Part 2

Taarerne løb ham over Kinderne og faldt ned paa Anvisningerne, mens han talte dem.

-Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham?

-I Etatsraadindens Værelse.

Jeg gik op--ind i Værelset ... hvor jeg ser det ... alle Stolene, stillet i en Rad, med hvide Stykker over--og ... Fa'er lagt hen i Skyndingen paa Chaiselong'uen, Lagnet blot halvt over--den ene Arm var faldet ned over Randen ... Jeg løftede den ikke op, du....

--Min Ven fo'r sammen, og knugede om Stolens Arm.

-Men jeg--saa hans Ansigt....

Der gik nogle Minuter. Ingen af os talte. Jeg vilde tage Kristians Haand ... men gjorde det ikke, blev siddende stille, til han talte igjen.

-Ja--ja--det var en forfærdelig Dag ... Og saa om Aftenen--Mo'er og Elisabeth--

Da jeg kom ud om Aftenen, mødte jeg Lægen i Vestibulen.

-Gaa ind til Deres Mo'er, sagde han. Hun venter.

Ja--kan jeg beskrive dig Mo'ers Sorg ... hvordan hun sad hen, uafladelig rokkende i Sædet, mens Hovedet ligesom daskede ganske løst. Og hun løftede kun en Gang imellem Hænderne og lod dem falde og sagde det samme, altid det det samme:

-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand ... idiotisk, tonløst: Ja--min stakkels Mand.

Elisabeth sad ved Vinduet i en Krog. Jeg gik hen til hende.

-At du først kommer nu, sagde hun. Om du havde vidst min Angst.

-Jeg kunde ikke komme før.

Elisabeth saa paa mig. Jeg har aldrig set et Ligs Ansigt saa blegt. Og jeg forstod det--som hun ikke kunde spørge om.

-Det er dækket, sagde jeg.

Jeg følte hendes Arme knugende om min Hals.

Vi gik hen til Mo'er, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men hun hørte ikke. Mildt tog hun vore Hænder bort fra sit Hoved, og hun blev blot ved at gjentage i samme Tone:

-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand.

Saa kom den værste Tid, min Ven--naar Uroen er forbi, og Smerten, den rigtig kan faa Stunder, og den sætter sig saa lunt til Ro i vort Liv og er daglig Gjæst ved alt, hvad vi gjør ... For Mo'er blev det haardest.

Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste Gran af Ulykken. Og i den første Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den døde--at han var gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar....

Men siden, min Ven, da vort Liv blev plyndret for alt det, som vi havde levet i, alt det Velvære, vi var vant til at sidde i--og vi stod igjen saa at sige i de tomme Stuer, med de bare Vægge i Livet--ser du, saa blev det langsomt en fortvivlet Misfornøjelse og en fortvivlet Følelse af Skammen....

Og hun taalte ikke, at vi nævnte Fa'ers Navn, og hun skyede alt, hvad der kunde blot minde om ham. Og til andre Tider strømmede hun over af de voldsomste Bebrejdelser mod den døde, og hun jamrede i lange Taler over den stakkels Elisabeth og hægede om hende med sygelig Ømhed....

Elisabeth var blevet syg tilsidst og laa tilsengs.

Mo'er vilde aldrig gaa ud, aldrig ned paa Gaden: og havde hun været ude, kom hun hjem fortvivlet, og hun vidste om #den#, som havde lét ad hende, og den, som havde vendt sig bort eller var drejet af for ikke at hilse.

Lægen blev ængstelig, og han mente, at Forandring af Luft, af Sted var det eneste, som kunde hjælpe.

Elisabeth trængte paa og bad mig, og saa ... Ja, det havde jo egentlig altid været min Plan at blive i Kjøbenhavn, at tage Graden og gaa Universitetsvejen.--Men nu var Mo'er syg, og leve skulde de af mig....

Saa var det, jeg blev Præst.

Jeg vilde hellere være min egen Mand end staa under en anden som Kapellan, og saa var det just ledigt--Embedet på Lyø, og saa fik jeg det--og saa flyttede vi derover.

-Og #der# har I levet side.

-Ja.

Vi sad lidt, og jeg sagde:

-Og din Mo'er--er hun bedre nu?

-Aa--ja, det er jo den store Glæde for Elisabeth og for mig--Mo'er er kommet over det, du.--Der ovre, hvor ingen kjender hende, hvor ingenting minder hende, er det, som om alt næsten var blevet gamle. Hun gaar omkring i Stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle Møbler og Bønderne kalde hende for "Hendes Naade".--Jo du--Moder er kommet over det....

Det er jo det, som glæder os to....

-Og din Søster?

Hun har taget en lille Gjerning op, hun holder Skole for Øens Pigebørn ... I Begyndelsen--da kunde det jo nok hænde, at det om Aftenen,--naar vi sad om Lampen, lange Aftener, hver i sine Tanker--kunde komme over os som en Fortvivlelse, saa vi skulde næsten kvæles under det. Og vi saa' paa hinanden, og pludselig stod vi begge op og tog lidt Tøj paa os, og vi gik ned langs Stranden.

Der blev vi ved at gaa i Stormen, op og ned, op og ned--det var, som det dulmede. Sommetider trykkede Elisabeth min Arm, fast og krampagtigt--vi talte sjældent.

Men siden--saa tog det daglige Liv os ind, og vi lærte at faa Interesse for alt det smaa, vi levede med--og nu--nu er vi lykkelige....

Ja, min Ven, du ved det ikke--saadan en lille Existens, hvordan den binder med sine smaa Glæder og sine smaa Sorger og sin Stilhed og de samme Begivenheder, som altid og regelmæssigt vende tilbage....

Og saa Postdagen, naar vi venter paa Baaden, og den endelig kommer, og vi skynder os hjem med Brevene og Aviserne. Og Mo'er faar fat i sin Pincenez og Feuilletonen--og Elisabeth søger #sit#, og hver sidder vi med sit under Lampen.

Saa læser vi om gamle Venner--vi finder gamle Navne, som bringer Erindringer med sig om--den Tid, som er forbi....

Vi taler om Jer--alle Jer, som udretter noget ude i den store Verden--mens vi sidder i vor Krog--ja, vi har Tid til at ønske godt for Jer og følge, hvad I gjør ... Saadan, naar man selv er kommet til Ro--naar man sidder hen, du, og dog ikke er helt unyttig i sin Krog, saa faar man Tid til at holde af Jer, I Tumlemennesker.--

Hvor mange Gange tror du ikke, jeg har talt om dig derhjemme om Aftenen.

Og sommetider lér vi ogsaa lidt. I ser tidt saa morsomme ud med Jeres mange Krumspring, naar man ser dem paa Afstand.--

Hvad mig angaar, har jeg jo mit Arbejde.

Der er meget just paa saa lille et Rum, du--hvor man lærer saa nøje hver enkelt at kjende og det, som trykker ham ... Og i deres fattige Liv, der ikke har megen Glæde--der tror nu jeg, at det er os, som skal bringe lidt Lys og Glæde.

For ser du, gamle Ven--kue og holde nede i Frygt--det er let, men lære dem, at bære det Liv, som er--glade og med Haab--det tror jeg nu er Gjerningen.--

Men, det mener vi vel ikke det samme om--du og jeg--om de Ting....

Man faar ogsaa Interesse, du, for al Ting. Til Exempel for Dyrene--vi holder af dem, hvert eneste et, og deres Liv er som en Del af vort eget.

Vi følger dem i al Ting ... Den Dag, da Køerne skal paa Græs, pynter Elisabeth Gaarden med Blomster, og alle Mand gaar vi med i Marken.

Aa ja--det er nu noget, du ikke forstaar--men os gjør det en Glæde.

Og Bøgerne faar man kjære--det er saamænd mange Gange, som om jeg talte med dem. Saa husker man, da man som ganske ung læste dem for første Gang, og tidt og ofte dukke Jeres gamle Ansigter op rundt om mig, og jeg tænker paa--den Tid.

Jo--et lille Liv er lykkeligt, stille, og lykkeligt.

Og saa føler man, at her kan man spænde over, hvad man skal, og her elsker de En....

De tror lidt paa mig, og jeg holder af dem....

Men--hvor jeg sidder og snakker, jeg, som ingenting har oplevet og ikke set nogenting--og du, som har levet og set saa meget--du faar ikke Lov til at sige et eneste Ord ... saadan er jeg....

-Jeg har ikke noget at fortælle....

--Pyh--du ikke ... Men hvad er det--vander du Høns? Er du blevet saa glad over Gjensynet?

Og min gamle Ven bøjede sig ned over mig, og han holdt mit Hoved mellem sine Hænder.

--Naa, naa--sagde han--gamle Dreng--gamle Dreng.