Part 7

»De vil da ikke give Dem ene paa Vej efter Dyret. De ved jo slet ikke, hvad Farer der kan møde Dem, og tænk, hvis De nu blev forhindret fra at være i rette Tid tilbage?« sagde hun urolig.

Dillingham smilede: »Jeg har mine Vaaben, saa De skal ikke være urolig for min Skyld, og som De selv kan se, er Sporet ganske friskt, saa Jagten kan umuligt trække længere ud end til i Morgen tidlig, ja jeg er rimeligvis tilbage længe før den Tid.«

»Maa jeg ledsage Dem?« spurgte Leslie.

Dillingham rystede paa Hovedet: »Jeg har bestemt, at jeg alene vilde jage dette Dyr, hvis der endnu en Gang viste sig en Lejlighed dertil. Og,« tilføjede han, idet han bukkede for Ethel, »i Morgen tidlig senest skal jeg have den Ære at nedlægge mit Byttes afskaarne Øren for Deres Fødder.«

Trods alle Indvendinger tog han Afsked og forsvandt ind mellem Træerne.

Da de andre uden Eventyr naaede tilbage til Skibet, vil vi følge Dillingham paa hans Jagt efter Uhyret.

Egnen blev mere og mere sumpet, og han havde derfor let ved at følge Sporet i den bløde Jordbund.

Efter nogen Tids Forløb afløstes Sumpen af Krat, og det nedtraadte Græs og de brækkede Grene viste ogsaa her tydelig Vej.

Han travede af Sted en Times Tid med Blikket fæstet mod Jorden, indtil Krattet pludselig hørte op og afløstes af en bar, solsveden Plads med sparsom Plantevækst, men med Masser af store Stene. Jordbunden var aldeles haard og tør, og ethvert Spor hørte selvfølgelig op.

Han gik paa maa og faa over Pladsen, hvor Skoven atter begyndte, og efter at have søgt forgæves en lille Tid lykkedes det ham ved et rent Tilfælde at finde Sporet igen.

Et langt Stykke fulgte han det nu uden Vanskelighed, saa drejede det paa tværs af Kløften over mod den anden Side.

Atter standsede han ved en aaben, rund Plads, der paa de tre Sider var omgivet af høje Klippevægge, bevokset med Krat. Paa den fjerde Side, hvor han befandt sig, var den aaben ud mod Skoven.

Det var begyndt at blive mørkt, men han var vis paa, at han var naaet ind paa Kolossen, der efter al Sandsynlighed, efter Sporet at dømme, var inde i det høje, stive Græs ovre ved Klippevæggene.

Med Bøssen rede stod han nogle Minutter og spejdede rundt.

Da faldt hans Blik paa en mægtig Hule i Klippen, lige over for, hvor han stod.

Der var Dyret sikkert, han syntes, han hørte noget pusle derinde.

Fod for Fod nærmede han sig forsigtigt.

Da han var naaet midt ud paa Pladsen, hørte han bagved sig et Brøl, der uvilkaarligt fik det til at løbe koldt ned af Ryggen paa ham.

Aldeles instinktmæssig sprang han til Side; men traadte fejl og tabte Bøssen, idet han faldt.

I samme Nu blev Græsset paa det Sted, hvor han lige havde staaet, trampet ned af mægtige Fødder, og han mærkede en modbydelig Stank, medens hans Bytte forsvandt i en kluntet Galop ind i Skoven.

Da han var kommet paa Benene igen og havde fundet sin Bøsse, var Uhyret ude af Syne, men han kunde høre Drønene af dets plumpe Fødder.

Med sammenbidte Tænder, som for at stænge sin Ærgrelse inde, begyndte han atter Jagten, der varede hele Natten igennem i det klare Maaneskin.

Da Solen stod op den næste Morgen, befandt Dillingham sig paa en lille, kratbevokset Høj, og en Snes Alen foran ham stod den forfulgte.

Med Fraade om Gabet, med et mat Blik i de grønne Øjne stod den der, udmattet efter det anstrengte Løb, et let Bytte for en velrettet Kugle.

Dillingham hævede Bøssen og lagde roligt an, da det i det samme raslede i Krattet paa Højens Side, og op imod ham kom en Skikkelse, et »Menneske«, krybende.

Med Lynets Hast forandrede han Sigte, og Fyren tumlede livløs tilbage.

Det andet Skud i Bøssen gjorde det af med een til, men der myldrede stadig flere frem og op imod ham.

Han rev Revolveren frem. Fire Skud ramte, mens to gik forbi, saa blev den kastet i Ansigtet paa den nærmeste Fjende, og Dillingham blev overmandet.

De bandt ham med sejge Slyngplanter og slæbte ham af Sted i vild Fart.

Han havde kæmpet som rasende for at faa fat i sin anden Revolver, der laa i Hoftelommen inden for Frakken, men forgæves.

Dyret var luntet af under Kampen.

Hvad vedkom det heller ham nu?

TRETTENDE KAPITEL.

Den vilde Jagt.

»De er vist neppe klar over vor fortvivlede Stilling, mine Herrer?« sagde Stone til sine Fæller den Aften, da Dillingham havde været borte i tre Dage.

»Vi skriver i Dag efter Jordens Tidsregning den 13de Marts, og Torsdag den 14de Marts skal vi forlade Mars om Aftenen Kl. 7 præcis, om alt skal gaa vel, og vi skal lande paa vort Udgangspunkt. Er Dillingham ikke kommet til den Tid, maa han blive her.«

»Maa _vi_ blive her, mener De vel, Stone,« sagde Hyde.

»Jeg mener, hvad jeg siger,« svarede Videnskabsmanden skarpt, »jeg kan ikke finde mig i, at alle de Resultater af vore Undersøgelser her og af hele mit tidligere Livs Arbejde og Stræben tilintetgøres for en enkelt Mands Dumhed. Jeg advarede ham, inden han gik fra os, mod at indlade sig paa et saadant Vovestykke, som enten det lykkedes eller ej kun havde liden eller rettere sagt ingen Betydning for Videnskaben. Jeg sagde ham tillige aldeles bestemt, hvad Tid vi maatte herfra. Han og kun han selv er Skyld i, hvad der rammer ham, og ethvert Menneske maa her som overalt bære Følgerne af sine Handlinger.«

»Det kan ikke nytte at drøfte denne Sag saaledes; hvad De synes er Ret, staar for mig som Uret,« sagde Hyde, »for mig er Dillingham en Kammerat, med hvem vi hidtil har delt ondt og godt; hvis jeg nu rejste herfra uden at være vis paa, at han var død, saa vilde jeg hele mit Liv betragte mig som Skyld i hans Endeligt. De taler om at maatte gaa Glip af Resultaterne af Deres Forsken, men tror De da, det falder mig let at give Afkald paa, hvad der venter mig af Hæder og Rigdom, hvis jeg og mit Luftskib atter naar Jorden? Jeg er ung og ærgerrig, og derfor er det aldeles ikke let for mig at skulle give Afkald paa Livet og dets Tillokkelser; men tilkøbe mig det ved fejg og ussel Svigten af en Kammerat, det formaar jeg ikke. Jeg anser det for vor Pligt at blive.«

Stone kæmpede aabenbart med sig selv. »Tror De da ikke, det vil falde mig meget svært at lade Dillingham i Stikken ...« stammede han, men blev afbrudt af Ethel, der havde siddet stille og bleg hos dem.

Hun rejste sig med et bønligt Udtryk i sit smukke Ansigt, gik hen til Stone og tog en af hans Hænder mellem begge sine.

»Kære Professor,« sagde hun blidt, »prøv engang at vende Sagen om: vi er paa Udflugt, men nu er det Dem, der træffer en pragtfuld Sommerfugl, De aldrig har set Mage til. De vil absolut have den, De _maa_ have den, og den flyver lokkende foran Dem i lunefulde Svingninger, medens dens Vinger funkler som Guld, Leslie tilbyder at hjælpe Dem, men De tør ikke lade ham fange den. De beder os andre gaa hjem til Skibet, De vil snart følge efter. Vi lystrer Dem, og De fortsætter Deres Jagt, men farer vild eller falder i Hulebeboernes Hænder. Det lykkes Dem at blive fri, men en Time for sent. De iler hen til det Sted, hvor De haaber at træffe Skibet og Deres Venner, og hvad finder De? Proviant, Vaaben, Nødvendighedsgenstande samt et Brev, hvori Deres Venner tager Afsked med Dem og lader Dem vide, De selv er Skyld i Deres Ulykke. Hvad tror De da, De vilde tænke om os?«

Ethel havde talt roligt og behersket; men nu strømmede Taarerne ned ad hendes Kinder, hun slap Stones Haand og fortsatte i stærkt Sindsoprør:

»Men det vilde ikke ske; som De hører, vilde Hyde blive her, og det vilde Dillingham ogsaa, det ved jeg saa sikkert og vist, og jeg vilde blive hos ham, men jeg har jo ogsaa kun saa lidt at miste ved ikke mere at komme ned paa Jorden.«

Her dækkede hun sit Ansigt med sine Hænder og græd af Hjertenslyst.

Stone følte sig synlig truffet af hendes Ord.

Der blev en Pavse, som blev afbrudt af Leslie:

»Maa jeg komme med et Forslag? Var det ikke den bedste Løsning, at vi alle stemte paa, hvad vi vilde, og saa hver fulgte sin Overbevisning. – Jeg bliver hos Ingeniøren!«

»Ogsaa jeg bliver og venter paa min Herre!« indskød Handerson, og Bill erklærede, at han forlod ikke sine Kammerater.

Der blev atter en Pavse, saa lød Doktorens Stemme, rolig og behersket:

»Ja, lad det være saadan. Rejs hjem, Hr. Professor. Rejs hjem, bliv fejret og hold Foredrag i British Museum om een Mand, der rejste hjem for Videnskabens Skyld, og seks Mænd og en Kvinde, som blev for en Vens Skyld.«

»Jeg kan ikke styre Skibet,« mumlede Stone lavt.

»Det kan De snart lære,« svarede Hyde.

Men Ethels og Doktorens Ord havde ramt.

»Jeg bliver,« sagde Stone.

»Tak, Professor,« sagde Hyde varmt og rakte sin Haand frem.

»Aah, jeg be’r,« sagde Stone kort og forsvandt ned i sit Lukaf uden at tage den fremrakte Haand.

* * * * *

Medens denne Kamp udfægtedes, laa den, Striden gjaldt, i en Drypstenshule, der aabenbart tjente de uhyggelige Væsener til Opholdssted.

Han laa i fuldstændigt Mørke, men at det maatte være en Drypstenshule, var han ikke i Tvivl om, paa Grund af den stadige Plasken af de ensformigt faldende Draaber rundt omkring ham.

Han selv laa paa et nogenlunde tørt Sted, og kun med meget lange Mellemrum faldt der en Draabe paa ham.

Hvordan han var kommet der, vidste han ikke.

Havde han været besvimet? Det var en næsten latterlig Tanke, – en saa jernstærk Mand.

Havde han sovet? Det var mere rimeligt. Jagten efter Dyret havde været meget anstrengende. Men hvor længe havde han sovet? Det anede han ikke. Han var utrolig sulten og tørstig.

Lidt efter lidt begyndte Hukommelsen at vende tilbage. Han var ført gennem en stor Skov, hen til et Sted, hvor der havde været en stor Forsamling af Marsvæsener; der var han blevet lagt ned midt imellem dem, og de havde skreget op som snakkesalige Papegøjer, snart hvæsende, snart skrattende.

Men hvorledes han var kommet ned i Hulen, kunde han ikke huske.

Saadan laa han i lang Tid, hvor længe kunde han ikke afgøre, da der stadig var lige mørkt i Hulen; der var ingen Forskel paa Nat og Dag.

Een Ting havde han opdaget, og det var, at han var ualmindelig fast bundet paa en meget snild Maade.

Rundt om hvert Haandled havde han som en Slags Manchet af Snore, med en kort Snor imellem, og denne Snor kunde godt strækkes lidt, men selve Baandene om Haandledene udvidedes ikke. Hans Fødder var bundet paa samme Maade. Han maatte opgive alle Forsøg paa at løsne de stærke Baand.

Han laa saa atter stille hen, plaget af Sulten og Tørsten, der stadig blev stærkere.

Endelig saa han et Lysskær og hørte Støj, det var »Folk« med Fakler, som kom ind i Hulen. Der blev tændt flere Baal, og de rullede store Stene fra ved den anden Side af Hulen, for at Røgen kunde trænge ud.

Efterhaanden kunde han tydelig se det ejendommelige Optrin, som udfoldede sig for hans forbavsede Blikke.

Der var en hel Del mindre, men sværere Skabninger mellem denne Bande, og Dillingham var vis paa, det var kvindelige Væsener, skønt de alle bar den samme Dragt af graaligt, laaddent Stof af Form som en stramtsiddende Svømmedragt.

Her var ogsaa Børn, tro Gengivelser af de voksne Uhyrer, der var intet Udtryk i de tomme Øjne og intet barnligt ved deres Maade at være paa.

De havde et Dyr med, Mage til det, han havde nedlagt paa sin første Jagt paa Mars. Med utrolig Hurtighed blev det flaaet, og store Stykker skaaret ud og sat paa en stor Fork, som de holdt hen over Ilden under stadig Omdrejning. Nogle kom med Vand i store, grove Skaale, medens andre kom med nogle Frugter, af Form som Pærer, men af Udseende nærmest som et Granatæble.

De spiste alle hurtigt og graadigt, og da de voksne havde spist, fjernede de sig ud af en anden Gang, som Dillingham ikke kunde se derfra, hvor han laa. Ingen havde set ham. Nu kastede Børnene sig over de rigelige Levninger under Slag og Hug for at faa de største Stykker.

Under en af disse Kampe om Maden, skubbedes en stor, brændende Træklods ud af Baalet og lige hen til Dillingham, hvem det efter store Anstrengelser lykkedes at faa brændt sine Baand mellem Hænderne og Fødderne over.

Han rejste sig forsigtigt, og da han havde faaet nogen Følelse igen i Hænder og Fødder, listede han sig hen og tog to af de mærkelige Frugter, der laa paa Hulens Gulv. De var syrlige og forfriskende, men kunde ikke fylde hans tomme Mave. Han maatte have et Stykke Kød og en Slurk Vand for at blive Menneske igen.

Han traadte nærmere hen til Baalet, og greb et godt Stykke Kød, der laa ved Siden af et af de smaa Uhyrer.

Han spiste det med stor Madlyst og drak af en af Skaalene.

Børnene havde nu opdaget ham, men sad ganske stille og stirrede ufravendt paa ham med deres stive, runde Øjne.

Da Dillingham var mæt, rejste han sig raskt op fra det Klippestykke, han havde siddet paa, medens han spiste, og løb af alle Kræfter hen mod Indgangen.

Et af de smaa Uhyrer hvæsede i det samme som en arrig, hæs Kat, og i samme Øjeblik, Dillingham igen stod ude i Dagslyset, hørtes rædselsfulde Hyl inde fra Hulen, og nu begyndte en fortvivlet Jagt.

Foran ham laa en flad, haard Slette, og med Albuerne trykket ind i Siderne og med Hovedet tilbage flygtede Dillingham af Sted foran sine Fjender.

Nu kom der en Kløft, han sprang ned i den, faldt, rejste sig igen og styrtede videre op ad den anden Side.

Hans Forfølgere var lige i Hælene paa ham. Han greb en stor Sten og slyngede den imod dem, to faldt, den ene rejste sig igen, den anden blev hylende liggende.

Og videre gik det. Dillingham fik stadig større Forspring; men nu sænkede Sletten sig, og foran ham laa et Kratbælte. Marsvæsenerne istemte et sejrsstolt Hyl. Nu var deres Fjende dem sikker nok; i Krattet vilde han ikke være i Stand til at komme saa hurtig af Sted.

Dillingham søgte at naa Krattet saa hurtigt som muligt i Haab om at finde et Sted, hvor han kunde skjule sig for sine Forfølgere; men disse satte Farten op, som om de havde kunnet gætte hans Tanker, og et Minut efter at han havde naaet Skoven, knagede Grenene ved den første Fjendes Indtrængen i det tætte Krat.

Dillingham snublede uafladelig over Rødder og Stubbe, og det stive Græs og de lavt hængende Snylteplanter hæmmede hans Løb, medens Forfølgerne, der var fortrolige med Stedet, vidste at undgaa alle Vanskeligheder.

Og da Dillingham endelig naaede en temmelig bred, aaben Sti, var de lige i Hælene paa ham. Da lød der fra det høje Krat en tung Galop, og frem mellem Stammerne kom en uhyre Skikkelse med fraadende Gab og gnistrende Øjne. Det var hans Bytte. Uhyret.

Hvilket Tankelune af Skæbnen var det ikke.

Dyret kom susende lige imod ham og bag ved havde han sine Forfølgere. Krattet til Siderne var alt for tæt til, at han kunde trænge derigennem. Han standsede et Sekund. Skulde han overgive sig til Uhyrerne eller lade sig trampe ned af Dyret?

Førend han kunde handle, fik han et heftigt Stød, det store Dyr havde naaet ham, og dens sænkede Pande ramte ham med frygtelig Kraft og slyngede ham op i Luften, saa at han havnede paa den brede, fede Ryg.

Han havde akkurat saa megen Besindelse tilbage, at han klamrede sig fast til Dyret og holdt sig oppe ved at gribe i de lange, stride Børster.

Der lød et vildt Brøl, og han saa sine Fjenders Masse kløves i to Dele, ligesom Bølgerne for en Skibsstævn.

Saa lukkede han Øjnene, bed Tænderne sammen og klamrede sig fast med Arme og Ben, medens det gik af Sted.

Grenene piskede hans Ansigt og flaaede hans Tøj, og han hørte Marsvæsenernes Hylen tabe sig i det fjerne.

Skoven laa snart bagved dem.

Tusmørket faldt paa, det var ved at blive Aften, men hans frygtelige Ridedyr fortsatte Farten med uformindsket Kraft.

Foran sig saa han et rødgult, flammende Skær, omgivet af en Røgsøjle, og der hørtes en tordenlignende Buldren.

Det var Heksekedelen, nu vidste Dillingham, hvor han var, de befandt sig paa den Højslette, hvis stejle Klippevæg begrænsede Kløften, hvor Skibet laa.

Han blev grebet af en ny Rædsel.

Dyret vilde naturligvis, skræmt som det var, løbe planløst fremad, lige ned i den gabende Afgrund, og de kunde ikke være mange Hundrede Alen fra den nu.

Dyret sagtnede ikke Farten, hvad skulde han gøre?

Han kom pludselig til at tænke paa Revolveren, han havde haft hos sig, da han blev taget til Fange.

Havde de taget den fra ham, saa var det ude med ham.

Han slap sit Tag i Dyret med den ene Haand og følte uden paa Frakken. – Der var intet – jo – den var der; men Hanen maatte have indviklet sig i Bæltet, den var ikke til at faa løs.

Han rev og sled, men Tøjet var for stærkt.

Nu var der kun en halv Snes Meter tilbage.

Sveden brød frem paa hans Pande. »Ethel! Ethel!« mumlede han.

Nu kun nogle faa Meter.

Den visse Død var nær, – ritsch, ratsch – flaaedes Tøjet, Revolveren kom frem, og hurtigt efter hinanden lød der to Skud.

Uhyret vaklede, faldt og furede hen ad Jorden og blev liggende med Hovedet ud over Afgrunden.

_Frelst!_

Dillingham gjorde sig fri og stod et Øjeblik fortumlet, men videre maatte han, der var sikkert ingen Tid at give bort.

Der, hvor han stod, var Klippevæggen alt for stejl til at stige ned, og han gik derfor langs med Afgrunden, indtil han kom til et Sted, hvor der vel var stejlt, men dog saa mange fremspringende Holdepunkter, at det kunde lade sig gøre at vove et Forsøg.

Langsomt og forsigtigt og med uendelig Besvær lykkedes det ham at naa ned; men forslaaet, mat og elendig, som han var, lykkedes det ham først et Par Timer efter at naa Skibet. Da var det ganske mørkt, og han havde ikke fundet derhen, hvis den utrættelige Leslie ikke havde brugt Lyskasteren.

Han vaklede op paa Dækket og blev hilst med et Glædesskrig af sine Venner.

Han gik lige hen til Ethel, og idet han gjorde et svagt Forsøg paa at bukke for hende, lagde han to runde, laadne, blødende Skindlapper for hendes Fødder. Det var Dyrets Øren.

Derpaa vendte han sig til Stone og spurgte:

»Kommer jeg i rette Tid?«

»De kommer,« sagde Stone, »en Time for sent, og det vil vare femten Aar, før vi kan tænke paa at komme bort herfra.«

Og med disse Ord drejede han sig om paa Hælen og gik ind i Taarnet.

Dillingham stod som forstenet, saa vaklede han og vilde være faldet, hvis Handerson ikke var faret hen og havde støttet ham.

»Nu vil jeg skam raade,« sagde Doktoren, »man kan da tydeligt se, at Mennesket er aldeles udmattet af Anstrengelser, Sult og Tørst, han skal ned og hurtigst muligt under min Behandling.«

Med disse Ord førte Doktoren og Handerson Dillingham ned i Salonen, medens Ethel og Hyde fulgte bagefter.

Leslie blev staaende alene tilbage paa Platformen. Han stirrede op mod Himlen, og hans Blik forvildede sig blandt Stjernernes Vrimmel. Der var særlig en stor, klar Stjerne, som han dvælede ved. Den stod lavt paa Himlen, næsten helt nede ved Synsranden. Han drog uvilkaarlig et Suk. Femten Aar, havde Stone sagt før; saa længe skulde det vare, inden de kunde naa hjem. Det hele forekom ham saa underligt. At det lille, lysende Punkt deroppe virkelig skulde være hele den store Jord. Pludselig blev hans Tanker afbrudt ved et hæst, pibende Skrig, der lød over til ham fra det lave Krat. Han greb om Gelænderet og bøjede sig forover, for at stirre ud i Mørket. Derhenne, knapt hundrede Alen borte, stod et Marsvæsen og stirrede over mod Skibet. Nu kom der en til – og nok en. Et Øjeblik efter vrimlede der af dem. Han for hen til Taarnet og rev Døren op.

»De er der,« skreg han, »Marsvæsenerne!« To Minutter efter var alle paa Dækket.

FJORTENDE KAPITEL.

Den sidste Kamp.

»Lad dem nu komme!« raabte Dillingham, idet han mønstrede sine velpudsede Vaaben, der stod opstillet paa Platformen.

»Send Lyset hen mod den nederste Del af Krattet,« sagde Hyde til Leslie, der straks adlød hans Befaling.

»Det er mærkeligt,« sagde Leslie, »for 10 Minutter siden vrimlede her af disse væmmelige Fyre, og nu er de som blæst bort.«

»De holder Krigsraad,« sagde Burd, »hvis jeg maatte raade, saa gik vi nu alle ned i Skibet og lukkede Dørene, saa var vi da i Sikkerhed.«

»Skulde vi ikke først sende dem en Salve ind mellem Slyngplanterne?« foreslog Handerson, »det skulde nok jage dem op, hvis de ligger paa Lur derinde.«

»Saa maatte vi da hellere bruge Kanonen,« sagde Leslie.

»Nej,« svarede Hyde, »lad dem være i Fred, og lad os indskrænke os til at forsvare os, naar vi bliver angrebet.«

»De vil naturligvis have fat i Dillingham, og de faar ham saamænd ogsaa nok, hvis da ikke en anden kommer dem i Forkøbet.«

Her saa Doktoren skælmsk paa Ethel, der blev rød og forlegen.

»De skal faa en varm Modtagelse,« sagde Dillingham kamplysten.

»Det tvivler jeg ikke om, at De vil give begge Parter, om end paa forskellig Maade,« svarede Doktoren, som var i sit Drillehumør.

»Naa, naa, Doktor, tæm nu deres Tunge,« sagde Hyde, der saa, at Dillingham var i Færd med at blive gnaven, og at Ethel var pinlig berørt ved Doktorens mindre fine Spøg.

Samtalen blev heldigvis her afbrudt af Stone, der med en tankefuld Mine kom ud fra sit Observationsrum, hvor han havde været sysselsat med at pakke sine videnskabelige Skatte sammen.

»Ved De af, Stone, at vi er saa godt som belejrede?« sagde Hyde til ham, »hele Skoven rundt omkring er opfyldt af Marsvæsenerne, Leslie saa en hel Sværm lige her i Nærheden for omtrent ti Minutter siden, da han var heroppe for at trække frisk Luft.«

»Hvad kommer det mig ved?« spurgte Stone, »jeg har to hele Skeletter af dem, foruden fire Kranier nede i Observationsrummet, jeg har ikke Brug for flere.«

»Det er virkelig ikke af den Grund, at Hyde fortæller Dem det,« sagde Dillingham ærgerligt, »men vi staar i Fare for at blive overmandet, hvad dog maaske vilde forekomme ogsaa Dem mindre morsomt. Tænk kun paa deres uvurderlige Stenstumper og Barktrævler, eller hvad det nu er, De har stuvet sammen, det kunde De let miste i saa Tilfælde, for slet ikke at tale om Deres ganske vist mindre kostbare Liv.«

»Jeg vil ikke raade dem til at komme mig for nær,« raabte Stone kamplysten og kastede et morderisk Blik over mod den belyste Del af Krattet.

»Naar en eller anden stor Kunstner igen engang vil skænke Verden en Statue af den vrede Achilles, skulde De tilbyde Dem som Model, Professor,« sagde Burd spydigt.

»Spar Deres dumme Vittigheder,« sagde Stone vredt, »De skulde hellere nu være alvorlig og tænke paa, at vi er omgivet af Fjender. Naar vi senere er i Sikkerhed, skal det være mig en Fornøjelse at skifte Ord med Dem om en mulig anatomisk Analogi mellem Achilles og mig. Men nu maa vi først og fremmest tænke paa vor Sikkerhed. Det er nødvendigt at holde Vagt heroppe, men det er ganske unødvendigt, at vi alle er heroppe for at passe paa. Vi udstiller en Vagtpost, der afløses hver Time, og saa gaar vi andre ned og hviler os imens.«

»Bravo!« raabte Dillingham, »jeg melder mig som første Mand.«

»Godt,« sagde Hyde, »og jeg afløser Dem om en Time.«

De gik alle ned og lod Dillingham tilbage med Bøssen paa Skulderen.

Dillingham kunde høre sit eget Hjerte banke, men det var ikke af Frygt. Udtrykket »at være bange« fandtes ikke i hans Ordbog.

Men han var forelsket i Ethel og havde i lang Tid været i en højst pinlig Tvivl om, hvorvidt hun besvarede hans Følelser eller ej.

Nu troede han at have faaet Vished.

Det Udtryk af inderlig, dyb Glæde, han havde set lyse ud af Ethels Øjne, da han kom tilbage fra sit sidste Eventyr, havde gjort ham sikker i sin Sag.

Da Burd før var kommet med sine dumme og alt andet end hensynsfulde Bemærkninger, havde han meget godt lagt Mærke til hendes Rødme og Undseelse, og begge Dele frydede ham, da han tog sig det til Indtægt.

Han havde meldt sig som første Vagtpost i det stille Haab, at Ethel havde forstaaet hans lange, bedende Blikke, da hun gik forbi ham ned til Salonen.

Hun havde ladet sin Kaabe glide ned paa en af Flugtstolene, da hun gik fra ham, og nu haabede han, hun skulde komme igen for at hente den.

Hans Haab gik i Opfyldelse. Ethel kom op til ham.

Hans Hjerte slog et voldsomt Slag, helt op i Halsen paa ham, for saa at staa stille et Sekund, medens hans Knæ dirrede, og det susede for hans Øren.

Med et Ryk tog han sig sammen og gik tæt hen til hende.