Part 17
-- Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen -- hendes Mand har en Gaard dèr, -- dem kunde jeg godt besøge -- de bad mig endnu i Sommer, og jeg behøver ikke engang at skrive først.
-- Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?
-- Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.
-- Saa gjør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. Og naar du saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse.
Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og stirrede ud paa Haverne.
Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem Hænderne og ventede paa, at hun skulde vende sig om imod mig. Endelig nærmede jeg mig og berørte hendes Skulder. Hun dreiede Hovedet og saae med sine forgrædte Øine forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden, der nerveust krammede Hatten.
-- Hvad er det? du vil da ikke gaa?
-- Jo, Minna, -- jeg skal -- det er allerede -- jeg mener, naar du skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen.
-- Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser.
-- Ja men, jeg skulde gaa -- hen at tale --
-- Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret i at gaa og lade mig være noget ene, skjøndt det er jeg netop bange for, men jeg maa jo vænne mig til det .... Naar kommer du igjen?
-- Nei, jeg kommer ikke igjen.
Hun sprang op: --
-- Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke være denne Aften hos mig?
-- Jeg troer ikke, det vilde være rigtigt -- vi er jo ikke længer forlovede.
-- Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, -- saa længe -- i alt Fald -- der er jo endnu ikke sket Noget --
-- Endnu -- indtil du maaske »slaar op med mig«. Men du skal ikke være nødt dertil, du maa ikke have den Følelse, at du hæver en Forbindelse, -- hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hævet vor Forlovelse, -- du maa føle dig fri.
-- Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen.
-- Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.
-- Nei, ikke #det#, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min, aa, giv mig ikke Ringen tilbage -- forlang ikke din! -- hvorfor skal vi være saa grusomme mod hinanden?
Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede den -- taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vækker alle Forholdets Følelser i een Sum ved at røre ved dets magiske Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke følt Forkyndelsen af den vanærende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens Hænder.
-- Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de samme.
-- Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det vil koste mig at blive borte, -- jeg veed virkelig neppe, hvad jeg skal gjøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig ....
Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, fæstede mit Øie sig ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var Synd at sige, at der var noget særlig Skjønt ved den, og alligevel var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at se. -- Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, -- jeg mærkede det, skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, før jeg kunde fortsætte: --
-- Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har truffet en saadan Bestemmelse -- jeg mener overfor Stephensen ser det korrektest ud. --
-- Men hvis nu han kommer til os i Aften!
-- Har han talt om det?
-- Nei, -- jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at du ikke skal være ene med mig, -- han troer vel, at du kommer som sædvanlig. --
-- Du har Ret -- nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til .... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, -- der er vel nok En eller Anden, som du kan faa til at løbe det lille Stykke Vei .... Bi, -- se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den sendt hen, saa veed jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke kommer ukaldet .... Farvel, min Elskede, -- det kan da Ingen forbyde mig at kalde dig.
Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt og spørgende Smil, og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt -- maaske umærkelig for hende selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe kunde støtte paa Benene, -- hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til Rette under hendes Nakke.
Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede frem af Kjøkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente Vand, da hun hørte, at Minna ikke var vel. Vims og forfjamsket, bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.
Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro.
VI
Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk, det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og aabnede hurtig min Onkels Brev.
Han skrev -- som sædvanlig kort og forretningsmæssig -- at paa Grund af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke gjøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at forsømme denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb, der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.
Denne Meddelelse -- rettere Ordre -- satte mig i stor Uro.
Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne hændes mig noget Ønskeligere -- (saafremt der da overhovedet længer kunde være Tale om Ønsker og Haab!) -- end hurtigst muligt at blive flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder -- og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende --, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig Forudsætning.
Paa den anden Side: -- naar hun valgte mig, vilde det være saa ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevægelsers Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at den Kjærlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan vige fra hende -- lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter henvist til Brevvexling og -- den danske Ordbog!
Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt.
Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte -- eller ikke kjendte -- gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop for Øieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise ham Fortrolighed.
Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, -- og hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den tilkjæmpede Lykke -- det var dette Brevs ikke just henrykkende Forjættelser. -- Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg traadte ind i Værelset.
Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede Kamret saa stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for at kunne læse det andet Brev -- fra min Ven Immanuel Hertz -- han var opkaldt efter Kant -- i Leipzig.
Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse -- han undskyldte, at Lykønskningen kom lidt sent -- mange Forretninger -- skrev han, at han var bleven bekymret ved at høre gjennem Moderen, at hans kjære gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkjølelse, som han havde paadraget sig i Prag, -- han frygtede, at Moderen maaske for ikke at gjøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.
Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig skjæbnesvanger.
Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, derimod granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent.
Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham syntes, skjøndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig. Alt dette pegede i samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna at kjende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet, at min Formodning ikke var længe om at blive til Vished.
Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! -- hvorledes han vel var kommen over det?
Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel neppe været ulægeligt.
Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert for ham været Midlet.
Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, der rigtignok oversprang den vigtigste Side -- Virksomheden -- som noget Underforstaaet, men til Gjengjæld viste mig mit eget kjære Jeg, et Par Aar ældre, galopperende med i en prægtig Cavalkade gjennem Hyde-Park (hvilken jeg forestillede mig som »Grosser Garten«), dandsende paa Baller, der straalede af alle »high-life«s Diamanter og Stjerner, eller som Gjæst paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og Dyrehaver, -- en feiret Gjæst, første Mand ved Lawn-Tennis, ikke sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis mødende paa Signalet af Middagsklokken, »Sjælens Stormklokke«, som Byron kalder den; -- og naturligvis: baade i Hyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var jeg omringet af disse »Misser« der berømmes som Verdens deiligste Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skjønheden og Elskværdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet af Minna traadte ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhævede dets fordringsløse, borgerlige Ynde, som et dunkelt skimtet Tapet af phantastiske yppige Gobelins, der af den effektsøgende Kunstnerhaand er malet bag ved Portraitstudiet af en mørk og stille Kvindeskikkelse: -- saa opløste hine Drømme sig strax i deres Intethed. Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv deres Virkeliggjørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb.
Skamfuld over, at jeg i dette Øieblik havde ladet mig troløst forlede til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder (der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Præsenter-Bakke for en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), -- for udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller Smerten over hendes Tab.
Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende.
Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra.
Det var allerede kjendelig mørkere, og det lod ikke til, at jeg vilde blive hentet.
Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde nødvendiggjøre min.
Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til min Onkel.
I det samme ringede det.
Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet -- eller snarere udenfor Bordet, og hørte den klingre paa Gulvet, inden jeg naaede Døren, som jeg aabnede paa Klem. Det lod til at være en Kuldrager, som der var bleven lukket op for.
Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smække min Dør i, da jeg hørte en spæd Barnestemme, der vexlede nogle Ord med Tjenestepigen, af hvilke et havde en fjern Lighed med mit Navn.
Aandeløs lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nærmede sig, og der blev pikket ganske sagte paa Døren.
Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en syv-otte Aar med et forgrædt Ansigt, som jeg kjendte, -- hun boede i samme Hus som Jagemanns, og den gamle Kone gav sig meget af med hende og hendes mindre Søster.
-- Vil du mig Noget, min lille Ven?
Barnet saae ned og snøftede.
-- Skal du sige mig Noget -- eller bringe mig Noget?
Nu hylede hun, og gned sig rundt i Øinene med den ene Haand; den anden holdt hun indsvøbt i et Tørklæde. Jeg trak hende indenfor.
-- Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille Bog?
Men nu brølede hun formelig.
»Herregud, hvad skal det dog sige,« tænkte jeg og trippede om i utaalmodig Fortvivlelse.
-- Jeg kan ikke .... gjøre for det, begyndte hun endelig. -- Jeg havde -- jeg skulde -- det var den lille Jagemann -- hun gav mig den lille Bog -- og den store Jagemann gav mig en Kage -- til at spise paa Veien -- og saa var det -- --
Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ind under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog hen imod mig.
-- Jeg kan ikke gjøre for det -- det var en ækel Dreng -- han skubbede -- og saa faldt den lille Bog -- i en Pyt -- u hu! paa Dibbelswalder-Platz -- hu! --
Jeg skyndte mig at finde en Sølvgroschen, som jeg stak i hendes lille vaade Næve, og foer ud af Døren forbi Pigen og Kuldrageren, hvis Latter fulgte mig ned ad Trappen.
I faa Minutter -- hvor vare de alle kostbare nu! -- naaede jeg Röhrhofsgasse.
VII
Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og hviskede: -- Tak, fordi du kom.
Jeg traadte straks ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. Der var tændt Lampe. Stephensen sad og konverserede Fru Jagemann, der havde sin Kattunskjole og den agtbare Kappe paa. Det var aabenbart, at den illegitime Frier foer under Familiebesøgets neutrale Flag. Hun underholdt ham om deres Logerende: »Slette Mennesker, Hr. Stephensen! Ja, vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igjen. Men, Gud bevares, ham nu er der ikke Noget at sige paa, -- han er ogsaa Maler, det vil sige, paa en anden Maade -- Dekorationsfaget.«
Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget høflig paa hinanden, og jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, -- Minna havde ham jo dog saa kjær, og hendes Følelser maatte beskytte ham mod min Uvillie. Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske -- ifølge det gamle Mundheld -- desto varmere.
Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og efter at have ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, henvendte jeg mig til Minna: --
-- Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog -- det var derfor --
-- Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tænkte nok, De vilde savne den.
-- Saa? -- ja, saa tager min Værtinde nok imod den.
Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed?
-- Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem.
-- Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen.
Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.
Paa Vindues-Brættet var den lange Urtepotte med Bregnerne stillet ud. Midt i sin Hjertekval havde Minna dog haft Omsorg for, at de skulde nyde godt af Regnen. De enkeltbladede Bregner, som vi havde fundet sammen, stod i Midten og bevægede nikkende deres slanke Plante-Legemer. -- Nogle Akacieblade og et Stykke kroget Kirsebær-Gren glinsede i det udstrømmende Lys. Den tætte, fine Regn lød som en sagte Hvisken, -- en Vandrende blandede sin Pludren deri. Fra den dunkle Baggrund lyste uregelmæssig spredte Ruder, mellem hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte Lyskolonner. -- Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en underlig knugende Følelse af Menneskelivets Tristhed og Kjedsommelighed; det var mig en høist besynderlig Tanke, at disse Lys vare Tegn paa lige saa mange Existenser i hvilke der maaske ikke fandtes andet Fælles end Smaakaar, Skuffelser og Tomhed, en kummerlig og glandsløs Skjæbne, lig denne ensformige Dunkelhed, der paa een Gang isolerede og samlede Lysene. -- »Men« -- tænkte jeg -- »mon der i nogen af disse Stuer findes et saa underligt Selskab samlet som dette!«
»Gemytlig« kunde ikke egentlig være den træffende Betegnelse for Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, som om hun ikke havde megen Lyst til at spille, men dog vilde bidrage sit til at sprede Stilheden. Moderen, der var gaaet istaa, sukkede dybt -- det var hendes Bidrag. Jeg følte trykkende Nødvendigheden af at sige Noget, men Stephensen kom mig i Forkjøbet.
Er der smukt dèr i Meissener-Egnen? spurgte han -- aabenbart for at lade mig vide, at han kjendte Bestemmelsen.
-- Aa nei, det kan jeg ikke sige, -- det er det modsatte af sydpaa, hvor Sachsen bliver smukkere, jo længere man kommer ned. Kjender du ikke vort smukke Rim:
Denn gleich hinter Meissen -- Pfui Spinne! -- kommt Breissen.[2]
[2] »Breissen« d. v. s. Preussen.
Hun sagde dette -- trods en vis nerveus Anstrengthed -- saa pudsigt, at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen.
-- Ak ja, klynkede hun, mens hun tørrede Taarerne af sin store Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé at besøge Wilhelmine, -- nu har du været borte hele Sommeren -- du maa dog have faaet Landluft nok! Jeg troer nu, at man ogsaa gjør for meget Væsen af dette med den friske Luft.
Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgjørende, -- skjøndt jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske ægte. Dersom Ingen af os havde staaet udenfor Situationen, var den bleven altfor pinlig, og vi havde haft en Følelse af, at vi ligesaa godt kunde tale rent ud om, hvad vi Alle vidste. Den skikkelige Kones Nærværelse satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til at skjule de virkelige Bevægelser.
-- Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske, Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og min salig Mand endnu levede? .... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer -- saadan en Familiekreds, -- hm! -- saa at sige .... Jeg blev rigtignok altid skjældt ud af min Makker.
-- Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrød Stephensen hende med sit elskværdigste Smil.
-- Gud, nei, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld og fintfølende .... Men min salig Mand var tidt slem, han blev ogsaa vred, naar Spillet gik ham imod, -- ja, det veed Gud han gjorde, ak ja! Modgang -- det var ikke for salig Jagemann.
-- Han var en dygtig Spiller, husker jeg. --
-- Dygtig, ja, det maa De nok sige, -- han var saamænd dygtig til Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann .... Men det er ligesom i Spil -- hvad hjælper det, naar man ingen gode Kort faar? -- --
»Eller har en enfoldig Makker,« tænkte jeg.
-- Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven Andet end en fattig Gymnasiallærer -- hvad skal man sige -- slette Mennesker, Hr. Stephensen -- ak ja -- og saa Skjæbnen, veed De nok, Modgang. --
Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt imod os. Det var aabenbart, at denne Snak irriterede hende; Smilet om hendes Læber blev mer og mer spottende, og hun trak et Par Gange paa Skuldren: -- og den »var ikke for ham«, det var virkelig Skade! udbrød hun. -- Forresten har jeg aldrig hørt, hvori den bestod.
-- Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i deres Billede dèr af Jagemann, bemærkede jeg.
-- Aa ja, der er kommet noget af den gamle »Biedermann« deri, skjøndt han nok kunde se venligere ud.
-- Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna.
-- Ak Gud, ja, ak ja!
-- Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, men Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok et slemt Billede -- jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa en Væg.
-- Gud, Hr. Stephensen -- hvor kan De sige -- det nydelige Maleri -- vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver -- det vil sige, her var nok et med to smaa Børn i en Baad -- og jeg syntes saamænd, det var rigtig kjønt, -- men Minna vilde ikke tillade, at det var her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret .... Naa, senere var De jo saa god at sende det deilige Billede her over Sophaen .... Men Minnas Billede, nei, det maa De ikke sige -- man kan da ogsaa tydelig se, hvem det skal være --
-- Men kun høist utydelig, hvem det er, sagde Minna.
-- Aa, du er rigtig et stygt Barn!
Stephensen lo.
-- Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig -- Billedet kan ikke reddes -- men man kunde gjøre et nyt -- f. Ex. netop saadan en Blyantsskitse.
-- Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg.
-- Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun grise Lærredet lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Tøi.
-- Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk om deres Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører aldrig andet af jer, end at I »griser«, »klatter« eller, naar det kommer høit, »smører«.
-- Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, -- det er en temmelig udbredt artistisk #façon de parler#; -- der ligger lidt Selvkritik deri -- og endnu mere Affektation og maaske omvendt Forfængelighed. Jeg skal se at lægge den Vane af. Forresten har I Damer noget Lignende, naar I taler om eders Klimpren -- hvad du før gjorde. --
-- Aa -- det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød Minna, fornærmet paa hans Kunsts Vegne. -- Det er jo at gjøre Nar af mig.