# Livserindringer

## Part 17

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/livserindringer-44967/index.md

Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger fortsatte, men deres Sæde forlagt fra London til Berlin, hvor de førte til de paa Danmarks Vegne af Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede Fredspræliminarier og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission, sammensat af et dansk, et preussisk og et engelsk Medlem, og Sydslesvig holdes besat af preussiske Tropper, Nordslesvig af et neutralt -- svensk -- Troppekorps. At disse Underhandlinger og deres tilsyneladende Resultat, Fredspræliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare fordømte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalænge man fra dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik, som man hverken havde Kraft til at gjennemføre eller kunde faae Understøttelse for hos Stormagterne (og som, vil jeg tilføie, hvis den en kort Tid var bleven seirrig, utvivlsomt kun vilde have ført til et fornyet slesvig-holstensk Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun ved Ruslands Tryk gik ind paa Noget, der ad Omveie maatte føre tilbage til, hvad Rusland i sig selv begunstigede, et løst sammenklistret, saakaldet dansk Monarki, indenfor hvis Grændser den kun lidet beskaarne Schlesvigholsteinisme dels beholdt, dels søgte at gjenvinde sin tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at gjentage, hvad der foreløbig ikke var lykkedes. England havde fra den Tid, da den af Palmerston optagne Tanke om en Deling af Slesvig var afvist fra dansk Side, kun beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det danske Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig derfor til Rusland. Underhandlingerne førtes af Mænd (i London Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse af de nye Forholds Krav og uden nogensomhelst selvstændig Opfattelse kun bevægede sig i de overleverede Forestillinger[73]. Opgaven for den Del af Ministeriet, der stod paa et nationalt Standpunkt (og til denne Side sluttede sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var altsaa at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser og Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og Paastande paavistes og bleve imødegaaede. Til en saadan Virksomhed gav Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre forsaavidt Adgang, som den diplomatiske Korrespondance, især saalænge Kammerherre A. H. Bille var Moltkes Medhjælper, i stor Udstrækning droges ind i Statsraadet og forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min Lod at staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen af Beslutningerne. Man søgte altsaa at holde Sagen hen, indtil et Omsving herhjemme kunde tilveiebringes og Initiativet til en virkelig definitiv Løsning tages herfra. Men allerede dengang frygtede jeg, hvad der siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag, der skulde udgaae fra de Ministre, der vare stemplede som Demokrater, efterhaanden blev desto vanskeligere, jo mere de saakaldte venskabelige Magter satte sig fast i de gamle Forestillinger og bleve kjede af vor Nølen. Og dog var Øieblikket til at fremtræde med den engang forkastede Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsøg, endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu havde skaffet sig Plads nok og Beviset for den rene Eiderpolitiks Umulighed endnu ikke var ført fuldt ud, men fordi Danmarks militære Stilling, saalænge endnu ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod svigtede da. De efter Fredspræliminarierne og Vaabenstilstanden af 10de Juli 1849 i Berlin under Englands Mægling fortsatte Underhandlinger, hvori fra dansk Side tilligemed Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist A. W. Scheel deltog, førte, som bekjendt, ikke til nogen virkelig og endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men kun til den ubestemte og foreløbige Fred (paix pure et simple) imellem Preussen og Danmark af 2den Juli 1850[74][75]. Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget vigtige Fordel, at Slesvig rømmedes af de fremmede Tropper, og at det tillodes Kongen af Danmark at sætte sig i Besiddelse af dette Hertugdømme, forsaavidt han saae sig istand til at gjennemføre og hævde dets Besiddelse. Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny virkelig Krig, idet den danske Hær fra Nord rykkede ind i Slesvig, samtidig med at den med betydelige Kræfter fra Tyskland understøttede slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind deri fra Syd. Det ingenlunde farefrie Foretagende kronedes med Held i det blodige, vel mere ved Hærens og dens Føreres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse vundne Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befæstedes ved Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spænding ogsaa jeg ikke blot som Dansk, men som Medlem af det Ministerium, der bar Ansvaret, fulgte disse Begivenheder, behøver ikke at siges[76].

{[73] Det hørte overhovedet med til den lidet gunstige Eiendommelighed ved Stillingen i Aarene 1848 og næstefter, at Danmark i Udlandet overalt repræsenteredes af Mænd, der stode en national dansk og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som derfor, hvor personlig hæderlige de end vare, ikke egnede sig til hos Fremmede at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og tænktes i Kjøbenhavn. Men til en Fornyelse af det diplomatiske Korps savnedes ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde været Manden til at udføre den. O. Lehmanns Reise til Paris og London i 1848 var ikke det heldigste Forsøg paa en Modvirkning.}

{[74] De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne førte Samtaler med tre fra Holsten til Kjøbenhavn sendte saakaldte Tillidsmænd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa aldeles uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at bemærke, at Heinzelmann gjorde mig mærkelige Tilstaaelser om de virkelige Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra tidligere Ansættelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde ofte paalagt ham at tale med Bønderne fra Landsbyerne omkring Slesvig, fordi Amtmanden selv ikke tilstrækkelig forstod Dansk.}

{[75] Som Følge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg (den 14de Juli) med Dannebrogsordenens Kommandeurkors.}

{[76] Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om, hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10 om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. -- Da jeg den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den 6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.}

Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog Østerrig først lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklærede Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning for at være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat, der væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik, og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en fuldkommen Løsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke udsattes for paany at sprænges, eller at, hvis en saadan Sprængning indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede mig for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig danske Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Løsning gjaldt det at benytte den vundne Stilling: den seirrig hævdede Besiddelse af saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske Bestyrelse af Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes, min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober 1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rækkes 4de Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv skulde fremtræde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og administrative Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs med Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning. Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med, men end ikke blot alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine Kolleger skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at fastholde hele Slesvig. -- Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. -- Det havde maaske været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra Begyndelsen af havde været ledende for mig med Hensyn til Statens Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken jeg ene havde nogen Tillid, saaledes tilbagetrængtes og opgaves, paa det Tidspunkt var traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive dels af et, omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels af Trangen til at fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede specielle Ministerium: Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa Henseende givne Løfter[77].

{[77] Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og Arbeide for Delingstanken, henvises til de som Tillæg II aftrykte Aktstykker.}

Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i Slutningen af Juli eller de allerførste Dage af August gik over Slotspladsen henimod Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig. Efter min Indtrædelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos mig for at spørge om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig. Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om jeg vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse, havde svaret, at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne Efterretning, som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger, den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der tilfældigvis var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger imod dette Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod sig indvende derimod, medførte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af Londonnerprotokollen skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke til Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse kunde hentydes til Muligheden af et nyt standsmæssigt Ægteskab. Konseilpræsidentens Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne foretage Videre i dette Anliggende[78].

{[78] Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave, at have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde, saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets Form. Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, véd jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.}

I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske Hus fik en væsentlig Indflydelse, og at der ikke kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger, der ikke var Danmark og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medførte ligefrem tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg, der var bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Søn af den i Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den VIII's Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift med Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den tydske Stat Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier. Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af Prinds Christian af Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare hæderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til Dronning Marie Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Søster samt født og opdragen i Kjøbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde staaet i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod og simpel Værdighed, der karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post han var bleven udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater vare betegnede som mulige, vægrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den danske Regjering og det danske Folk helst kunde ønske til Konge. Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede øieblikkelig at ville tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til Henstillingen til Keiseren at faae tilføiet, at, hvis der skulde tages noget Hensyn til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare disse ubetinget for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig Sagen var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det Hele var indledet og fremmet, i et egenhændigt Brev skulde bevidne Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over den Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets øvrige Medlemmer iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betænke sig. Men, da Statsraadet erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i Orden og bekræftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni 1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at burde tilføie, at jeg paa den Tid ikke havde det ringeste personlige Bekjendtskab til Prinds Christian eller hans Gemalinde og, saavidt jeg erindrer, aldrig havde vexlet noget Ord med ham, men Hensynet til, hvad Fædrelandets Vel krævede, lod mig ikke noget Øieblik være usikker eller lunken. Navnlig betragtede jeg, hvor varmt jeg end omfattede de nordiske Folks Broderskab og Ønsket om muligst nær Sammenslutning imellem dem, den hos Andre opstaaede Tanke om en dynastisk Forbindelse med Sverrig-Norge ved Kong Oscars (eller senere Carl XV's) Kaldelse til den danske Throne som et Hjernespind; jeg vidste altfor vel, at hverken Stormagterne, navnlig Rusland, vilde finde sig i en saadan Udvidelse af Huset Bernadottes Magt eller dette Hus vove alvorlig at gribe og forfølge en saadan Plan, om den end, saalænge den blev et blot Phantasibillede, hos samme kunde vække en platonisk Kjærlighed, eller det svenske og norske Folk gjøre Opofrelser for en saadan Tanke, ligesom ved roligt Overlæg heller ikke den store Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed, kunde overses, som Opretholdelsen af et fælles Kongedømme for tre Folk med tre forskjellige Forfatninger vilde medføre.