# Livserindringer

## Part 29

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/livserindringer-44967/index.md

Deres Skrivelse af 21de Januar modtog jeg den 29de og benytter et Par korte Øieblike, som kunne unddrages al den med Rigsdagens Aabning iforgaars følgende usædvanlige Travlhed og Forstyrrelse, til ret hjertelig at takke Dem for den og besvare den. Idet jeg meget vel, trods Deres milde og rolige Skildring, føler det mindre Behagelige i Deres Stilling som tredie Underhandler uden et længe baaret og anerkjendt diplomatisk Stempel, glæder jeg mig dog først og fremmest ved, at Deres Helbred har modstaaet Reisens og Vinterens Besværligheder og vor Samvittighed saaledes synes at lettes for et stort Ansvar, [og] dernæst ved, at De har vundet den Overbevisning, at De kan gjøre vor Sag Nytte, og at De finder saadanne Egenskaber hos Deres Kolleger, at De ikke ugjerne arbeider sammen med dem. Jeg nærer det Haab, at det maa lykkes Dem at bevare den rolige og uforsagte Stemning under de fremdeles efterhaanden sig udfoldende mangehaande Vanskeligheder og Bekymringer ved Underhandlingerne. De kan i det Ringeste være forvisset om, at vi herhjemme ikke ere tilbøielige til at undervurdere Vanskeligheden ved Opgaven eller til at gjøre os sangvinske Forhaabninger om snarlig, nogenlunde tilfredsstillende Fremgang. At, som De antyder, Englands og Frankrigs Forhold til Preussen i den sidste Tid ikke har antaget nogen gunstigere Vending for os, derfor foreligger ogsaa her, navnlig hvad England angaar, Indicier, skjøndt Grev M. udentvivl har beholdt for sig selv en i det Ringeste i Formen og Tonen ikke behagelig Meddelelse fra Lord Palmerston, maaske stukket i Lommen, hvad der ikke burde stikkes deri. Overhovedet forøges unegtelig det Bekymringsfulde og Vanskelige baade her og hos Dem ved vort Udenrigsministeriums Beskaffenhed, og jeg frygter meget for, at De stundom ikke blot kan komme til at mangle Anvisning og Understøttelse herfra, men vel ogsaa forstyrres og ledes paa Vildspor. Denne Frygt er baade hos mig og mine Kolleger Clausen og Sponneck i høi Grad fornyet ved det i Deres Brev Meddelte om, hvad Kammerherre Bille har skrevet om en Kongres af Stormagterne til Afgjørelse af det danske Spørgsmaal (Noget, hvorom i Eftersommeren herfra taltes og skreves, men intet Ord er hørt i Statsraadet i de sidste Maaneder) og fornemmelig om en fælles Statholder for #Slesvig og Holsten# (!). De Bemærkninger, som De i Deres Brev har knyttet til dette sidste Punkt, har jeg læst med Følelsen af, at De meget skaansomt i Formen, men i Realiteten alvorlig kritiserede en Ide, som De maatte antage havde fundet nogen Anklang her. Os slaaer den med Forbauselse. Da der, ligeledes for nogle Maaneder siden, taltes om, hvad der under Forudsætning af, at Centralkommissionen fjernede Statholderskabet (-- hvad den nu ikke gjør --), kunde substitueres derfor i #Holsten#, kom en Prindsstatholder (Landgreven) paa Bane som rimelig. I en Beretning fra Bülow i Frankfurt om en Samtale med Radowitz nævntes nu nylig imellem meget Andet, som denne fra sit Standpunkt pathetisk docerende havde henkastet, ogsaa Tanken om en fælles Statholder, noget, hvorved Statsraadet, da Beretningen oplæstes, ikke fæstede mere Opmærksomhed end ved det øvrige, med vort hele Standpunkt aldeles uforenelige Indhold af Radowitzes Tale, og nu er denne Idé herfra sendt til Berlin som Opmærksomhed værdig. Udnævnelsen af en Fælles-Statholder vilde jo være en komplet Tilintetgjørelse af Fredspræliminarierne og Vaabenstilstanden, en Sanktion af den slesvig-holstenske Idé lig Malmøerstilstanden og den dermed forbundne eller snart paafølgende Opløsning eller Omdannelse af "Landesverwaltung", en fuldstændig Triumf for Modpartiet, en Erkjendelse af det Berettigede i alle de Optøier, der nu i snart 7 Maaneder have fundet Sted under Preussens Ægide. I et igaaraftes afholdt Statsraadsmøde toge jeg og Sponneck af Rygter i Blade og i Byen (-- og der er virkelig her i Byen talt om en Prinds som Statholder i ét eller begge Hertugdømmer --) Anledning til, uden at Nogen anede den sande Grund (naturligvis Clausen undtagen), at spørge, om der herfra nogensinde var ytret Noget, der kunde give mindste Anledning til et Rygte om en slesvigholstensk Statholder, hvorpaa fulgte den formelleste Benegtelse fra Grev M.'s og den ligeledes tilstedeværende Billes Side. Saaledes staaer altsaa Sagen til Statsraadets vedkjendte Mening; forresten vil jeg ikke indestaae for, at ikke Krigsministeren og Marineministeren kunde gaae ind paa en saadan Tanke; af de andre Ministre gjorde maaske Rosenørn det (-- hans hele Opfattelse er mig uklar --), men visselig aldrig nogen af de øvrige, jeg troer ikke engang Grev M. Men denne løse Tanke staaer destoværre i Forbindelse med Tanker og Bestræbelser, som det i dette Øieblik er nødvendigt at være paa Vagt imod baade ude og hjemme, dem, der gaae ud paa at skaffe #Kongen# af Danmark en tilsyneladende Satisfaktion ved Tilbagevendelsen af de #oprørske# Undersaatter under hans Scepter, medens #Riget# Danmark taber Alt, hvorfor det har ført Krigen, og i Hertugdømmerne Alt ordnes slesvig-holstensk. At de fremmede Magter, endog de, der have en vis Velvillie for Danmark, af Mangel paa Indsigt i, hvorpaa det for Danmark kommer an, kun altfor let ledes til denne Side, er begribeligt; endnu mere gjælder det om dem, der ingen Velvillie have for os, men blot en Interesse for at faae Sagen nogenlunde endt. Herhjemme arbeides i samme Retning af enkelte Mænd fra Hertugdømmerne (Reventlow-Criminil, Scheel, Blome, da han var her), der personlig ligeoverfor Kongen som Landsherre have bevaret en loyal Holdning, og som maaske paa visse Steder som rene Royalister ere bedre anskrevne end de konstitutionelle Ministre; med dem sympathisere endel Tilhængere af det ældre Regjeringssystem her, der lige indtil Udbrudet i Marts i den danske nationale Bevægelse kun saae idel ond Agitation og Forkerthed, og som hos Slesvigholstenerne egentlig kun misbillige Oprøret mod Kongen, men slet ikke Systemet ligeoverfor Danmarks Land og Folk, som f. Ex. Zahrtmann. Hertil komme de totalt forknytte; destoværre er jeg bange for, at Kammerherre Bille har en god Del af begge disse sidste Klassers Stemning, foruden at han er et saare ringe Hoved. Af allerstørste Vigtighed forekommer det mig derfor at være saavidt muligt at faae dem af de Indflydelsesrige, der ville begribe, til at begribe noget af den danske Rigs- og Nationalitetsinteresse i Sagen. Har Meyendorff Forestilling herom? Kan man overtyde ham om, at Fastholdelsen af denne Interesse fra vor Side kan være fri for enhversomhelst Stræben efter at krænke en berettiget tydsk Interesse? --. De af Dem udkastede og af Pechlin og Reedtz medunderskrevne Bemærkninger og Spørgsmaal angaaende Instruktionerne bleve forelæste og gjennemgaaede i Mandags (28de ds.); om de Finantsvæsenet vedkommende Punkter har Finantsministeren, troer jeg, allerede særlig meddelt Udenrigsministeriet sine Ytringer; de als-ærøiske og tørninglehnske Kirkeforhold har jeg under Overveielse; Sagen er saare vanskelig; det, der i mange Maader var naturligt, indeholder en Opgiven, hvis Følger Ingen kan indestaae for. Medens jeg beskæftiger mig med dette den slesvigske Forfatning vedkommende Spørgsmaal, faaer jeg idag fra Lars[131] Krüger i Beftofte, en af de solideste Formænd for det danske Folkeparti i Slesvig, et Brev med et fra ham og en Mængde Ligesindede udgaaet Andragende om for Alting ikke for det Første at faae nogen konstitutionel Form eller parlamentarisk Indretning i Slesvig, under hvilken det danske Element vil bukke under, men indtil videre under det absolute Monarkis Ægide at modtage kommunale Reformer og Indretninger skikkede til at bryde den tydske Embedsstands Indflydelse. Der ligger destoværre noget Sandt til Grund for disse Ønsker, saa umuligt det end er at gaae ind derpaa ved Siden af Danmarks og Holstens konstitutionelle Skikkelse. Korrespondencen om Hidsendelsen af "Vertrauensmänner" vil, da den nu er endt og det sidste Aktstykke trykt i de hamborgske Blade, imorgen blive meddelt fuldstændig her. Det første Brev herfra er destoværre ikke udfærdiget ganske efter det vedtagne Koncept og derved [er der] givet den anden Side en omend kun liden Hage. Det har ikke været muligt i Statsraadet at faae opstillet og fastholdt et fast Standpunkt for den hele Sags Behandling, hvorved man fra først af eller dog i det andet Brev havde kunnet udtrykke sig aabnere og klarere og strax #afvist# Formen af en Kommission af fra begge Sider sammentrædende "Vertrauensmänner", istedetfor at den nu kun er #ikke tilsagt# og Modtagelsen af Udsendingene histfra til mundtlig Forhandling betinget.

{[131] Feilskrift for Hans. Udgiveren.}

Igaar eller iforgaars (jeg troer det sidste) meddelte Wynn Grev M. en med al sædvanlig Korthed og Ugenerthed i Tone affattet Opfordring fra Lord Palmerston til Vaabenstilstandens Forlængelse. Der blev igaar i Statsraadet vedtaget at svare, at Danmark ikke vilde være uvilligt til at gaae ind paa en Forlængelse, #forudsat# at der ved en alsidig Anerkjendelse skaffedes Danmark en saadan Sikkerhed for Vaabenstilstandens virkelige Opretholdelse, at Danmark kunde nyde Vaabenhvilens Goder. De idag fra Slesvig modtagne Efterretninger gjøre det end klarere, at det ikke er nok med en Anerkjendelse, men at der ogsaa maa komme Muligheden for en bedre Gjennemførelse til. En sikker Forlængelse af en taalelig, gjennemført Vaabenstilstand, der tillod en næsten fuldstændig Desarmering eller dog en meget stor Indskrænkning i Krigsforberedelserne, vilde jo i finantsiel Henseende være af stor Vigtighed; men, som det nu gaaer, ser jeg ikke, hvorledes "Landesverwaltung" skal holde Pinen ud 6 Maaneder endnu.

Hvad Sick har bragt, véd De. Der skal nu uden Opsættelse tages fat. Det er forresten et surt Æble at bide i at hente sig Danmarks Konge fra den Krog[132]; men det maa nu saa være; kun lad os ikke som Tilgift til et anerkjendt Slesvig-Holsten faae en tydsk Konge i Danmark selv!

{[132] En Prinds af Oldenburg? Udgiveren.}

Rigsdagens Aabning foregik da iforgaars. Da samtlige jydske og fyenske Rigsdagsmænd laae i Nyborg, udgik i Løverdags (den 26de) en Bekjendtgjørelse om Opsættelse af den til Mandag den 28de berammede Aabning i "nogle faa Dage"; en bestemt Dag turde ikke nævnes for ikke enten at bortgive mere Tid end absolut nødvendigt (-- det vil knibe med at faae Budgettet igjennem til 31te Marts --) eller at udsætte sig for Nødvendigheden af en ny Opsættelse. Mandagmorgen indtraf Rigsdagsmændene, og Bardenfleth og Rosenørn reiste til Frederiksborg for at udvirke en Sammenkaldelse til Torsdag; for at være visse paa at opnaae denne Dag (-- man forudsatte ikke stor Lyst --) skulde de begynde med at proponere Onsdag; denne Dag blev greben og fastholdt. Da nu Bekjendtgjørelsen først kunde ske i Berlingske Tidende Tirsdag Eftermiddag og i Adresseavisen Onsdagmorgen (-- Omsendelse af specielle Tilsigelser var ikke vel mulig af Ubekjendtskab med de fleste Rigsdagsmænds Bopæle --), fik Alle et kort, Nogle et yderst kort Varsel, tildels da Andre allerede vare i Slotskirken. Bondevennernes Parti er mødt fuldt organiseret; til den egentlige faste Stok slutte sig ogsaa foreløbig de jydske Bønder, fordi Kofte søger Kofte, samt Fraktionen Grundtvig og endel adspredte, om just ikke bondevenske, saa dog stærkt til Venstre heldende Elementer. Partiet har saaledes i dette Øieblik af 94 Stemmer i Folkethinget (4 ere borte) 50 eller et Par til og har iforgaars og igaar afgjort alle Valg: Andræ, som forresten staaer langt over Partiet og vel vil holde sig temmelig selvstændig, til Formand, Otterstrøm, der synes gnaven over de kjøbenhavnske "lærde og fornemme Medlemmer", og Spandet til Viceformænd, mellem Sekretærerne Gleerup og B. Rée (!), i en Komité til at foreslaae en Forretningsorden blandt Andre Almuevennens Redaktør I. A. Hansen. Hvorvidt det vil lykkes at sprænge denne Phalanx og nogenlunde befrie Thinget fra dens brutale Herredømme, er uvist. Jeg troer ikke, at der paa #denne# Rigsdag vil blive forsøgt noget egentlig Stort eller Farligt, thi mod Kongen kan Bøndernes Flertal ikke føres, maaske ikke engang mod Ministeriet i det Hele, naar dette ellers optræder fast; men vort hele parlamentariske Liv antager en fordærvelig, lav og raa Karakter; ogsaa vil Arbeidet altid blive surt nok allerede denne Gang med Budget og deslige, og det er vel muligt, at der vil trænges stærkt ind paa nogle Ministre, maaske særdeles paa mig, baade fordi de Interesser, jeg skal forsvare, finde liden Gunst hos Massen og dette Ministeriums Omraade omslutter de videste Tumlepladse for en vis theoretisk Radikalisme, og fordi man fra Rigsforsamlingen ifjor vil mig særlig ilde. Om jeg nu, hos mig selv ængstet af megen Usikkerhed og Tvivl ved de sig frembydende Hovedspørgsmaals uhyre Vanskelighed, vil holde Angrebet ud, er helt uvist. Skjøndt jeg ser baade egen og Andres Svaghed grant nok, véd jeg dog ikke, hvorledes i Hast noget Bedre skulde sættes istedetfor det hele Ministerium, og det har ikke en saa fast Kjerne, at jo partielle Modifikationer kunne blive farlige for det hele.

Deres prindselige Klient har atter været paa Bane; hverken Deres eneste tilbageblevne Medkommissarius eller Finantsministeren kan finde paa Raad, til hvilke de selv have nogen Tiltro.

Min Kollega Clausen beder Dem paa det venskabeligste hilset. Gud give Dem Styrke og Held i Deres Arbeide og Dem selv Velbefindende!

Med sand Høiagtelse Deres ærbødigste hengivne J. N. #Madvig#.

P.S. Om faa Dage vil der til Rigsdagen blive afgivet en udførlig Beretning om Underhandlingerne fra Malmøerkonventionen af; Arbeidet er under Revision.

Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., D. M.

* * * * *

Berlin den 19de Marts 1850.

Høistærede Minister!

For Deres ærede Brev af 1ste f. M. er jeg meget forbunden. Der har vistnok derefter været Tid nok til at tilskrive Dem og Anledning har heller ikke egentligen manglet, men, naar jeg desuagtet hidtil har undladt det, har Grunden været, at jeg ikke har havt noget Væsentligt at meddele uden dels saadanne Efterretninger, som De ad anden Vei, nemlig gjennem Indberetningerne til Udenrigsministeriet, har modtaget, og dels ubestemte Indtryk af Svingningerne i den politiske Atmosphære. Da de politiske Indtryk i de sidste Dage have antaget en større Bestemthed, har jeg troet det passende ved nogle Linier at udtale mig over dem. De tre Stormagter: Rusland, England og Frankrig synes nu alle at betragte vor Sag i et gunstigt Lys og de to første at trænge ind paa Preussen for at formaae det til ogsaa at vise sig eftergivende og bringe Sagen til Ende; dog tilraabe de ogsaa stedse os at vise Moderation, da de ikke gjerne ville støde Preussen og endnu mindre bryde med samme. De os gunstige Noter fra Petersborg ere Dem bekjendte. Den seneste gode Efterretning derfra er, at Nesselrode har misbilliget, at de preussiske Fredsforslag, idet de udvortes bære Præg af at holde sig paa den antagne Fredsbasis, i Virkelighed dog fjerne sig fra samme. Den franske Gesandt Persigny vilde, strax efter at være kommen hertil, gjøre sig vigtig og undfangede, famlende i Mørke med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal, den Idé, at Preussen skulde for sit snevrere Forbund have Holsten og det Stykke af Slesvig, der grændser til Kieler Fjord, hvorved det vilde erhverve Kieler Havn for sin Flaade, men at iøvrigt Danmark skulde have fri Haand over Slesvig. Hermed mente han at tjene begge Parter. Uagtet han forsikrede, at vi, naar vi gik ind derpaa, strax vilde have Fred, og at Preussen var tilfreds dermed, bare hans Ytringer dog forresten Præg af, at Ideen var rent personlig. Vi gjorde saadanne Stød imod samme, som især vare skikkede til, at den ikke skulde finde Rodfæste i Paris, og kunde skaffe os Oplysning om Preussens virkelige Planer. Fra Preussens Side har man latterliggjort den, hvilket naturligvis har krænket P.'s Egenkjærlighed. Han har derfor nu lovet ganske at ville understøtte de Forslag, som vi gjøre, og i denne Retning er han ogsaa instrueret fra Paris. Vigtigere er det, at Lord Palmerston i en Depeche til Lord Westmoreland har erklæret, at det aldrig har været hans Mening, at Slesvig skulde have en saadan Selvstændighed, som de preussiske Forslag tilsigte, og at han endog har desavoueret et tidligere Forslag af Lord Cowley om at gjøre Slesvigs Selvstændighed til Fredsbasis. Paa den anden Side gjør han Vanskeligheder imod, at de slesvigske Deputerede skulde møde paa Rigsdagen i Kjøbenhavn. Paa Grund af de Forestillinger, hvormed Rusland og England trængte ind paa Preussen, og Forviklingerne i de tydske Forhold synes Preussen nu virkelig at ønske at komme til Fred. Derpaa tyde hen saavel flere os meddelte Yttringer som den Omstændighed, at Baron Schleinitz har begyndt selv at deltage i Konferencerne. (Han har været tilstede i to saadanne). Han viser sig langt mere eftergivende end Usedom, der er proppet fuld af slesvig-holstenske Lærdomme, som han gjerne vil gjøre gjældende. Imidlertid have de ingen bestemt Erklæring afgivet om Hoveddifferentspunkterne, men i sidste Samling (den 17de d. M.) maatte de udtrykkeligen love Lord Westmoreland, at de skulde ansætte næste Samling om ganske faa Dage og da afgive deres Erklæring. Den næste Samling kan saaledes blive af stor Vigtighed. Idag antages Sagen at skulle endeligen behandles i det preussiske Statsraad. Det har gjort et godt Indtryk, at vi som #Koncessioner# (ifølge den vedtagne diplomatiske Taktik) have indrømmet Slesvigs Deltagelse i Sundtolden og i Kolonierne og en forstærket Repræsentation for Slesvig. Men tillige ere vi blevne nødsagede til at erklære at ville tage ad referendum Forslag om, at den fælles Rigsdag ei skal holdes i Kjøbenhavn, men i en anden dansk By, og ikke skal komme sammen hvert Aar. En saadan Bestemmelse er en stor Indrømmelse for Slesvig (mest dog i Formen) og vil medføre Vanskeligheder i Udførelsen. Derhos indeholder den en Forandring af den danske Grundlov, hvorfor, hvis den bliver vedtagen, Rigsdagens Samtykke til Fredstraktaten vil blive nødvendigt. Men intet Punkt i vore Forslag møder saadan Modstand som det om en fælles Rigsdag, og, naar Hovedsagen, den fælles Rigsdag, opnaaes, synes mig, at man maa bringe det begjærte Offer. Dette maa iøvrigt tages under nøie Overveielse i Kjøbenhavn. Forresten have vi hidtil ikke indrømmet Noget imod vore egne Forslag. Den fælles Krigsmagt bestrides stærkt, men den maa #nødvendigvis# sættes igjennem, og i saa Henseende have vi ogsaa Ruslands Understøttelse og tildels Englands (Flaaden). Hovedindvendingen mod fælles Told- og Postvæsen hentes fra den deraf nødvendig følgende fælles Rigsdag. En hemmelig Grund, der dog har skinnet frem, ligger i Henseende til Toldvæsenet deri, at Preussen for sine egne Interessers Skyld ønsker at have den danske Toldlinie saa nordlig som muligt. For den fælles Indfødsret have vi i sidste Samling maattet kæmpe meget. Da, overensstemmende med vore Instruktioner, ingen Bestemmelse derom er optagen i vore Forslag, kunne vi ikke vente at faae i Traktaten indført en Erkjendelse af den fælles Indfødsret, og det, som vi især maae arbeide for, er, at heller ingen modsat Regel optages. Hvad Virkning #det# da kan have med Hensyn til fremtidige Forandringer i den bestaaende fælles Indfødsret, at den ikke er opregnet blandt Gjenstandene for l'union politique, bliver i saa Fald staaende uafgjort. Meningen af, hvad jeg, ligesom jeg fik de preussiske Forslag i Hænde, tilskrev Grev Moltke om Indfødsretten, var kun, om det ikke muligen kunde indrømmes, at Forandringer i den maatte kunne ske saavel paa den slesvigske Landdag som paa den særegne danske Rigsdag. Dette har man fra preussisk Side paastaaet at maatte i alt Fald tilstaaes som det Mindste, hvilket Westmoreland har understøttet, men hidtil have vi stedse modsat os. Med Hensyn til Sproget anser jeg det næsten umuligt at erobre nyt Terræn -- som vi dog forsøge paa --, med mindre det skulde være Ligeberettigelse for begge Sprog paa den slesvigske Landdag imod en lignende paa den fælles Rigsdag. Angaaende de slesvig-holstenske "Kassenscheine" have vi Intet hørt fra Kjøbenhavn. Vi have hidtil ikke anerkjendt dem, men Debatten om dem er ikke endt. Det Nærmere om de omhandlede Punkter vil De se af vort Svar paa de preussiske Forslag. Dette Svar, som jeg har udarbeidet, er for længe siden færdigt fra min Haand og Reedtz har ogsaa fuldendt den franske Oversættelse. Da deraf vil bruges en hel Del Exemplarer, have vi troet at lette og fremskynde Arbeidet ved at tage Aftryk paa en Metalplade, men desto værre gaaer dette mod Forventning temmelig langsomt. Hidtil er kun 1/3 trykt. Imidlertid sker herved ingen Standsning i Underhandlingerne, som maaske endog bedst fremmes uden Svar, hvilket i det mindste er Westmorelands Mening. Svaret er ogsaa mere skrevet for de venskabelige Magters end for Preussens Skyld. Svaret gaaer fornemmeligen ud paa at skaffe den Fortolkning af Præliminarierne, hvorpaa vore Forslag ere byggede, Indgang. Ved de specielle Punkter i Kontraforslagene har jeg troet, at man kunde opholde sig kortere, idet vi bestandig vise tilbage paa de forsvarede Grundsætninger. -- Da det har trukket saa meget i Langdrag med Debatterne om Slesvig, har jeg flere Gange slaaet paa, at man ogsaa maatte komme frem med Forslagene angaaende Holsten og Lauenburg, for at hele Sagen skulde kunne overskues og hurtigere bringes til Resultat. Da denne Del af Sagen ligger udenfor min Fuldmagt, syntes mig, at jeg ikke uden Opfordring kunde blande mig mere ind i den; men, da intet Videre foretoges, nedskrev jeg i forrige Uge, medens Reedtz var beskæftiget med Oversættelsen, Artikler (7) for Holsten og Lauenburg, hvilke mine Kolleger tiltraadte og overleverede i deres Navn ved Samlingen i Søndags (den 17de), efter at Westmoreland og jeg vare aftraadte. Der blev fra Preussens Side ikke bemærket noget Specielt om dem, men kun spurgt, om Overappellationsretten ikke skulde vedblive at være fælles for begge Hertugdømmer, hvilket blev benegtet.

Skjøndt jeg ikke morer mig her og min Stilling just heller ikke er behagelig, er jeg dog nu ret vel fornøiet med at have faaet Del i Underhandlingerne. Grunden hertil ønsker jeg ikke at gaae fuldstændigen ind i; ikkun vil jeg sige, at de tre Underhandlere have forskjellige Egenskaber, som gjensidigen supplere hverandre. Med mine to Kolleger, der upaatvivleligen ere paa deres Plads her, lever jeg i bedste Forstaaelse. Min Helbred vedbliver at være god. -- De venskabeligste Hilsener til Dem selv og Minister Clausen fra

Deres med største Høiagtelse ærbødigst-hengivne A. W. #Scheel#.

Høivelbaarne Hr. Minister Madvig, R. af D.

* * * * *

Kjøbenhavn den 11te Juni 1850.

Høivelbaarne Hr. Generalauditør!