# Livserindringer

## Part 8

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/livserindringer-44967/index.md

I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt anstrengt og trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form, at jeg, for en Tid løsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i hvilken jeg hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den øverste Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har givet som Lærer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit Bekjendtskab med og Læsning af de gamle, navnlig græske, Forfattere og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at fuldstændiggjøre Billedet af den semitiske Sprogform; men min Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig som videre fremadstræbende Philolog ved et Prøveskrift for Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Række Aar var adskilt fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prøveskrift tilbød sig lettest og nærmest i de kritiske og exegetiske Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til græske og latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige Bemærkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde bevæget sig, og hvori jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg deraf særlig fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den latinske Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af, at jeg paa dette Punkt var i Besiddelse af et større, om en enkelt Forfatter samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankeløshed og Hovmod sammensatte Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmænd som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider. Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826 disputerede (#Emendationes in Ciceronis libros de legibus et Academica#, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet Fakultetet forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfærdig, men i Formen streng og aldeles tilintetgjørende Bedømmelse af Goerenz's Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ældre og nyere Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for at have været saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det, der skulde sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa til græsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette første Ungdomsarbeide.

IV.

ANSÆTTELSE VED UNIVERSITETET. EMBEDS- OG VIDENSKABELIG VIRKSOMHED.

1826 til 1848.

I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren) og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste sig philologisk Embedsexamen, foretrak at følge en til ham paa samme Tid stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi, og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet, Vikariatet for Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg først den 25de September konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig, dog i Virkeligheden i det Væsentlige bestemt ikke blot for en lang Række Aar, men i dens Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet, hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen, tilbød man mig, skjøndt man ønskede at knytte mig til Universitetet, eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, foreløbig et af de Reisestipendier, der dengang af Fonden _ad usus publicos_ næsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd, der syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig selv alene, have grebet med Begjærlighed som svarende baade til Længsler, jeg havde næret fra de tidligste Aar, og til mit i Øieblikket tilstedeværende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed først fjerne Afgang, saa at jeg imidlertid maatte søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte paa for strax at blive fast ansat, -- og der havde imidlertid dannet sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og efter strengere Methode virkende Universitetslærer i Philologi, navnlig latinsk Philologi, at mit Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de September 1828 udnævntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den 8de November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning af Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, første Formæling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i Vinteren 1828-29 ved Siden af mig holdt Forelæsninger i Latin til anden Examen, skjøndt kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde og døde, da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg den 17de November s. A. udnævntes til Professor extraordinarius i Philologi -- ifølge Kommunikationen særlig i det latinske Sprog og dets Litteratur --, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848. Den Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd. som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu førend jeg udnævntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet mig. Da mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor det i 1832 ved R. Rasks Død ledigblevne Embede som Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget bekræftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post jeg atter tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22 Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der altsaa overhovedet noget nærmere ville kjende min Færd i dette Tidsrum, maae finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise, hvorledes mit rent personlige Liv føiede sig sammen med denne Virksomhed, paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jeg maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.

Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil 1848 var et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste, idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen, uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser i Forhold til det særlige Kald og den særlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grændser. En kort Tid kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning af denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til en dybere Begrundelse, der førte ud over Specialvidenskaben, var tilstede og gjorde sig efterhaanden gjældende med Uro og Kamp, endog tildels fremkaldt ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor Specialvidenskabens Omraade. En Forelæsning over Philologiens Encyclopædi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk Følelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning og i Sommerferien, umiddelbart efter mit første Barns Fødsel, maatte søge Ro og Ligevægt ved en kort Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos Venner i Nordsjælland. Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne med Møie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels efter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med ufuldkomment Herredømme over Stoffet holdt en Række ogsaa af adskillige Ældre og det ikke blot Philologer besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og forskjellige Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og efterhaanden lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en stille Sysselsættelse med almindeligere Spørgsmaal. Philologien beholdt derved sin Betydning for mig som et væsentligt Led i Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed, der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære Befrugtelsen og Stødet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel ogsaa kjært ved den virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig opnaae i Løsningen af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid lang herskende philosophiske Systems -- det Hegelskes -- Formler var min hele Natur imod, og først længere hen, for en Del først i den anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til et mere sammenhængende Studium af de philosophiske Systemer fra Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe Del af mit Livs Lykke, at der i en høi Alder gaves mig Ro og bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og fuldstændiggjøre mit Livs aandelige Indhold[31].

{[31] At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr. Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham paakommen heftig Sygdom.}

Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet, igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes, har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at virke for vigtige Interesser i anden Retning[32].

{[32] Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860 tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive Fransk.}

Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævne den ikke ringe Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnævnelse til Lektor, paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning ogsaa for mig var af den største Vigtighed.[33] -- Ikke uden Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.

{[33] I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg, uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for Firmaets Ophør.}

Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i hvilken jeg maatte følge den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840 paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng, var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier, dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger, tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner, tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem, der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte alvorligere Leiligheder.[34] Ikke uden Betydning for det uafbrudte Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen, hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en tidligere noget savnet Konsekvens. -- Til de behageligste Minder, jeg har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret 1827-28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere, gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar, hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om Indholdet.

{[34] Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed, hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg, hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre uhyggelig Latter.}