# Minna ## Part 11 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/minna-33562/index.md Men den gode Kone derinde kunde dog neppe være min tilkommende Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem, og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan. Panden var slet ikke høi, men stærkt buet, Øinene laa ikke dybt, og Læberne vare tykke og formløse, -- hvad iøvrig hele det graaladne Ansigt var; det saae ud som en Ting, der længe har ligget i Vand, saa den er bleven udblødt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske vist let markere en Lighed med et ungdommeligt Ansigt. Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dèr. »Hun sidder inde i det lille Værelse,« svarede han. Jeg reiste mig og gik derind. Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, og da jeg traadte hen og hilste, saae hun saa skrækslagen ud, at man mindst skulde tro, hun befandt sig ene med mig i en Jernbanecoupé. Jeg sagde, hvem jeg var, og formodede, at hun gjennem Brev -- -- Ja vist saa -- Gudbevares -- Minna har skrevet -- det kjære Barn -- ak, Gud ja. .... Det -- det glæder mig -- overmaade. .... De er altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger -- -- Fenger -- -- Rigtig -- Fenger -- ganske vist -- De maa endelig undskylde. Det var jo i et Brev og -- Bogstaverne ligner hinanden -- mine Øjne er heller ikke saa gode -- og saa skriver Minna virkelig lidt utydeligt. .... Finder De ikke ogsaa? .... Min salig Mand skrev saadan en tydelig Haand, -- han har ogsaa undervist i Skjønskrift. Ellers var det Latin og Græsk -- ak Gud, ja, han var virkelig meget lærd .... Minna har ogsaa gode Kundskaber -- det er ganske anderledes end i min Tid -- overhovedet Ungdommen! -- Men vil De ikke tage Plads, De maa dog endelig sætte Dem ned. -- Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saae, at hun tænkte paa at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme hende i Forkjøbet. -- De er virkelig altfor venlig -- jeg veed sandelig ikke -- maaske for Selskabs Skyld -- men kun et lille Glas. .... Ja, De kan vel drikke mange Glas, -- unge Mennesker -- salig Jagemann var ogsaa en stærk Øldrikker -- fra Studenterdagene af, veed De. .... Drikker de ogsaa meget Øl hos Dem i Danmark? Forgjæves søgte jeg at faa en fornuftig Samtale i Stand, medens vi drak vort Øl. Snart faldt hun i Staver, stirrede sløvt paa mig, og svarede ikke Andet end »Ak Gud, ja,« -- og umiddelbart efter gav hun sig til, som Tydskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, -- ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst for at blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. Undertiden, naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig forskende, som om hun tænkte: »Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr har faaet fat i?« -- naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet. Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade gjøre den Omvei, og desuden havde hun flere Ærinder underveis. Hun forsvandt i det første mørke Sidestræde, dog ikke før jeg havde givet det Løfte eller den Trudsel -- jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede det, -- at besøge hende næste Dag. -- Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum. Da jeg ringede anden Gang, mærkede jeg, at i et Vindue, der gik ud til Trappegangen, bevægede et lille smudsigt Gardin sig lidt ved det ene Hjørne, og fra Mørket bagved det kiggede et Øie ud paa mig, hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine gamle Folder. Efter endnu at have ventet en god Stund, hørte jeg slæbende Skridt, og endelig aabnedes Døren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskræmt Udtryk, som om jeg mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige ved at spørge: »Herregud, hvad er der gaaet Dem imod?« -- da det faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til at have glemt, at jeg vilde besøge hende eller ogsaa havde hun taget det som en tom Høflighedsphrase. Det sortfarvede Shawl, som jeg kjendte fra den foregaaende Aften, indhyllede hende og lod til at være kastet over Chemisen, og Nederdelen syntes snarere at være et Skjørt end at tilhøre en Kjole. Hun førte mig med mange Undskyldninger ind i Dagligstuen og forsvandt derpaa en halv Time »for at byde mig en Kop Kaffe«. Det temmelig lille Værelse var venligt og lyst, da det vendte ud til den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af Sol. Men Meublementet var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, men det Hele vidnede om en fuldstændig Mangel paa Ordenssands. Klappen af det sorte opretstaaende Clavér var helt graa af Støv, og oppe paa dets Plade stod der ovenpaa en Bunke Noder en Tallerken med en halv røget Sild. Det har altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for jeg opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment mørke Kjøkken, hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og læste »Dresdener-Nachrichten«. I et Hjørne stod en Reol næsten helt fuld af grønne Bind, hvilke jeg strax gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat, Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis hun nogensinde skildte sig ved dem. En Dør midt paa den ene Væg var dækket med et grønt Tæppe, og en Sopha stod foran den; paa dette Tæppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saae en Del af et Fiskerleie under lave Klitter ved en Havbugt. I Forgrunden sad et Par unge Piger og knyttede Net, medens de samtidig gjorde Jav med en Hovedstads-Laps, der var signaliseret ved Hjælp af en Malerkasse og havde en umiskjendelig Lighed med Stephensen. Ved hans pegende Haandbevægelse og de unge Pigers leende Blik var det aabenbart antydet, at der i denne Knytten-Net skulde lægges en dybere Betydning. Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet som flovt tænkt, var der en Del Friskhed og Naturstudie i Stranden og Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige lyse Farver straalede formelig i den lille Stue, til hvis mer end tarvelige Bohave det stod i en paafaldende Modsætning. Enhver maatte uvilkaarlig spørge sig selv, hvorledes er det dog kommet herind? og til mig, for hvem dette Spørgsmaal paa Forhaand var besvaret, talte det paa en anmassende Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han satte dog sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden han efter Aars Forløb sendte hende et saa gjennemarbeidet Billede. Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til #hende# at antyde sig selv som Courmager hos et Par unge Fiskerpiger! -- hvilke Stemninger maatte det ikke vække hos en tydsk Pige, hvis Hjerte var fuldt af Kjærlighed til den danske Maler, og hvis Fantasi er fuld af Heineske Digte: -- »Du schönes Fischermädchen« og »Das Meer erglänzte weit hinaus« maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse Farver og vakt en uendelig Længsel efter #hans# Hjemstavns ubekjendte Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret Selvbehag og en dum Hjerteløshed syntes mig at have tegnet dette pralende Monogram paa en Sten, som Lapsen satte sin Støvle paa, -- en Støvle, der iøvrig var saa blank, at den umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den støvede Vei. Foruden dette Billede var der i Værelset endnu to andre, der hidrørte fra samme Haand. De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet: et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende Mand med en høi Pande, lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i Forbindelse med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øine gav ham et misfornøiet og bittert Udseende, tyndt Haar og store Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage være fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden med Minna paafaldende. Og naar man saae nøiere til, var ogsaa Læbernes Form oprindelig den samme; derimod var hendes Næse noget kortere og bredere. Denne Tegning var dygtig udført og vidnede om en god solid Skole. Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet. Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. Hun havde en sort Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes betydelig overdrevne Bleghed blev endnu mere paafaldende, og Alt dette svømmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp -- kun at denne ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse Læber, men snarere ud af de vage, udtryksløse Øine -- en Kunst, der, som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder var dengang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet sin Elskede! Hvor var den kjærlige Fordybelse i Enkelthederne, den gjerrige Omhu, der værner om det Mindste, fordi den ser det Største bagved det, den selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, den Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten blot er betænkt paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod for at viske det ud i en Mode-Maneer, der i Stedet for et menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk »vue«. Jo længer jeg saae paa dette Portrait, desto stærkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frækt havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept -- Motivet fra hans Elskede -- snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt hvad der var at forstaa og gjøre Rede for. Det forekom mig, at hvis han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trække ham hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i Ørene: -- »Hvad er du dog i Grunden for en ækel moderniseret og artistisk bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, hvilket fordømt Skræmsel af en Farveløgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for Øiet, og i Hjertet med, skulde man tro dig!« Og atter hørte jeg ham svare: »Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjøre? Jeg har dog i det mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nød kan kjende, som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner ser et talentfuldt Arbeide. .... _Maintenant à vous, monsieur!_ tag Farver og Lærred og sæt Dem hen med Deres »selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, Deres Forelskelses-Realisme«, og se saa, hvilket Uglebillede De faar frem. Men lige meget, -- forsøg alligevel; det er behagelige Timer, forsikrer jeg Dem; De har det søde Pigebarn siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De vil; hun bliver rød derover, -- derfor maa De moderere lidt paa Farven -- jeg vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne lidt kjøligere end man sædvanlig gjør -- -- -- --«. Paa denne Maade irriterede jeg mig selv op til en saadan Grad af skinsygt Raseri, at jeg maaske havde forgrebet mig paa Billedet og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru Jagemann nu endelig var kommen ind med Kaffen. Det voldte hende en heftig Forskrækkelse at se mig staa lige op og ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bænket i den lille Sopha bag det noget medtagne Mahognibord, paa hvilket hun anrettede den sachsiske Drik. Der var foregaaet en betydelig Forandring med hende, og hun havde nu et ganske værdigt Matrone-Ydre i en mørkeblaa, hvidprikket Kattuns-Kjole og kronet af en stor Kappe med lilla Baand. Hun satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og søbede langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til Koppen. Jeg havde allerede i nogen Tid bemærket en sødlig kvalmende Lugt, som nu bestandig blev stærkere, og det gik op for mig, at der hinsides denne tæppebelagte Dør maatte blive røget en meget tarvelig Kanaster. Fru Jagemann syntes at gjætte mine Tanker; hun gav sig til at hoste: -- Ak ja, ak Gud, ja -- det er denne Tobaksrøg, den trænger altid herind. Derinde bor vor Logerende, et meget net Menneske, men han ryger evig og altid. Ryger De ikke ogsaa? De maa endelig ikke genere Dem, det smager saa godt til Kaffen, siger de. -- Vi har nemlig Logerende, ellers kunde vi ikke beholde denne Leilighed, forstaar De nok, og naar man en Gang er godt vant -- -- men det har sine Ulemper. Som nu denne Tobaksrøg. -- Ganske vist, man kan ogsaa faa Logerende, som ryger mindre, eller som ikke er saa meget hjemme, -- der gives endog dem, som slet ikke ryger, men saa kan der jo være andre Ubehageligheder. Ak Gud, ja, Hr. Fenger, der er mange slette Mennesker til! Som f. Eks. denne Logerende, ham er der saamænd ikke noget videre at sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt trækker ud til henimod Slutningen af den næste Maaned, men hvad skal man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem har jeg haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover naturligvis, at de skal komme og betale. .... Ak Gud, ja, slette Mennesker, Hr. Fenger! .... Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende Portrait og gjentog i Tankerne mit Udbrud: »Hvad er du dog for en ækel, artistisk fordærvet og gjennemløiet Karl --!« Og Fru Jagemann, der saae, hvor jeg var henne, skyndte sig høflig at indhente mig: -- -- Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, -- det ligner jo ogsaa -- næsten som et Photographi, ak Gud, ja! saadan Kunstfærdighed! -- Alt hvad man nu kan gjøre, Hr. Fenger! i Amerika kan de nok nu photographere med Farver, det stod at læse om i Avisen -- Herre Gud, hvordan skal det saa gaa de stakkels Malere, men hvad skal man sige -- Kunsten stiger, -- Høg over Høg -- den Enes Død den Andens Brød, hedder det jo. -- Ak ja! -- Det er forresten en Landsmand af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, -- -- Hr. Stephensen hed han saamænd -- han boede her et halvt Aar -- -- Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede mig med et Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve Øine kunde udsende. -- Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun holder ikke Noget hemmeligt for mig. -- Nei, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikjøbet en Kunstner, -- det har De naturligvis hørt om, sagde hun hurtig, aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde mig, men frygtelig angst for, at vi skulde komme ind paa et pinligt Omraade. -- Ak ja, saadan et Talent, det maa De nok sige! -- (Jeg havde slet ikke sagt noget Lignende). -- Og et net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han betalte mig altid punktlig, endogsaa forud undertiden, -- ikke fordi jeg bad ham derom, men det var knappe Tider, og han var saa fintfølende. Han røg kun Cigaretter, -- det var noget Andet end vor nuværende Logerende, -- han er forresten ogsaa Maler, det vil sige, -- han er fra Holsten -- det er Lokaler han dekorerer, Lofte og Vægge. .... Men Hr. Stephensen røg kun Cigaretter, -- aa, naar man dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Røgelsen i den katholske Kirke. Ja, dèr har De da været? min Gud, saa høit der er til Loftet, og alle de Lys paa Altret, -- ak, og saadan som de synger! det er ligesom man hørte Englene, -- jeg har været der med Minna, -- hun sagde, det var Latin de sang. .... Ellers gaar jeg i Anna-Kirken her henne, det er en mageløs Præst, vi har, forleden tog han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, -- han har konfirmeret hende -- forresten kan hun ikke lide ham -- hun er tidt lidt vanskelig, det vil sige, -- saadan -- med Mennesker, hun faar let Noget at udsætte. .... Naa, naturligvis har hun Ret, paa sin Maade, -- der er mange slette Mennesker til, men hvad skal man sige, Herregud! derfor har vi Religionen, -- hvad var vi uden Religionen, Hr. Fenger! -- Ja, jeg maa desværre bekjende, at jeg ikke er saa meget kirkelig, men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende -- -- Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, -- da jeg var ung, -- det var akkurat det samme, -- da tænker man kun paa at more sig, -- naa, naar man blot ikke gjør noget Ondt! -- -- Jeg tænker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, og jeg haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan gifte os. Jeg har en Onkel, som er Fabrikant i England, og han vil gjerne have mig derover. -- -- Til England, ih nei da! jeg havde saamænd en Søster, som var flere Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde fortælle! Det maa jo være en skrækkelig By, London! Al den Taage og Kulrøg. Dèr boer de ogsaa i flere Etager, og hele Familien spiser til Middag ude i Kjøkkenet. .... Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt resolut kunde opgive ethvert Forsøg paa at lede Samtalen ind i et fornuftigt Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, som hun kunde bedst, og gjorde kun af og til et Par understøttende Bemærkninger. I Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men efterhaanden som hun kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde »m'r« for »wir« og »sein« for »sind«, kjendte kun bløde »P«er og »T«er og spækkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve Ansigtstrækkene, -- og jeg var derfor en saa taalmodig og opmærksom Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig. Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsøg paa at holde mig tilbage, men fulgte mig til Dørs med mange Knix og Komplimenter. Jeg havde altsaa lært min tilkommende Svigermoder at kjende, og var i Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, hvor langt det end i og for sig var fra at kunne kaldes glimrende. Sagen var, at jeg altid, naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p. -- Om Familie var her nu aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge, saa bragte hun mig heller ingen af »Sippen und Magen«. Hvad Moderen angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en sjelden, men heldig Kritik, saa lod hun til at være et meget beskedent Væsen, som sikkert helst vilde kukkelure i Fred ude i sit Kjøkken og nikke ind i »Zur Katze«, og var saa fastgroet i sine Dresdener-Vaner, at der neppe vilde blive Tale om at faa hende med til England. Naar man nu havde faaet en statelig Dame til »Mama«, der omfavnede En moderlig, kritiserede Ens Vaner, var misfornøiet med Udsigterne, blandede sig i Husvæsenet, satte Datteren op imod En, saa vidt det lod sig gjøre, forlangte Visitter, regelmæssige Aftener -- du gode Gud, hvor jeg dog var sluppen heldig med denne tarvelige Mo'erlil! Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: -- »Beroliget, -- Svigermoder uskadelig«. II Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis var jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen gjennem Gaderne forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa hendes Sind, men jeg vilde ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme. Iøvrig tænkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde havde forværret sig. Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet os være ene, blev det kjære Barn mer og mer tavs. Undertiden saae hun paa mig med et langt, tungsindigt Blik, der var lige ved at faa mig til at græde; snart efter begyndte hun at stirre, som om hendes Tanker var langt borte, og jeg fik da en Følelse af Uhygge. -- Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? spurgte jeg endelig. -- Ja, det er jeg nok, du skal se, han dør af det .... Og hvorfor ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er noget kjønt deri. -- Men hans stakkels Kone! Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet. Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille Have. Den lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Præg af Alvor og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre Kvinde. Brystfolderne af den lette Kjole hævede og sænkede sig stærkt og uregelmæssigt. Den høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen. Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder. -- Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? -- -- Jeg har faaet Brev -- fra ham -- Svar paa det, jeg sendte bort den Aften. -- Naa? -- Det har gjort mig saa ondt, -- det var slet ikke, som jeg havde ventet. Han tænker ikke paa mig, som en god Ven. .... Det er ligesom han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke. -- Hvad har han da skrevet, Minna? -- Ja, nu skal du selv se. Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert, som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket jeg ikke kjendte. Det lød saaledes: -- Schon wieder bin ich fortgerissen vom Herzen, dass ich innig liebe, -- schon wieder bin ich fortgerissen, o wüsstest du, wie gern ich bliebe! Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke, der Fluss darunter fliesst so trübe; ich scheide wieder von dem Glücke, vom Herzen, das ich innig liebe. Am Himmel jagen hin die Sterne, als flöhen sie vor meinem Schmerze. -- Leb' wohl, Geliebte! In der Ferne, wo ich auch bin, blüht dir mein Herze. -- Dumt Tøi, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet ud ad Vinduet, vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det. -- Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke formaaede at holde tilbage. Hun saae bebreidende paa mig: -- -- Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med langt bitrere Ord, vil jeg gjøre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun gjemte atter Brevet i Mappen. Den rørende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede ud af hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev dog et Bundfald af Uvillie tilbage. -- Jeg havde Uret, tilgiv, -- men det er et Brev, der kunde faa en Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri. -- Ja #jeg# forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det. -- Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine Følelser? -- et Digt af Heine, -- ja, naar det saa endda havde passet til Situationen, men aldeles ikke! -- Nei, ikke sandt! det var ogsaa det, der berørte mig saa underlig, ligesom en falsk Tone, -- ellers vilde det have gjort mig endnu mere ondt -- eller maaske vilde det ogsaa tvertimod have virket forsonende, men dette kunde jeg ikke lade være at ærgre mig over. -- Hans Forfængelighed er bleven stødt over, at du kunde glemme ham for en Anden, det er det Hele. Derfor har han heller ikke selv haft Noget at sige, -- en tarveligere Mand havde grebet til en Brev-Formular. -- Og alligevel -- hvis han dog elskede mig endnu, og led! udbrød hun og knugede de foldede Hænder sammen. -- Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! Hvorfor forlod han dig? -- For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer værd end jeg? -- Nei, tusind Gange nei! For Kunstens Skyld! dum Frase! Saadan en Ynkelighed! hvor tror han, han kan gjøre Kunst, som duer noget, naar han er en sølle Pjalt, som ikke engang tør tage et Tag med Livet, og hvordan skulde han kunne sidde og pensle Følelser frem, naar han leger baade med sine og med Andres?