Part 4

-- -- Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brænde paa Festbordet. Jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder endnu længe i Mørket, uden at tænke, uden at lide, uden Begær og uden Savn, kun opfyldt af sagtmodig Længsel og en øm Trang til at være god imod Maria.

L.

Morgenen, Forklaringen og Maria kom. Og alle Nattens forvirrende Taager bortvejredes.

Forklaringen var saa simpel som muligt, kun ved et Uheld havde den ikke naaet mig om Aftenen.

Hvilken Taabe jeg havde været. Frygte for, at Maria skulde svigte mig. Nej, mere end nogensinde var hun min.

Jublen svulmede i mig. Bort al Svaghed. End rider jeg usaaret gennem Striden, end følger Sejren min Fane.

Maria, om Du havde set mig den foregaaende Aften! Nu saá Du mig tryg og smilende som altid, venlig og overbærende, tagende det hele som det, det var: en kedelig Fejltagelse.

Spillede jeg min Rolle godt? Eller anede Du, at der var noget bagved, noget, som skulde fordølges Dig? Følte Du, da jeg trykkede Dig i mine Arme, at min Lykke var større end jeg vilde tilstaa?

Laa der maaske en alt gennemskuende Underfundighed i dit Blik, da Du opdagede de nedbrændte Lys paa det endnu dækkede Bord og, med et bebrejdende Smil, sagde: »Nu er Du igen gaaet sent i Seng« ...?

Og da jeg svarede: »Ja, jeg havde et paatrængende Arbejde at besørge«, var det da helt oprigtigt, helt uden Ondskab, Du henkastede: »Ja hvad andet skulde vel holde Dig oppe saalænge?«

LI.

Som Læserne vil have bemærket, er der nu endelig kommet lidt Fart i denne Beretning om min og Marias Kærlighed. Historien haster mod sin Afslutning, og Paranteser er næppe længer æstetisk tilraadelige.

Jeg tvinges dog til endnu et Holdt paa Vejen. Jeg ser for mig en Hoben spydigt vrissende og vrængende Ansigter, som jeg maa have fjærnede.

Det er de sidste Dages Hellige, Poesiens dunhagede Asketer og spekulative Grønskollinger. De betragter med ubeskrivelig Foragt denne Kollega, der paa ganske forældet Vis digter om Kvinder og Kærlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende Poesis Krav. De stiger paa langstrakte Adjektiver op til Stjærnerne, slaar en Passiar af med Vorherre og serverer deres himmelske Interviews i al den taagede Dybsindighed, som de kan presse ud af deres uklare Hoveder.

Det er Poesi, saa Enhver kan forstaa, at Poesi er noget andet end almindelig menneskelig Tale. Og det er Poeter med virkelig ædel Stræben, Poeter, som ikke mænger sig med noget saa ordinært som at fortælle om to, der elsker hinanden.

Disse unge Digtere har gjort den imponerende Opdagelse, at de er af et for fint Stof til at elske. Elskov fornedrer dem, bortvender deres Sind fra de høje Kald, tilsmudser deres jomfruelige Sjæle, som de tror Himlen slikker sig om Munden efter.

Lad dem blive i Stjærnerne, de Skrog, og dunste. Jordens smukke Piger savner dem ikke. Og kommer de en Dag luskende ned med deres Brynde -- saaledes kaldes Kærlighed i Stjærnerne --, saa vil selv den tarveligste Donna fra Smaagaderne lære dem, at der er mere digterisk Visdom at finde i to Pigeøjne end i samtlige Fiksstjærner.

... Hvorpaa jeg gaar videre med Maria.

LII.

Jeg føler mig bekymret paa Pulsen. Hvad fattes mig? Hvilke fremmede Vædsker har blandet sig i mit Blod og gjort det sygt? Der brænder Ild i mine Aarer, i mit Hoved jager Feberen. En evig Angst er over mig. Om Dagen lammer den al min Ævne, saa jeg timevis sidder ørkesløs og stirrer tomt frem for mig. Men om Natten, naar jeg sent er falden i Blund, lurer Angsten i mit Øre for pludselig at skræmme mig op, saa jeg vaagner med Skrig paa Læben.

Jeg skammer mig ved min Svaghed, og mindst af alt vilde jeg tilstaa den for Maria.

Maria trænger just til megen Støtte nu. Hun er ikke glad. For om faa Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun græd forleden, hun var hos mig. Jeg maatte gøre mig stærk og tale opmuntrende Ord til hende. Det var jo noget, vi vidste forlængst, at hun en skønne Dag skulde giftes. Min skæmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at standse. Hun giver mig Ret, hun spøger som jeg og siger, hun var et taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, sætter jeg Glasset, jeg holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler højrøstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig til at være lystig som aldrig før. Forundringen viger ikke fra Marias Blik. Men da hun gaar, siger hun -- jeg tør ikke spørge, om hun gør Nar --: »Hvor Du har været munter idag!«

Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nøje prøver, slaar normalt. Jeg spiser og drikker, jeg omgaas mine Venner, og de mærker intet. Mit Ansigt forraader ingen Smerte, mine Øjne er klare. Men i mine Aarer brænder Ild og der staar røde Flammer for mit Blik. Jeg er altid angst, og, naar Angsten stærkest krymper mit Hjærte, føler jeg Lyst til at dræbe. Véd Du, Maria, hvorfor jeg sidste Nat pludselig sprang op og tændte alle Lysene? Du havde nævnet hans Navn, og i Mørket krummede jeg min Haand over din Strube.

Men havde jeg _ham_ under min Haand, mit Hjærte vilde kun fornemme Vellyst ved at høre hans Rallen og se hans Øjne dreje sig i hvid Dødskrampe.

LIII.

Jeg er gal af Skinsyge. Dog, hvorfor krybe i Skjul bag disse fejge Allemandsord? Afsindig var jeg før, da jeg med kold Beregning saá Maria forberede sig til at blive en Andens. Mine Øjne, der indbildte sig at være saa skarptskuende og kloge, blindedes af Hovmod. Jeg sad som en Gud, der ordner Skæbnen efter sin Behagelighed. Som Zeus, der, efter at have prøvet Alkmenes Dejlighed, med olympisk Uanfægtethed lægger hende i Amfitryons Arme og smilende velsigner deres Omfavnelse.

Stakkels Zeus, som aldrig kendte Skinsygens Unøjsomhed og hvis Gudeblod altid pulserede lige jævnt og lige lunkent. Du sidder i din Himmel, Saligheden har Du forlængst sat til Livs. Nu fordøjer Du under ironiske Opstød.

Men for os andre er Vejen til Salighed: Beruselse. Og kun ved at storme den faar vi Adgang til Himlen.

Jeg er for første Gang i mit Liv klog. Jeg ser, at Lykken er ikke hist og her, ikke Nippedrik af mange Bægre. Lykken er ét Bæger tømt til sidste Draabe.

Sæt paa Rad hundred Pokaler, fyld dem med de fyrigste Vine. Jeg lader dem alle staa, mit Bæger hedder Maria. Hendes Kærlighed er min Vin, som jeg ikke skænker en Draabe bort af.

LIV.

Og hun skulde blive _hans_!

Al den Skønhed, jeg havde opelsket, skulde blomstre for ham. Hendes Smil lyse over hans Bord og gøre Hverdagen til Fest, hendes Kys smykke Søvnen for ham med søde Drømme, hendes unge Begejstring styrke hans Arbejde, al hendes Væsens Sødme og Ynde dufte i hans Hus som en evig Sommer.

Han skulde høre hende juble og græde, i hans Øren skulde hun hviske al sin Sorg og Lykke.

Til hvad Nytte lyve for mig selv? Jeg véd det jo, saadan vil det blive, naar hun først er hans. Hun siger vel nej, hun siger, at aldrig, aldrig vil det blive mellem dem som mellem os. Hun tror sikkert selv, hun taler sandt. Men hun er ung og hun hader ham ikke. Hun vil ikke nægte ham hans Ægtemandsret. Og den Mand, til hvem en Kvinde hengiver sig, er en daarlig Makker, om han ikke hurtigt faar Ilden til at blusse. Siden kommer alt det andet af sig selv. Føler hun sig lykkelig i hans Arme, da udleverer hun ham sit hele Væsen, sin Taknemmelighed, sin Tillid og Fortrolighed.

De vil sidde sammen i Mørkningstimerne, hun paa hans Skød; han vil spørge hende om mig og hun vil forraade mig, fordi en Kvinde aldrig tilstaar den Mand, paa hvis Skød hun forelsket sidder, at hun har elsket en anden endnu højere. Hun vil fortælle om mig alt det onde og grimme, han ønsker at høre, hans Kys vil lokke det frem, og naar han stadig ikke er tilfreds, vil hun paalyve mig alle Verdens Skændigheder.

Men jeg gaar udenfor paa Gaden og ser Lyset i deres Stuer, følger dem fra Time til Time, véd, at nu spiser de, nu sidder hun paa hans Skød i Dagligstuen, nu endelig slukkes Lyset ... nu staar hun foran Spejlet og lægger sine nøgne Arme om hans Hals.

Og det skulde ske? Hun skulde blive hans? Han, som ikke ejer anden Ret til hende end den, jeg gav ham. Jeg skulde nu, nu jeg véd, hvor nødvendig hun er mig, skikkeligt bære hende til hans Hus? Plyndre mit eget for at gøre hans rigt.

Nej ... Og dog. Tør jeg holde hende tilbage? Idag, ja. Men imorgen? ... hvem kender sit Hjærte imorgen?

LV.

Thi imorgen, hvo véd da, om Trylleslottet staar der endnu? Idag er denne Kvinde Dig alt, Du synes, Livet uden hende har intet Værd. Du vil kæmpe og dræbe for at bevare hende. Alt Lys, al Glans, al Herlighed og Skønhed ser Du samlet i hendes Person. Hun er din Sol. Slukkes den, i samme Nu lukker Natten sig om Dig.

Men igaar, tænk paa igaar. Hvad var hun Dig da? En munter Adspredelse. En sød Elskerinde, sødere og kærere maaske end de andre. Men dog en Spøg kun, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer.

Om Nogen den Gang havde sagt til Dig: Den Kvinde vil Du ofre dit Liv -- Du havde let ham op i Ansigtet, Du havde svoret den mandhaftigste Ed paa, at ingen Tanke var fjærnere fra dit Sind.

Var hun da ikke ligesaa smuk og atraaværdig den Gang, ligesaa god og ligesaa forelsket?

Jo sikkert. Hun er den samme. Men dit Syn paa hende er forandret. Guld er Guld og har alle Dage været skønt at skue. Men først da man gav Guld Stempel som Penge, fik det sin høje Værdi. Og vælger man en Dag et andet Metal til Penge, synker Guldet tilbage til igen kun at være Øjenlyst.

Idag har Du stemplet Maria som Livets et og alt. Men tør Du lide paa, at Du ikke imorgen vurderer hende, som Du vurderede hende igaar: en munter Adspredelse, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer?

Hvor er den sikre Prøve?

LVI.

Det er den sidste Nat, vor sidste Nat. Om faa Timer drager Maria til den fremmede By for at besøge en Tante. Og naar hun vender tilbage, er det for at holde Bryllup. Jeg ser hende ikke mere -- hun er en anden Mands Hustru. Havde det været i gamle Dage, i Begyndelsen jeg kendte Maria, hendes Ægteskab havde saavist ikke skilt os. Det havde vel langt hellere opflammet min Erobrerlyst. Nu fristede Erobring og Bytte fra fremmed Strand mig ikke. Jeg vilde Ingens Lykke og Fred forstyrre. Min Lykketro, min Stolthed var brudt. Havde jeg end Lykken i min Haand, jeg vovede ej at tro paa den, vovede ej at holde den fast.

... Natten sænkede sig over os. Saa højtidsfuldt stille der var. Haand i Haand laa vi, hver i sine Tanker, og stirrede ind i Mørket. Din lille varme Haand, Maria, den hvilede saa forsigtigt i min, rørte sig ikke, frygtede sagtens at bryde Stilheden. Jeg syntes, det var, som svævede vi sammen gennem Rummet, bares paa store tyste Vinger langt bort, langt op fra Savn og Smerte -- ind i en Sfære, hvor det frygtløse Mørke og den drømmeløse Søvn hersker og hvor Tiden ingen Timer har.

Vi laa længe saadan. Jeg véd det, fordi jeg flere Gange hørte et Kirkeurs Slag; jeg hørte Slagene, men havde ingen Fornemmelse af, at de meldte Tiden for os. Saa hørte jeg, langt borte fra, Marias Stemme. Den kom til mig som baaren paa den store Stilheds bløde Bølger. Hun sagde: »Saadan er det vist at være død.« Jeg syntes, jeg havde tænkt netop de samme Ord, og jeg svarede -- jeg kendte min Stemme, men den kom langvejs fra --: »Ja, saadan er Døden.« Og der var atter tyst en Stund. Jeg følte Marias Haand lukke sig fastere om min, mens vi svævende steg og steg. Saa hørte jeg igen Marias Stemme tale til mig: »Jeg vil gærne dø sammen med Dig.« Men jeg havde tænkt de samme Ord og jeg svarede: »Naar vi er trætte, vil vi dø sammen. Lover Du at komme, hvis jeg kalder?« Hendes Haand trykkede min til Svar. Og vi talte ikke mere, før det graa Dagslys brød ind i Natten og vakte os til smertefuld Forstaaelse af, at Afskedens Time var kommen.

-- -- Men i selvsamme Nat var det, at Babylon blev ødelagt.

LVII.

Maria er i den fremmede By. Og jeg er gaaet i Kloster. I mange Dage sætter jeg ikke min Fod paa Gaden. Hvad har jeg dér at gøre? Hun er der jo ikke. Jeg lukker mig inde i mine Stuer og klistrer en Seddel paa Entrédøren, at jeg er bortrejst. Jeg lyver ikke. Med hele min Sjæl har jeg fulgt hende.

Jeg hører de første Dage af og til Knirken og Knitren op ad mine Trapper; Lyden standser udenfor min Dør; saa knirker og knitrer det ned ad igen.

Men snart er der heller Ingen, som søger mig. Man tror, jeg er borte, og Ingen spørger efter mig.

Jeg sidder i mine stille ensomme Stuer, hvor Marias Minde omsvæver mig, og jeg digter om Maria, som i denne Bog skrevet staar. Det er ingen kunstfærdigt ordnet Fortælling. Det er en Bunke løsrevne Blade af en Kærlighedshistorie, hvortil ikke kræves anden Kunst end den: at være forelsket. Det er en Bog om, hvordan _jeg_ lærte den enfoldige og dog ikke saa letnemte Kunst.

LVIII.

Maria, Du hellige. Se en Synder ligger for din Fod og han begærer Dig ikke. Han, den fordum unøjsomme, atraar intet uden det at ligge for din Fod og stirre op i dit yndige Ansigt. Han, den bydende, beder, han, den lidet troende, sværger ved dit Navn.

* * * * *

Maria, Du, hvis Kærlighed skænker Alt, Du Gavernes uudtømmelige Kilde, blot at hvile ved din Fod og favne dit Blik er Rigdom.

* * * * *

Maria, Du jordisk ømme, Du himmelsk rene, Du, hvis Sjæl stiger som en hvid Due af dit Legems Elskovsbrand -- jeg takker Dig, at Du lærte mig den jordiske Kærligheds ujordiske Lyksalighed.

LIX.

Maria skriver mig et Brev fra den fremmede By.

»Min kære Ven. Staden her er meget stor og skøn. Den er rig paa herlige Kunstværker og smukt holdte Parker. Der er overalt et mylrende Folkeliv, Øjet opdager stadig nye Overraskelser. Her er ogsaa fuldt af Teatre og Koncertsale, og de straalende Konditorier frister lækkersultne Munde. Man er god imod mig, fører mig fra en Seværdighed til en anden og sender mig om Aftenen til de forskellige Skuespil.

Hvis Du bad mig om nærmere Redegørelse for mit Liv hernede, jeg kunde ikke med min bedste Vilje opfylde dit Ønske. Jeg ser en Mængde Mennesker og Ting glide mig forbi. Jeg husker intet af det altsammen. Jeg længes kun efter Aftenen, at jeg kan gaa til Sengs og være ene.

Saa ligger jeg ganske stille og prøver paa at leve om igen den sidste Nat, jeg var hos Dig.

Men der er saamegen Støj udenfor paa den store Bys Gader. Støjen stiger op til mig som Summen af en Folkehob i Oprør. Og gennem den truende Summen lyder ustandseligt hvinende Piskeslag paa Hesterygge og Kuskenes hidsende Skrig.

De første Aftener var jeg bange. Jeg følte Slagene helt ind i mit Hjærte og, skælvende, krøb jeg sammen under Tæppet. Men saa kom jeg til at tænke paa, at om det var Dig, der martrede mig til Døde, det vilde ingen Lidelse være. Jeg tog gærne Døden af din Haand.

Husker Du vor Samtale hin sidste Nat? Ser Du, hvad jeg den Gang lovede, det mente jeg. _Det_ vilde jeg, Du skulde vide -- inden vi skilles.«

LX.

Jeg staar paa Waggonens Platform. Jeg har staaet der hele Natten, svøbt i min Kappe. Jeg har set Aftenens Skygger fra Dalene krybe op ad Bjærgene, indtil alt var hyllet i Mørke. Nu lakker det mod Dag, et blegt Skær lysner i Horisonten; med stedse rappere Stempelslag, i Takt med mit Hjærte, haster Toget afsted mod den fremmede By.

Hvilken sælsom Uro har holdt mig vaagen den ganske Nat? Hvilke angstfulde Spørgsmaal er det, mit Hjærte søger Svar paa, mens jeg grublende stirrer ud i Mørket?

Jeg kan jo ikke tvivle om Marias Kærlighed, jeg tvivler ikke længer om min egen.

Dog drager jeg skælvende til Mødet. Thi mit angstfulde Spørgsmaal er dette: Vil vi mon ikke føle os fremmede for hinanden?

Den Maria, jeg rejser ud for at finde, er ikke Maria fra før. Det er ikke det hensynsløst forelskede Barn, der i gamle Dage lagde sig i mine Arme, ikke den muntre og altid beredte Elskerinde, min Erobring og mit Bytte, -- det er vel baade det ene og det andet, men samtidig noget større og højere, det, som maaske altid var hendes Væsens Baggrund, det, jeg troede at fornemme de sidste Gange, vi var sammen, det, som, til Syvende og sidst, blev min ensomme Tilbedelses Madonnabilled.

Og hun, vil hun genkende mig? Jeg gør det jo næppe selv. Jeg vandt hende i Leg, jeg tog hende med Sværd i Haand. Alle Dage var det saa let en Dans, vi traadte. Og nu kommer jeg til hende med vaabenløs Alvor. Før gjaldt det en Dans, nu gælder det Livet. Før nøjedes jeg i rigt Overmod med lidet, nu beder jeg i fattig Ydmyghed om Alt.

... Vi farer frem mod den dæmrende Morgen. Pludselig er det atter sort Nat: under buldrende Larm jager Toget gennem en Tunnel. Mørket stemmer mig for Brystet, det suser i mine Øren, og svimmel griber jeg om Platformens Gelænder. Jeg synes, denne Tunnel aldrig faar Ende, jeg famler mig frem for at naa ind i den lyse Waggon -- da ... hvilken Aabenbarelse! I den purpurne Himmelrand opstiger Solskiven, spreder sin gyldne Glorie vidt om, gyder dirrende Varmelys over fugtigt blinkende Græsdale og Kornskraaninger.

Skønne fagre Dag, med frydelig Tak knæler jeg for Dig, Du, som friede mig ud af min vaandefulde Nat og førte mig, med genfødt Tro, til Maria.

LXI.

Gensyns gyldne Sol over Bjærge, Gensyns tindrende Graad i stille Dale.

I undrende Betagelse staar vi overfor hinanden, véd ej Ord at finde, kan ikke spørge, ikke svare, kan kun synke i hinandens Arme og, jublende, grædende, i fælles Lyksalighed lovprise den opstigende Dag.

Var det virkelig ingen Drøm? Var det virkelig Dig og mig? Vi ser paa hinanden, vi ryster vantro paa Hovedet. Og dog, først nu synes vi, vi rigtigt kender hinanden. Thi det er jo vort Gensyns høje Under: vi mødes, som saa ofte tilforn vi mødtes i vor næppe tilstaaede Længsels Lykkedrøm. Nu er Drømmen lyslevende.

Og Du dejlige lyslevende Pige, med Forklarelsens stille Lykke i dine skælmske Øjne, med Kvindens voksne Tænksomhed paa din Barne-Pande, Du lægger dine Arme om min Hals og Du siger: »Saa skete det da omsider, i den elvte Time, men ikke for sent, det, jeg aldrig ophørte at haabe. For det er jo sandt, ikke noget, Du imorgen fortryder, ikke noget, Du nu bilder Dig ind, fordi Du har længtes en Smule efter din Elskerinde?«

Jeg svarer: »Saavist som jeg altid hellere har sagt Dig for lidt end for meget, saavist elsker jeg Dig. Jeg elsker Dig i Lyst og i Nød, Hverdage og Festdage. Du er den, jeg vil dø med, men først vil jeg leve meget, meget længe med Dig. Javel har jeg længtes efter min yndige Elskerindes Kærtegn. Men mest har jeg længtes efter alt det andet, som ogsaa er Dig: dit trofaste Hjærte, din rene Tanke, din milde Tale, dit lyse Smil, som er min Sol i Tvivlen, dit gode Haandtryk, som er min Styrke paa Vejen.«

Men da jeg siger Maria dette, græder hun, fordi hun forstaar, jeg taler sandt, og fordi hun er lykkelig.

LXII.

Der er En, som bagfra rykker mig i Ærmet. Jeg sidder med Maria paa Skødet og siger vredt: »Hvem vover at forstyrre?«

Men en Stemme hvisker: »Jeg kommer som Deputation fra Læserne. Deres Bog, som i Begyndelsen var frygtelig, er efterhaanden kommen ind paa et bedre Spor. Der er endogsaa nogle af os, som har faaet Taarer i Øjnene. Men nu er vi saa bange for, at den alligevel tilsidst skal skeje ud. For Guds Skyld: De vil da vel ægte Maria? Husk paa, De har taget hende fra hendes Bejler, som havde de agtværdigste Hensigter?«

Min strænge Censorinde, frygt ikke. Maria, siig den rare Dame, at hun uden Skrupler kan lade os ene.

LXIII.

Bispen staar foran Altret i sin Guldkjole og skinner omkap med Kandelabrene. De ærværdige Marmorstatuer i Nicherne er blevne vaskede, og ved Orglet sidder den højt bedagede Mester med Silkekalot paa Hovedet og Storkorset paa sit Bryst.

Stolestaderne er fyldte med Landets mest forelskede unge Piger og Mænd. De har Blomster i Hænderne, de sidder Par ved Par, de unge Piger med hvide Roser, de unge Mænd med røde. Alle stirrer de ned mod Indgangsdøren, hvor tolv venlige gamle Præster i sorte Fløjlskjoler staar opstillede, seks paa hver Side.

Saa begynder Mesteren at spille. Orgeltonerne bruser under de høje Hvælvinger. De unge Piger og Mænd rejser sig.

Den tunge Egetræsdør slaas op, et blændende Lys fylder Aabningen: dér staar Maria i sin hvide Brudekjole, ombølget af det lange Slør. En blussende Jomfru med nedslagne Blikke. Himmelsk Højhed, salig Lykke udstraaler fra hende.

Gennem Kirken gaar en beundrende Mumlen, Bispen ved Altret vender sig, sætter sine Briller paa, og da han ser, hvor yndig Maria er, iler han hende i Møde, bøjer sig for hende og fører hende ved Haanden til Altret.

De unge Piger og Mænd strøer deres Roser, de røde og de hvide, over hende, idet hun gaar forbi; nogle af Roserne bliver hængende i Sløret, og Maria smiler, da hun ser den blomstrede Kjole.

Men den gamle Mester er hørt op at spille, han bøjer sig ud over Orgelpulpiturets Ballustrade for at se Maria, og gennem Glughullerne i Hvælvingerne kigger nysgærrige Engleansigter.

... Saa er Maria med det gamle og nye Testamentes Ord givet i min Haand, jeg fører hende ud, fulgt af Bispen og de tolv Præster samt alle de forelskede unge Par, mens den gamle Mester spiller med den ene Haand og vifter til os med den anden.

Udenfor holder Kareten med de hvide Heste for, og vi stiger op for at køre hjem til mig, hjem til os. Og saa begynder Klokkerne at kime.

LXIV.

Ja, kimer, alle Klokker! Jubler, alle Engle! En Sjæl er frelst.

Det var en saare forhærdet Sjæl, en Sjæl, der boltrede sig i Synd og kendte Anger end ikke af Navn.

Kimer af fuldt Bryst, Klokker! Jubler omkap, Engle! Det er en meget stor Synder, som frelst bæres hid.

* * * * *

Hvo var det, som frelste ham? Hvo er det, som bærer ham?

* * * * *

En skrøbelig Kvinde, ej uden Brøde og Brøst, men stærk ved sin Tro. Hendes Tro bevarede hende selv og frelste omsider ham. Kimer! Jubler! Nu kommer hun med ham!

* * * * *

Hvi kommer han ikke alene? Hvi maa han bæres?

* * * * *

End er han svag, end vakler hans Fod. Men, baaren af hendes stærke Tro, vil han naa hid.

* * * * *

Ak nej! Nu daler han! Hun mægter ej at bære ham længer.

* * * * *

Lad Frydetonerne klinge, den svage Kvinde til Styrkelse. Og jubler ham, til Oplivelse, den Elskedes Navn i Møde.

* * * * *

Hvad hedder hun, den fromme Kvinde?

* * * * *

Maria er hendes høje Navn. Kimer det ud, synger det ud.

Se, han løfter sit Hoved. Hans Vilje faar Kraft. Nu stiger de, Haand i Haand. Men tys! Han taler. Hvad siger den frelste Sjæl? Stille, Klokker, stille, Engle. Lytter til de Ord, han sender ned over den syndefulde Jord.

* * * * *

Han nævner Marias Navn.

* * * * *

Deri gør han Ret. Men han taler fremdeles. Hørte I det? Lovsynger, Engle, kimer i Sky, Klokker. Han udtalte Forløsningens Ord:

_Gennem de Mange til Én!_