Part 8

»Frøken Ethel,« begyndte han med lav Røst, »De kan umulig være uvidende om, hvor kær De er blevet mig under vort Samvær her paa Skibet, og jeg tror og haaber, at jeg ikke er dem ligegyldig?« Han saa hende kærligt spørgende ind i Øjnene.

»Nej, kære Dillingham, De er mig ikke ligegyldig, det mærkede jeg bedst, da De forsvandt for os, og vi frygtede for aldrig at skulle se Dem igen,« svarede Ethel.

»Kære, lille Ethel, lad mig da være Deres bedste Ven og Støtte, lad mig hjælpe og trøste Dem, naar vi atter kommer ned paa Jorden; og naar det er lykkedes mig og mine Venner at fri Dem fra den grusomme Anklage, vil De saa være min egen, kære Hustru?«

Ethel saa op paa ham med Taarer i Øjnene, idet hun sagde: »Aah, Dillingham, ved De, forstaar De, hvad dette er for en Fristelse for mig, men jeg bør og kan ikke give efter. Min Stilling er saa sørgelig og fornedrende, at jeg maa holde den Mand, jeg elsker, borte fra mig, indtil jeg helt er renset for Beskyldningen for Mord, og De maa derfor lade alle Planer for Fremtiden hvile indtil da.«

»Nej, Ethel,« sagde Dillingham bestemt, »netop som du nu er, forladt, hjælpeløs og fordømt, kalder du paa de bedste Følelser i mig som Mand og Menneske, og du maa give mig fuld Ret til at være din Trøst og Støtte, for at jeg ved min Ømhed for dig kan lette dig den tunge Tid, du gaar i Møde.«

Han lagde sin Arm om hendes Liv og hendes Hoved paa sin Skulder.

Taarerne strømmede ned ad hendes blege Kinder, men hun saa ikke bedrøvet ud, da hun hviskede: »Hvor du er god, Dick!«

»Maa jeg ønske til Lykke,« lød i det samme Burds Stemme bagved dem. »Det gør mig ondt at maatte afbryde denne Idyl med en ubehagelig Bemærkning. Jeg har aldrig haft videre Tillid til vore Officerers Dygtighed, men jeg troede dog i det mindste, de kunde udrette en Skildvagts Pligter. Havde jeg ikke passet paa inde fra Observationsrummet, er jeg bange for, at Deres Lykke havde faaet en noget brat Slutning.«

»Jeg har passet paa,« svarede Dillingham værdigt, »der har intet mistænkeligt vist sig.«

»Det er netop Fejlen, at De ikke har opdaget det mistænkelige,« sagde Burd, »jeg har i en halv Time holdt Øje med de Bregner derhenne, de har i den Tid flyttet sig over en Snes Alen frem, det er et mærkeligt Naturfænomen, som jeg skal forklare Dem. Vore elskværdige Fjender kommer ganske langsomt krybende frem, medens de holder de brede, afskaarne Bregneblade foran sig.«

»Tak Skæbne,« raabte Dillingham, idet han greb til Bøssen, »det skal de snart blive vænnet af med.«

Burd lagde Haanden paa hans Arm. »Spar Kræfterne og Modet, til de andre kommer, jeg har talt med dem om dette.«

De kom nu alle op, forsynede med Bøsser og Revolvere.

Leslie gik ind i Taarnet for at gøre Kanonen klar.

Ethel stod ved Dillinghams Side. Burd søgte at overtale hende til at gaa ned, men hun sagde, det var jo ikke den første Kamp, hun havde overværet, hun foretrak at blive.

Bregnerne rykkede langsomt nærmere, og man afventede nu kun Ordre fra Dillingham, der som Officer havde overtaget Kommandoen.

Alt var klar til Modtagelsen.

7 Bøsseløb støttedes mod Rækværket, og ud fra Taarnet ragede Maskinkanonens slanke Løb. Dillingham gav en sagte Ordre til Leslie, der lod Skæret fra Lyskasteren falde hen mod Krattet.

»Fyr!« lød det, og Bregnerne faldt omkuld mellem hverandre, medens en Mængde mørke Skikkelser hylende sprang op og løb frem og tilbage i vild Forvirring.

Saa kom der endnu en Salve, som drev dem tilbage for et Øjeblik.

Men en ny Skare stormede frem, væbnet med lange Spyd.

Dillingham lod dem komme ganske nær, før han gav Ordre til at skyde.

Virkningen var forbløffende. Et Uvejr af Bly susede ind imellem dem og drev dem for anden Gang tilbage.

Tredje Gang stormede de frem, men den Salve, de fik paa nært Hold, standsede dem ikke, og de naaede saa nær ind under Skibets buede Sider, at Kanonen ikke kunde bruges.

Enhver maatte nu stole paa sine Haandvaaben og sine personlige Kræfter.

Det var ikke let for Uhyrerne at klatre op ad Siden paa Skibet, og de faa, som det lykkedes for, blev straks stødt ned igen eller skudt.

Men der kom fler og flere, de steg op paa hinanden og klamrede sig fast til ethvert nok saa lille fremspringende Punkt, greb fat i Rækværket og svingede sig op.

Al Orden og Kommando var forbi. Enhver kæmpede for sig selv og værgede sig, som han kunde bedst.

Ethel var gaaet ned, hun fortrød, at hun ikke straks havde fulgt Doktorens og Hydes Raad.

Hun var rædselsslagen.

Det var ikke Blodet, der randt hen ad Dækket og dryppede ned ad Rækværket, det var ikke Fjendernes modbydelige, fortrukne Ansigter og de knusende Smask af de faldende Bøssekolber mod de splintrede Hjerneskaller, der forfærdede hende, nej, det var Udtrykket i Vennernes Ansigter.

Kampens Vildskab og Lugten af Blodet syntes at have forandret dem helt og holdent; forvandlet dem fra civiliserede, rolige Mennesker til vilde, fraadende Dyr.

Hvert Spor af Kultur var som blæst bort i den vilde Kamp for Livet. At disse Mænd havde Dannelse, Interesser, og Kundskaber, skulde man ikke tro, naar man saa dem nu.

Kun i en Henseende adskilte de sig fra deres Modstandere, de var tavse. Marsbeboerne hylede og skreg under Kampen; Menneskene sloges med funklende Øjne, sammenbidte Tænder og vilde Ansigter, men uden en Lyd.

De kunde nu kun bruge Bøssekolben, og det begyndte at se betænkeligt ud for dem. Leslie havde faaet et Spydstik i den højre Arm og havde maattet søge Ly i Taarnet. Dillingham sloges ganske vist for tre, men det lykkedes flere og flere af Fjenderne at trænge op paa Dækket, og der var ikke mere den Kraft i vore Venners Slag som ved Kampens Begyndelse.

Dick Craddock stod yderst ved Rækværket, da et kæmpemæssigt Utyske arbejdede sig op. Han rettede sit Spyd mod Dick, men dennes Kolbe susede ned paa hans nøgne Isse, inden han kunde naa at gøre nogen Fortræd.

Uhyret trillede livløs ned paa Dækket, og Craddock traadte et Skridt frem for at tage mod den næste, men gled i Blodet og faldt forover.

I det samme kom et stort Spyd susende, gik ind gennem Ryggen og ud gennem den venstre Skulder. Craddock udstødte et Gisp og søgte at rejse sig; men Blodet strømmede ham ud gennem Næse og Mund, han faldt om paa den ene Side og var død.

Han var Ekspeditionens første Offer, og hans Død gjorde et stærkt Indtryk paa vore Venner.

»Dette her gaar ikke længer,« raabte Dillingham, »vi maa tilbage til Kahytten.«

De trak sig tæt sammensluttede Skridt for Skridt hen imod Taarnet. Fjenderne fulgte lige efter dem.

»Nu fremad for sidste Gang!« raabte Dillingham, og de lagde alle Kræfter i dette Angreb for at drive Fjenderne tilbage, ud over Rækværket.

Leslie, der inde fra Taarnet havde fulgt Kampens Gang, lukkede hurtig op.

Alle stormede ind, og den tunge Staaldør slog i bagved dem og blev øjeblikkelig laaset.

»En Barrikade!« raabte Dillingham, og straks var alle i fuldt Arbejde med at bygge den.

Kasser og Kister, Bohave og Løsøre blev stablet sammen i det snævre Rum inden for Staaldøren.

De sled alle i det og lod sig ikke forstyrre af Slagene, der haglede ned mod den knagende og rystende, svære Dør. De vidste, at den neppe vilde give efter de første Par Timer.

Stone havde i Førstningen taget ivrig Del i Arbejdet; men var saa pludselig forsvundet. De hørte ham udstøde et Raab inde fra Observationsrummet; Hyde rev sin Revolver op og styrtede hen mod Døren, da den i det samme blev revet op af Professoren, der saa aldeles forstyrret ud.

»Begynder de at bryde ind fra den anden Side?« spurgte Hyde bekymret, men Professoren hørte ham slet ikke.

»Jeg havde en Kasse med Præparater staaende herinde,« sagde han, »det var skøre Sager, der ikke maatte trykkes. Hvor er de henne? Jeg er vis paa, der er gaaet noget i Stykker.«

»Det var svært!« raabte Bill, »maatte den ikke trykkes, det var skam kedeligt, for den ligger underst i Bunken.« Og han pegede paa Barrikaden. »Jeg snuppede den i Farten uden at vide, hvad det var.«

Stone syntes først at have Lyst til at fare lige løs paa Bill, men betænkte sig heldigvis og gjorde Mine til at ville grave sin Skat ud af Bunken; men da han kunde indse, at det var umuligt, segnede han om paa en Stol som et Billede paa haabløs Fortvivlelse.

Et nyt, heftigt Angreb paa Døren bortledte imidlertid Opmærksomheden fra dette Optrin.

»Vi maa prøve, om vi kan sprænge Fortøjningerne ved at sætte Maskinen i Gang og bruge fuld Kraft,« sagde Hyde, »Leslie, gaa ned i Maskinrummet og prøv.«

Leslie, der imidlertid var blevet forbundet af Ethel, rystede tvivlende paa Hovedet, idet han gik for at adlyde Hydes Ordrer.

»Skal vi ikke først prøve at skaffe Luft ved at bruge Kanonen,« spurgte Handerson, »saa kunde det maaske lykkes os at faa Fortøjningen løs?«

»Handerson har Ret,« sagde Hyde, og Leslie, der stod afventende henne ved Døren, fik Befaling til at vente.

FEMTENDE KAPITEL.

Paa Lykke og Fromme.

Et Øjeblik efter gik det løs.

Paa Grund af Mørket var det umuligt at iagttage Virkningerne gennem Ruden; men efter Hylene at dømme lod det til, at Skuddene ryddede ordentlig op mellem Fjenderne.

De rasende Anfald mod Døren hørte helt op.

»Nu har de faaet nok af at spadsere paa Dækket,« sagde Burd, »bare de nu ogsaa vilde holde Mund med deres Serenade.«

Hylene lød stadigvæk med uformindsket Styrke, medens Utyskerne forgæves bearbejdede Skibets Panserplader.

Det begyndte imidlertid at blive lyst udenfor, og efterhaanden som Morgenen gryede, tav Hylene derude.

Snart var det helt lyst.

»Vi maa først og fremmest se at faa Fortøjningerne løste,« sagde Hyde.

De gik straks i Arbejde med at rydde den Barrikade af Vejen, som de havde lavet om Aftenen. Professoren var den allerivrigste. Da de omtrent var færdige, halede han med et Glædesraab en mindre, flad Kasse frem. Ved et rent Tilfælde var hans kære Præparater ikke blevet ødelagt, hvilket øjeblikkelig satte ham i det mest straalende Lune.

Da Barrikaden var helt ryddet, lukkede de forsigtigt Døren op.

Hyde og Doktoren var de første, der vovede sig ud.

Et skrækkeligt Syn viste sig for deres rædselsslagne Blikke. Kanonens Virkning paa Fjenden, der øjensynlig havde opholdt sig paa Dækket i tætte Skarer, var overvældende.

Overalt laa der lemlæstede Lig, og Dækket var glat af Blod. Burd vendte sig om og rakte afværgende Haanden ud mod Ethel, der netop, fulgt af Dillingham, vilde træde ud af Døren.

»Kom ikke herud, Frøken Gray,« sagde han, og Stone og Hyde stillede sig op foran Døren for at skjule Dækket for hende. Det var ikke saa meget for Synet af de dræbte Fjender, som for at hun ikke skulde faa Øje paa Craddocks Lig, eller rettere sagt, hvad der var tilbage af det.

Udyrene havde ladet deres Raseri gaa ud over hans Legeme paa den græsseligste Maade.

Ethel gik ned igen, og de andre begyndte at rydde Dækket, idet de dog stadigvæk holdt Øje med Skibets Omgivelser.

Bill og Handerson spulede Dækket, medens Leslie og Doktoren syede Craddocks Lig ind i Sejldug for at begrave det, hvis Omstændighederne tillod det.

Nu var alt klart.

Landgangsbroen blev lagt ud, og de skulde lige til at gaa ned, da der igen lød høje Hyl inde fra Skoven, og store Sværme af Marsvæsener styrtede frem mod Skibet.

De maatte trække Broen op i største Hast, medens en Regn af lange Spyd susede ned over Dækket.

Dillingham vilde skyde, men Hyde trak ham med sig ind i Taarnet og smækkede Døren i.

»Førend De kan faa skudt en af dem ned, vilde De være saa spækket med Spyd som et Hulepindsvin,« sagde han til Dillingham, da de var kommet i god Behold inden for Døren.

Fjenderne udstødte rasende Hyl, da de saa sig skuffede, men de vovede sig dog ikke op paa Dækket, de havde aabenbart Virkningen af Kanonen i alt for frisk Minde. Men de hamrede af alle Kræfter løs paa Skibets Sider.

Medens vore Venner forholdt sig afventende i Salonen, nyttede Burd Lejligheden til at meddele de andre Dillinghams Forlovelse. Denne Nyhed syntes dog mærkelig nok ikke at komme dem synderlig overraskende.

»Til Lykke!« lød det fra dem alle sammen, og Stone tilføjede: »Kald paa Handerson og lad ham hente nogle Flasker Vin fra Proviantrummet, saa vil vi drikke Dillinghams og Frk. Ethels Skaal.«

Hyde gik hen for at kalde paa Handerson.

Nu er det ikke, fordi man skal beskylde Handerson for at lytte ved Døren, tværtimod. Det _maa_ have været et »Tilfælde«, men mærkeligt var det, for Hyde naaede ikke helt hen til Døren, førend den gik op, og Handerson stak Hovedet ind og raabte: »Vinen skal straks være her!« Hvorpaa han skyndsomst forsvandt.

Et Øjeblik efter kom han igen med en Flaskekurv paa Armen, og i den aabne Dør saas Bill og Leslie, begge indtagende en forventningsfuld Holdning.

Handerson trak Flaskerne op, og Knaldet fik Bill til at smække med Tungen, hvorpaa han i en Fart gav sig selv et Dask paa Munden, som en Straf for denne upassende Lyd, medens han kastede et angergivent Blik rundt paa de tilstedeværende.

»Hvor er Glassene?« spurgte Burd, »der stod en hel Kasse med Glas her i Salonen, jeg flyttede den selv herned for to Dage siden.«

Handerson kløede sig bag Øret.

»Undskyld, Hr. Doktor,« sagde han, »men den smed jeg vist med i Barrikaden i Skyndingen i Nat.«

Burd gjorde en ærgerlig Bevægelse. »De kunde dog gerne have set Dem for,« sagde han, »naa, det er der jo nu ikke noget at gøre ved. Saa maa vi drikke af Flasken.«

»Vent lidt,« sagde Stone, »jeg har nogle tomme Cylinderglas inde i Observationsrummet, dem skal jeg hente.«

Han gik, og de hørte ham rumstere derinde. Med eet udstødte han et højt Raab.

»Skynd Dem og kom,« raabte han.

Alle løb derind.

Stone stod med en Kurv med Glas paa den ene Arm, den anden strakte han ud mod det lille, runde Vindue.

Et hæsligt Ansigt var presset mod Ruden udefra og stirrede stift ind paa dem, saa forsvandt det, og der kom et andet i Stedet for, og saa endnu et og saaledes videre.

»Hvor dog saadant et Ansigt tager sig ud i en rund Ramme,« sagde Doktoren.

»Det er jo næsten som i en Kik-Kasse for levende Billeder,« sagde Bill.

Burd skænkede i Glassene, og de drak alle med Ethel og Dillingham.

Handerson foreslog et Hurra, og alle Herrerne raabte et dundrende Hurra for de to.

»Jeg tror skam, de raaber med derude,« sagde Leslie.

Raabet var nemlig blevet efterfulgt af et djævelsk Hyl fra Fjenderne.

»Vore Venner derude viser os deres Deltagelse i vor Glæde,« sagde Stone.

»Skal vi ikke byde dem ind paa en lille Genstand?« spurgte Handerson, hvem Vinen havde bragt i særdeles godt Humør.

»Jeg foreslaar dog, vi lader være,« sagde Burd, »den Indbydelse vilde vist komme os dyrt at staa, er jeg bange for.«

»Saa, nu er Forestillingen forbi,« lo Handerson og trak det lille Gardin for Vinduet.

Hylene holdt nu pludselig op.

»Hvad mon der nu gaar for sig?« sagde Hyde.

»Skal jeg gaa op i Taarnet og muntre dem lidt med Kanonen?« spurgte Leslie, »jeg skal nok faa dem til at istemme en ny Sang, der siger Sparto til den forrige.«

Og dermed for han hen mod Døren.

Hyde kaldte ham tilbage.

»Lad dem nu være i Fred,« sagde han, »lad os haabe paa, at de til sidst bliver ked af at hamre forgæves paa de tykke Staalplader.«

I det samme begyndte de hæslige Hyl igen med fordoblet Styrke, saa det rungede i hele Skibet.

Lyset, der faldt ind gennem Gardinet, fik et rødligt Skær.

Dillingham trak hurtigt Gardinet fra. Luften udenfor var helt opfyldt af Røg.

»Hvad er nu det for Djævlekunster?« udbrød han; men hans Stemme overdøvedes helt af en stærk Knitren og Bragen.

»Til Maskinen,« raabte Hyde, »de har lagt Kvas omkring Skibet og stukket Ild paa. Hurtig! Der er ingen Tid at spilde.«

Og af Sted for han, fulgt af Leslie og Bill.

Et Øjeblik efter hørtes den kendte Susen af Skruerne.

Men Skibet rørte sig ikke, det blev liggende ganske stille.

Dillingham blegnede.

»Fortøjningerne holder igen, vi kan ikke komme bort, vi er redningsløst fortabte.«

»Mine Papirer, mine Papirer,« raabte Stone og for forvildet omkring.

Ethel sad bleg og stille og saa paa Dillingham.

Doktoren var den eneste af dem, der var ganske rolig. »Lad os ikke opgive Haabet endnu,« sagde han, »lad os gaa op i Taarnet til Hyde og høre, hvad han mener, og viser det sig, at vi ikke kan komme løs, saa lad os gaa Døden i Møde som Mænd, vi vidste jo alle som een, at der var en stor Fare ved at foretage denne Rejse. Vi har spillet Hasard og tabt, det maa enhver Spiller være forberedt paa.«

De andre sagde ingenting, men fulgte bagefter ham op i Taarnet.

Hyde stod ved Styrehjulet. Han var ligbleg.

»Jeg er bange for, at alt Haab er ude,« sagde han, »jeg har ...«

Her afbrødes han af en Hylen, værre og vildere, end nogen af de foregaaende, men denne Gang lød det ikke sejrsstolt, det lød snarere, som om de hylede i en ubeskrivelig Rædsel.

»Før var det Dur, nu er det snarere Moll,« bemærkede Burd.

»Det er ikke Tid at spøge nu,« sagde Dillingham vredt. Resten af hans Tale druknede i en mægtig, øredøvende Brusen, som af et kæmpemæssigt Vandfald.

Der lød en Buldren og en Brølen, og man hørte Brag af faldende Træer.

Samtidig var det, som om hele Skibet blev løftet i Vejret, og de følte et stærkt Stød, der fik dem til at tumle hovedkulds om mellem hverandre i det lille Rum.

Stone kom først paa Benene igen.

»Kanalteorien!« raabte han triumferende.

»Aah, De med Deres Teorier!« brummede Burd gnavent, idet han rejste sig med stort Besvær. Han havde stødt sit Ben mod Kanonen, da han væltede omkuld.

De var netop alle kommet paa Benene igen, da de med vældig Kraft slyngedes op mod Loftet.

Det var, som om Skibet med eet vendte Bunden i Vejret, saa hele Besætningen rystedes rundt som Tinsoldater i en Æske.

I næsten ti Minutter laa de alle halvt bedøvede, overvældede af det sidste, frygtelige Stød, og imens for Skibet, hvis Maskine ingen havde tænkt paa at standse, lige op efter.

Der, hvor Skibet for faa Øjeblikke siden havde ligget, var der nu et Hav med fraadende, skummende Bølger, der førte Marsvæsener, Dyr og Træer med sig i eet forvirret Kaos.

Hyde kom først til Besindelse igen. Hurtigt for han op og greb efter Reguleringshjulet; men førend han naaede at gribe om det, blev det paa een Gang fuldstændigt stille. Hverkens Bølgernes vrede Brølen eller Skruernes Susen hørtes mere.

»Nu er vi sikre paa den visse Undergang,« udbrød Stone, idet han langsomt rejste sig, »vi er kommet uden for Atmosfæren og er blevet grebet af den elektriske Æterstrøm; om godt og vel en Snes Dage vil vi havne paa Solen.«

»Er der ingen Redning mulig?« spurgte Dillingham, »er der intet Haab, ingen Udvej?«

»Der er kun een Udvej,« svarede Professoren roligt, »det er, at vi muligvis støder sammen med Maanen, men i saa Tilfælde vil vi enten blive knust eller fryse ihjel!«

SEKSTENDE KAPITEL.

En Fejlregning.

De stod alle som forstenede ved Professorens Ord.

Denne Gang var der ingen Udsigt til Frelse, saaledes som hin mindeværdige Gang, da de ved Dillinghams Aandsnærværelse undgik et skæbnesvangert Sammenstød med en Meteorsten.

»De mener altsaa virkelig, at vi maatte have tilbragt de femten Aar inden næste Opposition paa Mars?« spurgte Doktoren.

»Det mener jeg,« svarede Stone, »vi har temmelig sikkert endnu kun 14 Dage tilbage at leve i!«

»Well!« sagde Hyde, »naar vi nu altsaa ved, at Døden er os vis til den Tid, saa – ja vi er jo Mænd, ikke sandt? – er der ingen Grund til at plage os selv og hinanden med unyttige Bekymringer. Lad os ikke forbitre vore sidste Levedage.«

»Hyde har Ret!« sagde Burd, »det er vi altsaa enige om. – Sig mig, Dillingham ...! Men hvor er han gaaet hen, han stod jo lige nu her?« afbrød han sig selv.

Dillingham var ganske stille gaaet ud af Døren og ned i Salonen til Ethel, hvem han nu fortalte hele Sagens Sammenhæng.

Han var sønderknust over, at de nu alle skulde lide Døden paa en saa grusom Maade, bare fordi han ikke havde villet holde sin ubændige Jagtlyst i Tømme.

Han bad Ethel om Tilgivelse, atter og atter, og hun søgte at trøste ham med, at Skæbnen kunde have været endnu mere haard imod hende. Hvis de nu var naaet ned paa Jorden igen, og det til Trods for Vennernes og Dillinghams Anstrengelse havde været umuligt at bevise, hvem der havde begaaet Mordet paa hendes Onkel, saa hun maatte vandre i et livsvarigt Fængsel, hvor hun skulde trælle sin elendige Tilværelse hen langt borte fra ham, saa var da denne Død her sammen langt at foretrække.

Hendes Ord og hendes blide og kærlige Maade at trøste ham paa bragte ham lidt efter lidt til Ro.

Da de andre senere kom ned i Salonen, bad han dem alle om deres Tilgivelse.

»Dillingham,« svarede Stone alvorligt, »det var naturligvis meget urigtigt af Dem at fjerne Dem fra Skibet paa et saadant Tidspunkt; men nu da Ulykken er sket og ikke staar til at ændre, er der ingen af os, der bærer Nag til Dem. Vær nu ved godt Mod, De er jo langtfra den af os, der er værst stillet. De maa dø, – ja, men det skal vi jo nu engang, før eller senere, og De faar Frøken Ethel med Dem, hende vilde De vel neppe synes om at overlade til hendes uvisse og ublide Skæbne. Helt anderledes stiller Sagen sig for Hyde og min ringe Person. Vi mister, foruden Livet, Frugterne af hele vort Livs Arbejde og Slid, som maaske for os betyder lige saa meget, som Frøken Ethel for Dem. I Stedet for det berømte Navn, vi begge havde erhvervet os og fuldtud fortjent, vil vi nu blive omtalt af Efterverdenen som et Par halvgale, fantastiske Sværmere, for til sidst at glide helt ud af Sagaen.«

Dillingham tog hans Haand og søgte forgæves at faa et Ord frem, mens han saa paa Stone med sine ærlige, bedrøvede Øjne, hvad der fik Stone til hastigt at trække Haanden til sig og ile ud af Døren, og de hørte ham gaa ind i Observationsrummet.

Idet Stone gik forbi, saa Burd til sin Forbavselse, at Professoren havde Taarer i Øjnene. Burd og Hyde gik snart efter deres Vej, og lod Dillingham ene med Ethel.

Udenfor traf de Handerson, Leslie og Bill. Hyde vilde give dem Nøglen til Proviantrummet, hvor Vinen laa, men de afslog det.

»Skal vi endelig kradse af,« sagde Bill, »skal det være uden Slinger i Valsen.«

Burd gik ind i sit Lukaf og gav sig til at undersøge sin Morfinsprøjte.

»Skal jeg dø,« tænkte han, »saa foretrækker jeg denne Dødsmaade.« I det samme bankede det paa Døren. Han raabte: »Kom ind!«

Det var Ethel.

»Aah, Doktor,« sagde hun med Taarer i Øjnene, »kan De ikke komme op at se til Dick, han er saa aldeles ude af sig selv, kunde De ikke give ham et Sovepulver, for at han kan faa lidt Ro over sig?«

Burd smilede uvilkaarligt. Det var næsten komisk, syntes han, at søge Lægehjælp nu, da selv ikke Alverdens Læger vilde kunne frelse dem fra Døden.

Han gik dog med for at føje og berolige Ethel.

I det de gik op ad Trappen, kom de forbi Bill og Handerson, der stod og talte sammen.

»Vi skal saa altsaa til det?« spurgte Bill.

»Det er sikkert nok,« svarede Handerson, »for jeg hørte selv Professoren sige, at om en 14 Dage vilde vi fryse ihjel paa Maanen eller brænde op paa Solen.«

»Jeg har nu altid holdt mest af lidt Varme,« sagde Bill, »og det gaar maaske ogsaa hurtigere at brænde op end ...«

Her sank deres Samtale ned til en sagte Hvisken, da de fik Øje paa Ethel og Doktoren.

Da Ethel og Doktoren kom ind i Salonen, sad Dillingham paa en Stol og stirrede hen for sig med en fortvivlet Mine.

Doktoren gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder, idet han sagde: »Tag Dem dog sammen, kære Ven, om ikke for andet, saa for Deres lille Kærestes Skyld.«

Dillingham saa op paa Doktoren med et mistrøstigt Blik, og Burd belavede sig paa at tage ham ordentlig i Skole, da Døren bag ved dem blev revet op med et Brag og Stone styrtede ind i Salonen.

»Jeg har fundet en Fejl i Logaritmetabellen!« raabte han, ude af sig selv af Henrykkelse.

»Hvorfor er De dog saa glad over det?« udbrød Burd ærgerlig, »har De aldrig før fundet Fejl i andre Folks Arbejde? Det forekommer mig dog,« tilføjede han spydigt. »Saa at De nu har fundet en Fejl i en eller anden Tabel, hvor De dog umuligt paa Grund af Omstændighederne kan gøre Dem endnu mere berømt derved, det begriber jeg ikke. Det er jo en Fejl, De aldrig vil kunne paavise for Verden!«