# Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/med-luftskib-til-mars-fantastisk-fremtidsfort-lling-66058/index.md

Men var Planternes Former og Arter end vidt forskellige, saa var der dog eet, der var fælles for dem alle, og det var deres Farve.

Det saa ud, som om alle disse Træer og Planter var dækkede fra øverst til nederst af et tykt Lag graat Støv. De friske, grønne Farver, der giver vore jordiske Skove et saa tiltalende og oplivende Udseende, fandtes ikke her, Stammerne saa ud, som var de huggede i graa Sten. Den eneste Afveksling var de store Svampes dybtrøde eller giftiggrønne Farver, der fremhævedes end mere mod det triste graa.

Nu hørtes der atter Rislen af Vand, de sejlede hen over en lille Dam. Vandet havde øjensynlig en velsignende Virkning. Træerne og Planterne var her oversaaede med mægtige Blomster i alle Farver og Størrelser.

Nogle sad enkeltvis paa lange, tynde Stilke, andre sad i store Klaser, direkte fæstede til Stammen eller Hovedstænglen.

Denne Farverigdom dannede en mærkelig Modsætning til Stænglernes graa Farve, der viste sig mellem de brogede Blomster.

Det var altsaa ikke Mangel paa Fugtighed, der var Skyld i dette graa Udseende.

Stone kommanderede stadig: »Videre!« og videre gik det til ny Vidundere.

Snart sejlede de saa langt nede, at de næsten kunde naa Palmetoppene, der ragede op over Skoven, snart maatte de stige til Vejrs for at komme op over de talrige Klippekamme, der taarnede sig i Vejret op mod Skyerne.

Til Tider maatte de over hele Bjergkæder af hvid Tuf, hvis sønderrevne, vilde Toppe hævede sig op over mørke, snævre Kløfter og Afgrunde, hvor Vandfald og Bjergløb brusende banede sig Vej.

De var netop kommet over en høj Kam, da Stone pludselig holdt sig for Næsen.

»Svovlsyrling,« udbrød han, »der maa være en virksom Vulkan her i Nærheden.«

Han havde Ret. Nogle faa Tusinde Meter borte saa de en uhyre Kegle, hvis Top var omgivet af hvide Dampe, medens der nu og da skød enkelte Flammer til Vejrs.

Stanken blev utaalelig. Svovldampene rev i Lungerne, saa man næsten ikke kunde faa Vejret.

»Vi maa dreje udenom,« sagde Hyde.

»Lad os hellere gaa højt over den,« hostede Professoren, »saa at vi kan se ned i Krateret.«

Skibet hævede sig op, og da de var lige over Krateret, fandt der netop et heftigt Udbrud Sted.

Der hørtes en buldrende Torden, og hele Keglen revnede, idet den udspyede store Masser af glødende Lava til alle Sider. Mægtige Skyer af Damp og Aske slyngedes i Vejret.

»Det er skam godt, vi er saa højt oppe,« snøftede Handerson, »dette hersens er næsten som en Forsmag paa selveste Helvede.«

»Det bliver maaske ikke ved Forsmagen,« bemærkede Leslie venligt.

»Nu skal jeg sige Dem en Ting,« brummede Tjeneren og skulde lige til at sige sin Mening til Maskinmesteren, da et Blik fra hans Herre standsede ham.

»Det lader til, at Luften her paa Mars ikke har nogen gavnlig Indvirkning paa Humøret,« sagde Burd, »det er det andet Sammenstød i Dag.«

»Nej, se der,« sagde Ethel, »der er noget, der rører sig dernede!«

Træernes Toppe svajede hid og did, Skovbundens Planter knasede under plumpe Fødder, og de kunde skimte en mørk, laadden Ryg, forsynet med en Kam af stive, sorte Børster.

Det store Dyr bevægede sig fremad i en kluntet, hurtig Galop.

Handerson satte to Fingre i Munden og udstødte en skingrende Piben.

Dyret standsede og saa op efter Lyden. Derved fremviste det et lille Hoved med gnistrende, ondskabsfulde Øjne. Det havde et bredt Gab med lange, spidse Tænder. Paa Siderne af Gabet var der stive Haar.

Dillingham forsvandt ned i Kahytten og vendte tilbage med en Jagtriffel; men førend han kunde faa den kastet til Kinden, blev der gjort Indvendinger fra tre forskellige Sider.

»Fy, Hr. Dillingham,« sagde Ethel, »De vil da ikke begynde med at myrde.«

»Nej, Dillingham. De kan virkelig ikke være bekendt at skyde dette sjældne Dyr, medens De selv er i Sikkerhed,« lo Doktoren.

»Et Knald kan høres langt bort,« sagde Stone, »og det er foreløbig bedst, at ingen lægger Mærke til os.«

Dillingham lod Bøssen synke, mest dog af Hensyn til Ethel.

»Hvem skulde vi skræmme?« spurgte han, »er De bange for, at det Tusindben, eller hvad det er for et Kryb, skal tage os Skuddet ilde op?«

»Hvem?« sagde Professoren, »Mennesker naturligvis!«

»Mennesker, skulde her være Mennesker paa Mars, det tror jeg ikke paa!«

»Det kan ogsaa være det samme,« sagde Stone, »det skal nok vise sig, at jeg har Ret.«

Under alt dette havde det kæmpemæssige Uhyre set ufravendt op mod Skibet, medens det stod bomstille paa samme Plet. Nu udstødte det et underligt, uhyggeligt, tyndt, skingrende Skrig, der kun daarlig samstemmede med den store, svære Krop.

Skriget blev besvaret inde fra Tykningen.

»Saa, nu skal de til at holde Faddersladder,« sagde Handerson.

»Synes de Herrer ikke, vi skulde se at komme ned,« sagde Burd. »Det er meget rart at se det i Fugleperspektiv, men det er vel dog Meningen, at vi skal det hele nærmere ind paa Livet?«

»Vi skal selvfølgelig ned, saa snart vi finder et passende Sted til Nedstigningen,« sagde Hyde.

De fandt ogsaa snart et saadant Sted.

En bred Slette, som paa den ene Side grænsede til en Skov og paa de andre Sider gik over i lave Høje, der langt borte i Synsranden hævede sig til Bjerge, syntes som skabt til Landingsplads, og den Omstændighed, at der tæt ved laa en lille Dam, gjorde ikke Stedet ringere.

Skibet sank langsomt og stod snart fast paa Landet tæt ved Bredden af Dammen.

Det første, Professoren gjorde, var at tage lidt af Vandet i et Glas og smage paa det.

»Temmelig stærkt jernholdigt,« sagde han smaskende, med en dybsindig Mine, »men ellers godt i enhver Henseende. Det var min værste Bekymring, at Vandet ikke skulde være tjenligt for Mennesker.«

»Skal vi nu ikke se at faa lidt Middagsmad?« foreslog Doktoren, »jeg synes, vi kan trænge til det.«

»Aah, jeg er saa ked af alle disse henkogte Sager,« klagede Dillingham, »paa Skibet kunde det være godt nok, men nu vi har fast Grund under Fødderne, synes jeg, vi trænger til en noget kraftigere Kost.«

»Jeg troede, De var Jæger, Dillingham,« sagde Hyde, »saa hvis De vil have Kød, er De selv nærmest til at skaffe det.«

»Det har De Ret i, men tror De, her findes Dyr, som kan spises? Vor Ven fra før var meget agtværdig, hvad Størrelsen angaar, men egentlig velsmagende saa han ikke ud til at være.«

»Naturligvis er her planteædende Dyr, der kan bruges til Føde,« sagde Stone, »hvad skulde Beboerne ellers leve af?«

»De med Deres Beboere, det ved De jo dog ikke noget om,« sagde Dillingham, »men lad os bare komme paa Jagt.«

»Saa gaar jeg med,« sagde Stone.

»Nej, De gør ikke,« erklærede Dillingham, »hvis De skal med, saa bliver De staaende ved hvert et Træ og hver en Busk, og saa faar vi aldrig nogen Mad.«

Og førend Stone kunde faa Tid til at gøre Indsigelser, var Dillingham og Leslie paa Vej mod Skoven.

De andre gav sig nu til at fortøje Skibet. Derpaa blev der stillet Stole og Borde op paa Platformen, og ved Handersons Hjælp stod der snart et veldækket Bord. Ethel gik ned til Dammen og plukkede Blomster til Bordet.

En Times Tid efter, da de netop var færdige med Forberedelserne, viste de to Jægere sig igen med en Byrde paa Skuldrene.

»Nu har jeg set det med!« raabte Handerson, »et Daadyr, saa sandt jeg lever.«

»Ikke ganske,« sagde Dillingham, »eller har De maaske set et Daadyr med Kohorn før?«

»Lad mig se!« raabte Stone.

»Det kan De faa Lov til siden,« sagde Dillingham. »Hornene skal De faa at tygge paa, men nu skal det skam spises, det ser helt godt ud, dette Dyr, og det var saa elskværdigt at blive staaende, til jeg havde skudt det.«

SJETTE KAPITEL.

Professoren faar sin Teori bevist.

Der var gaaet tre Uger, siden »Meteor« landede paa Mars, og i den Tid var man draget fra Sted til Sted i smaa Dagsrejser, i hvilken Anledning Doktoren erklærede dem for Nomader. Undertiden slog de sig dog til Ro et Par Dage, naar Egnen frembød et eller andet af særlig Interesse. Professoren og Burd benyttede Tiden til et nøjere Studium af Forholdene, ja Stone sad endogsaa oppe det meste af Natten for at foretage Observationer og beregne Formler.

Den unge Pige gjorde sig al mulig Umage for at gøre det daglige Liv i Skibet saa hyggeligt som muligt for de fire Herrer, men alligevel kedede Dillingham sig gudsjammerligt. De første Dage havde han med Liv og Sjæl deltaget i alle Udflugterne i Haab om at opdage nye og interessante Dyrearter, der kunde give Anledning til en spændende Jagt; men da der stadig ikke viste sig noget i den Retning, var han lige ved at opgive Ævred af lutter Kedsomhed. Han interesserede sig mindst af alt for Videnskaben, og de to lærde Herrer var alt andet end morsomme, naar de i den korte Tid, de opholdt sig sammen med de andre, undersøgte og diskuterede Dagens Høst. Det var kun, naar han var paa Jagt, at Dyr interesserede ham; og naar undtages det mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, og saa »Daadyret«, var det kun lykkedes at opspore Sommerfugle og mindre Krybdyr, og de egnede sig nu engang ikke til spændende Jagteventyr.

Det lod i det hele taget til, at de var havnet paa en temmelig øde Del af Kloden; der var store Skove, men med Undtagelse af ovennævnte Smaadyr fandtes der ikke noget levende Væsen. Professoren troede rigtignok Gang paa Gang, at han havde fundet Spor af Mennesker; men de viste sig stadig ikke, og de andre Herrer drillede ham med det. Navnlig Dillingham trøstede sig i sin Ørkesløshed med at drille og tirre sin lærde Ven.

Stone havde i sit Kammer paa Skibet et helt lille Museum af Genstande, som han mente kunde støtte hans Teori, f. Eks. en afbrækket Gren, som han mente maatte være fjernet fra sin Plads af Menneskehænder, eller Gipsaftryk af Fodspor, der godt kunde tænkes at hidrøre fra menneskelignende Skabninger, skønt de rigtignok syntes at være forsynede med Kløer.

Tre Ugers Dagen efter deres Ankomst havde Stone ordnet en lille Udflugt, og med Bøssen over Skulderen travede de fire Venner af Sted. Stone og Dillingham forrest, Doktoren og Hyde bagefter.

Paa Vejen blussede den gamle Strid op igen, og mod Sædvane var det denne Gang den rolige, fredsommelige Ingeniør, der gjorde Begyndelsen.

»Ja, alt dette her er jo meget ejendommeligt og ganske kønt, men det gør absolut ikke noget kultiveret Indtryk,« sagde han, »her har Naturen gjort alt, her er virkelig ikke Spor af Menneskehænders Arbejde.«

»Det vilde da være kedeligt for vor kære Professor, at han skulde blive saa grusomt skuffet, han havde allerede glædet sig til at gøre Bekendtskab med en lille Marsfrøken,« drillede Doktoren.

»Ja, efter hvad jeg har forstaaet, havde vor kære Ven haabet at kunne tage med Luftbane herfra,« lo Dillingham.

»Jeg holder fast ved min Mening,« snærrede Professoren, »her er Mennesker.«

»Faktisk er det jo dog, at vi endnu ikke har skuet noget Menneske heroppe,« svarede Dillingham.

Nu blev Professoren for Alvor vred.

»Naar De lander med et Luftskib midt i Sahara, kan det ikke nytte, at De gaar omkring og leder efter London, som jo eksisterer, ikke sandt, og fordi De paa det første Stykke Vej her ikke støder paa Mennesker, saa raaber De straks paa, at her ingen er, og at hele Kloden er ubeboet.«

»Naa ja, det kan jo gerne være, men ...«

»Som De ser,« vedblev Stone uforstyrret, »befinder vi os udmærket i Marsatmosfæren, og vi har set Planter og Insekter, der staar højere end dem, vi kender paa Jorden, altsaa er alle Betingelser til Stede for, at Mennesker kan leve her. Her er Luft, Føde, Vand og en fuldkommen tilstrækkelig Udviklingstid for Racen.«

»Sig mig,« spurgte Hyde besindigt, »hvordan tænker De Dem egentlig disse Væsener eller Mennesker?«

»Tænker mig!« svarede Stone arrigt, »jeg giver mig virkelig ikke af med at tænke mig til noget, jeg ikke kan have Spor af Anelse om. Skal det endelig være, kan man nok slutte sig til Lungernes og Fordøjelsesorganernes Bygning ved at tage henholdsvis Luften og de tilstedeværende Næringsmidler i nærmere Betragtning – Sanseorganerne maaske til Nød ogsaa; men det øvrige er det komplet umuligt at danne sig en Mening om, og De vil kunne indse ...«

»Det er godt, kære Videnskabsmand,« stønnede Dillingham, »forspild os ikke denne smukke Dag med Deres sprænglærde Teorier.«

»Forspilde!« skreg Stone opbragt, »o, _animal brutum_, løb De omkring og skyd Dyr, og gab paa Frøken Gray, det passer bedst for Dem, Kendsgerninger, som De kunde høste Nytte af at høre om, det »spilder« Deres Tid. Men de Herrer har nu saa tidt drillet mig, at De nu skylder mig en Oprejsning, og De skal i Aften høre paa mig, naar jeg nærmere udvikler Grundene for min Antagelse. Da De jo alligevel sidder og sover, Dillingham, saa »spilder« De jo da ikke Deres Tid med at høre efter, og jeg vil kun takke Dem for den Paaskønnelse af mit Arbejde, som jeg tydelig kan mærke, De nærer for det.«

Dette Udfald besvarede Dillingham kun med et ligeglad Smil, og Ordstriden døde hen.

Da de om Aftenen kom hjem uden andet Resultat end en ny Art af Tusindben, som Doktoren havde fundet, satte de sig (Dillingham med et dybt Suk) til at høre paa Stones Foredrag.

Han var aabenbart i sit Es; med en højtidelig Mine og dyb Rømmen rejste han sig, og med Hænderne støttet mod Bordet begyndte han sit Foredrag:

»Som vi ved, nedstammer hele den organiske Verden fra de saakaldte Protister ...!«

»Hvor skulde vi vide det fra?« indskød Hyde.

»Naar De ikke ved det, saa kan det slet ikke nytte, at jeg vil forklare Dem om de første, lavtstaaende Organismer, og jeg vil forklare mig yderst populært. Altsaa: Dyr og Mennesker gaar stadig en højere Udvikling i Møde, og her paa Mars har jeg truffet Plante- og Dyreformer, som i en vis Forstand staar paa et højere Standpunkt end de tilsvarende Former paa Jorden. Og, hvad mere er, jeg har fundet fossile Knogler af et Væsen, der paa Jorden vilde gaa direkte forud for Urmennesket.

Jeg har i Sandsten, der var relativt ældre end den paa Jorden med lignende Sammensætning, fundet Fodspor af dette Væsen, og disse to Ting tilsammen er et uomstødeligt Bevis paa, at dette Urvæsen har haft mere Tid til at udvikle sig her end hos os. Dermed er ikke sagt, at det har udviklet sig i samme Retning, men der er Sandsynlighed for det.

Jeg vil derfor opstille den Teori, at her findes menneskelignende Skabninger, der til Trods for, at de har faaet en anden Udvikling, godt kan staa paa et _efter deres Forhold_ højere Kulturtrin end vi.«

»Ja!« indrømmede Dillingham villigt; han havde ikke kunnet faa Lejlighed til at se en eneste Gang paa Ethel, da Stone havde stirret ufravendt hen paa ham. »Men Australnegre eller andre Halvaber har maaske ogsaa en høj Kultur efter deres Forhold.«

»De maa være gal!« raabte Stone, »for det første har Australnegre og Halvaber ikke det mindste at gøre med hinanden, og for det andet ...!«

»Ja, lad det nu være godt,« sagde Burd gemytligt, »vi skal bande paa, at her gaves Selskaber og Baller med Champagne og Østers, men at vi bare ikke var med, fordi vi var landet paa et uheldigt Sted.«

Dillingham lo. »Ja, kom blot med Beviset, saa skal vi tro Dem.«

De anede ikke, hvor nær Beviset var. –

Næste Morgen var alle tidlig paa Benene. Man havde nu i lang Tid foretaget videnskabelige Udflugter under Stones Ledelse, men i Dag gjaldt det en større Jagttur under Dillinghams Ledelse. Man vilde prøve paa at opsøge et af de mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, de kom hertil, og Dillingham var lige saa sikker paa, at han havde fundet Spor af disse Dyr, som Stone var paa, at han havde set Spor af Mennesker.

Dillingham, der brændte af Iver efter at nedlægge et saa kosteligt Vildt, gik i Spidsen med Stone, der ikke kunde faa et saadant Dyr anbragt i sine Tanker, hverken blandt Pattedyrene eller Krybdyrene.

Ethel havde i Dag faaet Lov til at tage med, og hun fulgte saa godt med de fire Herrer, at hun ikke paa nogen Maade sinkede dem.

De havde allerede tilbagelagt et godt Stykke Vej, og Skoven begyndte at afløses af et Klippelandskab. Hvidgraa, porøse Tufklipper ragede op, og der vældede talrige Kilder frem. Jordbunden var sumpet og tæt bevokset med en blød Græsart.

»Her maa det være,« sagde Dillingham, og det lod til, han havde Ret. Græsset var flere Steder nedtrampet, som om et stort, svært Dyr var gaaet herigennem over mod en Kløft, der aabnede sig mellem to Klipper.

»Sporene er helt friske,« sagde Dillingham efter at have undersøgt dem nøjere. »Dyret maa være gaaet ind i Skoven mellem Klipperne. Vi gør bedst i at dele os, inden vi begynder Jagten.«

Han sørgede snedigt for, at han og Ethel kom til at følges ad. De gik gennem Kløften, der snart bredte sig og blev til en kratbevokset Dal med spredte Grupper af høje Palmer.

Mændene gik forsigtigt videre gennem Krattet med Bøssehanen spændt og betragtede ivrigt enhver lille Bevægelse i de mange Slyngplanter rundt om dem.

Ethel og Dillingham var steget op paa en lille Klippeflade mellem høje Palmer.

Dillingham havde Bøssen rede, da det paa een Gang forekom ham, at han hørte en stærk Raslen i Krattet lige i Nærheden.

»Er det Dyret?« hviskede Ethel, der ogsaa havde hørt det rasle.

»Det tror jeg ikke,« svarede Dillingham, »denne Raslen er alt for svag for en saadan Kolos.«

Han lagde Bøssen til Kinden for i hvert Tilfælde at være rede, da Stone i det samme viste sig paa Skuepladsen fra det Sted, hvor den mistænkelige Raslen lød.

Bøssen havde han tabt eller glemt, og i dens Sted holdt han i Haanden et stort Stykke Palmebark, som han ivrigt betragtede gennem en Lupe.

Dillingham sænkede Bøssen.

»Naa, er det ikke andre end Dem, jeg troede, det havde været et værre Rovdyr,« udbrød Dillingham.

»Ikke andre end mig,« sagde Stone krænket, »ved De, hvad jeg har her? Se en Gang.«

Han stak Palmebarken næsten lige op i Næsen paa Dillingham.

»Kan De sige mig, hvad det er?«

»Det er jo et ganske almindeligt Stykke Bark.«

»Det er det ganske vist; men kan De se, hvad der sidder? Dybe Mærker af Kløer eller Negle, og hvor tror De, jeg har set lignende Mærker? – Jeg har set dem paa et Træ i Afrika, hvor der boede en hel Koloni Aber; – men disse kan ikke hidrøre fra Aber, de er for store og brede. Det _maa_ være Mennesker.«

»Ja, lad os blot se et af Deres Mennesker,« sagde Dillingham, »det Bevis vil vi tro paa, det venter vi stadig paa, dette afgørende Bevis for Deres Paastande.«

Han havde ikke lagt Mærke til, at Stone under hans lille Tale havde stirret stift i en bestemt Retning, medens hans Ansigtsudtryk gik fra Forbavselse til Sejrsglæde. Nu udstrakte han en lang, mager Haand og raabte med en Stemme, der skælvede af Ophidselse: »Der, se der, Dillingham, der har De Beviset, lyslevende.«

Et modbydeligt Hoved var kommet til Syne over Klipperanden, det var af en smudsigbrun Farve og helt blankt og skaldet. Øjnene, der var uforholdsmæssig store og kuglerunde, stirrede tomt og udtryksløst frem under den lave, skraa Pande. Næsen var flad og bred, og Munden, der var forsynet med lange, hvide Tænder, gik næsten helt op til de lange, spidse Øren.

I næste Nu stod hele Skikkelsen paa selve Kanten af Klippen. Kroppen var lang og skindmager. Ben og Arme lignede Stokke. Fingrene, der var uforholdsmæssig lange og tynde, mindede med deres brede flade Negle om et Krybdyr. Men det mest frastødende ved denne modbydelige Skabning var det Udtryk af ondskabsfuld Glæde, der viste sig i de tomme Øjne, medens Munden fortrak sig til et modbydeligt Grin.

De tre Mennesker stod et Øjeblik som forstenede. Stone var den første, der kom til Besindelse igen.

»Jeg havde Ret,« jublede han, »min Teori er bevist!«

Mere fik han ikke sagt, i næste Øjeblik var Uhyret over ham og væltede ham omkuld.

Dillingham kunde ikke hjælpe ham, han havde nok at gøre selv. Utyskerne kom myldrende op over Klippekanten, og de kom dumpende med høje Klask ned fra Palmetoppene rundt omkring.

Der var ikke Tale om egentlig Modstand. Ethel blev straks slæbt af Sted, og kort efter fik Professoren og Dillingham samme Skæbne.

De blev fuldstændig overvældede af Modstanderne, som slyngede deres lange, tynde Lemmer omkring dem og holdt dem fast som i en Skruestik.

De maatte finde sig i at blive halet ud over Klippekanten og slæbt ned i en stor, mørk Hule.

SYVENDE KAPITEL.

I rette Tid.

»Ser De noget, Leslie?«

»Ikke Spor, desværre, Hr. Ingeniør. Lad os prøve Lyskasteren en Gang til.«

Det hvide, blændende Lys kastedes ud over Egnen og belyste skarpt hver Gren og hvert Blad paa de store Træer i Skovbrynet; men intet Spor af de savnede var at se.

Vist tyve Gange mindst havde de allerede belyst hele Omegnen, og Folkene fra Luftskibet havde Gang paa Gang afsøgt Skoven, havde raabt og ledt uden Resultat.

De havde fyret Revolvere og Bøsser af, men alt forgæves.

Burd og Bill kom nu netop tilbage fra en saadan Ekspedition.

»Intet, absolut intet,« meldte de sørgmodigt, »vi har gennemsøgt hele denne Del af Skoven. Vi har intet fundet, Gud ske Lov heller ikke deres afsjælede Legemer, men det er jo rigtignok kun en daarlig Trøst.«

»Lad os prøve Kanonen!« raabte Leslie, »hvor vi dog har været dumme, dens stærke Knald kan da høres langt bort og lede dem paa det rette Spor, hvis de er faret vild.«

I det samme lød der Trin udenfor.

»Hallo! Hyde! Burd!« lød Stones Stemme, og i næste Øjeblik viste han sig paa den smalle Træbro.

»Hurra!« raabte Handerson og for ham i Møde; »hvor er de andre?« tilføjede han, da han saa, Stone var alene.

»Hvor i al Verden har De dog været?« spurgte Hyde i Munden paa Handerson.

»Været! Jeg har været i Fangenskab!«

»I Fangenskab! Her er altsaa Mennesker?«

»Ja, Mennesker kan man maaske nok kalde dem, en Slags menneskelignende Uhyrer er det i hvert Fald. De er meget interessante,« tilføjede Stone grundende, »de er vel værd at studere paa nært Hold, tilbage til dem maa vi i alle Tilfælde, for Frøken Gray og Dillingham er i deres Vold.«

»Hvordan slap De fri?« spurgte Hyde.

»Det var Dillingham, der friede sig selv og mig, for at jeg skulde skynde mig efter Hjælp. Han vilde absolut ned i Hulen igen for at være i Nærheden af Frøken Gray. Han fablede om at slaa dem alle sammen ihjel paa een Gang, en aldeles vanvittig Idé.«

»Lad os nu ikke spilde Tiden, men give os paa Vej for at frelse dem!« raabte Hyde ivrigt.

Leslie havde allerede aabnet Ammunitionsrummet og rakte Vaaben ud til de andre.

»Hvor mange var der?« spurgte Burd.

»Jeg antager et Par Snese,« svarede Stone.

»Well,« sagde Hyde, »lad os saa komme af Sted. Naar vi laaser Døren i Taarnet, kan vi nok alle forlade Skibet. Det skal de nok lade være at løbe med.«

De gik nu alle ned fra Platformen, sidst Hyde, der laasede Døren, og af Sted gik det ud i den mørke Skov.

Det varede over en Time, inden de naaede Stedet. Stone gav dem undervejs en udførlig Beretning, der for en Gangs Skyld var helt uden videnskabelige Forklaringer.

»Her er Nedgangen til Hulen,« sagde Stone, da de stod foran den mørke Aabning, som gabede dem i Møde.

De krøb alle forsigtigt ned gennem den lave Gang.

Hulen udvidede sig snart saa meget, at de kunde gaa videre oprejste.

»Tænd Lygten,« sagde Stone.

Hyde tændte sin elektriske Lygte og kastede Lyset rundt i Hulen.

Loft og Gulv var dannet af Drypsten. Væggene var helt besatte med Krystaller af alle mulige Farver og Former. Lyset brødes i dem og kastedes tilbage i utallige Farveafskygninger – det var som et Fepalads fra 1001 Nat.

I Øjeblikket havde de dog ikke Tanke for dette pragtfulde Syn; de saa sig ivrig om for at finde den rette Vej, for der førte mindst hundrede forskellige Gange bort fra denne Hule.

»Hys!« sagde Stone, »lad os være ganske stille og lytte efter, maaske en eller anden Lyd kan bringe os paa Sporet.«

De stod med tilbageholdt Aandedræt og lyttede; men der hørtes intet andet end den ensformige Plasken af Vanddraaberne, der dryppede ned fra Hulens Loft.

»Der bliver ikke andet for,« sagde Hyde til sidst med et sørgmodigt Udtryk, »end at vi maa undersøge hver Gang for sig.«

I det samme lød der en svag Raslen, som efterfulgtes af en Række skarpe Klik fra Bøssehanerne der spændtes.

Med Fingeren paa Aftrækkeren listede de fremad i den Retning, hvor den svage Lyd kom fra.