Part 4

Med eet snublede Hyde og faldt saa lang han var over noget, der laa paa det glatte Gulv. De andre for til, og Leslie stødte med Kolben mod et Legeme, der laa udstrakt paa Gulvet foran ham.

Det var et Marsvæsen med knust Hovedskal.

»Her var det,« sagde Stone, »at Dillingham slog ham i Gulvet, da han vilde spærre Vejen for os. Vi skændtes da, om vi skulde ile hurtigst muligt efter Hjælp eller straks trænge dybere ind i Hulen. Dillingham holdt paa det sidste og vilde slet ikke høre paa mine Forestillinger om det unyttige og dumdristige i hans Forslag. Til sidst vendte han mig harmfuld Ryggen og forsvandt gennem den runde Aabning derhenne.«

»Saa maa vi den Vej!« raabte Hyde, der nu var kommet paa Benene igen, og de trængte alle dybere ned i den mørke Gang, som mundede ud i en stor, rund Hule, fra hvis Loft de hvide, halvt gennemsigtige Drypsten hang ned i alle mulige fantastiske og forvredne Former. Hyde lod sin Lygte lyse rundt i Hulen, og langt om længe opdagede de en Skikkelse, som stod med Ryggen op mod Væggen og med en Revolver i hver Haand.

Det var Dillingham.

Det pludselige Lysskær blændede ham, saa han ikke kunde se, hvem der nærmede sig.

»Hvor er Frøken Gray?« raabte Burd.

»Jeg har ikke kunnet finde hende,« sagde han med lav Stemme, idet han sænkede Revolverne.

Pludselig hørtes der et skingrende Skrig, der lød som om det kom nede fra.

»Der maa være en Hule her lige under denne!« raabte Stone.

De gav sig alle til at hugge løs paa Gulvet med Bøssekolberne, og den skøre Kalk gav efter for hvert Slag.

* * * * *

Vi forlader nu for en Stund vore Venner i Hulen og gaar tilbage til det Øjeblik, da Stone og Dillingham var sluppet løs, og Stone var ilet efter Hjælp, medens Dillingham forgæves søgte efter Ethel.

Ethel, der kun havde gjort ringe Modstand, var blevet slæbt dybere ned i Hulen end de to andre.

Først var der bælgmørkt, men efterhaanden som hun kom længere ned, blev der lysere.

Hun befandt sig nu i en mægtig Drypstenshule, hvis Gulv og Vægge var glatte og spejlblanke, medens der fra Loftet hang mægtige Drypsten ned i uhyre Mængde. Hulens Baggrund var opfyldt af et mægtigt Vandfald, der kom oppe fra Loftet og forsvandt i en stor Spalte i Gulvet.

Det var herfra, Lyset kom.

Hulen var helt fuld af de uhyggelige Marsvæsener, som allesammen stirrede paa hende med deres udtryksløse, kolde Øjne, der sad store og runde i de stive, ubevægelige Ansigter.

I næsten en Time stod hun saaledes, som fasttryllet til den samme Plet, som en Fugl, der hypnotiseres af en Slanges Blik.

Der hørtes ingen anden Lyd end Vandets dæmpede Brusen.

Pludselig hørtes Støj fra Baggrunden, og alle vendte paa een Gang Øjnene derhen.

Et stort Klippestykke var blevet væltet til Side, og der viste sig en Fordybning i Klippen, som var stor nok til, at et Menneske kunde staa oprejst derinde. Indersiden af denne Fordybning var besat med smaa, brune Knopper. En svag Vandstraale begyndte at risle ned over denne Fordybning, og Ethel saa, at de smaa Knopper begyndte at folde sig ud. Hver af dem aabnede sig og viste sig at indeholde et lille Krebsdyr, der var forsynet med skarpe Kløer.

Samtidig begyndte Kredsen om hende at blive snævrere. Marsvæsenerne kom nærmere og nærmere og søgte øjensynlig at trænge hende hen mod Fordybningen i Klippen.

En dyb Rædsel greb hende.

Det gik op for hende, at det var disse Uhyrers Mening at trænge hende ind i Fordybningen, for saa rimeligvis at vælte Stenen for. Krebsdyrene vilde da utvivlsomt pille Kødet af hendes Krop med deres spidse Kløer.

Hun udstødte et fortvivlet Skrig og søgte at bryde gennem Kredsen, der langsomt indsnævredes; men det var forgæves. Uhyrerne strakte deres modbydelige Hænder ud for at gribe hende, og hun følte, at denne skrækkelige, grufulde Død var uundgaaelig.

Med et gennemtrængende Skrig sank hun om.

I det samme lød der en stærk Raslen og Bragen fra den modsatte Side af Hulen.

Skulde der komme Hjælp? Hun stirrede derhen.

Hendes Plageaander stod stille og vendte Hovederne hen i den Retning, hvor Støjen kom fra.

Det var intet overnaturligt Syn, hun saa, ingen Aand, der kom til Syne for med et Flammesværd at befri hende, det var kun et Par ternede Sportsbenklæder, som sad paa Benene af en Mand, der banede sig Vej ned gennem Hulens Loft.

Der lød et vældigt Brag, og midt imellem Jordklumper og Stene kom Dillingham hovedkulds ned i Hulen.

Han kom med utrolig Hurtighed paa Benene igen, og de andre fulgte nu efter, een for een, med Bøsser eller Revolvere i Hænderne.

Der var et Øjeblik dødstille i Hulen, men saa genlød det store Rum af en sand Helvedeslarm.

Knaldene fra Skydevaabnene blandedes med Modstandernes vilde Hyl og blev tidobbelt forstærket ved det voldsomme Ekko i Hulen.

Luften blev taaget af Krudtrøgen, gennem hvilken man svagt skimtede de uhyggelige Væseners hylende Masser og vore Venners mørke Skikkelser.

Partiet var ikke saa ulige endda, trods Marsvæsenernes uhyre Masse, for mange af dem stod endnu som forstenede af Rædsel over Skuddene, og de, der havde overvundet den første Skræk og rasende styrtede løs paa Fjenden, blev holdt saa godt i Skak af de sikre Skud, at de ikke kom Angriberne nærmere ind paa Livet.

Disse rykkede frem, Skridt for Skridt, med en Koldblodighed, der var medfødt hos Hyde og Dillingham, og som de andre søgte at efterligne, da de vel vidste, at ethvert Fejlskud kunde komme dem dyrt at staa.

Craddock var blevet skilt fra de andre, han stod med Ryggen op mod et fremspringende Klippestykke, omgivet af Fjender.

Bøssen og Revolveren var for længst skudt af og derfor unyttige, og han brugte nu de Vaaben, han havde mest Øvelse i at anvende, nemlig Næverne.

Hans store Ansigt lyste af Kampiver; det var det dejligste Slagsmaal – det mindede ham om hans unge Dage, naar han ryddede Bulen i en East-End Beværtning. Han anvendte alle de Kneb og Stød, der dengang gjorde ham saa frygtet.

I over et Kvarter rasede Kampen vildt.

Snart blev de rejsende trængt tilbage af Marsbeboerne, snart skaffede Revolverne dem atter Plads.

Selv midt i det vildeste Virvar følte Professoren en brændende Lyst til at kaste Bøssen og bøje sig ned og undersøge Ligene nærmere.

Og Dillingham var ikke sammen med de andre. Hvor var han? Tog han ikke Del i Kampen?

Jo, saa godt som nogen anden havde han kæmpet. Kæmpet sig frem til det Sted, hvor Ethel var faldet om. Et Blink! Et Knald! Og han havde gjort det af med den sidste levende Hindring, der var mellem hende og ham.

Han lagde Bøssen fra sig og bøjede sig ned over hende, der laa bevidstløs paa Gulvet. Han vædede sit Lommetørklæde og lagde det paa hendes Pande, løftede derpaa forsigtigt hendes Fødder op fra Gulvet for atter at bringe Blodet tilbage til Hjernen.

Et Øjeblik efter slog hun Øjnene op, netop som et Triumfskrig fra de andre forkyndte, at Fjenden nu for Alvor veg tilbage.

Hurtig greb han atter sin Bøsse og hjalp til at trænge Fjenden helt ud af Hulen.

Nu gjaldt det om et hurtigt Tilbagetog.

En løs Klippeblok og en Del faldne Fjender blev stablet op under Hullet i Loftet. Hyde svingede sig op og tog mod Ethel, der blev løftet op til ham af Dillinghams stærke Arme.

Den sidste var lige sluppet op, da Hylene lød nede fra Hulen med fornyet Kraft. Fjenderne vendte tilbage. Stone kastede gennem Hullet et Blik ned i Hulen, som nu atter var opfyldt af Marsvæsenerne, der alle var væbnede med lange, glinsende Metalspyd.

I det samme lød Hylet ogsaa fra en af Gangene bag ved dem.

»Af Sted!« raabte Hyde, og af Sted gik det i vild Flugt, under øredøvende Hyl.

Paa Grund af, at Væggene kastede Hylene tilbage, var det umuligt bestemt at afgøre, hvor Fjenderne vilde komme fra. Hidtil havde de heldigt undgaaet dem, og de skimtede allerede forude et svagt Lysskær, saa at de maatte være i Nærheden af Hulens Indgang, da der med eet viste sig et rødt Skær foran dem.

Fjenden nærmede sig altsaa fra mere end een Side.

»Ned bag Stenene!« kommanderede Stone, og et Sekund efter laa de alle skjult bag nogle Klippestykker.

I Gangen lige foran dem viste der sig et af Uhyrerne med en Fakkel i Haanden, han saa sig spejdende omkring.

Hyde greb Dillingham i Armen og viste med Hovedet hen mod en anden Gang lige over for den, hvor Manden med Faklen stod.

Dillingham forstod ham og lod den tavse Ordre gaa videre.

Der viste sig endnu en Skikkelse ved Siden af den anden; de saa sig begge omkring, uvisse om, hvor de skulde søge de Fjender, der havde revet deres Offer ud af Hænderne paa dem.

Et Par skarpe Knald gjorde en brat Ende paa deres Tvivlraadighed, men paa samme Tid rigtignok ogsaa paa deres Tilværelse. Faklen faldt ned paa det fugtige Gulv og slukkedes.

De for nu alle tværs over Hulen hen mod den snævre Gang, Hyde havde peget paa. De forsvandt gennem den ind i Mørket og rutschede til sidst ned ad en Skrænt. Her fandtes en Indgang med mægtige Klippeblokke, der næsten skjulte den udefra.

»Løb!« raabte Hyde til de andre, »jeg kommer straks.«

Han bøjede sig ned og anbragte en lille Genstand under en af de store Stene, saa famlede han med en Traad og en Tændstikæske og løb saa efter de andre.

Det Brag, der hørtes, fortalte, hvad han havde gjort. De skuffede Hyl indefra viste dem, at de var i Sikkerhed.

Kort efter var de i Skoven, hvor den friske Luft til Dillinghams Fryd bragte Ethel helt til Bevidsthed igen.

OTTENDE KAPITEL.

Fauna og Flora.

Af Professor Marcus Stones Optegnelser. (Brudstykker.)

31/10.

Det er i Sandhed et Herkulesarbejde at klassificere Dyreverdenen heroppe.

Jeg havde ment, at de forskellige Former, selv om der naturligvis var store Uoverensstemmelser, dog vilde nærme sig saa meget til de paa Jorden forekommende, at man med enkelte Afvigelser kunde skematisere dem ligesom disse, hvilket jo i høj Grad vilde lette Forstaaelsen.

Men det viser sig, at jeg har taget fejl. Der er for store Afvigelser paa saa godt som alle Omraader.

Rent geologisk set maa hele Kloden henregnes til en qvintær Tid. De fleste større Krybdyr (med Undtagelse af Slangen) synes at være uddøde, man finder kun fossile Rester af dem.

De højere Pattedyr er yderst sparsomt repræsenterede; jeg har kun set et eneste Rovdyr i al den Tid, vi har været her.

Derimod har Pungdyrene naaet et Maksimum af Udvikling.

Desværre har jeg kun set de store Former af dem paa lang Afstand. Trods deres Plumphed kan de bevæge sig ret hurtigt.

1/11.

Dillingham har nedlagt et højst besynderligt Dyr.

Man staar fuldstændig uklar over for et saadant Fænomen. Dets Længde er over 4 Meter, og det har en vortet, tyk Hud og en lang, skællet Hale.

Dets Hoved er meget stort og forsynet med en mægtig bred Mund. Hele Ganen er besat med spidse, bagud-krummede Tænder.

Og saa har den oven i Købet Vinger.

Burd har udført en ret vellykket Tegning af den, da vi jo desværre ikke kan fotografere den. Der har nemlig vist sig den store Mærkelighed, at Solstraalerne her paa Mars ikke er i Stand til at paavirke den fotografiske Plade.

Jeg har uheldigvis ikke Tid til at undersøge dette Tilfælde nærmere, men jeg formoder, det skyldes en stærkere Absorption af de ultraviolette Straaler.

4/11.

Hvad Floraen heroppe angaar, volder den endnu større Vanskeligheder end Faunaen. Alt viser sig ved en Sammenligning med Jordens Flora i den bagvendte Orden.

Man skulde vente sig en højere Udvikling af Løvtræerne, men man finder i Stedet for mægtige Former af Bregner, og enkelte Palmer, der paa Jorden regnes til Carbontiden.

Der er Fattigdom paa Arter, men Rigdom paa Individer.

Svampene har naaet en høj Udvikling, jeg finder overalt en lille, mørkerød Svamp, der forekommer i saa stor Mængde, at den fuldstændig dominerer Overfladens Farve.

Det ser ud, som om »Træernes« Blomstringstid var forbi lige nu. Kun ved Vandløbene træffes der Blomster.

Blomsternes Størrelse og rige Farvepragt tyder paa høj Udvikling hos Insektverdenen.

En højt udviklet Insektverden peger hen imod et rigt Fugleliv, og saa findes her et Utal af Insekter, men ikke en eneste Fugl!

Igen et af de Fakta, der vanskeliggør en logisk Skematisering.

6/11.

Vi er nu fjernet over 500 Mile fra vort Udgangspunkt. Vi sejler over en stor Skov, der fuldkommen ligner en Vildmark, stadig skuer man Trætoppe og atter Trætoppe, saa langt Øjet rækker.

Kun en eneste Afbrydelse i dette ensformige Hav af Træer saa vi i Gaar, da vi sejlede hen over en dyb Kløft.

En flere Mil bred Spalte, som begrænset til begge Sider af taarnhøje, stejle Klippevægge strakte sig snorlige fra Øst til Vest og til begge Sider tabte sig i Horisonten. Bunden af denne Spalte var jævn og uden Spor af Vegetation.

Vi saa her uden Tvivl en af de berømte Marskanaler. Adskilligt talte for, at det var et Værk af »Menneskehænder«. Atter et Bevis paa, at her findes kultiverede Væsener, men hvor?

Henad Aften fandt vi ved Kanten af Kanalen et passende Sted, hvor vi kunde gaa ned med Luftskibet for at overnatte.

Vi laa paa en lille aaben Plads, der paa den ene Side var begrænset af Skrænten og paa den anden af et lavt, sammenfiltret Krat, der gik i eet med Skoven.

Doktoren og jeg stod paa Kanten af Skraaningen og disputerede om Kanalen, da Frøken Gray, som var trængt ind i Krattet for at lede efter Blomster, kom styrtende hen imod os.

Jeg havde netop sagt Doktoren min Mening, og denne Afbrydelse kom mig meget tilpas, da jeg ikke brød mig det mindste om at høre hans Mening om Ting, som jeg vidste meget bedre.

Hun bad os følge med, da hun havde fundet en mærkelig Ruin af en Bygning inde i Skoven.

Vi fulgte med hende, og hun førte os til en aaben Plads inde i Skoven, lige bag ved det lave Krat. Vi traadte nærmere og saa en lav, langstrakt Bygning, som var opført af store, raat tilhugne Sten. Der var ingen Tag og ingen Vinduer, og overalt i de utallige Revner voksede der forskellige Mosarter, som viste, at Bygningen havde staaet forladt i mange Aar.

Midt paa var der en firkantet Aabning, gennem hvilken vi gik ind i det indre.

Hele Huset dannede et eneste langt Rum, men det interessanteste ved det hele var Væggene, med en Alens Mellemrum stod der overalt hele Vejen rundt afblegede, hensmuldrende Skeletter, der med en Ring om Halsen var fastgjort med en kort Lænke til Væggen bagved.

Jeg skulde netop til at undersøge disse Skeletter – jeg havde ved første Øjekast set, at de ikke lignede Hulebeboerne, af hvem Doktoren med Held havde dissekeret et Hoved – da Frøken Gray udstødte et Skrig og bad Doktoren føre hende tilbage til Skibet. Jeg bad ham blot gaa med hende, jeg skulde snart følge efter.

Kvinder mangler da ogsaa ganske Interesse og Forstaaelse. I Stedet for at opdage den store Forskel, der var paa disse Skeletter og vore Marsvenner, saa faar hun et nervøst Tilfælde.

Da de var gaaet, gav jeg mig til at undersøge det største af Skeletterne nøje, de var højere, bredere, med lange og svære Haand- og Fodknokler; men den største Forskel var der dog paa Kranierne, de var spidse og toppede med et bredt og fremstaaende Kæbeparti.

Med stor Forsigtighed fik jeg skilt Kraniet fra Kroppen og bar det med mig til Skibet.

Burd var den eneste, der havde Interesse for mit kostbare Fund, og da Dillingham, der er blevet endnu mere aandsforladt her paa Mars, end han var paa Jorden, stadig stirrede fortvivlet paa Frk. Gray, saa gik jeg hurtigst muligt ned i mit Lukaf for at tænke nærmere over denne underlige Oplevelse.

Efter megen Grunden kom jeg til et Resultat, som jeg foreløbig vil beholde for mig selv:

1) Jeg holder absolut paa Kanalteorien.

2) De Væsener, vi indtil Dato har set, er Hulebeboere, der ikke kan have udtænkt et saadant Arbejde som Kanalerne.

3) Kanalerne findes. Kløften her er en saadan Kanal, der er udtørret.

4) De Skeletter, jeg saa i Bygningen, er øjensynlig af Skabninger, hvis Hjerne er endnu mindre end Hulebeboernes; de har altsaa heller ikke udtænkt Arbejdet.

5) Ergo maa der findes en højere Slags Væsener som har undfanget Ideen, men brugt de stærkere og mindre intelligente Skabninger til at udføre den.

Altsaa atter et Bevis for min Paastand om menneskelignende Væsener.

De lænkede Skeletter, er rimeligvis Levninger af opsætsige og genstridige Slaver, der er blevet straffet paa denne Maade.

NIENDE KAPITEL.

En Udflugt. – Byen.

I over en Maaned havde vore Venner været undervejs paa deres Tur Mars rundt. Paa Grund af Skibets store Hastighed behøvede de kun at flyve af Sted om Natten; naar de da satte fuld Kraft paa, kunde de med Lethed indhente den Tid, de om Dagen brugte til at stige ned og foretage videnskabelige Undersøgelser.

De Resultater, de erhvervede sig ved disse Undersøgelser, var meget omstridte. Stone var sjæleglad, han havde efterhaanden beriget sin Samling med en Masse interessante Ting, og han havde udarbejdet forskellige Optegnelser af stor Betydning for sin Videnskab, hvad der gjorde den af Naturen gnavne Mand næsten elskværdig.

Dillingham derimod, som trods store Anstrengelser stadig søgte forgæves efter det mærkelige Dyr, begyndte at blive saa pirrelig, som Stone tidligere havde været, og det var nu næsten altid ham, der gav Anledning til de Ordkampe, der morede Doktoren i lige saa høj Grad, som de ærgrede Hyde.

Hyde kom ned ad Trappen fra Taarnet og med ham et Vindstød, der blæste Stones Papirer hen i den anden Ende af Salonen.

»Jeg tror aldrig, jeg har oplevet Mage til Storm,« sagde Hyde, da han havde lukket Døren efter sig.

»Er der Fare for, at vi blæser ud af Kurs?« spurgte Burd.

»Nej, Doktor, det er der ingen Fare for. Skruen er god nok, men vi kan maaske nok udsætte os for at faa Roret bøjet,« svarede Hyde, idet han satte sig ned; »naa forhaabentlig holder det.«

Lidt efter lidt lagde Stormen sig, og Hyde foreslog, at de skulde følges ad op for at se paa Roret.

Der var heldigvis ingen Skade sket, og paa Stones Forslag gik de lavere ned for at undersøge Egnen ved Hjælp af Lyskasteren.

De gik nu i en halv Snes Meters Afstand fra Trætoppene i den Skov, der strakte sig under dem.

»Lys!« kommanderede Hyde, og den hvide Stribe kastedes ud i Rummet, gik rundt i en Halvcirkel og derefter nedad.

Det Parti af Skoven, der blev oplyst, bestod af samme Slags træagtige Bregner som dem, de havde set ved Ankomsten. De store, trekantede Blade blev løftet op mod Lyset af slanke Stilke og lukkede som et uigennemtrængeligt Tag for Skovbunden.

Lyset gav de graalige Blade en vidunderlig Glans, som var det et Hav af Sølv, der laa udbredt under dem.

Men snart skiftede Billedet. Bregnerne afløstes af Palmer, hvis slanke Stammer hævede sig som Søjler i et Fepalads, skarpt belyst mod den mørke Baggrund, hvor Lyset ikke naaede hen.

Lyset blev kastet hid og did og viste hvert Træ og hvert Blad med en Tydelighed, som var det den klareste Dag.

Livet i Skoven begyndte at røre sig, snart var det et mindre Dyr, der rejste Hoved og missede med Øjnene mod det skarpe Lys, snart var det et Krybdyr, der i en Fart bugtede sin Krop ind under det skærmende Bladhang, eller de saa en kæmpemæssig, haaret Edderkop, der fra en Gren kastede sig ud i Luften, medens dens Spind glinsede og glitrede i Lyset.

Videre gled Skibet, og Skoven gik over i lave Buske og afløstes til sidst af et sumpet Krat med lange, stive Græsstraa.

Da lød der pludselig et Brøl dernede fra, det knagede og bragede i Buskene tæt ved et lille Vandløb, og en mægtig, laadden, brun Skikkelse rejste sig med øjensynligt Besvær og forsvandt i et kluntet, men ret hurtigt Trav.

»Nej, se, se!« raabte Dillingham, »der var det igen!«

»Hvad mener De?« spurgte Burd.

»Monstrumet, Uhyret, Dyret, vi saa den Dag, vi kom hertil!«

»Er De ganske vis paa, at det er det samme?« spurgte Handerson.

»Tror De, jeg tager fejl, vil De lære mig at kende Dyrene?«

»Handerson mente naturligvis bare, om De var ganske sikker paa, at det var det samme Eksemplar; det kunde jo være en Fætter eller en endnu nærmere Slægtning,« blandede Burd sig smilende i Samtalen.

»De ved jo meget godt, hvad jeg mente, Doktor, og det ved Handerson ogsaa, men jeg maa straks ned,« brummede Dillingham.

»Ned,« gentog Hyde, »vil De springe ned?«

»Springe, tror De, jeg er gal?«

»Ja, for hvis De for Alvor mener, at vi kan lande her uden at støde sammen med Trætoppene, saa maa De være gal,« svarede Hyde roligt.

Og Dillingham maatte pænt vente, saa nødig han end vilde.

Næste Dag lykkedes det dem at finde et Sted, som var egnet til Nedstigning, og Dillingham fik sin Lyst til at gaa paa Jagt styret, rigtignok uden at opnaa andet end at gaa sig dødtræt i sine forgæves Bestræbelser for at finde det attraaede Dyr.

Henimod Aften vendte han tilbage til Skibet, støvet, varm og just ikke i det mest rosenfarvede Humør, og Stones elskværdige Forespørgsel om, hvor han havde nedlagt Dyret, gjorde det ikke bedre.

Han var fast besluttet paa at blive der paa Stedet, indtil han fik opsporet Dyret, og der maatte mange Overtalelser til fra hans Rejsefællers Side, førend det lykkedes dem at faa ham til at indse, at Dyret efter al Rimelighed for længe siden var over alle Bjerge, og at hele Ekspeditionen vilde komme til at lide ved et længere Ophold. Han gav da nødtvungent efter, og samme Aften kastedes Fortøjningen los, og Skibet steg atter op.

Den Nat og hele den følgende Dag gik det med jævn Fart hen over mægtige Skove. Hele Dagen var Vejret straalende, men henad Aften begyndte det at blæse op, og ved Midnat var Blæsten vokset til en orkanagtig Storm, der gjorde Opholdet paa Platformen alt andet end behagelig.

Først forsvandt Stone og saa Frøken Gray, og til sidst var der ikke andre end Dillingham og Hyde tilbage. Dillingham havde egentlig mest Lyst til at gaa ned til Ethel; men som alle Sportsmænd havde han en Svaghed for at sætte en Rekord, og saa længe Hyde blev staaende, vilde han heller ikke gaa ned.

Stormen hylede om dem og drev Skyerne hen over deres Hoveder i vild Fart.

Det begyndte at blive taaget, en tæt Taage, der gjorde alting vaadt og føltes som en fin Støvregn.

»Vi maa ud af Taagen,« raabte Hyde.

Han rev Døren op og raabte sin Ordre ned i Maskinrummet. Skibet hævede sig hastigt og var snart oppe over Taagen og Skyerne.

»Fuld Kraft!« lød det fra Hyde.

Der gik et Ryk gennem Staaluhyret, Skruen snurrede rundt med rivende Fart, dens Hvæsen blandede sig med Stormens Hylen, og dirrende i hele Skroget for Skibet af Sted. Dillingham klamrede sig fast til Rækværket. Det var umuligt at høre noget gennem Stormens Brølen, men da han tilfældigvis kastede et Blik hen paa Hyde, kunde han se paa hans Mund, at han sagde noget.

Han kæmpede sig hen til Kanonens Løb, der stak ud af Taarnet og som Hyde holdt sig fast ved.

»Det er et frygteligt Vejr!« hylede Hyde.

»Ja, det har jeg ogsaa lagt Mærke til,« brølede Dillingham, »jeg er hvert Øjeblik lige ved at blæse ned i Skyerne!«

»Men hvorfor i al Verden gaar De ikke ned?«

»Jeg venter paa Dem, hvad har De for Resten at bestille heroppe?«

»Akkurat det samme, som De har,« lo Hyde, »tror jeg ikke, vi har staaet her som to Skoledrenge, der ikke vil give sig over for hinanden.«

De lo og kæmpede sig hen til Døren, som det ved forenede Kræfter lykkedes dem at klemme saa meget op, at de kunde slippe ned. De var neppe kommet igennem, førend Døren smækkede i med et Brag, og Dillingham trillede ned ad Trappen, stødte mod Døren til Salonen og holdt sit Indtog paa en højst mærkelig Maade, der gav Burd Anledning til at spørge, om han legede Rutschbane.

Stormen rasede hele Natten, og den lagde sig først henad Morgenstunden.

»Har vi holdt Kurs under Stormen?« var Stones første Spørgsmaal.

»Ja,« svarede Hyde, »det er en solid Maskine. Vi har holdt Kursen ganske støt.«

Det viste sig ved Eftersynet, at Skibet ingen Skade havde lidt.

Men nede paa »Jorden« havde Stormen ikke taget blidt. Flere Steder, navnlig i Skovene, var der anrettet store Ødelæggelser.

»Der er maaske ogsaa kommet mange Mennesker til Skade,« sagde Ethel.

»Til Skade! Mennesker!« brummede Stone, »nu maa De ikke blive blødsøden, Frk. Gray, vi har saamænd ingen Grund til at føle Medlidenhed med den Yngel dernede.«