# Livserindringer

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/livserindringer-44967/index.md

Disse særegne, som Privilegier opfattede og virkelig ved Bornholms Gjenindtræden under dansk Herredømme i 1660 efter den kortvarige Afstaaelse saaledes betegnede og bekræftede Forhold og Indretninger gave den bornholmske Bondestand en ganske anden Stilling og Standsfølelse ikke blot ligeoverfor Kjøbstadsbefolkningen, men ogsaa ligeoverfor Embedsmændene end den, der samtidig fandtes hos den danske Bonde i det øvrige Rige[6]. Bonden fra en jevn god bornholmsk Gaard, endsige fra de større, med ret smukke Bygninger og Haver forsynede, ofte af egen Skov omgivne Gaarde, følte sig Kjøbstadhaandværkeren og Skipperen afgjort overlegen. Med Eierne af de større Gaarde, især hvis de bare en Lieutenants eller endog en Kaptains Titel, kunde kun en Kjøbmand maale sig, der selv besad ikke altfor liden Jordeiendom og dertil maaske endog føiede en Borgerkaptains Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller geistlige Embedsmand saae den fornemme og militært betitlede Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde undertrykke Følelsen af en vis Underordning i Dannelse og selskabelig Livsform. Den udenfor Bornholm opdragne (efter bornholmsk Sprogbrug den "førte") Embedsmand forstod ikke altid denne Selvstændigheds- og Lighedsfølelse. Naar nu hertil kom, at den stærkt udprægede Dialekt, den nedarvede Forskjel i Dragt, især hos Kvinderne, den Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags og naive Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt Samkvem og for Familieforbindelse, selv naar Embedsmanden ikke medførte en i Forholdene mindre let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis fremmed og mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde sig gjældende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at den efter Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnævnte Kommandant, en tidligere ved Gouvernementet ansat Kaptain af det kongelige Artilleri, da Oberstlieutenant, giftede sig med en baade vakker og rig Datter af en Kjøbmand fra min Fødeby Svanike, der derhos var en Gnier og Særling, og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede Ægteskab. -- Indenfor den bornholmske Bondestand gjorde der sig iøvrigt ikke ringe Forskjel i Standsfordringer gjældende imellem Besidderne af de større og smukkere Gaarde og dem af de mindre, især de fattige og yderst tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.

{[6] I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalæg, som ansaaes stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevægelse paa Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og Oversendelsen af en Kommission med Høiesterets Justitiarius i Spidsen, men som bilagdes under Mægling af den fra Bornholm stammende berømte Jurist Peder Kofod Ancher.}

En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning indeholdt -- for ikke at tale om Sandemanden istedetfor Sognefogden -- Bevarelsen i adskillige Sogne af "Gildesboer", hvis Beboer og Bruger havde den Forpligtelse aarlig paa bestemte Dage at beværte Sogneboerne med en vis Mængde Øl og (en modernere Tilsætning) Tobak. Dog vare disse Sammenkomster i Forfald og besøgtes neppe af ansete Bønder. Det faldt i min Lod som Kultusminister modstræbende at forvandle to, formodentlig de sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder efter Sogneboernes egen Anvisning[7].

{[7] Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skæpper, 5 paa en Tønde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke ganske forglemte.}

De bornholmske Kjøbstæder, af hvilke jeg dog som Barn kun selv lærte at kjende Svanike og Nexø, sluttede sig meget nær til Landbefolkningen. Om en forskjellig Klædedragt for Kjøbstad og for Land var der ikke Tale, og Samkvemmet besværedes heller ikke ved Accise, hvis man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige Gave, der af Læs, som kjørtes igjennem Byleddet, gaves til en fattig Kone eller et halvvoxent Barn, der besørgede dettes Oplukning imod et Par Tørv, en Haandfuld Ax eller deslige, ved Reisevogne et Par Skilling. Kjøbstadborgere dreve ikke blot de særskilt skyldsatte Byjorder, men ogsaa de til disse grændsende eller ganske i dem indesluttede og stundom Kjøbstaden umiddelbart berørende saakaldte "Stæle", d. e. som Bøndergaarde skyldsatte og betegnede, sammenhørende, men ubebyggede Jordlodder, der fra ældre Tid tilhørte Kjøbstadboerne -- min Fader eiede saaledes "lille Vigestælen" d. e., saavidt jeg erindrer, femte Vornedegaardsstæl i Ibsker Sogn lige udenfor Byleddet --, og et saadant Agerbrug gav Kjøbmanden en noget større Anseelse. Handelsforbindelsen indskrænkede sig næsten ganske til Kjøbenhavn, hvorfra de gængse Artikler hentedes, og hvortil Landets ikke store Produktoverskud afsattes. Haandværksdriften var simpel, men bevægede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter om Lære og Prøver. En ikke ringe Del af Befolkningen beskæftigede sig med Fiskeri og med Kvasefart til Kjøbenhavn, der udvidedes til Afhentning af Fisk fra Jylland (Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes til Handelen paa Kjøbenhavn endel Jagter og i Nexø og Rønne, hvorfra flere Produkter udførtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske Uhre), endog nogle faa større tomastede Fartøier. Et tremastet Skib hørte i min Barndom ikke hjemme i nogen bornholmsk Havn, men vel senere, da man fra Rønne selvstændig deltog i Sælhundefangst og andet Fiskeri i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende Baadeeiere, især paa Øst- og Nordsiden af Landet, forbandt med Fiskeriet, hvad de kaldte "at seile til Skibe", d. e. Kadreiehandel, hvorved neppe Told- og Karantainelovene meget nøie overholdtes. Til den indskrænkede Søfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis meget stærk Udvandring af Søfolk til Kjøbenhavn og derpaa videre; de bornholmske Sømænd have til alle Tider havt et ligesaagodt Lov for Dygtighed og Raskhed baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de have den Dag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde være godt at have flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib, end det havde Master. Man fulgte dem fra Hjemmet med en Interesse, der for mig fremtræder særlig i Erindringen dels om den Glæde og Stolthed, som min Familie følte over en Fætter af min Fader (Styrmand Müller fra Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i Fregatten Najadens Undergangskamp, ved hvilken han sagdes at have understøttet den fra Vraget ilandsvømmende tappre Chef, dels fra en anden Side om den store Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlæste en af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven meget simpel og ensformig Beretning om hans talrige Reiser i det ostindiske Kompagnis Tjeneste og de derunder udstaaede Møisommeligheder og Farer. De gifte bornholmske Styrmænd og Kaptainer, der enten endnu fore til Søs, eller som efter et strengt Liv udhvilede sig hjemme, dannede en dengang mere end nu mærkelig Koloni paa Kristianshavn, medens andre af dem trak sig tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur Kofod, der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som gammel Ven korresponderede med min Fader og især i 1814 meddelte ham Nyheder og Rygter, stod for min barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der nærmede sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager hos Holberg. Med endnu større Respekt saae man hen til Bornholmere, der havde svunget sig op til en Plads i det Borgeraristokrati, som Bryggere eller Grosserere da dannede, især naar de gavmildt understøttede nære Slægtninge, Mødre og Søstre, paa Bornholm. Ved Siden af Søfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring sig i min Barndoms Tid og endnu langt senere stærkt bemærket i Kjøbenhavn, nemlig Tjenestepigernes, idet foruden Maalet ogsaa i den første Tid efter deres Ankomst hertil den særegne Hovedpynt gjorde dem kjendelige; nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen noget og mærkes ialtfald mindre ved den særegne Dragts Forsvinden.

At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandværk, viste sig en stærk Hængen ved det Overleverede, var en naturlig Følge af den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at rose sig af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige Sandstensbrud ved Nexø, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og Afsætning af Havevæxter, thi efter den almindelige Forestilling dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og livlige Natur og Bondestandens freidigere Væsen ingenlunde ivrig, skjøndt Rønne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes af en fuldstændig lærd Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet høiere Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa Bornholm; Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser, af hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn kun udkom et Par, erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa Østlandet; men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens temmelig talrige Embedsmænd og større Handel og de østlige Kjøbstæder, især Svanike. Almueskolevæsenet begyndte først i min Barndom at organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange og Viser havdes ikke meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret karakteristisk. Det fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig tilfældigt; jeg hørte i min Barndom ved Vandring i smukke Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning til hans Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge, Dale," der var ligesaa yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne. Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros- og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af "Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring, f. Ex. baade om "Tokken" d. e. Kokken eller Hanen, der laae død i Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og med straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde indtages (-- en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark --), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede. Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang, selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand, efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede, Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i Raadstuen, spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper, hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem, og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding, som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst, da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", d. e. Stefans Kone, der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]

{[8] I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn meget om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte, at deres Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede hun meget tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke vilde være det bekjendt som lærd Mand.}

De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og stærkt fremtrædende Præg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englænderne fra at sætte sig fast paa Øen lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en Søofficer, først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernæst, efter hans Død i 1808, den ved sin saare hæderlige Deltagelse i Slaget den 2den April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende paa Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten man nu efter Flaadens Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere Søofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde et Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som Instrukteurer for de særlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til Øens Befolkning var talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4 Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk endnu betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vægt paa militær Prunk eller imponerende Optræden, og som vistnok bedst egnede sig til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5 Borgerkompagnier (-- Rønne havde nemlig 2 --), der heller ikke vare indøvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved Kjøbstæderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere, det sværeste dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre med Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Høider opstilledes Signalkanoner. Foruden de regelmæssige aarlige Vaabenøvelser i de enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nærmeste Gaarde, hvorfra Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med Baunernes Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis Hovedgarnison var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes ved Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og stundom nærmede sig, hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Træer omringede Dam udenfor Storstuen indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808 eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre Kristiansø, og jeg stod da ved min Faders Side imellem en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en kortere eller længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par Krigsfartøier, mest Brigger, en enkelt Gang en Fregat, som oftest fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende Fjende. Reglen var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning. Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers forenede Angreb, spændtes min Faders to Heste for Vognen for at bortføre Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til Forspandstjeneste ved det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse Fægtninger, hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og Borgerkompagniet ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder, som var ved at samle os Børn til Udvandring, borttog en stor Gren af vort bedste Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved, at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en ubetinget Respekt og Anerkjendelse, ikke blot som Militær, men som en i høj Grad redelig og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under Udførelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brændevinsbrænden og at lade samtlige Brænderiredskaber aflevere til Opbevarelse i Kirkernes Klokketaarne (-- de fleste Kirker have paa Bornholm et særskilt Træklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" --). Denne Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt, ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af denne Grund rettede mod Gouverneuren. Da han imidlertid, efter at være gjort opmærksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet Øvelsen, uden at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede Misfornøielsen, og med Freden forsvandt Foranstaltningen.

Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen medførte midlertidig Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men langt føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen betaltes med indtil 36 Daler af de rigtignok en yderst ringe Værdi repræsenterende gamle Kourantsedler. Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og dermed af Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede Søfolk. For begge disse Onder søgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget Sted i Danmark dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier lige fra en med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Fører bestod hæderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en privat Kaperfører enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede med nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens østlige eller sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget høie Beløb i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at have set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde været Skibsførere eller Styrmænd fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.