Part 13

Under den heftige indre Bevægelse og overhængende Fare udenfra var der i Marts 1848 ved en Forbindelse imellem Repræsentanter for det Overleverede og de nye, hidtil udenfor Administrationen staaende Mænd, der bares frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art foreløbig ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvægt. Da nu just Ministrene af denne Side i November traadte ud, fordi de hverken hos Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen turde regne paa Understøttelse for den Modifikation i deres oprindelige Program, som de erkjendte for nødvendig, i det Ringeste som subsidiær Udvei, var det naturligt, at den til den anden Side hørende Ministerpræsident, hvem det overdroges at danne det nye Ministerium, vel ikke paa Grundlag af en vedtagen Forfatningslov, men dog ligeoverfor en allerede til Vedtagelsen af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og et denne forelagt Udkast, søgte sine Medarbeidere overveiende imellem Mænd, der allerede før Marts Maaned havde havt Andel i Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne, men saaledes, at Frygten for et Brud med den nye Retning i Statslivet og med den nationale Stræben udelukkedes. Det nye Ministerium rykkede derved i Personer og Former lidt længere til Høire, men uden nogen Reaktion. At iøvrigt noget nærmere bestemt Hensyn paa en harmonisk Samvirken gjorde sig gjældende, vil jeg ikke sige. De Kræfter, der overhovedet vare til Raadighed, tillode ikke noget strengt Udvalg, og Gjennemførelsen af et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes Personlighed ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev Moltke var en saare elskværdig Privatmand, en _grand seigneur_ med fuld Følelse af denne Stillings Forpligtelser, og havde Styrke nok til den passive Opofrelse for at lette Statsmaskinens nogenlunde jævne Gang at underkaste sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mænd af meget afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer; men han besad ligesaalidt klart og omfattende Blik paa indviklede Statsforhold som streng Arbeidsomhed eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I selve sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjørelser. Uden nogensomhelst diplomatisk Øvelse eller Erfaring paatog den mere end tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen af Udenrigsministeriet, understøttet med Hensyn til det Formelle ved den diplomatiske Korrespondance af en brav, men hverken ved Begavelse eller ved i høiere Stillinger vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille. Den Karakter af ubestemt Passivitet, der herved paatryktes Regjeringen, var imidlertid under de givne Forhold maaske endog ret heldig, indtil det Tidspunkt, da det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851 gjaldt om at benytte den relativt gunstige Stilling til en selvstændig og aktiv Optræden. Af de civile Ministre medførte Bang som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og Arbeidslyst, omfattende juridisk Indsigt og, navnlig hvad Landboforholdene angik, ogsaa administrativ Erfaring, men der fattedes ham Forstaaelse af høiere politiske Spørgsmaal og Karakterfasthed; hans Betragtning havde ligesom hans ydre Væsen ofte noget Vulgært og Simpelt. Finantsminister Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere indtraadte Rosenørn med mig endnu er tilbage af dette Ministeriums Medlemmer) forenede betydeligt Talent og Fagkundskab med ungdommelig Kraft og Mod; han ledede baade sit eget Ministerium med Dygtighed og Sikkerhed og hævdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I almindeligere politiske Spørgsmaal vare hans Anskuelser imidlertid neppe meget faste, og man mærkede vel hos ham en vis aristokratisk farvet Lyst til med Benyttelse af Omstændighederne at naae en overlegen Rolle og Stilling. Krigsministeren: General Hansen medbragte fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i Generalkommissariatskollegiet den ældre militære Rutine; han besad Sands for Orden og Regelmæssighed og en til Stivsind og stødende Særhed udartende Fasthed; det hele konstitutionelle Væsen var ham fremmed og imod; i Felttoget 1848 havde han havt Sammenstød med den udmærket begavede Stabschef Læssøe og kunde ikke overvinde sin Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet vanskeligt at fastholde Grændsen imellem sin Virksomhed som Krigsminister og Førelsen af den aktive Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore smaae Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare elskværdig og agtværdig Personlighed, men hverken særdeles skarpsindig Jurist eller hurtig og sikker i en Debat, og Zahrtmann, der havde tabt noget af Sømandens Energi og Djærvhed som Adjutant og Hofmand hos Christian VIII, gjorde sig ikke meget bemærkede udenfor deres Specialministerier. Moltke, skjøndt i sit Væsen og sine Følelser grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed ved at gjøre sig fortrolige med andre Forestillinger om Monarkiets og dets Deles Sammenhæng end dem, hvorunder de længe havde virket, især med Tanken om en løsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck holdt vel paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men uden at gjøre sig Nationalmodsætningens Forhold til det slesvigske Spørgsmaal ret klart. Bang gik med sine Tanker ikke meget udover Kongeriget, til hvilket hans tidligere Opgaver ganske havde indskrænket sig. Rosenørn, der i September 1849, efter at være nedkommen fra Island, hvor han var Stiftamtmand, afløste den af Ministervirksomheden trætte Bang som Indenrigsminister, var en arbeidsom og samvittighedsfuld Mand med mange Kundskaber, men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt i smaalig Detail og var i almindeligere politiske Spørgsmaal uklar og i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mænd indtraadte nu jeg aldeles blottet for administrativ Øvelse og Rutine, ubekjendt med alle Former. Det faldt mig imidlertid ikke vanskeligt temmelig hurtig at sætte mig ind heri og i den mit Specialministerium vedkommende Lovgivning, dels ved Hjælp af en vis fra min Barndom stammende Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjønnede, ved den Understøttelse, som jeg fandt hos min tidligere Foresatte, nu min Departementschef: Konferentsraad J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder berededes mig paa den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab saavel med det hele høiere Embedspersonale som med de hidtil udenfor Embedsstanden politisk virksomme Mænd (-- thi med den yngre politiske Opposition og Journalistik havde jeg som anført heller ikke hidtil staaet i nogensomhelst nærmere Forbindelse --), paa den anden Side ved min Uvanthed til det høiere Selskabslivs Former og det vedvarende økonomiske Tryk, hvorunder jeg levede[60]. Adgangen til ved nogen Berørelse med de fremmede Diplomater baade at lære deres Forestillinger nærmere at kjende og maaske at indvirke berigtigende paa dem, i det Ringeste forsaavidt de i mig og Clausen blot saae radikale Demokrater, afskares mig tillige ved min med Undseelse forbundne Mangel paa Færdighed i Fransk og derhos ved den besynderlige Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede efter Opløsningen her i Landet af enhver Art af regelmæssig kongelig Repræsentation. Alle disse Forhold ligesaavelsom min Mangel baade paa Evne og Lyst til at samle om mig Noget, der lignede et Parti, forbød mig at stræbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds i vor politiske Stilling og Betingelserne for dens Klaring end de fleste af mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne ikke savnede Evne til i rette Øieblik at gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det bedste Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General Hansen, der en Tidlang nærede og ytrede en dog efterhaanden forsvindende Uvillie imod mig.[61] I Statsraadet stod naturligvis Clausen mig nærmest som Repræsentant for den samme Grundanskuelse, men dels gik han meget nødigen ind paa den Indrømmelse, hvortil Nationalitetsprincipet maatte føre med Hensyn til Sydslesvig, dels fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved en under den lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod og tydske Overgreb naturligen fremkaldt Bitterhed, der navnlig fremtraadte ligeoverfor Universitetet i Kiel. I indre Spørgsmaal mærkedes det undertiden, at Clausen som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes noget formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslærer. Naar jeg nu ved i Erindringen at sammenfatte Totalbilledet af det Ministerium, om hvis enkelte Medlemmer jeg her har talt, og ved at maale den deri samlede politiske Dygtighed stundom kommer til at tænke paa de Ord, hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede sin Søn Jacob, da denne havde Betænkelighed ved at paatage sig Underhandlingerne ved Fredskongressen i Münster og Osnabrück: "_Nescis, mi fili, quantilla prudentia mundus regatur_," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat det hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre konstitutionelle Ministerier, hvori ikke -- en sjelden Undtagelse -- en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det var et Ministerium af redelige, uegennyttige Mænd, og det blev et efter de givne Omstændigheder for Landet og sig selv, saalænge det bestod, lykkeligt Ministerium; Aarene 1849 og 1850, ja Størstedelen af 1851 høre til Danmarks bedste og ærefuldeste Aar.

{[60] Ministerlønnen var i den Tid, hvori jeg fungerede, med Undtagelse af de allersidste Maaneder, 4500 Rd. med Fradrag af en Krigsskat af over 300 Rd. -- Jeg bør dog ikke her lade uomtalt, at der ved Udgangen af 1849 gjennem nysnævnte Hansen fra en Rigmand, hvis Person baade da og altid senere holdtes bestemt skjult for mig, tilstilledes mig 4000 Kr., forat jeg, lettet for økonomisk Tryk, kunde vie al min Kraft til den mig da paahvilende Gjerning. Efter den smukke Maade, hvorpaa det skete, mente jeg ikke at turde fastholde min første Vægring ved at modtage Beløbet.}

{[61] Engang gik denne Uvillie saavidt, at han i Statsraadet efter en Udtalelse af mig erklærede, at han vel ikke havde hørt, hvad Kultusministeren sagde (-- Hansen var virkelig noget tunghør --), men forud vidste, at han var uenig med ham; jeg undlod ikke meget skarpt at hævde hans Forpligtelse til Opmærksomhed for hans Kollegers Meninger og deres Grunde, og denne Paamindelse blev ikke uden Virkning.}

Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig set naturligvis noget forskjelligt før og efter Grundlovens Vedtagelse; i Virkeligheden kom Spørgsmaalet herom dog ligesaa lidt frem som om Ministeriets Stilling til Slesvig og Holsten efter Vedtagelsen af den foreløbig alene i Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat Enevoldsmagtens Tøiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af hans ikke stærke Hænder (-- thi deri bestod, naar vi ville tale sandt, Gaven af Friheden --), havde Kongen trukket sig tilbage til Frederiksborg i Omgivelser efter sit Valg og ytrede ikke synderlig Deltagelse for de offentlige Anliggender eller i det Ringeste Lyst til alvorlig at sysselsætte sig med dem eller gribe ind i dem. Det laae ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den nedarvede Hengivenhed og Ærbødighed for Monarken, at fremkalde en Forandring heri ved maaske besværlige Forhandlinger og ved nøiagtige Regler og Former. Jeg erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse i sin Helhed præsenteredes for Kongen; men vist er det, at Kongen meget sjeldent deltog i Statsraadets Forhandlinger, selv ved vigtige Spørgsmaal baade om ydre og indre Anliggender, og heller ikke krævede eller modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i Sager, der berørte Kongens Sympathier og Antipathier i Forhold til Personer, stundom blot grundet i Luner, kunde enkelte Gange Vanskelighed opstaae. Var Ministeriets Handlefrihed paa Grund heraf stor, forringedes paa den anden Side (-- jeg vilde krænke min Overbevisning ved ikke at sige dette --) den Understøttelse, som, navnlig i Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongeværdighed skulde yde, ved visse personlige Svagheder hos Frederik VII, derimellem en Mangel paa Herredømme over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved Ministerskiftet i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851 en diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har paavirket Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet, derom har jeg ingen Vished. Det i November 1848 af ham givne Afslag paa den af Flertallet af Martsministrene gjorte Indstilling om et subsidiært Grundlag for Forhandlingerne i London kan jeg efter mit hele Kjendskab til Frederik VII's Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning af ham selv[62].

{[62] Til den Formløshed, der karakteriserede den Tid, hvorpaa Novemberministeriet dannedes, og den nærmeste Tid derefter, hørte det ogsaa, at Ministrene slet ikke forestilledes for Medlemmerne af Kongehuset, selv ved det første Sammentræf med et Par af disse (Prinds Ferdinand og Landgreven af Hessen) hos Kongen. Det tog sig under slige Forhold temmelig besynderligt ud, at, da der kort efter Novemberministeriets Dannelse arrangeredes et meget beskedent Festmaaltid i Anledning af Overhofmarskalk Levetzau's Embedsjubilæum, jeg, der visselig hidtil havde staaet ham og hans Embedsstilling saare fjernt, opfordredes til at udbringe Festskaalen, fordi Levetzau havde modtaget en Plads som Overdirektør for de kongelige Samlinger under Kultusministeriet. Jeg benyttede Leiligheden til at udtale min Erkjendelse af Formens og Anstandens Betydning for det offentlige Liv og min Paaskjønnelse af Levetzau som Repræsentant for denne Form og Anstand. Jeg følte virkelig denne Paaskjønnelse. Levetzau var ingen Mand af dyb Dannelse eller streng Karakterfasthed, men han var en velvillig Personlighed med smuk og ædel Form.}

For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed og for Bestyrelsen af det mig særlig betroede Ministerium skal jeg nu i det Følgende efter Evne søge at gjøre Rede.

Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med Dagen efter dets Udnævnelse i Rigsforsamlingen at erklære (se dens Forhandlinger Sp. 345), at det vilde fortsætte det Regjeringssystem, der var fulgt af det tidligere Ministerium, og at det vedkjendte sig det forelagte Grundlovsudkast i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling i Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den havde fastsat sin Forretningsorden, af Behandlingen af det samtidig forelagte Udkast til en Lov (Forordning) om Værnepligten, som herefter skulde være almindelig. Denne Gjenstand indeholdt direkte kun ét Punkt, der berørte mig som Kultusminister, nemlig Spørgsmaalet om den geistlige Ordinations Forhold til Værnepligten. Dette Punkt fremkaldte imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle Misforstaaelser med Hensyn til Adgangen til geistlig Ordination (Forhandlingerne Sp. 619), ikke synderlig Strid eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte Septemberlov -- d. e. Forordningen af 23de September 1848 om en extraordinær Udskrivning af hidtil ikke værnepligtige Mandspersoner, fødte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en Forordning, der ogsaa fandt Anvendelse paa et Antal Studenter, -- baade ved en særlig af den bekjendte Jurist: Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation og ved at inddrages under den almindelige Forhandling om Værnepligtssagen Anledning til udførlige og heftige Forhandlinger, hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen mod Forordningens Ophavsmand: Tscherning havde sin Del. I denne Forhandling kunde jeg, da man idelig kom tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken Krigsministeren eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og hvori min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede med Angriberne, ikke undgaae at tage Ordet, og jeg gjorde det med fuld Overbevisning til Forsvar for Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fra Grundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden som almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet, men fuldtud anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og derimellem ikke mindst de Frivillige af Studenterstanden havde ydet Hæren i det foregaaende Felttog. Det lykkedes mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp. 1005) fuldstændig at afslutte Forhandlingen af det nævnte Spørgsmaal og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen, medens jeg ved denne bestemte Optræden slet Intet tabte hos de akademiske Borgere.

I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet vel forlade det Grundlag, som indeholdtes i det af det foregaaende Ministerium forelagte Udkast, men det hævdede dog i sin den 12te Februar 1849 afgivne Erklæring (Forhandlingerne Sp. 1474) Retten til og Nødvendigheden af at undergive dette, der var udarbeidet efter de dengang paa det europæiske Fastland gængse og af den engelske Forfatnings ydre Former uden Indtrængen i dens Væsen og Forudsætninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger, uden Tvivl med særlig Benyttelse af den belgiske Forfatningslov, men tillige under Indflydelse af den i 1848 baade andetsteds og her stærkt fremtraadte demokratiske Bevægelse, en indgaaende Prøvelse. Opmærksomheden maatte saavel fra Ministeriets som fra det af Forsamlingen nedsatte Udvalgs Side først og fornemmeligen rette sig paa Bestemmelserne om Folkerepræsentationens Sammensætning. Jeg nærede dengang som nu den Overbevisning, at den Forestilling, som man har hentet fra England om et Tokammersystems afgjørende Betydning for en rolig og besindig Udvikling, men som man har maattet søge at tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil i England givne og uden at kunne støtte dem ved Traditionens Magt og andre sociale Forholds Bistand, ikke var fuldt berettiget, og at det, som tilsigtes, lod sig bedre og fuldstændigere opnaae ad en simplere Vei, navnlig i en mindre Stat som vor, nemlig ved i ét Kammer at optage i passende Forhold og Styrke de særlige konservative Elementer og ved Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen mod al Overilelse (-- thi i et græsk eller norsk Etkammersystem har jeg aldrig set noget Mønster --). Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning; thi, hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne Erklæring om Repræsentationsspørgsmaalet sagdes om en i Ministeriets Skjød fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst for et Etkammersystem (Forhandlingerne Sp. 2147), angik væsentlig og, saavidt jeg erindrer, næsten alene mig. Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere konservative Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde nogen Understøttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestræbelserne for at give Landstinget et bedre Grundlag end den i Udkastet som eneste Middel opstillede Diætløshed for Medlemmerne. Ved den endelige Behandling blev det, da Bang trak sig tilbage, mig, der paa Ministeriets Vegne maatte føre Kampen, først imod et Forslag af Andræ, der gik ud paa et ubrugbart Etkammersystem (27de April 1849, Forhandlingerne Sp. 2917), dernæst for det fra Udvalget efter Forhandling med Ministeriet fremkomne Forslag til Landstingets Sammensætning i de meget stærkt bevægede Møder den 30te April og 1ste Mai, i hvilke efter Afvisning af temmelig bitre Angreb og Beskyldninger mod Ministeriet Sagen gjennemførtes og Grundlovsarbeidet frelstes fra Standsning og stor Forstyrrelse (Forhandlingerne Sp. 2952, 2962, 2975, 2997 og 3014). At det saaledes i 1849 vedtagne Grundlag er blevet bedre og sikkrere i 1866, erkjender jeg; men, at det da dannede Landsthing i sin særskilte Stilling øver en bedre og kraftigere Indflydelse paa Lovgivningsarbeidet i Almindelighed, end de samme Elementer vilde have øvet i en enkelt Forsamling, derom maa jeg endnu tvivle. Derimod har jeg ingen Tvivl om, at det var et stort Misgreb og Uheld, at man i 1849 af doktrinær Respekt for Tokammersystemets Renhed opgav det Forslag, der først var gjort af Udvalgets Flertal og betingelsesvis anbefalet og tiltraadt af Ministeriet, at Finantsloven skulde behandles i forenet Rigsdag, altsaa under lige Medvirkning af begge Things Medlemmer. Vistnok var den af Ministeriet først stillede Betingelse med Hensyn til Antallet af Landstingets Medlemmer i Forhold til Folkethingets ikke ganske bleven opfyldt, men man var dog kommen den meget nærmere: i ethvert Tilfælde burde der været underhandlet yderligere, hvorved man maaske var kommen til den endelige Afgjørelse af Finantsloven i et efter et endnu bedre Forhold dannet Fællesudvalg, istedetfor at Udvalgets Flertal, forladt eller dog ikke fastholdt og støttet af Ministeriet, trak sig tilbage og altsaa Udkastets Bestemmelse blev staaende. Denne giver vel tilsyneladende Landsthinget lige Ret med Folkethinget over Finantsloven, men berøver det i Virkeligheden Evnen til at opretholde eller indføre nogensomhelst ikke absolut bunden Bevilling mod Folkethingets Flertal, naar det ikke vil fremkalde en Konflikt, til hvis Løsning Forfatningen intet Middel byder. Min egen personlige Mening i denne Sag findes noksom antydet i Rigsdagstidenden Sp. 6367 ff., hvor jeg ogsaa tilstrækkelig efterviste, at i andre Stater med Tokammersystem det første Kammer enten slet ingen Del havde i Finantsloven eller kun en uvæsentlig[63]. Min uforandrede Betragtningsmaade af hele dette Forhold fik jeg som Landsthingsmand tidlig og flere Gange Leilighed til at udtale (man se f. Ex. Landsthingstidenden for 5te Session 1853-54 Sp. 1954 og for 7de Session 1855-56 Sp. 1051 ff.) og har senere paa andre Steder gjort den gjældende, navnlig i mine i 1882 udgivne "Bemærkninger om Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede Rigsdagsforsamling" og de dertil sig sluttende "yderligere Bemærkninger". Medens jeg nedskriver disse Blade (April 1885), have vi Leilighed til atter at skjønne, til hvilke Følger og Tilstande en virkelig Konflikt imellem begge Rigsdagens Thing paa dette Omraade fører.

{[63] Besynderligt er det, at der i Rigsforsamlingen fra ingen Side reistes noget Spørgsmaal om, hvilken Betydning den i Udkastets § 23, Grundlovens § 24, indeholdte Bestemmelse om, at Rigsdagen ikke uden Kongens Samtykke kan blive sammen udover to Maaneder, skal have ved Siden af Bestemmelsen om en Finantslovs Nødvendighed og Manglen af enhver Forskrift om Rigsdagens eller de enkelte Things Pligt til inden en vis Tid at fuldende dennes Behandling. Dette er et Vidnesbyrd mere om, at man slet ikke tænkte de Finantsloven vedkommende Spørgsmaal fuldt tilende.}