Part 1

[ Afskriverens bemærkninger:

Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bogsudgave af Johan Nicolai Madvigs Livserindringer, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret, også hvor den er noget inkonsistent (fx Ty(d)skland, Christian VIII/Kristian VIII, Landst(h)inget). De græske citater er gengivet som trykt.

I fodnote 98 manglede et anførselstegn i originalen, enten efter 'Examenskommissioner' eller efter 'Ikke-Theolog'. Det er placeret efter 'Ikke-Theolog', men den korrekte placering fremgår ikke entydigt af konteksten.

Kursiv tekst i originalen er angivet med _understregning_, mens s p a t i e r e t tekst er angivet med #firkanter#.

Nogle fodnoter er meget lange, og alle fodnoter er derfor afgrænset af {krøllede parenteser} for tydeligt at markere hvad der hører til. ]

LIVSERINDRINGER.

Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand, der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand; der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik; vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.

Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld; hans stærke Higen drev ham til Kundskabens Væld; han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skær; i Snillets Ridderdyster han brød helt mange Spær.

De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik, og fjerne Tiders Billed forbi hans Øie gik, og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand, som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.

Men ei i muldne Bøger hans Sjæl sig stænged ind; for Livets friske Skjønhed han aabned Blik og Sind, og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land, saa trofast som Fjeldet omkring hans Fødestrand.

Sit Fædreland han vied sin Hæders rige Høst, og al dets Sorg og Glæde gik dybt ind i hans Bryst; da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand, da løfted han sin Røst, saa den gjenlød vidt om Land.

Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem; det glemmes ei, før Vidskab og Snille gaaer iglem: og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her, vor Kjærlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skær.

_17de November 1879._

_Edv. Lembcke._

LIVSERINDRINGER

AF

J. N. MADVIG.

KJØBENHAVN. GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN). FR. BAGGES BOGTRYKKERI. 1887.

Fortale.

I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, d. e. dikterede, min Fader -- tildels efter Opfordring af Andre -- de efterfølgende Livserindringer. Ligesom det imidlertid ikke havde været hans Hensigt at lade dem udgive, saalænge han levede, saaledes havde han ikke taget nogen Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da jeg tre Dage før hans Død kom op til ham, der da havde været sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget træt efter en temmelig søvnløs Nat, ytrede han, at, naar man i hans Alder kom til at ligge tilsengs uden at vide, hvorlænge det kunde vare, maatte man ialtfald være forberedt paa, at Sygeleiet først endtes med Døden, -- og for dette Tilfælde overdrog han til mig som hans ældste Søn at tage Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig enkelte andre Ting derefter skulde udgives. Det følgende Par Dage, da hans Tilstand var bedre -- han døde, som bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop den 12te Decb. f. A. --, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa Grund af Slægtskabsforholdet ønskede jeg imidlertid ikke at være ene om derefter at træffe Bestemmelse i saa Henseende -- en Bestemmelse der i mine Øine altid har sine betænkelige Sider --, og det var først, efterat min Faders Discipel, Kollega og Ven: Professor i Historie E. Holm paa min Anmodning havde gjennemlæst Manuskriptet til Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede mig dertil og derom traf Aftale med Forlæggeren. Inden min Faders Død havde jeg, paa enkelte Undtagelser nær hist og her, ikke kjendt andre Dele af Manuskriptet end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene. Af enkelte ved Manuskriptet liggende løse Notitser maatte jeg vel antage, at det havde været min Faders Hensigt dels maaske at tilføie yderligere Bemærkninger om sin Stilling til flere af de Mænd, med hvilke han særlig gjennem det politiske Liv var kommen i nærmere Berøring, dels vistnok at foretage en Revision ialtfald af enkelte af de senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse være blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne Omtale af enkelte Ting sammendragen paa ét Sted. Dette var imidlertid ikke sket, og en saadan Revision var nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar Optegnelserne skulde fremtræde som min Faders egne, anse mig for uberettiget til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den af mig inden Trykningen foretagne Revision har troet at burde og kunne gjøre, har derfor alene bestaaet i at berigtige og supplere Angivelsen af Bogtitler, Datoer og Aarstal samt Smaafakta, at fjerne ligefremme Ord- og Sætningsfeil m. m., hidrørende fra en mindre nøiagtig Gjennemlæsning, uden derved at ændre Stilen og endelig at udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private Forhold og ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interesse kunde have for Offentligheden. Ved de af mig til Supplering og Oplysning tilføiede enkelte Anmærkninger har jeg ogsaa søgt strengt at holde mig til det rent Faktiske, idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse. Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de benyttede forskjellige Sekretærers egen, da er den ved Trykningen søgt lempet, saavidt muligt, efter den af min Fader i de sidste Aar, i hvilke han endnu selv skrev, fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.

Med Hensyn til de to Tillæg henviser jeg til de indledende Bemærkninger i selve disse. Derimod skylder jeg at tilføie, at min Fader vel i det sidste Par Aar paa Grundlag af de af ham særlig da i stort Omfang foretagne philosophiske Studier, til hvilke i selve Erindringerne gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere nogle foreløbige skematiske Antydninger og fragmentariske Bemærkninger om Tilværelse og Erkjendelse, men disse, hvorom han vistnok havde talt til Enkelte, havde ikke modtaget en saadan Afslutning enten i Form eller Indhold, at jeg har troet at burde eller kunne medtage dem her.

Forlæggeren har ønsket at ledsage Livserindringerne med medfølgende Billede af min Fader fra Universitetsfesten i 1879, udført efter Blochs bekjendte Maleri paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv. Lembckes ene Sang fra Embedsjubilæet i samme Aar vedtrykt.

Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle Ord, som en af min Faders nærmeste Disciple og Venner i Norge tilskrev mig efter hans Død, idet han mindede om sit sidste Besøg i 1885 i min Faders Sommerbolig: "Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevæget min Haand og sagde: Gud være med Dem! bevar i venlig Erindring en gammel Mand, hvis Haand De vistnok for sidste Gang trykker. Han stod da for mig saa stærk og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe, at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft bevaredes lykkeligvis usvækket til det Sidste, og hans lette, smertefrie Død befriede ham for den af ham saa frygtede Skæbne: aandelig og legemlig at overleve sig selv.

Den 30te April 1887.

#J. N. A. Madvig#, Overretsassessor.

Indholdsfortegnelse.

Side.

I. Barndomsaarene paa Bornholm 1804 til1 817 1-51

II. Skoleaarene i Frederiksborg 1817 til 1820 53-67

III. Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad 1820 til 1826 69-86

IV. Ansættelse ved Universitetet, Embeds og videnskabelig Virksomhed i 1826 til 1848 87-134

Universitetsvirksomhed S. 89-102

Forfattervirksomhed - 102-119

Bibliotheksvirksomhed - 119-122

Anden offentlig Virksomhed - 123-131

Personlige Forhold og Reise - 131-134

V. Tidsrummet som Minister 1848 til 1851 135-202

1848 før Ministerudnævnelsen S. 137-141

Novemberministeriet i Almindelighed - 142-151

Den grundlovgivende Rigsforsamling - 152-158

Virksomhed som Kultusminister i og udenfor Rigsdagen - 158-181

Krigen og de ydre politiske Forhold - 181-200

Personlige Forhold - 200-202

VI. Videnskabelig, Universitets og Skolevirksomhed med fortsat Deltagelse i det politiske Liv 1852 til 1884 203-284

Politisk Virksomhed i og udenfor Rigsdag og Rigsraad S. 205-235

Universitetsvirksomhed - 236-244

Undervisningsinspektørvirksomhed - 246-254

Videnskabelig Forfattervirksomhed - 254-265

Anden offentlig Virksomhed - 265-268

Personlige Forhold 244-246, 268-272 og 282-283

Reiser - 272-281

Tillæg I. 285-319

1. Tale ved Sørgehøitid for Kong Frederik VII S. 287-304

Bemærkninger om Kong Frederik VII - 304-311

2. Nationalitetsprincipet i Politiken - 311-319

Tillæg II. Forskjellige Breve 321-371

I.

BARNDOMSAARENE PAA BORNHOLM.

1804 til 1817.

Motto: O Barndomstid, hvor er du blid, hvor lyse dine Drømme og dine Minder ømme!

Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke jeg fødtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de Livsvilkaar, under hvilke mine første Aar hengik. Denne Omskiftning vilde dog ikke have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold, tillige Modsætningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet 64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svækket og afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax ved Afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gjennem Længsel og Savn, men nu i Alderdommen fremtræde med en Livlighed, en Lyst og Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min under saa forandrede Betingelser foregaaede Udvikling. Det er mig derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit senere Liv og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer, selv om jeg derved maatte trætte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig selv eller for Andre fremstille, hvad der nærmest og personlig angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele den særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af Natur, af Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant Omrids, jeg her vil forsøge at give, saaledes at jeg deri indfører min egen lille Person.

Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af Sjælland strækker Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmæssige, skjævt aflange (rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor Øen er fjernet 6-7 Mile fra Skaane, ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile og en Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme falder dels af mod Østersøen i bratte Klippevægge og Tinder, der paa den nordlige Del af Vestsiden naae en Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme af nøgne, i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede Klipper. Kun paa en kortere Strækning af Sydøst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner en lavere Flade, afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand. Intetsteds frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra Østsiden begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der, efter at have dannet et Knudeparti, hvis øverste Punkt -- det saakaldte Rytterknegten -- naaer en Høide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest og ender i den før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner Resten af Høideryggen en udyrket, overalt af Klipper gjennembrudt, af en fattig Lyngvæxt bedækket Hede, der hist og her omslutter mindre Moser og Kjær, den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader, og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og afhegnede Stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures af et ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den største Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtørrede Aaer og Bækkeløb, der saagodtsom alle ledsages af en smal Skovrand, medens derhos Smaaskove, hist og her i mere sammenhængende Grupper, tillige ere adspredte over hele Landet og paa enkelte Steder mod Vest og Nord gaae lige ned til Havet, udbredende sig for Øiet fra de høiere Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove savne den danske Bøgs yppige Kroner og kun have den mindre smukke Avnbøg[2], fremtræder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af ganske enkelte Punkter -- navnlig hvor Smaaskovene strække sig lige ned til Kysten -- ved et sammenhængende naturligt Stengjærde adskilt fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og Gjærdet liggende Grusflade, bedækket med en saare tarvelig Græsvæxt og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles- eller Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte Køer søge Næring. Over det hele dyrkede Land ligge Bøndergaardene adspredte uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjøndt Navnet "By" (men kun i Sammensætning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rækker af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modsætning til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som Undtagelser af særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs med Høilyngen eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den førnævnte Udmark. Paa denne sidste ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse, nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige Kjøbstæder -- der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte omkring Landet gaaende Stengjærde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis særlig til deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, -- og dernæst en især paa Nordsiden talrig Række Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn, Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse. Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til at være Kjøbstæder ved Besiddelsen af en Kirke, ved deres Størrelse, Havneanlæg og nogle kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens eneste Landsby, opstaaet af et særligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede Beskaffenhed følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de allerfleste Gaarde have Navne (saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene (f. Ex. Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden), men ogsaa en utallig Mængde høie Bakker, Dale, enkelte Træer og særlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex. Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel noget derfra o. s. v.).[3] Men alle disse Enkeltheder samle sig med det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjønhed, der gjorde et stærkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende paa en Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei, saae nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper og Klipper til den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier kjendte jeg ikke dengang. Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet Skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.

{[1] I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.}

{[2] Rødbøgen er først i den senere Tid indplantet paa Øen.}

{[3] Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Kløft og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende Havvand bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved Vask af Tøi.}

Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under en Kommandant i Rønne, medens Amtmanden tidligere boede i Nexø, deler sig i 4 Herreder, hvert knyttet til sin Kjøbstad (Vesterherred til Rønne, Nørreherred til Hasle, Østerherred til Svanike, Sønderherred til Nexø) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, d. e. Ibs eller Jacobs Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster og Vester Lars eller Larskersogn osv.)

Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser ikke umærkelig Grændse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den eiendommelige Naturbeskaffenhed og de historiske Forhold, derimellem maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige og sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande og Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Løb, idet Øens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning medførte, at den hos Statsmagten almindelige Stræben efter at tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der, ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres Befalingsmand paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig havt nogen særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden dens Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af større Gaarde af Erkebisperne havde som "Frimænd" tilkjøbt sig visse Fritagelser og Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis Anseelse for deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slægt af den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med Livsfæste (undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af Livegenskab. Den gammelnordiske Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig der. Vel deles de bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et ganske lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt Navn for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i to Rækker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere særskilt talte for hvert Sogn (første og anden Selveiergaard, første og anden Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietærgaardene ved Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sædvane og Vedtægt beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af 14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for de bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den yngste Søn ved Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til "Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en ringe Affindelse til sine Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden Mand. Er der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden den ældste Datter og hendes Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en Stilling udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af Døtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Søstre, og denne Arvegang førte ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa Frieri til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her ingen Lykke gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad eller paa Søen eller endelig levede som beskedne Medhjælpere og stille Onkler i Fædregaarden.[5]

{[4] Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet "Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor, indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg og Eiendom maae antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs" yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen hidrøre enten fra en Røverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved særlig Leilighed.}

{[5] Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m. er, som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar 1887.}

Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige Forsvarsvæsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor Øen, men beholdt sin egen Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjøbstæderne af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rønne boende Kommandant. Om denne Landmilits, der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne i 1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra 1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indførelsen af almindelig Værnepligt og en ny Hærordning, bevaredes Erindringen fra sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde Officerer ophængte Faner og Indskrifter. -- Af mindre Betydning for de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at Bornholm tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af den særegne gamle Matrikel, beregnet efter en Tønde Hartkorn, der kun er lidt større end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en Tønde bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt Hartkorn yder, hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret Brændevinsbrænden, som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori først henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete en dengang kun kortvarig Indskrænkning.