Part 9

»Aldrig paavise!« raabte Stone, »den Fejl er netop selv Skyld i, at jeg kan komme til at paavise den for Verden. Havde Professor Hopkins ikke regnet sine Rækker galt ud, vilde vi, efter mine astronomiske Beregninger, hvortil jeg har benyttet Hopkins Logaritmer, aldrig have naaet Jorden, hvis vi var afgaaet fra Mars i rette Tid.«

»Ja, men det er der jo ingen Grund til at tale om nu,« sagde Burd gnavent, »vi kommer der jo i alle Tilfælde ikke, efter hvad De selv har sagt os.«

»Men kan De da ingenting forstaa? Paa Grund af denne Fejlregning er vi netop kommet af Sted i rette Tid, det er det, jeg hele Tiden staar og forklarer Dem,« sagde Stone overlegent.

Her sprang Dillingham op.

»Hvad er det dog, De siger, Stone? Er der Haab om, at vi kan komme tilbage til Jorden?«

»Der er ikke Haab,« svarede Stone, »der er Vished.«

»Hører du, Ethel, vi skal atter se Jorden sammen, og jeg skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at finde din Onkels Morder og rense dig for den skrækkelige Beskyldning!«

Ethel klappede ham paa Kinden med et lille bedrøvet Smil, hun havde gaaet alt for meget igennem til at kunne være saa forhaabningsfuld som Dillingham.

Stone var imidlertid ilet ud af Døren, fulgt af Burd, for at meddele de andre den lykkelige Nyhed. Der blev en almindelig Jublen. Trods sin Modstand blev han grebet af Handerson og Bill og baaret i Triumf op i Salonen igen. Her raabte de alle tre dundrende Hurraer for ham, hvad han mod Sædvane lod til at føle sig tilfreds med. Han nød det som en lille Forsmag paa de Triumfer, han vilde høste, naar han naaede Jorden igen.

Derpaa udbad Hyde sig paa egne og de andres Vegne en nærmere Forklaring af ham angaaende Fejlen i Beregningerne.

Heri indvilligede han med Glæde og udviklede i de næste to Timer en saadan Masse af Formler og matematiske Beregninger, at det kørte aldeles rundt for hans ulykkelige Tilhørere; men da det aabenbart var til stor Glæde for ham selv, saa bar hans Venner det med engleblid Taalmodighed og søgte at lade, som om de forstod hvert eneste Ord.

Men hvad finder man sig ikke i, naar man pludselig ser sig reddet fra den visse Undergang og givet tilbage til Livet?

SYTTENDE KAPITEL.

London. – Nedstigningen.

Betjent Nr. 454, Johnson, drejede om Hjørnet af Jamesstreet og travede sindigt ned ad Budcasce walk og op af Victoria embankment, ned forbi Scotland Yard.

Klokken var fem om Morgenen, og Taagen begyndte at lette, saa Betjenten slukkede Lygten, der hang ved hans Bælte.

Der kom efterhaanden Liv i de øde Gader.

Ensomme Natteravne, der var sent paa Færde, listede forpjuskede og med graa, trætte og slappe Ansigter af Sted i det første kolde Dagslys.

Tjenestepigerne, der var tidlig paa Færde, frøs om de bare Arme og skuttede sig i den skarpe, disede Morgenluft, medens de stod stille for at veksle et Par Ord med Betjenten eller en og anden tjenstivrig Portner, som var kommet frem af sit Hi for at feje Gaden.

Svære Vogne kom rumlende gennem Gaderne, Vinduerne blev smækket op, og Mælkedrengenes Træsko slog »Klip Klap« hen ad Fliserne.

Arbejdernes duknakkede Skikkelser begyndte at vise sig paa deres Vandring til Dagens Slæb og Slid.

De havarerede Eksistenser kom listende fra Hyde Park eller krøb frem fra de store Broer, eller hvor de ellers havde søgt at faa deres Søvn, og gik paa Rov efter noget spiseligt til deres tomme Maver.

Johnson skuttede sig og gabede, om et Kvarter kom Afløsningen, og saa skulde Madammens Kaffe smage efter den kolde Nattur.

Han spejdede hen imod Hjørnet, hvorfra Afløsningen skulde komme, da der højt over hans Hoved lød en Susen som af et mægtigt Fugletræk.

Han saa op. Hvad var dog det? Nu havde han aldrig set saa galt. Et Luftskib over Byen. Var der ikke udtrykkeligt Forbud mod Luftsejlads over beboede Steder?

Han anstrengte sine Øjne for at se bedre. Det var min Sandten for galt! Ikke engang deres Nummer kunde han se.

Med eet slog en Tanke ned i ham.

Kunde det ikke være Ingeniør Hydes Luftskib, der forsvandt pludselig en Dag, da Mac Carty selv havde set dem bortføre Ethel Gray paa en Tur, som de ikke var vendt tilbage fra, saa alle mente, de maatte være forulykkede? Det var bestemt dem, der kom tilbage, det maatte meldes og det straks. Det havde jo dobbelt Interesse netop nu, da Sagen mod Frøken Gray havde været fremme igen.

Hende havde de saamænd nok gemt et Sted ovre i Amerika, for at hun ikke skulde falde i Politiets Hænder.

Medens disse Tanker for gennem Betjentens Hoved, ilede han af Sted hen mod Scotland Yard og løb i Porten lige i Armene paa sin overordnede, Inspektør Mac Carty.

Med Haanden paa Hjelmen gjorde han sin Melding.

Inspektøren gik raskt ud paa Gaden og saa opad, jo, Manden havde Ret, et Luftskib var det, men om det var Hydes, var umuligt at afgøre paa den Afstand, selv om man havde set det saa nær ved, som Inspektøren havde, egentlig ikke for sin Fornøjelses Skyld.

Han vendte sig mod Betjenten: »Har De Tjeneste, 454?«

»Ja, Hr. Inspektør, men om 5 Minutter kommer Afløsningen.«

»Godt, giv mig Deres Bind, jeg tager Deres Post, medens De henter Overbetjent Dirckins.«

»Well, Sir,« og 454 forsvandt hastigt og kom lidt efter tilbage med en svær, rødmosset Mand.

»Ser De det Skib deroppe?« spurgte Mac Carty ham.

Dirckins saa opad, hvor Skibet svævede højt over hans Hoved.

Han indrømmede derfor, overensstemmende med Sandheden, at han saa det.

»Vil De have noget Mandskab og nogle Biler parate i Udkanterne af Byen. Skibet maa jo ned uden for London, men De maa se efter, hvor det sker, og hurtigst sende mig Meddelelse derom og samtidig lade de ombordværende bevogte, uden at de aner det, saa at De kan underrette mig om, hvor de tager hen.«

»Well, Sir,« var Dirckins’ korte Svar, inden han skyndsomst forsvandt for at udføre Inspektørens Ordre.

* * * * *

Medens der saaledes allerede var sørget for at tage imod dem hernede paa Jorden, svævede vore Venner oppe i den klare Luft. De var alle samlede paa Platformen med Undtagelse af Stone, der var nede i Kahytten for at pakke sine Instrumenter og Optegnelser ind.

Dernede, dybt under dem, laa London, den lignede højt oppe fra en uhyre, graalig Masse af Sten.

Saa sank de, og Massen opløste sig i Huse, Taarne, Monumenter, Skibe og smaa bitte Mennesker, medens der lød en Summen som af en Bisværm op til dem. Det var Begejstringsraab fra de tusinde og atter tusinde af Mennesker, der havde samlet sig i utrolig kort Tid, da det rygtedes, at Ingeniør Hydes i lang Tid savnede Luftskib var vendt tilbage.

Der var en Larm og en Begejstring som i de hedeste Zeppelin-Dage i Berlin, da »Meteor« kredsede om St. Paulskirkens gyldne Spir.

Leslie og Folkene svingede med Hattene og udstødte høje Raab, der var mere velmente end vellydende. De vidste godt, at Menneskene dernede intet kunde høre, men deres Jubel og Fryd over igen at være nær Jorden maatte have Luft.

Hydes Ansigt havde det samme rolige, energiske Udtryk som sædvanlig, han grundede paa, hvor højt hans Skib var steget i Pris efter denne vidunderlige Rejse til Mars.

Doktoren havde kastet sig ned i en Flugtstol og smilede veltilfreds. Han var glad over atter at være saa nær Hjemmet, og han saa i Aanden et eller andet hyggeligt lille Sted ude paa Landet, hvor han kunde nyde en velfortjent Ferie efter alle sine Anstrengelser.

Dillingham og Ethel stod sammen og stirrede ned paa Mængden, der bølgede frem og tilbage som et uroligt Hav.

For dem betød Tilbagekomsten jo kun Adskillelse, i alle Tilfælde da foreløbig, og Ethels smukke Ansigt var blegt og bedrøvet, medens Dillingham følte sig ganske syg om Hjertet ved Tanken om, at hun skulde skilles fra ham og maaske tilbage til Fængslet med dets Rædsler og Uhygge.

Skibet steg nu paa Hydes Befaling atter til Vejrs, og da det jo var ganske umuligt at gaa ned i en Storstads Gader, fløj de af Sted hen over London til den samme Plads uden for Byen, hvor de 6 Maaneder i Forvejen var steget op for at begynde deres eventyrlige Fart.

Da det var et øde Sted, og det endnu var tidligt paa Dagen, lykkedes det dem at slippe ubemærket ned og fortøje Skibet, og de ilede da alle hen til Kroen for at nyde det første Maaltid paa Jorden efter deres lange Rejse.

Da vore Venner havde besluttet at afvente Begivenhedernes Gang for Ethels Vedkommende, maatte de jo have hende anbragt et Sted, hvor hun kunde være, indtil Mac Carty dukkede op, hvad de ikke var i Tvivl om, at han snart vilde gøre.

Professoren vilde straks til sit Hjem for at kunne afhente de Skatte, der laa i Skibet, og Hyde maatte se sig om efter Arbejdere, for at han snarest muligt kunde faa Skibet under Tag, medens han ventede paa den eventuelle Køber.

Burd tilbød da at køre hen til et rigtig pænt Hotel garni med de to bedrøvede Kærestefolk. Han havde ofte selv boet der og mente, at det vilde passe godt for Ethel.

Denne Plan bifaldt de alle, og da Værten havde skaffet dem en Vogn, kørte de sammen ind til Byen.

Undervejs mødte de en Bil med en svær, rødmosset Mand, der fikserede dem skarpt.

Det var Dirckins, der udførte Mac Cartys Ordre.

ATTENDE KAPITEL.

Inspektør Mac Carty igen.

Doktoren og Dillingham fik lykkelig og vel anbragt Ethel i Hotellet, og da hun var nervøs og forknyt af Angst for, hvad der nu vilde komme, saa blev begge Herrerne og spiste til Middag med hende.

Om Aftenen, da de skiltes, maatte baade Dillingham og Burd love hende at komme igen næste Dag, saa tidligt det var dem muligt.

De holdt Ord, og ved Titiden kørte de op for Døren.

Den stakkels Ethel var endnu mere urolig end den foregaaende Dag, og det gjorde Doktoren oprigtig ondt for hende.

Et Kvarters Tid efter, at Herrerne var kommet, lød der en forsigtig Banken paa Døren.

Burd raabte: »Kom ind!« og en ældre Mand med rødt Haar og røde Whiskers traadte ind med sin Serviet i Haanden og meldte, at der var en Herre, der ønskede at tale med Frk. Gray.

»Vær saa god at vise ham herop!« sagde Ethel med blege Læber.

I det samme lukkede Tjeneren Døren indefra, lod Haar og Whiskers forsvinde i Lommen, og Mac Carty stod for deres forbavsede og forfærdede Blikke.

»Jeg kom paa denne Maade for ikke at vække Opsigt,« sagde han forklarende, »jeg er kendt af hele Tjenerpersonalet her.«

»Skal vi maaske arresteres for Opsætsighed mod Politiet?« spurgte Doktoren og søgte at anslaa en spøgende Tone.

»Absolut ikke,« svarede Mac Carty, »efter at jeg nu til Morgen har læst Bladene og set, hvilken gyldig Grund De havde til ikke at parere Ordre, vilde jeg føle mig som en Barbar og ikke som et kultiveret Menneske, hvis jeg, efter hvad De har udrettet for vort Land, vilde hænge mig i saadanne Bagateller. Nej, mit Besøg gælder Frk. Gray.«

Ethel bad ham ved en Haandbevægelse at tage Plads. Hun var bleg som et Lig og sendte Dillingham et hjælpeløst og fortvivlet Blik, som han besvarede ved at lægge sin Haand beskyttende over hendes lille, kolde Haand, der laa paa Bordet, medens han sendte Mac Carty et morderisk Blik.

Inspektøren tog rolig Plads og begyndte: »Medens De, mine Herrer, gjorde Menneskeheden en stor Tjeneste, har jeg heller ikke ligget paa den lade Side, idet det er lykkedes mig at finde Sir Rupert Staffords virkelige Morder.«

Ethel græd: »Aah, er det sandt, De narrer mig ikke, det er bevist, at jeg er uskyldig?«

Hun vendte sig mod Dillingham: »Hørte du det, Dick, jeg er fri!«

»Forklar Dem nærmere,« bad Doktoren, »spænd os ikke paa Pinebænken.«

»Ja, Miss Gray, De er frank og fri, og det var ved et rent Tilfælde, at jeg kom paa Sporet. Som De vel ved, havde Deres afdøde Onkel gjort et Testamente, hvor han indsatte Dem til sin Universalarving, hvis De overlevede ham og i alle Maader viste Dem værdig dertil. I Tilfælde af Deres Død indsatte han en Slægtning, der bar det samme Navn som han selv, men som han var bleven alvorlig Uvenner med adskillige Aar i Forvejen. Denne Mand havde paa Grund af forskellige mindre heldige Bekendtskaber med Spillere og andre Driverter paadraget sig en Gæld, som Deres Onkel betalte paa den udtrykkelige Betingelse, at han forlod England og banede sig Vej i en anden Verdensdel. En af denne unge Mands intimeste Venner var den Mr. Brown, der optraadte som Vidne mod Dem, og som paastod, han havde set Dem fylde et Pulver i Deres Onkels Glas, medens han betragtede Dem gennem Vinduet. Mr. Brown var, som De vel ved, paa mødrene Side langt ude beslægtet med Deres Onkel.

Efter Trætten med sin Onkel rejste den unge Stafford til Sydafrika, hvor han fik en ret taalelig Stilling. Han vedblev at staa i Brevveksling med Mr. Brown i de paafølgende Aar.

Otte Dage efter Deres Flugt, Miss Gray, meldte en gammel Aagerkarl sig paa Scotland Yard og bad om Beskyttelse mod en Person ved Navn Brown. Denne, der havde en Del Veksler løbende hos den gamle Mand, havde ikke set sig i Stand til at indfri dem, og da Aagerkarlen trængte paa og vilde have sine Penge, greb Brown ham i Struben og var lige ved at kvæle den ulyksalige Mand. Da der i det samme blev ringet, slap Brown Aagerkarlen og styrtede af Sted under vilde Trusler.

Nu var Manden bange baade for sine Penge og for sit Liv og henvendte sig til Politiet om Hjælp, skønt hele Affæren ogsaa fra hans Side var af en mer end tvivlsom Art.

Det blev overdraget mig at skaffe Oplysninger om nævnte Brown, og jeg opdagede jo straks, at det var den samme Mand, der havde optraadt som Vidne i Ethel Grays Sag.

Det forbavsede mig noget, og efter at jeg havde faaet at vide, at det var Sir Rupert Staffords Navn, der stod paa Vekslerne, begyndte min Mistro at vaagne. Jeg fik opsporet, – hvorledes kommer ikke denne Sag ved – at Vekslerne var falske, og Mr. Brown blev sat fast for det morderiske Overfald paa den gamle Mand.

Imedens undersøgte jeg hans Papirer, og mellem en Masse Breve fra den unge Stafford i Afrika fandt jeg et Brev dernede fra, skrevet med en ganske anden Haandskrift. Det var nogle Maaneder gammelt, og i det underretter en Mr. Philps, en Ven af Stafford derovre, Mr. Brown om den unge Mands Død og beder ham underrette hans Slægtninge i England herom.

Dette Brev dømte Manden i mine Øjne.

Han havde falske Veksler løbende paa Sir Ruperts Navn, altsaa kom dennes Død ham meget belejlig. Men selv om Manden er død, staar der to Mennesker mellem ham og Arven.

Tilfældet hjælper ham, og han gør selv Resten.

Det er et Tilfælde, at unge Stafford dør, og at den gamle Sir Rupert bliver syg.

Saa træder han til; hvis den gamle Herre dør, og Ethel er uværdig til at arve ham, er han nærmeste Arving, og han kan dække sine Veksler og skjule, han er en Falskner.

Saa er Planen færdig i Forbryderens Hjerne, han beholder Brevet for sig selv og vælter Anklagen for det Mord, han naturligvis selv har begaaet, over paa Dem, Frk. Gray.

Denne snedige Plan vilde ganske sikkert være lykkedes, hvis ikke Deres lange Sygdom var kommet. Som De husker, blev De syg, inden Dommen faldt, og i alle de Maaneder, De laa bevidstløs og svag paa Hospitalet, var De dog stadig Deres Onkels Arving, først naar Juryen havde dømt Dem, vilde Deres Halvfætter i Sydafrika være Arvingen.

Altsaa, De kom Dem endelig og blev dømt, og samtidig gjorde Myndighederne Skridt til at sætte sig i Forbindelse med unge Stafford, som jo ingen andre end Brown vidste var død.

Men dette trak Sagerne i Langdrag for Brown, der ikke kan dække Vekslerne. Saa er det han taber Hovedet og forgriber sig paa Aagerkarlen.

Hele Sagen stod mig nu aldeles klar, og ved en fornyet Undersøgelse af Deres Værelse i Sir Ruperts Hus fandt jeg endnu et Bevis.

Som De ved, blev der af en Opdagelsesbetjent fundet Morfinpulver i en lille Skuffe i Deres Juvelskrin, jeg var de første Dage optaget af en anden Sag og fik saa kun Mandens Rapport.

Jeg foretog nu en grundig Undersøgelse af Deres Juvelskrin og fandt da en Del Aske af en Cigar. Med uendelig Forsigtighed fik jeg den samlet op og sendt til kemisk Undersøgelse, og Resultatet lød, at det var Aske fra en endogsaa meget stærk Havannacigar.

Ved at udspørge Sir Ruperts gamle Tjenestefolk fik jeg at vide, at Frk. Gray aldrig røg, medens jeg hos Hr. Brown havde set et Utal af Cigarkasser med stærke Havannesere.

Med disse forskellige Holdepunkter lykkedes det mig i forholdsvis kort Tid at gøre Mr. Brown mør – undskyld dette tekniske Udtryk, min Frøken! Med andre Ord, han afgav en fuldstændig Tilstaaelse, og da imidlertid Myndighederne har faaet officiel Meddelelse om den unge Staffords Død, saa er De, Frk. Gray, i dette Øjeblik ikke alene fri og frank, men ogsaa Arving til Deres afdøde Onkels meget store Formue. Det var dette, jeg ikke kunde nægte mig Fornøjelsen af at meddele Dem.«

»Tak, tusind Tak, Hr. Inspektør,« sagde Ethel, »men hvad er der blevet af den ulykkelige Brown?«

»Han tog det fornuftige Parti at forlade Skuepladsen, nu da hans Rolle var udspillet. Han hængte sig.«

Mac Carty rejste sig med disse Ord, satte atter Haar og Whiskers paa Plads og forsvandt med Servietten i Haanden og et elegant Kelnerbuk ud af Døren.

Doktoren var den første, der brød Tavsheden.

»Til Lykke, kære Frk. Gray, til Lykke, Dillingham! Hvis De synes som jeg, saa kører jeg nu sporenstregs hen til vore fælles Venner og beder dem komme hen til en større Middag, som jeg med det samme bestiller nede.

Dillingham, kan De passe paa Frk. Ethel saa længe?«

Og smilende og nikkende forsvandt den joviale Doktor ud af Døren og overlod de to lykkelige Mennesker til hinanden.

NITTENDE KAPITEL.

Slutning.

Fire Maaneder efter, at vore Venner atter var landede paa Jorden, fandt det store Gallataffel Sted til Ære for dem. London var klædt i Festdragt, fra alle Husene i de Gader, de berømte rejsende skulde igennem, vajede Flag, der smældede muntert i Solskinnet og syntes kaade at tage Del i den fælles Glæde. Hist og her saas Stones og Hydes Navne, anbragte paa Skjolde af Grønt og Blomster. Pyntede Mennesker stod i Rækker over en Time, før Vogntoget skulde komme, og i Vinduerne saas unge, smilende, hvidklædte Piger med store Kurve med Blomster til at kaste ned til de forbikørende.

Der var Sommer og Solskin og Fest i Luften.

Engelske Borgere vilde hylde deres store Landsmænd, der havde bragt Englands Flag endog ud over Jordklodens Grænser og endnu en Gang gjort Englands Navn berømt over hele den civiliserede Verden.

Stor Kamp havde der staaet om Rigtigheden af disse Mænds Udsagn, og bitre Timer havde Stone maatte opleve. Den beedigede Erklæring, der var underskrevet af de 7 Mænd, havde ikke været nok til at overbevise Folk, men Professor Stones overvældende Bevisstof, der til fulde stadfæstede tidligere Teorier, hans uomstridelige videnskabelige Bevisgrunde og hans klare, logiske Udvikling slog enhver Tvivl ned og overbeviste de lærde. Der var ingen Indvending mulig, de havde været paa Mars.

Saa havde Doktoren haft det nemmere, han havde trukket sig tilbage til en lille Villa, han ejede paa Landet, da al den Opsigt, de vakte i London, var ham saa uendelig imod.

Hyde havde set sine dristigste Forventninger gaa i Opfyldelse, hans Fædreland havde afkøbt ham Luftskibet for en svimlende Sum.

Dillingham var for tre Maaneder siden blevet viet i al Stilhed til Ethel, kun Stone, Burd og Hyde havde været til Stede som Forlovere. Lige fra Kirken havde det lykkelige unge Par begivet sig paa Bryllupsrejse, hvorfra de først var vendt tilbage for otte Dage siden.

Samme Dag som Festen, hvortil de Kongelige havde givet Løfte om at være til Stede, skulde finde Sted, havde hver af vore Venner faaet en officiel Skrivelse, hvori der tilstodes dem en livsvarig Pension i Forhold til deres borgerlige Stilling i Samfundet.

I Dag skulde de altsaa atter samles for at hyldes for deres fælles store Bedrift.

Nu kom Vogntoget kørende. I den første Vogn sad Stone, med sin sorte Kjole dækket af Ordener; jublende Skrig fra de begejstrede Mennesker hilste ham paa hans Vej, tunge og duftende faldt Sommerens smukkeste Roser ned for hans Fødder, medens unge, friske Pigeansigter sendte ham deres bedste Smil. Da følte den kolde, kloge, gnavne Mand for første Gang i sit Liv en underlig Fornemmelse, en kold Strøm ned ad Ryggen, der fik ham til at dirre og frembragte et underligt kvælende Tryk i hans Hals, medens hans Øjne fyldtes af hede Taarer. Og til sin egen Forbavselse mærkede han, at alt, hvad den Anerkendelse, der var blevet ham til Del af videnskabelige Autoriteter, og al den Virak, der var ofret paa ham fra sagkyndig Side, alt, hvad den ikke havde formaaet, det vaktes nu i ham ved Folkets naive Hyldest. Og han mærkede, at han var givet sine Følelser i Vold uden Hensyn til, hvad hans Hjerne og Forstand mente derom.

Bagved hans Vogn kom Burd og Hyde sammen. Hyde tog mod Hyldesten som noget, man var nødt til at tage med, medens Doktoren aabenbart ikke var rigtig i sit Es.

Derefter kom Dillingham med sin unge Hustru. Dillingham var rørt, og aaben, naturlig og oprigtig som han var, lagde han aldeles ikke Skjul derpaa. Ethel var aldeles henrivende i sin hvide Silkedragt, og mange var de Blikke, der hang beundrende ved hendes lykkelige Ansigt med det blide Smil.

I den sidste Vogn var de tre andre, der svingede lystigt med Hattene og vinkede til Menneskemassen.

Modtagelsen var storartet og Middagen glimrende i det store, festlig smykkede Rum, og mange var de officielle Taler, som alle efter Aftale besvaredes saa kort som muligt af Professoren.

Da de alle var vel overstaaede, rejste Professoren sig og mindedes under dyb Tavshed med smukke, varmtfølte Ord det Offer, deres eventyrlige Rejse havde kostet, nemlig Craddock. Staaende og i dyb Tavshed drak de alle Glasset ud.

Endnu en Gang rejste Stone sig op og udbragte en Skaal – for Kvinden, idet han bad Ethel tage imod den paa Damernes Vegne, som en Tak for den Hygge, hun havde været til for dem alle paa deres Luftrejse. Men da vekslede Burd og Hyde et meget sigende Blik: det kunde ikke staa rigtig til med deres gamle Ven.

Næste Aften samledes vore Venner efter Aftale ved Ballonhuset uden for London paa den Mark, hvor Ethel slap fra Inspektør Mac Carty hin mindeværdige Aften, da »Meteor« skulde til at stige op for at føre dem til Mars.

Ved et Glas Champagne vilde de tage Afsked med Skibet, der den næste Dag skulde overgaa i de militære Myndigheders Hænder.

»Se der,« sagde Stone, idet han pegede opad, »der er Mars, det lille lysende Punkt histoppe.«

Da satte Leslie Hænderne for Munden og raabte op mod Himmelhvælvingen af sine Lungers fulde Kraft:

»Tak for sidst!«

Afskriverens bemærkninger

Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public domain.

Afskriverens rettelser:

[p. 66]: ... end end en ny Art af Tusindben, som Doktoren ... ... end en ny Art af Tusindben, som Doktoren ...

[p. 158]: ... foran dem i lunefulde Svingninger, medens ... ... foran Dem i lunefulde Svingninger, medens ...

[p. 158]: ... snart følge efter. Vi lystrer dem, og de fortsætter ... ... snart følge efter. Vi lystrer Dem, og De fortsætter ...

[p. 188]: ... Medens vore Venner forholdt sig afventende ... ... Medens vore Venner forholdt sig afventende i ...

[p. 205]: ... 457?« ... ... 454?« ...

[p. 205]: ... »Well, Sir,« og 457 forsvandt hastigt og kom ... ... »Well, Sir,« og 454 forsvandt hastigt og kom ...