# Livserindringer

## Part 10

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/livserindringer-44967/index.md

{[43] For Øieblikket er en magyarisk Oversættelse under Arbeide; paa Græsk har jeg kun set en Oversættelse af Formlæren (fra 1846).}

{[44] I Fortalen til denne engelske Oversættelse forekommer en meget karakteristisk Ytring om Englændernes og Tydskernes forskjellige Forhold til en dansk Videnskabsmands Arbeider paa hin Tid, især naar en Modsætning til visse tydske philologiske Skoler kom til. -- Jeg bør vel bemærke, at jeg ikke har gjort det mindste Skridt til at fremkalde nogen Oversættelse enten af Grammatiken eller Syntaxen udenfor Tyskland, og at de fleste Oversættelser ere foretagne mig aldeles uafvidende.}

Den lange Række af philologiske Skrifter, som her ere opregnede, og til hvilke endnu kunde føies kritiske Meddelelser til mine jævnaldrende Venners og til Disciples philologiske Arbeider, de betydeligste til Henrichsens Udgave af Ciceros Værk de oratore (i 1830) og til Tidsskriftet "Philologus" i Tyskland, havde, naturligvis med Undtagelse af den latinske Grammatik, i Danmark et meget lille Publikum udenfor hin Kreds af Venner og Disciple. Nogle heftige og gnavne Angreb i de første Aar fra den besynderlige, af J. L. Heiberg under Navnet Anas Torquillus forevigede Pedant T. Baden, hvoraf Ingen tog Notits, er det ikke værdt nærmere at omtale; derimod maa jeg vel her sige et Par Ord om mit Forhold til den tydske philologiske Verden idethele. Dette var noget eiendommeligt. Mine tre første Arbeider (de to Disputatser og Epistola ad Orellium) fandt strax meget velvillig Modtagelse og de deri nedlagte Resultater fuld Benyttelse. Ved de to Bind Opuscula med deres mangesidige Indhold og ved Udgaven af #de finibus# indtog jeg dernæst, det tør jeg vel sige, en anerkjendt Plads imellem de ledende Philologer paa det latinske og romerske Omraade, men ingenlunde uden en Række Anfægtelser og Angreb og uden en bestemt Uvillie fra visse Sider til at lade mine Arbeider og Anskuelser faae Indgang og Virkning. Det forekom en stor Mængde tydske Philologer af den almindelige Art som en Anmasselse, at paa dette Omraade, paa hvilket Tydskland i lang Tid havde havt en aldeles afgjort Overvægt (-- "præcipua sine dubio hujus studiorum generis sedes" kaldes Tydskland af mig selv i Fortalen til første Bind af Opuscula --), en ung Mand fra et lille Land, der hidtil ikke havde frembragt nogen betydelig aktiv Deltager i den philologiske Litteratur, og i hvilket ogsaa i dette Fag en bestemt Afhængighed af Tydskland havde hersket, pludselig ikke blot optraadte selvstændig og med Fordring paa fuld Ligeberettigelse, men endog tillod sig skarpe Domme og Udtalelser om Meget, der spillede en vis Rolle i den tydske klassiske Philologi. Jeg har altid, hvad jeg ogsaa for faa Aar siden har udtalt i en lille Afhandling i det Letterstedtske nordiske Tidsskrift (for 1880, 6te Hefte "om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevægelsen") betragtet det som en Slags Erstatning for de mange Vanskeligheder, der lægges os Medlemmer af de smaae Folk iveien ved at skaffe vort Tankearbeide Indgang og Indflydelse i den store videnskabelige og litterære Bevægelseskreds, at vi kunne indtage en upartisk og af Øieblikets tilfældige Strømninger i de store Lande nogenlunde uafhængig Iagttagerstilling, og denne Stilling har jeg fra Begyndelsen af ikke blot hævdet i Stilhed ligeoverfor Philologien i Tydskland, men jeg har med Uforbeholdenhed udtalt de af mig gjorte Iagttagelser om falske Retninger og forfeilede Arbeider eller Udvæxter ved Siden af det Gode, hvor der syntes at være Opfordring dertil, selv ligeoverfor høit ansete og af mig selv i andre Henseender anerkjendte Mænd, saasom Niebuhr, W. Humboldt og den af en talrig Discipelskare altfor høit stillede G. Hermann (og nylig Th. Mommsen). Det kunde da ikke undre mig, at der fra underordnede Forfattere, navnlig de stundom altfor skrivelystne Gymnasiallærere, fremkom en Række Bebreidelser imod mig for Miskjendelse af tydsk Fortjeneste, for Overmod og Forfængelighed og for bitter Dadelsyge, af og til ikke uden Forvanskning af, hvad jeg havde sagt, hvorpaa jeg allerede i mit andet Skrift (Epistola ad Orellium p. 2) var nødt til eftertrykkelig at gjøre opmærksom[45]. Jeg trøstede mig snart ved kompetente og upartiske Medforskeres Anerkjendelse uden at forlange, at de særlig skulde tage mig i Forsvar hos deres Landsmænd, og ved den efterhaanden ogsaa de mindre Velvillige aftvungne Respekt. At mangen en af mig fremsat Bemærkning vilde have virket mere, hvis jeg havde været Lærer ved et tydsk Universitet, tog jeg som et naturligt Forhold. Med det tydske Recensentvæsen har jeg aldrig indladt mig i den allermindste Forhandling. Kun gjorde det mig stundom ondt, at der hos mine egne Landsmænd opstod den Forestilling om mig, at jeg havde en særlig Tilbøielighed til at strides med Tydskere som saadanne, medens man rigtignok samtidig lagde mig en overdreven Forkjærlighed for tydsk Sprog og Litteratur i vor Skoleundervisning til Last, og at jeg, skjøndt mild og hensynsfuld i personligt Samkvem, blev haard indtil Grovhed, naar jeg i philologiske Anliggender tog den latinske Pen i Haanden. Det virkelige Forhold er dette, at jeg med en levende Nationalfølelse, der ikke tillod mig frivillig at lade mig annektere som Tydsker[46], stedse har forbundet en taknemmelig Paaskjønnelse af, hvad jeg i min almindelige og specialvidenskabelige Dannelse skylder tydsk Paavirkning, og at jeg, hvergang jeg nødtes til en bestemt og advarende Paavisning af det Urigtige og af den videregaaende Misvisning, der røbede sig i enkelte Feil, med ængstelig Omhu har overveiet, hvorvidt det var nødvendigt at gaae i Udtrykkets Strenghed for ikke at svække eller borttage det Indtryk, jeg i Sandhedens Interesse vilde frembringe; mangt et strengt Ord er kun nedskrevet med Modstræben, medens det vel kan hænde, at et kort og prægnant Udtryk ligeoverfor en overmodig eller forfængelig Forkerthed er grebet med en vis Tilfredsstillelse. Enkelte større Fremtoninger af sær uheldig Art har jeg anset det for min Pligt grundig og fuldstændig at forvise, og ved disse har de tydske Philologers Omdømme stiltiende ganske givet mig Ret og ladet det Hele falde i Forglemmelse (saasom ved Goerenz's Behandling af Ciceros Skrifter eller Alschefskys af Livius, ved Ramshorns "lateinische Grammatik" osv.)[47]. Adskillige tydske Philologer have givet mig Leilighed til ved Meddelelser og Bidrag til deres Arbeider at vise et Sindelag, for hvilket i Videnskaben national Antipathi var aldeles fremmed (Orelli, Zumpt, Halm, Baiter, Kiessling).

{[45] Det der tilbageviste Angreb havde en lidt komisk Anledning. Biskop Münter udbad sig et Exemplar af min Magisterdisputats for at sende det til en Ven i Tydskland, nemlig, som det viste sig, Creuzer i Heidelberg, der i Forening med en Discipel Moser havde besørget en Udgave af Ciceros Skrift _de legibus_, og han havde ikke undladt ved Oversendelsen, ganske vist uden nogen Forespørgsel hos mig, at tilføie, at den unge Forfatter paa det Ærbødigste ønskede sig anbefalet til Geheimehofraaden. Nu vilde Skjæbnen, at Creuzers og Mosers Arbeide af mig efter Fortjeneste var bedømt meget strengt, og, medens Creuzer bittert beklagede sig hos Münter, søgte Moser i en Anmeldelse Beskyttelse ved at tillægge mig Yttringer om andre Lærde, som jeg ikke havde brugt eller i fjerneste Maade tænkt paa at bruge.}

{[46] I en Anmeldelse i de berlinske "Jahrbücher für wissenchaftliche Kritik" af Napoleon III's "vie de César" bemærkes det, at Keiseren kun har benyttet og citeret tre tydske Lærde: Mommsen, Zumpt og Madvig, "den wir uns erlauben bei dieser Gelegenheit zu annectiren."}

{[47] Paa Forskjellen imellem Fjernelsen af en temmelig grov Feiltagelse uden al Strenghed i Udtrykket og fortjent skarp Tilrettevisning af næsten uredelig Besmykkelse af og Forsvar for Feiltagelsen vil min philologiske Læser finde et Exempel i den første Afhandling i første Bind af mine Opuscula og det dertil føiede Tillæg S. 26. Hvorledes man mere eller mindre langsomt og med nogen Gnavenhed har bøiet sig for beføiet Tilrettevisning, vil kunne ses i Klotz's Udgaver af Cicero og i Weissenborns af Livius sammenlignede med flere Steder i 1ste Bind af mine Opuscula og med mine Emendationes Livianæ.}

Udenfor min philologiske Forfattervirksomhed ligger den større og vigtigere Del af min Medarbeiden i Maanedsskrift for Litteratur; thi vel anmeldte jeg der (og i dansk Litteraturtidende) de fleste i hin Periode herhjemme udkomne klassisk-philologiske Skrifter, mine egne undtagne, men efter selve Skrifternes Natur har ingen af disse Anmeldelser nu Krav paa at erindres, og en lille, strax i det første Aar opstaaet Kontrovers angaaende en Anmeldelse af Rektor, Professor Blochs Udgave af Ciceros udvalgte Taler havde kun en vis Betydning, forsaavidt den betegnede Modsætningen imellem den strengere videnskabelige Form, som jeg søgte at gjøre gjældende paa det philologiske Omraade, og den ældre slappere Tradition. Heller ikke en sammesteds skreven Afhandling: "Om Betydningen af den Sætning, at man i Skolen kun skal skrive Latin for at lære at forstaae Latin" (Bind XIX) eller de i Antal kun faa, men mere omfattende Bidrag af historisk og æsthetisk Art, som jeg leverede i Maanedsskriftet, er der nu Anledning for mig til nærmere at omtale, skjøndt jeg ikke med Utilfredshed ser tilbage paa den Maade, hvorpaa jeg fremhævede det fine psychologiske Blik, den ædle Livsbetragtning og den harmoniske og skjønne Form i Fru Gyllembourgs Noveller og i Sten Stensen Blichers Arbeider drog Skjelnelinien imellem hans ypperlige og troe Billeder af hjemlig Natur og hjemlige Menneskeskikkelser og de mindre heldige Forsøg paa at overskride Grændsen for den naturlige Begavelse og dens Uddannelse, eller trods en mange Aar senere fremkommen Indsigelse fortryder i C. Baggers "Min Broders Levned" at have paavist et unegteligt Talents Udskeielse i, hvad man nu vilde kalde realistisk Retning. Langt vigtigere baade i og for sig og ved sine Virkninger var den igjennem 4 Hefter af Maanedskriftets 8de og 9de Bind (1832 og 1833) gaaende og imellem 150 og 200 Sider omfattende Anmeldelse af en Række i Aarene 1829-1832 udkomne Skrifter om det lærde Undervisningsvæsen, hvortil et Program fra Sorø havde givet det første Stød. Denne Afhandling bærer vistnok i sin hele Form mere end tilbørlig Præget af den haarde og alvorlige indre Kamp, hvorunder den er udarbeidet, men indeholder tillige, hvad jeg endnu tillidsfuldt udtaler, under den haarde Skal en ikke ringe Tankefrugt. Stillet imellem modsatte Ensidigheder lykkedes det mig, under Opgivelse af mange traditionelle Fordomme, at vinde et friere og fastere Stade, fra hvilket den historisk-philologiske Side af Skoleundervisningen viste sig i et klarere Lys og forsonede sig med de til berettigede Grændser indskrænkede Krav fra Naturkundskabens og den moderne Dannelses Side. Istedetfor den forældede Betragtning af den gamle Verden og dens Værker som en for den nyere Dannelse regelgivende, men uopnaaelig Mønsterverden sattes Henvisningen til den primitive, i en særlig Form afsluttede antike Kultur og Litteratur som det fælles Udgangspunkt og Grundlag for den moderne, i forskjellige Nationaliteter sig udfoldende Dannelse og til Nødvendigheden af Bekjendtskab med hin fælles Forudsætning for Orientering og fuldere Indsigt i Menneskekulturen i det Hele, og istedetfor Anprisningen af de gamle Sprog som de i eminent Forstand logiske sattes Nødvendigheden af Kjendskab til dem for at forstaae Sprogudviklingen, for grundig at lære de nyere Sprog og for at forfølge de i Sprogene udprægede Forestillingers Bevægelse. Derhos optoges og behandledes i speciel og praktisk Form Spørgsmaalet om de forskjellige Dannelsesmidlers rette Sammenordning i et enkelt og helt Skolekursus med rigtig Begrændsning mod Universitetet, hvortil dengang ved anden Examen en Del af det Skolen tilhørende Stof var henlagt i Brudstykker. Naturligvis tilfredsstillede denne Udvikling ikke alle mine allerede i Skolelivet virkende philologiske Venner, endsige de ældre Skolemænd. Medens saaledes Bojesen udtalte, at en saa fordomsfri og alsidig Behandling af det foreliggende Spørgsmaal hidtil ikke var fremkommen, betegnede Elberling de kun med længere Mellemrum trykte Afsnit af min Afhandling som uforstaaelige sibyllinske Blade. Ligeoverfor Naturvidenskabens og den moderne Dannelses Forkæmperes Misstemning mod Skolen i dens hidtilværende Opfattelse og Skikkelse aabnede der sig ved Afhandlingen en Udsigt til Overenskomst; hvorledes det i saa Henseende kom til praktisk Forhandling og Handling, bliver nedenfor at omtale[48]. -- Endnu troer jeg at burde nævne min Andel i en Artikel i Maanedsskriftet, der bærer et andet Navn, og som i sin Tid gjorde stor Opsigt og fremkaldte en ikke ringe Bevægelse. I 1831 oplæste H. N. Clausen i et Redaktionsmøde en Artikel, hvortil Anledningen var tagen af Oberstlieutenant Abrahamsons 8de Rapport til Kongen om den indbyrdes Undervisnings Fremgang. Artiklen indeholdt en i sig selv velvalgt og morsom Anthologi af de svulstige, krybende og i det Hele smagløse Udtalelser af Rapportens Forfatter og af en stor Mængde Provster og andre Geistlige, der anbefalede sig ved Iver for den hos Frederik VI i høi Gunst bragte Methode ("denne gode Sag", som den kaldtes) og ved næsten underdanig Ærbødighed for den kongelige Adjutant, der i denne Methodes Navn beherskede Almueskolevæsenet, disponerede over Ordener og øvede Indflydelse paa Befordringer; men den savnede en Konklusion og et Maal, hvortil der styredes hen. Baade andre Redaktionsmedlemmer og især jeg bemærkede, at Artiklen i denne Form kun vilde fremkalde Latter over enkelte Personer og sætte ondt Blod uden tilsvarende Udbytte; jeg foreslog derfor, at Artiklen skulde omredigeres saaledes, at den gik ud paa at vise, at man paa Grund af hele Rapportens og de enkelte Udtalelsers Tomhed og Mangel paa ethvert virkeligt Indhold, efter at have gjennemgaaet denne og alle de foregaaende Rapporter, slet ikke havde Midler til at danne sig en Dom om den indbyrdes Undervisnings virkelige Skikkelse i Skolerne og dens Virkninger, men alene fik at vide, at Mekanismen paa Papiret sagdes indført i saa og saa mange Skoler, og at der derfor trængtes til en alvorlig Undersøgelse for at adskille løgnagtigt Skin og forfængelig Leg fra Virkeligheden. Det overdroges da mig og N. David at forhandle med Clausen om en saadan Omredaktion, paa hvilken han ogsaa villig gik ind. I den nye Skikkelse blev Artiklen modtagen med fuld Tilstemning af alle Forstandige, der længe havde anet, at der paa dette Omraade dreves et uværdigt Spil, men den vakte naturligvis ikke blot Abrahamsons og de øvrige af Satiren trufne Personers Forbitrelse, men ogsaa Harme hos Kongen, der i god Tro og med Forvisning om at fremme noget Nyttigt havde overladt hele Sagen til Abrahamson. Af Frygt for Forstemningen mod det allerede iforveien som noget oppositionelt betragtede Maanedsskrift meldte da ogsaa Engelstoft sig strax ud af Redaktionen, men Skyerne spredte sig, og den hele forkerte Indblanding af en begavet, men ærgjærrig Generalstabsofficer i Skolestyrelsen ophørte kort efter, og selve den indbyrdes Undervisnings Methode, der aldeles ikke passede til vore Skoler, trængtes tilbage til en saare beskeden Stilling, skjøndt den Bestemmelse, at enhver theologisk Kandidat, der vilde befordres til Præsteembede, iforveien skulde aflægge en Prøve i en saakaldet Normalskole for den indbyrdes Undervisning, indrettet i Sølvgadens Kaserne, først ophævedes ved en af mig som Minister udvirket kongelig Resolution.

{[48] Et kort Omrids af den i denne Afhandling udviklede Betragtning af den klassiske Skoleundervisnings Betydning og Berettigelse er i mine "kleine philologische Schriften" S. 285 ff. føiet som Anhang til Afhandlingen om de grammatiske Betegnelser. En Skolemand i Schweitz, der vilde skrive om den klassiske Skoleundervisning, bad mig, efter at have læst disse korte Antydninger, om at skaffe ham vedkommende to Bind af Maanedsskriftet, idet en dansk Dame havde lovet at hjælpe ham til at forstaae Afhandlingen. Efter et Par Maaneder meddelte han mig, at han efter Læsningen havde opgivet sit eget Forsæt. "Sie haben mir" -- tilføiede han -- "Viel zu denken gegeben."}

Efter Redegjørelsen for min Skribentvirksomhed i denne Periode -- et Par Brochurer kommer jeg siden til at nævne -- maa jeg et Øieblik vende mig til det Embede, som jeg ved Siden af Professoratet beklædte, nemlig som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor sagt, søgt dette Embede af økonomiske Grunde, ikke af Lyst til den bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig bevidst at have besørget det med samvittighedsfuld Troskab og deri at have gjort nogenlunde Fyldest. For Bogvæsenet i Almindelighed med dets Krav paa Opmærksomhed for Rækker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. har jeg aldrig havt Interesse: Bøgerne vare mig altid kun Redskaber for det videnskabelige Studium eller den æsthetiske Nydelse. Men jeg medbragte ved Siden af Pligtfølelsen et uundværligt Hjælpemiddel i en let og tro Hukommelse, og, ligesom jeg selv glædede mig ved som Bibliothekar at have til fri Raadighed et rigt Apparat i mit eget Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i samtlige til Universitetsundervisningen hørende Fag, understøttet af fagkyndig Bistand, at anskaffe saa Meget af det Bedste i Litteraturen, som Midlerne tillod, og at gjøre det Anskaffede saa tilgængeligt for Ældre og Yngre, som god Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et betydeligt Arbeide ved at orientere mig fuldstændig i Bibliothekets Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod ved saaledes daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke fra mine specielle og alvorlige Studier, at sysle overfladisk med alle Videnskabers Apparat, og jeg ombyttede derfor i 1848 gjerne Tilsynet over de stille og lydige Bogrækker med noget mindre fredelige Sysler, dog uden at opgive Interessen for den for Universitetet, dets Lærere og Studerende saa overordentlig vigtige Institution. Under min Styrelse blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet udarbeidet og gjennemført og et særeget Læseværelse blev indrettet, medens der hidtil ingen anden Plads havde været for dem, der paa Bibliotheket benyttede Bøger eller Manuskripter, end selve Udlaansværelset med dets Sneverhed, Uro og uhyggelige Trækvind. Manuskriptsamlingen, der i et fugtigt Rum havde været udsat for at beskadiges, fik derhos en bedre og rummeligere Plads, idet det i Bibliothekslokalet (dengang, som bekjendt, Loftsetagen over Trinitatis Kirke) opstillede og da unegtelig indskrænkede Museum for nordiske Oldsager, hvis Besøgere i ikke ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden, flyttedes ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket ved betimelig og med al Kraft at trænge paa Tilveiebringelsen af et nyt Lokale istedetfor det ikke blot ved sin Beliggenhed ubekvemme, men efterhaanden aldeles utilstrækkelige, hvori Ordenen næsten ikke mere lod sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11). Da endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet var vendt tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny Bibliotheksbygning søgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig og ivrig i alle om dette Anliggende og om Bygningens Indretning førte Forhandlinger, ligesom jeg ogsaa, da min tidligere mangeaarige, trofaste Medhjælper, der var bleven min Efterfølger ved Bibliotheket, var nær ved aldeles at tabe Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den vistnok saare besværlige Flytning og nye Opstilling, maatte træde til for at støtte hans driftigere og mere energiske Medhjælpere: afdøde Bibliothekar Gundorph, der da bar Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar Hannover. Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i Bibliotheket havde modtaget det saakaldte Classenske Lægeselskabs Bogsamling, tør jeg vel ogsaa sige, at det senere efter Bibliothekets Flytning var mig, der som Konsistoriums Delegerede med Geheimeraad Tillisch paa det Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede den derefter af Kultusministeriet bekræftede Overenskomst om det i flere Retninger vigtige og kostbare Classenske Bibliotheks Sammensmeltning med Universitetsbibliotheket; thi ogsaa da svigtede praktisk Handlekraft den brave Mand, der nærmest skulde repræsentere dette sidste. Endnu før denne Forhandling havde jeg havt en mærkelig Leilighed til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lærde Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslægtede, omend mere fremragende, mod mig altid saare velvillige Werlauff, der styrede det kongelige Bibliothek, den frygtsomme Fredsommelighed og Angsten for enhver alvorlig Kamp lammede selv den varme Kjærlighed, hvormed begge Mænd omfattede de dem betroede Bogsamlinger[49].

{[49] Ved en Finantsforhandling paa en Tid, da Monrad var Kultusminister paany, havde Tscherning paastaaet, at det var urimeligt i Kjøbenhavn at have to offentlige Bibliotheker, og at Kongens Bibliothek og Universitetsbibliotheket burde sammensmeltes. Monrad affordrede i den Anledning Werlauff, Thorsen og mig en Erklæring, som han naturligvis ventede skulde yde ham en Støtte ligeoverfor Tscherning. Men ved vor første Sammenkomst erklærede begge Bibliothekarer med blødende Hjerter, at det jo vilde være aldeles unyttigt at kæmpe mod den almægtige Tscherning, og at man uden Nytte lagde sig for Had ved at gjøre Modstand. Jeg skammede dem ud og forelagde dem nogle Dage efter Udkast til en Betænkning, hvori det udvikledes, at man vel neppe, hvis der var Spørgsmaal om i det Øieblik at forsyne Kjøbenhavn med offentligt videnskabeligt Bogforraad, vilde oprette to Bibliotheker jævnsides, men at Sagen stillede sig ganske anderledes, naar man, som Tilfældet her var, fra Fortiden havde modtaget to ved store private Gaver og Legater forøgede og udstyrede Bogsamlinger, der tildels stillede sig særlige Opgaver, idet den ene i muligste Omfang anskaffede den rent og strengt videnskabelige Litteratur, den anden særlig sørgede for Professorernes og Studenternes Behov, for de sidste navnlig ved Anskaffelse af Haandbøger, Lærebøger, Kommentarer og deslige, tildels rentud til at opslides, hvorhos det eftervistes, at hele Besparelsen vilde blive temmelig illusorisk ved Nødvendigheden af et aldeles nyt, meget stort Lokale og ved Personalets Forøgelse. Begge Bibliothekarerne erkjendte den hele Udviklings Rigtighed og Gyldighed, men krympede sig endnu ved at underskrive, indtil de beseiredes ved Forestillingen om, at der ligeoverfor Tschernings Tordenrøst vilde hæve sig en streng Anklage mod deres Svaghed. Erklæringen afgaves da aldeles efter mit Udkast. Sagen blev af Tscherning slet ikke forfulgt videre.}

Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er, at det ved det ringe Maal af personlige Kræfter, der da havdes til Raadighed ligeoverfor det bestandig stigende Udlaan og Benyttelsen af Læseværelset (foruden Bibliothekaren kun en Underbibliothekar og en yderst ringe lønnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig fat paa Tilveiebringelsen af et høist nødvendigt Realkatalog (en ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller at føre en Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob uordnede Breve og Dokumenter.

I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nævne, at jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab i 1834 (den 21de November) blev valgt til Medlem af dets Ordbogskommission, hvori jeg sad indtil Udgangen af November 1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.