Part 2

Morderske eller ikke; han følte pludselig en dyb Medlidenhed med den smukke Pige, og han tog Hatten af og bukkede dybt, idet han gik forbi. Hun besvarede hans Hilsen med en yndefuld Bøjning af Hovedet, medens Betjenten tog sin Inspektør til Forbillede og lod, som han ingenting saa.

I det samme lød Professorens skarpe Stemme ude fra Bilen: »Naa, Hr. Dillingham, kommer De snart?« Og med et Ryk vendte Dillingham sig og skyndte sig ned til sine Fæller.

10 Minutters Kørsel bragte dem til Bestemmelsesstedet.

Craddock kørte Bilen ind i et Skur i Nærheden, og derefter gik de alle hen mod Luftskibet. Træhallen var bleven fjernet, og det store Staallegeme laa nu frit. Leslie og Smith modtog dem ved den smalle Træbro, som førte op til Platformen.

»Alt i Orden!« meldte Maskinmesteren.

Snart stod de alle oppe paa Uhyrets flade Ryg.

»Om et Kvarter maa vi af Sted,« sagde Professoren. »De ved jo, mine Herrer, at her maa vi være præcise. Et kvart Minut maa det afvige, men absolut ikke mer.«

»Det er bedst endnu en Gang at efterse Maskinen,« sagde Hyde, hvorpaa han og Professoren forsvandt, fulgt af Leslie og Craddock. Alt var i den skønneste Orden, som Leslie havde sagt.

Dillingham og Doktoren stod imedens oppe paa Platformen og stirrede ud over det mørke Land rundt omkring – det Land, som de ikke skulde gense i lang Tid, hvis Ekspeditionen lykkedes, og aldrig, hvis den mislykkedes. Langt borte ude paa Landevejen skinnede to lyse Punkter, som stadig kom nærmere.

»Der har vi vor Ven Politimandens Bil,« sagde Doktoren, »han længes nok svært efter at aflevere sin Fange. Sikken Fart han har paa!«

»Man maa haabe for ham, at han har en dygtig Chauffør, ellers klarer han ikke Svinget i Hulvejen, hvis han da ikke vil bremse,« sagde Dillingham.

Men Automobilen sagtnede ikke, den for af Sted i vanvittig Fart. Saa forsvandt den i Hulvejen, kom igen til Syne i det farlige Sving, og saa –!

Doktoren gav et Udraab, idet Braget fra den mørke Masse, der væltede, naaede hans Øren.

Lyden af Glas, som knuses, og Lyden af de to Hjul, som snurrede susende rundt i Luften med tidobbelt Fart, naaede deres Øren.

»Nu behøver de vist ikke at bekymre sig mere om den stakkels Pige,« sagde Doktoren.

»Jo,« raabte Dillingham, »hun er fri. Se, der løber hun! Hurra!«

»Det er ikke noget at raabe Hurra for,« sagde Doktoren, »for der har vi ogsaa Inspektøren!«

Den unge Pige fløj som en Hind hen over Marken, lige ned mod vore Venner. Men Inspektøren vandt hurtigt og sikkert ind paa hende.

Dillingham støttede sig mod Rækværket og knugede de tynde Metalstænger. Han havde mest Lyst til at springe ned og hjælpe hende, som løb der, snublende over Pløjejorden.

Han blev imidlertid brat afbrudt i sine Tanker.

»Ja, mine Herrer,« lød Professorens Røst fra Døren til Taarnet, »nu er der kun tre Minutter igen.«

»Tre Minutter,« raabte Dillingham, »ja men vi kan da ikke ...«

Hans Blik ud over Marken udtrykte lige saa tydeligt som Ord, hvad han mente.

»Er De gal!« raabte Stone, »tror De, vi kan risikere, at hele vor Plan ryger i Lyset. Kast Fortøjningerne løs derhenne!«

Handerson og Smith gav sig i Lag med Staaltovene.

Den unge Pige havde nu faaet Øje paa Luftskibet og styrede lige hen mod Broen.

Inspektøren var ikke hundrede Skridt bag efter hende.

»Et Minut,« raabte Stone, »Maskinen!« Hyde forsvandt ned i Maskinrummet til Leslie.

Nu var den unge Pige ganske nær, hun gjorde en sidste Anstrengelse, saa snublede hun og sank om lige ved Foden af Broen.

Stone stod med Ansigtet vendt den anden Vej.

»Et halvt Minut,« raabte han, »træk Broen ind!«

Skruerne begyndte at dreje rundt, først langsomt, saa hurtigere og hurtigere. Nu var Mac Carty lige ved sin Fange.

»Nej,« raabte Dillingham, »jeg kan ikke!« Og han for ned ad Broen, greb den unge Pige i sine Arme og løb op med hende paa Skibet. I samme Øjeblik, Inspektøren vilde følge, vippede Handerson Broen op paa Platformen. Mac Carty søgte at faa fat paa en fremspringende Kant.

»Mine Herrer,« raabte han, »jeg maa opfordre Dem til ...«

»Vi har ikke Tid nu,« raabte Professoren. »Tag den Haand bort, ellers svarer jeg ikke for, hvad der kan ske. Sæt af!« raabte han ned i Maskinrummet.

En Sitren gik igennem »Meteor«.

»I Lovens Navn!« skreg Inspektøren rasende.

»Beklager oprigtigt, min Herre,« raabte Professoren tilbage, »jeg kan desværre ikke høre mere paa Dem.«

Politimandens Stemme druknede i Skruernes Larm, medens Skibet hævede sig, og snart var den truende og rasende Inspektør kun et lille Punkt dernede.

Stone og Doktoren stod foran paa Platformen, Hyde var nede i Maskinrummet, og Handerson var gaaet med Dillingham ned i Salonen til den unge Pige.

Skibet for som en Pil gennem Nattens Mørke.

Stone stirrede frem for sig. »Nu er vi der,« sagde han.

»Der har vi altsaa Forbjerget nede?« spurgte Doktoren, idet han bøjede sig ud over Gelænderet og stirrede ned i det sorte Dyb under sig.

Det var efterhaanden blevet et forfærdeligt Vejr.

Stormen tudede, og Regnen slog mod Skibets Sider som smaa Bøssekugler.

Naar Maanen af og til kastede sine Straaler gennem en Revne i Skylaget, kunde man dybt nede skelne de mørke Basaltklipper, der som Landets faste Bolværk trodsigt modstod Havets vilde Rasen.

Man skimtede de hvide, fraadende Bølger og hørte ganske svagt Havets Brølen, naar de tunge Vandmasser knustes mod Klipperne.

»Sikken et Vejr!« udbrød Doktor Burd, idet han trak Sixpencen ned i Øjnene og saa nedefter, »nu tror jeg sikkert, at vi maa være lige over Forbjerget.«

»Hvor det dog ligner Dem!« for det ud af Stone, »hvor tror De dog med Nøjagtighed at kunne bestemme, hvor vi er, ved at stirre ned i Mørket. Nej, se hellere opefter.«

Han trak en lille Kikkert frem, som han indstillede efter en eller anden Fiksstjerne, som var usynlig for alle andre. Pludselig tog han Kikkerten fra Øjet, og idet han trak Doktoren med sig, for han ind i Taarnet og lukkede Døren.

»Nu kun fuld Kraft opad i 10 Minutter,« sagde han til Hyde.

Ingeniøren drejede straks paa det store Reguleringshjul, og kort efter hørte man den stærke Summen fra de store Skruer, der med den vældige Omdrejningshastighed fuldstændig overdøvede Stormens Hylen.

Professoren stod og betragtede Kronometret, medens Hyde med Haanden paa Hjulet og hver Muskel spændt ventede paa hans Ordre.

Aldrig var ti Minutter gaaet saa langsomt.

Pludselig raabte Stone et kort »Stop!« Ingeniøren drejede Hjulet rundt. Den stærke Brummen blev med eet afløst af en dyb Stilhed.

Stone drog et Lettelsens Suk.

»Tænk rigtig over det!« udbrød han, idet han vendte sig mod de andre. »Nu gaar det opad, ført af den menneskelige Snilles Mesterværk,« her hævede han Stemmen, »op, bort fra Armod og Smaalighed, bort fra Kævl og Strid, op mod det uendelige, det ukendte!«

Denne Talestrøm oversatte Handerson for Folket ved med sine Lungers fulde Kraft at brøle ned i Maskinrummet: »Nu kør vi!«

FJERDE KAPITEL.

Gennem Verdensrummet!

Neppe havde »Meteor« gjort Springet fra Jordatmosfæren og ud i det uendelige Rum, før Professoren ilede ned til sit Skrivebord i Observationsrummet. Her satte han sig og lyttede til den høje Knagen i de spændte Staalplader, som gav sig i den stærke Kulde.

Et Øjeblik var han næsten bange for, at Sammenføjningerne skulde briste; men det var unyttig Angest. Staalet holdt, og Bragene blev svagere og svagere, indtil de til sidst helt hørte op. Men saa begyndte noget nyt. Der hørtes en ensformig Lyd, omtrent som kunde man forestille sig Millioner og Millioner uendelig bitte smaa Legemer, der med uhyre Kraft stødte mod Skibet udefra.

Det var en underlig, klingrende Sitren, som hverken tog af eller til, men vedblev uforandret.

Professoren sad længe med Hovedet støttet i Hænderne og lyttede dertil. Denne rytmiske Syngen bragte ham Budskab om Tilstedeværelsen af den Kraft, som skulde føre dem alle til den fjerne Klode. Den beviste Nøjagtigheden i hans Teorier og Beregninger og lød i hans Øren som en fin, melodisk Stemme, der forudsagde ham de Tildragelser, han skulde opleve, og de Ting, han skulde se.

Hans Læber fortrak sig til et svagt Smil.

I det samme gik Døren op, og Doktoren traadte ind.

»Naa, her sidder De, Professor, i Ensomheden og Deres egne Tanker,« sagde han, »har De ganske glemt vor smukke Passager?«

Professoren svarede ikke paa hans Spørgsmaal; hans Sjæl var endnu saa langt inde i hans Tankers Labyrint.

»Kan De høre det?« spurgte han, idet han langsomt drejede sit Hoved hen mod Doktoren.

»Naa, den syngende Lyd,« svarede Burd, »det er vel Staalet, som giver sig i Kulden!«

Stone var øjeblikkelig sig selv igen.

»Staalet, som giver sig i Kulden!« for det ud af ham, »det er Æterdelenes Stød mod Skibets Metalplader. Et smukkere Bevis paa min Teoris Rigtighed kan ikke tænkes!«

»De lever og aander kun for Deres Videnskab,« lo Doktoren, »mens De har siddet her, har vi andre faaet Rede paa Frøken Grays Historie. Hun har selv fortalt os det hele. Det gør mig oprigtig ondt for den stakkels Pige. Skinnet er fuldstændig imod hende. Jeg er overbevist om, og det er de andre ogsaa, at hun aldrig kan have begaaet den Forbrydelse, som hun er blevet anklaget og dømt for.«

»Ja, begaaet og begaaet,« sagde Stone, »noget maa hun da have gjort. Man dømmer da ikke et fuldstændig uskyldigt Menneske for Mord. Det vilde være alt for – – –«

»De ser jo, at hun er bleven dømt,« afbrød Doktoren skarpt, »ganske vist var alt imod hende. Onkelen, hun plejede, bliver næsten rask igen; saa faar han pludselig et Tilbagefald og dør. Hun havde været i hans Værelse hele Natten; Dødsaarsagen var en for stor Dosis Morfin. Der findes Morfin i det næsten tømte Drikkeglas, og i hendes Gemmer finder man to Morfinpulvere, som hver for sig er nok til at gøre det af med tre Mennesker. Dertil kommer saa denne Halvfætter, som fra Vinduet ser hende komme et Pulver i Glasset.«

Stone fulgte opmærksomt Doktorens Tale. Saa gik der et Øjeblik i Stilhed, og man hørte atter den ensformige Lyd fra Æterdelene.

»Er hun fuldkommen normal?« spurgte Stone pludselig.

»Normal!« svarede Burd forbavset, »hun er lige saa aandsfrisk som De og jeg.«

»Saa er det det mærkeligste Tilfælde, jeg nogen Sinde har hørt om,« sagde Stone, »jeg kan umuligt tro paa hendes Skyld. Et fuldstændig normalt Menneske kan ikke handle saa ulogisk. Tænk Dem: man ønsker en Ting, i dette Tilfælde en Arv, man udtænker et Middel, hvorved man kan komme i Besiddelse af det ønskede. Men dette Middel er tillige af en saadan Beskaffenhed, at man ved at bruge det ikke alene mister ethvert Haab, men oven i Købet styrter sig selv i Ulykke. Ved De hvad? Det er mig en Gaade, at en Dommer og en Jury ikke kan ræsonnere fornuftigt.«

»Ja, var De dømmende Myndighed,« sagde Burd, »saa tror jeg nok, at – – –«

»Men naturligvis maa der findes en Grund,« fortsatte Stone, »det er vel ikke ganske hen i det blaa, at hun er bleven anklaget som den skyldige; der maa være en eller anden, som har Interesse i, at hun bliver bragt af Vejen. Og der ser De netop det logiske. Denne Person ønsker at faa Fingre i Arven. Hun staar i Vejen for ham, og ved at rydde hende bort – – –! Ja, saadan maa det være,« afbrød han sig selv, »der er en anden, som skulde arve, ifald hun ikke var værdig, og denne anden har saa – – –«

»Slaaet to Fluer med eet Smæk,« fortsatte Doktoren, »faaet Onkelen aflivet og hende af Vejen. Stone, De er en hel Sherlock Holmes!«

Her standsede han et Øjeblik.

»Men det er jo kun Gisninger alt sammen,« sagde han med et Suk, »hun er jo dømt, og selv om vi maaske atter kan faa Sagen frem, naar vi vender tilbage, saa maa hun dog vandre i Fængsel. Mac Carty er ikke den Mand, som lader sit Bytte slippe, naar han først har lagt sin Haand paa det, og gemt er ikke glemt!«

Stone vilde til at svare, da Døren gik op, og den meget omtalte unge Dame traadte ind, ledsaget af Dillingham og Hyde.

»Her ser De Observationsrummet,« sagde Hyde, »og maa jeg forestille Dem Professor Stone, i hvis geniale Hjerne hele Planen er opstaaet.«

Stone rejste sig og bukkede, idet han saa skarpt paa hende.

Heller ikke paa ham undlod hendes Skønhed at gøre et vist Indtryk, og kort efter var han i fuld Gang med at vise og forklare hende de forskellige Instrumenter, som han havde staaende omkring sig paa Bordet.

Han var netop i Færd med Spektroskopet, da Uret inde i Salonen lod tre Slag høre. Neppe var de døet hen, førend der lød en høj og inderlig velment Gaben fra Handerson, som sad i en Stol derinde.

Dette var en yderst kærkommen Lejlighed for Dillingham til at stoppe Stones Foredrag ved at tilbyde den unge Pige sit Lukaf. Han selv vilde tage til Takke med Sofaen i Doktorens Lukaf.

Hun takkede ham med et Smil, og kort efter havde de alle indrettet sig for »Natten«, mens Skibet for af Sted gennem det uendelige Rum som den Meteor, det var opkaldt efter.

* * * * *

Da Klokken stod paa, hvad der paa Jorden svarede til 10 den næste Formiddag, vaagnede Dillingham.

Det første, han gjorde, var som sædvanlig at stikke Haanden ud efter Klokkestrengen for at ringe paa sin Morgendrik. Længe laa han halvvaagen og velsignede den forbistrede Tjener, indtil det med eet gik op for ham, at det egentlig var sine Seler, han laa og trak i; de hang paa en Stol nær ved Sofaen.

Med et Spring var han ude paa Gulvet.

»Det havde jeg rent glemt,« udbrød han, »jeg farer jo af Sted gennem Rummet. – Jeg maa skam op! Saa for Søren, jeg har jo ikke noget varmt Barbervand. Det er da ogsaa rent umuligt det hele.« Her sank hans Stemme ned til en Brummen, idet han kom med nogle mere private Ytringer, som ikke saa godt kan gengives. Saa skyndte han sig at komme i Tøjet for trods Mangelen paa Barbervand at fuldende sit Toilette.

I Salonen fandt han de andre siddende omkring Frokostbordet.

»God Morgen,« sagde Doktoren, »det er svært tidligt, De er kommet op i Dag.«

Dillingham hilste og satte sig.

Da de var ved Kaffen, rejste Professoren sig. »De undskylder nok, at jeg trækker mig tilbage,« sagde han; »men jeg maa ind til mine Instrumenter.« Derefter forsvandt han ind i sit Observatorium.

»Hvor er han dog lærd,« sagde den unge Pige, »jeg vilde ønske, jeg kunde forstaa lidt mere af alt det, han forklarede mig.«

»Aah, bryd Dem ikke om det,« sagde Dillingham, »man kan saamænd godt leve et lykkeligt Liv uden at være inde i den højere Astronomi eller vide, hvad (a + b)⁶ er.«

»Naar mener De, vi kan være paa denne Klode – er det ikke Mars?« spurgte Ethel, idet hun vendte sig mod Doktoren.

»Efter Professorens Beregninger om 10 Dage,« svarede han, »det er ...« Her blev han afbrudt af Stone, der kom farende ud af sit Observatorium som en Trold af en Æske.

»Manden er gal!« raabte han, »han ødelægger os alle sammen.«

Med disse mærkelige Ord for han som en Raket ud af Døren, saa han nær havde væltet hele Frokostbordet. De andre sad som forstenede. Endelig tog Doktoren Ordet.

»Da det ikke kan være sig selv, han omtaler saa træffende, maa der sikkert være noget galt paa Færde.«

Alle rejste sig og ilede ud af Døren og op i Taarnet, hvorfra Professorens vrede Stemme lod sig høre.

Et højst mærkeligt Syn viste sig for dem.

Leslie stod med Ryggen mod Væggen, og foran ham dansede Professoren en ægte uforfalsket Krigsdans, som vilde have faaet den vildeste Zulukaffer til at blegne af Misundelse.

»Er De gal?« raabte han, »ved De, at De har ødelagt det hele. Vi er redningsløst ...«

»Men Professor dog,« raabte Burd, »hvad i al Verden er der da sket?«

»Ja, tænk Dem,« gispede Stone, »jeg sidder nede i mit Observatorium; saa faar jeg pludselig Øje paa et Lysskær gennem Ruden; og saa er det det Menneske der, som har tændt en af Lyskasterne, og Lyset har truffet en Meteorsten. Og nu ved De, at naar en Meteorsten træffes af Lysstraalerne,« – her faldt han uvilkaarlig ind i sin Foredragstone – »saa vil den forandre Retning og gaa vinkelret paa sin oprindelige Vej. Hvilket vil sige, at den om et Øjeblik træffer sammen med Skibet, og vi er redningsløst fortabte!«

De andre stod aldeles forfærdede. Professoren havde aldrig taget fejl i noget, som angik Beregninger, altsaa var alt forbi. –

Det var paa dette afgørende Tidspunkt, at Dillingham fik Lejlighed til at vise, hvad han duede til.

Over for alle de videnskabelige Teorier havde han staaet temmelig uforstaaende; men her var da et praktisk Tilfælde. Det mindede ham om et Sammenstød med et Isbjerg for nogle Aar siden, da han var med paa en Ekspedition i Sydhavet, og hvor hans Aandsnærværelse havde reddet ham og alle hans Kammerater fra den visse Undergang.

Nu var han den eneste, som var Stillingen voksen. I den almindelige Forvirring var der ingen, som havde tænkt paa at slukke Lyset. Rolig strakte han Haanden hen og rykkede Ledningen over. Straks gik den store Buelampe ud. Eet eller to Sekunder efter lød et Brag, og hele Skibet rystede og knagede.

»Alle Guder staa os bi!« raabte Burd uvilkaarlig.

De næste Minutter var der dyb Stilhed. Til alles Forbavselse skete der intet.

»Det maa have været Roret, som gik sig en Tur,« sagde Leslie.

Ingeniøren for hen til Talerøret.

»Sæt Maskinen i Gang!« raabte han.

Lidt efter hørte man Støjen fra Motoren.

»Det er godt! Stands den igen! – Gud ske Lov! Skruerne har ingen Skade taget,« udbrød han lettet.

»Bare der ikke er en af Professorens Skruer, som har taget Skade,« bemærkede Dillingham.

Det saa næsten ud til det, for da Braget lød, havde Stone rejst sig og var vaklet ud af Døren.

»Lad os gaa ned og se efter ham,« sagde Doktoren.

Til deres Forbavselse fandt de Stone, som sad rask og velbeholden nede i Salonen, i dyb Samtale med den unge Pige. Da de andre traadte ind, brød han straks af og gav sig til at tale om noget andet, og et Øjeblik efter rejste han sig og gik ind i Observationsrummet.

Doktoren skyndte sig efter ham og fandt ham siddende ved Skrivebordet med Ansigtet skjult i Hænderne.

Idet Døren gik, rettede han sig op og vendte sig mod den indtrædende.

»Jeg forstaar det ikke,« sagde han, idet han lod Haanden glide hen over sin Pande, »jeg talte med hende om denne Arvesag.«

»Naa,« spurgte Burd spændt, »fik De noget af Interesse at vide?«

»Jeg spurgte om denne Fætter, De ved. Jeg bad hende sige mig, om det var ham, som skulde arve Onkelen?«

»Og hun svarede?«

»Hun svarede bestemt nej,« sagde Stone.

Doktoren rystede paa Hovedet.

»Det er en højst indviklet Sag,« sagde han, »men, Professor! Skal vi love hinanden at gøre, hvad vi kan for den stakkels Pige og at kæmpe for at bevise hendes Uskyldighed, hvis vi atter kommer tilbage til Jorden.«

Stone rakte Haanden frem. Burd greb den, og de to Mænd saa hinanden fast ind i Øjnene.

Saa vendte Doktoren sig om og gik atter ind til de andre.

Et Øjeblik efter viste Professoren sig ogsaa.

»Jeg troede ikke, at De var saa dygtig til Beregninger, Hr. Dillingham,« sagde han, idet han satte sig magelig til Rette i en Stol, »jeg kunde aldrig i den Fart have regnet Formlen ud for Meteoren, som unddrages Lyset.«

»Formlen,« udbrød Dillingham forbavset, »jeg regnede ingen Formel ud. Jeg hørte Dem tale om Lyset, der trak Meteoren til sig. Saa kan da enhver finde paa at slukke.«

»Forkert! Rent forkert,« sagde Stone. »Deres Teori er helt gal, om end Resultatet tilfældigvis blev rigtigt. De ...«

»Lad nu hellere det være godt,« afbrød Hyde, »Hovedsagen er jo dog, at vi slap helskindede derfra.«

Stone mumlede noget, og det var tydeligt at se, at han var alt andet end oplagt til at opgive Ordstriden. Det var kun ved den unge Piges Indblanden, at det lykkedes at faa Striden bilagt.

* * * * *

De følgende Dage vænnede man sig lidt efter lidt til de nye Forhold, og alt gik sin regelmæssige Gang. Den unge Piges temmelig pludselige Tilsynekomst paa et saa kritisk Tidspunkt havde bidraget sin Del til at gøre Overgangen fra det kendte til det ukendte mindre brat.

De havde alle været saa optaget af hende – og var det til Dels endnu –, at de ligesom glemte at mærke den knugende Uhygge, som rugede omkring dem til alle Sider, og som de kun var skilt fra ved den tynde Metalvæg.

Ensomheden, Kulden og Mørket derude laa for dem som skjult bag et tæt Slør; de vidste, der var noget, men lod dog være at tænke derpaa. Skete der intet og gik alt vel, var der jo ingenting at frygte. Og skulde der indtræffe noget, saa vilde alt Haab om Frelse være uigenkaldelig, absolut forgæves. –

Den 11te Dag var alle paa Benene. Hyde stod selv i Styrerummet og holdt om Reguleringssvinget. De andre stod ved Siden af. Professoren havde Kronometret i Haanden, og hans Øje fulgte opmærksomt Sekundviserens Gang.

»Nu!« raabte han pludselig.

»Fuld Kraft!« raabte Hyde ned til Maskinen.

»Bak!« raabte Stone.

Ingeniøren drejede Hjulet rundt. Det gav et Stød i hele Skibet, saa de alle tumlede omkuld. Stone var straks paa Benene.

»Fremad!« raabte han.

Hjulet blev igen drejet rundt. Et knapt Sekund var der dødsstille, saa hørtes med eet den dybe Brummen og Susen af Skruerne, der for rundt i Luften.

Stone drog et Lettelsens Suk.

»Endelig!« udbrød han, »_nu_ er vi paa Mars!«

FEMTE KAPITEL.

Mars.

Luftskibet sank langsomt efter Ingeniørens Ordre. Alle stod paa Platformen og saa ned i det Hav af hvid Taage, der foreløbig skjulte denne nye Verdens Herligheder for deres Blikke. De glemte næsten at trække Vejret af lutter Forventning. Hos Handerson og Maskinfolkene var det dog nærmere Nysgerrighed, de var som Børn, der første Gang er i Teatret og venter paa, at Tæppet skal gaa op.

Og Taagen kunde ogsaa godt betragtes som et Tæppe, der vilde glide til Side og aabenbare en Scene for dem, som selv den mest fantasifulde Teatermaler ikke kunde fremtrylle.

En svag plaskende Lyd naaede deres Øren.

»Vi maa være lige over et Hav,« sagde Leslie.

»Nej, det er faldende Vand,« sagde Stone, »den Lyd er ikke til at tage fejl af, selv om ...« her afbrød han sig selv: »Stop! opad, opad, hurtig for Pokker!«

»Hvad er der i Vejen?« spurgte Ethel.

»Se nedad, Frøken, saa vil De selv kunne opdage, hvad der er i Vejen.«

Tæt under sig saa de en stor, mørk Masse.

»Et Bjerg,« udbrød Dillingham, »saa her er altsaa Bjerge?«

»Naa, det vidste De ikke?« sagde Stone, »hvor De dog egentlig er uvidende.«

»Lad os dog nu endelig ikke begynde vort Ophold paa Mars med Skænderi,« formanede Doktoren, »lad os hellere komme klar af denne Top og ned paa den anden Side.«

Skibet hævede sig og gik fremad i nogle Minutter, saa gik det rask nedad igen, og Taagen lukkede sig atter om det og duggede Glassene i Taarnet.

Saa med eet brød en klar, lys Solstraale igennem. Taagen lettede lidt efter lidt, og Skibet svævede, badet i Solens Straaler, som en uhyre Guldsmed i den klare Luft.

Alle de ombordværende, med Undtagelse af Stone, istemte uvilkaarligt et Hurra. Det var, som om de havde truffet en god gammel Ven, der med et lysende Smil bød dem velkommen.

»Aah, det er Solen!« jublede Ethel, »se Solen.«

»Herregud,« vrissede Professoren, »den har vi da set saa tidt før, den kan De se paa hver Dag nede paa Jorden. Nej, se De hellere nedefter, der er da noget at se paa.«

Under dem strakte der sig en mægtig »Skov«, men ikke i den Forstand som Skovene her paa Jorden i den nutidige Periode.

Træer med slanke Stammer fandtes overhovedet ikke med Undtagelse af nogle enkelte Palmer med nøgne Stammer og en lille »Kost« i Toppen, ellers saa man kun korte, tykke Stubbe, hvorfra en Rigdom af svære, urteagtige Stængler hævede sig i Vejret, op mod Lyset, og hindrede de rejsende i at se Skovbunden. Kun mellem Palmerne kunde de godtgøre, at selve Jordbunden (hvis man kan bruge dette Ord paa en anden Planet end Jorden) var dækket af et Mylder af mindre Planter; der var Slyngplanter, baade Epifyter og Parasiter, store brede Bregner og en uhyre Masse Svampe, særlig Paddehatte i alle Variationer og Farver.

Af og til afløstes denne Vildskov af aabne Sletter, bevoksede med højt, stift og stridt Græs af en underlig tør og saftløs Beskaffenhed.

Store Stene laa spredt omkring hist og her og var dækkede med Mos og mindre Snylteplanter, hvad der fik Stones Ansigt til at lyse af Glæde.