Part 18

Den ovenfor nævnte Notabelforhandling i Flensborg i 1851 fik, som man kunde forudse, det Udfald, at det forelagte Udkast blev vedtaget med nogle Ændringer af et (kongerigsk-slesvigsk) Flertal, men ubetinget forkastet af et betydeligt Mindretal. Paa at skaffe dette kun af det dansksindede Flertal vedtagne Notabelprojekt Anerkjendelse hos Stormagterne, navnlig Rusland og Østerrig, der efter Grev Sponnecks Reise til Wien mere og mere indblandede sig i vore Anliggender, var der imidlertid ikke at tænke. Den Maade, hvorpaa Slesvig efter dets Besættelse styredes af Tillisch først som Regjeringskommissær og derpaa som Minister, stred ganske mod den russiske Regjerings, som jeg ovenfor har sagt, i Grunden gottorpske og slesvigholstenske Opfattelse, mod hvilken det kun vilde have været muligt at kæmpe med Held ved Opstillingen af et nyt System: Deling efter Nationaliteterne. Selv Ruslands Vrede over Oprøret mod Souverænen og Løsrivelsen, hvorpaa dets Deltagelse for Danmark kun beroede, opveiedes af Misfornøielsen med det hele konstitutionelle Væsen i Kongeriget og dettes demokratiske Karakter. Til at bekæmpe denne Stemning og fjerne Misforstaaelser var den i Helstatens og Absolutismens Tradition uddannede, uklare og holdningsløse, kun i de overleverede diplomatiske Former indøvede Reedtz, der i Sommeren 1851 sendtes til Warschau for personlig at forhandle med Keiser Nikolai og Grev Nesselrode, saare lidet skikket, men Opgaven var ganske vist i sig selv af den omtalte Mangel paa et positivt og klart Standpunkt yderst vanskelig. Med en uhyggelig Følelse af hele Stillingens Usikkerhed havde jeg i Juni 1851, som ovenfor antydet, tiltraadt en Reise til Jylland for uanmeldt og uden al Opsigt at se Noget af Almueskolevæsenet dér, da jeg pludselig kaldtes tilbage ved Efterretningen om, at Reedtz fra Warschau havde sendt en Beretning om Keiser Nikolais yderlige Forstemning imod det danske Ministerium med særlig Betegnelse af Clausen og Madvig som Repræsentanter for den demokratiske Retning og som dem, der ved den i Tydskland mod dem herskende Forbitrelse vare til Hinder for en Udsoning, hvorfor de, hvis de vare hæderlige Mænd, burde nedlægge deres Poster. Som Følge af disse Beretninger fra Reedtz indgav hele Ministeriet Begjæring om Afsked. For Clausens Vedkommende, hvis hele Stilling som Minister uden Portefeuille havde været uden rigtig Betydning, blev Afskeden definitiv; mig derimod søgte Grev A. V. Moltke, der atter dannede det nye Ministerium, tilligemed de øvrige Medlemmer af dette, navnlig den ogsaa da som Minister uden Portefeuille indtrædende Grev Carl Moltke-Nütschau, en oprindelig helt tydsk, streng Monarkist af den gamle Skole, redelig og hæderlig, men stivsindet og kantet, ivrigen at fastholde, dels fordi man, hvis ogsaa jeg traadte ud, frygtede for et altfor stærkt Sammenstød med Rigsdagen, dels fordi man havde en Følelse af, at en fuldstændig Eftergivenhed ligeoverfor den russisk-keiserlige Indblanding i Ministeriets Sammensætning baade var ydmygende og indeholdt en Tilstaaelse af den keiserlige Bedømmelses Rigtighed. Endnu denne Gang lod jeg mig overvinde af de samme Grunde, som havde holdt mig fast i Efteraaret 1850: det forfængelige Haab, at, naar Notabelprojektet, hvorover den officielle Betænkning endnu ikke forelaae, viste sig uigjennemførligt, Tanken om en forsonende Adskillelse imellem Nationaliteterne kunde gjøre sig gjældende, -- samt Lysten til at fuldføre det begyndte Arbeide paa en Reform af Almueskolevæsenet. Men Ministeriet af 13de Juli 1851 blev uden fast System og indre Sammenhæng. Gjenoprettelsen af Kongens Myndighed i Holsten, for hvilket Land Grev Reventlow-Criminil den 28de Juli udnævntes til Minister, indtraadte under Forudsætninger, der yderligere bandt Udviklingen til en Retning, som jeg ikke kunde følge. Da Reedtz havde arbeidet sig aldeles fast og træt og derfor forlangte sin Afsked, maatte Afgjørelsen komme med Indtrædelsen af den nye Udenrigsminister. Med Statsraadets Samtykke forhandlede Ministerpræsidenten Moltke med den i 1848 af Ministeriet udtraadte, men siden som Kabinetssekretær hos Kongen forblevne Geheimeraad Bluhme om Overtagelsen af denne Post, men under den bestemte og tilsagte Forudsætning, at Bluhme efter Indtrædelsen frit og ubunden skulde konferere med Statsraadet om den Vei, der skulde følges i Underhandlingerne. Istedet herfor forelagde Bluhme, som den 18de Oktober overtog Udenrigsministeriet, imidlertid forinden uden Forhandling med Statsraadet den russiske Gesandt her: Baron Ungern-Sternberg et udførligt politisk Udkast til den danske Regjerings Fremgangsmaade og blev derom enig med ham. Derved var Grundlaget for de fremtidige Veie og Bestræbelser i, hvad der angik Monarkiets Ordning, saaledes paa Forhaand fastslaaet, at man ikke kunde komme bort derfra uden i høi Grad at støde Rusland, selv om det havde været muligt i Statsraadet at samle en Flerhed for en anden Retning, hvilket det ikke var. For mig blev da kun tilbage at opgive en Stilling, i hvilken jeg ikke kunde hindre, hvad jeg ansaae for fordærveligt. Jeg troer heller ikke, at Bluhme ugjerne saae min Udtrædelse som et Tegn paa, at man ogsaa med Hensyn til Personligheder ganske rettede sig efter Ruslands Anskuelse. Det varede ikke længe, inden min Beslutning stod fast og blev udtalt, -- men under frugtesløse Bestræbelser fra A. V. Moltkes og flere af mine andre Kollegers Side for at holde paa mig af Hensyn til Rigsdagen og under Arbeidet paa at finde min Efterfølger hengik nogen Tid, saa at min Afsked først udfærdigedes den 7de December 1851.

Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og Livsopgave, som jeg tre Aar iforveien havde forladt, og jeg vendte tilbage dertil med fuld Hengivelse. Under 23de December 1851 ansattes jeg atter som Professor i klassisk Philologi, idet der, da Professor Ussing havde indtaget min Plads, oprettedes en extraordinær Plads for mig med den samme Løn, som jeg vilde have havt, hvis jeg uafbrudt var bleven ved Universitetet, og med Rettigheder som Professor ordinarius, og samtidig udnævntes jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet den aarlige Examenskontrol var bleven besørget af den tidligere Rektor ved Vordingborg Skole, Professor F. O. Lange[79][80].

{[79] Min Gage i de to Embeder blev saaledes 2200 Rdl. og 1000 Rdl.}

{[80] Ved de af mig selv foranledigede Bestemmelser om Adgangen til Husleieportion vilde jeg senere have lidt et Tab i saa Henseende, hvis ikke mine Kolleger uden Opfordring havde vedtaget at indføre mig paa min tidligere Plads i Aldersrækken.}

Jeg forlod Ministeriet med Følelsen af i Fædrelandets vigtigste Sag ikke at have naaet det Maal, hvorefter jeg stræbte, medens jeg i de mig specielt betroede Anliggender, uden at gjennemføre store Reformer, dog havde faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og derhos ført Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu i liberal Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos en ikke ringe Berigelse i Livserfaring og Livsanskuelse, derimellem ogsaa en skærpet Bevidsthed om min Stilling til dybe Spørgsmaal. Baade de nærmeste og langt senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa, at min Færd, hvorledes man end dømte om min politiske Dygtighed og Kraft, havde skaffet og bevaret mig Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og Undergivne i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos Rigsdagen og hos den talrige Række af Embedsmænd, paa hvis Skæbne jeg som Minister havde udøvet Indflydelse.

Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke jeg var Minister, i det Væsentlige bevaret sin tidligere stille Gang uden Forstyrrelse og uden synderlig Forandring i dets ydre Form. Til enten selv at udvikle et synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos Andre fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbøielighed. Min hjemlige Omgang indskrænkede sig idethele til den tidligere Vennekreds, om denne end ved selve Forholdenes Natur efterhaanden blev noget udvidet, hvortil ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor Marckmanns Hustru og to Børn boede hos os i nogle Maaneder i den første Vinter (1850-1851), efterat han fra Kapellaniet ved Frelserens Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland. Egentlig politiske Elementer hørte ikke til min Omgang hjemme. Mine Børn, af hvilke min yngste Søn først i Aarene umiddelbart før 1848 ved Operation var bleven befriet fra en Blindhed paa begge Øinene, der havde rammet ham i de første Barneaar, gik i Løbet af disse Aar sunde og glade fra Barndommen over til den første Ungdom; begge mine Sønner besøgte i 1850 min Moder og mine Søstre paa Bornholm, kort før min ældste Søn blev Student. -- Min økonomiske Stilling var med de forøgede Udgifter, trods al Sparsomhed og mig vist hjælpsom Imødekommen, ikke bleven forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke høie Lønning med forøget Gjæld.

VI.

VIDENSKABELIG, UNIVERSITETS- OG SKOLEVIRKSOMHED MED FORTSAT DELTAGELSE I DET POLITISKE LIV.

1852 til 1884.

Idet jeg forlod Ministeriet og vendte tilbage til Universitetet og Videnskaben, kunde jeg dog ikke frigjøre mig fra en fortsat politisk og parlamentarisk Virksomhed ved Siden af min specielle Hovedgjerning; deri hindredes jeg saavel af min egen engang vakte Interesse for de offentlige Anliggenders Behandling og Udvikling som af Følelsen af paatagne Forpligtelser. Det vil være naturligst i Sammenhæng med det foregaaende Afsnit her først at betragte denne, den politiske, Side af mit Liv og min Gjerning i den paafølgende Aarrække for siden at gaae over til den anden Side, hvor, som jeg haaber, et selvstændigere, mere sammenhængende og fyldigere Indhold vil vise sig.

Jeg vedblev ved min Afgang fra Ministeriet at være Medlem af Folkethinget og fandt dér snart ikke blot Leilighed, men en stærk Opfordring til at udtale mig om min Stilling og Stræben i den Post, som jeg havde forladt, og om min Betragtning af den politiske Situation, der var indtraadt, og den Stilling, der var indtagen af Ministeriet Bluhme, som allerede den 27de Januar 1852 havde afløst Ministeriet Moltke og den 28de Januar, selve Fireaarsdagen efter Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, havde udfærdiget Kundgjørelsen om den nye Plan for Monarkiets Ordning, nemlig ved Monrads Forespørgsel til Ministeriet den 3die Februar 1852. Idet jeg ved den Leilighed stærkt fremhævede, at Ministeriet udtrykkelig havde betegnet den opstillede Helstatsplan ikke som fremgaaet af fremmed Tryk, men som valgt efter dets egen Overbevisning om det Rigtige og Bedste, og idet jeg opgav at reise en principiel Modstand derimod, da den Vei, som jeg havde foretrukket at gaae, nemlig at kjøbe en ren dansk (dansk-slesvigsk) Stat ved Afstaaelse af et Stykke af Slesvig til et løsere med Danmark forbundet Holsten, ikke havde fundet nogen kraftig Tilslutning, udtalte jeg strax aabent, hvilken Stilling der ved Kundgjørelsen var indtraadt med Hensyn til Grundloven og Kongerigets derpaa byggede Forfatning, idet jeg brugte det Udtryk, at Grundloven fra dette Øieblik af maatte ansees for at hvile, forsaavidt angik de Anliggender, der nu bleve fælles for alle Monarkiets Dele og den deraf dannede Helstat. Formanden: Andræ troede ikke at kunne tillade, at nogen Del af Grundloven sagdes at hvile; jeg véd ikke, hvorvidt han selv i det Øieblik troede paa den Grundlovens vedvarende Gyldighed og fulde Kraft, som han formelt og officielt mente at burde hævde; at jeg i Virkeligheden havde Ret, følte vel Mange strax, og snart overbevistes Alle derom. Forresten deltog jeg kun Lidet i den allerede langt fremrykkede Sessions Arbeider, fraregnet den kjedelige og resultatløse Forhandling om det af mig forelagte Theaterlovforslag. Da ved de i Sommeren 1852 (den 4de August) foretagne Valg til Folkethinget Andræ ikke havde stillet sig til Gjenvalg, kaaredes jeg, der var bleven gjenvalgt i Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, ved Rigsdagens Aabning i Efteraaret til Formand i Folkethinget, paa hvilken Plads jeg bestræbte mig for at vise den samme Fasthed og Upartiskhed, som havde betegnet Andræs Ledelse af Forhandlingerne. Den neutrale Stilling, som Formandspladsen forlangte og gav, ophørte imidlertid, da det kongelige Budskab om Arvefølgesagens Ordning forelagdes den forenede Rigsdag, der i Oktober 1852 sammentraadte ved Siden af Rigsdagens sædvanlige Forhandlinger i de adskilte Thing. I det i den nedsatte Udvalg af 25 Medlemmer, hvoraf jeg blev Medlem, deltog jeg vel ikke i den Opposition, der fra J. E. Larsens og Andres Side reistes i Realiteten mod et Punkt i den foreslaaede Ordning, nemlig Ophævelsen af den kognatiske Arveret til Thronen, en Opposition, der paa en Opsigt vækkende Maade understøttedes i et af Geheimearkivar Wegener udgivet og til den gamle Statsminister Stemann dediceret Flyveskrift, da jeg hverken i sig selv lagde Vægt paa Vedligeholdelsen af den kognatiske Arveret eller kunde negte, at de med Stormagterne førte Forhandlinger syntes at gaae ud fra og forudsætte dens Ophævelse. Men det forekom derimod mig saavelsom flere andre, ingenlunde mod Regjeringen vrangvillige Medlemmer (P. D. Bruun, Hall, Knuth, Monrad, F. F. Tillisch og Unsgaard), at man i Budskabet havde valgt en uheldig Form ved uden nogensomhelst i de førte Forhandlinger liggende tvingende Grund at stille Ophævelsen af hele Kongelovens Arvefølge i Spidsen og lade Prinds Christian af Glücksburgs Kaldelse til Thronen indtræde som et mere tilfældigt end i historiske og Retsforhold begrundet Arrangement -- istedetfor først at knytte den nye Thronfølge til Kongeloven og opretholde den danske Krones med Kongelovens Arvefølge forbundne Rettigheder og Krav med Hensyn til Slesvig og Dele af Holsten for fjernere Tilfælde og derefter ophæve den kognatiske Arveret. Vi foreslog derfor i den den 10de Januar 1853 afgivne Betænkning, at den Form og Gang, der forekom os den rigtige, skulde følges i den Statsakt, hvori den nye Arvefølge efter Vedtagelsen af Kongen skulde kundgjøres. Da Sagens Behandling var bleven afbrudt ved den ganske kort efter Betænkningens Afgivelse indtraadte Opløsning af Folkethinget, fordi dette ikke havde vedtaget det forelagte Lovudkast om Toldgrændsens Flytning til Elben, og da Budskabet paany i samme Form var blevet forelagt den efter Fornyelsen af Folkethinget (den 26de Februar) atter i Marts 1853 sammentraadte forenede Rigsdag, optog jeg, der paany var bleven gjenvalgt i samme Kreds, med mine Meningsfæller det samme Forslag, og jeg talte ivrig derfor og bidrog derved tillige med dem til, at der ved den endelige Afstemning ikke afgaves det nødvendige Antal Stemmer for simpel Tiltrædelse til det kongelige Budskab. Jeg nærer endnu den Overbevisning, at vi baade i Sagen selv havde Ret, og at Regjeringen, uden at støde paa Vanskeligheder fra de fremmede Magters Side, kunde have gjort en Indrømmelse paa dette Punkt, skjøndt jeg vel erkjender, at en vis Misstemning kunde være bleven fremkaldt over, at den danske demokratiske Rigsdag overhovedet vilde tillade sig at tale det mindste Ord med i denne paa Aftaler med Stormagterne beroende Sag, men en Misstemning, som neppe havde været uovervindelig, hvis Bluhme havde havt Mod og Lyst til at bekæmpe den. Men med det Flyveskrift ("om Arvefølgesagens Behandling i den forenede Rigsdag"), hvori jeg efter anden Samling gjorde Rede for min Optræden, og hvori jeg erklærede ikke atter at ville stille mig til Valg til Folkethinget, burde jeg, eftersom jeg nu betragter Sagen, have endt min Modstand. Det var udentvivl et, tildels ved Bluhmes mod de tidligere Ministerier ubillige Optræden foranlediget, Misgreb, at jeg fortsatte Indsigelsen, da Ørsted som nyindtraadt Premierminister i den i Juni Maaned for tredie Gang sammentraadte forenede Rigsdag, hvori jeg fik Plads som imidlertid i Kjøbenhavn valgt Medlem af Landstinget, atter forelagde Budskabet uforandret og fordrede dets ubetingede Antagelse. Jeg burde have indset, at Regjeringen nu ikke kunde give efter uden at forøge den antydede Misstemning og ganske svække sin egen Anseelse, og at Sagen ikke havde den praktiske Betydning, at man derfor burde paadrage sig Miskjendelse, som om Modstanden havde andre og skjulte Grunde eller fremgik blot af Nag til Ministeriet. I ethvert Tilfælde var det mig ikke ganske værdigt, at jeg ved den endelige Afstemning var fraværende tilligemed nogle Medlemmer, der stode paa et andet Standpunkt (J. E. Larsen, Clausen og nogle Faa til). At denne min Opposition i Spørgsmaalet om Formen, hvorunder den nye Arvefølge skulde vedtages, ikke havde det Allermindste at gjøre med min Stemning ligeoverfor Sagen selv og den nye Thronfølger, er det, efter hvad jeg allerede ovenfor har sagt, aldeles unødvendigt at udtale. Jeg vedblev som før at betragte det som saare magtpaaliggende, at Thronfølgeren -- efter et Udtryk, som jeg erindrer blev brugt derom i en russisk Regjeringsmeddelelse, -- blev sat muligst en évidence, Noget, der just ikke laae Frederik VII paa Hjerte, og kom i det bedste Forhold til sine fremtidige Undersaatter. Jeg erindrer, at jeg, da jeg mødte Andræ og Hall, idet de kom fra det første Statsraad, i hvilket de som Ministre havde deltaget, bragte denne Sag paa Bane og af dem modtog Underretning om, at det lige var vedtaget, at Prindsen skulde træde ind i Geheimestatsraadet. Jeg betragtede med stor Harme den usømmelige Maade, hvorpaa "Fædrelandet", i, som det syntes, fortsatte Drømme om en dynastisk-skandinavisk Forbindelse, oftere omtalte og hentydede til Thronfølgeren, og, da jeg ikke lagde Skjul paa denne Harme, var det forsaavidt ret naturligt, at "Fædrelandets" Forbitrelse ved en sidste og afgjørende Leilighed udgød sig i de groveste Udbrud imod mig, nemlig da jeg ved Thronskiftet i 1863 som Præsident i Rigsraadet med dettes fulde Samstemning bragte den nye Konge og Dronning dets Hilsen og Lykønskning[81][82]. -- Til personlig Nærmelse til ham som Prinds havde jeg derimod hverken indre eller ydre Opfordring, og jeg betraadte med Undtagelse af et enkelt Selskab i Anledning af Rigsraadets første Aabning ikke hans Bolig tidligere end i Slutningen af 1859, da jeg den samme Dag, paa hvilken Frederiksborg Slot om Aftenen brændte, følte mig dreven til at henvende mig til ham for indstændig at bede ham om ikke at modtage den Stilling, som den da nysindtraadte Udenrigsminister, Baron Blixen-Finecke havde foreslaaet Kongen at give ham som Statholder og kommanderende General i Holsten (eller i Holsten og Slesvig) med Bolig i Altona; jeg forudsaae nemlig, som vistnok mange Andre, at Prindsen derved vilde blive bragt i en for hans Fremtid i høieste Grad farlig Stilling mellem paa den ene Side den tydske Befolkning, navnlig det slesvigholstenske Ridderskab, som han skulde skaane og søge at vinde, og paa den anden Side det danske Folk, der ængstelig vilde vogte paa ethvert af hans Skridt. Hans kongelige Høihed beroligede mig ved bestemt at udtale sin egen Beslutning om ikke at gaae ind paa Tilbudet.

{[81] Udgiverens Anmærkning: Min Faders Tale og "Fædrelandets" Angreb paa ham i den Anledning findes i det nævnte Blad for 23de November 1863.}

{[82] Destoværre vare disse Drillerier mod Thronfølgeren og denne gjentagne Fremdragen af Carl XV af Sverrig og Norge, f. Ex. da denne var tilstede ved en Høstmaneuvre i Dyrehaven og sammes Omgivelser, hvor Prinds Christian kommanderede den ene af de to mod hinanden opererende Afdelinger, ved hvilken Leilighed Carl XV i "Fædrelandet" i Modsætning til vor Thronfølger fremhævedes, som om han var en prøvet Feltherre, stundom ikke Frederik VII ubehagelige.}

Efter Arvefølgesagen fulgte i Rigsdagssessionen 1853 til 54 -- i hvilken jeg som Medlem af Landsthinget deltog i de almindelige Lovarbeider, navnlig ved det vigtige Tyendelovforslag og som Medlem af Udvalget om et Par Almueskolevæsenet berørende mindre Lovudkast, -- Regjeringens Forslag om Grundlovens Indskrænkning til Kongerigets særlige Anliggender for at gjøre Plads til den paatænkte Fællesforfatning for Monarkiet. Under første Behandling af denne Sag ansaae jeg mig, idet jeg sluttede mig til den i Folkethinget vedtagne Bestemmelse, at den endelige Beslutning om Indskrænkningen først kunde tages, naar Rigsdagen var bleven bekjendt med Fællesforfatningens Indhold, for nødt til at optræde temmelig skarpt mod Premierministeren Ørsted. Jeg hævdede nemlig dels, at det allerede var uheldigt, at der, førend Nogen kjendte Fællesforfatningen, var kommet til at bestaae i deres hele Anlæg væsentlig forskjellige Specialforfatninger for Kongeriget og for hvert af Hertugdømmerne, hvis ligelige Tilslutning til og Sammenhæng med Fællesforfatningen derved blev vanskeligere at tilveiebringe, dels at Erindringen om Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, af hvis Underskrivere tre, derimellem Ørsted selv, havde Plads i det daværende Ministerium, nødvendig medførte, at man før Vedtagelsen af Grundlovens Indskrænkning krævede Sikkerhed for, at Kongeriget i Fællesforfatningen fik den det efter Omfang og Indbyggerantal tilkommende Ret. Da Ørsted herpaa svarede, at Hertugdømmerne ved Oprøret havde forspildt den i 1848 dem tilstaaede Begunstigelse, kunde jeg ikke undlade at udtale, at den nye Forfatning ikke skulde bygges paa Gunst eller Straf, men paa naturlig Ret og med Erkjendelse af, at dennes Krav i 1848 ikke var fyldestgjort overfor Kongeriget, ligesom jeg heller ikke kunde forbigaae den mærkelige Ytring af Krigsministeren, at han ikke havde mindste Kundskab om, hvorledes Fællesforfatningen tænktes indrettet, hvorved der kastedes et eiendommeligt Lys paa den ubegrændsede Frihed, som Ministeriet forlangte med Hensyn til denne Forfatnings Dannelse for sig eller for et muligt andet Ministerium. Ved Siden af, hvad jeg savnede hos Ørsted som Statsmand, navnlig med Hensyn til Indsigt i Nationalitetens Betydning, maa jeg anse det for et Bevis paa hans store Humanitet, at dette Sammenstød ikke havde mindste Indflydelse paa mit Forhold til ham som Kultusminister i min særlige Embedsstilling som Undervisningsinspektør og heller ikke blev til Hinder for, at, da derpaa ved Forordningen af 26de Juli 1854 et Rigsraad af foreløbig 20 kongelig udnævnte Medlemmer oprettedes, jeg strax kaldtes til Medlem af samme. Denne Kaldelse kunde jeg imidlertid ikke modtage efter min Opfattelse af den i Forordningen fastsatte Fællesforfatnings Beskaffenhed baade med Hensyn til Repræsentationens Sammensætning (20 kongevalgte Medlemmer af 50 i det hele) og dens Kompetence, der for en stor Del kun var raadgivende, i Forhold til den Forpligtelse, jeg som Underskriver af Grundloven af 1849 ansaae mig for at have til at holde paa en virkelig konstitutionel Forfatning, og jeg begjærede derfor, medens de 11 andre for Kongeriget Udnævnte modtog Kaldelsen, Fritagelse derfor og fik den ogsaa under 28de August, dog først efter en fornyet Opfordring til at indtræde og efter en temmelig varm forudgaaende Forhandling med Indenrigsministeren Tillisch.[83] Da det imidlertid ikke paa nogen Maade laae i min Hensigt at træde i et bestemt Oppositionsforhold til Regjeringen, og da Sammenstød i Rigsdagen maatte skade de Interesser, for hvilke jeg som Embedsmand skulde virke, frasagde jeg mig samtidig (den 12te Juli) min Plads i Landsthinget og blev altsaa udenfor Rigsdagen i Sessionen 1854-1855.

{[83] Om de i den Anledning stillede Opfordringer og udspredte Rygter og af mig offentlig afgivne Erklæringer henvises til Bladene for det nævnte Tidspunkt.}