# Livserindringer

## Part 19

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/livserindringer-44967/index.md

I 1855, efterat i December 1854 det nye Ministerium, hvori Hall og Andræ fik Plads, var dannet, indtraadte jeg derimod ved de nye Valg (den 12te Juli) atter i Landsthinget, i hvilket jeg derefter vedblev at have Sæde som Medlem, i de senere Aar som første Medlem, for Kjøbenhavn, indtil jeg i 1874 frabad mig Gjenvalg. -- Som Medlem deltog jeg med Alvor og Omhu i Landsthingets Forhandlinger saavel i den Periode, i hvilken det efter Rigsraadets Oprettelse var indskrænket til Kongerigets særlige Anliggender (indtil 1865), som i den paafølgende, da Rigsdagen atter var indtraadt i sin fulde Myndighed; men, da Gjenstandene for denne min Virksomhed ikke bestemtes ved mit eget Valg, men ved de Thinget forelagte Udkast, og da jeg hverken ved indre Drift, idet Middelpunktet for mit Arbeide og mine Bestræbelser nu laae i min videnskabelige og min Embedsgjerning, eller ved nogensomhelst Partistilling lededes til at sætte mig en særlig Rigsdagsopgave, er der ingen Grund til i disse Optegnelser at dvæle synderlig ved Enkelthederne i dette mit Rigsdagsarbeide. Naturligvis kaldtes jeg baade ved indre Tilskyndelse og Andres Opfordring og Valg først og nærmest til Deltagelse i Behandlingen af Gjenstande, der berørte det tidligere af mig bestyrede Ministeriums Omraade, saasom, idet jeg foreløbig indskrænker mig til den første Del af det angivne Tidsafsnit, af de fra Regjeringen udgaaede Lovudkast om Almueskolevæsenet (1855-56), om Menighedsraad (1860-61) og hele Geistlighedens Lønning (1860-61 og især 1861-62) og om Lønningerne ved Universitetet (1863-64). Navnlig medførte det i Sessionen 1861-62 forelagte Udkast om Forandringer i de Geistliges Lønning for mig som Formand og Ordfører i det nedsatte Udvalg et meget betydeligt Arbeide ved at lede de saare omfattende Forhandlinger i dette og gjøre Rede for dem fra mit og de mig nærmeststaaende Medlemmers Standpunkt; til det egentlige Lønningsspørgsmaal, der ikke førtes til nogen Løsning, knyttede sig en temmelig heftig Forhandling om de til Kirken henlagte Midler, idet fra en Side (Clausen og endnu stærkere Stiftsprovst F. Nielsen) Kirkens egentlige og særlige Eiendomsret over disse opstilledes og forsvaredes, medens jeg alene i disse Midler kunde se en af Staten til Kirken henlagt og ved Grundloven denne som Folkekirke tilsikret Understøttelse og kun fra dette Standpunkt bestemt modsatte mig letfærdig og hensynsløs Indgriben og Løsriven. Men ogsaa i Behandlingen af Sager, der laae udenfor det nævnte Omraade, gjorde jeg efter Evne min Pligt, enten denne nu paalagdes mig ved særlig Kaldelse som Udvalgsmedlem, saasom ved Kjøbenhavns Kommunallov (1856-57), ved Loven om Eftertryk (1857-58) og ved det af B. Christensen indbragte Forslag til Lov om Fæstes Overgang til Selveiendom (1857-58), ved hvilket sidste jeg som Ordfører motiverede den Dagsorden, hvorved Sagen anbefaledes til Regjeringens Overveielse og Fremme, eller kun krævedes af min egen Overveielse, saasom ved det oftere gjentagne Lovudkast om Erklæringers Meddelelse, om hvilket jeg, da det første Gang forhandledes (1856-57), ligefrem sagde Sandheden. Overhovedet bestræbte jeg mig ved enhver betydeligere Sag for paa den ene Side at henvise til dens Sammenhæng med almindelige Grundsætninger og med beslægtede offentlige Forhold og Interesser og paa den anden Side at udtale mig om den selv med Klarhed og Bestemthed, men tillige med det nødvendige Hensyn og ad begge Veie at bidrage til at holde Landsthingets Forhandlinger paa en vis Høide af Indholdsfylde og Sømmelighed.

Efterat det anden Gang den 29de Juni 1855 sammenkaldte foreløbige Rigsraad havde givet sit Samtykke til det samme forelagte Udkast til en Fællesforfatning for Monarkiet og til en midlertidig Valglov til Rigsraadet og Kundgjørelsen af 29de August om Indskrænkning af Grundloven var udkommen og dernæst Forfatningsloven var bekjendtgjort den 2den Oktober s. A., valgtes jeg ved de umiddelbare Valg den 13de Februar 1856 i første Kreds (Sjællands Stift) selvsyvende til Medlem af Rigsraadet[84], -- og under 19de Februar udnævntes jeg derpaa efter saare kort forudgaaet og ganske uventet Varsel ved kongelig Reskript til som Præsident at lede dets Forhandlinger i den første Session, der aabnedes den 1ste Marts samme Aar, et Hverv, der senere efterhaanden (28de Marts 1857, 12te Jan. 1858, 14de Septb. 1859 og 23de Jan. 1862) overdroges mig for alle de paafølgende Samlinger indtil 1863 inklusive. Den hele Stilling, hvori jeg saaledes indtraadte og i flere Aar forblev, var i mange Maader vanskelig og lidet tilfredsstillende. Jeg erkjendte, at de i Januar 1852 givne Tilsagn om Tilveiebringelsen af en Fællesforfatning for hele Monarkiet tvang det i December 1854 indtraadte nye Ministerium (Scheele, Hall, Andræ osv.) til i det Ringeste foreløbig at fortsætte de af Ministeriet Bluhme-Ørsted begyndte Forsøg, og jeg paaskjønnede, at den i 1855 givne Forfatningslov samtidig dog havde en sandere konstitutionel Karakter end den i 1854 kundgjorte; men der fattedes mig, som det af det Foregaaende vil være klart, blandt Andet baade paa Overbevisning om Forsøgets #indre# Berettigelse og paa Tillid til, at det vilde lykkes. Jeg troede imidlertid ikke at turde negte min Hjælp, naar den forlangtes, til, at Forsøget gjordes loyalt, og jeg var ikke istand til at paavise nogen Anden, der i det Hele havde bedre Betingelser for at yde den hos mig forlangte Understøttelse. Af de ledende Ministre stod jeg i et personlig venskabeligt Forhold til Hall og Andræ, uden at der dog enten strax bestod eller senere udviklede sig nogensomhelst Fortrolighed eller mere indgaaende politisk Tankeudvexling. At Scheele, med hvem jeg før Rigsraadets Aabning ikke havde havt nogensomhelst Berøring, ved Karakter, Dannelse og Optræden ligesaavelsom ved tidligere Stilling og Forhold var lidet skikket for Pladsen som Premierminister og Udenrigsminister, blev mig meget snart klart; men ogsaa ligeoverfor Hall, der strax med Andræ øvede stor Indflydelse, og som senere med Udenrigsministeriet fra 10de Juli 1858 overtog Hovedstyrelsen, opstod der efterhaanden hos mig Tvivl, om han havde sat sig nogen Grændse for Forsøg og Udveie og fuldt gjennemtænkt hele Stillingen, om jeg end vedblev at erkjende hans Kløgt i at bekæmpe de enkelte Vanskeligheder. -- Min Opgave som Præsident blev det med Upartiskhed og Ro at opretholde Orden og Sømmelighed i en Forsamling, i hvilken ikke blot to Sprog vare ligeberettigede, men af hvis Medlemmer et ikke ringe Antal (det slesvigholstenske Parti) ligefrem bestred den Forfatnings fulde Gyldighed, i Henhold til hvilken Forsamlingen forhandlede, medens fra den anden Side ikke ganske Faa længselfuldt skuede tilbage til Kongerigets Grundlovs og Rigsdags Forskrifter og Former som for dem langt mere tilfredsstillende. Den stærke Prøve, hvorpaa jeg efter nogle Forpostfægtninger snart stilledes i saa Henseende under Hovedkampen: den lange og heftige Forhandling af Scheel-Plessens og 10 andre holstenske Medlemmers Andragende om Fællesforfatningens Forelæggelse for de holstenske og slesvigske Provindsialstænder og den lauenborgske Landdag, lykkedes det mig dog at bestaae saaledes, at selv Forslagsstillerne tildels udtrykkelig udtalte deres Anerkjendelse, medens jeg ligeoverfor dem og deres efterfølgende Protester hævdede Forsamlingens Ret og Myndighed, og jeg troer, at man ogsaa baade i Resten af denne Samling og i de senere i det Hele var tilfreds med min Ledelse af Forhandlingerne og med den Maade, hvorpaa jeg søgte at forbinde Bestemthed med velvillige og forsonlige Former. -- Men den virkelige Gjennemførelse og Opretholdelse af Forfatningen af 2den Oktober 1855 og af Rigsraadet som Repræsentation for hele Monarkiet viste sig snart umulig ligeoverfor indre og ydre Modstand, og, da Forfatningen den 6te November 1858 var bleven ophævet for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, henslæbte det saaledes indskrænkede Rigsraad en mat Tilværelse under Følelsen af, at Forudsætningerne for dets Indretning og Former ikke længere vare tilstede, medens samtidig de diplomatiske Forhandlinger om Monarkiets Stilling og Forhold bevægede sig langsomt og usikkert. Et forbigaaende Stød i denne langsomme Bevægelse føltes herhjemme, da i 1859 det af den holstenske Stænderforsamling paa Grundlag af et letfærdigt Indfald af Lord John Russell byggede Forslag til en Ordning af det danske Monarki, ifølge hvilket Monarkiets Fællesanliggender uden nogen Fællesrepræsentation skulde behandles og afgjøres i Landsdelenes (Kongerigets, Slesvigs og Holstens) ligeberettigede særlige repræsentative Forsamlinger, fra dansk Side blev anbefalet af den tidligere Finantsminister, Grev Sponneck i en Brochure: "Den holstenske Stænderforsamling og Forfatningssagen" som indeholdende Skridt til en brugbar Løsning. Den Harme, som fremkaldtes hos mig over, at et saadant Misfoster, der paa engang nedsatte Kongeriget til en Trediedel af Indflydelse i Monarkiet og fordømte Regjering og Bestyrelse til Afmagt og Lamhed, kunde finde en Forsvarer herhjemme, blot fordi det bevarede Skinnet af et til Elben gaaende Monarki med falsk Navn af dansk, gav jeg Udtryk i en lille Brochure under Titlen: "De holstenske Stænders Forfatningsforslag og Grev Sponneck", der gjorde fuldstændig Virkning og blev uden Tilsvar.[85] Hele Projektet, som neppe fra de holstenske Stænders Side var ret alvorlig ment, faldt til Jorden og forsvandt sporløst, men det var ikke uden Beklagelse, at jeg havde maattet optræde saa skarpt og saa afvisende mod en tidligere Kollega. -- I Slutningen af November samme Aar afskedigedes som bekjendt det Hallske Ministerium pludselig og uventet, og der dannedes den 2den December et nyt Ministerium under Forsæde af den hidtilværende Amtmand i Frederiksborg og Formand i Folkethinget Rotwitt, der i sin Stilling som Amtmand var kommen i et nærmere Forhold til Kongen og hans Omgivelser, med Baron Blixen-Finecke som Udenrigsminister og forresten sammensat af svage og uprøvede Kræfter. Ikke saameget nogen stærk Hengivenhed for Hall som Minister som Overtydningen om, at hele Ministerforandringen var fremkaldt ved en Hofintrigue (forsaavidt man under Frederik VII kunde tale om et Hof), der for en stor Del dreiede sig om en underordnet og lidet værdig Personlighed, Civillisteintendanten Berling, men især Frygten for de Eventyr, hvorpaa den aldeles uberegnelige Blixen-Finecke kunde indlade sig, en Demokrat legende overmodig Aristokrat, der særlig støttede sit Krav om en stor politisk Rolle paa i sin Tid at have været Bismarcks Skolekammerat, bragte mig til i et Flyveskrift under Titlen: "Ministeriet af anden December, betragtet fra Monarkiets Standpunkt", der udkom i Begyndelsen af 1860 (naturligvis, som de tidligere nævnte, under mit Navn), at udtale mig skarpt om det hele Ministeriums Tilbliven og tildels om dets enkelte Medlemmer. Et af Baron Blixen-Finecke paatænkt Skridt, den i Kongens Omgivelser ikke med Gunst omfattede Thronfølgers Fjernelse ved en meget betænkelig Ansættelse i Holsten, er ovenfor omtalt.

{[84] Mit Valg dengang foregik kun med en meget lunken Understøttelse, for ikke at sige ialtfald delvis Modstand fra det Partis Side, der betegnedes som det nationalliberale, til hvilket jeg ikke af samme blev henregnet eller med Rette kunde henregnes.}

{[85] Den udkom samtidig paa Tydsk og oplevede tvende Oplag.}

Medens dette Flyveskrift ivrig diskuteredes, indtraf aldeles uventet Konseilpræsidentens pludselige Død, hvorom jeg personlig modtog Underretning, idet jeg som Viceformand i Landsthinget i Formandens Sted var ifærd med at aabne et Møde. Ved dette Dødsfald opløstes Ministeriet, og til min største Overraskelse kaldtes jeg samme eller næste Dag til Kongen for at modtage Opfordring til at danne et nyt Ministerium. Skjøndt nu den Stemning, som jeg maatte forudsætte, at der i det Øieblik var tilstede imod mig i Kongens Omgivelser, i og for sig maatte gjøre mig betænkelig, troede jeg dog, da Kongen aabenbart befandt sig i Forlegenhed og kom mig naadig imøde, ikke strax at burde give et ligefremt Afslag. Men, da jeg paa den anden Side følte, at jeg, der hverken stod i Spidsen for endog blot en Brøkdel af et Parti i Repræsentationen eller havde Tilbøielighed til eller Talent for overhovedet at danne og sammenholde noget Parti, derhos endnu mindre vilde have nogen Udsigt til, i Betragtning af de herskende Stemninger, at danne et saadant paa Grundlag af den Løsning af Striden med Tydskland, der efter min Mening burde tilstræbes som den ene naturlige og varige, hvortil endvidere kom, at jeg foruden andre Betingelser for at indtage Pladsen som Konseilpræsident savnede Evnen til at lede Forhandlingerne med Udlandet, lovede jeg kun Kongen at forsøge, om det skulde være muligt at tilveiebringe en Kombination uden eller med mig ved Forsoning mellem de to Mænd, der havde bekæmpet og afløst hinanden som Hovedledere af den danske Politik siden 1852: Bluhme og Hall. Jeg gjorde ogsaa med Halls foreløbige Samtykke et Forsøg i saa Henseende hos Bluhme, men fandt, inden vi kom ind paa de speciellere Spørgsmaal, en saa bestemt Uvillie hos ham imod en personlig Samvirken med Hall, at jeg strax maatte opgive den nævnte, i sig selv ganske vist noget naive Tanke. Jeg underrettede umiddelbart efter Hans Majestæt derom og bad mig samtidig fritagen for et Hverv, som jeg ikke ansaae mig voxen, hvorpaa Kongen henvendte sig til Hall. Efterat jeg kort før Middag havde faaet Fritagelse af Hans Majestæt, modtog jeg iøvrigt om Eftermiddagen et Besøg af den mig hidtil kun af Ydre bekjendte svensk-norske Gesandt, Grev Wachtmeister, der kom for at meddele mig, at han af sin Regjering ved en telegraphisk Depeche var opfordret til at tilkjendegive mig, at den med Fornøielse vilde se mig i Spidsen for det danske Ministerium og med mig fortsætte det venskabelige Forhold, hvori den havde staaet til det Hallske Ministerium. Denne i et saa tidligt Øieblik lidt besynderlige Meddelelse besvarede jeg med den Oplysning, at jeg allerede hos Hans Majestæt Kongen havde frasagt mig al Deltagelse i det nye Ministeriums Dannelse. Samme Aften reiste jeg med Professor Steen ganske stille til Slagelse for at udføre en mig af Kultusministeriet overdragen Undersøgelse af den derværende Realskole.

I Efteraaret 1863 forelagde, som bekjendt, Hall som Konseilpræsident og Udenrigsminister Rigsraadet Udkastet til en ny Fællesforfatning for Kongeriget og Slesvig med et til den danske Rigsdags Forbillede sig meget nærmende Tokammersystem. Udkastet, der paa engang opretholdt den danske Opfattelse af Slesvigs Stilling og tiltalte den i Kongeriget overveiende politiske Retning, gik igjennem første Behandling med en saadan Lethed og Tilslutning, idet der kun fra yderste Høire og Andræ ytredes Betænkelighed, at jeg, da jeg efter min Stilling som Præsident ikke kunde udtale mig, følte mig foranlediget til imellem første og anden Behandling i et lille, under en let gjennemsigtig Anonymitet udgivet Skrift ("Om Udkastet til Grundlov for Kongeriget Danmarks og Hertugdømmet Slesvigs Fællesanliggender osv. af en Tilhører") at forsøge paa at fremkalde en alvorligere Prøvelse af samme. Idet jeg deri erkjendte og forsvarede Berettigelsen til og Nødvendigheden af under de givne Forhold, da man allerede brugte Forfatningen af 2den Oktober og Rigsraadet som Forfatning og Fællesrepræsentation for Kongeriget og Slesvig alene, at søge en mere tilfredsstillende Form for samme, opfordrede jeg dog stærkt til ikke at overse og paa den nye Forfatning at overføre de Mangler, der fandtes og allerede havde vist sig ved den danske Grundlov, især med Hensyn til Landsthingets Sammensætning og Bestemmelserne om Finantsloven, hvilke Bestemmelser man da allerede i Praxis havde udvidet til alle saakaldte finantsielle Love, og antydede dernæst (S. 20 og 21) baade den provisoriske Karakter, som den Forfatning, man vedtog, i visse Punkter maatte have med Hensyn til den endelige Fastsættelse af Statslegemets Omfang og Begrændsning, og navnlig, at der maatte skjelnes imellem "Vedtagelsen" og Forfatningens "virkelige endelige Ikrafttræden", for hvilken Betingelserne maaske ikke øieblikkelig vilde være fuldt tilstede. Hvorvidt Hall dengang er gaaet i sin Forventning om at kunne gjennemføre og opretholde den Forfatning, han foreslog, og hvorvidt han selv dengang har været hildet i den falske Opfattelse af Ytringer af Bismarck, som senere er bleven gjort gjældende, og har set Tilsagn, hvor saadanne i Virkeligheden slet ikke vare givne, hvad jeg har omtalt og oplyst i den tidligere nævnte Afhandling i Dansk historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for 1883[86], kan jeg ikke sige, skjøndt hans Udtalelser især under tredie Behandling (se f. Ex. Rigsraadstidendens Sp. 1299) antydede en mærkelig Tillid. Men mig var det i ethvert Tilfælde klart, at Tydskland og Preussen aldrig vilde tillade og de øvrige Magter aldrig understøtte den fuldstændige Gjennemførelse af Fællesforfatningen for Kongeriget og Slesvig, d. e. i det Væsentlige Virkeliggjørelsen af Eiderprogrammet fra 1848. Jeg antog imidlertid og maatte antage, at ogsaa Hall gik ud fra, at, naar Fællesforfatningen forelaae som et Udtryk for den kongerigske og Størstedelen af den slesvigske Befolknings bestemte Forlangende, da var derved givet det bedste "Udgangspunkt" for nye Forhandlinger, hvilke da nødvendig maatte dreie sig om, hvad der skulde indrømmes de tydske Fordringer ved territorial Indskrænkning af det Slesvig, der blev under den opretholdte Forfatning, skjøndt jeg tilstaaer, at jeg ogsaa da ikke lidt tvivlede om, hvorvidt Hall under Kampen med de enkelte og øieblikkelige Vanskeligheder tænkte hele Situationen tilende og stillede sig et besindig beregnet, men fast Slutningsmaal. Den ved tredie Behandling af Forfatningsudkastet tilføiede og vedtagne Bestemmelse om Forfatningens Ikrafttræden den 1ste Januar 1864 blev yderst betænkelig ved Frederik VII's imidlertid indtraadte farlige Sygdom, der to Dage efter Forfatningsudkastets Vedtagelse (13de November) endte hans Liv (15de November). Det er grundforkert at antage, at Frederik VII's Død omstyrtede et Værk, der ellers med Sikkerhed vilde have staaet opreist og enten være blevet aldeles uanfegtet eller let have beseiret Anfegtelserne. Protesterne vilde være komne ligefuldt, og Danmark maatte indtil en vis Grad have givet efter for dem i den ene eller den anden Retning. Men Stillingen ligeoverfor Protesterne vilde ganske vist have været bedre og Leiligheden til en Forhandling med nogenlunde Udsigt til et billigt Udfald været en ganske anden. Frederik VII indtog nemlig som #født# Repræsentant for det gamle Monarki en sikrere Plads ligeoverfor Udlandet, og selve de forskjellige Vendinger, som han og hans Ministerier i femten Aar havde foretaget, gjorde for hans Vedkommende den nye Vending mindre paafaldende og lovede den en roligere Modtagelse. Og paa den anden Side stod hans Anseelse herhjemme hos den store Masse af Befolkningen saa høit og fast, at man lettere vilde have fundet sig i de Indrømmelser, som han havde maattet gjøre Udlandet, maaske gjennem en foreløbig Suspension af den nye Forfatning, men i ethvert Tilfælde med Hensyn til det Landomraade, hvorfor den opretholdtes. Med den nye Konge forholdt det sig ganske anderledes. Indsat til Arving ved en ikke mange Aar forinden tagen Beslutning havde han ikke været og kunde ikke antages at ville blive Gjenstand for særlig hensynsfuld Behandling fra Udlandets Side, og Thronledigheden fremkaldte derhos Begjærligheder, der før ikke havde vovet sig frem. I Indlandet krævede man paa den anden Side med Heftighed som Betingelse for Thronbestigelsen den ubetingede Underskrift under den den folkelige Følelse tiltalende Forfatning og forlangte dernæst dens fulde Opretholdelse. Det var aldeles naturligt, at den nye Konge, stillet imellem denne Stemning og de fremmede Magters dels skarpe Protester og Fordringer, dels indtrængende Formaninger om Eftergivenhed, betænkte sig og følte sig trykket. De første Dage efter Thronskiftet vare pinlige, ogsaa særlig for mig som Formand i den Forsamling, hvis Beslutning krævedes sanktioneret og underskreven af den nye Konge. Der udeblev ikke Spørgsmaal til mig fra forskjellige Sider, gaaende ud paa, om Rigsraadet dog ikke uden videre kunde gjenoptage Sagen og forandre sin Beslutning, hvilket jeg naturligvis maatte erklære for aldeles umuligt. Underskriften gaves, og Dagen efter udtalte jeg i Spidsen for Rigsraadet dets Lykønskning til den nye Konge og hans Dronning paa Kristiansborg med samme dybe Bekymring i Hjertet, med hvilken jeg den 13de om Aftenen havde meddelt Udfaldet af Rigsraadets Slutningsafstemning. Kort efter sluttedes min Virksomhed som dettes Præsident. -- I Resten af November og December havde jeg ingen Del i nogen politisk Forhandling, indtil jeg pludselig om Morgenen den 23de December igjennem Overhofmarechal Oxholm anmodedes om samme Aften i det af Kongen dengang endnu beboede lille Palais i Amaliegade at deltage i en Forhandling imellem et Antal mere fremtrædende Mænd af de forskjellige politiske Partier, der kunde føre til en Afgjørelse af Spørgsmaalet om det hidtilværende Ministeriums Forbliven eller Dannelsen af et nyt og til en Plan for den nærmeste Tids Politik. Som Deltagere i dette Møde, hvilket jeg derhos ved min Ankomst dertil om Aftenen blev anmodet om at lede, kan jeg kun med Bestemthed nævne Hall, Andræ, Lehmann, Monrad, Krieger, Fenger, Bluhme, David og Algreen-Ussing, men der var i det Hele omtrent tyve tilstede, derimellem vistnok ogsaa Tscherning. Forhandlingen varede fra Klokken omtrent 8 til Midnat, men var lidet aaben og indgaaende og blev resultatløs. Et nedslaaende Indtryk gjorde paa mig den Bitterhed, hvormed nogle Medlemmer syntes mere at lægge Mærke til deres Modstanderes, det hidtilværende Ministeriums og det saakaldte nationalliberale Partis, Forlegenhed end til Fædrelandets farlige Stilling. Jeg maatte endnu i den sildige Aftenstund meddele Hans Majestæt Udfaldet, navnlig at der hverken var fremkommet noget Grundlag for et nyt Ministerium eller en kraftig Tilslutning til det nuværende paa Grundlag af et bestemt Program, udenat der til denne Meddelelse fra min Side knyttede sig nogen nærmere Samtale med Hans Majestæt. Faa Dage efter dannede Monrad det nye Ministerium, udenat jeg aner, paa hvilken endelig Udvei hans Tanke var rettet[87].

{[86] Naar jeg har maattet bestemt benegte, at Bismarck i Oktober 1863 havde givet nogetsomhelst Løfte om at ville respektere et Danmark til Eideren, og tvertimod hævde, at han paa det Tydeligste havde taget sit Forbehold i denne Henseende med en Antydning om at ville gjøre Tilstanden lige utaalelig for begge Partier, har jeg naturligvis dermed slet ikke villet negte, at han ved Frederik VII's Død gjorde en saare paafaldende Vending og indtog en anden og langt fjendtligere Holdning end før. -- En kyndig Ven har iøvrigt gjort mig den Bemærkning, at der dog ved Opfattelsen af Bismarcks Holdning og Ytringer i Oktober 1863 burde tages Hensyn til den Forbitrelse, som den daværende engelske Gesandt her: Lord A. Paget viste over Protesterne i November som aldeles stridende mod tidligere Erklæringer. Men dertil maa svares, dels at Paget udentvivl væsentlig havde sin Forestilling om, hvad der var sagt i Oktober, fra Hall, dels at Bismarcks Optræden i November maatte overraske i Sammenligning med hans tidligere Tone, selv om han slet intet Tilsagn havde givet.}

{[87] En med Bogstavet g betegnet, af mig skreven Artikel i "Dagbladet" for 2den Februar 1864 -- "Hvor er i dette Øieblik Faren for Danmarks Ret og Selvstændighed?" -- viser, at jeg dengang nærede Frygt for, at Monrad skulde lade sig drage ind i Forslag og Tilsagn, der tilsidst vilde føre til Opgivelsen af alt nationalt Grundlag for vor Politik.}