# Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling ## Part 1 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/med-luftskib-til-mars-fantastisk-fremtidsfort-lling-66058/index.md MED LUFTSKIB TIL MARS FANTASTISK FREMTIDSFORTÆLLING AF N. MEYN og A. KLINGSEY MED TEGNINGER AF K. HANSEN REISTRUP KØBENHAVN TILLÆG TIL »BØRNEBLADET« CHR. ERICHSENS FORLAG 1911 CITYTRYKKERIET LAUR. MADSEN & VALD. CARLSEN FØRSTE KAPITEL. Planen. »Al Respekt for Deres Dygtighed, kære Professor; men er den Plan ikke vel ... ja, skal vi sige »original«?« »Nej, kære, den er virkelig for dristig for et almindeligt Menneske!« »Jeg ser allerede i Aanden en Notits i »Daily Mail«: Vi beklager at maatte bringe den sørgelige Efterretning, at den berømte Astronom, Professor Marcus Stone, er blevet indlagt paa en Sindssygeanstalt som uhelbredelig.« De tre Herrer, der var saa rørende enige om det Forslag, den fjerde tilstedeværende var kommet med, var ellers saa forskellige som vel muligt. Den, der først havde talt, var Civilingeniør John Hyde. Han var, hvad man kalder »en ægte Engelskmand«, rolig og tilbageholdende. Ansigtet med det brede, kraftige Kæbeparti tydede paa Villie og Energi. Den anden af de talende var aabenbart Officer. Hans runde, godmodige Ansigts sunde, friske Farve og hans kraftige og smidige Legeme viste tydeligt, at han tilbragte største Delen af sin Tid med Sport i fri Luft. Sport var ogsaa hans Hovedinteresse, og de Steder, den udøvedes, var hans Yndlingsopholdssteder. For øvrigt havde han et storartet Humør og en god jævn Forstand. Hans Venner kaldte ham »lille Dick«, men naar han blev forestillet for fremmede, hed han Premierløjtnant i Marinen, Richard S. Dillingham. Den tredie, der strakte sin temmelig lille Person i en magelig Kurvestol, var noget ældre end Dillingham. Han var en sirlig Skikkelse med et skarptskaaret Ansigt og et Par lystigt blinkende graa Øjne bag Guldbrillerne. Paa hans Visitkort stod: Dr. med. William Burd, og der er ingen Grund til at tro, at han hed noget andet. Naar vi forestiller den fjerde af de tilstedeværende til sidst, er det ikke, fordi han er en underordnet Person; tværtimod: Professor Marcus Stone var absolut den mest fremtrædende i det lille Selskab, baade fordi han var Professor, fordi han var berømt, og fordi han kunde raabe højest og tale uafbrudt, næsten uden at trække Vejret. Han var berømt i videnskabelige Kredse for sin store Dygtighed, og han var frygtet, fordi han altid var ubehagelig, – et Ordskifte med ham endte før eller senere med Klammeri. »Nej, kære Professor,« bemærkede Burd, »det er min Overbevisning, at det moderne Luftskib vil faa overordentlig stor Betydning, større end de fleste aner; men en Rejse til Mars tror jeg i alt Fald ikke, det kan bruges til paa sit nuværende Standpunkt. Det er for fantastisk en Tanke.« »Men Herregud!« udbrød Stone, »hvor tidt skal jeg sige Dem, at her er ikke Tale om et Jules Vernesk Fantasifoster, men om et videnskabeligt Eksperiment, der er teoretisk klargjort og praktisk udførligt. Men der _er_ selvfølgelig en vis Risiko.« »Risiko,« snærrede Doktoren, »naar man falder ned fra Eiffeltaarnet, er der ogsaa »en vis Risiko«. Det er Hip som Hap!« »Men er her da ikke et fornuftigt Menneske?« stønnede Stone med himmelvendte Blikke. »Nej,« erklærede Dillingham, »hvis denne Plan er Fornuft, saa er vi andre Idioter. Naa, det har De for Resten saa tidt ladet mig høre, saa hvorfor ikke nu? Dør vi, saa ...« »Saa falder vi som Ofre for Videnskaben,« afbrød Stone begejstret. »Saa falder vi som Ofre for vor Tillid til Dem,« sagde Burd, »men lad os høre Planen, saa kan vi bagefter kritisere.« »Vi skal selvfølgelig benytte Hydes Luftskib – paa hvilken Maade skal jeg nu have den Ære at forklare Dem.« Professor Stone trak en Pakke Papirer op af Inderlommen og begyndte: »Som De ved, mine Herrer, eller rettere sagt, som De burde vide, drejer Jorden sig i en Ellipse omkring Solen. Foruden Jorden kredser der en hel Del andre Planeter omkring Solen, og den nærmeste af dem er Mars, der er 15 Millioner Kilometer fra os, naar den er os nærmest. Aarsagen til denne Kredsen er den saakaldte »almindelige Tiltrækning«, som nærmere bestemmes ved Hjælp af Newtons Lov. Mere derom ved indtil Dato kun jeg, og jeg skal nu nærmere udvikle min Teori for Dem. Som De ved, defineres denne Tiltrækning som Enhed af Elektricitet ...« »Kan De ikke udtrykke Dem lidt mere populært?« afbrød Dillingham, »for Resten er det os nok, at Planeterne i det hele taget kredser, lad os bare slippe for Grunde. Fortæl os hellere straks, hvordan De har tænkt Dem, vi skal komme til Mars?« »Det er ubegribeligt,« vrissede Stone, »hvor lidt en logisk Udvikling interesserer Dem, og jeg skal derfor fatte mig i Korthed. Jeg har udfundet, at der gaar en elektrisk Strøm fra den ene Planet til den anden, naar de er i en vis, bestemt Stilling. Staar de anderledes for hinanden, gaar Strømmen derimod fra den anden til den ene. Et elektrisk Legeme, som findes i Æteren, vil som Følge heraf bevæge sig med en Hastighed, der forholder sig omvendt som Kvadratet paa Forholdet mellem sin Masse og Jordens Masse i 3. Potens. Kraften vil efter mine Beregninger udgaa fra Øen Staffa og have sin Maksimumsværdi den 17. Oktober. Med et Legeme af passende Vægt vil man kunne faa Forbindelse med Mars!« Stone tav og saa sig omkring. Hyde sad med et Stykke Papir og forsøgte at danne sig en Figur af den omtalte Tiltrækning. Dillingham saa alt andet end begavet ud, det gik over hans Forstand. Der blev en længere Pavse, saa tog Burd Ordet: »Hvis dette er rigtigt, hvorfor har De saa ikke offentliggjort Deres Teori?« Stone maalte ham med et foragteligt Blik: »Tror De, jeg gør noget halvt? Naar man har en Sætning, maa der ogsaa følge et Bevis. Min Teori kan ingen kontrollere Rigtigheden af; men kan jeg komme til Mars og tilbage derfra, er der jo et uomstødeligt Bevis, ikke sandt?« »Ja, hvis De kan det,« sagde Burd med et Smil, der øjeblikkelig bragte Stone i Harnisk. »Kan!« raabte han, idet han for op, »jeg kan, og De og Hyde og Dillingham kan komme med. Hyde giver os Midlet dertil.« »De mener altsaa virkelig at kunne bruge mit Luftskib til den Rejse?« spurgte Hyde. »Jeg ikke blot mener det, men jeg ved det,« raabte Stone; »jeg har set af Deres Tegninger og Udkast, som De var saa god at laane mig, at Skibet med Hensyn til Vægt, Rumfang og Stof, forarbejdet som det er af hærdede Staalplader, vil egne sig udmærket til Udførelse af min Plan. Stiger vi op fra Staffa om godt 24 Uger, den 23nde September Kl. 1⁵⁷ om Natten, vil vi kunne naa Mars paa ca. 11 Dage med en Fart af omtrent 1,363,636,₃₆₄ km pr. Dag. Denne Fart vil muliggøres ved de polarelektriserede Æterdele. 4 Maaneder efter vil Kraften have modsat Retning som Følge af, at de to Planeter atter fjerner sig fra hinanden.« »Selv om dette virkelig var muligt,« indskød Burd med et overlegent Smil, »saa kunde det ikke udføres af andre Grunde. De har glemt den uendelig lave Temperatur, som hersker i Rummet. Vi vilde jo fryse ihjel, saa snart vi var uden for Atmosfæren, og desuden vilde vi snart forbruge Luften i Skibets Indre.« »Det er taget med i Betragtning! Det er alt sammen taget med i Betragtning,« raabte Stone triumferende. »Gnidningen mellem Skibet og de elektriske Smaadele vil frembringe en Temperatur paa 18⁷⁶ Grader Celsius i det indre. Desuden er Skibet konstrueret saaledes, at det kan indeholde en Luftforsyning for 25 Dage.« »Men kan vi aande i Mars’s Atmosfære?« spurgte Hyde. »Hvis De havde læst mit Værk om Spektralanalysen af Planetatmosfæren,« svarede Stone overlegent, »vilde De i 7ende Bind nederst Side 347 have fundet, at Atmosfæren paa Mars indeholder de samme Stoffer som Jordatmosfæren, nemlig: Ilt, Kvælstof ...« »Tak! Tak! Jeg er overbevist,« raabte Hyde. »Og De, Doktor,« spurgte Stone, »har De mere at indvende?« »Nej, aldeles ikke, jeg er ganske vundet for Deres Plan.« »Jeg gaar med til alt,« udbrød Dillingham, »gaar det, saa meget des bedre, saa faar jeg min Del i Berømmelsen, og gaar det ikke, saa falder jeg, som Professoren før bemærkede, som et Offer for Videnskaben, som jeg ganske vist egentlig ikke havde tænkt mig skulde blive Aarsag til min Død.« »Altsaa, alvorlig talt, mine Herrer, skal vi saa vove et Forsøg?« spurgte Stone højtideligt. »Vedtaget!« raabte de tre andre som med een Mund. »Lad os da, inden vi skilles, benytte Tiden til et lille Overslag over, hvad vi skal have med, og det vilde maaske ogsaa interessere Dem at gøre nærmere Bekendtskab med Skibet?« Stone satte sig ned og overlod Hyde Ordet. Denne rejste sig og tog et Stykke Papir frem, som han foldede ud paa Bordet. Det var en simpelt udført Tegning af hans Luftskib, set i Gennemsnit. »Skibet er bygget af tynde, hærdede Staalplader,« sagde Hyde, »og det har Form omtrent som en moderne Undervandsbaad. Foroven har vi Platformen (P), hvorfra Døren (D) fører ind i Taarnet (T), hvor Styremekanismen (L) samt en mindre Maskinkanon (K) er anbragt. Fra Taarnet fører der en Trappe (6) ned i det indre, der er delt i to Etager. I øverste Etage findes et stort Lukaf (7) til Folkene. Derpaa kommer et større Lokale, eller rettere sagt en Salon (S), og Observationsrummet (O) med en Rude (R). Helt forude findes et Magasin (A) til Vaaben og Ammunition o. s. v. I den nedre Etage findes et Forraadskammer (F) samt Beboelsesrummene (1, 2, 3, 4) og endelig Køkkenet (5). Helt agterude findes Maskinen (M). Skibet styres af et stort, lodret Ror (R) og drives opad og fremad i Luften ved Hjælp af et stærkt sammensat System af Skruer (Skr.). Maskinen drives med Kul, der frembringer Elektricitet, hvorledes skal jeg ikke trætte Dem med. Kullet faas fra Luftens Kulsyreanhydrid, som spaltes i Kul og Ilt af selve Maskinen. Den giver os derved ny Ilt, som vi i vore Lunger igen »omdanner« til Kulsyre. Et saare sindrigt Princip, ser De.« De andre nikkede bifaldende. »Undskyld,« afbrød Stone, idet han rejste sig og saa paa sit Ur, »men jeg maa desværre forlade Dem nu, jeg skal op paa Observatoriet og banke Astronomi ind i Hovedet paa den ny Assistent, der skal vikariere for mig, medens jeg er borte. Videnskaben hernede paa Jorden maa ikke forsømmes, medens vi foretager vor Luftrejse. Jeg foreslaar, at vi træffes her igen paa Mandag for at tale videre om vort Foretagende.« De tre Herrer var enige med Stone, og han forlod dem med et kort: »Paa Gensyn!« »Han er en stor Mand,« sagde Burd. »Mon hans Plan virkelig skulde kunne udføres? Det vil blive interessant at erfare, hvorledes der ser ud paa Mars.« »Jeg har en Fornemmelse, som om jeg havde drukket for meget,« sagde Hyde, »det svimler ligefrem for mig ved den blotte Tanke om denne Plan. Jeg har tidt sejlet gennem Luften med en Flyvemaskine; men gennem Verdensrummet med Luftskib! – Det er mere, end jeg kan fatte i Øjeblikket.« »Naar bare der er god Jagt deroppe,« sagde Dillingham, »saa skal jeg være glad. Tænk, at kunne jage gennem fantastiske Skove efter sjældent, ukendt Vildt, ja maaske efter et eller andet glubende Uhyre; det kan give Anledning til Kamp og Spænding.« Han anede ikke paa dette Tidspunkt, hvilke spændende Kampscener der ventede ham paa den fjerne Planet. ANDET KAPITEL. Forberedelserne. Paa Duncan og Deans store Maskinværksted i Greenwich var der stor Travlhed. Der byggedes Luftskibet under Ledelse af Hyde selv, der sværtet og sodet tumlede med de store Metalplader saa godt som nogen menig Arbejder. Selve Stellet og den ydre Skal byggedes af hærdet Staal, medens alle Skillevægge i det indre var af Aluminium. Det havde først været Hydes Hensigt at konstruere Luftskibet til Krigsbrug med en Kanon af svær Kaliber i Taarnet. Nu erstattedes Kanonen af en lettere Maskinkanon. Saavel hans eget Land som Europas øvrige Stormagter havde budt ham fabelagtige Summer for hans Skib, og han havde været lige ved at afhænde det, ufærdigt som det var, da Stone gjorde ham det Forslag at benytte det til deres eventyrlige Rejse til Mars. Hyde afbrød da alle Forhandlinger med andre; for det første fordi han var stærkt interesseret i Stones Plan, og dernæst fordi han vidste, at Skibet efter en saadan Rejse vilde faa mindst tidobbelt Værdi. To Maaneder efter den berømmelige Aften, da Stone udviklede sine Planer for sine dengang skeptiske, men nu begejstrede Venner, fejredes Skibets Fuldendelse ved et Glas Champagne, – man »holdt Rejsegilde«, som Doktoren sagde. Om Natten foretoges en Prøvetur, der forløb fuldkommen tilfredsstillende. Man fløj om Natten for ikke at vække Opsigt, og da Dagen brød frem, laa Skibet, der var blevet døbt »Meteor«, sikkert indhyllet i svære Presenninger i et Skur en god Mils Vej fra London. Det gjaldt nu om at faa en Besætning, der var til at stole paa. Hyde hyrede straks en Mand ved Navn Leslie, en ganske udmærket Mekaniker og Maskinist, der i en lang Aarrække havde været Formand paa Duncan og Deans Maskinværksted. Han var villig til at tage med de fire Venner. Dillingham skaffede to Mænd, hans Tjener Handerson og hans forhenværende Oppasser Bill Smith. Dertil kom Dick Craddock, som det nok er værd at ofre et Par Ord paa. Da han for en Maaned siden var kommet til London, ejede han med Undtagelse af en Jakke, en snavset Skjorte, et Par Benklæder og et Par lasede Støvler samt en dito Kasket – akkurat lige saa meget, som da han for 44 Aar siden første Gang saa Dagens Lys. Han havde som Sømand været Jorden rundt adskillige Gange, han havde set sig omkring i Verden og oplevet meget. I de kolde nordlige Have havde han slynget Harpunen i den mægtige Hval. Han havde gravet Guld baade i Nordamerika og Australien, og han havde kæmpet paa Liv og Død med malajiske og kinesiske Sørøvere. Der var kort sagt næsten ikke den Ting, en Sømand kan opleve, som han ikke havde været med til, ikke blot i Fantasien, som saa mange, der »spinder en Ende« i Kammeraternes lyttende Kreds, nej, han havde oplevet det alt sammen i Virkeligheden. Han havde tjent sig en pæn lille Sum Penge i Tidens Løb, men havde letsindigt sat dem til ved en Ekspedition til det indre Peru for at opsøge en stor indiansk Skat fra Inkaernes Tid. Resultatet blev, at han maatte vende hjem til England for at begynde helt forfra og endda være glad, han slap derfra med Livet. For at friste Livet havde han maattet tage Plads som slet og ret Kulsjover, da han en Dag saa et Avertissement i en Avis. Det var indrykket af Hyde, og der fremhævedes, at man havde Brug for en modig, erfaren og paalidelig Mand, der ikke var Familieforsørger. Craddock meldte sig straks i Hydes Lejlighed i Kensington Road. Hyde fandt ham ikke særlig tiltalende ved første Øjekast paa Grund af hans smudsige og mangelfulde Paaklædning; men da han havde talt lidt med Manden, opdagede han snart, at han forstod sig en hel Del paa Mekanik og var kløgtig, kvik og erfaren, og saa sagde Hyde til sig selv, at Snavs, selv om det er nok saa gammelt, dog neppe sidder mere fast, end at det kan vaskes af. Da denne hans Hovedanke mod Manden altsaa forholdsvis let kunde fjernes, saa antog han ham paa Stedet og sendte ham bort, for at han kunde foretage de meget nødvendige Forbedringer i sit Udseende og i sin Paaklædning. Nu var alt i Orden, og man ventede kun paa den Nat, der var fastsat for Opstigningen. Udrustningen havde man helt overladt til Dillingham, der havde skilt sig mesterlig fra denne Opgave. Der hang et helt Arsenal af Vaaben i Magasinet. Der var et Jagtgevær, en Martini-Henry Riffel og to store 12 m/m Revolvere pr. Mand, og foruden Ammunitionen til alle disse Vaaben var der store Kasser Patroner til Maskinkanonen i Taarnet. I et Hjørne stod en sort Læderkasse med to særlig fine Browning-Revolvere; de var Dillinghams personlige Ejendom og Genstand for hans Stolthed og varmeste Kærlighed. Saa man ind i Proviantrummet, skulde man tro, man befandt sig i et første Klasses Viktualie- og Delikatesselager, at dømme efter Indskrifterne paa de utallige Daaser med henkogte Sager. De forskellige Lukafer og Salonen var udstyret bekvemt og hyggeligt, og det var ikke med saa lidt Stolthed, at Dillingham fremviste disse Resultater af sin Smag og sin praktiske Sans for sine tre Venner. Doktoren og Hyde var begejstrede; men Stone saa kun flygtigt paa det alt sammen og syntes at tænke paa ganske andre Ting. Alt dette var for ham kun kedelige Biting, uundværlige, men ligegyldige Stationer paa hans Vej mod det store Maal. Observationsrummet var det eneste Rum i hele Skibet, der var aflaaset, og Nøglen laa i Stones Lomme. Hele Rummet var fyldt med Kikkerter, Theodoliter, Penduler og alle andre fysiske og astronomiske Instrumenter. Herinde stod ogsaa Professorens store Spektroskop, et uhyre kostbart Instrument med hans Navn indgraveret i en Sølvplade paa Fodstykket. Det var en Gave fra samtlige Videnskabsmænd i Europa som Anerkendelse af hans Værk om Planeternes Spektra, og det var hans kæreste Eje. Han tænkte med Fryd paa at kunne faa Jordens Spektrum at se fra Mars. Dillinghams Tjener, Handerson, kom ikke længere end til Proviantrummet; der blev han staaende, fortabt i Beskuelsen af al den dejlige Mad og i Beregninger af, om det nu ogsaa vilde være tilstrækkeligt, eller om de skulde blive nødt til at tage for sig af Marsdyrenes forhaabentlig velsmagende Kød. TREDIE KAPITEL. En Passager i sidste Øjeblik. I en lille Kro, en engelsk Mil fra det Sted, hvor Luftskibet var fortøjet, gik Værten den Aften, Afrejsen skulde finde Sted, og dækkede et Bord til fire Personer. Han var lige bleven færdig og havde kastet et sidste, prøvende Blik paa Anretningen, da et Hornsignal hørtes, og straks efter rullede en stor, blaa Automobil op foran Døren. Chaufføren, Dick Craddock, sprang ned og aabnede Døren for de fire rejsende, som een efter een kom frem fra Vognens Indre. »Er Maden færdig, Johnson?« spurgte Ingeniøren. »Vær saa artig, mine Herrer!« svarede Værten og bukkede dybt, »den har staaet færdig i lang Tid.« »Saa er den vel kold,« brummede Professoren, idet de tog Overtøjet af. »Kold eller ikke kold,« sagde Doktoren, »saa er jeg sulten, og vi har ikke alt for god Tid. Jeg haaber ikke, vi bliver forstyrret?« Dette Haab skulde nu imidlertid ikke gaa i Opfyldelse. Neppe havde de sat sig til Bords, før det velkendte skrattende Signal atter lød derude. »Hvad er nu det?« sagde Hyde. »Formodentlig Værtens Poder, der morer sig,« mente Doktoren. »Nej, det er ikke vort Horn. Her er nok god Søgning i Aften.« Dillingham, som sad nærmest Døren, aabnede den og saa ud. Doktoren bøjede sig fremover og fik Øje paa den ærbødigt bukkende Vært, som stod og talte i en sagte Tone med en foreløbig usynlig fremmed. Et Øjeblik efter viste denne sig i Spisestuedøren. En høj, mager Skikkelse i en lang Ulster, et skarptskaaret Ansigt med en bestemt Mund og en let bøjet Næse. Overansigtet kunde man ikke rigtig se, da det dækkedes af Skyggen af en graaternet »Sixpence«, som det ikke i mindste Maade faldt Ejeren ind at tage af. Han stod lidt og saa stift paa vore Venner, saa drejede han rundt paa Hælen og gik atter ud i Forhallen. »Hvem var den Gentleman?« spurgte Professoren med et Tryk paa Gentleman, der sagde det samme som »Gaaseøjne« i Skrift, og højt nok til, at den fremmede kunde høre det. Værten lukkede forsigtigt Døren. »Det er Inspektør Mac Carty,« sagde han og bukkede uvilkaarlig lidt. »Mac Carty, hvem er det?« »Nej, ved De nu hvad, Professor,« sagde Hyde, »kender De virkelig ikke Scotland-Yards dygtigste Mand?« »Nej, og efter hvad jeg har set til ham og hans Høflighed, bryder jeg mig heller ikke om at komme til det.« »Hvad vil han her?« spurgte Dillingham. »Han er her saamænd med en Dame,« svarede Værten. »En Dame,« sagde Burd, »det maa være behageligt for hende, hvis han altid har det Ansigt paa!« »Hun er her heller ikke med sin gode Villie,« sagde Værten atter, »det er Ethel Gray.« Ved dette Navn for Hyde i Vejret med et lille Udbrud; Burd syntes at anstrenge sin Hukommelse, mens Stone og Dillingham saa spørgende paa hinanden. »Frøken Gray,« udbrød Ingeniøren, »kan De ikke huske det Navn?« »Gray! Gray!« mumlede Stone, »det hed den Mand, som paastod, at min Spektralanalyse ikke –!« »Ja, men det har hun ikke noget at gøre med,« afbrød Dillingham, idet han rakte sin lærde Ven en ny Tallerken, »analyser De foreløbig denne Suppe, jeg haaber ikke, De vil finde, den indeholder alt for meget Vand. Og lad os saa høre, hvad Ingeniøren har at berette.« Hyde saa sig om: »Sidder her virkelig tre Englændere, som ikke husker den store Sag mod Ethel Gray for et Aar siden?« »Jeg var ude med »Edward VIII« den Gang, jeg er undskyldt,« sagde Dillingham. »Men De da, Burd?« »Jeg husker nogle fede Overskrifter i »Daily Mail«, ikke andet, jeg var optaget paa Charing-Cross, da Sagen stod paa, og læste meget lidt. Hvad var det for Resten?« »Giftmord!« »Fy for en Ulykke!« »I det mindste erklærede Juryen hende skyldig; nogen Tilstaaelse aflagde hun ikke; men Kendetegnene paa hendes Brøde var for stærke.« »Lad os høre om de Kendetegn; det begynder at interessere mig,« sagde Dillingham. Hyde fortsatte: »Jeg fik ligesom Burd først Kendskab dertil gennem Aviserne. De fortalte, at Sir Rupert Stafford var død i en Alder af 60 Aar Natten mellem 9. og 10. November, tror jeg det var. En Lægeundersøgelse viste, at Døden var indtraadt som Følge af, at han havde faaet for stor en Dosis Morfin. Vor elskværdige Ven fra før fik Undersøgelsen overdraget, og det endte med, at han arresterede Frøken Ethel Gray som mistænkt for at have forøvet Mordet. Hertil havde han følgende Grunde: Frøken Gray var Sir Ruperts nærmeste Slægtning og tillige hans Universalarving. Ved hans Død vilde hun altsaa foruden at være en af de smukkeste tillige blive en af de rigeste unge Piger i England. Et halvt Aars Tid, før Mordet fandt Sted, kom det til et Brud mellem den gamle Herre og hans smukke Arving, og Følgen blev, at hun rejste bort og tog Plads paa et Kontor. Den gamle Sir Rupert skal nemlig have været alt andet end behagelig at omgaas. Men saa nogle Maaneder efter blev han meget syg, og hun opsagde straks sin Plads for at kunne komme og pleje ham. En Tid saa det ud til, at han skulde gaa bort; men han havde et kraftigt Legeme og bedredes atter saa meget, at der var al Udsigt til, at han skulde leve, skønt det naturligvis ikke var udelukket, at han kunde faa et Tilbagefald. Den unge Dame, som aabenbart længtes meget efter hans Penge og blev skuffet ved at se, at der maaske kunde gaa mange Aar endnu, før hun fik dem, menes saa at have ryddet ham af Vejen. Beviserne for hendes Skyld var saa store, at en Tilstaaelse ikke var nødvendig. Hun var altid om den syge, hun tilberedte hans Medicin og hans Maaltider; hun var den, som havde Fordel af hans Død. Dertil kommer saa, at man fandt Morfinpulvere i hendes Gemmer, og at en fjern Slægtning af den afdøde, som havde været der i Huset paa samme Tid, aflagde Ed paa, at han gennem Vinduet havde set hende komme et Pulver i den syges Glas. Hun blev dømt til, jeg ved ikke hvor mange Aars Fængsel, men blev imidlertid syg og laa paa Hospitalet i lang Tid. Men nu er hun altsaa rask og er her sandsynligvis paa Vejen til sit fremtidige Opholdssted.« Medens Hyde fortalte, var de blevet færdige med Middagen, og knap var den sidste Bid Mad forsvundet, før Stone saa paa sit Ur og sagde: »Opbrud, mine Herrer!« Man rykkede Stolene tilbage og skyndte sig ud. Medens de andre hurtig kom i Tøjet og skyndte sig ud til Bilen, voldte et drillende Overfrakkeærme Dillingham en Del Besvær, og han var alene tilbage i Forhallen, da han hørte Trin bag ved sig. Han vendte sig hurtig om. Nogle Alen fra ham stod en svær Mand, øjensynlig en civilklædt Betjent, og ved Siden af ham en slank Ungpigeskikkelse i en lang Kaabe med Hætte; denne var gledet lidt bagud, og Dillingham saa et smukt, fint Ansigt med et Væld af blond Haar og et Par klare, blaa Øjne.