Part 5

»Det skulde saamænd glæde mig, om nogle Hundrede af disse Uhyrer var kommet af Dage,« sagde Dillingham blodtørstigt. Han vilde netop til at tilføje, at det skulde være ham en Fornøjelse ved Lejlighed at sende nogle af dem over i den anden Verden, men da han mødte Ethels bebrejdende Blik, beholdt han klogelig sin Mening hos sig selv.

Da de den Aften sad i Salonen, lød der en fjern Brusen op til dem.

»Saa,« udbrød Dillingham, »skal vi nu have Storm igen?«

»Nej,« svarede Stone kort, »det er Havet.«

Dette Ord »Havet« havde en vis Virkning paa dem alle, det lød saa hjemligt.

Det kan nemlig ikke nægtes, at trods alt det interessante, de havde oplevet, følte de alle heftig Hjemve, og det ikke blot efter det Sted, hvor hver enkelt boede, men efter London, England, Europa, kort sagt efter hele Jordkloden.

Dillingham rejste sig og drog uvilkaarligt et Suk.

»Hvem der nu var paa et jordisk Hav og stod paa Dækket af et Skib, som skar gennem Bølgerne,« sagde han, »og med Ethel ved sin Side,« tilføjede han i Tankerne, medens han sendte den unge Dame et Blik, der var næsten lige saa tydeligt som Ord.

»De har nok Hjemve,« lo Stone tørt, »men lad os nu komme op paa Platformen.«

De gik alle op.

Et storslaaet Rundmaleri laa udbredt under dem. Maanen var staaet op og kastede sine hvide Straaler ned over en mægtig Havflade. Landet, som de lige var sejlet hen over, var allerede langt bagved dem.

Det var Bølgernes blide Dønninger mod Stranden, der havde frembragt den svage Brusen, de før havde hørt. Skoven strakte sig helt ud til den brede, flade Forstrand, ja paa nogle Steder var det lave Vand helt inde bevokset med høje Sumptræer.

»Hvor er her dog smukt!« udbrød Ethel, henvendt til Dillingham.

»Vidunderligt,« svarede han, medens hans Øjne hang ved hendes Ansigt. »Det minder mig om en Nat nede paa Jorden. Jeg havde Vagten om Bord nede i det indiske Hav. Det var helt stille, ligesom nu, Maanen var lige staaet op, og dens Straaler spillede paa Bølgerne, hvor Krydseren laa til Ankers mellem palmebevoksede Koraløer. Jeg stod paa Kommandobroen og var ...«

Her blev han afbrudt af Handerson: »Nu har jeg set det med. Dette hersens minder ogsaa mig om en stemningsfuld Aften nede paa Jorden. Det var nu ikke just af Stemning, jeg var fuld; men to Maaner saa jeg da ogsaa dengang.«

De saa alle op mod Himmelhvælvingen. Handerson havde Ret, der var virkelig to Maaner.

»Talt, fluks Rædsel og Skræk han befoel i Aaget at koble Gangernes Spand, saa aksled han selv sin straalende Rustning,«

citerede Burd.

»Det er jo Iliaden, ikke sandt?« sagde Ethel.

»Rigtigt,« svarede Stone, »derfra har nemlig Maanerne deres Navn. De kaldes Phobos og Deimos, – det betyder Rædsel og Skræk.«

»Det Hav kan ikke være videre saltholdigt,« bemærkede Burd, »siden der vokser Skov helt ud til Kysten.«

»Kan vi ikke se den modsatte Kyst?« spurgte Hyde i det samme, Iliaden interesserede ham ikke, og han var bange for, at Doktorens Bemærkning skulde aflokke Stone et længere Foredrag om Saltmængdens Indflydelse paa Plantelivet.

»Se der!« udbrød Burd med eet, »jeg tror sandelig, de brænder Festbaal eller Glædesblus af til Ære for os!« Med disse Ord pegede han ud over Havet.

Langt, langt borte, ude i Synsranden, saas der et stærkt Lysskær, som bredte sig vifteformigt opefter.

»Nordlys!« sagde Dillingham vigtigt.

»Vrøvl!« svarede Stone, »Nordlyset kan aldrig antage saadan en Form. Nordlyset er jo en Udladning af ...«

»Nej, kæreste Professor, nu skal vi skam nyde Udsigten og ikke høre lærde Foredrag,« afbrød Burd ham, »for øvrigt giver jeg Dem Ret i, at det ikke kan være Nordlys.«

»Det ser ganske ud som Lysskæret fra en stor By,« sagde Hyde.

»Saa maa der findes andre Væsener her end dem, vi har set,« svarede Burd.

»Hvem har sagt andet, jeg har hele Tiden ventet, at vi vilde træffe andre,« sagde Stone.

»Skal vi sejle derhen?« spurgte Hyde.

»Naturligvis,« svarede Stone, »men vi maa være forsigtige; man ved aldrig, om de kan skade os.«

Hyde forsvandt ned i Taarnet, og et Øjeblik efter var der fuld Kraft paa Maskinen.

Lyset forude kom nærmere og nærmere, de kunde til sidst se, at det kom fra en Kyst modsat den, de nylig havde forladt. –

Nu var de ganske nær. Alle lænede sig ud over Rækværket og stirrede ned.

De kom virkelig til en By.

Lange Rækker af hvide Firkanter, saa store som de største Bygninger paa Jorden, strakte sig straaleformigt ud i alle Retninger fra en stor, aaben Plads i Midten. Det hele mindede paa Afstand om en kæmpemæssig Søstjerne med mange Tusinde Arme. En Del af dem strakte sig som lange Baand ud i Landet, hvor de tabte sig i Synsranden.

Oven paa hver Firkant sad der en stor, lysende Kugle, omtrent som en stor Buelampe, men den lod til at være selvlysende, nærmest som en stor Kugle af lysende Glas.

Skibet var nu lige over Byen og krydsede rundt med smaa Slag. Maanen, eller rettere sagt Maanerne, kastede deres Skær over hele den Del af Kloden, der laa udbredt under dem.

Vore Venner kunde nu rigtig se de ejendommelige, smukke Bygninger, hvoraf mange var forsynede med høje, slanke Taarne, der øverst oppe havde en Balkon. Hele Bygningsmaaden vidnede om Beboernes vidt fremskredne Bygningskunst.

Til Bygningerne var anvendt hvide og svagt blegrøde Sten, og de største af Husene var udsmykkede med en ødsel, men meget afstikkende Farvepragt.

Der var efterhaanden blevet Liv i Byen. Freden var veget for en rastløs Travlhed.

Skibet, der laa som en staalglinsende Kæmpefugl deroppe, syntes at skræmme Beboerne eller i alle Tilfælde vække deres Nysgerrighed. Indbyggerne myldrede op paa de flade Tage og paa de smaa Balkoner, der kronede de slanke Taarne.

Det vrimlede af Masser af mørke Skikkelser nede i de trange Gader og paa den store, runde Plads i Midten. Flere Steder dukkede der brogede Dragter og blanke Brynjer frem af den mørke Strøm.

Hele denne Masse af levende Skabninger bølgede frem og tilbage, og en svag Summen naaede op til Skibet.

Alle med Undtagelse af Bill og Craddock, der passede Maskinen, var samlede paa Dækket.

»Der er Liv i Myretuen,« sagde Hyde, »et Luftskib lader til at være et Særsyn heroppe.«

»Ja, man har da heldigvis noget frem for det Folk,« sagde Dillingham med Selvfølelse. Han vendte Ryggen til Stone, saa han saa ikke det Blik, Professoren sendte ham ved Ordet »man«.

»Det er ikke sikkert, det bliver lutter Morskab, naar vi skal til at betragte dem paa nært Hold,« sagde Burd.

Stone for op som en Trold af en Æske.

»Nært Hold! det skal vi overhovedet slet ikke for det første,« raabte han.

»Hvad behager?« udbrød Dillingham, »og hvorfor ikke, om jeg maa spørge?«

»Hvorfor ikke!« gentog Stone foragteligt og med et Skuldertræk, som om han vilde sige: »Hvad kan det nytte, at forklare Dem noget.«

»Ja, det maa jeg da rigtignok ogsaa spørge om,« sagde Hyde, »det vilde da netop være meget interessant at komme derned straks.«

»Interessant!« Stone havde den Vane altid at gentage, hvad de andre sagde, for derved at udtrykke sin Foragt kraftigere.

»Interessant! Ja, man skulde i Sandhed tro, det var Børn, der skulde have et nyt Stykke Legetøj.«

»Vil De ikke forklare Dem nærmere,« sagde Hyde skarpt.

Professorens Overlegenhed forsvandt et Øjeblik, som om han selv følte, han var gaaet for vidt; men han var snart sig selv igen, og idet han lænede sig tilbage i Stolen, begyndte han sit Foredrag:

»Jeg har flere Grunde, mine Herrer, til paa det bestemteste at fraraade og forhindre en Nedstigning, saa længe vi er aldeles uvidende om, hvad det er for Væsener, vi vil faa at gøre med. De staar jo ganske vist paa et andet Kulturtrin end vore »Venner« i Bjergets Huler; men deraf tør vi dog ingenlunde slutte, at vi vil blive modtaget som kære Gæster. Dette er min første Bevisgrund, og jeg tror, at De maa give mig Ret, naar De tænker Dem om.«

»Dertil vil jeg kun bemærke,« sagde Burd, »at der, som De selv indrømmer, er en betydelig og øjensynlig Forskel paa Folkene dernede og saa paa de første Marsvæsener, vi mødte. For altsaa at tage et Eksempel til Sammenligning, lad os da antage, at vi, der her er til Stede, for nogle Hundrede Aar siden havde kunnet opfinde et Luftskib, som var en aldeles ukendt Befordring i hele den øvrige Verden, og at vi foretog en Rejse Verden rundt. Naar vi da paa vor Vej kom til Ildlandet, vilde jeg ogsaa paa det kraftigste fraraade, at vi steg ned og blandede os mellem disse menneskeædende Utysker; men deraf fulgte dog ikke, at jeg vilde være bange for at gaa ned i Rom f. Eks., der vilde vi vist neppe blive skudt ned paa Stedet.«

»Men hvad mener De om at blive brændt som Troldmænd. De husker maaske, at i forrige Aarhundrede blev ikke saa faa Mennesker brændt som Hekse, eller hvad mener De om at blive indespærret som gal eller samfundsfarlig, – jeg behøver vist ikke at bede Dem huske paa, at der har været store Videnskabsmænd, som er blevet behandlet paa den Maade af deres utaknemmelige samtidige. For øvrigt halter den Sammenligning, men nok derom, jeg har en anden og lige saa vigtig Grund, og det er Tiden, – husk, vi har kun en begrænset Tid til vore Undersøgelser. Og hvis vi skal blive anerkendt og troet nede paa Jorden, maa vi have Beviser, mange Beviser, og vel har jeg samlet en hel Del Materiale; men der er meget endnu at udrette, og mere end et Par Dage tør vi ikke anvende paa denne By. Sæt, at vi blev venlig modtaget, men at de ikke vilde slippe os igen, eller at de fik ødelagt Luftskibet, – ja, vi maa tage alle Tilfælde i Betragtning, – hvad vilde De, mine Herrer, saa synes om at tilbringe Resten af Deres Dage paa Mars?«

Her saa Dillingham paa Frk. Gray med et Blik, der skulde udtrykke, at han under visse Forhold kunde tænke sig det.

»Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi ikke skulde gøre os Umage for at faa et lille Indblik i denne By og i Beboernes Liv og Færden, men det skal gøres med stor Forsigtighed, og jeg raader derfor til, at vi hurtigst fjerner os herfra, søger os et roligt og øde Sted til at fortøje Skibet, og derpaa holder Raad og lægger vore Planer. Naar vi saa har faaet en Nats Hvile, kan vi altid i Morgen begynde vore Udforskninger, alt ifølge de Planer, vi har fattet.«

»Jeg tror, Stone har Ret,« sagde Hyde, idet han rejste sig.

I det, samme blev Døren revet op, og Craddock kom styrtende ind.

»Der er sprunget en Kobling paa den ene Motor,« raabte han, »Maskinen gaar i Staa!«

Et let, blødt Stød beviste Sandheden af hans Ord.

»Det lader til, Skæbnen har taget Parti imod Dem, Professor,« sagde Burd.

Hyde styrtede ned i Maskinrummet, fulgt af Craddock.

Den skarpe Støj af Skruerne tog gradvis af og gik over til en sagte Brummen, medens Skibet blidt og roligt dalede ned og lagde sig til Hvile paa et af de flade Tage.

Saa gik Maskinen helt i Staa.

TIENDE KAPITEL.

Fanget og indespærret.

I samme Øjeblik, som Skibet rørte Husets Tag, forstærkedes Lyset fra den gennemsigtige Glaskugle og udsendte et saa straalende Skær, at alle de ombordværende blev aldeles blændede.

Rundt omkring til alle Sider var det, som om hele Taget blev levende. Utallige smaa runde Klapper blev hastig løftet i Vejret, og op af hvert Hul dukkede der en sælsom Skikkelse frem.

De var alle høje og magre med uforholdsmæssig lange og tynde Lemmer og lignede meget de Marsvæsener, de rejsende først havde truffet.

De var iført underlige, brogede, fantastiske Dragter, der sad stramt om dem og havde den mærkelige Egenskab stadig at skifte Farve: snart var de blaa, violette eller grønne, snart ganske mørke og ubestemmelige, for saa atter at straale i skærende rødt eller flammende gult. Det var et uforklarligt og forvirrende Syn.

Deres Hoveder mindede om Kranier, med unaturlig store Hjernekasser. Deres Øjne var store og runde med et klogt, men ondt Udtryk.

De »talte« aabenbart med hinanden, noget aldeles uforstaaeligt Pluddervælsk, der ikke mindede om noget jordisk Sprog. De talte ud i eet, og Stemmen svingede lige fra den dybeste Bastone uden Ophold op i skingrende Diskant. Mellemtoner fattedes aldeles i deres Tale.

De samlede sig neden for Skibet og syntes alle at tale i Munden paa hverandre.

Saa med eet entrede de som Aber op paa Platformen og trængte ind paa vore Venner.

»Bring Frk. Gray ind i Taarnet og luk Døren!« raabte Stone til Craddock, der stod nærmest ved Ethel.

Craddock fik trukket Ethel med sig ind i Taarnet og smækkede Døren i i samme Nu, som vore Venner var overmandede af den stadig voksende Skare Marsvæsener.

Stone paalagde dem alle med høj Røst at gaa godvillig med uden Modstand og endelig ikke gaa angrebsvis til Værks, før det var ganske nødvendigt for at redde Livet, men rolig afvente, hvad disse fremmedartede Væsener havde i Sinde.

Marsbeboerne førte dem hen til de runde Aabninger i Taget, stadig omklamrende deres Hænder med kolde, fugtige Fingre.

De rejsende blev puttet ned gennem Hullerne. Her var de i fuldkomment Mørke, Gulvet bevægede sig under deres Fødder, og det gik nedad i slingrende Fart i nogle Minutter. Saa hørtes et hult Brag, en Jernport var gledet til Side, og de stod ude i Lyset, Ansigt til Ansigt med den bølgende Mængde, der fyldte Gaden.

En mærkelig Svirren og Summen lød fra Masserne, der trængte paa for at se dem. En dobbelt Kæde af »Mænd« i blanke Brynjer, der lynede og funklede i Lysskæret, holdt med nogle korte Metalstokke Pladsen fri foran Huset.

Pludselig hørte vore Venner en Susen oppefra, der fik dem til hastigt at se i Vejret. Det var Luftskibet, der hævede sig højere og højere, indtil det til sidst forsvandt for deres Øjne.

Det maatte altsaa være lykkedes Craddock at udbedre Skaden paa Motoren, og nu bragte han Skibet i Sikkerhed.

»Det er saamænd rart,« udbrød Handerson, »nu flyver han væk og lader os andre i Stikken.«

»Det var da det fornuftigste, han kunde gøre, at bringe Skibet fra disse Bavianers Omraade. Hvis de nu fandt paa at ødelægge Skibet, hvorledes skulde vi saa komme tilbage til Jorden, selv om vi slap ud af deres Kløer?« svarede Hyde ham.

Dillingham sagde ingenting, han var glad over, at Ethel i det mindste foreløbig var i Sikkerhed, og ærgerlig over, at det ikke var ham, der var med hende.

Han blev afbrudt i sine Betragtninger ved, at han fik et ublidt Puf af en Stok midt i Ryggen. Han vendte sig opbragt om, rede til at slaa løs, men Burd standsede ham: »Det er Vanvid, Dillingham, at sætte sig op mod Overmagten, følg nu bare godvillig med.«

Dillingham brummede, men gik dog fremad med sine Venner.

De var paa alle Sider omgivet af deres Vogtere, der væbnede med Stokke banede sig Vej gennem Folkemassen.

Det gik kun langsomt fremad, saa der var god Tid til at se sig om.

Rundt om fra Tagene skinnede Lyset og viste tydeligt de mærkelige Omgivelser, Bygningernes fantastiske Bygningsmaade og Tilskuernes mærkelige Dragter og Ansigtstræk. Man kunde tro sig hensat paa et Karneval, hvor alle Gæsterne havde den samme hæslige Maske.

Endelig standsede de foran en meget stor, hvid Bygning. En bred Trappe førte op til Portalen, som var spærret af en tyk Metalplade.

En af Vogterne bankede paa med sin Stok, og Døren gled lydløst til Side.

Indenfor saa de en stor, rummelig Hal.

»Hvad mon der nu vil ske?« spurgte Burd, »hvis dette er et Hotel, ser det ikke videre hyggeligt ud.«

»Snak,« svarede Stone, »det er snarere et Tempel eller lignende, den Tingest der i Baggrunden minder i høj Grad om et Alter.«

Medens han talte, blev den dæmpede Mumlen fra Folkemængden derude svagere, idet den svære Dør atter gled for.

Paa samme Tid viste der sig et blaaligt Skær over Forhøjningen i Baggrunden, og der hørtes en sagte knitrende Lyd.

Vore Venners Ledsagere knælede ned og bøjede Hovederne.

I nogle Øjeblikke var der dødsstille, da brød Professoren hviskende Tavsheden: »Jeg havde Ret, det er deres Tempel, og _der_ er Genstanden for deres Tilbedelse,« – han pegede hen paa den blaa Flamme over Alteret.

Leslie snøftede: »Det er alt andet end hyggeligt, dette her, og saa denne modbydelige Lugt.«

I det samme slukkedes Lyset, der blev fuldstændig mørkt, og førend vore Venner kunde afværge eller forhindre det, følte de sig grebet og slæbt afsted i vild Fart.

Lige saa pludselig blev de atter sluppet, og der hørtes en svag klirrende Lyd, omtrent som naar to Stykker Metal støder sammen.

Dillingham var den første, der kom sig af Overraskelsen.

Hans Hænder søgte mekanisk ned i Lommen og greb den elektriske Lommelygte. Ved dens Lys saa han, at Vogterne var forsvundet; de var alene i et smalt, langstrakt Rum. Ved hver Ende var Væggen forsynet med 5-6 store, blanke Metalspidser, der ragede godt og vel en halv Alen frem. Den ene af Siderne dannedes af et svært Metalgitter, hvorigennem man saa en Skillevæg af Træ.

Stone snøftede et Par Gange ud i Luften, saa gik han hen og undersøgte en af Metalspidserne.

»Ozon,« udbrød han, »jeg tænkte det nok, jeg kunde straks mærke Lugten, da vi kom indenfor.«

»Ja, De har Ret,« sagde Burd, »men hvor kan det komme fra?«

»Naturligvis fra en elektrisk Udladning,« svarede Stone, »har De allerede glemt den blaa Flamme over Alteret?«

»Den blaa Flamme,« udbrød Hyde, »De mener altsaa ...«

»Jeg mener,« afbrød Professoren ham, »at disse Marsvæsener, Mennesker eller hvad De nu vil kalde dem, har ganske særlige Kundskaber med Hensyn til alt, hvad der angaar Elektricitet; ja saa særlige, at de i Elektriciteten ser Sindbilledet paa et højere Væsen, som de tilbeder.«

»Og vi skulde altsaa befinde os i deres Tempel nu?« spurgte Dillingham, »men kan De sige mig, hvad Meningen er med dette besynderlige Rum?«

»Jeg tror, jeg kan forklare Dem det,« svarede Stone, »jeg undersøgte de Spidser der; ved De, hvad det er? Det er Polerne paa en eller anden ualmindelig stærk Udladningsmaskine. En kraftig Ladning Gnister kan i Løbet af faa Sekunder sendes fra den ene til den anden Pol, som vi befinder os imellem. De kan maaske selv tænke Dem til Resten.«

Dillingham blev bleg.

»Kan De ikke tænke Dem nogen Udvej?« spurgte han, idet han saa sig uroligt omkring.

Men der var ingen Udvej. Døren, som de var kommet ind af, sluttede ualmindelig tæt, ja saa tæt, at den slet ikke var til at se paa Væggen, der overalt gav den samme Metalklang, naar man bankede paa den.

Pludselig gav Leslie et Udraab:

»Jeg har en Idé, vi maa se at finde den elektriske Ledning og saa skære den over, saa kan der ingen Udladning finde Sted.«

Men der var ingen Ledning at finde, den maatte være paa den anden Side af Væggen.

Hyde stod imidlertid og prøvede paa at rokke ved Metalgitteret, der modstod alle hans Anstrengelser, hvilket var ham ganske ufatteligt, da han tydeligt kunde se, at det var indrettet til at skyde til Side, og det var ham umuligt at opdage nogen som helst Laas, som holdt det fast.

Med eet slog en Tanke ned i ham.

De Døre, han havde set paa Turen hen til Templet, havde heller ingen Laase, men var alle af Metal. Hvad om de holdtes lukkede ved Elektricitet?

Hans Øjne søgte langs Randen af Gitteret, Rammen var ogsaa af Metal. Hurtig trak han et lille Lommekompas frem og holdt det hen mod Gitteret. Magnetnaalen kom straks ud af Ligevægt og sattes i voldsomme Svingninger.

I dette Øjeblik kom Stone hen til ham. Han gættede i samme Nu Hydes Tanker.

»Elektromagnet!« sagde han blot.

Hyde hørte ham slet ikke, hans Øjne var fæstede paa en tyk, rund Traad, der stak ned gennem et ganske lille Hul i Loftet, og som var gjort fast i Karmen.

Han vendte sig hurtigt og kaldte paa Dillingham, som straks kom hen til ham.

Hyde støttede Hænderne mod Muren og bøjede sig forover, idet han sagde til Dillingham: »Kan De se den runde Traad deroppe over Hovedet paa mig? Naar De stiger op paa min Ryg, kan De vist naa den; prøv saa, om De kan rykke den over.«

Som sagt, saa gjort.

Dillingham stod op paa hans Ryg, og ved Hjælp af en Kniv lykkedes det ham at slide Traaden over.

I samme Nu gav det et Ryk i Gitteret, som med største Lethed lod sig skyde tilbage.

Der var altsaa kun den tynde Skillevæg igen, og den lykkedes det dem med forholdsvis ringe Anstrengelse at sprænge, rigtignok under et øredøvende Spektakel.

De stod en Stund og lyttede med tilbageholdt Aandedrag, om Fjenden skulde nærme sig; men alt var og blev tyst og stille.

Saa gjorde de sig rede til at gaa videre, men blev forhindret ved et advarende Raab fra Stone.

»Stop lidt! Nu glemmer De igen at tænke logisk. Vi har set, hvor snedige, ja djævelsk snedige disse Marsvæsener er, og vi gjorde et frygteligt Spektakel ved Sprængningen af Døren. Havde der været sat Vagtposter ud, saa havde de været over os for længe siden. Men De kan være forsikret om, at naar der ingen Vagtposter er, saa er det, fordi der er andre og rimeligvis langt farligere Hindringer for vor Frihed!«

»Hvad mener De?« raabte de alle i Munden paa hverandre.

»Af hvad Grund tror De, at den tynde Snor _der_ er spændt ud for Døren?« spurgte Stone og lod Lyset fra en Lommelygte falde lige paa den store, firkantede Aabning, der gabede dem i Møde.

»Ser De den store Metalklods, som hænger der?« spurgte Professoren, »i samme Øjeblik Snoren strammes, bliver Klodsen vippet ud af Ligevægt, styrter ned og knuser den, som prøver paa at trænge ud eller ind gennem Døraabningen.«

»Saa maa vi krybe ud paa alle fire, under Snoren,« sagde Bill med et bredt Grin.

»Ja, hvis vi vil ud, maa vi nok bukke os lidt,« sagde Leslie.

De lagde sig nu alle ned, Dillingham forrest med Lommelygten i den ene Haand, og nu gik det langsomt og forsigtigt fremad, til de alle var et Stykke paa den anden Side af Snoren.

De rejste sig da atter op og gik sagte fremad, indtil der foran dem viste sig et Lysskær, der kom fra en Slags aaben Forhal, som kun var skilt fra Gaden ved en aaben Søjlegang.

De stod endnu en Gang stille og saa sig om til alle Sider for at være sikre paa, at de ikke blev beluret, og saa traadte de alle ud paa Gaden, som laa foran dem i det klare Maaneskin.

ELLEVTE KAPITEL.

Flugten.

Alt var tomt og øde i de før saa »menneskefyldte« Gader.

Alle Husene var tæt tillukkede, og de lysende Kugler paa Tagene var helt slukkede; men det klare Maaneskin gjorde det ganske lyst og kastede et hemmelighedsfuldt Skær over det hele.

Vore Venner spejdede ivrigt op mod Himlen i Haab om at se »Meteor«, men det var forgæves, der var ikke det mindste at se til Luftskibet; derimod dæmrede det ganske lidt ude i Øst, og de første svage Tegn paa Morgenrøden begyndte at vise sig.

»Der er ikke andet for os at gøre, end hurtigst muligt at se at slippe ud af Byen, inden det bliver lyst,« sagde Burd, »men Spørgsmaalet er, hvilken Vej vi skal tage?«

»Det er kedeligt, at der ikke er nogen Restaurationer, som har aabent paa denne Tid,« udbrød Dillingham, »mine Tarme skriger af Sult.«

»Tror De, det gaar os andre bedre?« spurgte Hyde.

»Hvis vi gaar mod Vest, er der mest Sandsynlighed for at slippe ud af Byen og ind i Skoven, inden vore elskværdige Værter opdager vor Flugt. Jeg lagde Mærke til i Aftes, da vi sejlede hen over Byen, at mod Vest hører Husrækkerne langt tidligere op end mod Øst,« sagde Professoren, medens han omhyggelig studerede sit Kompas. »Jeg foreslaar altsaa, at vi gaar denne Vej.«

»De har vel nok Ret,« brummede Dillingham; »men hvor der ingen Beboere er, er der heller ingenting at faa at spise, saa jeg vil ubetinget foretrække at gaa den anden Vej.«

»Saa skulde De følge Deres Lyst, De kan jo spørge Dem for, se« – afbrød Burd sig selv, »der kommer en Betjent, eller hvad det nu er for en, henne paa Hjørnet.«

De saa alle derhen. Burd havde Ret. Inde fra Skyggen fra et af Husene, hvor de stod, saa de en Skikkelse dreje om Hjørnet og komme lige hen imod dem.

Det var en kæmpemæssig Marsbeboer, iført skinnende blank Brynje og med en spids Stok i Haanden.

Dillingham trak sin Revolver frem, men blev standset af Stone, som lagde sin Haand paa hans Arm.

»Lad hellere være,« hviskede Stone, »maaske gaar han forbi uden at se os her i Skyggen, og saa er der ingen Grund for Dem til at vække hele Byen med Deres Skud og skaffe os alle Beboerne paa Halsen!«

Dillingham indsaa det fornuftige i Stones Bemærkninger og stak Revolveren i Lommen igen, og alle trykkede sig tæt op mod Muren i den mørke Skygge.