Livserindringer

Part 20

Chapter 20 3,598 words Public domain Markdown

Derpaa fulgte da Krigen, den ulykkelige, men, lad mig paany med stærk Overbevisning udtale det, ingenlunde uhæderlige, ja i dens største og væsentligste Afsnit tillands: Kampen paa Dybbøl endog ærefulde Krig. Skjøndt jeg under den sad stille hjemme, kun deltagende i Sorgen, ikke i Farerne, forundtes det mig dog ikke at sørge i Taushed. -- Preussen, Østerrig og Tydskland havde i første Linie stillet Fordringen om Novemberforfatningens øieblikkelige og fuldstændige Ophævelse, medens de ligesaalidt da som tidligere udtrykkelig angave eller antydede, hvad der skulde følge efter, idet de ei engang tilbagetoge eller udelukkede nogetsomhelst af de videstgaaende slesvigholstenske Krav. Krigen begyndte med, at den danske Overgeneral efter et Par Dages mindre Fægtninger ansaae det for nødvendigt at forlade en Stilling, hvis Forsvar efter dens Udstrækning og Fjendens store Overmagt og bedre Udrustning i en høist ugunstig Aarstid oversteg Armeens Kræfter, men som uheldigvis ved Siden af dens rent militære Betydning havde en dyrebar symbolsk for den patriotiske Følelse, og under store Anstrengelser at føre Hæren tilbage til Dybbøl. Udentvivl havde han, som det nu erkjendes, fra det rent militære Standpunkt gyldig, i ethvert Tilfælde forsvarlig Grund dertil, men der opstod en Række Klager og Beskyldninger imellem ham, Krigsministeren og Konseilpræsidenten om Tilbagetogets Iværksættelse uden Krigsministeriets og Regjeringens Vidende og Samtykke, en Strid, der førtes ganske aabenlyst og ikke kunde Andet end forvirre det almindelige Omdømme, da den endtes med Generalens Afskedigelse, efter hvilken Hæren i fjorten Dage var uden definitivt udnævnt Anfører. Derved fremkaldtes da høitlydende Ytringer og bitter Kamp mellem to stærkt modsatte Stemninger. Der gaves endel Mennesker, overveiende i de bedrestillede Klasser af Samfundet, hvem de senere Aars konstitutionelle Bevægelser med deres i Kongeriget temmelig udprægede demokratiske Retning vare saameget imod, at Ophævelsen og Tilintetgjørelsen af en konstitutionel Forfatning i og for sig selv var dem behagelig og betragtedes som en Udsigt til videre Systemforandringer; der vare Andre, der uden at gaae saavidt dog ifølge Opdragelse, Livsstilling og Livsvaner saae temmelig ligegyldig paa de konstitutionelle Former og ikke ugjerne lod dem vige for, hvad de kaldte Monarkiets Enhed, idet de kun meget overfladisk overveiede, hvormeget af denne Enhed vore Fjender vilde levne, og til denne sidste Klasse hørte ganske vist endel af Hærens ældre og høiere Officerer. Men, medens Officererne, omend en enkelt uklog og ubesindig Ytring faldt fra dem, i det Hele gjorde deres Pligt med Resignation, ja med opofrende Iver og Heltemod, opløftedes der af den førstbetegnede Klasse i Forening med nogle Officerers Familier og Venner et Skrig imod den uforsvarlige Krig for et Stykke Papir, og man var fra den Side ikke langt fra i General Mezas Tilbagetog at se en politisk Handling nærbeslægtet med General Monks Kontrarevolution i Storbritannien i 1660 og udtalte sig i fornemme Saloner, paa offentlig Gade og i Blade saaledes, at der baade kastedes en Skygge paa Hærens Ære, hvis Kampberedvillighed droges i Tvivl, og høie Personer udsattes for skjæve Forestillinger og Domme, som om de ikke stode dette Uvæsen fjernt. Paa den anden Side opstod der hos den menige Mand, navnlig i Hovedstaden, hvor i den store Masse under en Krigs Omskiftelser den patriotiske Følelse lettest taber Maadehold og Ligevægt, en bitter Stemning imod Alle, der ikke ansaaes for tilstrækkelig krigerisk stemte, og tildels imod Hæren selv, især dens høiere Befalingsmænd, idet man, ubekjendt med den ufuldendte Omorganisation af Armeen og med vort Artilleris og især vore Infanterivaabens langt ringere Beskaffenhed, stillede saare ubillige Fordringer, en Stemning, der desværre næredes af enkelte Blade, navnlig det da endnu af skandinaviske Drømme forblindede "Fædreland", ikke uden stundom betænkelige Hentydninger, og det kom endog i Hovedstaden til enkelte Pøbelexcesser ved den regjerende Dronnings og Enkedronningens Palaiser under Kongens Fraværelse. Disse Udvæxter kastedes af Modpartiet sammen med Alt, hvad der aandede Iver for den engang begyndte Krigs kraftige Førelse, under Navnet: "Kjøbenhavneri". Under disse Omstændigheder troede jeg, at der var Anledning til alvorlig Paamindelse til begge Sider, og jeg gav den uden Skaansel, men heller ikke ganske uden Virkning i "Dagbladet" for 1ste til 3die Marts 1864 under Titelen: "Dannevirkestillingens Opgivelse og Stemningerne i Anledning deraf", jfr. en Bemærkning af mig i "Berlingske Tidende" for 5te Marts[88]. -- Derefter fulgte den haarde og seige Kamp paa Dybbøl, hvis Fortjeneste vi, der sad hjemme, ikke strax fuldt kunde paaskjønne, fordi vi ikke vidste, hvor svage Forskandsningerne vare ligeoverfor det riflede Skyts af svært Kaliber, og hvilken uhyre Overvægt Bagladegeværet gav det preussiske Infanteri[89]. Det var da ogsaa undskyldeligt, at vi, da Vaabenstilstanden nærmede sig, ønskede, som jeg erindrer selv at have udtalt ved et tilfældigt Møde med Hall, at den sidste Kraft maatte blive sat paa at bevare Dybbøl indtil efter Stilstandens Indtræden, fordi det vilde være af Betydning i det Øieblik, da den indtraadte, endnu at have Fod paa Slesvigs Fastland. Men Regjeringen og specielt Krigsministeriet kan det ikke tilgives, at det ikke efter de paa Stedet kæmpende høieste Officerers Indstilling befalede eller tillod de ødelagte Værkers Rømning, og det maa beklages, at den personlig brave, men Overkommandoen aldeles ikke voxne General Gerlach hverken selv turde paatage sig Ansvaret derfor eller overlade General du Plat, der tilbød sig dertil, at paatage sig Ansvaret[90]. Hvis Hæren, overladende de fuldstændig ødelagte Værker til Fjenden, frivillig var gaaet over til Als, vilde ikke blot et stort og unyttigt Tab, derimellem af nogle fortrinlige Officerer, være undgaaet, men Indtrykket af og Mindet om to Maaneders ærefulde Modstand var ikke blevet fordunklet ved en ulykkelig Slutning og Hærens moralske Kraft var bleven bevaret for de følgende Begivenheder. -- Om de derpaa i London paafulgte Underhandlinger skal jeg kun sige, at, hvis de ikke efter Sagernes Stilling fra vor Side kunde indledes med et Forslag til Slesvigs Deling, burde i det Ringeste det Forslag, der senere fra anden Side fremkom i denne Retning, ikke blot ikke været afvist, men grebet af al Magt som sidste Udsigt til at bevare Noget.

{[88] Denne Artikel fremkaldte selvfølgelig forskjellige Modartikler, deriblandt særlig i "Flyveposten" for 8de og 10de Marts af afdøde Major Dinesen til Katholm, som jeg imødegik i "Dagbladet" for den 17de Marts. -- Jeg troer ikke ganske at burde forbigaae, at jeg senere paa en noget særlig Maade kom tilbage til Talen om det saakaldte Kjøbenhavneri. Under Kongens Reise i Jylland i Eftersommeren 1864 blev der i et Referat i "Berlingske Tidende" lagt ham nogle Ord i Munden, i hvilke Jydernes besindige Fredsommelighed rostes i Modsætning til Kjøbenhavnernes uforstandige Raab paa Krig. Jeg gik ud til den nye Konseilpræsident Bluhme og gjorde ham meget indtrængende opmærksom paa, hvor uheldigt det var at lade Kongen paa denne Maade tage Parti, især ligeoverfor hans Hovedstads Indbyggere, og hvor ubillig i sig selv Bebreidelsen var mod Kjøbenhavnerne, der havde hengivet sig til en ikke unaturlig og af Regjeringen selv tidligere begunstiget Stemning. Efter en temmelig varm Debat lovede Bluhme mig en Berigtigelse af Referatet, og den kom et Par Dage efter.}

{[89] Nogle Ytringer i 3die Stykke af min ovennævnte Artikel om Forpostfægtninger vilde være faldne anderledes, hvis jeg dengang havde vidst saa meget om Bagladegeværet, som jeg snart efter lærte.}

{[90] Du Plat var just en af de ovenfor betegnede lidet konstitutioneltsindede eller specifik nationale Officerer, men med den ubrødeligste Pligttroskab og Æresfølelse.}

Spørger man mig, ved hvis Skyld Danmark har mistet Hertugdømmerne (forsaavidt der ved Holsten, der aldrig helt, undtagen fra 1806 til 1815, har tilhørt den danske Krone, kan være Tale om at miste), da svarer jeg, at Holstens Adskillelse fra Danmark var en uundgaaelig Følge af den i Tydskland vakte nationale Enhedstanke og vilde være indtraadt, hvilke kunstige Midler man end, selv med Kongerigets dybe Fornedrelse, havde anvendt derimod, hvad senere Begivenheder overfor andre Magter vistnok tilstrækkelig have godtgjort. At et Stykke af Slesvig maatte følge med Holsten, var forskyldt ved lang Forsyndelse i Fortiden; at hele Slesvig tabtes, derfor hviler Skylden paa dem, der ikke havde havt Mod til at aabne deres egne og Folkets Øine; hverken yderste Høire eller yderste Venstre skal her hovmode sig; de vare allerblindest. Den lidenskabelige Partiskhed, hvormed man, som det gaaer under store Ulykker, søgte at vælte Skylden over paa et enkelt Parti og nærmest en enkelt Mand, Hall, bragte mig til i et i December 1864 udgivet Skrift: "Den nationale Politik og det danske Monarki" at forsøge at skaffe en billigere Bedømmelse Indgang; jeg troer ikke, at det i Form og Fremstilling noget tunge Skrift gjorde eller under de givne Forhold og Stemninger kunde gjøre stor Virkning, skjøndt Indholdet vel fortjente Overveielse, selv om visse Mangler og Svagheder maatte være stillede i et noget mildt Lys[91].

{[91] Til et andet lille Skrift, som jeg udgav i det følgende Aar: "Personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten" (først trykt i "Dagbladet"), er det vanskeligt nu at forstaae Anledningen. Dengang var der imidlertid virkelig i Anledning af opstaaede Rygter og Forhaabninger Grund til at paavise, hvor ydmygende for os og hvor farligt for vor Selvstændighed det vilde være, hvis vor Konge tillige blev Fyrste i en fuldstændig i Tydskland indlemmet Stat: Slesvig-Holsten, og hvor uheldigt det vilde blive for vort Kongehuses Forhold til Folket, hvis den Tro udbredte sig, at slige Drømme næredes af Kongen og hans Slægt.}

I det ved Novemberforfatningen dannede Rigsraad, bestaaende af to Thing, indtraadte jeg i Landsthinget ifølge umiddelbart Valg i Kjøbenhavn. Den væsentligste Opgave for dette Rigsraad, der holdt tre overordentlige Sessioner i 1864, 1864-65 og 1865 og en ordentlig i 1866, var -- næst Reguleringen af de finantsielle Forhold med Hensyn til de Anliggender, der havde været bestemte til at være fælles for Kongeriget og Slesvig, og en Mængde Anliggender, der stod i Forbindelse med Krigen og de ved dens Udfald fremkomne Forhold, -- Fastsættelsen af de Betingelser, hvorunder Novemberforfatningen og Rigsraadet skulde ophæves og vige Plads for den fornyede Grundlov for Kongeriget og for Rigsdagen. I de forskjellige Forhandlinger derom tog jeg baade i Thinget selv og i Udvalg og Fællesudvalg ikke ringe Del, navnlig sluttende mig til Bestræbelsen for ved denne Leilighed at give Rigsdagens Landsthing en mere tilfredsstillende Sammensætning, en Bestræbelse, som jeg naturligvis paa tilsvarende Maade med ligefrem og aaben Vedgaaelse af, hvad jeg savnede i den hidtidige Ordning, understøttede i Rigsdagens samtidige Forhandlinger om Revisionen af Grundloven, der førte til den gjennemsete Grundlov af 28de Juli 1866; men der forefaldt under disse Forhandlinger Intet, som jeg finder Anledning til her særlig at omtale; paa ved denne Leilighed at tilveiebringe bedre Bestemmelser om begge Things Delagtighed i Finantslovens Behandling var der efter Sagernes Stilling for mig ingen Anledning til at gjøre noget Forsøg; det vilde dengang være blevet uden ethvert Resultat.

Ligesaalidt føler jeg, efter hvad jeg allerede ovenfor i Almindelighed og særlig med Hensyn til Tiden før 1865 har bemærket om min Rigsdagsvirksomhed, her Opfordring til at dvæle i det Enkelte ved denne, som den fortsattes efter Grundlovens Fornyelse fra 1866 indtil 1874. Jeg stræbte nu som tidligere at gjøre min Pligt og at bidrage til de forelagte Sagers omhyggelige og grundige Prøvelse i sømmelig Form. Som Medlem af Udvalg deltog jeg i Behandlingen af en Række vigtige Lovudkast, dels saadanne, der efter tidligere Stilling og efter Personlighed laae mig nærmere, saasom om Valgmenigheder (1867-68), om Besættelse af Præsteembeder i Folkekirken og om de geistlige Embedsmænds Lønning (1870-71 og 1871-72), dels ogsaa af saadanne, til hvilke jeg ikke medbragte nogen særlig Forudsætning, ja som endog syntes at ligge mig meget fjernt, saasom om Indkomstskat (1866-67), om en Livsforsikringsanstalt (1867-68 og 1869-70), om Lønninger for Retsbetjente (1869-70), om Digevæsenet (1872-73), i hvilken Sag jeg troer ved et Foredrag ved Slutningen af første Behandling at have fremkaldt en fuldstændig og mærkelig Vending. Ved andre Sager greb jeg ind i Forhandlingen uden saadan særlig Stilling, enten fordi intet Udvalg var nedsat, saasom ved Lovudkastet om Undervisningen i de lærde Skoler (1870-71), et Lovudkast, som jeg senere hen vil komme til at omtale, og om Almueskolevæsenet (1873-74), eller fordi jeg efter Sagernes Beskaffenhed mere tilfældig og kun fra enkelte Synspunkter følte mig opfordret til Deltagelse, saasom ved Værnepligtsloven (1868-69), hvor jeg iøvrigt i Anledning af Spørgsmaalet om de ordinerede Geistliges Stilling blev Medlem af og Ordfører for det nedsatte Fællesudvalg, og om Hærens Ordning og Lønninger ved Hæren (1866-67). Jeg erindrer med Tilfredshed, at jeg ved første Behandling af det sidstnævnte Lovudkast tidligere end nogen Anden i Rigsdagen med fuld Bestemthed udtalte mig om Nødvendigheden af Fæstningsanlæg uden udtrykkelig at nævne Kjøbenhavn, men allerede dengang med Tanken fast rettet paa dette Punkt[92].

{[92] Landsthingstidenden for 1866-67 Sp. 4224: "Jeg gaaer ud fra, at vi, ikke blot fordi vi faae et Fæstningsartilleri, maae have en Fæstning eller Fæstninger, men at vi maae have en Fæstning, fordi vi maae have en Hær, og fordi jeg ikke kan tænke mig en Hær, der ikke har en stærk Vaabenplads."}

Ved Landsthingets Fornyelse i September 1874 frabad jeg mig i en Skrivelse til de daværende Valgmænd for Kjøbenhavn baade paa Grund af min Alder, der opfordrede til Begrændsning af Arbeider og Tankeformaal, og af mit allerede dengang stærkt svækkede Syn[93] Gjenvalg, idet jeg betonede, at jeg vel ikke uden Betænkning og nogen indre Modstræben i en alvorlig og vanskelig Tid trak mig tilbage fra en Stilling, hvis Krav jeg efter Evne havde bestræbt mig for at opfylde, og hvori der i saa lang Tid var vist mig Tillid, men hvortil der paa den anden Side kunde ønskes yngre Kræfter, medens jeg paa det stærkeste maatte føle mig opfordret til at anvende den Tid og den Arbeidskraft, der endnu kunde være mig levnet, paa min Embedsgjerning og de videnskabelige Opgaver, som jeg havde stillet mig; -- jeg modtog derpaa fra Valgmændene en venlig Svar- og Afskedsskrivelse. -- Skjøndt man endnu ikke da var naaet til det Punkt, at Utilstrækkeligheden af Grundlovens Bestemmelser om Forholdet imellem begge Thing med Hensyn til Finantsloven havde vist sig gjennem en nødvendig bleven provisorisk Finantslov, hvad jo først skete i 1877, havde jeg dog set Nok til at finde mine Betænkeligheder fra 1849 bestyrkede og til, at mit Sind var fyldt med en Bekymring for Fremtiden, der destoværre har fundet sin fulde Bekræftelse paa den Tid, da jeg nedskriver disse Blade, og jeg havde ogsaa i andre Retninger havt rig Leilighed til at føle saavel Vanskeligheden ved at gjennemføre en virkelig Ligeberettigelse og lige Indflydelse for to Afdelinger af Folkerepræsentationen, naar denne Deling kun er fremkommen ved en uhistorisk positiv Bestemmelse, som den Svækkelse af den hele Repræsentations Totalkarakter og af de konservative Elementers virkelige Indflydelse, der følger af disses Udsondring for sig og deres kun tilsyneladende anseligere Stilling. -- Naar jeg ser tilbage paa min egen Deltagelse i det politiske Liv og de parlamentariske Forhandlinger, paatrænger der sig mig Følelsen af derved at have lagt større Stræben efter indtrængende Erkjendelse og Uafhængighed af traditionelle Meninger og Forestillinger for Dagen end praktisk ihærdig Handlekraft; mest har det skortet mig paa, hvad jeg vil kalde den agitatoriske og partisamlende Evne og Lyst; naar jeg havde udtalt, hvad der forekom mig at være det Sande og Rette, stundom med Klarhed og ikke uden Kraft og Iver, har jeg for ofte ladet det blive derved og stolet formeget paa Sandhedens Magt.

{[93] Udgiverens Anmærkning: Allerede i August 1852 forundtes der min Fader Tilladelse til at udsætte Begyndelsen af sine Forelæsninger i samme Efteraar noget paa Grund af en da indtraadt sygelig Tilstand af det ene Øie. Et lignende Anfald tvang ham til i Sommeren 1857 i nogen Tid ganske at standse sit Arbeide. Den senere Svækkelse hidrørte fra, at der paa begge Øine udviklede sig Stær, som man ikke turde gjøre til Gjenstand for Operation under Hensyn til en ganske vist hævet Nethindebetændelse paa det ene Øie, der befrygtedes at ville gjenindtræde ved en Operation og da at ville medføre fuldstændig Blindhed, medens nu dog en lille Rest af Synet paa det ene Øie var tilbage.}

Ganske har jeg dog efter min Udtrædelse af Rigsdagen ikke kunnet tie, hvor det forekom mig, at uberettigede og vilkaarlige Anvendelser af traditionelle og fra Udlandet laante Forestillinger eller aabenbart urigtige Fortolkninger af Grundloven og vor derpaa byggede Forfatnings Indretning fremtraadte altfor kækt. Ligesom jeg, medens jeg endnu havde Plads i Landsthinget, i en ogsaa særskilt aftrykt Artikel i "Dagbladet" for 17de Oktober 1873 (under Mærket g): "Finantslovens Nægtelse" stærkt havde hævdet og paavist Forpligtelsen for hvert Thing til at vedtage en til dets Overbevisning svarende Finantslov, saaledes fandt jeg Opfordring til i "Dagbladet" for 1876 først i en Artikel for 4de April: "Landsthinget og Situationen" at hævde det nævnte Things Stilling overfor Ministeriet og dernæst i ommeldte Blads Nummere for den 18de og 20de November i en Artikel med Overskriften: "Grundloven og Ministerskifter" (ligeledes under samme Mærke) bestemt at udtale mig imod Kravet paa en saakaldet parlamentarisk, paa Ministeriets Overensstemmelse med Folkethinget beroende Regjering som paa nogensomhelst Maade forudsat i vor Grundlov, idet jeg ikke forbigik den Svaghed, hvormed Mænd, der ellers ikke stode mig fjernt, bekæmpede Fordringen med blotte Betimelighedshensyn, medens de af doktrinær Respekt for det engelske Forbillede ikke vovede ligefrem at forkaste den. I 1876 udgav jeg derhos i Anledning af det da forelagte Befæstningslovudkast en Piece: "Om Danmarks Forsvar og dets Understøttelse ved Fæstningsværker af en civil Mand", hvori jeg bestemt udtalte mig for Kjøbenhavns Befæstning som Hovedsagen, hvilken Piece, der da gik ubemærket hen, senere med mit Minde er bleven gjenoptrykt i Septb. 1880 under mit Navn af Forsvarsforeningen for Fyens Stift[94]. Endelig kunde jeg i 1882, hvormeget jeg end i de fleste Punkter ellers var uenig med Folkethingets Venstre, ikke billige den Maade, hvorpaa adskillige indflydelsesrige Høiremænd af Landsthingets og Folkethingets Ligeberettigelse søgte at udlede Gyldigheden af Finantsbevillinger givne alene af det ene Thing (Landsthinget), og efterviste, hvad jeg endnu føler mig overbevist om, aldeles afgjørende Nødvendigheden af begge Things samstemmende Bevilling (den med Navnet "Nei-Theori" stemplede Mening) i de tidligere nævnte "Bemærkninger om Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede Rigsdagssamling", der fandtes for heterodoxe til at finde Optagelse i "Berlingske Tidende"[95], og jeg føiede dertil i Anledning af en temmelig overmodig Modartikel i "Berlingske Tidende": "Endnu et Par Ord om Landsthingets og Folkethingets forenede Bevillingsret"[96].

{[94] Dette gav atter Anledning til, at jeg i 1881 efter Opfordring kom til i "Vort Forsvar" at anmelde v. Hallers Skrift: "Om Strategi og Politik."}

{[95] "Dagbladet" gav mig dog i Anledning af dets Anmeldelse af min Piece Plads for nogle Modbemærkninger i dets Nummer for 15de August ("Endnu nogle Bemærkninger om Neitheorien").}

{[96] Udgiverens Anmærkning: Naar min Faders Piece: "Den frivillige Selvbeskatning til Fædrelandets Forsvar og det første Fort ved Kjøbenhavn", der udkom i December 1885, ikke findes omtalt her, er det selvfølgelig kun begrundet i, at han allerede i Foraaret forinden havde afsluttet Diktatet af sine Livsoptegnelser. I det jeg derfor kun nævner samme her, skal jeg ligeledes blot nævne den i November f. A. kort før hans Død som Manuskript i 50 Exemplarer trykte Piece af ham: "Om og i Anledning af Høiesteretsdommen den 15de Oktober 1886", der imod hans Villie blev Gjenstand for offentlig Omtale, idet jeg tilføier, at hans Børn have ment ikke at burde efterkomme de til os fra forskjellige Sider efter hans Død rettede Opfordringer om at offentliggjøre Piecen.}

For at fuldstændiggjøre den her givne Oversigt over min Medvirkning i offentlige Anliggender udenfor min direkte Embedsvirksomhed skal jeg endnu kun tilføie, at jeg har været Medlem af tre til Behandling af kirkelige Anliggender ved kongelig Resolution nedsatte Kommissioner. I den første, hvis Kommissorium, fremkaldt af Ørsted som Minister, var af 17de December 1853, overtog jeg, efterat I. P. Mynster var død efter Afholdelsen af et Par Møder, Formandspladsen og søgte alvorligen at fremme saavel Afgivelsen af Betænkningerne over de enkelte af Ministeriet forelagte Sager som Indgivelsen af et Andragende om en Kirkeforfatning, en Sag, i hvilken jeg ansaae mig for bunden ved den af mig som Minister paatagne Forpligtelse, og hvori jeg sluttede mig sammen med Clausen, I. F. Fenger, Casse, Hall, Tryde og Andre, medens Martensen, Brammer og Flere bleve staaende ved et mere begrændset Forslag om et Kirkeraad. Kommissionens Betænkninger og Andragender ere trykte i 1854. Den anden Kommission, der nedsattes den 5te Juli 1859, beskæftigede sig kun med Spørgsmaalet om Fraskiltes Vielse, der dog ikke derved bragtes til en endelig Løsning, som det fremgaaer af den særlig trykte Betænkning. I den 3die Kommission, der nedsattes den 18de Juni 1868 efter Indstilling af Kultusminister Aleth Hansen, og hvori Hall førte Forsædet, havde jeg maaske gjort rettest i ikke at indtræde, da jeg i de mellemliggende Aar havde fjernet mig længere og bestemtere fra den givne faste kirkelige Grundvold; men, da jeg undvigende en Erklæring herom havde modtaget Udnævnelsen, bestræbte jeg mig for at hævde og forsvare, hvad der fulgte af den givne konfessionelle Kirkes Væsen som Forudsætning for Statens Forhold til den, og jeg kom herved til at indtage et mere konservativt Standpunkt, navnlig ligeoverfor de forskjellige Afskygninger af Grundtvigianismen, end tidligere. Iøvrigt frembragte heller ikke denne Kommission, hvis Forhandlinger tryktes i 1870, noget praktisk Resultat[97].

{[97] Udgiverens Anmærkning: Det bør her endnu nævnes, at min Fader i 1878 under Mærket: "en Mand af Høire" havde i "Dagbladet" for 2den Februar og 13de Marts skrevet to Artikler om "Stiftsmidlerne (Kirkemidlerne) og Lovgivningsmagten", den sidste fremkaldt ved en mellemliggende Modartikel.}

* * * * *

Ved Universitetet, hvilket i Forbindelse med videnskabelige Arbeider min Livsvirksomhed fra 1852 af atter væsentlig tilhørte, begyndte jeg strax i Februar det nævnte Aar mine Forelæsninger og fortsatte dem uafbrudt med Undtagelse af noget af Efteraarssemestret 1860, det meste af Foraarssemestret 1869 og lidt af Efteraarssemestret 1870, da jeg var borte paa Reiser, samt en enkelt Udsættelse paa Grund af Rigsraads- eller Rigsdagsarbeide indtil 1879, i de sidste tre Aar dog noget hindret i fuld Virksomhed ved det svigtende Syn.