var mere tilbøielig til at se lyst paa Fremtiden, end jeg havde været det siden min Samtale med Minna. Billedet af dette elskværdige gamle Ægtepar var saa sammenvævet med vor Kjærligheds fredelige Idyl, at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles Lykke som før, nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg tog denne Tillid for endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed -- hvilket ganske vist i Andres Øine vilde have forringet dens Værdi; men jeg trængte just til et Støttepunkt, der ikke engang havde følt Noget til Rystelsen. »De vil ikke blive skuffede,« sagde jeg til mig selv, »Alt vil vende sig til det Bedste, -- den gamle Hertz dør ikke, og jeg mister ikke Minna.«

Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde været det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, hvis jeg havde været mindre optagen af min egen Skjæbne, have bemærket Meget, der lod befrygte, at en stærkere Disputator -- den stærkeste! -- vilde sige sit: _Nego majorem_. --

IX

Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at spadsere.

Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. Det var skyet og blæste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor de latterlig udmaiede kolossale Ammer promenerede med Børnevogne, og gjennemstreifede Grosser-Garten, -- idet jeg bestandig opsøgte de Veie og Gangstier, hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøien. Det var ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden; men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man øinede Intet til de fjerne Høider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget hos Hertz's var forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige Tilbøielighed til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt af en underlig sløv Uro.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha -- jeg maatte lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en Studerelampe hos Gjenboen kastede saa meget Lys ind i Stuen at man kunde skjelne Gjenstandene og ikke plagedes af Mørket; man fristedes hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i timevis gjennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med Stephensen -- længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt Formaal dermed, -- som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.

Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet for som før at rykke frem i Orden, efter Række og Geled, til en overskuelig Mønstring, trængte den sig nu oprørsk frem, idet hver Enkelt vilde gjøre sig gjældende, og de Sidste vilde være de Første. Dersom alle Soldater i Kong Mithridates' Hær samtidig havde appelleret til hans berømte Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe fat i ham og raabe: -- »Husker du ogsaa mig? -- hvad hedder jeg? hvad er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? hvor fik jeg dette Ar?« -- saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, som den der holdt mig vaagen, indtil det begyndte at lysne i Værelset.

Høit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg neppe huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelæsninger. Jeg gik ud i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor stemningsløs og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig, ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i Berlin eller i Kjøbenhavn.

Paa en Theaterplakat stod »Kätchen von Heilbronn« -- vi skulde have seet den sammen i Aften!