Part 9

Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen Udvikling) var den efter et friere og høiere videnskabeligt Maal anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maatte stræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Færdighed og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen og forskjellige Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog altsaa nødvendig den almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig for dette Øiemed, idet jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et sikkert Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper, en Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den semitiske Sprogform kom mig tilgode.[35] Jeg haaber, at Mænd som Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have været mine Tilhørere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og fjernere Retninger førte Studier. -- Den næste Opgave, jeg stillede mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprægningen af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig da Litteraturværkerne, til Fastsættelse af deres Plads og Form og til udtømmende Udfinden af deres Indhold og Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin maatte naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtræder dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedværker, dels i Overblik over hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet Betragtning af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til Grund, men Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Fælles og paa de karakteristiske Modsætninger imellem det Antike og Primitive og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtræk søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine Forelæsninger og Øvelser. Imellem Forelæsningerne blev mere og mere Forelæsningen over philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en muligst skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave som Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne Forelæsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for det specielle Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f. Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik over de Discipliner, i hvilke Philologien som historisk Videnskab samler og fremstiller Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling. Der var Afsnit af denne Forelæsning, som jeg beklager ikke at have fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne centrale Forelæsning sluttede sig udførlige Foredrag over de romerske Statsindretninger med en almindelig Indledning om Kilderne til den romerske historiske Oldkyndighed og over den romerske Litteraturs Historie samt enkelte Forelæsninger over speciellere Gjenstande, saasom (før Udgivelsen af min latinske Grammatik) over Afsnit af den latinske Sproglære og over antik Metrik.[36] Af latinske Forfattere behandlede jeg hele Værker eller Stykker af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius og Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca og Tacitus dels i Forelæsninger, dels saaledes, at efter en forudskikket orienterende Indledning de Studerende øvede sig i Fortolkning af det Enkelte med ligeligt Hensyn til Indhold og Iagttagelse af den grammatiske og lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archæologiske Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede jeg alene de latinske Indskrifter i en enkelt Øvelsesrække foruden leilighedsvis i Antikviteterne. Den Adgang, som ved de tydske Universiteter de philologiske Seminarier give til at kræve skriftlige Prøvearbeider af de Studerende og til at yde et Vederlag for mere omfattende og sammenhængende Øvelsesarbeider, kunde stundom savnes. -- Efter Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog jeg et Par Gange efter Anmodning græsk Syntax efter samme System, hvoraf fremgik den i 1846 trykte Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt Øvelser over græske Prosaister, i Førstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen for ikke at støde min for den græske Philologi særlig ansatte Kollega. Med særlig Tilfredshed erindrer jeg en i de Aar holdt Øvelse over Thukydid, hvori syv særdeles flinke Studerende deltog med den livligste Interesse; destoværre døde to af dem (Schwartz og Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom, og en tredie kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af hans Embedsbane (Borries); en 4de (Fibiger) er død senere, og kun tre af dem leve saaledes endnu. Mine fleste Tilhørere fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu, efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller satte i Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode samtlige Rektorpladser ved vore Skoler og andre Lærerstillinger. -- Oftere havde jeg den ved vort isolerede Universitet sjeldne Opmuntring at se en eller endog samtidig flere norske Studerende, derimellem den senere Expeditionssekretær i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig Nissen, imellem Tilhørerne eller Deltagerne i mine Øvelser, nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg, død som Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have været Statsraad for "Ekklesiastikærenderne". Med Glæde saae jeg af og til en Ikke-Philolog imellem Tilhørerne ved en Forelæsning; for særlige Forelæsninger af populærere Art over latinske Forfattere eller romerske Forhold var der neppe Modtagelighed; jeg følte i det Ringeste intet Kald dertil.

{[35] Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den almindelige Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte Sprog har jeg udtalt mig noget nærmere i et Program fra 1871: "Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 4de Stykke" og i Fortalen til den anden Udgave af min græske Syntax.}

{[36] At min kjære Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske Antikviteter", der første Gang udkom 1841, i Fremstillingen af hele Statsvæsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling angik, ganske havde lagt mine Forelæsninger, fornemmelig de til anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var sket med min Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at omtale dette i Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk Litteraturtidende for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlærer Ostermann), som jeg maatte betage dens Braad ved en Erklæring (i Nr. 42 for 27de Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk oversatte Bog gik Paavirkningen noget videre omkring.}

Til min akademiske Virksomhed føiede sig en ganske omfattende Forfattervirksomhed, tildels i nær Sammenhæng med hin og i derved betinget Form. Endnu som konstitueret Docent udgav jeg, med Benyttelse af en i Universitetsbibliotheket opbevaret Kollation af et Pariserhaandskrift, i latinsk Brevform (Epistola critica ad Orellium af 1828) et textkritisk Arbeide over de sidste Bøger af Ciceros verrinske Taler, hvorefter endnu samme Aar fulgte min Disputats for Doktorgraden, i hvilken jeg saaledes klarede Forholdet imellem de ægte Levninger af den Midten af det første Aarhundrede efter Christus tilhørende Samling af historiske Oplysninger til Ciceros Taler af G. Asconius og de mindst tre Aarhundreder senere, men tildels med hine sammenblandede Stykker af forskjellige Skolekommentarer, at Resultaterne strax anerkjendtes og ikke senere ere betvivlede. -- Fra 1829 af fulgte derefter en lang Række latinske Programmer til de akademiske Fester (det første, i Anledning af Prinds Ferdinands og Arveprindsesse Carolines Formæling, skrevet saa hurtig, at jeg nær ikke selv havde faaet Bryllup), i hvilke dels undersøgtes Spørgsmaal af de romerske Statsantikviteter eller den latinske Litteraturhistorie, dels meddeltes Bemærkninger til Textberigtigelse og Forklaring af latinske Skribenter (Lucrets og Juvenal), navnlig en gjennemgribende Textbehandling af fem hidtil i denne Henseende meget forsømte Taler af Cicero,[37] dels behandledes flere tvivlsomme eller urigtig fremstillede Punkter af den latinske Sproglære. I 1834 udgav jeg de indtil da udkomne Programmer i en Samling under Titlen: Opuscula academica, hvortil i 1842 kom en ny Samling: Opuscula academica altera med Tilføielse af nogle Smaastykker af beslægtet Indhold. Naar jeg nu ser tilbage paa denne særlige Del af mit Forfatterskab, føler jeg vel paa den ene Side en vis Tilfredshed, idet samtlige disse Afhandlinger, fremgaaede af Undersøgelser, hvortil mine Forelæsninger førte mig, indeholdt og videnskabelig begrundede bestemte Resultater, der for den allerstørste Del ere gaaede over i den philologiske Erkjendelse, derimellem nogle af større Omfang og Rækkevidde, saasom Undersøgelsen om de romerske Kolonier, ligesom ogsaa saavel de enkelte Programmer som især Samlingerne i den philologiske Verden vandt en større Opmærksomhed og Indflydelse, end der pleier at blive slige Leilighedsskrifter og Samlinger deraf tildel.[38][39] Men paa den anden Side følte jeg allerede dengang og udtalte i Fortalen til den første Samling en Misstemning ved denne spredte og tilfældige Meddelelse af Enkeltheder, i hvilken den samlede Anskuelse, hvortil de knyttede sig, neppe kunde antydes. Saare trykkende var mig derhos det ufortjente Skin af Pedanteri, der faldt paa mig, naar disse tildels paa Philologiens specielle Enemærker sig bevægende Undersøgelser i latinsk Indklædning i Universitetets Navn stadig udsendtes til alle Sider til Folk, hos hvem det var lige urimeligt at forudsætte Modtagelighed enten for Indholdet eller for Formen.

{[37] Deri understøttedes jeg af Haandskriftshjælpemidler, som min noget ældre Ven, Dr. N. B. Krarup havde medbragt fra Paris.}

{[38] Begge Samlinger have i mange Aar været udsolgte, og jeg har gjentagne Gange været opfordret til at foranstalte en ny Udgave; men jeg har undslaaet mig paa Grund af Besværligheden ved de Forandringer, Forkortelser og Tilføielser, som enkelte af Afhandlingerne fordrede, just fordi saa Meget af Indholdet nu var gaaet over i andre Forfatteres Skrifter.}

{[39] En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens Medvirkning og var saagodtsom færdigtrykt ved hans Død samt er nu udkommen. #Udgiverens Anm.#}

Naar jeg hvert Aar omtrent tre Gange skulde levere en videnskabelig Afhandling til Programmet, maatte jeg naturligvis hente Stoffet fra alle Philologiens Enemærker, ogsaa de fjernere og speciellere, saameget mere som Forholdene væsentlig indskrænkede mig til den latinske Philologi og ethvert Forsøg paa at vinde Indgang hos det ikke-philologiske Publikum ved Valget af populære Emner allerede ved den latinske Indklædning var tilstrækkelig betegnet som unyttigt. Det var mig derfor en stor Lettelse, da det i 1837 ved en ny Ordning af de akademiske Fester bestemtes, at de akademiske Programmer herefter skulde skrives dels af hvert Aars Rektor, dels af de øvrige Professorer efter Tour, saa at jeg kun personlig for min Embedstid beholdt Forpligtelsen til at skrive Programmerne ved overordentlige Leiligheder og da væsentlig paa Dansk. Jeg efterkom denne Forpligtelse ved i 1840 som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten i Anledning af Kong Christian VIII's og hans Dronnings Kroning at udgive: "Blik paa Oldtidens Statsforfatning med Hensyn til Udviklingen af Monarkiet og en omfattende Statsorganisme" -- en Afhandling, der indeholder Antydninger af den Betragtning af Oldtidens, ogsaa særlig den romerskes, politiske Liv, som jeg senere har udført videre,[40] -- og dernæst i 1842 ved, da Universitetets Rektor Brøndsted pludselig var død af Følgerne af et Ulykkestilfælde, i Indbydelsesskriftet til Kongens Fødselsdag den 18de September at levere første Stykke af en Afhandling om Sprogets Væsen, Udvikling og Liv. Dette ikke meget omfattende Arbeide (35 Sider i Kvart), der maatte udføres uden foregaaende Varsel i faa, endda ikke for andre Beskæftigelser frie Uger, har stedse været mig et af de kjæreste af mine Smaaskrifter, fordi det lykkedes mig deri, skjøndt i en ikke blot streng, men tung Form, kort, klart og, om jeg saa maa sige, med ædruelig Sanddruhed at fremstille indtil et vist Punkt (Ordenes Udprægning til særlige Funktioner i Sætninger) Sprogets naturlige Fremkomst af den menneskelige Forestillingsevne igjennem det sig tilbydende Stof (Lyden) og dets Befæstelse og Udvikling gjennem ubevidst Samarbeide af de i Meddelelsen Deltagende, med Afvisning af mange forvirrede, hule eller famlende og usikre Forestillinger selv hos Mænd som J. Grimm og W. Humboldt.[41] Manglen af en ydre Anledning af samme Art og andre tildels overmaade forskjellige Opgaver, der trængte sig imellem, bevirkede, at den afbrudte Traad først gjenoptoges i 1856 og 1857 i den da af mig som Universitetets Rektor i to Programmer udgivne udførlige Afhandling: Om de grammatikalske Betegnelsers (Formers) Tilblivelse og Væsen. Jeg naaede deri frem til en for min hele Opfattelse saare vigtig Klaring af de hos Mange og derimellem hos udmærkede historiske Sprogkjendere forekommende falske og halvt overtroiske Forestillinger om Modsætningen imellem de saakaldte organiske eller Form-Sprog og de moderne, mindre formrige Sprog og til den ikke mindre vigtige Berigtigelse af visse Forestillinger om Forholdet imellem Folkenes Aandsudvikling og Sprogbygningen. Til Fremstillingen af det til grammatisk Formbygning eller anden Betegnelse fremskredne Sprogs videre Udvikling og Bevægelse har jeg for andre Arbeiders Skyld ikke kunnet naae udenfor mine encyclopædiske Forelæsninger, hvor Sprogbetragtningen gjennemførtes i sin Helhed, saaledes som jeg i en noget lettere og populærere Skikkelse foredrog den i en Række Forelæsninger, som jeg i Efteraaret 1870 efter Opfordring holdt i Kristiania. Et med disse Programmer beslægtet Arbeide havde jeg i 1835 forelagt Videnskabernes Selskab: Om Kjønnet i Sprogene, især i Sanskrit, Latin og Græsk, der er trykt i Selskabets philosophiske og historiske Afhandlingers 5te Rækkes 5te Del, i hvilket adskillige under Skinnet af Dybsind sig skjulende Fordomme ere fjernede og ved Siden af Eftervisningen af Kjønsforestillingens tilfældige og derfor saare vaklende Optræden i Sproget tillige et Hovedpunkt af Kasuslæren: Forholdet imellem Nominativ og Akkusativ paa den ene Side og de øvrige Kasus paa den anden Side først er bragt paa det Rene, saaledes som det nu væsentlig betragtes af de Allerfleste.

{[40] Den blev i 1842 oversat paa Tydsk af Sarauw.}

{[41] Mod den Maade, hvorpaa en aandrig, men ikke altid aandelig ædruelig Kollega nogle Aar efter med en aldeles uvæsentlig Modifikation af Udgangspunktet optog Afhandlingens øvrige Indhold som sit eget i et større Værk og derfor af en ungdommelig Tilbeder pristes som den, der havde naaet et høiere Stade, maatte jeg nedlægge en Indsigelse, der ikke blev modsagt. Forholdet imellem mine almensproglige Afhandlinger og Amerikaneren Whitneys Skrifter vil jeg faae Leilighed til at berøre, naar jeg senere kommer til at omtale mine i 1875 udgivne "kleine philologische Schriften".}

Disse sproglige Afhandlinger (tilligemed de i 1871 som Program udgivne sprogvidenskabelige Strøbemærkninger) ere senere oversatte paa Tydsk og udgjøre den større Del af mine "kleine philologische Schriften" (Leipzig 1875). Derimod er deri ikke optaget to i Videnskabernes Selskab forelagte Afhandlinger om nogle Punkter af Sprogenes Forhold og Stilling i Kulturudviklingen (ved Selskabets Jubelfest i 1842) og om den antike Metriks Grundbegreber, hvilken sidste i Udtog er optagen i Oversigten over Selskabets Forhandlinger for 1841 og derfra uden min Medvirkning oversat paa Tydsk i "Gelehrte Anzeigen der bayerischen Academie" for 1842. Den gaaer ud paa at bevise en Sætning, som man ikke skulde troe trængte til noget Bevis, nemlig at den antike Versbygning hvilede paa Kvantiteten, ikke som vor paa Accenten, fordi i de Gamles prosaiske Udtale virkelig Kvantiteten, ikke Accenten, var det Fremherskende; her som paa andre Punkter maatte jeg baade mod Philologer og Ikke-Philologer kæmpe for den Anskuelse, at Natur, ikke Kunst og Valg, var Grundlaget for de gamle Folks Benyttelse af deres Sprog. -- Jeg kom tilbage til denne Gjenstand i 1867, da jeg i et Program udgav første Stykke af en kortfattet græsk Metrik, som der destoværre dengang ikke blev Leilighed til at slutte, og som det nu vilde være mig vanskeligt at fuldende, skjøndt jeg havde stor Lyst dertil for at bringe Simpelhed og Klarhed tilveie paa et Omraade, som falsk Spekulation og Indblanding af en endda, hvad Oldtiden angaaer, meget usikker Musiklære har gjort til et af de vildsomste og mest afskrækkende i Philologien.

Til denne lange Række af monographiske Arbeider, hvortil endnu i 1830 kom en Textudgave til Skolebrug af (12) udvalgte Taler af Cicero (senere oftere udgivne paany) og i 1835 af Ciceros Cato major og Lælius med ikke faa Rettelser, der retfærdiggjordes i Fortalerne og i et i mine Opuscula optaget Program, samt i 1843 af "Carmina selecta poetarum aliquot latinorum", sluttede sig endelig et større Værk, nemlig min i 1839 udkomne Bearbeidelse af Ciceros Skrift: #de finibus bonorum et malorum#. I denne Bearbeidelse søgte jeg paa et enkelt vigtigt og vanskeligt Skrift af den latinske Prosas Hovedforfatter strengt at gjennemføre de Grundsætninger for kritisk Textbehandling og fyldig Fortolkning, som jeg havde tilegnet mig, idet saavel enhver Særegenhed i Sprogbrugen oplystes, som Indholdet opklaredes i sig selv og i dets Sammenhæng med og Afhængighed af den græske Skolephilosophi og heller ikke Svagheden i Ciceros philosophiske Forfatterskab og de deraf fremkomne Pletter oversaaes eller tildækkedes. Idet derhos tillige til Methodens Retfærdiggjørelse og til Advarsel og Belærelse det Mangelfulde og rent Forkerte i den nærmest forudgaaende (Goerenz's) Behandling af dette Ciceros Skrift maatte paavises, voxede Kommentaren med særskilt tilføiede Excurser op til et betydeligt Omfang, men indtog tillige, som jeg vel tør sige, strax en siden ikke anfægtet Plads som veivisende Hovedarbeide paa det nærmeste philologiske Omraade. Efter en ved Omfanget betinget langsom Udbredelse fremtraadte Værket i en ny Udgave i 1869, hvorefter med kortere Mellemrum fulgte en tredie i 1876[42].

{[42] Et i New-York paabegyndt eller udkommet Eftertryk har jeg ikke set. -- Det vilde være uskjønsomt ikke her at nævne, at min jævnaldrende Discipel Wesenberg, der allerede tidligere havde givet Supplementer til min Behandling af Ciceros Taler, atter ved dette Arbeide fra dets Begyndelse af ydede mig Bidrag af kritisk og sproglig Art.}

Fra dette omfattende specielle og med "Eruditionens" ydre Mærker optrædende Arbeide førtes jeg over til en almindeligere og i meget beskednere Form sig indklædende Opgave, idet jeg opfordredes til at udarbeide en latinsk Skolegrammatik, som kunde afløse Badens, der havde været benyttet i en lang Aarrække. Jeg tilstaaer oprigtig, at jeg i Begyndelsen med en vis Fornemhed afviste Tanken om at skrive en Bog, der for lang Tid uadskillelig vilde knytte mit Navn til Skolebænken og hos den opvoxende Slægt med Navnet forbinde en eiendommelig Forestilling om min Person, men jeg overvandt snart denne Modstræben ved at gjøre mig det klart, hvad der kunde udrettes ved at gyde det traditionelle Stof og de igjennem Aarhundreder forplantede løse Begrebsbestemmelser og usikre og kun halvt træffende Regler i en ny Form, i hvilken Indsigt i Sprogets Stræben og Bevægelse forenede sig med omhyggelig Iagttagelse og fik Udtryk i skarpt formulerede og begrændsede og just derved trods Skinnet af Vanskelighed lettere Begrebsbestemmelser og Regler, og hvor frugtbar Gjennemførelsen af et saadant Arbeide vilde være for mig selv. Paa denne Maade opstod min første Gang i 1841 udgivne latinske Sproglære, der ledsagedes af nogle særskilt udgivne "Bemærkninger i Anledning af Professor Madvigs latinske Sproglære". Det ikke lidet Nye i Bogens hele Anlæg og Udførelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og Professor P. Hjort i Sorø laante denne stærke Ord, som jeg maatte tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad kunde den Anke være, at jeg i Syntaxen i min Iver for at lade Systemet gjennemtrænge alle Stoffets Forgreninger havde medtaget Enkeltheder, der ikke behøvedes, og været noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes senere Bod ved en Forkortning, der dog først skete ved fjerde Udgave, en Forkortning, hvorved imidlertid Lærerne og de philologiske Studerende tabte. -- Paa Tydsk udkom Bogen, forsinket ved min Oversætters Langsomhed, først i 1844 og derefter endnu to Gange i den udførlige Skikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer) foretagen Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion udgaves først i 1867 paa Tydsk. Som egentlig Skolebog kunde min Sproglære ikke trænge igjennem eller holde sig i Tydskland; dertil var de tydske Boghandleres og Gymnasiallæreres forenede Interesse i Forbindelse med Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed Land, især det forhadte Danmark, for stærk, saameget mere som Forfatteren fra 1848 af særlig var lagt for Had som dansk Minister; men dette har ogsaa ved de philologiske Seminarier i Tydskland været tilhinder for en fuld Tilegnelse af Systemet og Begrebsbestemmelserne. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk og har saavel i England som i Amerika oplevet en Række Oplag; i Holland er den almindelig indført i Skolerne i en udførligere og en kortere Form ("der groote Madvig" og "der kleene M", som Navnet mødte mig i Leyden i 1875); hvilken Udbredelse den franske og den italienske Oversættelse have, veed jeg ikke; en portugisisk Oversættelse fremkaldte en lille Feide imellem Oversætteren og Forsvarerne af de ældre indenlandske Grammatiker[43]. -- Til den latinske Grammatik sluttede sig som en naturlig og næsten nødvendig Fortsættelse min græske Syntax, der, efter at være foredragen i Forelæsninger for de philologiske Studerende, udkom i 1846 (anden Udgave i 1857), en Bog, som jeg forsaavidt tillægger en større Betydning, som der her endnu mere savnedes et naturligt og konsekvent System. Den tyske Bearbeidelse af den græske Syntax, der udkom i 1847, kunde saameget mindre i Øieblikket overvinde den samtidig udbrudte Forbitrelse imod alt Dansk, som ogsaa Forlæggeren, en yderst ivrig Forkæmper for Schleswigholsteinismen, gjerne opgav Bogen. I Stilhed skaffede den sig dog ved Universiteternes philologiske Seminarier en Plads, og det var i flere Aar næsten umuligt at opdrive et Exemplar af den fuldstændig udsolgte Bog. En ung Franskmand, som under sit Ophold ved tydske Universiteter havde lært Bogen at kjende, bad mig i 1883 samtidig om at skaffe ham et Exemplar og om Tilladelse til at oversætte Bogen paa Fransk. Dette foranledigede en ny tydsk Udgave, samtidig med at den franske Oversættelse udkom i Paris i 1884. I denne nye tydske Udgave betegnedes Bogen som bestemt "für Schulen und jüngere Philologen"; kun for de sidste er den imidlertid i Virkeligheden ligefrem beregnet; Skolerne kan den efter den Udstrækning, som den græske Undervisning der har, kun komme til Nytte igjennem forsigtig Anvisning af Læreren. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk efter den ansete Thomas Arnolds (Guizot's Vens) Foranstaltning i 1853[44].