Part 16

Til min Deltagelse i Rigsdagsforhandlingerne for mit eget Ministeriums Vedkommende føiedes i anden Session 1850 en temmelig betydelig Indgriben i Forhandlinger, der angik to andre Ministerier. B. Christensen havde kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af ham i Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov, der gik ud paa en Deling af Riget i to store Kredse, Jylland og Øerne, med næsten fuldstændig Sondring i alle Anliggender, der paa nogen Maade kunde betegnes som kommunale, hver med en Landshøvding i Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besættelsesret til en Mængde Embeder, hvorved Kongemagten og Centralregjeringen aldeles lammedes og den betænkeligste Forvirring maatte indtræde. Det var af den største Vigtighed, at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette Lovudkast, hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem, vilde føre, og at den statsopløsende Tendents, der, tildels vistnok Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev paavist og tilbagevist, saa at ingen Del af Spirerne kom til Udvikling; men denne Opgave laae udenfor den daværende Indenrigsminister Rosenørns Synskreds; han tabte sig under den første Behandling (den 1ste November) i en Række lidetsigende Detailbemærkninger, billigende, misbilligende og tvivlende, og det saae næsten ud til, at Lovudkastet vilde faae en vis Anerkjendelse ved Henvisning til anden Behandling, maaske med ikke ringe Stemmeflerhed og med Nedsættelse af Udvalg. Jeg tog da i sidste Øieblik Ordet for i et indtrængende Foredrag at belyse Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod under bestemte, skarpt fremtrædende Hovedpunkter; Følelsen af Sagens Vigtighed gav mig Kraft, og ved den umiddelbart paafølgende Afstemning ved Navneopraab negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen hilstes med mere end almindeligt Bifald[70]. Mindre iøinefaldende, men af mere positiv Betydning var min Medvirkning ved Presselovens Behandling. Da den Tilstand, der var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af 24de Marts 1848, som ophævede alle efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var uholdbar og uklar, havde Justitsministeren Bardenfleth allerede i den første Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget indbragt et Lovforslag om Pressens Brug, der med ikke uvæsentlige Ændringer gik over til Folkethinget, men dér, efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet yderligere Forandringer, paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse fremlagde Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling 1850, men derimod indbragte syv Medlemmer af Folkethinget, derimellem Damkier, Hall, Krieger og Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og Forhandlingerne derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug. Til dette Forslag stillede Justitsministeren sig under første Behandling temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst syntes meget ringe. Da jeg imidlertid baade i Forslaget saae et i det Væsentlige brugbart Grundlag og ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nævnte Side af Folkethinget, der i det Hele støttede den, for meget uheldigt, navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af første Behandling Ordet for at anbefale Forslaget til Fremme. Ved anden Behandling syntes Forholdet imellem Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke at blive bedre, og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget heftig opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik Beskyttelsen af religiøse Trossamfund og Sædeligheden mod Krænkelser i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg i det Hele maatte tiltræde og forsvare den. Efter Slutningen af anden Behandling lykkedes det mig imidlertid at tilveiebringe en fortrolig Forhandling i Bardenfleths Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen og mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte, overtog Mæglerens Rolle. En Overenskomst kom istand ved gjensidige mindre Indrømmelser og Lempelser, og, idet de deraf følgende Ændringsforslag gik igjennem ved 3die Behandling, skjøndt Clausen endnu var misfornøiet med § 8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget med meget stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved første Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig den omstridte ottende Paragrafs Forsvar mod Ørsteds og Blechingbergs heftige Angreb; ved anden og tredie Behandling opgav de og deres Meningsfæller Kampen, og Lovudkastet gik da stille igjennem begge Behandlinger og bestaaer endnu som gjældende Lov om denne vigtige Gjenstand.

{[70] Den samme snevre Synskreds og Fortabelse i Smaating (navnlig nye Benævnelser) viste sig over alt i det Udkast til en Kommunallov, som den flittige og kundskabsrige Indenrigsminister selv udarbeidede og forelagde Statsraadet efterhaanden i Løbet af Vinteren 1850-1851. Naar i Statsraadsmøderne, der den Vinter sædvanlig holdtes om Aftenen i et Værelse paa Kristiansborg, de til Afgjørelse nærmest foreliggende Sager vare behandlede og Theen indbragt, pleiede Grev Moltke med godmodig Resignation at sige: "Saa maae vi vel have lidt Kommunallov", hvorpaa et langt, roligt Foredrag af Indenrigsministeren begyndte, af og til afbrudt ved en høist mistænkelig Lyd fra Marineministerens Lænestol. I Rigsdagssamlingen 1852 indbragte Rosenørn som Medlem af Folkethinget sit Forslag til liden Glæde for Thinget og for sig selv.}

* * * * *

Allerede længe inden Grundlovsforhandlingen var bragt tilende og Grundloven sanktioneret, havde jeg maattet deltage i Ansvaret for en Fornyelse af Krigen, da Tilstandene i Slesvig vare utaalelige og Underhandlingerne hverken skrede frem eller kunde ventes, i hvilken Retning de end førtes, at ville give et for det egentlige Danmark endog blot taaleligt Resultat, saalænge de maatte føres paa Grundlag af den ved Vaabenstilstanden af 1848 og dens Forvanskning tilveiebragte Besiddelsesstand, hvorved hele Slesvig var i Fjendens Magt. I Krigsførelsen selv havde naturligvis jeg som de øvrige civile Ministre kun den Andel, der kunde ligge i at støtte Krigsbestyrelsens Bestræbelser ved alle Midler, hvorved dog en ganske overveiende Rolle tilfaldt og med stor Dygtighed udførtes af Finantsministeren, og maaske raadgivende at indvirke paa visse almindelige Planer for Kampens Ledelse. I sidstnævnte Henseende indtraadte strax en vigtig Overveielse, idet Krigsministeren, under Udtalelse af Mistillid til den i den danske Hær selv tilstedeværende høiere Krigserfaring og strategiske Indsigt -- en Mistillid, der specielt rettedes mod Læssøe, -- forlangte og, ikke med min gode Villie, fik Samtykke til at indkalde en fremmed, hvilket, da man var udelukket fra Tydskland, vilde sige en fransk, General til at overtage Overanførselen eller i det Ringeste udkaste Felttogsplanen. Efter nogen Søgen henvendte Hansen sig til den af den aktive Tjeneste udtraadte General Fabvier, der tidligere havde været Stabschef hos Marechal Marmont, og med hvem Hansen havde gjort Bekjendtskab i Grækenland, hvor Fabvier organiserede og kommanderede græske Tropper paa samme Tid, som Hansen i Forening med to andre danske Officerer (Schlegel, senere Chef for Ingeniørkorpset, og Tscherning) var nedsendt til det franske Armeekorps, der en Tidlang stod paa Morea. Fabvier gjorde ved Ankomsten til Kjøbenhavn intet gunstigt Indtryk, og den Plan, han her fremsatte for Felttogets Aabning, maatte ved nogen Eftertanke forekomme Enhver som et høist besynderligt Indfald. Den gik ud paa, at en Del af den danske Armee, der forudsattes i sin Helhed ikke at være istand til ligefrem at møde den fra Holsten over Slesvig nordefter mod Flensborg og videre fremrykkende fjendtlige Styrke og optage Kampen med den, skulde landsættes i Svandsen og der indtage en Stilling, hvor den truede Fjendens høire Flanke og derved hindrede hans Fremtrængen[71]. Det faldt ikke Fabvier ind, at Fjenden, der antoges stærkere end vor Hær, naturligvis strax vilde vende sig imod denne, som, hvis Kampen gik den imod, vilde trænges ned til Kysten og dér, hvis Infanteriet eller en Del deraf optoges paa Skibe, ialtfald efterlade Artilleri og Kavalleri som Fjendens Bytte. Medens i Kjøbenhavn baade Andre og jeg studsede over denne Plan, for hvilken Forbilledet syntes at have været Udkastet til en Landgang og et lille Streiftog af græske Palikarer, udtalte Læssøe, der endnu da var Stabschef hos den Overkommandoen over Armeen paa Als og i Sundeved førende General Krogh, da Krigsministeren med Fabvier reiste derover, en streng og skaanselløs Kritik over Fabviers Planer og Ytringer, ved hvilken Kritik Hansen, der havde indkaldt ham, ikke berørtes behagelig og hans Stemning ligeoverfor Læssøe ikke blev bedre. Han lod imidlertid Fabvier falde, og denne forsvandt uden i Danmark at efterlade sig andet Spor end Antegnelsen i Statskalenderen af det Storkors, han selv medtog, og de to Ridderkors, hvormed to saakaldte Sekretærer hos ham dekoreredes og endnu opføres i vor Statskalender. De nærmest paafølgende Begivenheder ere noksom bekjendte. Ulykken ved Ekernførde gav Anledning og Paaskud til at fjerne Krogh og Læssøe, der afløstes af den kække og kamplystne Bülow og den brave og forstandige, men ikke geniale Flensborg; den danske Hærs Hovedstyrke trak sig, efterladende en Besætning paa Als, tilbage til Nørrejylland, og efter den blodige og resultatløse Kamp ved Kolding den 23de April og nogle mindre Fægtninger ved Gudsø osv. indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller gik under Bülow over til Fyen, medens en anden Del under Rye hæderlig førtes tilbage mod Nord forbi Aarhus til Helgenæs, hvorhen den forfulgtes af Preusserne, idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthæren. Under disse Omstændigheder gjaldt det i April, Mai og Juni for Ministeriet om baade selv at beholde Mod og Fatning og at opretholde Modet hos Befolkningen. Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann kaldtes ud af Statsraadsmødet paa Kristiansborg for af sin Adjutant at modtage og bringe os andre Efterretningen om Tabet af to af Marinens bedste Skibe ved Ekernførde, og dernæst hvorledes jeg Morgenen efter Kampen ved Kolding, da jeg uden nogen Anelse om denne Begivenhed kom op i Ministerialbygningen, dér traf Indenrigsministeren Bang aldeles overvældet og ude paa Gangen høiligen jamrende over det forfærdelige Myrderi og det store Tab. Jeg spurgte ham øieblikkelig, om der var tabt Faner eller Kanoner eller et stort Antal Fanger; da han benegtede dette, men vedblev at jamre over de 700 Døde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart, at man ikke førte Krig uden at have Døde og Saarede, og bad ham indstændig om at dæmpe og skjule sin Forsagthed; jeg bør dog tilføie, at Bang ved Modtagelsen af Efterretningen fra Ekernførde havde vist langt større Fatning og i det Væsentlige redigeret den korte og besindige Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer jeg Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen af Mai havde ganske alene og i fuld Fortrolighed med Krigsministeren om Udsigten for Fredericias Modstand, hvorom han mistrøstig udtalte, at Fæstningen for Ærens Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men da maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg vis, endnu ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort Udfald og Angreb. At Planen dertil derefter lagdes og forhandledes imellem Hansen, Bülow og Flensborg og dernæst udførtes med Ro og besindig Kløgt og holdtes saa fuldstændig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis urolige og utaalmodige, Kolleger -- jeg troer ikke engang Marineministeren -- havde nogen Anelse om Forehavendet, regner jeg Hansen til stor Fortjeneste. Hvem det første Initiativ tilhører, véd jeg ikke, men allerede temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af Ministeriets civile Medlemmer den Forventning gjældende, at Bülow ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias Fald. Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede for, at Bülows Handlelyst skulde lammes ved Hansens Indblanding og Flensborgs for store Betænksomhed, maaske ogsaa fordi det var os forebragt, at Bülow gjerne vilde have beholdt Læssøe til Stabschef, tillode vi os et Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paa Spil; vi skrev i Forening til Bülow, at vi forudsatte, at han var sig sin Stilling og sit Ansvar som kommanderende General, der havde at handle efter egen bedste Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt sig trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de egentlige Krigsoperationer eller ønskede nogen Forandring i Stabschefsposten, skulde finde den kraftigste og afgjørende Støtte i Statsraadet, naar han henvendte sig dertil. Bülow svarede fuldkommen korrekt, at han tog hele Ansvaret for at handle eller undlade at handle paa sig, og at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under Beleiringen af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere jævnlig Breve fra den ved Hæren ansatte Feltpræst Boisen (senere død som Stiftsprovst i Ribe), og, da disse begyndte at bære Spor af Mismod ikke blot hos Brevskriveren, men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del af Mandskabet og enkelte endog høierestaaende Officerer (derimellem dog i intet Øieblik den tapre Kommandant Lunding) samt at udtale et noget utaalmodigt Ønske om Fred, indskærpede jeg ham ved enhver Leilighed, som hans Embedsgjerning medførte, eller som iøvrigt tilbød sig, at udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen ønskede Fred, men en hæderlig og varig, og at en saadan kun kunde opnaaes, naar ved en heldig og ikke ubetydelig Vaabendaad Slesvigholstenernes øieblikkelige Overmod nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke for den danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg har Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en anden og større Publicitet, end der var tilsigtet, men de skadede i ethvert Tilfælde ikke. Udentvivl ved urigtig Opfattelse og Fremstilling af Boisen opstod en Art Mythe om, at Oberst Lunding, da han hørte om dette Brev, forlangte det af Præsten og efter Læsningen i opbrusende Heftighed besluttede at foretage et større Udfald og kun ved sin Stabschefs og Andres Forestillinger bragtes derfra. Urigtigheden af denne Fortælling er bevidnet mig af nuværende General Ernst, der dengang stod Kommandanten i Fredericia meget nær; dog formoder jeg, at mit Brev til Boisen ikke er blevet Lunding ubekjendt[72]. Den af mig ønskede Vaabendaad kom, forberedet fra anden og kompetent Side, stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa, hvorledes mit som Andres Sind i hine Dage med yderste Spænding dvælede ved Fredericia, skal jeg, hvor smaaligt det end kan synes, dog anføre, at jeg et Par Dage iforveien en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drømt, at Bülow paa Grund af en stor Seir var udnævnt til Generallieutenant. Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen ud for at have en Samtale paa Amalienborg med Overhofmarechal Levetzau om hans Udnævnelse til Overdirektør for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa Veien besøge en Barberstue. Paa mit henkastede Spørgsmaal, om der fortaltes noget Nyt i Byen -- Morgenaviser udkom dengang ikke --, svarede Barberen, at han havde hørt fortælle, at der skulde have staaet et Slag, hvori vi skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel ikke var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne søge nærmere Bekræftelse maatte jeg gaae til en halv Times Konference med Levetzau, hvorefter jeg ilede hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned i Ministeriet, idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen var sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I Bredgaden (jeg boede dengang i Dronningens Tvergade) mødte jeg tre mig bekjendte Embedsmænd, derimellem den senere Stiftamtmand i Lollands Stift, Baron Holsten, der fortalte mig, at de faa Øieblikke iforveien havde talt med Marineministeren, der havde sagt dem, at der telegrafisk (naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen var forlangt Midler til at transportere 1800 tagne Fanger. Jeg ilede da tilbage for at sige til Portneren i den Gaard, hvori jeg boede, at han skulde gaae op til min Hustru og sige, at "det var sandt", og fortsatte, efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring gjentaget den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen for at søge nærmere Efterretninger. Om Eftermiddagen holdt jeg Seiersfest i Dyrehaven, hvor jeg med mig selv og mødende Venner ivrig drøftede Spørgsmaalet, om Bülow efter Seiren havde fortsat Forfølgelsen mod Veile for at fuldende Opløsningen af den ad denne Vei flygtende Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og hvad der stod imellem Kolding og Als. Jeg erfarede snart, at min Fantasi havde taget for rask Flugt; den lange og haarde Kamp havde udtømt Kræfterne og krævet nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens og en udholdende Anstrengelse fra Kavallerikommandoens Side uden synderligt Offer kunde have forøget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.

{[71] Thorsøe lader i sit Værk: "Kong Frederik den Syvendes Regjering" denne Plan være General Hansens egen; maaske var den begges i Forening.}

{[72] Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen, skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte, ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af 27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne -- der vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, -- ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder nemlig deri: "Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden og Landefreden maatte tilkæmpes, og hvor vigtigt det var ikke at blive træt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjøre, og han glædede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at opfylde dette Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre nogle nye Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde udsætte Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den 28de Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt ham -- --; hans Ytringer i denne Anledning vare af den Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. -- Imorges skrev jeg derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den allermindste Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender, ligesom at intetsomhelst Ansvar kunde falde paa den #private# Brevskriver. -- -- Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." -- De nævnte Breve tjene iøvrigt til at bekræfte, at der hos adskillige Militære havde dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod Generalkommandoen have fornødne frie Hænder.}